Mia havde det underligt. En fornemmelse, hun forhåbentlig på et tidspunkt i sit liv på jorden ville komme til at forstå som fornemmelsen af, at have gjort noget forkert, hang over hendes hoved som et skydække. Hun havde forsøgt at vende tilbage til sine studier og sine ledetråde, for faktisk havde hun fået en masse nyt at gå ud fra takket være Techers, men Techers var også den hovedsagelige grund til, at hun ikke var nået nogle vegne. Overhoved. Hun havde ikke kunne få bibliotekarens ord ud af sit hoved og heller ikke hans pludselig forsvindingsnummer lod hendes tanker være. Det hele havde været, som hun følte sig lige nu; underligt. Besynderligt. Mærkværdigt. Der var mange ord for det. Men det gav hende ikke et klarere syn på, hvad der var sket.
Da hun efterfølgende havde forladt biblioteket, havde hun ikke lagt mærke til, hvor svært det åbenbart havde været at hverken komme ind eller ud, for af en eller anden grund fremstod hun fuldkommen uden mistænksomhed i øjnene på de byvagter, der var kommet for at holde gerningsstedet intakt. Gerningen værende en anden bibliotekar, der var fundet i knap så optimal tilstand i et baglokale.

Så så snart udenfor i vinterkulden igen, havde hun først taget skridt mod ’hjem’, før hun havde stoppet op og skiftet mening og i stedet spadseret sig omkring den store biblioteksbygning, indtil hun nåede en mere afsides side, hvor hun kunne møve sig ind mod muren uden for mange øjne lå på hende. Det var der, den unge stjerne befandt sig nu. Gledet helt ned at sidde, stadig med ryggen mod muren, og benene trykket op og kappen svøbt tæt omkring hendes krop. Det var trods alt koldt nok for hendes ånde at være synlig.
I hendes hænder sad hun med et smykke. Et armbånd med to grønne ædelsten og en safir imellem dem. Hun bar altid det armbånd. Om det var om hendes håndled eller blot i en lomme. Hun havde hidtil egentlig aldrig brugt det. Det var kun til, når hun var i nød, var det ikke? Hun ville ikke kalde, hvad hun var i lige nu, for nød. Men det var hendes eneste rigtige måde at nå ham. Og lige nu følte hun, at han var en nødvendig talsmand.

Så hun strøg sine fingre henover ædelstenene. Og drejede på safiren. Skabte gnidningen, der aktiverede magien. Forhåbentlig uden at hendes berøring ville nå at neutralisere den.

Da Cayden først havde givet Mia smykket, der kunne gøre ham opmærksom på hvor hun var og at hun havde brug for ham, havde han regnet med at hun ville bruge det. Bare engang imellem. Hvis hun var sulten, træt, alene, faret vild, bange. Sådan en ensom, køn stjerne, uden familie eller venner, havde hun ikke hårdt brug for en ven? Én at stole på? 
Men Mia havde aldrig brugt det. Før i dag. 

Cayden stod foran hende med det samme. Han havde været i gang med at skrive en rapport på sit kontor, ikke ligefrem spændende arbejde, men nødvendigt, og det kunne vente. Det blev det nødt til, hvis Mia var i fare. På en måde var hun jo også hans arbejde. 
Han stod foran hende i sin egen form for afslappet tøj; en sort skjorte med højhalset krave, matchende, pressede bukser, og tørret blæk på siden af venstre hånd, hvor han var kommet til at tvære en del af sin rapport ud. Han så ti år yngre ud end han gjorde i sin uniform eller når han tog til møder, og det var ikke optimalt, men han havde regnet med at Mia var i oprigtig fare, og han havde også allerede fremmanet et sværd med sin evne, et langt, sort ét, der så næsten gennemsigtigt ud i den skygge det var lavet af. 

Han blev stående foran Mia, selvom som hun sad op af en kold mur og så usædvanligt berørt ud. Sværdet lod han ikke forsvinde. Ikke endnu.

"Er du i fare?" spurgte han lavmælt. Selvom han ikke kunne se noget eller nogen, kunne han ikke være sikker endnu. 

Det var ikke til at sige om, det var opspændte nerver eller kortvarig lammelse af fornuften grundet synet af Cayden Roux igen efter noget tid, der styrede hendes krop. Eller om det var et sted derimellem. En blanding af de to. Han nåede i hvert fald ikke at stå foran hende længere end et strøg af et øjeblik, før hun selv var kommet på benene igen. Hun burde have været forskrækket over hans meget pludselige tilstedeværelse, men det var hun ikke. For det var Cayden! Og han var kommet, da hun kaldte. Præcis som hun havde stolet på, at han ville. For selvom han havde indrømmet for hende, at han løj, havde hun stadigvæk aldrig ladet tvivlen komme ham i forvejen.

Miaplacidus le Arimh sagde ikke et ord, ikke en lyd, og inden den sidste tågede røg fra hans teleportation hen til hende forsvandt i luften omkring dem, havde hun trådt frem mod ham. Man skulle tro, at hun havde kordineret det hele på forhånd, da hendes ene hånd samtidigt rakte ud til siden og skubbede mere eller mindre blot hans sværd lidt ekstra væk, så der ikke stod nogen forhindringer mellem hende og ham. Og hun dukkede ind i hans favn. Ligeglad - men håbende - om han ville svinge sine arme om hende, som hun gjorde ham.
Dog skete der noget ganske fascinerende. For havde han ikke bare flyttet sit våben til siden, idét hun havde gjort den første hentydning, og havde hun skabt en direkte kontakt med det, ville effekten af hendes væsen træde i kraft. Sværdet, med dets magiske eksistens, ville forsvinde. Nærmest gå i opløsning. Gå i sig selv i takt med at magien, der holdte dens form, blev neutraliseret. Stjernen vidste absolut ingen form for påvirkning af, hvad der skete. Der var andre, vigtigere ting at se til. Og sværdet havde hun blot troet, var et sværd, et sværd der havde været i vejen for en af disse vigtigere ting.

”Jeg er ikke i fare,” fastlagde hun først og fremmest - med en sagte usikkerhed for at have brugt hans gave forkert. Forsigtigt trak hun sig lidt fra ham igen, og mens en vildfaren tot hår blev ført væk fra ansigtet løftede hun sine øjne op mod dæmonens kantede ansigt. Hun smilede ikke. Der var tydeligvis noget der nagede hende. Bekymrede hende. Det blev især klart, da hun pressede sine læber mod hinanden. ”Jeg følte blot at jeg havde brug for at se dig. Nu. Og det her var min eneste løsning.”
Hun sænkede sit blik for en kort stund, mens hun tog en god indånding, samlede sig. Armene havde hun skjult under kappen, men de havde viklet sig omkring hende, som de altid gjorde, når hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre af dem. ”En fremmed nævnte dit navn. Ikke det hele. Bare Cayden. Og han kendte mit, uden jeg havde fortalt ham det. Ikke mit fylde navn,” sagde hun endelig, uden at se op på ham, før hun tilføjede: ”Mit jordiske. Mia. Jeg har forstået at samme navn kan bruges til forskellige individer, men… jeg talte længe med ham, og jeg er sikker på, at han ikke kendte mig på forhånd. Ikke før… han sagde farvel. Og nævnte dig. Og dit arbejde.”

Cayden lod Mia skubbe sit sværd væk - selvfølgelig gjorde han det. Selvom hun til tider var omkring mænd, der ikke var gode for hende, så havde hun aldrig ført ham i fare før, og han stolede på, at hvis hun afvæbnede ham, så var det fordi hun vidste at de begge var i sikkerhed.

Han hævede overrasket et øjenbryn, da hans sværd fuldstændig forsvandt ved hendes berøring. Havde hun en evne, der stoppede andres evner? Eller måske, fordi hun var lavet af ren lys, forsvandt hans skyggeevne? Han lagde sine arme om hende og trak hende tæt ind til sig, imens han kom frem til, at når hun var lavet af lys, burde det kun gøre hans evne stærkere - des mere lys, des skarpere en skygge. 

"Du kan kalde på mig når som helst," oplyste han hende, selvom det ikke var helt sandt. Han ville altid komme til hende, fremfor at fuldføre sine pligter i hæren, og det ville ikke være godt, hvis han overprioriterede hende for mange gange. Men det ville han ikke have at hun skulle bekymre sig om - han ville altid komme.

Derefter lod han hende tale helt ud, for det virkede til at det hun havde at sige var vigtigt. Der var ikke noget af det, hun sagde, der var godt for ham at høre; Hans navn,  hendes navn, hans arbejde. Han var bekymret, men sagde det ikke højt, eller lod det vise på sit ansigt overhovedet.

"Hvad sagde han om mig og mit arbejde?" Han frygtede det værste.

Dæmonen fremstod slet ikke rørt af, hvad hun fortalte. Så der var ikke noget for hende at bekymre sig om? Var dette bare endnu en jordisk skik, hun havde misset at opfange i ikke bare tiden, hun havde tilbragt i blandt, men også den tid hun havde overværet fra hendes plads langt, langt borte? Det var meget muligt. Der var trods alt stadig så meget, som hun vidste og dermed manglede at lære. Men facaden, der lå henover Cayden Roux person virkede ikke organisk. Og mens hun ikke beskuede nært nok til at finde ændringer i de brune øjne eller særlige opspænd i kæben, så lagde hun da straks mærke til dét. En næsten monoton facade. Ikke falsk, for han var ikke falsk. Bare en fasthed, der altid var der, men af og til blev… fastere.
Så hun oplevede ikke, at sin krop slappede af. Men hun oplevede heller ikke, at hendes krop slappede mindre af.

”Bare dit navn. ’Og fortæl Cayden, han er fyret, så er du sød.’ Det var, hvad han sagde til mig lige inden, han forsvandt ind imellem reolerne.” Selv hvis man ikke var klar over det, så var det denne Techers’ præcise ord, som Mia gentog. Selv hvor trykkene lå. Kun stemmen, kunne hun ikke imiterer. Dét talent havde hun desværre ikke. Hun vendte kortvarigt hovedet og blikket mod biblioteksbygningen bag sig for at bedre hentyde, hvor hun egentlig mente, det var sket henne.
Dybe, eftertænksomme linjer gravede sig ned mellem hendes bryn, som hun endnu engang gjorde et forsøg på at dreje sit hoved omkring det. ”Det var så malplaceret, at jeg ikke helt forstod, hvad der foregik, men da jeg fulgte efter ham… var han ikke til at finde. Han var som… forduftet, som jer jordiske ville beskrive det.”

Mia’s udstråling tog meget brat en drejning fra at være tankefuld og lettere besværet til at hun måtte have kommet i tanke med noget. Hendes øjne voksede en enkelt størrelse, skarpe linjer var væk fra ansigtet og den fulde fokus var atter på Cayden. ”Du har egentlig aldrig fortalt mig, hvilket slags arbejde, du gør dig i,” sagde hun så, selvom ordene nok allerede havde været at finde i hendes ansigt.

På trods af at have frygtet det værste, kunne Cayden ikke engang have forestillet sig dét, Mia fortalte ham. Fyret. Caydens jib var hans liv. Mørkets hær havde givet hans liv mening. Han var dannet, havde hobbyer og evner indenfor mange felter, men intet føltes givende som hans arbejde gjorde. Han brugte sin fritid på det, han så sine yngre kollegaer ikke langt fra, hvordan forældre så sine børn, selv de, der havde desserteret, fulgte han op på og holdt øje med. Skulle han fyres, havde han regnet med at det en dag ville være fordi en overordnet havde opdaget, at han ikke tog desertører ind til afstraffelse. Men nej. Det var Mia. Mia, der var blevet hans undergang.

Dét kunne han ikke skjule. Sorgen. Der gik kun et øjeblik, så var den skjult bag en hård facade igen, men han vidste, at det var længe nok til at hun ville lægge mærke til det. Mia så sådan noget.

Han kunne gætte sig til, hvem hun havde snakket med, men han gik ud fra, at han ikke havde brugt sit rigtige navn. Der var ingen grund til at bekræfte noget endnu - problemet skulle løses ligegyldigt hvad.

"Mia," sagde han endelig, hans stemme hæs. Han rømmede sig. Tog et øjeblik til at se væk og gnide en hånd over sit ansigt, imens han overvejede, hvor meget af sandheden han skulle give hende.

"Jeg har brug for din hjælp. Hvis jeg skal få mit job tilbage. Forstår du, hvad det vil sige, at blive fyret?" Han så hende direkte i øjnene, imens han talte til hende. Lod hende se, hvor vigtigt det var for ham, selvom han ikke kunne fortælle hende, hvad hans arbejde var.

Sorgen der pludselig osede ud af ham, føltes nærmeste som en trykbølge, der strakte sig hele vejen ugen igennem hendes krop, der pludselig gjorde hende umådelig tung. De allerede store øjne blev endnu større men udtrykte nu i stedet… skrækslagenhed, som hendes øjne desperat gled henover dæmonens ansigt for at kunne opfange flere svar til, hvad der dog havde fået en standhaftig mand som Cayden Roux til at reagere så voldsomt. Hendes læber havde ubevidst åbnet sig, som sad en række af forskellige ord og spørgsmål allerede klar på hendes tunge. Og selv da han i det mindste syntes at samle sig, forsvandt det ikke fra Mia. Hvad var dét?

Læberne pressede sig sammen på ny og blev i processen også lige fugtet. ”At blive fyret, er at miste sit erhverv.” Ja, Mia forstod udmærket godt, hvad det betød, men det gik også stille og roligt mere op for hende, hvor lidt hun selv havde været involveret i lige netop dét miljø. Hun havde arbejdet, men hun havde aldrig haft et erhverv. Hun havde aldrig knyttet sig til den del af jordisk liv. ”Men kun en overordnet kan fratage ens job. Techers var blot en bibliotekar. Han vil kun kunne vælge, at fyre dig, hvis du var under ham. Og var du under ham, ville je-…”
Mia stoppede sig selv meget brat. Og som havde en usynlig hånd blot lagt sig henover hendes mund for at få hende til at stoppe med at tale, kunne man nemt se, hvordan hun ønskede at tale videre, men samtidig var klar over, at det ikke ville bringe hende – eller ham – nogle brugbare steder hen. I sidste ende sank hun besværet, som slugte hun de resterende ord. Og hun slappede ham. Sådan da. Bekymringen og usikkerheden skinnede stadig klart i hendes øjne. Hun var bare ikke så oprevet igen, og da hun talte igen, var hendes tone mere kontrolleret.

”Tror du, det var noget jeg sagde?” spurgte hun forsigtigt. Og efterfølgende var hun nød til at se væk fra ham. Drejede hovedet i profil og så ned. ”Hvad end jeg har gjort, så sværger jeg, at jeg ikke mente for dig, at blive… fyret. Vi talte blot om… mig. Om hvad jeg er, hvordan. Men hvis der virkelig er noget, jeg kan gøre…” Atter så hun op og fangede hans blik med sit eget. Det hele virkede pludseligt så forkert. Hun havde gjort noget forkert.

Det var tydeligt at Mia fortrød, hvad hun havde gjort. Også selvom Cayden godt vidste, at hun ikke havde gjort noget forkert. Hun havde blot snakket med en bibliotekar, lød det som om, eller troede hun selv, men hun havde afsløret sig selv for en vigtig mand. Og om hun havde ment det eller ej, så var hun skyld i, at Cayden stod her, uden job. 

Han holdt af hende, men hans arbejde var trods alt vigtigere end hun var. Det var hele hans liv. 

"Jeg er sikker på, at det blot er en misforståelse," svarede han lavmælt. Det var ikke helt en løgn - det var de samme ord, han ville gentage, når han skulle reddegøre for Mørket, hvorfor han ikke havde bragt Mia til dem tidligere. Han havde haft sine grunde. Han ville skabe tillid imellem dem. Han ville få hende til at opgive sine hemmeligheder af sig selv. Han ville beskytte hende.
Han sukkede dybt, da det gik op for ham at han nok skulle udelade den sidste del.

"Jeg ved hvor han er, og jeg tror du kan hjælpe mig med at udrede misforståelsen, så jeg kan beholde mit job. Du tager med mig, gør du ikke?" Han havde gjort så meget for hende, men han havde aldrig tænkt at han ville få brug for at hun gengældte tjenesten. Ikke at hun reelt havde et valg - hvis ikke hun tog med af sig selv, ville han tvinge hende. Han brød sig bare ikke om tanken om at tvinge hende. 

”Jo!” Stjernen havde svaret så hurtigt, at hun var kommet de kuldegysninger, som hans ord egentlig gav hende, i forkøbet. Eller det var ikke ordene enkeltvis. Det var måden han havde formuleret sig selv på. Måden hans stemme havde været viklet om ordene. Det var ikke et spørgsmål til trods for det afsluttende spørgsmålstegn.
Men til trods for ordenes effekt på hende, var hun ikke mindre villig til at følge med ham. Ikke hvis det betød, at hun kunne give en hånd med til at udrede misforståelsen. Ikke hvis det bare betød, at hun ville have en lille spadseretur med Cayden Roux. Så selvom ubehag tegnede nær usynlige streger over hendes ansigt, så stod hun standhaftigt.

Lige indtil han begyndte at føre dem af sted. ”Vent.” Mia nåede ikke meget længere end ét skridt frem, før tvivlen skyllede ind over hende som en tidevandsbølge, og hun var stoppet op igen. Det var tydeligt at se, hvordan tanker fløj rundt i hovedet på hende, tanker hun havde problemer med at finde forståelse i. Der var opstået en rynke mellem hendes fyldige bryn, og hun blinkede en tand mere end ellers. Hun havde også sænket blikket fra ham igen, for at se tænkende ud i ingenting, før det første faldt på plads, og han atter blev æret de abnormalt blå øjne.

”Du… ved hvor han er?” lød det første spørgsmål endelig fra hende. Det var oprigtig forvirring, der lå i hendes stemme. Ingen bebrejdelse. Endnu? ”Hvor ved du, hvor han er? Kender du ham?” Kendte han Techers? Bibliotekaren? Hun var muligvis så ufattelig godtroende, men hun var ikke blind for når noget ikke passede sammen. Og lige nu passede de forskellige informationer, hun havde fået, ikke.
”Jeg forstår ikke. Hvordan kan en som Techers gøre noget for at du beholder dit job?” Mia flyttede sig ikke. Hun trådte hverken et skridt frem eller et skridt tilbage. Men alligevel fremstod hun… afstandtagende, der hvor hun stod. Som var hun knap så ivrig efter at følge med ham, som hun havde været blot et øjeblik siden. Hendes blik veg heller ikke væk fra ham, mens hun talte eller, mens hun afventede svar på hendes mindre flod af spørgsmål, der hver især forlangte et svar for at hun bedre kunne finde forståelse. ”Hvad er dit… job?”

Det var mere indviklet end Cayden umiddelbart havde troet, at holde styr på alle sine løgne over så lang en periode. Et par dage var fint, et par måneder også overkommeligt, men han havde kendt Mia i over et år nu og de så hinanden ofte. Oftere end hvad han så de fleste af sine venner. Og han havde roddet sig ud i nogle store løgne lige fra starten af. Løgne, der havde medført flere løgne, der havde medført flere løgne endnu. 
Heldigvis for Cayden havde han en god hukommelse, og holdt desuden af at bruge de samme løgne flere gange. Den personlighed han havde givet Mia, havde han brugt før. Han interesserede sig for historie og det havde altid været nemt for ham at lades som om han var én, så han huskede også tydeligt at have bildt Mia ind at han var historiker. Aldrig i sit liv ville han have fortalt hende sandheden og det havde han heller ikke tænkt sig at gøre nu. 

"Kan Techers fyre mig, hvis ikke jeg kender ham?" spurgte Cayden, og der var kun en snert af irritation i hans stemme, men han var ikke i tvivl om at følsomme Mia ville opdage den alligevel. "Jeg er historiker." Han havde lyst til at minde hende om, at han havde fortalt hende dét før, men det ville kun have understreget løgnen. "Jeg nedskriver nuværende og forhenværende begivenheder, og sælger teksterne til biblioteket. Techers er ude tvivl vred, fordi jeg ikke har givet dem nogen informationer om dig. Dit fald til jorden var historiebøgerne værdig, og jeg har fejlet i mit job, ved at holde dine informationer hemmelige. Men hvis Techers får en chance for at snakke mere med dig, vil han måske forstå, at du også en person og at det vil være uetisk at give alle de oplysninger om dig ud til Guderne og hver mand."

Det var så tæt på sandheden som han kunne komme. Det var hemmeligheden til at lyve godt - at drysse dele af sandheden med. Cayden havde lyst til at udvise tålmodighed, men han var så frustreret at han ikke kunne få sit kropssprog til at makke ret. Han ville have Mia med og han ville have hende med nu. Det var en kort rejse og han gad ikke at hun skulle være sådan på tværs.

Hans irritation var meget minimal og fluks men kommen fra ham, var det noget overvældende for hende at opfange. Nok til at sende hende lidt tilbage, og hendes øjne blev en smule større af overraskelse. Ligeledes måden hvorpå hun før havde virket afstandtagende blev kun mere fremtrædende i hendes væsen. Hvad han sagde gav skam mening, men ingen af hendes ord havde på forhånd været ment som beskyldende, så hun kunne ikke undgå at få følelsen af at blive uretfærdigt modangrebet. Hun havde bare ville vide, hvad der foregik. Hun ville bare forstå bedre. Hun brød sig ikke om at ikke vide. Det vidste han!

”Det er også rigtigt, ja. Jeg må have fortrængt det. Techers ord hylede mig tilsyneladende mere ud, end hvad jeg var opmærksom på. Forvirrede mig.” Det virkede så absurd for hende, at hun havde glemt, at hun allerede vidste, hvad han arbejdede med. Og det var ikke fordi, hun ikke huskede, at han havde fortalt hende om det. Hun huskede samtalen fra deres første møde ord for ord, men hun måtte have kategoriseret nogle af hans informationer i de forkerte kasser. Det var den eneste forklaring.
Den letter afvigende udstråling, hun stod og udsendte, som den åbne bog af følelser, hun var velsignet - eller forsømt - til at være. Hun udstrålede dog ikke en direkte accept. Hun havde ingen intention om at nærme sig dæmonen i en lignende form som, da hun havde omfavnet ham uden videre, da han havde vist sig for hende. I stedet faldt hendes ansigt i blide, fortvivlede folder, som hovedet lagde sig en smule på skrå. Blikket i hendes øjne blev blødere.

”Hvorfor vil du dog holde informationer om mig hemmeligt? Du har ret, jeg er en person, et individ, og jeg sætter pris på, at du holder din hånd over mig. Men hvorfor risikere din ansættelse til fordel for det? Du holder tydeligvis meget af nedskrive disse begivenheder, sådan som du reagerer. Du kunne have slået det fast, haft mig møde med Techers før det blev så gjaldt som nu. Det sidste jeg ønsker, er at skabe uret og ubalance hos jer jordiske.” En kort pause. ”Dig i særdeleshed.”
Et næsten lydløst suk trillede ud af hendes næsebor, før hun endelig trådte hen til ham. Lukkede afstanden mellem dem. Hun rakte godt nok ikke frem mod ham, selvom hun havde en sitrende lyst i sin arm til at rækker op og stryge ham forsikrende over kinden.

Cayden kunne ikke huske sidste gang, han havde været så uforberedt på noget. Det frustrerede ham mere end han ville indrømme, selv overfor sig selv. Det eneste han kunne tænke på var, at hans arbejde var alt han havde. Det vigtigste i sit liv. Azurian havde været det vigtigste for ham et stykke tid, men da han ikke havde kunne beskytte ham, havde han lovet sig selv at det aldrig igen ville blive en person, hans verden drejede sig omkring.

Cayden kunne ikke lade være med at se hårdt på Mia, da hun lavede sin egen lille forklaring for, hvorfor han sagtens kunne have fortalt andre om hende. "Har du ingen ide om, hvor meget du kunne være værd, i de forkerte hænder?" spurgte han irriteret, og i et øjeblik var der intet der udstrålede 'historiker' ved ham. Tværtimod stod han med rank ryg, rette skuldre og et bestemt ansigtsudtryk, der gjorde det tydeligt at han var vant til at kommandere. At Mia ikke allerede havde indset, at han ikke sad ved et skrivebord hver dag, kunne kun være fordi hun nægtede at se det. Logisk set vidste Cayden også godt at hun holdt af ham, og at hun ville have svært ved at beholde ham som ven, hvis hun lod sig selv se at han havde løjet til hende fra starten af.

Han sukkede, da hun gjorde det. "Jeg snakker selv med ham. Kald på mig, når du er klar til at hjælpe mig." Ethvert sekund var vigtigt. Des hurtigere han kunne forklare sig selv for en overordnet, des bedre. Så måtte han bringe Mia med sig senere, især når han ikke kunne teleportere hende med sig. Han ville alligevel altid vide hvor hun var, så længe hun havde sit armbånd på. 

Cayden Roux føltes pludselig høj foran hende. Han havde altid været højere end hende, men han havde aldrig virket så tårnende i hendes øjne før. At se op på ham havde aldrig rigtig gjort hende overvældet. Ikke før nu. Der var en helt anden attitude ved hans kropsholdning. Den var næsten intimiderende. Men hun var ikke bange for ham. Hun var stadigvæk fuldt overbevist om, at der var absolut ingen grund til at frygte ham. Han havde ingen grund til at gøre hende noget. Og så var hun allerede blændet. En ting hun, på forbløffende vis, ikke var opmærksom på. Hende. Væsnet der lagde mærke til hver enkel lille detalje. Ikke bare ved folk men også forandringer i sig selv. Måske var hun netop også blændet for dét.

Mia knugede om armbåndet. Det var ikke retfærdigt! Han havde altid været sådan. Siden den dag de havde talt for første gang. Set hinanden i øjnene for første gang. Han så hende som noget så skrøbeligt, og hun kunne bare ikke forstå! Ingen ønskede at komme til skade. Ingen ønskede at dø. Men hvad denne dæmon udviste var noget helt andet. Hun kunne lige akkurat fornemme placeringen af det flade ar i hendes håndflade, som smykkets ædelstede blev presset ind mod det.
”Den eneste værdi jeg bærer er, at jeg er den eneste af min slags her. Det gør mig ’spændende’ ja. Men mere værdi ser jeg ikke i mig selv. Jeg er ikke den første. Der må være noget om andre som mig. Folk må vide noget. Og hvis det betyder, at jeg må tale fri, så har jeg virkelig svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke skulle gøre netop dét.” Cayden Roux var ikke den eneste, der kunne gøre sit blik hårdt. Hendes var selvfølgelig langt fra på linje med hans, men der lå en vis utilfredshed i de blå øjne og i måden øjenbrynene dannede hentydninger af rynker mellem sig.

Hun lod ham ikke rigtig svare tilbage, før irritationen faldt lidt tilbage igen. ”Jeg vil gerne hjælpe, som du altid har hjulpet mig. Der er ikke meget andet, jeg hellere vil.” Roligt løftede hun sin hånd frem fra kappen og lagde den fladt mod ham. Trykkede let armbåndet ind mod ham. ”Men jeg har allerede skabt nok problemer for dig.”

Som hun fjernede sin hånd, ville armbåndet falde til jorden, nåede han ikke selv at gribe det. Og stjernen strøg forbi dæmonen. Ubehaget fra det hele sitrede endnu i hende. Måden Techers havde forladt hende. Cayden Roux’ reaktion. Hendes eget valg. Var det ubehaget der havde stoppet hende sådan? Hun brød sig ikke om at efterlade ham sådan. Det var forkert! Men andet føltes også forkert. Ærkedæmonens ord genlod: Hører ikke til.

Cayden rynkede på næsen i irritation, da Mia påstod, at hun ikke var noget værd. Som om Mørkets Hær ikke var ligeglad. Som om de ikke ville finde en måde, hun kunne være nyttig på. Som om de ikke ville forsøge at eksperimentere med hende, eller avle på hende, eller teste hendes evner igen og igen, indtil de fandt en måde at udnytte dem på eller stjæle dem fra hende på. Som om de ikke ville forhøre hende i månedsvis, indtil de havde al tænkelig information om hendes tid før hun landede på jorden. Som om de ikke ville finde alle hun holdt af, og bruge dem imod hende, indtil hun knækkede under og blev én af dem.

"Du ved ikke hvor meget du er værd," snerrede han lavmælt, efter hendes lille tale, men stod alligevel i chok, da hun gav ham armbåndet, ved at trykke det ind imod ham. Han greb det, som hun gik, men fulgte Mia med blikket, i stedet for at se på dét. Først da hun var ude af syne for ham, sænkede han blikket til armbåndet.

"Hvordan skal jeg kunne redde dig nu?" spurgte han sig selv, inden han slap armbåndet og så på, imens det faldt, som i slowmotion, mod brostenene. Han havde ikke brug for det. Hvis Mia ikke ville reddes, så skulle han nok også lade være med at redde hende. Hun betyder alligevel ikke noget for mig, forsøgte Cayden at bilde sig selv ind. Han ville finde Zahinael og han ville forklare sig for ham. Han ville påstå, at han ikke havde bragt Mia til dem, fordi hun virkelig ikke var noget værd. Og dét ville blive den sidste gang, han gjorde noget for at beskytte hende. Derfra måtte hun klare sig selv. Cayden var færdig med at forfølge én, der ikke talte samme sprog som ham.