Det var ikke i disse mørke kroge af Skumringskvarteret man så Killian bevæge sig rundt særligt ofte. Han var ikke kriminel, faktisk var han lidt af en mønsterborger, men en gang i mellem havde han alligevel ærinder hernede. Selvom han altid var smilende, glad og hjælpsom, var der sorte pletter i hans sind, og nogle gange havde han brug for hjælp til at håndtere dem. En gang i mellem søgte han til sit hemmelige lille fristed, hvor han forsvandt fra verden et par dage, under åsynet fra en vogter, men oftest kunne han klare det med lidt mindre. Svampe, stærk tobak eller hvad der ellers var i omløb. Denne gang havde han udset sig nogle bestemte svampe, han kun kunne få et bestemt sted i Skumringskvarteret. Sælgeren holdt til på Hellebarden, en snusket kro, der syntes at have samlet al revl og skravl op fra resten af byen.

Fremme ved døren blev den lille panel skubbet til side og Killian vinkede med et smil til manden, der end ikke gad at besvære sig med at få et kodeord ud af ham. Han var ret nem at genkende, da han på ingen måde lignede det normale klientel. Han var pænt klædt, slank, grænsende til spinkel, med et stort krøllet hår og så det evindelige smil, der fik hans grønne øjne til at lyse op. Nej, han lignede ikke resten af det rakkerpak, der normalt kom i kroen, han stak ud. Og derfor havde han nu heller ikke planer om at blive, sandsynligheden for, at han kom i problemer var for stor.
Faktisk var det ikke fordi, at han havde haft flere ubehagelige oplevelser et sted som her, som hvis han havde fundet sig en kro i den centrale del af byen. Her var folk i det mindste ærlige, i den centrale del af byen ville folk ikke kendes ved hverken deres lyster eller deres had.

Hurtigt smuttede han ind i mellem bordene og over til hjørnet, hvor sælgeren sad og røg på en pibe af sine egne varer. Med få ord og en masse smil fra Killian, udvekslede de varer og krystaller. Killian havde fri dagen efter, ud over fodring af hestene, så han havde tid til at lukke sig inde i sit lille rum og svæve bort fra virkeligheden uden nogen stod og manglede ham. Og hestene ville ikke skulle bekymre sig, de kunne ikke lide, når han var skæv. Han forstod dem godt, så han sørgede altid for ikke at gå i stalden, når det var.

Han tog nogle skridt mod døren, men nysgerrigheden overvandt ham og han så rundt. Så mange forskellige skumle typer, så mange liv med... han fik øje på noget, han ikke havde set før. Lilla hud. Hvidt hår. Han havde nær tabt underkæben. En mørkelver. Uden at tænke nærmere over det, begyndte han at nærme sig baren. Nysgerrig. Hvordan så sådan en ud på nærmere hold? Spændende, kunne han konkludere. Alt for... spændende. Han bed sig kort i læben og tog en beslutning om, at så travlt havde han alligevel ikke med at komme hjem, så han smøg sig op på stolen ved siden af mørkelveren og bestilte sig en gang cider. Ikke så stærkt og det smagte bedre end øl. Ikke at Killian drak meget, det ødelagde hans evne til at holde bare lidt øje med sig selv, og forhindrede ham i at yde optimalt, skulle han finde nogen at yde med.

Kruset kom til ham og han lagde hænderne om det, men øjnene kunne han ikke helt holde fra manden ved siden af sig. Til sidst gav han op på at være diskeret og sendte ham så et nysgerrigt smil.
"Er det rigtigt, hvad de siger? At mørkelvere er allergiske for søde sager?" Det var lidt en scorereplik, for det var ikke noget nogen havde sagt, men det var lige det første, hans hjerne kom op med. Killian så uskyldigt på ham med de grønne øjne.

Det var tydeligt at hentydningen bag hans ord fløj direkte hen over hovedet på mørkelveren. Det morede ærligt talt Killian lidt, men så igen, hvis han skulle være ærlig, så var det nok ikke scorereplikker fyren fik mest af. Hans udseende var meget specielt og intenst. De røde øjne med sort fik ham til at se lidt uhyggelig ud, og hans ansigt så konstant utilfredst ud. Men det afskrækkede ikke Killian, selvom det burde. Det burde det virkeligt, han havde været i kløerne af for mange uhyggelige væsner til at gøre det, han gjorde nu, men han lærte ikke så meget af sine fejl og han var nysgerrig. Hvis han kunne få manden til at blive interesseret… Killian lagde hovedet lidt på skrå og grinede af mandens ord.
”Det lyder hårdkogt.” Han foldede sig ud og blinkede til ham, inden han drak af sin cider.

Overraskelsen blev tydelig i hans ansigt, da manden sagde, at han ikke solgte noget i aften. Så han solgte ting? Hvad mon? Han troede ikke, at manden i hjørnet kunne lide konkurrence, så det var nok ikke svampe og tobak. Nysgerrigheden voksede, men han valgte at tøjle den, bare for lige nu. Så han flyttede blikket fra den lilla mand og så frem, ind over baren i stedet.
”Jeg har købt det, jeg skal bruge i dag.” Han drak lidt mere af det bittersøde væske og lod som om, at han ikke længere var interesseret, men det blev lidt ødelagt af, at han ikke kunne lade være med at skæve lidt til manden en gang i mellem.

Killian var uforbederlig og hans næsten-far ville nok se meget opgivende på ham, hvis han vidste, hvad han havde gang i nu. Med forventningen om at skulle lappe ham sammen igen, for der kunne vel intet godt komme ud af at tage kontakt med en mørkelver. Men Killian var ligeglad, han ville gerne lære en mørkelver at kende. Blive hans ”ven”, hvis han ville være ”ven” med ham. Måske man kunne sige, at Killian havde et mål om at knalde alle Krystallandets racer, men det var nu ikke et bevidst mål. Han var bare meget nysgerrig og meget… letlevende. Fysisk fokuseret. Og der var noget over mørkelverens slanke fysik, der var tillokkende for det unge menneske, der søgte kærlighed alle steder, han kunne finde det. At manden ikke var jordens kønneste så Killian slet ikke, for ham var intet væsen grimt. Kun som personlighed. Og han kendte ikke mørkelverens endnu.

Det var svært at sidde stille og Killian flyttede lidt på sig, drejede lidt på kruset med cider og lod blikket fare rundt, selvom det altid vendte tilbage til manden ved siden af ham. Han var så spændende og lokkende og Killian følte sig virkeligt desperat. Så han bed sig lidt i læben og så ned i sit krus. Måske han bare skulle drikke op og finde sig et andet sted at prøve lykken. Eller bare tage hjem og finde lidt mental frihed i de svampe, han lige havde købt.
Men inden han nåede frem til at gøre nogle af delene, snakkede mørkelveren til ham, og han så straks op.

Spørgsmålet fik ham til at grine, noget der fik ham til at se yngre ud, end han var.
”Det sker, at jeg kommer forbi. Og jeg er da sluppet levende fra det endnu!” Med nød og næppe nogle gange, det var sket, at nogen havde trukket en kniv eller han havde fået bank, men han kom altid hjem igen. Med et par fysiske og mentale ar mere.
”Og skal man finde de gode sager, skal man besøge den her kro. At møde spændende nye væsner er bare en bonus. Høj sukkertolerance eller ej!” Han blinkede til ham igen, forsøgte at få sin hentydning igennem, inden han drak en tår fra sit krus.

Killian lod tungen fugte sine læner, fangede resterne af cideren, inden han drejede sig lidt i stolen i mod mørkelveren, så han kunne se lidt nøjere på ham.
”Mit navn er Killian. Hej!” Han rakte hånden frem, nysgerrig over, hvordan det ville føles at røre den lilla hud. Var den som et menneskes eller som en elvers? Eller måske helt anderledes? Hans fremtoning var glad og venlig, og som altid, virkeligt smilende. Smilet om hans læber nåede hans øjne, og de fleste ville nok skyde ham nogle år yngre, end han var. De fleste blev overraskede, når de fik at vide, at han ikke var under 20 vintre. Krøllerne hjalp heller ikke på det. Han var simpelthen for nuttet at se på til at blive set som voksen.

Det var en varm hånd, der lukkede sig om Killians egen varme hånd. En hånd der bar tydeligt præg af hårdt arbejde ved dens ru tekstur og hårde hud, men samtidigt var den behagelig nok. Neglene var kortklippede og rende, som han altid sørgede for at væske sine hænder og skrubbe sine negle grundigt, når arbejdsdagen var ovre. Ingen grund til at se beskidt ud, bare fordi man havde et beskidt arbejde som staldmester.

Asith. Killian formede navnet med læberne uden at sige noget, bare for at han kunne huske det, inden han sagde det højt.
”Hej Asith, hyggeligt at møde dig!” Det var en ganske normal hånd han trykkede, næsten en smule skuffende. Men der var meget andet hud foran ham, han gerne ville røre, men han holdt sig selv tilbage. Normalt kunne han godt finde på at kærtegne personens håndled, men denne mørkelver lod ikke til at være interesseret, så han lod være.

At manden ikke så venlig ud, det kunne han godt leve med, han kunne måske godt få ham blødt op. Nu snakkede de i det mindste sammen, det var da en start, ikke?!
Hans udtryk blev lidt forundret, da manden begyndte at snakke om at finde gode varer. Men forundringen blev hurtigt til et smil igen og han lavede en knapt så diskret bevægelse mod manden i hjørnet.
”Jeg har ikke fundet en, med de svampe han sælger, og de er ret gode.” Han så lidt uskyldig ud, selvom han lige nu helt åbent havde indrømmet, at han havde været her for svampene.

Killian så lidt nysgerrigt fra Asith til sælgeren og tilbage igen, han kunne godt se, at Asith ikke var så uinteresseret som han lød, men han spurgte ikke ind til det, selvom han var nysgerrig. Nogle gange var det bedre bare at holde sin nysgerrighed for sig selv, og det var vist sådan et tidspunkt. I stedet drak han noget af sin cider og flyttede lidt uroligt på sig. Mørkelveren virkede virkeligt ikke interesseret i ham, og det havde Killian det lidt svært ved. Han ville gerne villes, føle sig interessant og eftertragtet. Og lige nu havde hans egen interesse rettet sig i mod den slanke mørkelver ved hans side.

Han åbnede munden for at spørge om noget, da han fangede elverens blik. Forvirret lukkede han munden igen. Der var et eller andet galt. Han havde ikke gjort noget for at få sådan et blik. De grønne øjne forlod mørkelveren og gled ud i lokalet i stedet. Der var kommet nogen ind af døren. En af mændene var en stor halvork med grålig hud. Han så på ingen måde tiltalende ud, heller ikke for en som Killian, der ellers normalt ikke sagde nej tak til noget. Halvorken så ud til at lede efter nogen og det gik op for Killian, hvad blikket fra Asith havde betydet. Det var ikke godt. Sådan en grim halvork kunne umuligt betyde noget godt for ens helbred.

Killian bed sig i læben og overvejede om han skulle blande sig. Det var nok klogest at lade være, han kendte jo ikke mørkelveren eller hvad han havde gjort for at blive uvenner med en mand som halvorken. Men han kunne næsten alligevel ikke bare se til, for han var ikke i tvivl om, at halvorken ville elveren noget ondt.
Så efter en dyb vejrtrækning rørte han kort ved elverens arm for at få hans opmærksomhed, inden han nikkede mod bagdøren og blinkede til ham. Hurtigt rejste han sig og snoede sig op til halvorken, der stadig ikke havde fået øje på Asith i den lidt dunkle kro. Med det mest uskyldige og lidt halvdumme udtryk Killian kunne stille op med, så han op på halvorken.
”Hvordan er du kommet til skade med øjet? Det ser ud til at have gjort ondt.”
Halvorken så ned på Killian og snerrede dæmpet af ham.
”Skrub af med dig.”
Killian fik et såret udtryk i ansigtet.
”Det var da ikke pænt sagt, jeg spurgte jo bare.”
Halvorken trådte et skridt nærmere.
”Jeg sagde smut, eller jeg knækker dig midt over.”
”Men jeg ville jo bare vide … Nej, du må ikke slå!” Killian løftede armene op for hovedet og skingrede de sidste ord ud, hvilket fik flere til at dreje hovedet og se mod dem. Orken havde løftet en stor hånd for at give ham en med bagsiden af hånden, men stoppede op, da han bemærkede opmærksomheden de fik. Man kunne næsten se hjulene dreje rundt i hovedet på ham for et øjeblik, inden han sænkede hånden igen.
”Skrid så eller jeg smadrer dig.”
Killian nikkede hurtigt og kastede et kort blik mod baren, inden han smuttede ud af hoveddøren. Han forventede ikke at se mørkelveren igen, hvilket fik ham til at sukke og langsomt begyndte turen hjem ad.

Asith kiggede afventende ud af sin øjenkrog og håbede at knægten havde lidt hjerne under sine mørke krøller og tog benene på nakken inden den halvblinde fanden antog at de var sammen. Den lille berøring og det kække blink fra mennesket fik Asiths blod til at løbe koldt inden i ham - ikke grundet en afsky til knægten, men nærmere at han indså at han ikke havde tænkt sig at lade ham være, men nærmere forsøge at hjælpe ham. Af alle små-liderlige væsner i hele Dianthos, skulle Asith selvfølgelig antastes af den ene, som var godhjertet (eller tosset) nok til at ville risikere sin hals for en komplet fremmed!
Asiths øjne klemte sig hårdt sammen i en frustreret manér da Killian med det samme rejste sig for at konfrontere halvorken for at redde Asiths skind. Zaladin tage disse godhjertede fjolser! Asith anså ikke sig selv som værende en særlig næstekærlig person, men han var ikke immun for en beskadiget samvittighed. På samme tid, så var han selvisk nok til at ignorere sin egen morale, hvis det betød at han kunne undgå at miste samtlige fingerled i halvorkens boss’ varetægt. Knægten ville høst slippe med en flad, ville han ikke? Ikke?
Asith havde ikke tid til at blive hængende. Han var blevet rakt en mulighed og han tog den! Imens Galeonens forpulede gorilla af en håndlanger lod si irritere af Killian, dukkede Asith sig under bordet og fulgte dets form indtil han var godt ude af syne! Han smilede kort over lyden fra Killian, som påtog sig en skingrende lille rolle som offer og fik blæst halvorkens dække helt i smadder. Måske var han alligevel ikke så dum?

Killian havde succesfuldt lavet en scene, som havde givet Asith chancen for at stikke af. Havde det ikke været for halvorkens grund til at opsøge dem til at starte med, havde det nok været det sidste de havde set til hinanden.
Asith var klar over at Galeonens gorilla havde sine egne følgesvende og der var sikkert allerede mindst to, som afventede Asith ved hans hjem i tilfældet af at han skulle orme sig ud af endnu en konfrontation - ja han ville ønske han kunne sige, at det var en sjælden ting at få de idioter på besøg, men denne gang var Asith ret sikker på, at de ikke bare ville ‘snakke’. Udover de to, var der et par af halvorkens venner udenfor, som fik et godt kig på Killian inden deres boss kom ud fra baren - irriteret af at have mistet sit mål ude af syne. En kort håndbevægelse og et iltert blik var tegn nok for en af kompanerne drejede om på hælen og med en sikker afstand begyndte at skygge den skuffede menneskeknægt.

Godt ti minutter passerede hvor Killian fik lov til at slentre op ad gaderne hvor skumringskvarterets mørke langsomt forsvandt til fordel for en lidt mindre ildevarslende del af byen. Desværre for ham, blev han forfuldt af en af de selv samme ting, som netop var grunden til kvarterets tilsvinede ry.
Det var ikke meget af den natteklare himmels tyssede lys, som Killian kunne nyde godt af inden hvad der føltes mere som en klo end en hånd tog et hårdt tag i hans arm og rykkede ham klodset ind i en af de gyder han ellers ville have passeret. En ny klo fandt hans mund for at lukke af for hans stemme i tilfældet af at han havde tænkt sig at råbe op igen! Han blev hevet imod en andens krop og med et lettere uelegant dump, ville de begge ende op siddende imod gydens kolde og våde væg. Hvidt, tyndt hår kildede imod Killians hals og duften af rom-the sad heldigvis stadig i hans ‘angrebsmands’ forpustede åndedrag, som hæst hviskede imod Killians øre; “Vær stille...!” inden et skarpt, gyldent lys kort ville blænde og efterlade en forvrænget silhouet omkring dem, som nok bedst kunne sammenlignes med et tæppe af iriserende lys og forspejlninger af deres omgivelser, selv i gydens mørke. Kun få øjeblikke efter, trådte endnu en halvork ud foran dem og så ud til at lede efter noget, men uden at lægge det mindste mærke til Killian eller Asith, som nu sad bag ham, intenst stirrende op imod orken og bad til, at vedkommende ikke ville strejfe hans illusion og ødelægge deres skjul! 

Der var mørkt I de små gader, men Killian gav ikke sine omgivelser ret meget opmærksomhed. Han havde stukket hænderne i lommerne og slæbte fødderne en smule. Æv også, han havde lige håbet at kunne få lov til at undersøge den mørkelver noget nærmere. Han havde været så spændende! Den mørke hud, det hvide hår og de meget specielle øjne! Killian ville virkeligt gerne have set, hvad han gemte under tøjet også.
Den unge staldmester sukkede tungt og fortsatte sin gang mod den del af den nedre bydel, hvor stalden lå. Stalden og hans hjem, hvor han ville kunne spise et par svampe og lade sig selv sejle ud over fantasiens hav resten af natten.

Men så langt kom han ikke. Pludseligt var der nogen, der hev ham ind i en gyde. Han gispede forskrækket, men nåede ikke at reagere mere, før en hånd blev lagt over hans mund og han væltede ned på jorden op af en varm, lidt spinkel krop. Med store, lidt bange øjne forsøgte han at se, hvem det var, men han kunne ikke se personen bag sig. I stedet så han nogle lokker hvidt hår og den mørke hud på håndleddet af den hånd, der holdt ham over munden. Mørkelveren!

Selvom Killians første instinkt bad ham kæmpe i mod, blev han stille siddende op af manden som beordret. Et eller andet magisk skete omkring dem, men Killian var ikke helt sikker på, hvad. Der gik ikke mange sekunder, før at han fik at vide, hvad elveren havde gang i. En halvork dukkede op fra samme retning som Killian var kommet og han så tydeligvis ud til at lede efter noget. Ham! Hans øjne blev om muligt endnu større, da det gik op for ham, at det store væsen havde fulgt efter ham. Og han havde selvfølgelig ikke opdaget noget.
Nu hvor han vidste, hvad der foregik, sad han endnu mere stille end før og han ville ønske, at han kunne få sit hjerte til at hamre lidt mindre vildt, men det bankede hårdt af sted i brystet på ham oven på forskrækkelsen. Han håbede at elverens magi beskyttede dem, for ærligt talt havde han ikke lyst til at ende op i hænderne på det grønne væsen med de store tænder.

(( Det var et godt indlæg! ))

Selvom faren stod lige ved siden af dem, kunne Killian alligevel ikke undgå at lægge mærke til den krop, der var ham så nær. Han kunne svagt mærke mørkelverens hjerteslag mod sin ryg, og han kunne dufte hans lugt fra hånden over hans mund. Det var næsten nok til at få ham til at føle sig helt let, som kunne han svæve.
Sukket var varmt igennem hans tøj og han faldt selv lidt sammen, som det virkede til at blive sikkert. Hvorfor var den uhyggelige halvork fulgt efter ham?! Han havde ikke gjort noget.

Hænderne forlod hans krop, hvilket gav ham en lidt tom fornemmelse, men han blev siddende mellem den andens ben. Havde Asith kunnet se hans ansigt, ville han havde set et udtryk der var blandet mellem forvirring, svag skræk og en form for psykisk træthed, der fortalte om et liv der ikke altid var helt let. Langsomt tog Killian en dyb indånding og udtrykket forsvandt igen, som han pustede ud. I samme øjeblik gled mørkelverens hæse stemme mod ham. Killians grønne øjne blev blanke, da det gik op for ham, at mørkelveren lige havde reddet ham. Nogen havde reddet ham, i stedet for bare at være ligeglade. 

Med et sæt vendte Killian sig rundt, så han sad på knæ mellem Asiths ben, og hans arme fandt vej om bag elverens slanke nakke, hvorefter han begravede sit ansigt ved den spinkle skulder. Asith ville få en smag på, hvor stærk den slanke staldmester egentligt var, for ham knugede om ham med et fast tag, der dog ikke ville være kvælende.
"Tak fordi du reddede mig." Hans stemme var en smule grådkvalt og afslørede, at han var meget rørt over den andens gestus. 
Han snøftede dæmpet ind, både fordi tårerne i hans øjne fik hans næse til at løbe en smule, men også fordi han var tæt på den anden og bare gerne ville tage ham ind. Mørkelveren fik ham til at føle sig tryg, hvilket de fleste nok ville finde underligt, på grund af Asiths udseende. Men Killian så forbi det. Manden havde risikeret sit eget liv for Killian og det betød utroligt meget for ham. Så han trykkede sig ind mod ham og knugede til, både som et bevis for sin taknemmelighed, men også for at mærke så meget af ham som muligt. Finde det, han altid hungerede efter.

Killian lagde ikke mærke til mørkelverens utilpashed til at starte med. Ikke fordi, at han ignorerede den med vilje, men hans egne følelser fyldte for et øjeblik bare det hele. Trangen til nærhed var som abstinenser for en misbruger, og følelsen af den andens krop i mod sin var berusende, trods angsten, der ikke helt havde sluppet ham. Han behøvede ikke mere en dette, selvom det ville have været vidunderligt, hvis elveren havde gengældt krammet.
Men som sekunderne gik, begyndte Killian at lægge mærke til stivheden i den andens krop. Det fik ham først ikke til at trække sig tilbage, men der dukkede en lille klump op i hans mave. Asith kunne tydeligvis ikke lide, at han krammede ham.

Så i samme øjeblik mørkelveren gjorde tegn til at flytte ham, trak Killian sig frivilligt tilbage. Hurtigt gned han sige hænder over sit ansigt og snøftede ind, inden han med blikket i jorden trak sig helt væk fra Asith.
"Undskyld," mumlede han. Han ville ikke gøre ham utilpas, han ville bare... det var bare hans måde at udvise taknemmelighed på. Han undskyldte også for, at han havde været så uvidende og ikke holdt øje med, om nogen fulgte efter ham. Det var en ting, han burde have lært for flere år siden, for en gang i mellem skete det, at han ikke nåede hjem i sikkerhed, efter en aften på en kro. Men han tænkte bare sjældent så langt.

Han kom på benene og så lidt rundt i gyden, mens hans tanker fór rundt uden noget specifikt mål. Hvad mon de uhyggelige orker ville mørkelveren? Killians første gæt var penge. Men det kunne vel være hvad som helst. Men de havde godt nok ikke virket specielt venlige. Og meget målbevidste, de havde i hvert fald vidst, at han var til at finde på den kro... Killians øjenbryn blev skudt i vejret, da en tanke ramte ham, og han så på Asith.
"V-ved de, hvor du bor? For... for hvis du har brug for et sted at være i nat, så har jeg en tom hesteboks, noget halm og nogle tæpper." Han bed sig i læben og så lidt usikkert på ham. Det var ikke altid, at han bare inviterede folk med hjem, men han havde trods alt lige reddet ham. Og selvom Killian sagtens kunne finde på andet at lave i den hesteboks ud over at sove, så mente han det virkeligt. Havde Asith brug for et sted at tilbringe natten, var han velkommen i stalden ved Mathis Transport.

‘Utilpas’ kunne knap nok dække sensationen af at have Killian hængende på sig, men Asith kunne heller ikke sige han følte direkte afsky. Det var en mere abstrakt form for ubehag, som sad i ham som et instinkt. At lade noget komme så tæt op ad sig, blottet for tilnærmelser ved hals og maveskind - det vækkede noget i hans urhjerne, som sendte ham varsels signaler til trods for at han i sit logiske sind var overbevist om at Killian ikke alene var harmløs - han var også gennemført skræmt. Det var svært at forestille sig at den samme person førhen havde antastet mørkelveren i en bar for bagefter at svinge kvikke one-liners af en halvork med biceps tykkere end menneskets brystkasse og en grim agenda.
Asiths afværgede sit blik på en akavet facon imens Killian igen fandt sit fodfæste med en undskyldning. Asith stilte sig ligeså prompte op så snart han kunne og rystede på hovedet, stadig ude af stand til at genopbygge sin førhen perfekte hårde væg. Han var åbenlyst kejtet i situation og han kunne ikke fordrage det... Og selvom han virkelig ikke brød sig synderligt om at dele ud af sin ustabile situation med Galeonen, så var det en velkommen distraktion at Killian tyede til spørgsmål så Asith ikke stod fastlåst der i stilhed som den menneskefjendske idiot han i sidste ende var. For en kort bemærkning forsvandt hans kejtet-hed dog og i stedet blev hans udtryk spørgende i respons til Killians generøse tilbud. Han tilbød ham et sted at overnatte? Asiths skuldre sank, halvt afmagtet og halvt lamslået af den - i hans optik - blinde gavmildhed.
“Jeg... Ja, de ved hvor jeg bor. De er...” Hans stemme blev lavere i en lettere skamfuld og bitter facon. “... Forretnings-bekendte.” Man kunne nærmest gætte sig til Asiths under-dog relation til halv-orkerne på måden hvorpå han nævnte dem... Og så virkede han generelt ikke som den ledende type i noget som helst form for hierarki.
Asith tøvede og forholdt sit sort-røde blik afsidigt alt imens en skarp mørk fingerspids trummede tankefuldt imod hans tynde, brede mund. Han ville helst se Galeonen på egne præmisser og ikke først banket synder og sammen af hans kumpaner, så måske var det den bedste vej frem at undgå dem til de havde fået noget af al den vrede ud af deres system - ikke at de ikke havde god grund til det.
Uanset hvad, så var en hesteboks bedre at sove i end hvad der ventede ham derhjemme. Med et kort suk opgav han andre muligheder og nikkede.
“Du burde virkelig vide bedre end at invitere fremmede hjem på den måde.” Svarede han og kiggede tilbage på knægten, men da slog ironien ham. “Men... Det var vel derfor du var ude til at starte med.” Tænk, hvis han havde gået med på menneskets flirten, kunne hesteboksen havde været en seng? Han fnøs kort og lod et let smil komme frem. “’At møde spændende væsner er bare en bonus’...” Han imiterede Killians ord fra tidligere på aftenen og trak på skuldrene. “Spøjse knægt. Men jeg takker - et sted at sove ville være værdsat.”

Killian lagde godt mærke til, at Asiths udstråling og opførsel havde ændret sig lidt. Han virkede mere... menneskelig. Lidt mere som et væsen med rigtige følelser. Ikke at Killian havde tvivlet på, at han havde dem, det var bare rart nok faktisk at få lov til at se dem.
Spørgsmålet havde forladt Killian uden den store eftertanke. At hjælpe andre lå ret dybt forankret i ham, selvom han for det meste hjalp de dyr, han mødte på sin vej. At invitere folk med hjem til stalden skete også med jævne mellemrum, selvom han ikke altid var lige så åben for at gøre det, som han havde været nu. Nogle væsner skulle bare ikke vide, hvor de kunne finde ham. Men selvom manden overfor ham var en mørkelver, havde Killian fået et positivt indtryk af ham. Han havde trods alt lige reddet ham fra en grim halvork, og selvom han havde været afvisende i kroen, havde han stadig været nogenlunde venlig. Og sådan som han stod der, akavet, nedslået og tydeligvis i store problemer, var der ikke noget, der holdt Killian tilbage. 

Forretningsbekendte? Hvad i alverden kunne man lave med sådan en flok uhyggelige væsner? Killian vidste ikke, hvad mørkelveren lavede som arbejde, men det måtte da være noget skummelt noget, hvis han arbejdede for sådan nogle kriminelle typer! Ikke at det ændrede Killians syn på ham eller hans invitation.
Han ventede tavst på svar, og et smil bredte sig på hans ansigt, da Asith begyndte at snakke, et smil der lidt blev til et lille grin, da mørkelveren kom frem til, at det nok var for at invitere nogen med hjem, at han havde været ude til at starte med. Det var næsten sandt, i dag havde han været mere fokuseret på svampene. 

"Det er ikke alle, jeg inviterer med i stalden. Du er heldig." Det sidste var sagt lidt drillende. Han var ikke heldig, han var bare... sikker. Hvad Killian så tog hen med folk, når han ikke tog dem med hjem, det måtte være op til Asiths fantasi.
"Godt! Vi skal til en anden del af Nedre by." Han var lige ved at række ud for at tage elverens hånd, men fik bremset sig selv. Åha, det var så svært at huske, når folk ikke ville røres ved.
"Lad os komme af sted inden ham den grimme dukker op igen." Han gysede ved tanken. Han ville ikke ende i hænderne på så stort og stærkt et væsen. Killian kunne ikke slås, nægtede at slås, og ville bare blive mast som en bille i næbbet på en solsort.
Uden tvivl om, hvor han var, begyndte han at lede Asith mod Mathis Transport.

Killian skar ansigt, da mørkelveren sagde, at han skulle holde sig fra Skumringskvarteret det næste stykke tid. Ikke at han ikke kunne finde spændende folk i andre dele af byen, men det var bare så meget lettere i Skumringskvarteret. Han sukkede. Åh altså. Så måtte han vel bare gøre det så godt, han kunne i resten af Nedre by.
"Måske en god idé." Om det ville lykkes ham... det ville tiden vise. Men så meget kunne han vel heller ikke være i fare? Det var jo ikke ham, de var efter.

Han kunne ikke lade være med at le, da manden spurgte ham, om han arbejdede for byvagten. Den tanke var morsom. Han hadede vold, var for lille til at kunne klare nogen fysisk alligevel og med hvad han gik og lavede i sin fritid... nej, byvagt var ikke noget, han nogensinde ville blive.
"Nej, jeg arbejder for Mathis Transport. Bare rolig, de siger ikke noget til, at jeg låner en hesteboks ud." Giles havde, da Killian startede med at tage folk med hjem, snakket med ham om det. Men Killian var ikke stoppet og til sidst var det bare blevet accepteret. Nok mest fordi, at han bare skulle råbe og Thoran, den stærke lagerbestyrer, stod der med det samme. Og ham skulle man ikke løbe om hjørner med, så de voksne i Killians liv havde taget den beslutning, at det var bedst, at han kom hjem i sikkerhed med sine bekendtskaber.

Han gik lidt i tavshed, men kunne ikke lade være med at skæve nysgerrigt til sin nye ven. 
"Jeg tror ikke, at jeg har set en mørkelver i Dianthos før. Er det ikke sådan lidt farligt? Jeg mener... Lysets hær og alt det?" Der var ikke noget ondt i hans spørgsmål, han var virkeligt bare nysgerrig. Det var super spændende at møde en ny race og han havde virkeligt lyst til at undersøge ham nærmere. På tæt hold. Men han holdt fingrene for sig selv, for han havde ikke glemt hans reaktion, da de var tæt på hinanden. Det var bare så svææært at holde sig i skindet. Han sukkede og kløede sig i sine krøller.