En ensom skikkelsen brød hen over sandbakken. I hans hånd bare han en stav knækket stav af glitrende metal, som hjalp ham til at forblive stående som han spejdede ud over ørkenen, hvor uendelige banker af sand syntes at strækker sig.
"Sand. Forbandet være alt det sand."
Han mumlede ordene for sig selv, knap klar over de havde forladt hans mund, vinden syntes at gribe sandet og sprøjte det op omkring ham. Med et irriteret armbevægelse forsøgte han at slå sandet væk, og som han gjorde stoppede vinden og lod de små korn falde tilbage i ørkenbunden.
Han kastede blikket imod højre og stod et øjeblik, fokuseret på tomheden ved hans side.
"Ja, jeg ved godt det er en ørken, men derfor kunne de da godt at fundet på noget andet at ligge her. Hvorfor skulle det lige være sand?"
Han talte til tomheden ved hans side, som han havde gjort så mange gange før. Måske det var tørsten, måske det var solen, måske det bare var ensomheden. Han lyttede igen, men ingen svarede ham.
"Et hav. Frisk vand, så ikke et rigtigt hav. En flod måske. Bare noget til at vaske det forbandede sand ud af håret."
Han rettede blikket lige frem og ruskede en hånd igennem det beskidte røde hår, så flager af sand dryslede ned omkring ham. Han gjorde mime til at træde frem igen, men stoppede og slyngede hovedet til siden.
"Hvorfor fanden sagde du ikke det noget før? Hvor siger du? Den vej?"
Denaro pegede imod hans venstre side uden at kigge.
"Haha! Det er det bedste jeg har hørt hele dagen!"
Han svang rundt og begyndte at løbe ned af bakken, imod oasen, der lå skjult bag den næste bakke.
Som han løb ned af bakken, fæstnede sandet sig under hans fødder så han ikke sank i og den opmærksomme iagttager ville bemærke hvordan tråde af sand rakte ud efter ham som han passerede. Desværre for Denaro, så bed han ikke selv mærke i disse ting, han jagtede blot tanken om vand.

Den unge mand som lignede Samson havde endelig fundet sit mål i livet. Der var ingen at se op til, og der var ingen der fortalte ham hvad han skulle. Han havde glemt alt om Samson og hvem han var. Men han havde aldrig glemt RT-banden den lå stadig gemt i hans hukommelse. Han havde ingen ide om hvorfor de ikke kunne lide ham, men det var egentlig også lige meget nu.
Han havde været undervejs længe, og hvor vejen gik hen anede han ikke noget om. Måske til Medanien eller Elverly? Han var ikke sikker, og han var slet ikke sikker på hvad vejen bragte.

På den lange vej havde han formået at gå forkert og var endt i en form for ørken. Han havde ikke engang noget vand med sig og nu ville han egentlig bare gerne ud fra denne ørken. Sandet nærmest spiste hans fødder for hvert skridt han tog. Det omklamrede hans fødder så der kom sand i hans sko. Sand i sko var noget af det værste i følge ham selv. Det eneste han kunne se som øjet rakte var sand, ude i horisonten som et lille bitte sandkorn kunne an dog se noget der lignede træer. Han var langt fra sikker, men sandet tørrede munden og læberne ud. Vand var noget af det han ville have, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Det tog lang tid for ham at komme tæt nok på, og alt imens kunne han se en person komme ned fra en bakke. Måske han eller hun havde været i ørken længe også? Hans skridt føltes tungere og tungere, han kunne næsten ikke gå videre. Hans hals kæmpede med tørhed og det samme gjorde han selv. Hvorfor var han også drejet forkert!

Det tog ikke lang tid for Denaro at runde den næste forhøjning af sand og et smil bredte sig over hans tørre læber, som han betragtede den lille oase. Frodige palmer omkræset af grønne tufter af græs levede i bedste velvære omkring vandhullet. En lille ørkenræv smuttede væk, som den fik øje på den betydelige større skikkelse på bakken, men Denaro ignorede den. Der var mere end rigelig vand her, og skyggen var en tiltrængt forandring.
Det sidste stykke imod vandet tog han med forsigtigt, som frygtede han illusionen skulle brydes og forfalde, hvis han ikke passede på. Der var dog ingen illusion over stedet og som han kom ind i skyggen accepterede han endeligt sit held og kastede sig ned foran vandet og begyndte at slupre væsken i sig i tre store mundfulde, før han rullede om på ryggen og bare lå for en stund, mens hans krop indfandt sig med nu at have vand igen.

Hans blik flakkede kort imod palmen han lå ved inden han satte sig op og kiggede i retningen Ompries kom fra.
"Jeg troede ikke der var andre end os herude"
Sagde han til palmen inden han børstede noget hår væk fra ansigtet. Det var længe siden han havde fået det skåret og båndet han plejede at binde det tilbage med var gået i stykker et par dage forinden.
Han kastede et kort blik tilbage på palmen inden hans blik igen fandt Ompries.
"Nej, hvorfor skulle vi dog det? Der er da vand nok og måske kender han vejen ud af ørkenen."
...
"Hvorfor tror du altid det værste om folk? Han er da sikkert glad for selskab."
...
"Nej jeg er ikke. Jeg bryder mig bare ikke om din tone."
...
Denaro sprang op med et sæt, vendte fronten direkte imod palmen og knugede hånden om det halve spyd.
"Det er fandme ikke min skyld! Det var dig der absolut ville herud! Og du gider ikke engang fortælle mig hvad vi leder efter!"
Hans stemme var hævet til en råben, som han prikke en finger ind i palmen for at understrege hans irritation.
...
Han sukkede opgivende, fyldte sit vandskind inden han vendte sig rundt og gik Ompries i møde ved oasens kant.

Det varme sand krøb ind de mærkeligeste steder. Selv under tøjet! Når der kom et vindpust så fløj sandet jo om ørerne på en. Hele hans hår var fyldt med sandkorn og sandet var jo krøbet ind de steder sand ikke skulle ind. Som han bevægede sig videre igennem ørkensandet blev hans sko fyldt mere og mere med sand. En vind kom imod ham og han fik sandkorn i øjet så han måtte blinke flere gange for at få det ud. "Åndssvage sand. Åndssvage ørken. Det er simpelthen for meget det her!" kom det irriteret fra ham og sparkede lidt til sandet. Det resulterede bare i at sandet vivlede op i ansigtet på ham.

Som han kom tættere på oasen gik en person imod ham. Han kunne ikke se hvem det var og han var egentlig også lige glad. Han håbede bare på der var vand så han kunne få det her sand væk, og en tår at drikke! Han kom tættere og tættere på og var til sidst helt tæt på Denaro til at han kunne se hvem det var. Han bevægede sig forbi ham uden at sige en lyd. Irritationen stod ud af ansigtet på ham. Han vendte sig hurtigt om for at kigge på manden en ekstra gang. Han havde set ham før et eller andet sted, men han var ikke sikker på hvor henne. Måske var han far til en af de piger han havde voldtaget? Nej nok ikke... Måske var han en omrejsende? Nej han lignede ikke sådan en. Han vendte sig om for at bevæge sig videre mod oasen som nu var så tæt på at han næsten kunne lugte vandet.

Et sted i baghovedet vækkede den fremmede minder, men før de nåede hen til Denaros bevidsthed blev de slået ned, hakket i stykker og smidt tilbage til den del, der var låst bag den sorte dør. I stedet for straks at gribe sit spyd og stikke det det tidligere Rutilus Taurus medlem hævede Denaro i stedet sit vandskind, åbnede munden for at hilse, og stod istedet en smule forvirret, som den fremmede ignorede ham og gik direkte til oasen.
...
Denaro vendte sig rundt og fulgte den fremmede ned til vandet, hvor palmerne tilbød en smule skygge fra den bagende sol.
"Jeg havde ikke forventet vi skulle støde på andre herude."
Det var ikke den mest elegante hilsen, men Denaro kunne ærlig talt ikke huske hvornår han sidst havde set en fremmed, og selv før havde han aldrig været den bedste til introduktioner, og trippede lidt fra det ene ben til det andet i et forsøg på at ryste sandet af tøjet. Han kunne sværge at der blev ved med at kravle mere og mere op af ham, hvilket det trods alt også gjorde.
"Jeg var så småt begyndt at tro resten af verden var brudt sammen derude."
Han kastede et blik over skulderen, ud imod ørkenen, hvor vinden blæste sandet mellem de enorme banker. Nu hvor han endelig havde fundet vand og slukket tørsten, følte han en besynderlig trang til at rejse videre, ud imod det ukendte. Han trak underlæben ind og satte tænderne i den. Nej han burde blive her... Hvert fald lidt endnu.

Der var noget velkendt over denne mand, men hvad kunne det være? Hans hjerne tænkte som det knagede og det sagde ikke så lidt. Efter at have mistet hukommelsen om Samson havde han haft mere tid til at tænke. Der var jo ingen han skulle tage hensyn til eller se op til. Han havde derfor ikke nogen grund til ikke at tænke. Da han endelig nåede vandet bukkede han sig ned for at mærke vandet. Den var god nok det var vand, og det var køligt. Så kunne han godt smide trøjen hvilket han gjorde efter han havde smidt frakken. Han lagde de to ting i en bunke ved kanten. Han vendte sig lidt om for at kigge på manden. Han bevægede sig forbi ham, hvilket var meget godt. Så slap han da for at skulle beglos. Han smed bukserne og kort tid efter han havde lagt bukserne hoppede han i vandet. Det kølige vand gjorde sit indtog, det kølede dejligt og især de helt rigtige steder hvor der var sand.
Inden han dykkede ned under vandet hørte han den anden mand sige noget. Hvem var vi, og hvorfor snakkede han på den måde? Han kom op af vandet igen og kiggede på manden. "Vi? Hvem er vi, og hvorfor ikke?" han var lidt usikker på manden og hvad han mente. Faktisk var han usikker på hvad han kunne finde på. Det var ikke lige frem fordi han virkede helt rask, måske han skulle gå til en healer. Han stirrede på manden hvad var det der gjorde ham så bekendt?
"Ha brudt sammen? Som om det nogen sinde ville ske." han virkede lettere irriteret og studerede manden noget mere. Hans hjerne tænkte så det knagede og han kunne bare ikke sætte ord på hvem han var. Han kiggede på sandet der smøg sig op af mandens ben. Han havde set det før men hvor? Det var som om der var et stort tomt hul lige midt i hukommelsen.

Et ryk skød igennem Denaro og et splitsekund bevægede hans venstre hånd op imod spydspidsen på hans ryg. Den fremmede havde talt. Han havde rent faktisk, med ord, svaret på et spørgsmål. Han nåede dog at stoppe sig selv inden han forsøgte at angribe i ren overraskelse. Nej det gav mening. Denaro havde stillet et spørgsmål og fået et svar. Det var sådan det burde fungere.
Med en dyb indånding tvang Denaro sig selv til at finde ro. Sandet gled ned fra hans ben, som var strengen der trak det op blevet klippet over.
"Du ved. Vi. Os."
Denaro kastede hænderne ud imod siderne, som for at sige. 'Hvem end der måtte være her.' Ærlig talt var han ikke helt sikker på hvordan den fremmede kunne være forvirret over det. Det var da helt normalt. Ikke?
"Det er kun et spørgsmål om tid. Måske det er ved at bryde sammen lige nu og vi er de eneste der ikke ved det."
Denaro nikkede for sig selv. Ja det gav mening. Det var derfor han ikke kunne finde andet end sand hvor end han gik. Verdenen var brudt sammen og sand var alt der var tilbage. Sand fyldt med biller, slanger og de små ræve. Hans mave knugede sig sammen som han tænkte på dem. Det var længe siden han havde fundet et ordenligt måltid herude.
Han drak lidt mere vand, men det understregede blot hvor lidt fast han egentlig havde spist. 

Sand trak imod vandet. Det gled mellem de lange strå af græs og listede sig ind mod oasens centrum. Langsomt, men sikkert. Længe havde dette sted fornægtet sig ørkenens krav, men nu var en invitation blevet sendt, og ørkenen kunne langt om længe gøre krav på stedet.

Der var det igen. Os og vi! Hvad var det nu for noget. Han måtte virkelig ikke være rigtig klog, sådan en som ham burde hænges! Sådan at snakke som om man var flere personer. Pff han måtte være kugle skør! Så hvorfor overhovedet at høre efter. Det var jo ikke fordi der kom noget godt ud af det.
I stedet for at svare rystede han på hovedet af manden. Selvom han virkede bekendt kunne han stadig ikke sætte et billed på hvor han havde set ham. ”Hvis verden bryder sammen, så er det vidst kun din verden. Du virker ikke helt rask...” han var noget hånene i sin udtalelse og kiggede lidt ned i vandet. Han begyndte at lave cirkler med sin ene hånd og kiggede lidt frem og tilbage. Hmm.. Han havde altså set denne mand før. ”Du virker så bekendt...” kom det lidt mere roligt fra ham. Men hvor havde han set ham før? Der var stadig noget der ikke stemte.. Det måtte have været fra en af byerne, men så igen han var langt fra en af byerne. Han var jo midt ude i ingen ting, hvor det så end var henne. Hvordan han kom ud her fra var han altså heller ikke sikker på.
Han løftede blikket fra vandet og kiggede på manden der efter på sandet der langsomt tog fat i oasen. Der var noget med det sand der vagte nogle minder til live, men hvad var det. Kunne han have været fra RT-banden? Nej, eller jo måske? Hvem vidste, der var bare noget så velkendt over denne mand. Det røde hår, sand og den måde han talte på. Hovedet kørte 180 for at finde ud af hvor han havde set ham før.

Den fremmede var faldet til ro ved vandet og efter et par sekunders ro bevægede Denaro sig frem og satte sig på hug et par meter fra ham og fyldte sit vandskind. Han havde allerede næsten tømt det igen og så længe der stadig var vand, var der ingen grund til at løbe rundt med en halv tank.

"Du virker ikke spor bekendt"
Denaro trak på skuldrene og kiggede over på den fremmede. Ærlig talt kunne Denaro ikke huske andre end sig selv, og selv der var hukommelsen lidt tåget, han kunne ikke engang huske sit eget navn, hvis han da havde sådan et. Det burde han da have, ikke?
Han begyndte at føle hovedpinen komme igen og skubbede tankerne til side. Der var ingen grund til at lade dem løbe i den retning, ikke efter hans sidste hovedpine næsten var helt væk.

Med sit nyeligt fyldte vandskin rettede han sig op og kunne mærke hvordan maven trak sig sammen. Nu hvor tørsten endelig var slukket var sulten kommet tilbage. Han kiggede rundt i oasen efter noget mad og fandt et par palmer med frugt i toppen.
Uden videre overvejelse greb han det halve spyd fra ryggen og kastede gennem luften.
En kort susende lyd fulgte spydet som det sprang gennem luften, spidede dadlernes stilk med et svip og lod klasen falde ned i græsset med et dunk. Han gik hen til sin fangst, mens spydet fløj tilbage og satte sig på hans ryg hvor han havde taget det fra.
"Sulten?"
Han greb en daddel og kastede i Ompries retning uden at afvente svar.

Som han lå der og plaskede lidt rundt i vandet lod han sin ene hånd glide igennem håret. Hans modermærke over højre øje dukkede op, nok lignede han Samson på en prik men hans modermærke skillede sig ud. Håret faldt ikke på plads men sad som klistret til hans isse.

Selvom Denaro ikke kunne genkende Ompries sad han stadig med tanken om at Denaro var bekendt. Det var utroligt at en person som ham kunne virke så genkendende. Det var som om at hans navn sad lige på tungen og alligevel ikke. Det røde lange hår. Den solbrune hud, der var bare et eller andet over ham. "Hmm..." han tænkte sig endnu en gang om og lod sine tanker fører ham tilbage igennem hans liv. Det havde været et kort liv. En hurtig opvækst med en eliksir, Zidiac der havde passet ham, RT-banden der ikke kunne lide ham. Alligevel var der et stort tomt hul omkring Samson. I hans hukommelse kunne han huske en med rødt hår i RT-banden. Men hvad var det nu han hed? De...Dennis, Den... Dell... Hvad var det?? Og så med et dukkede det op, sammen med navnet af Tara"Dit navn skulle vel aldrig være Denaro vel?" han kiggede lidt på ham med et løftet øjenbryn.

Denaro kastede en daddel efter ham og han greb den med højre hånd. Han proppede den i munden, egentlig var han ikke særlig sulten men mad skulle der til. Især når han ikke engang anede hvordan han kom ud af denne ørken. Den virkede så stor, og alligevel så fyldig selvom den var øde. Ha kunne jo ikke engang huske hvordan han var kommet ind i ørken. Han var jo bare gået og så med et havde der været sand alle vegne. Han kunne jo have gået sin vej igen, men alligevel havde nysgerrigheden sat sine spor i ham. Han tog et par svømmetag hen imod Denaro for at kigge på ham. Det lignede godt nok Denaro. Men snakkede han også sådan da RT-banden var et hit?

Denaro

Navnet gik gennem ham som en kold brise, han satte foden skævt og måtte tage et par hurtige skridt for at genvinde balancen. Det lød bekendt. Ubehagelig bekendt.
...
Han kiggede til siden og nikkede til palmen, som for at erkende sig enig med hvad end det havde sagt.
"Denaro?"
Som han talte ordene skød energien gennem hans krop. Med et stod ørkenen stille. Sand blæst op af vinden stoppede i luften. Slanger af de små korn, som kravlede op af hans ben stoppede brat. En ny brise ruskede palmernes blade, men denne gang benægtede sandet sig dens vilje, det havde en mægtigere herre nu.

Denaro rettede ryggen ud, ubevidst over hvorfor han stod og hang som en anden idiot. Han kiggede ned på dadlen i hans hånd og kastede den over skulderen.
Et borende blik søgte over oasen og som han kiggede rundt lagde sandet sig ned, hele banker af sand omkring oasen syntes at flytte og bøje på sig, som hans blik gled over dem. Som hans panorama sluttede vendte han blikket imod knægten i vandet.
Enhver antydning af smil havde forladt hans mund og tilbage stod en mand, der personligt havde dræbt tusinder af liv uden at meget som at blinke. Han hævede blot et enkelt øjenbryn, som han genkendte knægten.
"Ompries, hvad laver du her?" Han kiggede en ekstra gang rundt. "hvor er Samson, jeg har en høne at plukke med ham?"

En stemme hviskede i hans baghoved, men han ignorede den. Den var ubetydelig. Ligesom alle andre.

Waw... Den fyr var da for underlig. Det kunne umuligt være Denaro. Han var ikke så underlig, sådan at stå og nikke til en palme som om den havde sagt noget vigtigt. Navnet blev gentaget og Ompries rystede på hovedet. Nej det kunne virkelig ikke være Denaro. Denaro havde faktisk været den han havde set lidt op til, vel vidende at ingen havde kunne lide ham i bandens tid. Tara havde godt nok skulle hjælpe ham med hans evner, men hun havde mere eller mindre aldrig haft tid til at undervise ham. Så han havde måtte finde ud af det hele selv. Efter som at... Hvad var det han hed. Ham der lederen fra banden? Nå ja det var da også lige meget.
Ompries var faktisk lykkelig for at kunne være sig selv, der var ingen han skulle tage hensyn til, eller nogen han så op til mere. Det hele var bare rart på en god måde. Banden havde han heller ikke set længe, og tanken om at se dem var ikke lige frem behagelig.

Sandet virkede urolig som det stoppede i luften, som om noget kontrollerede det, noget havde magt over sandet, men kunne det være manden foran ham? Så vidt han vidste havde Denaro store kræfter når det kom til sand, men hvorfor var denne mand så underlig? Det afsøgende blik manden lavede var foruroligende og han håbede ikke at der var optakt til krig. Han havde jo ikke engang tøj på, og det eneste våben han havde var hans øjne. Hvis han nogen sinde skulle i kamp, så skulle han være tættere på og have øjenkontakt hvilket han næppe ville få her.
Hans navn blev nævnt og han rettede hurtigt på sit hår for at det igen dækkede ned over hans højre øje. Hvem genkendte ham, hvad var madens navn, måske var det virkelig Denaro.... Men hvorfor havde han så ændret sig på den måde lige pludselig? Det hele virkede så underligt, og samtidig ret spændende. "Jeg er jo faret vild, det er hvad jeg er..." han flyttede blikket væk fra Denaro og tog et par svømmetag væk fra ham. Da Samsons navn blev nævnt stoppede han med at svømme og vendte sig om. "Samson? Hvem i hele hule helved er Samson?" denne mand kunne plukke en høne lige så tosset han ville, men navnet Samson sagde virkelig ikke Ompries noget som helst. Takket være Deavás var Samson ikke til at huske, først den dag han stod foran Samson ville minderne komme tilbage til ham. Men for nu var han faktisk glad for ikke at vide hvor han kom fra. Hvis det så bare havde været lige som med RT-banden. Det var faktisk minder han heller ikke ville huske.

Denaro's pande fandt et par rynker frem, som Ompries ikke genkendte navnet på hans egen far, hvad havde den knægt dog lavet? Han virkede ikke ligefrem beruset eller fortumlet, hvilket blot gjorde det mere mærkeligt. Det var dog ikke Denaros problem, hans problem var derimod at han ikke vidste hvorfor fanden han var her. Hans blik rundt havde fortalt ham at ørkenen strakte sig langt fra hvor han stod i øjeblikket, men han kunne fornemme hvordan den svandt ud imod vest, hvorvidt det betød man nærmede sig havet eller blot kom ud af ørkenen kunne han ikke sige med sikkerhed.

"Det er irrelevant." 
Kunne knægten ikke huske sin egen far, så ville Denaro ikke spilde sin tid på at minde ham om det. Der var trodsalt ikke nogen grund til at fortælle ham om manden for så blot at slå Samson ihjel bagefter.
"Hvad med Tara? Ved du hvilket hul hun er kravlet ned i?"
Kunne han ikke få fingrene i Samson, så måtte han jo blot begynde at grave dem ind i heksens kranie. Hvad hende angik havde han ikke blot en høne at plukke, nej han ville flå hende levende, finde en healer og gentage processen indtil hun ikke længere reagerede på smerten. Hvad han gjorde derefter var op til hans humør.

Som han talte gik han rundt og betragtede oasen, som ledte han efter noget. Specifikt manglede han den taske han almindeligvis bar rundt på, men den var ingen steder at se. Han følte sig også delvist nøgen uden hans læder rustning. Hvad han bar nu kunne jo ikke beskytte ham imod en vildfaren pil og da slet ikke mere magiske angreb.
Med et ryk stoppe han. Var Tara i nærheden? Var det hendes skyld han ikke vidste hvorfor han var her?

"Nå ja bevars altså!" han himlede lidt med øjnene og svømmede hen til breden. Han satte armen på kanten og hev sig op af vandet. Uden så meget som at tænke over det satte han sig ned på kanten og satte benene i vandet. Hvorfor bevæge sig videre når dette her var et smukt syn. Altså når man lige så bort fra alt sandet selvfølgelig. Han skulle sådan set også ud af dette her helved igen. Så hvor var det lige han var kommet fra? Han drejede hovedet for at finde ud af det, men han havde faktisk glemt det. Måske han bare skulle tage og vælge en eller anden vej og så tage den der fra? Han var ikke sikker, men mens han sad og tænkte over hvilken vej han skulle gå havde Denaro åbnet munden igen.
"Tara hun er.... Hun er... Ja hvor fanden er Tara egentlig? Jeg har en høne at plukke med den kvinde!" han fnøs ved tanken, hende der skulle lærer ham at kontrollere sin magi, lære ham at bruge den og hvad var det blevet til? Ikke en skid. "Måske er hun løbet væk sammen med de andre tåber?" lige nu var han faktisk helt lige glad. Men samtidig var han da glad for at have fundet en af tåberne.

//inaktivt//