Selv om vinterne var kommet og kulden lå over landet, denne dag var solen fri fra skyerne, og alt badet i dens behagelig stråler og kulden denne dag blev holdt tilbage. Dette var langt fra anderledes på den sydlige landevej, ikke langt fra hovedstaden ligger en samling af gårde alle ejet af en adelsfamilien rosenkrans. flere af disse gårde var til kvæ og får, eller mere nøjagtigt mælk, skin, uld og lamme kød. De store tomme marker var for nyligt høstet og fødder huset var godt fuldt, efter den vidunderlige høst i efteråret.

gårdens eget marked havde set en del kunder allerede denne måned, allerede tidligere denne dag havde en af de store kroer kommer forbi for at hente deres årlige bestilling, tre hele lam, og næsten en hel ko - alt blot dens organer. Alt gik som en helt normal dag, næsten. De sidste mange år, havde det sidste kød blevet brugt selv af beboerne på gårdene, men ikke denne gang, kort efter dyrene blev slagtet var nogle af de indvolde der var til overs blive købt af en rejsende, som en time efter stadig befandt sig tæt på gården. Opia som hun hed sad nu på en klippested i udkanten af gården og gjorde sit måltid færdigt og sad nu og slikkede sine fingre rene, blikket lå på Diantho's smukke sydport i horisonten. Som altid er dianthos en smuk by lyd Opias indre som blikket faldt fra porten til hendes fingre der nu var så blege som altid. Kort, med et varmt smil nikkede hun til sig selv. Dog forsvandt dette smil så snart hun på ny kom i tanke om hvorfor hun var så tæt på hovedstaden. Et langt skuffet suk forlod hende, og sne blev dannet i luften i hendes nærmeste nærvær, og langsomt begynde dens fald imod jorden, glimtende som glas i solens stråler. En bog blev fundet frem, åbent fuld, hver side var brugt nogle helt, andre halt. Men ikke en blank side var til at finde i bogen. Endnu et suk forlod hende, dette mere følelsesladet end det sidste, som hun lod sit blik hvile på den sidste side. Har i noget rest kød, som jeg kan købe?

På ny blev der dannet sne og is i luften omkring hende, denne gang i et større område end før, næsten halvanden meter omkring hende faldt sneet glimtende imod jorden. Bogen fandt hurtigt sin plads, og den anden blev taget af bæltet, det samme, næsten hver side var brugt..En, to, tre..Tre blanke sider, sidst i bogen. Opgivende lod Opia blikket vende tilbage på Byporten, Jeg er ved nød til det tænkte hun lige så opgivende som hun så ud. Langsomt blev hendes knæ hævet og hovedet gemt bag.

Forbandet kile og deres regler.

Lette og næsten lydløse skridt nærmede sig bekymringsfrit den sammenkrøllede skikkelse. Det var ikke umiddelbart et frivilligt valg, for skridtene blev taget i almen gang frem for snigende eller med ekstra forsigtighed. Vægten i dem – til trods for ejermandens fysisk tyngde – lagde sig blot ikke så voldsomt mod underlagene, der blev gået på.

”Wow.” Endelig gjorde den unge stjerne sig lydhørt til kende i takt med, at hun faldt ganske energisk og med en besynderlig nonchalant attitude ned på hug lige foran det jordiske væsen. Kvinde, så vidt hendes hurtige analyse af den ydre silhuet fortalte hende. Hendes hænder hvilede roligt oven på hendes knæ, der var dækket af en simpel rødbrun kjoles skørt, mens hun så ud til at have godt styr på sin egen balance, sådan som hun balancerede oprejst på sine tær, frem for at stå på flad fod. Den slags var hendes krop tilsyneladende ikke smidig nok til at præsterer, så hun havde måtte arbejde med, hvad hun havde.

”Er der mulighed for, at det er dig, der har frosset fugtigheden omkring dig sådan?” spurgte Mia med samme bekymringsfrie nysgerrighed, som først havde bragt over til udkanten af gården. Store abnormalt blå øjne så direkte på hende, nærmest som en hundehvalp, inden det faldt ned på jorden mellem dem, hvor sne havde lagt sig. Dog i en minimal omkreds omkring netop hende selv havde det forsvundet. Smeltet, ville man nok mene. Men så slap hun den brunt indpakkede pakke, hun havde liggende i sit skød og favn, for at rakke en hånd frem for at let røre ved et område, der stadig var hvidt. Og blot ved en meget let berøring, fortrak det sig og viste det oprindelige underlag. Et forundret udtryk malede sig straks i hendes ansigt.
”Jeg troede kulde skulle til for sådan et fænomen. Er det magi?”

Nogle få forvirret blik forlod Opia som kvinden gav lyd fra sig, og langsomt, forvirret lod hun sit blik skifte fra sine egne knæ til kvinden. Hvordan, hvorfor har jeg ikke opdaget hende? Lyd hendes indre tanker som hun så lige så forvirret på kvinden, så bekymringsfrit omkring sig. Kort sniffede Opia til luften, men noget var tydeligt galt - og hendes blik blev mere forvirret. Opia begyndte Langsomt at ændre sin stilling, førte sine ben ned langs klippestene, og sad, tydeligt klar til at springe ned efter behov. Som Opia opfangede at hendes magiske påvirkning på verden forsvandt som kvinden førte sin hånd imod sneet,nej, blev Opias øjne større og ubevist lod hun din kæbe falde en smule i forundring. Hvad i zaladis navn tænkte hun som hun lod sig selv glide ned af klippestenen. ”ja, det er mit magi, min forbandelse, der påvirker naturen, ligesom din magi bekæmper min?” forlod hende i en bestemmende tone, dog var det nærmest umuligt at gemme hendes forvirring, tvivlen, og undringen i hendes ord. Som ordene forlod hende, følgte en kold, kold vind med dem. Både sne og is blev dannet i luften, jorden igen mødte kulden og en lag af lavt liggende tåge begyndte at ligge sig omkring Opia.

Var det hendes modsætning som hun mødte?

Stjernen løftede blot sit blik og lænedes hovedet rigelige tilbage igen, for at kunne beskue kvinden, som hun hoppede ned fra sin klippe. Forundring og en mild målløshed malede stadig tydeligt i hendes ansigt, mens hendes hoved bearbejdede nye informationer ubemærket bagved et sted. Endnu mere kom det til udtryk i takt med mere sne faldt sammen med kvindens ord. Aldrig havde Mia set noget lignende. Aldrig havde Mia hørt om noget lignende. En tunge af frost.

”Min bekæmper din?” gentog hun og brød endelig igennem fascinationens stilhed. Fluks havde hun omkring sin brune pakke og med stærke knæ rejste hun sig atter ordentligt op. Det var langt fra alle, hun mødte, hvor hun kunne se dem i øjnene uden at skulle løfte blikket en vinkel eller to, men med hende var det modsat. Der var ikke megen forskel på dem, men Mia lagde mærke til den minimale detalje. Mia lagde mærke til alt. Et varmt smilt sneg sig så ellers frem på stjernen læber, før hun fortsatte på sine egne spekulationer. ”Min såkaldte ’magi’ bekæmper ikke din. Det er ikke en kamp for at overmande. Jeres jordiske magi lader sig blot neutralisere i nærheden af mig. ’Gå i et’ er en bedre måde at beskrive dem, end noget så voldsomt som at ’bekæmpe’.” Hun forklarede det ganske stille og roligt, som var hun ikke helt indforstået med, hvilke konsekvenser denne åbenhed kunne have hos nogle personer. Og til trods for at hun tydeligvis rettede på kvinden blev det ikke gjort med bevidst eller intent arrogance.
Mia tog da et skridt tættere på kvinden uden den mindste skam over at komme til at stille sig for tæt på. Blå øjne tog hende dybere ind. ”At den samme effekt ville opstå ved en forbandelse, er dog nyt for mig. Selvom logikken falder på plads. Hvis det da virkelig er en ’forbandelse’. For jeg havde aldrig forestillet mig, at en forbandelse ville være så smuk.”

Frosten tog hende tilbage til hendes første snefald. Hvordan det til trods for kulden – som hun ikke havde brudt sig meget om – havde bragt hende en opløftet følelse i kroppen. Hvordan hun havde betragtet det først iblandt det og så inde fra, efter kroens ork havde tvunget hende ind i varmen før hendes læber var blevet helt lillae.

”Unge frøken?” Kaldet fangede stjernen med en mild overraskelse til trods for, at det havde været forventet, og det var nok til at fjerne hendes smedede opmærksomhed fra kulde-hviskeren til fordel for at lade blikket finde vej henover den ene skulder. Blå øjne landede automatisk på den ældre ungkarl, stående et godt stykke væk men med fronten rettet åbenlyst mod dem. Ventende. På hende. På Miaplacidus le Arimh.
”Min vogn og jeg tager tilbage til Dianthos by nu, og jeg ville nænne at efterlade dig til at gå hele turen hjem selv.” Det var også rigtigt! I et kortvarigt øjeblik af tvivlsomhed skød hendes blik mod hendes trofaste transportmiddel tilbage til hendes trofaste bo i storbyen. Ikke meget af en karet. Faktisk var det ingen karet. Det var en simpel lastvogn med hø til at høre hendes rejse mere behagelig. Hvis hun da ikke ønskede at sidde oppe sammen med føreren.

Fluks svang Mia hovedet tilbage mod det besynderlige individ. Det var en skam at ikke lade nysgerrigheden vinde, men… hun kunne ikke blive. Det fortalte allerede det smil, hun vidste frem, selv før hun åbnede munden. ”Det er mit kald.” Og hun tog sine første skridt tilbage og omkring. ”Jeg gør bedst i at komme videre. Hvilken hjælp vil jeg være, hvis jeg ikke få bragt varerne tilbage i tide,” nåede hun lige at tilføje med et varmende grin og fremvisning af pakke i sine arme, inden hun havde drejet helt rundt på hælen og satte med hastige skridt kurs mod vognen.

Med hjælp fra manden kom hun snildt op i lasten uden det helt store problemer, og hun dumpede derefter ned at sidde på en mere solid hø balle, ryggen til hesten, der prustede ved aktivering, som føreren kom op i sit sæde og trak let i tøjlerne inden han smældede dem blidt for at få trækdyret i gang.
Den grusede jord under vognens ujævne træhjul knaste bekendt og vognen begyndte at rokke, som den blev ført ned ad Sydvejen, nord mod Dianthos.