Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Let blæsende og overskyet
Nogle gange var det som om, at Samael blev ført af en usynlig kraft. Denne gang var han blevet ledt til Dianthos, en by han ellers helst ikke besøgte, da han ikke brød sig om byvagterne, Lysets krigere eller Kiles Orden og især Kiles Orden var en torn i øjet på ham for tiden. De skulle forstille at tilbede dødens gudinde, men i stedet lavede de rod i den naturlige orden.
Men noget havde fået ham til at tage ind til byen, hvilket viste sig at være en god idé. Der var brug for ham, hvileløse sjæle vandrede i gaderne og de rige nægtede at dø. Bare fordi man blev healet af en healer, betød det ikke, at det ikke var ens tur til at give slip. Kroppe blev slidt op og hjerter gav op. Healing forlængede bare processen unødvendigt.
Så efter at have tilbragt nogle dage i den fattigere bydel, var han vandret ind i den rige del af byen. Hesten var pakket væk, han behøvede ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed end højest nødvendigt. Ravnen sad dog på hans skulder, hvilket kun tiltrak sig få blikke. Mange underlige ting var at se i den store by og en tilsyneladende normal ravn var ikke noget at skrive hjem efter. kun få opdagede, at begge fuglens øjne var sløret hvide.
Den sorte kappe blæste rundt sig omkring ham, da han gik ind på et lille torv, tiltrukket af følelsen af, at der var brug for ham. Som altid var han klædt i sort, på denne kolde dag sin vinterjakke og de tykke bukser med de høje, kraftige støvler på fødderne. Hans blik gled til en ikke helt ung herre, der kom gående med en ung kvinde ved armen, sikkert hans barnebarn. Uden tøven gik Samael op til dem og uden at sige noget, lagde han en hånd over mandens. De så hinanden i øjnene for et øjeblik, inden manden faldt om på jorden. Ravnen baskede med vingerne og kvinden skreg mandens navn. Roligt bakkede Samael et par skridt bagud, smilende, inden han vendte om for at gå igen. Der var ingen grund til at blive, så skulle han forklare sig. Og det var så besværligt. Ravnen kom med en lyd og faldt til ro igen, stadig siddende på hans skulder. De hvide øjne gled over omgivelserne, som holdt den øje med farer for sin herre og skaber.
Krystallandet