På vej hjem fra markedspladsen i Dianthos, med begge bukselommer fyldt med søde sager og munden i fuld gang med at tygge, gik Jaris meget forsigtigt hen ad landevejen. Forsigtigt, ikke fordi han var bange for at falde, som han altid gjorde, men fordi der endelig ikke måtte ske noget med alle de ting, der lå i lommerne. Det havde været en noget mærkværdig oplevelse han havde haft på markedspladsen denne gang, han var stødt ind i en underlig kvinde, der havde stjålet hans slik. Ubehøvlet. Alt han havde haft i armene var røget på jorden, men det var alligevel lykkes at få fyldt lommerne igen. Desuden var han sikker på at kisten fra Orcus stadig havde lidt indhold i sig. Medmindre han havde fået ædt det og glemt det. Det var sket før. Det betød som regel en straf til en af hans ansatte og derefter et blåt øje eller en blodig næse til ham. Men alt det kunne han bekymre sig om, når han kom hjem. Lige nu skulle han nyde den dejlige, søde smag i munden og håbe på at der var nok i lommerne til hjemvejen. Turen til gården i Rubinien var altid alt for lang, men som regel opfangede han nogle interessante, eller underholdende, samtaler på vejen. Markedspladsen i Rubinien havde nok også været nemmere at komme til, men det var nu rart at se andet end sand.

I dag gik Jaris og lo over en samtale mellem to kvinder. En samtale der foregik et par kilometer væk, men som altid tænkte han ikke over, at kun han kunne høre dem. Det var ikke første gang han overhørte samtaler der involverede de to kvinder og efter noget tid, var det gået op for ham at de begge havde et forhold til den samme mand, men det vidste de ikke selv. De plaprede begge løs om hvor sød deres nye kæreste var, hvilket var lidt kvalmende, men Jaris ville have det hele med. "Kom nu bare til afsløringen af navnet, hvor svært kan det være.." Kommenterede han, selvom de selvfølgelig ikke ville kunne høre det. "Jeg er sikker på der kommer nogle interessante skænderier, når i lige strammer lidt op og kommer videre." Han var utålmodig. Meget utålmodig, for kom de ikke snart videre, ville han være kommet for langt væk til at kunne høre dem. Ellers var han nødt til at blive, hvilket egentlig ikke var et problem, men alle kvinder og mænd på gården var blevet efterladt uden opsyn. Tænk nu hvis nogle af dem havde stjålet hans slik! Med de forsigtige skridt hen af vejen, stak han en hånd i lommen, hev lidt flere stykker sødt op og stak det i munden. Vent... Han var nødt til at stoppe. Var han nu på vej i den rigtige retning? Han fik et forvirret udtryk i ansigtet, som han lod blikket glide rundt. Han havde gået vejen før, men glemte altid at holde øje med sine omgivelser og glemte meget hurtigt hvor han havde været. "Hvordan skal man kunne finde rundt, når alt ligner hinanden!?" Mumlede han lettere frustreret til sig selv, før han skubbede lidt mere spiseligt i munden og tyggede løs.

Det havde været en sløv dag for Daphnie. Hun havde haft fri, men havde ikke haft noget specielt hun skulle lave, derfor havde hun brugt tiden på at rende en anelse hvileløst rundt i Dianthos. Hun havde været inde i alle butikker for at se om der skulle være noget værd at købe, eller noget der kunne underholde hende resten af dagen. Hun havde efter hånden givet op på at få tasken til at snakke igen. Det var ved at være længe siden mødet med Jack, og tasken havde ikke vise interesse for at snakke eller bevæge sig siden. Der var også en del der havde kommenteret til hende, at tasker ikke kunne snakke, og at hun måtte være ved at miste forstanden. Måske havde Jack ret - måske var det bare en slange mand der prøvede at stjæle den?
Daphnie gik lidt i sine egne tanker, da hun fik øje på en dreng... Mand.. Knægt.. der gik og lo lidt. Daphnie havde altid været dårligt til at vide hvad hun skulle kalde andre.  Selv synes hun ikke længe hun bare var en pige - så ung var hun ikke længere - men hun syntes heller ikke hun var så gammel at hun gik under at være en dame eller kvinde.. Hun rystede kort på hovedet af sig selv. Det betød jo heller ikke noget. Daphnie undrede sig lidt over hvad han mon lo sådan over? Hun lod blikket glide lidt rundt. Der var ikke lige noget hun synes der var værd at le over. Med hovedet en anelse på skrå, besluttede hun sig for at følge efter manden. Et eller andet skulle hun jo lave. Hun holdt sig et lille stykke bag ham, han skulle jo ikke opdage hende - ikke endnu i hvert fald!

Mens Daphnie gik bagved ham kunne hun høre han gik mumlede noget af og til. Hun rynkede panden lidt, fordi hun ikke kunne hører hvad han mumlede. Hun synes ikke hun kunne se nogle han kunne snakke med. Hun lod blikket glide rundt for at se om der var et eller andet i luften, eller noget, han snakkede til, men hun fik ikke øje på noget. Før hun vidste af det, gik hendes næse ind i ryggen på manden hun fulgte efter.
"Hovsa.. Så stod du jo lige der. " udbrød hun, og så på baghovedet af manden, ikke at der rigtig var noget at se. Hun tog et skridt tilbage for ikke at stå helt op af ham. Hun kunne nok ikke rigtig følge efter ham længere, nu hvor han nok har opdaget hende.
Inden hun gik ind i ham, hørte hun ham sige noget med hvorfor alting så så ens ud. Daphnie kneb øjnene lidt sammen og så rundt. Hun træk lidt på skuldrene.
" Jeg er ret sikker på det heller ikke ser sådan HEEEELT totalt ens ud. " sagde hun og så på ham igen med et tænkende blik.

Som altid var Jaris ikke opmærksom på sine omgivelser og mente ikke at det var nødvendigt, for han var jo alene. Derfor ænsede han heller ikke kvinden der fulgte efter ham. Hånden blev endnu engang stukket i lommen, en drageer blev hevet op, men lige inden han skulle til at stoppe den i munden, ramte en næse hans ryg og han endte med at tabe nødden. Stadig med åben mund, vendte han et skuffet blik mod nødden på jorden. ".. Så tæt på.." At den nåede helt ind i munden og så alligevel så langt fra. Nødden måtte lade livet. Nok var han glad for sukker, men der var regler for hvor man kunne tillade sig at samle spiselige ting op fra, og hvor man ikke kunne. Havde det været på græs, ville det ikke have været noget problem at samle den op igen. Men den var landet på jord. Det havde en tendens til at sætte sig fast på alt. Præcis lige som ham selv. Måske det var derfor han ikke kunne lide det.

Det var ikke nemt at tage afsked, men Jaris fik ret hurtigt taget sig sammen til at vende sig om, for at se hvem, eller hvad, der havde været skyld i nøddens fald. Han lod blikket glide ned over kvinden, betragtede hende, som hun stod der og åbenbart mente, at han tog fejl i sit udsagn. Han lagde hovedet let på skrå, smilede roligt til hende, før han slyngede en arm om hendes skuldre og pegede mod et tilfældigt træ. "Kan du se det træ?" Spurgte han kort, men forventede intet svar, for han rettede straks fingeren mod et andet træ, lige ved siden af det første. "Ligner det måske ikke dét træ?" Fortsatte han. Det kunne hun vel ikke benægte. Og med den korte forklaring, var han overbevist om, at han ville få ret. ALT lignede hinanden. Han gav hende dårligt tid til at svare, før det rolige smil forsvandt og han rettede de orange øjne mod hende. Armen lod han hænge om hendes skuldre, lænede sig en anelse mod hende, men støttede stadig mest på det ene ben. "Du skylder mig forresten en nød," sagde han bestemt, meget alvorligt. Og kun én nød. Han var jo ikke urimelig.

 Ud af øjenkrogen så Daphnie at manden tabte noget, men hun kunne ikke se hvad det var. Daphnie lænede sig en anelse til siden, og så ned på jorden for at se hvad var der blev tabt. Hun kunne dog ikke se hvad der skulle være blevet tabt, så hun rettede sig op igen. Hun lod kort blikket glide over mandens ansigt - han så ud til at være omkring Daphnies alder. Pludselig blev en arm slynget om hende, og generet varme bredte sig i Daphnies krop. Hun forsøgte dog at ignorere den, som hun lod blikket rette sin fokus den vej der blev peget. Daphnie nåede at åbne og lukke munden et par gange, i et forsøg på at svare, men hun nåede det aldrig inden han gik videre. Hun kunne godt se han pointe, men hun var ikke enig, så han skulle ikke bare have lov til at få ret!
 Daphnie drejede hovedet, og åbnede munden for at kommentere på det han sagde, men hun blev distraheret af hans øjne. Forsat med munden åben rynkede hun panden lidt, mens hun betragtede den orange farve. Det havde hun lige godt aldrig set før. Da han lænede sig tættere på, blev Daphnie hevet ud af sin mindre trance, og lukkede munden igen. Hendes kinder blev en anelse røde. Han har meget tæt på - det var meget fristende for Daphnie at slikke ham på kinden, når han var så tæt på. Hun kunne ikke forklare hvorfor, der var bare et eller andet fristende over det. Hun nikkede en anelse til det han sagde.
 "Du kan få to nødder, hvis du ikke selv har nok.. " Daphnie kunne ikke lade vær med et smile lidt over hendes kommentar. Mon manden forstod hendes lille joke? Det var ikke godt at vide.. Hun prikkede ham på næsen inden hun snurrede sig fri i hans arm.
 "Okay.. Prøv nu at hør her.. " Sagde Daphnie, men hun viftede med hænderne foran sig, som om hun viftede alt væk havde sagt om træerne. 
 "Hvis vi nu gik hen, og alt aaaaaaaaalle bladene på hvert træ, så vil jeg væde med at de ikke har det samme antal blade! eller grene for den sags skyld." Hun træk lidt på skulderne, og løftede en ene hånd, for at lave en lille mellemrum mellem tommel og pegefinger, for at indikere 'lidt'.
 "Så derfor jeg ikke det hele er heeelt ens. Der er i hvert fald smååååå forskelle! " Hun lukkede det ene øje, for at se i mellemrummet mellem hendes fingre. 

Straks blev den lette røde farve i kvindens kinder bemærket. Jaris havde aldrig forstået hvorfor nogle folk rødmede. Når han kom tæt på, var det enten en let rød farve i kinderne der kunne ses, eller en knytnæve mod hans egen kind der kunne mærkes. Han foretrak at se den røde farve i andres kinder, selvom han stadig ikke forstod det. Fandt hun det ubehageligt, ville hun vel have sagt noget, flyttet sig eller noget helt tredje, men det var åbenbart ikke tilfældet. Der var da heller intet at være pinlig berørt over. Eller var der? Det mente han ikke selv, så han tænkte ikke videre over det. "Har nok?" Lød det overvejende fra ham, før han kort lod hofterne svinge lidt frem og tilbage. "Næh, de sidder der heldigvis endnu," svarede han smilende, som han stoppede de lette sving igen. "Er det ellers noget du ofte tilbyder mænd, eller er jeg bare heldig?"

Jaris var på vej til at lægge en anelse mere vægt i sit læn mod hende, men blev hurtigt distraheret af prikket på næsen. Han rettede sig op igen og som hun snurrede sig fri, trak han armen til sig igen. Mens han lyttede til hendes forklaring, med et intenst blik, blev hånden stukket i lommen og endnu en nød, dækket af sukker, blev skubbet ind i munden. Han lagde hovedet let på skrå, tænkte længe over hvad hun havde sagt og nikkede så let. "Det kan vi jo ikke vide med sikkerhed..." Sagde han kort, men med det blik han sendte hende, var det ikke svært at se, at han ikke havde tænkt sig at lade emnet gå allerede. "Så vi må hellere tælle dem alle sammen!" Konkluderede han og var overbevist om at det var den helt rigtige løsning. Uden at skænke hendes mulige reaktion en tanke, greb han fat om hendes ene håndled og hev hende med mod et af træerne. Han stoppede op få skridt fra træets stamme og slap derefter hendes håndled igen. "Vædde, siger du? Hvis jeg vinder og de to træer er helt ens, så taler vi videre om de to nødder, du så gerne vil give mig." Han lo let, sendte hende et blik der ikke var til at tage fejl af, men bare for at gøre det mere tydeligt, lod han i få sekunder blikket glide mod hendes kvindelige former. Med et opfordrende smil, rettede han blikket op igen. "Og hvis du vinder... Må du jo fortælle mig, hvad din præmie skal være," fortsatte han kort efter. "Så hvad siger du?" Spurgte han afsluttende, afventede tålmodigt et svar, om der skulle gøres alvor af et væddemål eller ej. At det ville tage evigheder at tælle hver enkelte lille blad og hver eneste gren på begge træer, så han ikke som en større udfordring.

 Med blikket vendt mod manden, lyttede Daphnie til det han sagde. Et lille fnis sneg sig over hendes læber, og den røde farve, der var næsten helt aftaget, blussede en anelse op. 
 "Det var da godt for dig! Og du var vidst bare heldig i dag..! " Hun smilede skævt, og så lidt på ham.

 Med et let skuldertræk gav Daphnie manden ret i, at de ikke kunne vide det med sikkerhed. Det ville tage for evigt at finde ud af, og så længe havde Daphnie altså ikke lige! Dog virkede det ikke helt til, at det var nok at vide for manden. Daphnie tænke dog ikke at han ville have de skulle gøre mere ved det, så da hun blev hevet med, var hun lige ved at snuble.
 "Wow wow wow hvad?! " kom det overrasket fra hende, som hun forsøgte at få balancen til at gå ordenligt. Hun nåede kun lige at finde balancen inden de stoppede igen. Armen faldt roligt ned langs siden. Igen gav Daphnie sig til at lytte på hvad der blev sagt, mens hun så på ham. Hans kommentar og handling fik den røde farve til at frembruse på hende kinder igen, en hel del mere end før, og hun så en smule flovt ned. Hvad var det dog for noget at sige. Og hvad skulle hun dog sætte som præmie hvis hun vandt? Hun kendte ham ikke - hun vidste ikke en gang hvad han hed... hvordan skulle hun komme på en god præmie? 
 Da han endelig var færdig med at snakke stod Daphnie med en let åben mund, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Det hele skulle tænkes igennem, inden Daphnie kunne gøre eller sige noget som helst jo! 
 "Okay.. Okay okay okay! Hør her ven..! " Daphnie begyndte at vifte med armene i vildskab. 
 "Okay.. Først.. Vi kan ikke tælle alle bladene.. Det vil jo tage evigheder... Så lang tid har jeg altså ikke... " hun krydsede hænder foran sig. Hvad tænkte han dog på altså..! 
 " For det andet..! Jeg sagde du kunne få to nødder, hvis du ikke selv havde.. Og det har vi jo lige konstateret at du har begge dine.. " Daphnie bevægede begge arme op og ned, for ligesom at præsentere hans krop.
 "Så det er jo kun en nød, jo.. " Hun trak lidt på skulderne, det var jo sandheden, han havde selv vist at han ikke manglede nødder. Daphnie åbnede munden en smule igen, men lukkede den, da hun ikke havde mere at sige. Det var vidst det hele. Hun vidste stadig ikke hvad præmien skulle være vis hun vandt. Hun skulle finde på noget godt. 

 Pludselig lyste Daphnie op, som om hun havde fået en åbenbaring.
 "Jeg hedder forresten Daphnie! Men du kan bare kalde mig Daffe.. " Sagde hun og rakte hånden frem mod ham. Så de da fået det på det rene!

Jaris kunne ikke holde en latter tilbage over hendes alt for overraskede reaktion. Selvfølgelig kunne hun umuligt have været forberedt på hans pludselige beslutning om at gå i krig med at tælle, men for ham var det den eneste logiske løsning. Nu havde hun også sagt, at hun ville vædde med at begge træer ikke kunne være helt ens og han kunne aldrig sige nej til et væddemål, eller noget som helst andet. Hendes reaktion var morsom nok, men den røde farve i hendes kinder gjorde det kun bedre. Hans morskab stoppede dog brat, som hun begyndte at tale om sin manglende tid. Hun kunne da ikke trække i land nu! Det store smil, der før havde fyldt hele hans ansigt, var blevet erstattet med et dybt udtryk af skuffelse og det blev værre og værre for hver sætning hun sagde. For hver sætning satte en stopper for hans geniale og ekstremt gennemtænkte plan. Han dybe skuffelse stoppede ham dog ikke i at fortsætte med at stikke hånden i lommen og skubbe flere nødder i munden.

Der skulle et ordentlig svar til denne gang, han var nødt til at tænke sig om, i håb om at finde et svar der kunne ændre hendes mening, men han nåede ikke at tænke noget igennem, for han var blevet en anelse distraheret af at skulle tygge. Så gled hans blik mod hånden hun rakte frem og han tøvede ikke med at stikke sin egen, sukkerdækkede hånd ind i hendes og klemme let til. "Daffe. Det er et navn jeg kan huske.. Muligvis." Han ville da gøre et ordentligt forsøg på ikke at glemme det, men helt ærligt, så var der vigtigere ting end navne på spil i dag. Alligevel var han vel nødt til at gengælde venligheden og præsentere sig selv. "Du kan kalde mig Jaris," fik han frem, endda med et lille smil, men som han slap hendes hånd igen forsvandt smilet og han løftede en finger, meget alvorligt. "Men lad os komme tilbage til det vigtige! Lige meget hvilke planer du har i dag, så kan jeg sagtens overtale de folk til at aflyse dem, så du kan bruge tiden på at tælle blade med mig, for det er tydeligvis vigtigere end alt andet." At hans plan om at overtale folk til at aflyse eventuelle planer, involverede at bruge mindre søde metoder, behøvede han vel ikke at fortælle. "Og med hensyn til de der nødder..." Den løftede finger blev peget mod hende. Der var ingen tvivl om at han tog dette emne meget seriøst og han havde bestemt tænkt sig at kæmpe for sine nødder. "Du sagde jeg kunne få to, hvis jeg manglede. Godt nok har jeg stadig mine egne, men man kan aldrig få for mange nødder," sagde han med en bestemt tone og kort efter bredte der sig et smil over hans læber igen. Med det smil kunne han ikke lægge skjul på, at han ikke mente de spiselige nødder. Om hun så ville tage det som et par mandlige nødder, eller et par kvindelige, det var op til hende. "Du sagde selv at du var villig til at vædde, så du kan ikke trække i land nu. Eller, det kan du. Men så går jeg ud fra at det betyder, at jeg har vundet," sagde han afsluttende, som han trådte et skridt tættere på hende, flyttede hånden for ikke længere at pege mod hende, men i stedet at lade fingrene stryge let hen over hendes hud mod halsen. Ønskede hun ikke at lade ham vinde så let, måtte hun vel stoppe ham.

 Som Daphnie snakkede og forklarede kunne hun se skuffelsen brede sig over mandens ansigt. Hun havde helt ondt af ham. Så stod hun bare der og var Nina Negativ, og på tværs. Hun fulgte hans hånd som den fiskede flere nødder i lommen. Hvor mange havde han lige dernede?

 En anelse klistret hånd tog fat i Daphnies, og hun grinede kort og lavt af hans kommentar.
 "Så længe du forsøger..! " Sagde hun med et let grin. Daphnie havde altid været god til at huske navne og ansigter - især ansigter, så hun ville selv nok ikke have noget problem. Hun nikkede kort til hans navn.
 "Hej Jaris! " Der var egentlig ingen grund til at sige hej - de var umiddelbart nået fordi det punkt i deres forhold, men nu var det gjort! Med øjenbrynene løftet, lyttede hun på Jaris havde og sige. Hun sætte hænderne i siden og skød ubevidst hoften lidt ud til siden. 
 "Jeg har tid i dag, så det er ikke et problem, men jeg har ikke for evigt." Hun lagde ekstra tryk på for evigt, så han kunne forstå hvad hun mente, for han forstod det tydeligvis ikke sidste gang. Blikket vendte hun mod hans finger som den blev peget mod hende. Armene flyttede sig fra siderne, og lagde sig i stedet over kryds foran hendes bryst. Vægten skiftede til det andet ben, mens han snakkede. Hun brummede kort til det han sagde og kneb øjnene lidt sammen. Han havde vel fat i noget.  

 Daphnie holdt blikket på ham, som han trådte tættere på. Hun vidste ikke lige hvad hun havde regnet med han ville gøre - nok bare at træde tættere på - men at lade en finger glide op af hendes hals, havde hun ikke regnet med. Den lette berøring fik hende til nærmest at fryse til is. Et sug susede gennem hendes mave, og gav hende kuldegysninger. Hun stod blot og så på ham, som den røde farve væltede frem i hendes kinder. Langsomt sank hun - det virkede pluslig meget sværere at synke. Hun åbnede munden lidt for at sige noget, men først kom der ikke nogen lyd ud.
 " .. Det... eh.. Du.. Mange blade.. Eh.. Hva.. Ehm.. " Hun sank igen, og flyttede endelig blikket hen på træet, bare for at se væk. Mens hun flyttede vægten til det andet ben igen, rømmede hun sig, for at få fatning over sig selv igen. 
 "Så let vinder du ikke..!" mumlede hun kort, og rettede sig op. Blikket flyttede hun tilbage på ham. Nu skulle hun altså tage sig sammen..! Han rørte hende jo bare på halsen.. Det var jo ikke fordi hun aldrig var blevet rørt ved. 
 "At tælle ALLE bladene... På TO træer, kommer til at tage alt for længe.. Jeg ender med at falde om af alderdom inde jo..! Vi kunne jo starte med at måle tykkelsen på stammen, eller tælle grenene eller noget.. Det er lidt nemmere og hurtigere at gøre! " Det gav meget mere mening! Hun vidste jo hun ville vinde.. De kunne umuligt være ens, de to træer! Daphnie flyttede armene til siderne igen, og lagde hovedet en anelse på skrå, men hun ventede på at høre han svar. 

Som Jaris stadig holdt fast på, så kunne man aldrig få for mange nødder og når man maste lidt, så var der plads til utrolig meget i lommerne på de løse bukser. Der var stadig omkring en tredjedel tilbage i den ene lomme og når den var tømt, ville han gå i krig med den anden. Han var jo nødt til at være sikker på, at der næsten var nok til turen hjem. Nu var han nødt til at bruge sin tid her, så nødderne ville helt klart ikke holde til hele turen. I dette øjeblik gjorde det ham egentlig ikke så meget, for han fik muligheden for at more sig gevaldigt over Daffe. Han nikkede let, for han ville bestemt gøre et reelt forsøg på at huske hendes navn, men han havde indtaget en del sukker og chancen for at hele oplevelsen ville være lidt sløret i morgen, var rimelig stor. Han smilede stort over hendes svar, som hun fortalte at hun havde tid i dag, men et tungt, opgivende suk lød fra ham, da hun sluttede af med at hun ikke havde for evigt. Hvad var problemet? Det var lidt som om, at han var den eneste der tog dette emne alvorligt, hvilket han tydeligvis ikke forstod.

De lette strøg hen over hendes hals, forventede han ikke den store reaktion på og hvis han gjorde, ville det nok have været i form af en lussing eller lignende. Den usikre, meget unge respons han fik, vækkede hans interesse og nysgerrighed. Hvor langt kunne han mon gå? Han ønskede ikke at gøre noget ubehageligt for hende, for det ville kun sætte en stopper for hans egen morskab, så han fortsatte de blide strøg over hendes hud, stoppede ikke engang da hun fik taget sig sammen til at forme hele sætninger igen. "Alderdom..?" Lød det lettere forvirret fra ham og han fik et lige så fovirret udtryk i ansigtet, men der gik ikke mere end få sekunder før han nikkede i forståelse. "Nårh ja, mennesker udløber hurtigt," lo han let, for han gik direkte ud fra at det var dét hun var, siden hun talte om alderdom. "Men..." For at se om han kunne distrahere hende lidt med en finger igen, løftede han den anden hånd og pegede mod hende igen, stadig med den første finger lagt blidt mod hendes hals. "... Vi er nødt til at tælle bladene også. For hvad nu hvis du vinder, efter vi har talt grenene, men jeg vinder, efter vi har talt bladene?" Sagde han i en eftertænktsom tone, mens han langsomt fik flyttet fingeren fra hendes hals. I stedet lod han alle fingrene glide om i hendes nakke, hvor han lod dem flette sig en anelse ind i håret. "Så skal vi jo begge have en præmie... Så er du helt sikker på, at du ikke bare vil give op? Ellers lover jeg at tælle hurtigt, så du ikke når at visne helt inden vi er færdige," smilede han, selvfølgelig i håb om at hun ville give efter, men ikke fordi han ikke selv ville tælle, for hvis det var det der skulle til, så gjorde han det gerne. Det ville bare gøre det nemmere for dem begge, hvis hun gav op nu. Så kunne han også slippe for at vente længere tid på at få hvad han ville have.

 Det stoppede ikke. Han stoppede ikke. Fingeren forsatte med at kærtegne Daphnies hals, og det var noget så distraherende. Det gjorde det utroligt svært at hende at tænke klart. Hun kunne jo bare sige fra, bede ham holde fingrene til sig selv, træde væk, gøre et eller andet for at få ham til at stoppe, men det gjorde hun ikke. Trods de voldsomme reaktioner fra hende krop, som hun slet ikke forventede eller lige ønskede at vise her ude midt på en landevej, så var der et eller andet i hende der ikke ønskede at han stoppede. Der var noget i hende der nærmest skreg på mere. 
 " Mh... hm.. " var det eneste hun formåede at svare til alderdom og mennesker der udløber. Jaris løftede den anden hånd op og ind for Daphnies synvinkel, hvilket tog hende lidt tilbage til nuet, og hendes blik blev anelse mere fokuseret, som hun lyttede til hvad han sagde. Som hans sætning blev færdiggjort, rynkede Daphnies pande sig en smule i forvirring. Hvad var det lige han snakkede om? Det gav jo ingen mening? 
 "Vi behøver jo ikke tælle bladene hvis jeg har vundet..?" sagde hun forvirret.
 " Hvis jeg har... vundet.. så.. eh.. træerne.. .. .. ens.. " Jaris' hånd flyttede sig fra Daphnies hals, som hun snakkede. Hendes koncentration fes ud af hende som luften af ballon. Den røde farve i kinderne, viste ingen tegn på at aftage, og Daphnie syntes at det var begyndt at blive lidt varmt. Hun kunne mærke hjertet hamre løst i brystkassen.
 Hun havde svært ved at koncentrere sig om at hører efter hvad han sagde, men hun fik fat på, om ikke hun bare skulle give op, og det var hun slet ikke klar på..! Hun var nødt til at skabe lidt afstand mellem dem. 
 "Give op? Hah! " sagde hun en anelse usikkert. Hun følte sig af en eller anden grund ikke sikker på noget mere! Hendes krop sendte alle mulige signaler ud, hun slet ikke var vant til. Daphnie forsøgte at træde en anelse tilbage, og komme fri, og hvis ikke Jaris holdte hende tilbage, tøffede hun over til træet. 
 "Vi må vel.. heller komme i gang! " Sagde hun stille. Hun følte sig en smule omtåget. Hun kunne ikke helt forklare hvorfor - om det var fra berøringerne, varmen eller noget helt tredje kunne hun ikke sætte fingeren på. 

Jo mere hendes krop reagerede og jo flere lyde der kom fra hende, jo sværere blev det for Jaris at skjule sin morskab og tilfredshed. Det var altid tilfredsstillende når man formåede at få den slags følelser frem i en anden, lige meget hvem det så var. Smilet der bredte sig over hans læber, blev bredere og bredere for hver lyd hun kom med og for hver gang det ikke var en sammensat sætning der lød fra hende. For ham var det ikke så meget et spørgsmål om, bare at få hende til at nyde det. Det var et spørgsmål om hvor meget han kunne distrahere hende fra det egentlige emne. For jo mere han kunne distrahere hende, jo større var chancen for at han kunne vinde og det var, i sidste ende, det eneste han ville. Hvis han kunne få skubbet hende langt nok, uden hun fik stoppet ham, ville han selvfølgelig ikke stoppe med at gå ned ad samme vej, han så fint var på vej ned ad i forvejen.

Jaris nikkede let til hendes ord, for teknisk set havde hun ret, men han havde for en gang skyld tænkt det hele igennem. Det var ikke noget han normalt gjorde, kun hvis han faktisk kunne vinde noget på det. "Men at du vinder tællingen i grene giver dig kun en sejr i dem. Væddemålet involverede aaaaalle bladene, det sagde du selv," forklarede han roligt. Han havde ingen intentioner om at stoppe sine feje tricks, så han fortsatte lige indtil hun trådte tilbage og gik mod træet. Jaris fulgte lystigt med, hoppede let som en lille hund i hælene på Daphnie. Han stoppede først op, da han endnu engang stod lige ved siden af hende, så tæt på hende som muligt. Han skulle til at vende blikket mod træets top, få et hurtigt overblik over hvor meget der skulle tælles, men hans blik blev hurtigt rettet mod hende, da han straks tog hendes ord som en helt anden opfordring, end hun havde ment. Han havde trods alt haft gang i noget helt andet, end forberedelse på at tælle blade, han havde lagt mærke til hendes reaktioner, på de få ting han havde gjort og nu havde hun selv bedt ham om at gå i gang. I det øjeblik var blade langt fra hans tanker. "Hvis du siger det!" Smilede han, tøvede ikke et sekund med at lægge en arm om livet på hende, så han kunne få skubbet hendes ryg mod træets stamme, hvis han altså ikke blev stoppet. Den anden hånd placerede han mod stammen, ved siden af hendes hoved og så lænede han sig ind mod hende, dog uden at mase hende. "Hvis det var det du fiskede efter, hvorfor så spilde tiden på al den snak om blade?" Spurgte han med en let latter, som om det udelukkende kun var hendes skyld, at de var endt her.

 Daphnie stoppede da hun stod foran træet. Den ene arm faldt ned lang siden, mens hun lagde den modsatte hånd på træet, og lod blikket glide op mod det. Det var et forholdsvis stort træ. Det ville tage tid at få talt det og de skulle op og klatre en del for at nå og kunne tælle alle bladene. Daphnie vendte sig om, men havde ikke lagt mærke til Jaris nærmest stod helt op af hende, så det gibbede kort i hendes krop, da hun blev lidt forskrækket. 
 "Men..  hvis der allerede er forskel ved grenene, så er træerne jo ikke ens.. så.. ja.. så er det jo .. løst.. " mumlede Daphnie lidt. Hun fandt det noget så forvirrende, det han havde gang i at prøve og forklare hende. Hun nåede dog ikke at tænke mere over det, før Jaris tog fat om hende og skubbede hende op af træet.
 "Uh..!" gispede hun overrasket. Hendes hænder lagde sig automatisk på hans bryst. På de måde var det nemt at skubbe ham væk, hvis det blev for meget, og hun kunne holde ham en smule på afstand, hvis hun havde brug for det. Hun løftede blikket op og så op i hans fangende, orange øjne. Hun sank langsomt. Hendes vejrtrækning var steget lidt i tempo, og var en anelse overfladisk. Hun var sikker på han kunne hører hendes hjerte hamre der ud af - hun følte i hvert fald hun selv tydeligt kunne hører det. 
 "Hva... Nej.. Det var... Eh.. Altså.. Jeg mente.. Så det var.. Du ved.. Det.. Eh.. At tælle.. " Ordene forsvandt stille ud, og blev mere til en mumlen. Hun holdt blikket i Jaris', og sank kort igen. Hun rømmede sig lavt igen,
 "Du er meget tæt på.. " sætningen var så lavt, at det næsten ikke kunne kaldes en hvisken. Der var ikke rigtig nogen mening i det hun sagde. Det var blot en konstatering.

Endnu engang havde hun sådan set ret, men det ville Jaris ikke finde sig i. Alle detaljer var vigtige, alle detaljer betød noget og intet kunne overses. For hvis den mindste detalje kunne få ham til at vinde, så ville han finde den. Muligvis ville hun vinde hvis der allerede var forskel på grenene, men hvis nu antallet af blade var det samme, så ville det betyde at han havde fuldkommen ret, når han sagde at alt lignede hinanden. Han skulle nok komme tilbage til de argumenter, han selv synes var logiske nok, selvom andre sjældent var enige, men lige så meget som han gerne ville vinde deres væddemål, lige så meget morede han sig over hende og hendes meget uskyldige måde at opføre sig på.

Jaris var ikke vant til så lidt modstand, lige meget hvem han valgte at være lidt ekstra åben over for, kun hvis de selv var lige så villige som ham. Men langt de fleste gange, ville han være blevet skubbet væk, eller slået nu. Om hun valgte ikke at stoppe ham med det samme fordi hun var usikker, eller om hun egentlig gerne ville have ham til at fortsætte, var han ikke helt klar over, men han brokkede sig da bestemt ikke. Han lagde hovedet let på skrå, afventede spændt om hun ville få noget brugbart ud af den ufærdige sætning. "Der er ingen grund til at prøve, at komme med undskyldninger længere, men hvis det gør dig bedre tilpas, så er du velkommen til at tælle hvad du kan herfra," sagde han, med en kort skæven mod træets krone. Det blik han fik rettet tilbage mod hende, var en anelse mere lystigt end før. "Jeg kan sagtens gøre ting og sager ved dig alligevel," fortsatte han. Det var ikke svært for ham at se, at hun var nervøs og derfor gjorde han intet overilet. Det var jo ikke hans mening at skræmme hende på nogen måde, bare se hvor langt ud over kanten han kunne skubbe hende, før hun enten sagde stop eller gav efter. ".. Ja?" Svarede han med et let nik til hendes konstatering. "Hvis det er et problem, kan du bare sige nej tak," sagde han, samtidig med at han stille og roligt lænede sig lidt længere ind mod hende. Valgte hun at sige nej tak, skulle han nok stoppe, men i et forsøg på at distrahere hende nok til ikke at gøre det, flyttede han hånden fra hendes ryg, lod den i stedet stryge hen over hendes hofte, derefter fra den nederste del af maven og længere og længere op. Jo tættere han kom på hendes barm, jo langsommere blev hånden flyttet, en smule for at give hende en ordentlig chance for at sige fra, men mest for at se, om hun egentlig gerne ville have ham til at fortsætte.

 Det hele snurrede rundt i hovedet på hende. Det her var jo slet ikke hende. Det sitrede i hendes krop, og hun følte sig nærmest høj af berøringerne. Hun burde skubbe ham væk, inden det gik for langt, så hvorfor gjorde hun det ikke? Hvorfor lod hun ham blive ved? Hun vidste ingen ting om ham, hun havde bogstaveligtalt lige mødt ham. Hun lukkede hænderne lidt, og fik en anelse fat i hans trøje. Vægten blev flyttet lidt rundt, som Daphnie usikkert flyttede sig lidt. Hun ville have mere, men ville have det skulle stoppe. Det brusede for hende ører, og det virkede som om der ikke kunne blive varmt nok. 
 "Men.. Det var altså ikke.." mumlede hun meget lavt. Hun var sikker på han godt vidste det ikke var det her hun mente, men det virkede til han havde bestemt sig for noget andet. Da han kiggede op, holdt hun blikket på hans ansigt, og da hans blik faldt tilbage på Daphnie, løb en skyl af kuldegysningerne gennem hendes krop. Intensiteten i hans blik, fik næsten alt luften til at fise ud af hende, og hun var nødt til at løsrive blikket fra de fangende, orange øjne, og flytte det ned på hans bryst i stedet.
 Jaris mindende hende om hun bare skulle sige fra, og det eneste hun formåede at gøre, var at komme med et næsten utydeligt nik. Han kom tættere på, og i et forsøg på at skabe lidt afstand, trådte hun så langt tilbage mod træet som hun kunne. Ikke fordi hun ville væk, men det hele var bare så intenst, hun kunne næsten ikke være i hendes egen krop, så da Jaris begyndte at lade hånden glide op over hendes mave, var det lige før det sortnede for hendes øjne, fra overvældet af følelser der bobbelede gennem hendes krop. 
 Daphnie bed sig en smule i underlæben, for at holde et gisp tilbage. Hånden vandrede op ad Daphnies krop, og hun rettede sig op i takt med den, måske som et forsøg på at give den et længere stykke at vandre på. Tankerne hvirvlede gennem hendes hoved, og gjorde hende omtåget. Først da hånden var få centimeter fra at ramme hendes bryst, flyttede hun den ene hånd fra hans bryst ned, på hans håndled. Hendes vejrtrækninger var begyndt at blive en anelse mere hektiske, og blikket borrede sig nærmest ind i hans bryst kasse. Det var dog det eneste hun gjort. Hun flyttede ikke hans hånd. Hun sagde ikke noget. Hun stoppede knap nok hånden fra at flytte sig. Nu stod hun bare der, og havde ved hans håndled, uden egentlig at vide hvad hun ville. Hun ville det hele. Alt sammen på en gang. Og intet af det. 

Indtil videre havde Jaris ikke vist andet tegn på sin egen nydelse, end det lettere lystige blik han ikke kunne holde tilbage, men idet hun fik fat i hans trøje, hvor lidt det så end var, kunne man høre en markant forandring i hans vejrtrækning, der straks blev tungere. Han havde aldrig været i stand til at skjule hvor meget han selv nød berøring, selv når det næsten ikke kunne være mere uskyldigt end det var nu. Det var rigeligt til at få gang i hans egen puls og han kunne mærke varmen snige sig ind over hele kroppen. Han var sikker på, at han ikke var den eneste der kunne mærke varmen, men han var til gengæld også sikker på at han ikke havde det nær så hedt som hende, eller så hedt som hun måske forestillede sig. "Men det er det nu." Om hun havde planer om at afslutte sin sætning anede han ikke, men han svarede hende alligevel inden.

Jaris ventede tålmodigt, måske lidt mere end han normalt ville, som han egentlig forventede at høre et eller andet fra hende. Hvis det ikke var en direkte afvisning, så da i hvert fald et eller andet der indikerede, at han skulle holde op, gå væk fra hende. Hun trådte tilbage, så langt mod træet hun kunne og Jaris blev stående, indtil videre. Havde hun brug for lidt ekstra luft, så skulle hun have det, men ikke længe. Hans hånd var fortsat på vej mod hendes barm, han havde helt klart intentioner om at lade den ramme, men han stoppede op i en kort pause, da hun fik fat om hans håndled. Havde hun endelig taget sig sammen til at sætte foden i jorden? Han ventede lidt endnu, men intet mere hændte, så med hendes greb om hans håndled, flyttede han hånden resten af vejen, lod først fingrene glide hen over hendes ene bryst, derefter resten af hånden. Med vilje undlod han at rage for voldsomt på hende, holdt sine kærtegn blide og forsigtige, da han ikke ønskede at gøre det ubehageligt for hende. "Jeg vender hellere end gerne tilbage til vores væddemål, men jeg finder nu det her lidt hyggeligere," sagde han og valgte nu at træde det ekstra skridt tættere på hende. Stadig med den anden hånd placeret mod træet ved siden af hendes hoved, lænede han sig endnu tættere på, bukkede sig en anelse ned for at fange hendes blik igen, og for at kunne rykke sine læber så tæt på hendes som muligt, stadig uden at røre. "Gør du ikke også?" Hviskede han, som han gav hendes bryst et svagt klem.

 Hånden holdt en lille pause, og Daphnie fik en ekstra vejrtrækning ind, inden den forsatte det sidste stykke. Hånden der stadig lå på Jaris bryst, knugede mere om hans trøje, og læberne blev foldet en smule hårdt sammen. Hun flyttede lidt på fødderne, bare for at gøre noget. Hun havde svært ved at være i sig selv. Hun kunne næsten ikke være i sig selv. 
 Jaris trådte det sidste skridt tætter på, og et lille suk slap ud mellem hendes læber. Da han bukkede sig, flyttede hun blikket i hans. Hendes blik var omtåget, intenst og en anelse lystigt. Endnu en gang formåede hun kun at svarer med et kort, svagt nik. 
 Da Jaris gav Daphnies bryst et klem, slap en støn ud mellem hendes læber, og hendes øjne åbnende sig forlegent op, samtidig med at hånden på hans håndled, blev flyttet op foran munden. Daphnies vejrtrækninger var hurtige og overfladiske, og følelserne bobbelede nærmest over i hende. Hun flyttede blikket ned, og brugte hånden på hans bryst, til at skubbe ham en anelse ud, så hun kunne smyge sig fri, og liste over på den anden side af træet. Med begge hænder mod stammen, lagde hun panden mod træet, og prustede som have hun været ude og løbe. Hun lukkede øjnene. Hendes krop sitrede - næsten rystede - af overstimulering.
 Daphnie følte sig utroligt splittet. Det var dejligt. Det var mere end dejligt - det var fantastisk! Hun kunne næsten ikke være i sig selv, men hun havde ikke lyst til at det skulle stoppe. Alligevel følte hun at det var forkert. Det var slet ikke hende det her, hun havde aldrig gjort sådan noget her før. Og så midt på en landevej! Hun følte sig.. Beskidt.. men der var noget over det, der tændte en ild i hende. 

Den let tunge vejrtrækning blev dybere jo mere der blev hevet i hans trøje. Han var nødt til at holde sig tilbage, stoppe sig selv fra at rykke sig endnu tættere på hende, for der var intet han hellere ville. Han ville røre hende mere, end kun med den ene hånd og han ville røres mere, end kun med den ene hånd hun havde mod hans brystkasse. Det var slet ikke nok, men han ville ikke skræmme hende væk. En enkelt fejl og han ville ikke ende med at få noget som helst, heller ikke i fremtiden og det kunne han ikke risikere. Stønnet der lød fra hende hjalp ikke det mindste på hans lyst, for lige så snart han hørte den lyd, måtte han sukke i nydelse og tage en dyb indånding for at holde sig i skindet. Der blev lagt en hånd for munden, men han flyttede sig ikke, eller det havde han ikke tænkt sig, lige indtil hun skubbede ham væk. Da trak han sig lidt tilbage, rettede sig op og så efter hende, som hun forsvandt om på den anden side af træet. Han tog fat i kanten af sin bluse for kort at rette den til, så den ikke krøllede ved brystkassen længere. Havde han sagt eller gjort noget forkert? Hun lod bestemt ikke til at være typen der var vant til den slags. Måske hun bare havde brug for en pause? Eller også havde hun fortrudt, men kunne ikke få sig selv til at sige det.

Jaris stak hånden i lommen, hev endnu en nød op og tog imod den med tungen. Der gik ikke mere end få sekunder, før det gik op for ham. Hun havde flyttet sig fra ham, men han havde bedt hende om at sige nej tak, hvis det han gjorde var et problem. Og hun havde ikke sagt nej tak endnu. Hvilket betød at han gerne måtte fortsætte! Så med et stort smil bredt hen over læberne, forsøgte han at tage nogle lydløse skridt om på den anden side af stammen, tættere og tættere på hende. Han stillede sig endnu engang lige ved siden af hende, men med siden lænet mod stammen. I den vinkel kunne han nemt løfte den ene hånd og blidt lægge den mod hendes ryg, næsten som om han forsøgte at trøste hende. "Jeg lover, at der ikke er nogen grund til at være nervøs.." Han ville gerne have virket helt opmærksom, men hans fokus var blevet vendt mod hendes bagdel, når hun nu stod så pænt. "Jeg skal nok være lige så forsigtig, som jeg hele tiden har været," sagde han, mumlede nok lidt mere end han have til intention. Kort tid efter, flyttede hånden sig langsomt nedad, ned mod lænden, hen over den og længere ned mod en balle. "Medmindre du selvfølgelig gerne vil nyde det hele lidt mere, end du tror er muligt," sagde han med en lettere lokkende undetone, lige som fingerspidserne nåede ballen.

 Daphnie var for optaget af at falde til ro og finde lidt anstændighed frem i sig selv igen, til at hun opdagede at Jaris havde bevæget sig hen til hende igen. Hun koncentrerede sig om at trække vejret dybt. Det snurrede stadig i hele hende krop, men det var ikke længere lige så slemt, og varmen havde også sænket sig. Så da Jaris lagde hånden på ryggen af hende, tog hun en ekstra dyb vejrtrækning, for ikke at springe i luften allerede. Normalt ville det ikke gøre den store forskel med en hånd på ryggen, men lige nu følte hun sig alt for overfølsom. Et svag smil og let grin gled over Daphnies løber over hans kommentar. 
 "Det kan du sagtens sige.." mumlede hun, og drejede hovedet lidt mod ham. Med et lidt mere fattet udtryk, betragtede hun ham lidt, mens hun tænkte. Hånden der gled ned over hendes ryg, fik hende til at rette sig lidt mere op, og stillede sig med siden mod træet, så hun stod foran Jaris igen. Tæt. Varmen sneg sig frem igen, men denne gang følte Daphnie sig mere rolig. 
 "Jeg har aldrig.. " mumlede hun lavere end før. Hun slog blikket lidt ned. Det kom nok ikke som en overraskelse for ham, men nu sagde hun det alligevel.
 "Og.. her er meget.. offentligt.. " forsatte hun og så lidt rundt. Daphnie flyttede hænderne op på Jaris' bryst, knyttede hænderne lidt om hans trøje, og trak ham lidt tættere på. Hun bed sig lidt i underlæben og så op i hans øjne. Hun var godt klar over hendes ord og handlinger ikke helt stemte over ens, men det var omtrent også sådan det var oppe i hendes hoved. Den sidste af hans kommentarer fik hende til at slå blikket ned, men et svagt, genert smil sneg sig alligevel over hendes læber. 

Egentlig var Jaris ret overrasket over ikke at se en større respons fra Daphnie, end den dybe vejrtrækning da han lagde hånden mod hendes ryg. Så nervøs hun havde været, så meget hendes sanser havde været påvirket, forventede han nærmere en mindre forskrækkelse. Pausen hun havde fået var ikke lang, men det så da ud til at have hjulpet en del, for hun lod ikke til at være helt så sky som før. Der lød en svag latter over hendes kommentar, for hun havde ret. Det var helt sikkert nemmere for ham at sige, end det var for hende at udføre, men for ham at sætte sig ind i det, var ikke helt nemt. Det havde dog været tilfældet for mange af hans ansatte, så det var bestemt ikke første gang han stod i en lignende situation. Lignende, ikke den samme, for hans ansatte havde været tvunget til at lægge nervøsiteten fra sig og det var ikke hans intention at udsætte Daphnie for det samme.

Jaris løftede let et øjenbryn over hendes mumlen, for det kom ikke som en overraskelse at hun aldrig havde... Og nu brokkede hun sig også over deres lokation? Det måtte være en kvindeting, der var altid noget de kunne brokke sig over, også selvom det ikke var decideret brok, men det fik ham alligevel til at se en anelse muggen ud. Lige indtil hun tog fat i hans trøje og trak ham tættere på sig, så kunne smilet nemlig ses igen. Han havde alligevel en løsning på hendes generthed i offentligheden. Som hun trak ham tættere på, flyttede han hånden mod hendes lænd resten af vejen, så den gled ned over hendes ene balle og så klemte han lidt til, for at presse hendes krop endnu tættere på sin. "Det er intet problem. For det første er vejen på den anden side," startede han, med et henkastet blik mod vejen på den anden side af træet. Skulle der komme nogle forbi, ville de nok høre hvad der foregik, før de så det. "For det andet..." Som han tog en anelse mere ved om hendes balle, lagde han lidt vægt mod hendes ene side for at få skubbet hendes ryg mod stammen igen. Han fulgte selvfølgelig med, pressede sig stadig lettere intenst ind mod hende. ".. Hvis jeg ikke flytter mig længere væk, er du næsten ikke til at se alligevel." Han holdt stadig ved hendes balle og den anden hånd løftede han, for blidt at placere en finger under hendes hage. Som han bukkede sig lidt ned igen, løftede han let hendes hoved. "Kys mig," hviskede han, mens han rykkede hovedet tættere på hendes. Det var formuleret som en ordre, men slet ikke ment sådan, for det lød mere bedende end noget andet.

 Selvom det virkede til at Daphnie havde fået lidt mere styr på sig selv, var det ikke rigtig tilfældet. Det hele snurrede rundt for hende, og hun følte sig stadig ør, men den korte pause havde hjulpet på det. Hendes usikkerhed var der også stadig, men lige nu havde hun koncentrationen til at ignorer den, og fokusere på Jaris i stedet. Der skulle højst sansynligt ikke meget til før hun ville få 'tilbage fald', og det ville nok komme før Daphnie ønskede det.
 
 Pludselig så Jaris en altså utilfreds ud, hvilket fik Daphnie til kort at rynke panden lidt. Var det noget hun sagde? Eller gjorde? Hun nåede ikke at tænke særlig længe over det, for som hånden nåede ned over hende numse, begyndte hendes evne til at koncentrere sig at falme. Han pressede hende tættere på, og Daphnies hjerte begyndte lige så stille at banke der ud af. Hendes vejrtrækning begyndte at blive tungere. Hun nikkede lidt til det han sagde, og foldede læberne sammen. Han havde vel fat i noget, men der var alligevel noget i hende der nærmest skreg at hun ikke skulle gøre det. Hvilket på en eller anden måde gjorde det mere fristende at gøre. 
 Da Jaris skubbede Daphnie ordenligt op mod træet, gled hendes ene hånd fra han bryst, og lidt mere over i hans nakke. 
 "Mh hm.. " mumlede hun lavt til, han ikke skulle flytte sig. Daphnie ville ikke have han skulle gå nogle steder. Hun ville ikke havde det skulle stoppe. Hendes hoved, blev vippet en anelse op, og hun flyttede blikket i hans. 'Kys mig' kom det fra ham, og Daphnie flyttede blikket ned på hans læber i stedet, og bed sig lidt i underlæben. Hun var begyndt at blive en smule stakåndet igen, og hånden der forsat var på hans bryst, knugede lidt mere fat i trøjen. Blikket flyttede hun op i hans igen, som hun nervøst sank. Efterfølgende åbnede hendes mund sig en smule, imens hånden på hans brystkasse, gled op på hans skulder. Hun lukkede øjnene og lænede sig det sidste stykke hen til Jaris.
 "Okay.. " Hviskede hun stille, inden hun forsigtigt pressede læberne mod hans. Hånden i hans nakke, knugede lidt fast i hans hår, og Daphnie pressede sig mere ind mod ham, som kysset blev mindre og mindre forsigtigt.