Den lille skikkelse bevægede sig fermt igennem det dybe mørke af natten og til trods for at ikke længere være gemt iblandt træer og buske, som den begav sig hen over det mere åbne område hen mod hytten, så var den alligevel godt gemt væk med den besynderligt grålige teint. Et almindeligt øje ville kunne registrere noget i underbevidstheden, mens kun et godt og trænet øje ville lægge yderligere mærke til væsnet tilstedeværelse. Og så var det væk igen. Forsvundet ved tilbygningen, væk fra hyttens mulige belysning, hvis beboerende da stadigvæk fra vågne så sent.

Efter en livstid i Dunkelskoven, var det så let som at trække vejret for det lille væsen, at klatre sig vejen op ad tilbygningens mur for at nå og derefter møve sig ind igennem et opstået hul lige under taget. Der var intet at fange hende på den anden side, så i stedet tumlede hun i en blanding af kattelignende reflekser og klodsethed indenfor. Tanken og varsomheden over at der ville være andre til stede til at opdage hende, lå meget langt nede på hendes liste af ting. I netop dét øjeblik lå opdagelsen og søgen efter mad allerøverst på listen. Og hun var kommet til det rette sted. Hun kunne lugte det, ligesom hendes næse havde ført hende dertil til at starte med. Gule øjne så nysgerrigt rundt, men hun havde ikke tid til at lade forundring male sig for meget over hende.
Hendes lille næse vrikkede sig i takt med, at hun tog et par snus. Der lugtede allerede så kraftigt at blod, men der var intet kød at se! Kun et bord af træ, der afgav lugten. Træ kunne ikke spises! Kun noget af slagsens, som rødder. Men de smagte grimt oftere end ikke, og hun ville da klart hellere have kød. Og kød var der her. Det var hun sikker på. Hun smaskede sultent. Savl havde allerede begyndt at fylde hendes mund.

Dér!
Hun sneg sig forsigtigt nærmere en dør, der ikke var døren ud, men en dør der stod noget så svagt på klem, og hun snuste endnu engang, som forsikring. Lys skinnede igennem sprækken, hvilket både fik hende til at tøve noget så gevaldigt men blev også tiltrukket som en svale mod skinnende ting og sager. Selvom hun selv var noget så lydløs, så kunne hun ikke snige sig igennem døren uden at den blev skubbet en smule mere op og dermed knirkede hendes ankomst. Dog ikke nok til at få hende til at stoppe. Der var ingen levende til at høre hende. Sådan var det i hvert fald ifølge hendes hoved. Kun lyset, der som regel betød at der befandt sig nogen.
Først hovedet og så resten af den spinkle krop. Og hun blev mødt af et overvældende spil af lugte og duft og… lugte! Der måtte være mad at finde herinde. Hun var sikker.

Avior sov ikke. Han faldt nærmere ind og ud af bevidsthed natten igennem, panik rejsende igennem ham, selv igennem den feber-lignende søvn-tilstand han befandt sig i, en panik der sørgede for at vække ham med jævne mellemrum, som hans hjerte galopperede i hans brystkasse. Han vågnede af hver eneste lyd, hver eneste ukendte lugt og bevægelse.

Han vågnede også, da døren knirkende åbnede sig og hans hoved helt automatisk bevægede sig i retning af den.

Han lå ned, så godt som han kunne i det lille bur, på ryggen og med benene bøjede, hans fødder placeret på bunden af buret og hans hænder knyttede over hans bankende hjerte. "Sobek," mumlede han lavmælt i en hilsen, indtil det gik op for ham, at det ikke var Sobek, der befandt sig i rummet med ham. Sobek var stor, genkendeligt stor, og som Aviors blik gled over det mørke rum han befandt sig i, blev det hurtigt klart at Sobek ikke kunne være der.

"Hvem der?" spurgte han og fik kæmpet sig op at sidde. Der måtte være nogen. Han var sikker på, at han havde hørt noget, og måske endda også set noget, komme ind, men i mørket så han ingenting. Det svage han udsendte fra sin glød var ikke nok til at lyse andet op, end det der var helt tæt på ham, tværtimod gjorde det det kun sværere for hans øjne at vænne sig til mørket, og han så sig omkring med sammenknebne øjne i et ihærdigt forsøg på at se, hvad der kunne have skubbet døren op. Der var ikke nok gennemtræk til at den gjorde den slags af sig selv.

Om hans hals var der små, men mørke, blå mærker spredt fra lige under hans kæbe og ned til læderhalsbåndet, der med sin gule sten forhindrede ham i at bruge sine evner, og i ujævne linjer omkring halsbåndet var der endnu flere mærker, fra hvor han havde forsøgt at flå det af. På trods af den creme Sobek havde smurt på, var der også stadig hidsige, røde mærker og små sår, fra hvor Aviors negle havde kradset ind i den lyse hud. 

En lyd. En stemme. En fremmed stemme! EN FREMMED!

Ikke et enkelt lille splitsekund blev spildt, før det lille væsen reagerede voldsomt på tilstedeværelsen af en anden person. Ikke engang havde hun nået at undersøge lyskilden nærmere, før at den havde brudt ud i tale. Tale som hun selvfølgelig ikke forstod noget som helst af, men hun kunne i det mindste kende forskel på snak og andre mere naturligt opstående lyde. Umådeligt hurtigt og uden tvivl stærkt forskrækket, sprang hun væk - væk fra stemmen i buret – som et dyr. Fuldstændigt ligeglad med, om hvor meget det så end larmede, da hun braste ind i alverdens ting og sager, der enten stod på hylder eller hang på kroge. Egentlig byggede støjen hun selv lavede bare endnu mere op for forskrækkelsen, der fyldte hendes spinkle lille og sitrende krop.

Mindst lige så fluks, som hun havde veget væk, lige så fluks kravlede hun sig erfarent og smidigt op på den nærmeste forhøjede genstand op ad væggen. Det var først dér, at hun syntes at falde til ro. Eller at falde til ro var så meget sagt, før afslappet det var hun bestemt ikke. Hvis man da kunne skimme hendes omrids i mørket, ville man kunne se hende sidde på huk med hænderne placeret imellem benene som en abe. Skuldrene var skullet helt op, og hun sad lænet en tand mere fremover – en klar indikator til, hvor truet hun måtte føle sig i øjeblikket. Lyst hår faldt over hendes krop som den eneste form for beklædning, men de gule øjne tittede problemfrit igennem sløret, mens de stirrede intenst mod buret, hvor hun automatisk stillede fokus på væsnet bag tremmerne.

En masse varslende og knurrende lyde kunne høres fra hende. Dog var hendes stemmebånd ikke bygget til at kunne nå alt for dybe toner, så det lød mere som en dyreunge. En farlig en af slagsen, selvfølgelig! Men hun var ve heller ikke meget mere end en unge. Og alt ukendt og fremmed var en trussel. Selv den svagt blødende rift, hun havde fået henover sin ene underarm fra hendes eget hurlumhej, var med til at overbevise hendes simple sind om, at hvad end eller hvem end det var til stede, var farlig. For det gjorde ondt! Og hun brød sig ikke om det, når det gjorde ondt.

Avior så væsnet, da det bevægede sig, også selvom han var nødt til at søge et øjeblik, for at finde ud af, hvor det var kravlet hen. Det var håret, der faldt, der gjorde at han endelig fik øje på væsnet. Det lød som et dyr, en dyreunge måske, for stor til at være en kat, for lille til at være en ulv, og håret var menneskeligt.

"Sssh," tyssede han på hende, den venligste måde han nogensinde havde hilst på nogen. Han ville ikke have Sobek herud, selvom larmen i sig selv allerede måtte være nok, hvis han var hjemme. Forbandende dyr, der ikke engang kunne klatre uden at vælte tredive forskellige ting omkring sig.

"Jeg gør dig ikke noget," lovede han og rakte en lysende arm ud igennem tremmerne, som var det en kat han forsøgte at lokke til sig, selvom han ikke havde andet at tilbyde hende end sin duft. "Hvad vil du have? Mad? Jeg kan skaffe dig mad. Jeg kan skaffe dig lige, hvad du vil have, hvis du hjælper mig ud herfra." Avior talte helt lavmælt, roligere og forsigtigere end han ellers var vant til, og havde intet problem med at kaste om sig med løfter til højre og venstre - han regnede selv fuldt ud med at kunne holde dem. 

Hun kunne kende forskel på stemmer og andre lyde, ja, men det var ikke ensbetydende med, at hun faktisk forstod, hvad der blev sagt. Hun havde aldrig lært krystalsiiansk. Eller elvisk. Eller noget andet civiliseret sprog for den sags skyld. Så hvad end den glødende fremmede sagde, fattede det lille væsen intet af det. Hvad hun så til gengæld forstod var den udstrakte og lokkende hånd, der straks fangede hendes opmærksomhed. Det var så naturligt for hendes instinkt, og som hun sad deroppe i sit sikre skjul i mørket, strakte hun da lige lidt hals, som ville det være nok til at drukne hendes nysgerrighed.

Hun holdte for en stund inde med de varslende knurrendelyde, og så lidt ufrivilligt væk fra lugten i buret og ned på sin ene skadede arm. Det var ikke noget alvorligt, men riften havde trukket en smule blod, der gled ned ad hendes hud og kildede distraherende. Hun havde endda næsten spjættet, men det var sådan set ikke en helt ukendt følelse. Balancen blev justeret og armen blev løftet op, så hun kunne lade en lille fin lyserød tunge slikke hen over riften. Spyt var for nu hendes eneste lindrende lægemiddel.
Igen lagde de piercende øjne sig tilbage på den oplyste skikkelse, hvor de lå i lidt længere tid, før hun endelig vovede sig ned på gulvet. Umådeligt forsigtigt, og med hvor uvant hun var ved omgivelserne, var det ret godt klaret af hende, at ikke rumsterer yderligere. Som havde hun lært sin lektie fra før, hvor hun ikke havde været helt så stille og rolig.

Nu nede på gulvet rejste hun sig op fra sin sammenkrøllede stilling, og stod nu på sølle to ben, mens hun med barns-lette skridt nærmede sig ham og hans bur. Oppe ved ham, kom hun dog ned på hug igen og langede sig varsomt det sidste stykke for at kunne placere sin næse tæt ved den udstrakte hånd. Det var ret tydeligt, hvad hun lavede, da hun begyndte at snuse til hånden. Næsen vrikkede og var der stille nok, ville man nok også kunne høre hende suge hans lugt ind.
Han lugtede… underligt. Saltet, eller nok hvad der ville beskrives som svedigt. Men han lugtede også varmt. Som ild?! Før hun selv kunne sætte sammen, at det sjovt nok ikke var ild, hun kunne lugte, reagerede hun nu alligevel ved at krybe en tand tilbage og hun tøvede ikke med at vise tænder.

Avior så ikke et menneske i skikkelsen. Des længere han så på væsnet, des mere overbevist blev han om at det var et dyr han så på. Det lignede ganske vist et menneske på mange måder, men det bevægede sig på ingen måde som et menneske, kommunikerede endnu mindre som ét.

Så da bæstet snusede til hans hånd, lå han også helt stille og lod hende om det. Det så ikke ud som om hun havde forstået hvad han havde sagt, men Avior havde også allerede lært at der fandtes mange sprog i landet, lige så mange som der fandtes racer. Alligevel forsøgte han at tale til hende nu; om ikke andet kunne hun forhåbentligt få noget ud af hans toneleje.

"Jeg er ikke farlig," fortalte han hende. Det var det modsatte af, hvad han normalt udstrålede, men han mente det helt ærligt. Han var kun farlig når han ville være det. Han var aldrig eksploderet uden at ville det. Hans vrede var noget han lagde låg på, men han kunne fjerne låget som han ville. Når han fjernede låget, var det knap så nemt at lægge på igen, men han kunne godt holde sin vrede inde hvis han virkelig ville. Og lige nu var han mindst lige så bange som bæstet var. Han havde det svært med små rum og ekstraordinært svært ved bure. Hvis ikke hans glød havde modvirket det, ville han have været dækket af koldsved. Heldigvis holdt hans glød ham tilstrækkelig varm til at forblive tør.

"Se selv." Han vendte langsomt sin hånd, så håndryggen blev synlig, knyttede og åbnede den og vendte den om igen. "Der sker ikke noget. Jeg kan ikke gøre dig noget, selv hvis jeg ville."

I et jag var hendes gule øjne hæftet fast til den udstrakte hånd. Selv med den rolige måde hvorpå, han knyttede og åbnede og drejede den, var ikke helt nok til at sende hende væk fra at konstant være på vagt. For alt hun vidste, ville denne lysende fremmede pludselig gribe ud efter hende, holde hende fast, som fremmede havde gjort før. Eller endnu værre: hun ville blive brændt af, hvad end der fik ham til at lugte så tæt opad ild. Hun knurrede betydeligt højere af ham…

Men efterfølgende, som der ikke skete noget andet, faldt hun til ro igen. Læberne slappede af og skjulte atter hendes farlige gebis og selv i mørket – trods det i øjeblikket var lyst top ad stjernen i buret – var det nemt at se, hvordan hendes skuldre faldt. Bare en smule. Faktisk var det mere, at hun løftede sit hoved fra skuldrene og den krummede ryg, end at hun sænkede skuldrene fra hovedet og svajede tilbage i ryggen. Under hendes øjenbryn løftede blikket sig prøvende tilbage til den fremmedes ansigt. For at tjekke op på ham. Og så så hun på hånden igen. Og hun nærmede sig igen.

Denne gang snusede hun ikke til ham. I stedet stak tungen en lille bitte smule ud, og hun kærtegnede hans ene fingerspids med dens fugtede underflade, før hun indså sikkerheden ved den. Ved ham. Hun holdte op med at strække kroppen for at nå ham og dumpede så ellers ned at sidde henne ved ham. Benene lagt meget smidigt ned i en liggende skrædderstilling. Ryggen forbløffende rank per automatik og det blonde hår som et slår ned over hendes spinkle krop.
Her rakte sine egne hænder frem og tog fat i hans. En omkring hans tommelfinger og den anden omkring hans lille- og ringfinger. Hun vidste ikke helt, hvad hun ellers skulle gøre med hans hånd. Men den var varm. Ikke brændende, som hun oprindeligt havde frygtet. Men bare varm. Lun. Behagelig. Og hun kunne ikke lade være med at læne sig frem og fører den op til sin ene kind, der var blevet kold af vejret udenfor.

Aviors øjenbryn trak sig sammen da bæstet slikkede hans finger, men ellers reagerede han ikke på det. Hendes tunge var en smule ru i forhold til hans egen, men det nyttede sjældent noget for ham at sammenligne sig selv med andre væsner. Der var ingen anden som ham. Ikke udover Mia. 

Hans blik gled over hendes nøgne krop, der kun var let skjult af hendes lange hår. Hans hjerne sprang imellem at opfatte hende som en pige og et dyr, men under ingen omstændigheder ville han være interesseret i hendes krop ligegyldigt hvad. Kun hans egen race betød noget for ham. Det var i hvert fald, hvad han blev ved med at fortælle sig selv. 

Han lod hende tage sin hånd også og holdt den så stille som muligt for hende. Hvis ikke hun forstod ham, hvordan skulle han så få hende til at hjælpe sig? Han brød sine tanker  med dét, da hun rakte hans hånd op til sin kind. Han så igen undrende på hende et øjeblik, inden han forsigtigt strøg en tommelfinger over hendes bløde kind.

"Du er kold," påpegede han faktuelt og rakte langsomt den anden hånd ud igennem tremmerne, for at lægge den imod hendes anden kind, så han bedre kunne varme hende. Hun var så lille - var hun også lille nok til at komme igennem tremmerne? Eller til i det mindste at kunne få sine hænder om hans halsbånd og få det af ham? Sine tænder måske?

"Lad mig se dine tænder," bad han lavmælt og så fra hendes gule, lysende øjne, (hvor betagende, hvor stjerneagtigt, perfekt, i Aviors sind, faktisk), ned til hendes mund, inden han forsigtigt flyttede en tommelfinger ned, så han kunne hive op i hendes underlæbe og se et sæt af smukke, skarpe tænder. Lige hvad han måske kunne bruge til at gnave sit åndssvage halsbånd over.

Det lille væsen havde ingen erindring om at nogensinde blive kærtegnet så blidt, så den strygende tommelfinger var en ret ny sensationsfornemmelse for hende. Den var da bestemt ikke dårlig, men den var lige så fremmed som væsnet der gav hende den, så hendes øjne løftede sig blot op på ham frem for at trække sig væk. Det var lidt en anden side af sagen, da hånd nummer to valgte at deltage i opvarmningen af hendes kinder. Hendes krop gjorde et automatisk jag af den pludselige fængsling af hendes hoved men udover det, gav hun ikke den helt store reaktion. Hun nænnede jo ikke at fjerne sig. Hænderne var så varme, at det summede i hendes isnende kinder.

Hun sænkede sine egne hænder, nu hvor hun ikke bekymrede sig over hvorvidt, de lysende legemer fra hannen i buret ville forblive, hvor hun havde placeret dem. Eller hun havde placereret i hvert fald den ene af dem. Og for et kort øjeblik sad hun blot lænet lidt frem ad, med hænderne løftet på sine fingerspidser mod gulvet mellem hende og buret. Lige indtil fingre gik yderligere på opdagelse i hendes ansigt.

De gule øjne fandt straks fuld fokus igen, og allerede der ville en med almen viden om dyr vide, at hun ikke brød sig om, hvad end han havde gang i, men det var sjældent at uerfarne nåede at trække fingrene til sig igen, før hun voldsomt rystede på hovedet for at få det fri og hun tøvede ikke med at gøre brug af de smukke skarpe tænder for at nappe ud efter en af hans hænder med en både dyrisk og menneskelig lyd, der rullede fra hendes strube. Det var ikke alt for voldsomt, men havde det lykkedes hende at lykke ned omkring noget, ville det uden tvivl have trukket blod.
Overraskende nok var hun ikke på vej væk igen lige med det samme, som hun havde været parat til første gang, han havde rakt hånden ud mod hende som lokkemad. Hun forblev siddende, og en lille grålig hånd var blevet ført op for at gnubbe sig om munden efter den underlige fornemmelse, alt imens hun småsmaskede og fortsat viftede hovedet lidt fra side til side. Fuldkommen ligeglad med, om hun havde bidt ham. Eller det var nok mere henad at hun ikke havde registreret, at hun havde forsøgt. Det havde trods alt bare været en refleks.

Avior blev bidt, men han sad helt stille og sagde ikke et ord. Det gjorde ondt som bare pokker, men han havde prøvet værre og han havde allerede lært at han ikke brød sig om folk der beklagede sig. Om det så var et haltende forhold eller en brækket arm, Avior havde hverken empati for dem eller sympati med dem. Man skulle helst bare holde kæft og tage det man fik serveret. Finde en måde at fikse det, hvis ikke man brød sig om det. Det eneste tidspunkt han selv havde skreget op, var da Sobek puttede ham i et bur. Det var en svaghed og han vidste, at han havde skabt sig noget så latterligt, men selv nu havde han svært ved at trække vejret i det forfærdelige bur. 

En stribe af blod løb ned ad hans hånd, hvor der var efterladt et grimt bidemærke, men Avior gjorde sig ikke den umage at fjerne det. Bæstets hår flagrede omkring hendes lille ansigt, imens hun sad og var optaget af sin egen mund eller smagen af hans blod måske, og Avior knipsede med fingrene for at få hendes opmærksomhed igen. Hans tommelfinger brokkede sig over bevægelsen - havde hun fået fat i en af hans ledbånd? Han havde mest af alt lyst til at bide hende som hævn, men han havde stadig brug for hendes hjælp. 

"Se her," lokkede han, hans tone høj, men behagelig, som var han en ung pige, der talte til en kat. Han vendte sig om og lænede sit baghoved imod tremmerne, imens han hev så meget ud i læderhalsbåndet som han kunne. Hun skulle bare gnave sig igennem snoren der holdt det sammen. 
Han rakte sin blodige hånd frem imod hende og lod hende få et godt snif af blodet, inden han tværede det ud over halsbåndet ved nakken. Det var det bedste han kunne gøre, når han ikke kunne kommunikere med hende med ord. 

Blodet smagte… besynderligt. Hun havde endnu ikke opbygget en smag for menneskekød. Eller kød fra andre civiliserede væsner. Det var sådan en sjældenhed i skoven og et sted inderst inde, havde hun nok egentlig en indbygget men skjult morale omkring den slags. Hun bed mere end gerne fra sig, når disse fremmede stak deres hånd for tæt på, men hun havde hidtil ikke gjort det af andet end i form af et angreb og en advarsel. Aldrig pga. sult. Så derfor virkede det, at han smurte sit eget blod mod området af hans læderspænd, måske ikke helt så godt, som det virkede til, at han forventede.

Knipset flyttede straks det forfærdelige gadekryds’ opmærksomhed væk fra sig selv og mod burets beboer. Egentlig frøs hun i et splitsekund helt til og sad som en stirrende statue, før det forsvandt lige så hurtigt, som det var sket, og hun så forvirret til med hovedet på skrå, som han gjorde knap så gode forsøg på at dirigerer hende i, hvad han ville have hende til at gøre. Det var lige på grænsen til at være for kompliceret for hende at forstå, havde det ikke været for den ekstra lille ting, han tilføjede.
Med smidige bevægelser flyttede hun lidt på sig med næsten helt lydløse bevægelser, indtil hun nu sad på sine bøjede ben, som en bedende mand, hvorefter hun rejste sig op på sine knæ og kravlede frem på alle fire for at kunne føre sit ansigt – og dermed den flittige næse – helt op til tremmerne og det underlige stykke, der sad om den lysende mands hals. Det var godt nok blodet der lokkede hende mest, men som hun kom tæt nok på og fik grupperet lugtene, rynkede hun lettere truet af lugten af læder. Det lugtede ikke bare af dødt dyr. Det lugtede af døde dyr, hvor selve den organiske lugt af døde dyr var blevet skrubbet væk og efterlod den en lugt, der overraskende nok var ganske nydelig, selvom det nagede hende nok til at ikke være helt tilfreds.

Hun skubbede sine knæ helt ind mod buret, før hun løftede hænderne, stak dem ind igennem tremmerne og greb omkring læderstykket. Hun rev lidt prøvende i det, uden at lægge mærke til, om det strammede kvælende ind mod den fremmedes Adams æble. Efter noget tid, hvor hun måtte indse, at det ikke bare var til at flå over, pressede hun endelig sit ansigt helt op til. Maste sine kinder mod tremmerne og kunne lige akkurat lukke sine tænder omkring halsstykket. Først gnavede hun i selve læderet. Faktisk var det et rent tilfælde, at hendes tænder skulle ende med at bide den ene snøre over. Og så den anden.

Det lod slet ikke til at bæstet overhovedet bemærkede, at hun var ved at kvæle ham, men Avior brokkede sig ikke. Sobeks hånd om hans hals havde været værre. Avior havde altid noget værre at sammenligne med. Han havde oplevet det værste man kunne opleve; at komme til denne jord med fuld bevidsthed. Han kunne ikke forestille sig noget værre.

Men så forstod hun i det mindste, hvad han havde forsøgt at bede hende om, og han kunne mærke samtlige muskler i sin krop stammes i spænding, da hendes ånde ramte hans nakke. Snart.

Og så, pludselig, var han fri. Den ene snøre løsnede sig, så den anden, og Avior flåede straks halsbåndet af sig. Han kunne mærke sine kræfter vender tilbage, dem alle sammen. Hans glød skinnede kraftigere igen, han følte sig stærkere.

"Træd tilbage," advarede han affejende uden at se over på bæstet. Han havde travlt. 
Han bevægede sig direkte hen til låsen, lagde sine hænder tæt om den, og fik den åben med så kraftig en eksplosion at det rungede for hans ører efter. Han var ligeglad - han fik kæmpet sig ud af buret og op at stå i sin fulde højde.

"JA!" Skreg han. Han var fri og Sobek skulle betale. Det var en dyr pris for at have holdt en stjerne fanget og Avior havde lovet sig selv utallige gange at dræbe manden. Men først - først skulle det gå ud over dæmonens hjem.

Avior havde dog heller ikke glemt bæstet og han fik hænderne i en af de stofposer, der indeholdt kød - han rev den ned, hjulpet på vej af endnu flere af de små eksplosioner, han kunne få fra sine håndflader, og kød og stofrester faldt ud over hele gulvet.
Han så hen på bæstet, men hverken takkede det, eller lod det vide, at kødet var ment til den. I stedet fortsatte han direkte, målrettet ind i hytten, hvor han greb fat om den nærmeste genstand, en stol, og kastede den med al sin styrke ind i den nærmeste væg med et skrig.

Den abrupte eksplosion havde den reaktion på pigen, som man kunne have forestillet sig. Hun havde knap nok haft tid til at registrere, at hun havde bidt igennem halsbåndet, hvorefter hun havde måtte se til den ubehagelige følelse af små læderstykker, der sad fast imellem hendes tænder af al gnaveriet. Hun havde nær risikere at få hamret sit hoved ind mod metaltremmer, sådan som den fremmede havde revet sig væk og over mod andet sted i buret.
Skriget, der lød fra hendes strube, var nok den af de mest menneskelige lyder, hun indtil videre var kommet med. Det var så piget, at det umuligt kunne tilhøre et sådan dyr, som hun umiddelbart gav indtryk af at være. Meget hurtigt pilede hun væk fra buret og den farlige lyd, der stadig smertede i hendes sensitive, spidse ører, og endte ind under det nærmeste møbel, hvor hendes lille krop kunne være under. Her sad hun krøllet sammen, svøbt i beskyttende skygger og stirrede ud med lysende gule øjne igen, som hun havde gjort på toppen af hylden ved hendes ankomst.

Men så farligt var det ikke alligevel. Der skete ikke andet derefter. Ikke udover et par ekstra eksploderende lyde, der automatisk fik hende til at jage endnu mere sammen for hver gang. Intet gjorde dog ondt. Det rungede selvfølgelig i øregangene, men det lagde sig hastigt igen. Særligt som en lugt skiftede hendes fokus til mængden af savl, der samlede sig på hendes tunge. Lugten af kød. Den lille mave ventede ikke ét sekund med at rumle og beklage sig af netop den sult, der havde bragt hende til hyttens tilbygning. Blikket fæstede sig straks på kødet, der nu lå spredt på jorden, før det skød skarpt op mod burets tidligere fange, som han stod og tårnede sig. Så høj havde han ikke været før.
Det var da også først, da han gik sin vej – hvorhen havde hun ingen anelse om – at hun forsigtigt kravlede frem fra sit skjul igen for at komme til maden. Og så snart hun havde fået fingre i det første stykke røde kød – rakt ud efter med langsomme bevægelser – gik det til for sig. Det var hurtigt blevet løftet til munden, hvor skarpe tænder bed grådigt i det. Den anden hånd deltog også i at holde det, som hun flåede en mundfuld af. Saft marinerede hende om munden og hagen. Fuldstændig ligeglad med det skidt der sad på overfladen.

Kun den høje lyd et sted bag væggene, hun sad omgivet af, fik hende revet væk fra sit overdådige måltid, som hendes hoved sprang op, og hun så i retningen. Hun var ikke meget for at efterlade føden, men hendes lille hjerte hamrede for hurtigt til at kunne spise videre. Det kunne være en ny fare! Så kødklumpen blev sluppet, som hun kom op at stå på sine to ben og luntede lydløst mod larmen, hvor hun tittede frem for at se, hvad der foregik. Hvad havde den fremmede gang i?!

Det var begrænset hvor meget Avior kunne bruge sin evne og det var han udmærket klar over, så så snart han havde slået stolen i stykker, samlede han en af dens ben op og svingede rasende med dén i stedet. Han fik hamrede stearinlys, skåle og kopper ned på gulvet - ikke alt blev slået i stykker, men for Avior handlede det ikke nødvendigvis om at ødelægge, men om at skabe ravage. Sobek ville alligevel ikke få det at se i mere end et par sekunder, før Avior sprang mandens hoved af hans krop.

Han bemærkede kun med nød og næppe bæstet ud af øjenkrogen, og et øjeblik så han på hende med døde øjne, inden et skævt smil spredte sig på hans læber. "Vil du være med?" spurgte han, pludselig afslappet, inden han greb fat om en lysestage og med al sin styrke kylede den imod et vindue, der splintredes. Avior var lige så begejstret for de høje lyde, som han var for ravagen - eksplosionerne var lige så stor en del af ham, som hans glød var.

Han ventede ikke for at se om bæstet sluttede sig til ham, men rev sengetøj af sengen, væltede den helt om på siden, og strøg omkring i hytten, for at finde ting han kunne ødelægge. Vildskab havde fået sit tag i ham og han var ikke selv klar over, hvor længe han brugte på bare at ødelægge ting. 

Larmen var lige lovlig voldsom for det lille væsen, og selv da hun blev tilbudt at blive en del af rabalderet, tøvede hun en hel del med at begive sig frem for skjulet i dørkarmen. Den slags larm og den skals vildskab betød for det meste fare. Og så længe hun ikke selv var midten af kaosset var det oftest bedst – og også det hun normalt gjorde – at skynde sig væk og tilbage i sikkerhed. Hun havde trods alt fået, hvad hun kom efter. Mad. Det lå lige til at samle op og så kunne hun spæne tilbage ind i skoven væk fra hyttens åbenhed. Men hun pilede ikke tilbage til rummet med buret og kødet. Det havde dog været lige ved, da en rude blev smadret af noget der kom flyvende igennem luften.

Med den vilde fremmede travlt optaget af sengen, turde hun komme lidt mere frem. Forsigtigt listede hun på spinkle ben indenfor i hyttens mere beboede område. Der lugtede stadig af mad, men ikke at rå mad. Tilberedt mad der blot fik hendes tænder til at løbe endnu mere i vand. Det var ikke en kendt lugt for hende, men hun kunne lide den.
Der lå ting og sager, smadret og intakte, over det hele, og havde hun ikke allerede været vant til at træde varsomt for ikke at spidde en spids knage på en kvist direkte op i foden, når hun skyndte sig over skovbunden, ville det have været lidt af en opgave at bevæge sig rundt uden at kvase ned oven i en bunke af porcelænskår.

Selvfølgelig fandt hun først og fremmest hen til køkkenet. Om hun var blevet spurgt ind til, om hun ville være med til at ruinere hytten, havde ikke faldet hende ind, men han havde talt til hende, og han havde set mod hende på en måde der ikke havde afvist hedes adgang. Det havde været tættere på en invitation. Hun fulgte sin næse, trak bloddråber fra den længere rift ned ad hendes ene overarm efter sig på gulvet, og stod pludselig foran en reol, der særligt havde fanget hendes opmærksomhed. Men det var ikke mad. Det var i stedet noget hendes øjne opfangede. Noget skinnende. Noget der genspejlede selv den mindst smule af den fremmedes mystiske og varme lys.
Og hun tøvede ikke med at kravle det. Flere ting faldt ned fra hylderne, som hun ubevidst skubbede det væk med fødderne for at kunne være der. Hun havde næsten nået toppen, hvor objektet lå og ventede hendes fedtede fingre, men som hun rakte op fornemmede hun tyngdekræften tage overhånd. Reolen væltede med et bragt ordentligt bragt – næsten højere end eksplosionerne – og det var kun med nød og næppe at det lille væsen nåede at springe væk for ikke at blive kvast under den. Det stakkels lille hjerte hamrede løs i hendes lille brystkasse.

Avior skænkede ikke dyret et eneste blik herfra - han kunne høre at hun også var i gang med at ødelægge noget, med vilje eller ej, og det var alt han havde brug for at vide. Han satte selv begge hænder om et bordben og sprængte med sin evne dét af bordet. Det blev stædigt stående, men Avior ignorerede det. Han havde gjort sit. Nu var der ikke andet for end at vente på at Sobek kom hjem. Han nægtede at forlade huset før han havde dræbt den gamle, grimme mand. 

Så han stillede sig, hvilende op ad bordet, med armene lagt over kors, og stirrede ufortrådent på døren. Fra hvad han efterhånden havde lært af Sobeks vaner, ville der ikke være længe til han kom hjem. Bæstet, der havde flået flere hylder ned fra væggen, ignorerede han så vidt muligt. Han var så opfyldt af raseri, at han ikke stolede på sig selv til at kunne kommunikere venligtsindet med det, så selvom det havde hjulpet ham, var det bedste han kunne gøre for det ikke at interagere for meget med det, ellers ville hans vrede uden tvivl også komme til at gå ud over den. 

Sobek var draget ud i skoven. Det skete regelmæssigt, men i dag var han på jagt efter grævlinger, der for det meste kun var fremme efter mørkets frembrud og derfor kun til at jage om natten. Han havde noteret sig nogle indgange, når han fik øje på dem om dagen, og var draget ud for at holde øje med dem til aften. Og det havde været en god strategi, for han havde to døde grævlinger bundet sammen og slynget over skulderen, bege dræbt med sten fra hans slynge. Pile lavede hul i pelsen og så faldt værdien. Så han var godt tilfreds, da han var på vej tilbage mod sin hytte for at få noget søvn resten af natten.

En lyd fik ham til at stoppe. Den kom fra hytten, der lå lige foran ham. Det lød som noget, der væltede. Han bandede dæmpet. Enten var det tyve eller også… Avior. Var han kommet ud af buret? Hvordan? Måske det var lykkedes ham at komme ud af halsbåndet. Men hvorfor var han ikke flygtet? Spørgsmål Sobek ikke kunne svare på, før han kom ind i huset, så han hang de to grævlinge på en gren og bevægede sig overraskende lydløst hen i mod døren. Hans blik gled over vinduet, der var ødelagt. Forbandet. Glas var dyrt. Og ikke helt let at få fat på, så langt væk fra alting.

Endeligt var han henne ved døren. Der var stille indenfor. Med kniven i hånden, skubbede han døren op.
Ødelæggelse. Hans hjem lå i ruiner. Havde han været en mand mere ramt af sentimentale følelser, havde han nok været ked af det, men det var bare ting. De kunne erstattes. Repareres.
Noget af det første han så, var Avior, der stod og ventede på ham. Det andet han så var en lille lyshåret og beskidt pige, han straks genkendte, selvom han ikke havde været så tæt på hende før. Det lille uhyre, der tømte hans fælder. Så det var hende, der havde hjulpet drengen.
”Hvad foregår der her?” Hans brummende stemme var lidt dybere end normalt, fordi han var vred. Hans blik gled til Avior som han spurgte. Så vidt han vidste, var den lille pige som et vildt dyr uden sprog. Hun havde i hvert fald aldrig reageret på hans ord før.
Sobek lukkede døren bag sig og blev stående foran den.

Endnu et brag fik det lille væsen til at fore sammen. De utallige eksplosion der næsten konstant skete omkring hende holdte hende evigt opspændt som en fjeder. Det var værre en, hvordan hun normalt var ude i det fri. Her i huset var følelsen af at fare lurede omkring hvert eneste hjørne meget kraftigere. Der var trods alt ikke nogle træer, hun kunne flygte op i eller buskadser hun kunne pile væk ind i. Det var ukendt rundt. Men selvom hendes sarte ører ikke brød sig vitterligt om de pludselige og høje lyde, faldt hun overraskende hurtigt ned igen efterfølgende, som var hun blevet forvent med dem.
Inden længe lå hun fladt på maven med kunden mod gulvet for at skimme ind under reolen i et håb om at kunne se det samme skinnende objekt, som havde fået hende op at kravle til at starte med. Det måtte være der under et sted. Hun vidste det bare! Og forskrækkelsen fra at nær have endt der under også var som forduftet i solen.

Hun havde været ved at grave sine små fingre ind under den minimale sprække mellem reolen og gulvet, da hoveddøren gik op og den dominerende lugt i hytten blev endnu mere dominerende af at ejeren af lugten trådte indenfor. Automatisk stoppede hun al bevægelse og idét at talte lyde, som ikke passede ind, bekræftede det nye selskab skød hun skarpt op, drejede sig dyrisk smidigt for at se i retningen af det hele med vagtsomme gule øjne.
Mindst lige så skarpt drejede hun hovedet tilbage omkring for i stedet at se til den modsatte side, siden hun ikke havde samme fordele som en ugle. Trods håret længde og dermed også tyngde, fløj det omkring i bevægelsen. Og så med dét satte hun i gang. Fight or flight var sat i gang per automatik. Ikke en eneste tanke nåede den lysende dreng eller lædermanden, da hun spænede på hurtige to ben igennem lokalet, videre igennem tilbygningen i retningen af samme vej, som hun var kommet ind. Alt det tog var for hendes vinger at gro en smule og så give et løftende bask, så hun snildt kom højt nok op ad det nærmeste møbel til hullet. Hun fløj ikke. Det lignede nok mere det af en vægtløs kat. Især som hun havde skiftet til at bruge sine arme som et set forben resten af vejen, da loftet var for lavt til at stå oprejst.
I den korte tid det tog hende at nå hullet var hendes vinger små igen for at hun kunne komme igennem.

Bæstet stak af. Det var også fint nok. Avior havde ikke brug for hendes hjælp mere. Hun havde fået halsbåndet af ham og det var nok. Nu var det Sobeks tur til at betale for alt hvad han havde gjort.

"Jeg er fri," sagde Avior, hans stemme rolig. Han var uden frygt, fordi han vidste hvad han kunne. Vidste hvilke evner han havde. Vidste hvad han var op imod - troede han. Hans fingre strejfede sigende hans frie hals, hvis Sobek var i tvivl om hvad han mente.

"Jeg har ventet på dig. Ventet på at kunne slå dig ihjel." Avior blev stående hvor han var, men løftede en skål fra bordet han stod lænet op af og holdt den væk fra sig, med blikket fast på Sobek, inden han brugte sin evne til at lade keramikken eksplodere. En lille del af den snittede ham langs kinden, men han blinkede ikke engang. Det var en magtdemonstration af hvad han havde tænkt sig at gøre ved Sobeks hals, hvis han vovede at komme tættere på ham. 

Sobek så ikke efter det lille bæst, der hurtigt stak af ind i husets tilbygning. Han regnede med, at hun kom samme vej ud, som hun var kommet ind, selvom han ikke vidste, hvordan det var lykkedes hende. Det var lige meget lige nu, det måtte han se på senere. Og så lægge lidt mere energi i at fange hende. Men lige nu var den store mands fokus på drengen foran ham. Drengen der lyste i mørket, drengen der havde ødelagt hans hjem, drengen han lige nu havde lyst til at vride halsen om på. Men det ville være for let. Alt for let. Nej, han skulle fanges og så skulle han straffes, så han aldrig glemte, at man ikke gjorde sådan noget i mod Sobek!

Uden at bevæge en muskel så han knægten sprænge skålen, så skårene fløj om ørene på dem. Nej, han flyttede ikke blikket fra drengens, et blik mørkt af vrede, men alligevel skræmmende roligt. Det nyttede ikke noget at gå amok. For selvom han ikke tænkte høje tanker om sin uvillige gæst, var han nok klar over, hvor farlig hans evne var. Han skulle ikke tæt på. Men det behøvede han heller ikke for at nedlægge ham.
”Det kan jeg se.” Han brummede uden nogen form for følelser, mens han lod sin plan begynde at udfolde sig.

Man kunne måske svagt ane en gennemsigtig flimren i luften ved siden af ham, noget der kom ud fra ham og begyndte at forme sig ved hans side. Det tog ikke mange øjeblikke, før formen begyndte at blive tydelig, mindre gennemsigtig og til sidst være noget, der kunne ligne en krokodille. Der var i live. Det store gab åbnede sig og hvæsende lyd forlod monstret, inden det ganske hurtigt trampede hen i mod Avior for at angribe.

Mens Avior var travlt optaget af Sobeks essenskrokodille, tog den store dæmon roligt sin slynge ud af lommen og efter en kort overvejelse en sten og ikke en metalkugle. Han ville ikke slå ham ihjel, bare slå ham ud. Overraskende elegant fik han læderremmen til at snurre og uden at sigte ret meget, sendte han stenen af sted direkte mod Aviors hoved.