Mars var rastløs; det var hans fødselsdag, og hans forældre havde lavet en overdådig morgenmad til ham, givet ham lov til at blive hjemme fra skole, som de altid gjorde, og havde begravet ham i dyre, fine gaver. Mars havde krammet og kysset dem begge og sagt mange tak, men selvom han var glad for de dejlige gaver, så var der alligevel en lille klump af tristhed indeni ham. Han elskede sine forældre, men den person, han allerhelst ville bruge dagen sammen med, var hans storebror Juno. 

Det var efterhånden noget tid, siden han sidst havde set Juno, og lige i dag savnede Mars ham, så det gjorde helt ondt indeni. Han kunne selvfølgelig sende Bøf ud og finde Juno, men han kunne samtidig heller ikke helt holde tanken ud om at finde ud af det, hvis Juno havde glemt hans fødselsdag. 

Mars sukkede og lænede panden mod det kølige vinduesglad, mens han stirrede ud på baghaven. Han kunne se ned til tjenesteindgangen, hvor køkkendamen stod og bakkede på en pibe, mens hun sladrede med nogle af stuepigerne. Mars sukkede igen. Klokken var kun tre om eftermiddagen, og der var alt for lang tid til, han kunne tillade sig at gå i seng. 

En lyd lød bag ham og Juno klemte sig tæt op mod væggen bag sig. En tjenestepige gik forbi i gangen ved siden af det værelse Juno havde gemt sig i, og da lyden af hendes skridt blev fjerne igen vovede Juno sig ud og op af trappen, op til Mars' værelse. Han havde holdt så meget øje med Mars at han fuldstændig kendte arkitekturen af det hus han boede i, også selvom han kun havde været inde i det den ene gang han havde forhandlet med Mars' adoptivforældre.

Dengang kunne han sikkert godt have bedt om krystaller fra dem også, men i stedet havde han stillet en masse krav, som de rige mennesker sikkert ville være levet op til alligevel; at Mars aldrig skulle fysisk afstraffes, at han skulle have god undervisning, at han skulle behandles som deres egen.
Det var ret hurtigt blevet tydeligt, at de havde tænkt sig at leve op til alle de krav, og alligevel var Juno aldrig holdt op med at holde øje med Mars. Han havde en hel tradition med at gå i Isaris tempel en gang om ugen og derefter tjekke op på Mars, ligesom han ofte tjekkede op på ham på vej til klaverundervisning og fra tid til anden blev og hørte ham spille igennem et vindue på klem. Det var først efter Mars havde opsøgt ham, at han var holdt op med at gøre det helt lige så ofte. Det føltes som en overskridning af Mars' privatliv, nu hvor Juno lige så godt kunne spørge ham ansigt til ansigt, hvordan han havde det.

Mars' dør var lukket og Juno brugte sin evne til at komme lydløst igennem den - han foretrak den lukket. Herfra var han kun tre skridt fra Mars, men han ville heller ikke forskrække ham, så han hostede for at få hans opmærksomhed. Han kunne godt se, at Mars stod dybt begravet i nogle tanker, og han smilede stort til sin søde lillebror, allerede inden han vendte sig om imod ham.
Han havde ingen gave med, men var det ikke også hele pointen med, at de ikke boede sammen - at Mars fik alt, hvad han havde brug for og ønskede sig, af nogen andre?

Det gav et lille sæt i Mars, da nogen pludselig rømmede sig bag ham, men at en eller anden grund, vidste han allerede, hvem det var, inden han havde vendt sig. 

"Juno!" råbte han og vendte sig og hoppede med fuld kraft lige i favnen på personen, der heldigvis - ganske rigtigt - var Juno. Han lagde armene om halsen på sin elskede storebror og pressede sig helt tæt ind til ham uden nogen som helst intention om at give slip lige med det samme.

"Jeg troede slet ikke, du ville komme," hviskede han ind i Junos trøje og klemte øjnene hårdt sammen, mens han stadig klyngede sig til sin storebror. "Jeg savnede dig!"

Han var ligeglad, om nogen i huset hørte dem. Hans forældre vidste godt, at han så Juno engang i mellem, og da de selv havde set, at Mars stadig elskede dem og stadig blev boede, havde de også accepteret det og lod faktisk til at synes, at det var godt for ham at holde kontakten til sin storebror (de vidste så heller ikke, hvad Juno lavede til daglig).

"Troldeunge," svarede Juno grinende, da Mars råbte hans navn, og lagde også armene om ham, for at holde ham helt tæt ind til sig. Det føltes som om Mars voksede sig højere for hver gang de så hinanden og han kunne ikke lade være med at tænke over, hvor længe der ville gå, før Mars ikke længere var en lille lort.

"Selvfølgelig ville jeg komme," svarede han og begravede en hånd i Mars' vilde krøller. "Du ved det ikke, men jeg har været her til hver eneste af dine fødselsdage. Holdt øje med at dine forældre gav dig alt hvad du havde brug for." Juno grinede og pressede et kys imod Mars' kindben. "Tillykke med fødselsdagen, lillebror. Har du nogen ønsker?"

Mars knugede Juno så hårdt ind til sig, at det næsten måtte gøre lidt ondt. Han havde aldrig lyst til at give slip, men han blev jo nødt til det på et eller andet tidspunkt. Bare ikke helt endnu.

"Ja, dig," svarede han på Junos spørgsmål. "Jeg vil bare være sammen med dig."

Mars havde allerede alle de materialistiske ting, han kunne ønske sig, og det var han da også taknemmelig for, men han ville allerhelst bare bruge dagen sammen med Juno.

Han lænede hovedet lidt tilbage for at smile op til Juno. Han var så glad, at han slet ikke lagde mærke til, hvordan hans evne fik hans øjne til at skifte til en endnu lysere blå, end de plejede at være.

"Mig?" Gentog Juno med et grin. Det var noget af et ønske, men heldigvis ét han sagtens kunne opfylde. Allerede havde opfyldt. "Jamen her er jeg."

Hans hjerte fyldtes med varme, da Mars lænede hovedet tilbage og smilede op til ham. Lille skid. Juno ville dø for ham. Og så, for første gang, lagde han mærke til at Mars' øjne skiftede farve.

Han lagde en hånd imod sin lillebrors kind og så ham an. "Gør du det, så vores øjenfarve ligner hinanden mere?" spurgte han med et grin, men strøg kærligt sine fingre over hans kind. "Kan du også ændre dit hår?" spurgte han med et udfordrende nik. Det kunne jo godt se ud som om de havde den samme evne. Måske også den samme sekundære evne.

"Hm, øjenfarve?" spurgte Mars distraheret, inden det gik op for ham, at hans evne måtte have været på spil. Hans smil blev en smule bredere, da Juno gav ham en udfordring, for hvis der var noget, Mars ikke kunne sige nej til, så var det en udfordringen, og slet ikke, når den kom fra hans storebror.

"Selvfølgelig!" svarede han selvsikkert og bed ned i sin underlæbe, mens han koncentrerede sig. Det var ikke så tit, at han aktivt brugte sin evne - den kom normalt til udtryk helt af sig selv - og selvom det tog ham et par sekunder, så lykkedes det ham alligevel at gøre sit hår en smule længere og... blåt.

Han grinede stolt op til Juno.

"Sådan her?"

Juno havde været narcissistisk nok til at håbe på at Mars ville ændre sin hårfarve til hans egen blonde - de var brødre og de lignede brødre, men Mars havde været væk fra ham længe, og des mere Mars lignede ham, både i udseende og i personlighed, des mere tryg blev Juno i at de virkelig hørte til sammen. 

Alligevel kunne han ikke lade være med at grine, og smile stolt, da Mars' hår blev blåt. 

"Sødt," roste han og hev drillende i det, inden han slap det igen. "Du er god til det. Du har jo slet ikke brug for mig til at lære dig noget."

"Jo!" insisterede Mars grinende og greb fat i Junos hånd, så han ikke kunne trække den helt væk. "Jeg kan næsten ikke noget. Kun hårfarve og øjenfarve. Jeg vil gerne lave lære mere. Du kan meget mere, ik?"

Mens han stadig holdt Junos hånd, skiftede hans hår tilbage til dets normale udseende igen. "Jeg kan ikke holde det så lang tid, og... det meste af tiden sker det helt af sig selv. Jeg vil gerne kontrollere det bedre. Det kan du, ik, Juno? Du er meget bedre til det end mig! Vil du ikke nok træne det med mig?"

I Mars' verden var der ingen, der var bedre til denne evne end Juno. Han vidste godt, at der var mange, der kunne skifte udseende og den slags, men Juno var den bedste af dem allesammen, dét var han helt sikker på. Han smilede bredt og stirrede fuldstændig forgabt op på Juno, mens han klemte bedende om hans hånd.

//lukket