Sted: Stalden ved Mathis Transport
Tid: Sen formiddag
Vejr: Efterårsblæsende

Det hylede lidt i bygningen, som vinden fór forbi udenfor, men det gjorde ikke så meget. Hestene varmede stalden nok op til, at Killian ikke behøvede at spekulere på at finde varmere tøj frem, selvom det ikke ville vare længe. Han var ikke den store fan af vinter, så tog folk alt for meget tøj på og hvad sjov var der i tre lag i mellem ham og det under? Sommer var meget bedre! Men vejret og årstiderne kunne han ikke gøre noget ved, så han måtte bare vente til endnu et år var gået og sommeren kom tilbage.
Lige nu var han travlt optaget af sit sædvanlige arbejde. Det var en stor stald og der var meget at se til. Mange bokse, der skulle muges ud og mange heste, der skulle nusses om. Han havde sammen med staldknægten taget halvdelen af boksene siden han var stået op, og nu stod han med en brun hoppe, der skulle gøres klar til at spændes for en vogn. Hende og en vallak. Killian gik meget op i at sætte de rigtige heste sammen, så turen blev bedre for både dem og kusken. 

Den bløde børste gled over den glatte pels, der var i gang med at fælde sommerpels og gøre klar til vinterens kulde. De løse hår dryssede mod gulvet, men det gjorde ikke Killian noget. Han elskede sit arbejde. Han elskede heste. Og en let nynnen lød fra ham, mens han stoppede op og kløede hende på det sted på halsen, hun allerbedst kunne lide. 
Det var snart tid til pause for dem på lageret og Killian skævede lidt i mod porten en gang i mellem for at se, om Juno kom på besøg i dag. Han havde troligt været forbi i alle sine pauser endnu, i det stykke tid, han havde arbejdet der, så mon ikke også, at han kom i dag?

Det var rart at få gæster herude i stalden. Han var ikke helt alene, han havde en staldknægt, men han var ikke så gammel og lidt uden for Killians interesseområde, selvom han da var sød nok og de sagtens kunne snakke og lave spas. Det kunne Killian med alle. Nej, Juno var mere interessant, selvom han ikke ville røres ved. Det havde ikke taget Killian mere end den første dag at finde ud af, at Juno ikke brød sig om berøringer og nærhed, og Killian havde også regnet ud hvorfor, efter et par dage. Han havde selv været der, mere end én gang, så han holdt afstand. Selvom det var svært. Han var så nuttet. Killian nøjedes med at charmere ham på afstand, han kunne godt holde til kun at være ven, det vigtigste var også mest bare at have nogen til at underholde ham og give ham den altid ønskede opmærksomhed.
Efter endnu et blik mod porten sukkede han og smed børsten for at finde en hovrenser, så han kunne bukke sig ned og samle det ene forben op, hvilket efterlod ham i en foroverbøjet stilling med ryggen til porten.

Juno var alt for hurtigt faldet ind i en rytme, hvor han brugte hver pause hos Killian. Det kom af en blanding af, at han hos Killian endelig kunne slappe af, og at han var ubenægteligt tiltrukket af ham. Selv Juno, der ikke havde lyst til at indrømme, at han var tiltrukket af mænd, kunne ikke stoppe sig selv fra at gå ud i stalden hver eneste gang han fik chancen.

Også i dag gik han derud. En smule forsinket, fordi han, til sin egen overraskelse, var gået mere op i at blive færdig med sin sidste opgave, frem for at kunne gå ud til Killian så hurtigt som muligt. Men, så snart han følte sig i stand til det, nærmest løb han også ud til stalden.

"Hej flotte," hilste han, så snart han fik øje på Killian, foroverbøjet og med røven vendt direkte imod ham. Juno kunne ikke stoppe sig selv fra at smile i hele hovedet, imens han hilste på ham, og selvom han allerede havde gjort det klart for Killian, at han ikke brød sig om at blive rørt ved, gik han så tæt på Killian som han kunne, uden at røre ham, hvorfra han lænede sig op imod lågen ind til en boks.

"Har du tid til mig? Er vi alene?" Han skævede omkring sig for at se efter staldknægten, men fik ikke øje på ham. Forhåbentligt var han ude efter et eller andet, for Juno havde længtes efter at få et øjeblik alene med Killian siden han først havde mødt ham.
Han viste dog ikke sit håb, men smilede tålmodigt og muntert. 

Som Killian stod der med et godt greb i hoppens hov, lød der en stemme i mod ham og et smil bredte sig på hans ansigt. "Hej flotte". Åh, han var da lidt svær at forholde sig til, som han lagde an på ham, men tydeligvis ikke ville noget med ham. Killian drejede hovedet, så han kunne se ham, mens han flyttede vægten lidt fra ben til ben, så hans bagdel vippede fra side til side.
"Hej Juno. Ser du noget, du kan lide?" Hans egne ord fik ham til at grine lidt, inden han vendte opmærksomheden tilbage til det, han var ved. Det sidste skidt blev fjernet og han kunne sætte hoven ned, inden han rettede sig op og lod blikket glide over sin nye ven. Om de var alene? Han kørte en hånd igennem sine krøller, mens han så ned af staldgangen. Hvor var... Nåh ja.
"Jeg har sendt rollingen ud efter noget mad, så vi er helt alene. Sådan da." Han klappede hoppen på skulderen, hvilket fik hende til at svinge med halen og flytte på sig og han grinede lydløst over noget hun sagde. 

Hovrenserne røg tilbage i kassen, det hastede ikke mere end det jagede, han havde tid til at snakke med Juno.
"Hvad så, hvordan går det?" Han vendte hele sin opmærksomhed mod sin gæst og så med et glimt i øjet på hans ansigt og øjne. Han lagde en dæmper på sig selv, bare en smule, selvom det var svært. Den lyshårede teenager var lige noget for Killian, især når han selv flirtede, men han ville ikke skræmme ham væk. Dog kunne han ikke andet end at træde lidt tættere på, bare lidt, bare så han kunne fornemme hans nærhed. 

Hans spørgsmål var ikke bare for at være høflig eller for at starte en samtale, han mente det skam. Han ville vide, hvordan det gik. Med at falde til, med opgaverne, med hans liv. Som sagt havde han hurtigt opfanget, at noget grimt var sket med hans nye ven og han ville gerne gøre noget for ham. Hjælpe ham. Men så længe Juno ikke virkede til at ville have hjælp, var der ikke noget Killian kunne gøre. Men han skulle da have tilbuddet. Sammen med tilbuddet om så meget andet, også selvom han nok ikke ville være med til at gå så langt. Det var også okay. Killian måtte nøjes med synet og sin fantasi.

Killians røv tryllebandt fuldstændig Juno og han nød synet, helt indtil Killian gjorde ham opmærksom på at han havde bevæget den for hans skyld. Derefter så han smilende væk og nægtede sig selv at blive alt for distraheret. "Der er altid noget godt at se på herude," svarede han, men så lavmælt at det ikke var tiltænkt Killians ører.

Der var altid noget ved, hvordan Killian så på ham, der fik Juno til at føle sig helt elektrisk og det skete også denne gang. Han kunne mærke det helt ud i fingerspidserne. Han var udmattet og overvældet, men hos Killian følte han sig igen energisk, så meget at det føltes som om han ville eksplodere, hvis han stod stille for længe.

"Bedre," svarede han og det var ikke helt en løgn. Han faldt bedre til hos Mathis Transport for hver dag han brugte der og selvom han endnu ikke stolede på nogle af dem han arbejdede med, så havde han affundet sig lidt med den konstante tilstand af angst han befandt sig i.
Han åbnede munden for at sige mere, da Killian trådte tættere på ham, og ordene blev fanget i halsen på ham. Han var fanget imellem gerne at ville have Killian tættere på og at frygte det. Forsigtigt rakte han en hånd ud og greb fat om Killians trøje for tøvende at trække ham tættere på sig. Junos læber var stadig let adskilte, efter de ord han ikke havde fået sagt, og han så afventende på Killian, de to drenge samme højde. 
Han vidste, hvad han ville have fra Killian, men kunne ikke få sig selv til at tage det. Han tænkte så meget på Hector, at det var et vidunder, at han ikke kom til at sige hans navn højt. Jeg skal bare finde ud af, om jeg er til mænd, eller kun til Hector, tænkte han, imens hans blik faldt til Killians læber. Det er nysgerrighed, ikke andet.

Killian lagde ikke mærke til, hvilken effekt, han havde på folk, ikke medmindre han virkeligt tænkte over det. Sådan havde det altid været, siden han var barn. Dengang var det bare hans barnlige charme, der fik folk til at smile. Efter han fandt ud af, hvad man kunne bruge sin krop til, var det noget andet, folk reagerede med. Sådan var det bare, også når han end ikke helt forsøgte, f.eks. med Giles, der i al hemmelighed også reagerede på hans udstråling. Og han tænkte ikke altid over, at han havde den effekt. Lige nu ville han bare gerne være nær Juno for nærhedens skyld, fordi han godt kunne lide ham. Men han ville ikke... det han gjorde, ikke hvis Juno ikke kunne lide det.

"Det var godt." Det virkede til, at Juno ville sige noget mere, men i stedet tog han fat i hans trøje og hev ham tættere på, noget der fik Killian til at smile lidt mere, lidt overrasket. Tavsheden lagde sig for et øjeblik, mens de betragtede hinanden tæt på. Lysten til at skubbe sig helt op af ham og presse sine læber mod hans var overvældende, men det lykkedes ham at holde sig tilbage. Også kun lige. Langsomt fugtede han sine læber og løftede en hånd for at røre ved Junos hår, men lod den i stedet hænge lidt i luften, inden han lod den falde igen. 
"Hør..." Hans smil blev lidt mindre, men mere venligt, mens han fangede de blå øjne med sine egne grønne. "... Jeg får en fornemmelse af, at du måske gerne vil mig. Jeg vil i hvert fald gerne dig. Men jeg kan også godt fornemme, at der er et eller andet galt, og jeg vil ikke krydse nogen grænser." Han lagde hovedet lidt på skrå og bed sig kort i læben. "Så kan du ikke sige, hvis der er noget, du gerne vil og især, hvis der er noget, du ikke vil. Jeg kan godt tage et nej." 

De fleste ville nok aldrig være så direkte som Killian var lige nu med en ung mand, han kun havde kendt i et par dage, men han havde ikke ligefrem tålmodigheden til at skulle finde ud af ting ved at gætte sig til dem, og han hadede ikke at vide, hvad han kunne gøre og ikke gøre. Han var altid direkte. Så fik man for det meste mere ud af tingene. Og han ville gerne have noget ud af Juno, hvis Juno ville give. Han måtte i hvert fald tage alt det, han ville.

Juno kunne se på Killian, at han gerne ville ham. Han kunne se på ham, at han gerne ville kysse ham, gerne ville røre ham, gerne ville stryge en hånd igennem hans hår. Og selvom Juno havde det lidt svært med, hvor han gerne ville røres, selv af Killian, der ellers var så sød ved ham, for fanden, selv af Hector, som han elskede og stolede på, så var Juno samtidig fuldstændig desperat efter at blive rørt ved. Han havde brug for den fysiske kontakt og Hector gav ham, hvad han havde allermest brug for, men Hector skubbede samtidig heller ikke til nogen grænser. 

Juno havde troet at Killian ville have skubbet til hans grænser, om han ville have det eller ej, og det var både frustrerende og en lettelse, da hans hånd faldt uden at han overhovedet havde rørt ved ham.

Hans hjerte sprang et slag over, da Killian ligefrem valgte at snakke om det. Så skubbede Killian måske til nogle grænser alligevel - Juno havde endnu ikke sat ord på, hvad Hector måtte og ikke måtte. Men kun fordi Hector forstår det, uden at spørge, undskyldte Juno sig selv.

"Jeg vil gerne kysse dig," indrømmede Juno i en lavmælt hvisken, hans blik fanget af Killians læber, inden det langsomt gled op til hans øjne igen. "Du må gerne røre mig fra halsen og op," fortalte han og udlignede det sidste stykke imellem dem, så deres kroppe var presset op imod hinanden. Killians krop var varm og fast, og det tog alt Juno havde, ikke bare at kysse ham med det samme.
"Hvis du holder mig nede eller skubber mig op imod noget, myrder jeg dig." Der var ingen real trussel i Junos stemme, kun umaskeret frygt, og han så på Killian med et blik, der tiggede og bad ham om at acceptere de regler han havde fremsat. I den ene side af sin brystkasse kunne han mærke sit eget hjerte springe afsted, som stod han i en livstruende situation, og i den anden side kunne han svagt mærke Killians noget roligere hjerteslag. 

Killian kunne se overraskelsen i den yngre drengs udtryk, da han begyndte at snakke. De fleste ville nok påstå, at Killian ikke var en rigtig mand, for han græd og snakkede om ting, lagde gerne sine tanker og følelser på bordet for andre at se. Men det gjorde ham ikke noget. Han behøvede ikke at leve op til nogen normer.
Han lyttede tavst til det, Juno havde at sige, men da han pressede sig i mod ham, spærrede han øjnene lidt op. Det var mere, end han havde regnet med, især med det, der blev sagt. Men han flyttede sig ikke, lod Juno gøre som han ville. Truslen var ikke rigtigt en trussel, han kunne se frygten bag det. Hvilket bare bekræftede hans mistanke om, hvad der var sket med ham. Åh, lille pus. Tanken gav ham lyst til at kramme på ham, men det lod han være med. 

Med hovedet lidt på skrå, lod han blikket glide over Junos ansigt, inden han lænede sig lidt frem og pressede sine læber mod hans. Samtidigt løftede han hånden igen og lod blidt fingerspidserne glide ned over hans kind. Åh, han havde ville gøre dette, siden han så ham komme ind i stalden sammen med Giles. Han holdt dog ikke kysset så længe, før han trak sig tilbage og mødte hans blik.
"Jeg vil ikke gøre noget, du ikke vil have. Siger du stop, stopper jeg." Han smilede beroligende for et par sekunder, inden der gled et mere livligt udtryk over hans ansigt og øjne. "Men du må gøre lige, hvad du har lyst til. Du bestemmer." Han mente det. Juno måtte tage det, han havde lyst til, der var næsten ikke noget, der kunne få Killian til at sige stop.

Hans pegefinger gled ned over Junos næse i et lidt drillende kærtegn, inden han med alle fingrene kærtegnede hans hage. Frygten var så tydelig, han kunne endda svagt høre hans hjertebanken, og han ville bare gerne gøre det bedre. Trøste ham. Den eneste måde, han vidste, hvordan han kunne gøre noget for ham, var hvad han gjorde. Lade ham sætte tempoet og bestemme, hvad der skulle ske. Lade ham få lidt tillid til fysisk berøring igen.
Han kyssede ham ikke igen, lod det være op til Juno, om han ville have mere.

Juno sukkede ind imod Killians læber, da han endelig kyssede ham. Killian var langt blidere end Juno havde regnet med og han smeltede ind imod ham, taknemmelig for endelig at mærke et andet menneskes varme imod sig igen uden at mærke nogle forventninger til sig. 

Han så ham undrende an, da Killian rak sig ud af det efter kun et øjeblik, men sagde ikke noget. Da Killian talte, nikkede Juno også kun. Han ville aldrig været kommet indenfor rækkevidde af Killian, hvis ikke han allerede ubevidst havde vidst, at Killian var typen der ville stoppe så snart man bad ham om det. 

Han fnøs, da Killians finger gled over hans næse, men han kunne ikke flå blikket bort fra Killian og smilede også konstant til ham med øjnene. Han vidste ikke, hvad Killian ville have fra ham - det virkede virkelig som om, at det var Juno der fik lov til at sætte alle grænserne og han fik det dårligt ved tanken om, at han var unfair overbåde Hector og Killian. Han ville ikke have at nogle af dem troede, at hvad han lavede med Killian var seriøst, eller på nogen måde det samme, som hvad han havde med Hector.

"Killian, jeg er.. jeg er forelsket. I en anden. En anden fyr." Ordene røg ud af ham, men han flyttede sig på ingen måde længere væk fra Killian. Tværtimod blev han kun mere desperat efter at få Killian tættere på sig, selvom det ikke stemte overens med hans rod. "Men jeg kan ikke..." Forsøgte han sig igen, usikker på hvad det var han ville sige. Han endte med at slå blikket ned på Killians hånd og tog den i sin. Han havde ikke fortalt ham, at det var tilladt at røre hans hænder, men han gav fysisk udtryk for det nu, ved at flette sine fingre ind imellem Killians.

"Jeg kan ikke... passe på ham, ikke nu, jeg kan ikke engang lade ham..." Pludselig blev det svært for ham at trække vejret og han hev efter det, hurtigere og hurtigere, uden at have tid til at få oxygen ned i lungerne, hvilket kun tilføjede til følelsen af at han var ved at blive kvalt, og fik ham til at kæmpe mere efter vejret.

Killians venten på en reaktion fra Juno på hans ord blev afbrudt, da Juno valgte at fortælle ham om sin forelskelse i en anden. Noget der på ingen måde gjorde ondt på Killian, da dette for ham ikke var andet end det var. To væsner, der havde et behov for hinanden. Han havde ikke regnet med at få mere, og ærligt talt ville han ikke have mere. Han havde aldrig været i et forhold og havde ikke planer om nogensinde at komme det. Han var for glad for sin egen levevis, ville ikke kunne lade sig binde til en enkelt person.
Han ville have leet, givet Juno de samme ord, som han gav alle andre, men inden han kunne nå det, snakkede han videre. Tog hans hånd og flettede fingre med ham. Så han forblev tavs og lyttede med et lidt alvorligt blik i øjnene. Det her betød noget.

Som han begyndte at hyperventilere løftede Killian en hånd og lagde den mod hans kind, så hans tommelfinger lagde sig over hans læber som en gestus for at få ham til at tie stille. Med hånden skubbede han hans ansigt op, så han kunne møde hans blik. Der var et mindre, alvorligt, men blidt, smil om hans læber.
"Shh. Det er okay. Det er helt normalt. Der er noget, der er gået i stykker inde i dig og det skal vokse sammen igen, men det tager tid. Hvis han også er forelsket i dig, giver han dig den tid. Al den tid det tager, til du er tryg ved at blive rørt igen." Hans finger kærtegnede hans bløde hud. "Og det er helt okay, hvis han ikke kan hjælpe dig. Du kan lade mig hjælpe dig, jeg ved godt, hvad du går igennem. Jeg har været der."

Som slut på sine ord, lænede han sig frem og placerede et blidt kys på hans næse.
"Og bare rolig, jeg har ikke noget i mod at blive brugt lidt. Jeg har ikke nogen forventninger, jeg vil bare gerne... have det godt sammen med dig, så længe du har lyst." Han trak svagt på en skulder og gav hans hånd et klem. Hvordan Juno ville reagere på at være blevet gennemskuet vidste han ikke, men han håbede, at Juno troede på ham. At han kunne og ville hjælpe uden at få noget tilbage igen. Ud over tiden brugt sammen med ham.

Juno glemte helt at trække vejret, da Killian lagde sin tommelfinger over hans læber, og han ikke blot tav, men fik også sin første mundfuld luft helt ned i lungerne.
Han så med store øjne på den ældre fyr, imens han snakkede, hvert ord optaget og forstået, som han aldrig i sit liv ville have kunnet lytte til en voksen. Han havde allerede stor tiltro til alt hvad Killian sagde, af ingen anden grund end fordi han følte sig tryg ved ham. Han havde aldrig før følt sig tryg ved nogen så hurtigt før.

Juno stolede også på ham, da han fortalte at han selv havde været der. Samtidig vidste han, at Hector også selv havde været der. Var dét kun sket en enkelt gang, kunne Juno godt lide at tro, at han ikke ville have følt sig helt lige så ødelagt. Som det var nu, var han ikke sikker på at han nogensinde ville kunne blive fikset rigtigt.

Normalt ville noget så sødt som et kys på næsen have fået Juno til at himle med øjnene, men han kunne ikke få sig selv til at reagere lige nu. Han ville ikke himle med øjnene af Killian og han ville ikke risikere at skabe afstand imellem dem, men samtidig vidste han heller ikke hvordan han skulle reagere, hvis ikke med sarkasme.

"Tak..." Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige og han så ind i Killians store, grønne øjne imens. Han ville bare gerne kysse ham igen, så han lænede sig ind imod ham igen, men hørte så døren gå op og trådte straks et skridt væk.
"Vi... Vi ses i morgen?" spurgte han med et skævt smil og gav Killians hånd et klem, inden han forsvandt tilbage på lageret.


Dagen efter vendte han igen tilbage til stalden.
"Killian?" kaldte han, så snart han kom rundt om hjørnet og indenfor. For første gang siden han var startet hos Mathis Transport smilede han, fra det øjeblik han kom ind i stalden - normalt smilede han først når Killian havde givet ham en grund til det.

Det så ud til at hjælpe, det Killian gjorde og sagde, og det glædede ham. Der var ingen grund til, at Juno skulle være alene med sin smerte og ubehag, ikke når det var muligt at hjælpe. Killian selv kunne ikke forestille sig at leve med den ulækre følelse alt for længe af gangen, tænk at være bange for at folk skulle røre ved en. Han syntes det var slemt nok, når der gik et par dage, hvor han havde det træls, når grimme ting skete. Som det gjorde lidt for ofte for ham, men det havde han accepteret.

Der var mere, han kunne sige, men Juno så ud til at ville kysse ham, så han smilede i stedet, mere end klar til at mærke hans bløde læber mod sine igen. Men de kom aldrig, da en dør gik og Juno stak af hurtigere end Killian kunne sige hestestald. I morgen. Et tungt suk lød fra ham og han så lidt efter ham, inden han vendte tilbage til hoppen, der var ved at være lidt utålmodig. Men resten af dagen var Killian ret urolig og så snart han kunne tillade sig at smutte, forsvandt han ud i byen på jagt efter noget til at stille sin uro.

Så da Juno kaldte på ham dagen efter, lå han i høet i en boks, han lige havde spredt det rene hø i, og blundede lidt. Han var kommet alt for sent i seng, og så havde det ikke engang været hans egen, så han var komme daskende ind i stalden lidt for sent til morgenfodring. Men det havde været en god nat og der var et smil på hans ansigt, mens han lå i det velduftende hø og sov.
Junos stemme fik ham til langsomt at åbne øjnene.
"Mhm... hvad er der?" Han havde ikke lige opfanget, at det var Juno, bare at nogen kaldte på ham. Med en doven lyd strakte han sig. Han burde rejse sig og få ordnet noget mere. Staldknægten havde selvfølgelig fri i dag, noget med nogle forældre og opgaver, så han var alene om det hele. Men skulle han ikke nå det hele, gik det nok også. Så var der bare mere at se til i morgen. Det vigtigste var hestene, men han havde gjort dem klar til at blive spændt for, dem der skulle bruges i dag.
Men lige nu var han bare træt, doven og dejligt afslappet i kroppen. Kvinden, der havde taget ham med hjem, havde åbenbart trængt til et besøg.

Juno gik efter lyden af Killians stemme, hans slide, brune læderstøvler springende over staldgulvet, og kort efter fandt han ham, liggende i en bunke af hø i en boks. Synet fik Junos smil til at vokse en tand, og et øjeblik blev han stående i indgangen, lammet af fristelsen foran ham, inden han tog sig sammen og gik helt ind for at sætte sig på hug ved siden af Killian.

"Hård nat?" spurgte han med et vidende smil. Han havde selv været, hvor Killian var, selvom det efterhånden var flere måneder siden. Han havde ikke prøvet noget lignende siden han kom hjem, men dét ville umuligt komme bag på Killian.
Han sad indenfor rækkevidde, men regnede ikke med at Killian ville røre ham - hans ansigt og hår var for langt væk, og Killian havde ikke fået lov til at røre ham andre steder.

Juno havde til gengæld tilladelse til det hele, og selvom han ikke havde udnyttet det endnu, havde han ikke glemt det. Uden at flytte sit blik fra Killians ansigt, lagde han en hånd på hans mave og skubbede den op under hans trøje, så han kunne mærke den bløde og varme hud under. 

Lyden af skridt kom nærmere og selvom Killians øjne var gledet i, tvang han dem op igen, da skridtene stoppede i åbningen ind i boksen. Et afslappet, men glad smil voksede frem på hans ansigt, da han fik øje på Juno. Han var glad for at se ham, havde tænkt på ham siden dagen før.
"Hej flotte." Ganske bevidst gentog han Junos hilsen fra dagen før, ikke bare for at drille, men også fordi han mente det. Juno var flot og Killian havde ikke noget i mod at fortælle ham det.

Han fulgte ham med blikket, som han kom ind til ham og han løftede hovedet lidt som det eneste, han var alt for doven til andet. 
"Mhm, kvindfolk er krævende." Det var slet ikke så fornærmende ment, som det måske kunne lyde. Han elskede kvinder lige så meget som mænd, selvom han mest foretrak mændene. Men der var meget arbejde i kvinder. Ikke at det gjorde ham noget, nej, overhovedet ikke. At han lige havde afsløret for Juno, at han favnede bredt, bekymrede ham ikke. Hvis Juno ikke kunne lide det, var det hans problem.

Drengen satte sig på hug ved ham og det krævede lidt selvkontrol fra Killians side ikke bare at række ud og trække ham ned i høet til sig. Han havde lyst til at putte. Bare ligge og kramme og røre lidt, slappe af og sove lidt. Men han lod være, selvom det var svært. Han havde sagt, at han ville respektere, at Juno ikke ville røres og det ville han leve op til. Ingen grund til at tvinge nogen til noget, de ikke ville.
Til hans overraskelse gled en hånd op under hans trøje, hvilket kort fik hans muskler til at trække sig sammen, men snart kom han med en svag nydende lyd og slappede helt af i kroppen igen. Det føltes godt. Lidt for godt. Hans lukkede sine øjne halvt i og rettede blikket mod Junos ansigt igen. Han sagde ikke noget til det, men der var nok ikke nogen tvivl om, at han ikke havde noget i mod, at han gjorde det. Han havde jo givet ham lov til at gøre hvad end han ville. At han ikke måtte røre ved ham, det var bare... hårdt... og pirrende.
"Hvad med dig, har du fået sovet godt?"

Juno slog smilende blikket væk, da Killian kaldte ham flot, også selvom det var en gentagelse af, hvad han selv havde sagt til ham i går. Han var ikke i tvivl om, at Killian mente komplimentet mindst lige så meget som han selv havde ment det.

Juno havde ikke forudset, at Killian svang til begge sider, men når nu han sagde det, kunne Juno heller ikke se hvorfor han ikke skulle være det. Juno var jo selv til begge dele og des mere han tænkte over det, des mere synes han det var rart at vide, at han ikke var alene i at kunne lide begge køn.

Killian så så rolig og søvnig ud, at Juno nærmest følte det smitte. Han rystede også på hovedet, da Killian spurgte ham, om han havde sovet godt. Han sov sjældent godt og i nat havde han ikke engang sovet med Hector. Det plejede at hjælpe, men han ville gerne finde ud af, hvad det var han havde gang i med Killian, og det kunne han ikke finde ud af, når han lå med Hector i sine arme og den søde duft af hans sved omkring sig.

"Jeg har aldrig i mit liv sovet godt," svarede han grinende, kun en svag overdrivelse. Selv inden Thanos havde han sjældent sovet godt, var hvad han egentligt mente. "Er her plads til mig også?" Han spurgte drillende, uden at forvente et svar, og imens han talte flyttede han på sig, indtil han lå ned med Killian, med hovedet på hans brystkasse og en skulder op under hans arm. Hånden, han havde skubbet op under Killians trøje, blev kun skubbet endnu længere ind under den, indtil hele Junos arm lå over Killians bare mave, hans hånd imod hans side. "Du må gerne røre mig, men ikke under mit tøj." Det var en opdatering af deres regler, men kun fordi Juno følte sig sikker i at kunne gøre reglerne hårdere igen, hvis han følte at han havde behov for det. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene. 

"Er mænd mindre krævende?" Spørgsmålet havde brændt på hans tunge, lige siden Killian havde sagt at kvinder var krævende. Juno havde erfaringer med Hector, men han havde ikke erfaringer med den mandlige krop, for hvor meget han end så Hector som en fyr, så havde han aldrig haft sex med ham på en anden måde, end hvordan han havde sex med kvinder.

Killians øjenbryn kravlede op i panden på ham, da Juno sagde, at han aldrig havde sovet godt. Måske en overdrivelse, men man kunne måske godt se på ham, at det passede. De der mørke rande under hans øjne fik selv Killian til at føle sig mere træt bare ved at se på dem.
"Det burde man gøre noget ved." Han vidste lige nøjagtigt, hvordan han kunne få Juno til at sove godt, men han vidste også godt, at det bare var en fantasi. Hvis han en dag var heldig, ville det måske ske. Måske.
Tanken blev afbrudt af, at Juno spurgte om der var plads til ham. Killian nåede ikke at svare, men flyttede lidt på sin arm som Juno lagde sig med hovedet mod hans bryst. Og hans arm kravlede længere ind under hans tøj, noget der fik Killian til at smile endnu mere. 

"Okay." Trods udvidelsen af reglerne, nøjedes han med at bøje armen, Juno lå under, og nusse ham lidt i håret i stedet. Han var så glad, det var så dejligt at mærke hans tyngde og varme i mod sig, og hans smil fyldte hele hans ansigt. 
Spørgsmålet fik ham til at le dæmpet og hav hev blidt i Junos øre.
"Nej, ikke rigtigt. De er det bare på forskellige måder. Det kommer også meget an på, hvem man kravler i seng med. De fleste kvinder kan godt lide at blive nusset om, hvor mange mænd hellere vil hurtigt i gang. Men det kan også være omvendt. Der er også stor forskel mellem land og by. Jeg kan godt lide byen, der er især kvinderne lidt mere... åbne. For ting." 

Han skævede ned mod det lyse hår og fugtede kort sine underlæbe, inden han lod sin hånd flytte sig fra hans hår til hans kæbe og hals. Med blide bevægelser kærtegnede han den bløde hud med fingerspidserne. Ååh, det var næsten umuligt at holde sig i skindet og han var glad for, at hans arbejdsbukser var i et kraftigt stof, så der ikke var noget, der kunne afsløres. Ikke at han kunne gøre så meget ved det, han havde trods alt en lækker ung mand til at hvile mod sin krop, og selvom han var træt... han smilede lidt skævt og nussede Juno lidt i nakken. Gad vide om han ville være med til en lur.

Juno fnøs, da Killian indirekte tilbød ham sin hjælp med at sove. Killian havde ikke ramt helt ved siden af - Juno sov bedre efter han havde været sammen med nogen, ligegyldigt hvem. Eller sådan havde det været tidligere. Han havde en fornemmelse af, at Killian ville kunne hjælpe ham på samme måde nu, men han var ikke klar til at indrømme det.

Junos krop blev tung og afslappet, så snart Killians fingre fandt vej op i hans hår. Han kunne ikke længere benægte over for sig selv at han elskede følelsen og han brød også med lethed ud i grin, da der blev hevet i hans øre.
Han lyttede interesseret med i hvad Killian fortalte, også selvom han ikke følte at han fik bedre styr på hvad det indebar at være sammen med en mand.

Han lå i stilhed og nød følelsen af Killians fingre over sin hud. Især kærtegnene omkring hans nakke og hals fik blodet til at løbe hurtigere igennem hans krop, og efter et øjeblik løftede han sig op på en albue, så han kunne se ned på Killians kønne ansigt, der var omkranset af bløde krøller og badet i det varme lys, der strømmede ind af de beskidte staldvinduer.

"Jeg har aldrig været sammen med en mand," indrømmede han lavmælt og mærkede straks varmen blusse op i sine kinder. "Ikke... Ikke med min gode vilje," tilføjede han nervøst, inden han langsomt, uden at tage blikket fra Killians ansigt, satte sig op på ham.
Han havde ikke kunnet se noget, men han kunne mærke Killian lige med det samme. Det var som at sidde på en sten. En varm sten, der også straks gjorde ham hård. Noget, der ikke blev skjult igennem Junos lidt tyndere bukser.
Han lod sine knæ glide længere ud til siden, så han sad tungere på ham, og trak vejret langsomt ind. Selvom der var flere lag stof til at adskille dem, havde han lyst til at bevæge sig over ham. Bare gnubbe sig op af ham, indtil de begge kom.

I stedet så han afventende ned på Killian, som kunne han hjælpe ham videre, også selvom Juno allerede havde gjort det klart, at han ikke var klar til at tage tøjet af med ham. 

Trods den fysiske reaktion på Junos nærvær, var Killians øjne gledet i igen, mens de bare lå i stilhed og nød hinandens selskab. Ikke at hans fingre stoppede deres kærtegn, men han var alligevel ved at glide væk, da Juno skubbede sig op for at se på ham. Killian kunne ikke lade være med at smile af ham, et varmt omend lidt dovent smil. Nok var der nogle år i mellem dem, Juno var knap nok voksen, men Killian kunne godt lide ham. Elskede ham allerede på sin egen sære måde, der ikke indebar nogen form for tilknytning. Men han elskede meget hurtigt folk, selvom det sjældent gjorde ret ondt, når de forlod ham igen.

De første ord fik ham til at smile lidt mere, et eller andet sted havde han vist gættet det. Men de ord, der fulgte lige efter, gav ham et lidt sørgmodigt udtryk i ansigtet og de grønne øjne. Hvis Juno kun havde været sammen med en mand mod sin vilje, var det til at forstå, hvorfor han var så usikker overfor Killian og de lyster han tydeligvis havde. Killian havde ikke glemt, at han var forelsket i en mand, men han antog bare, at de ikke var gået så langt endnu. Ikke alle var så utålmodige som han selv.

Han blinkede lidt, da Juno skubbede sig op på ham at sidde og han kunne ikke andet end at smile, for nu måtte det da være mere end tydeligt for ham, hvad Killian gemte i sine bukser. Det var jo ikke helt meningen, at han skulle mærke det, men det virkede ikke til at skræmme ham væk. Tværtimod, som han pressede sig længere ned over ham, hvilket fik Killian til at bide sig i underlæben. Han kunne mærke det dunke i sit underliv og han måtte virkeligt samle sig for ikke at gøre noget, han ikke måtte. Så han tog en dyb indånding og flyttede blikket fra bulen i Junos bukser til hans ansigt.
"Det er okay. Jeg lover, at det også kan være... vidunderligt." Han rakte ud og lod en hånd glide ned over hans mave uden på tøjet, inden han trak den til sig igen, og demonstrativt lagde sine arme ud til siden for at vise, at han ikke ville røre ved ham uden at få lov.
"Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, hvad du vil have. Og du må gøre lige, hvad du har lyst til. Røre, pille, nive, tage mit tøj af. Få stillet din nysgerrighed." Der var et blidt tonefald over hans stemme, selvom hans øjne udtrykte en tydelig frækhed. Tanken tændte ham, men det var for Junos skyld. Så han kunne tage det i sit eget tempo.

Juno rødmede kun endnu mørkere, da Killian reagerede på vægten på sit skridt ved at bide sig i læben og se mod Junos. Synet fik Juno, udover at rødme, til at smile, for Killian havde givet ham følelsen af, at han var på den rigtige vej.

Han vidste ikke om han kunne stole på Killians løfte, og han vidste heller ikke, om han havde lyst til at finde ud af om han havde ret. Han vidste, at han ikke havde lyst til at eksperimentere med det, hvis det var Killian det kom til at gøre ondt på. Så ville han hellere risikere sit eget velvære.

Han holdt vejret, da Killians hånd fandt vej til hans mave. Det var som sådan gået langsomt nok til at han kunne registrere det og forvente det, men alligevel kom det bag på ham, hvordan det føltes at mærke hans hånd imod sig. På de få sekunder den var imod ham, undslap et tungt suk ham, og hans øjenlåg faldt halvt i. Da Killian fjernede sin hånd, strakte Juno også straks sin mave efter ham, i håb om at Killian ville forstå, at han ville have hans hånd tilbage på den. Hans mund stod let åben, men da han så hvordan Killian tilbød sig selv, spredte hans læber sig i et smil. 

"Okay." Killians tilbud var mere end hvad Juno havde regnet med, men han ville ikke sætte spørgsmålstegn ved det. Indtil videre havde Killian holdt alle sine løfter, så hvorfor ikke også nu? Hans blik søgte ned over Killians krop og han endte med at tage fat om kanten af hans bluse for langsomt at hive den op af ham. Han mødte hans blik igen og denne gang så han helt genert på ham, imens han hev den helt op til hans skuldre og havde brug for Killians samarbejde for at få den hele vejen af derfra. 

Åh, Juno var så sød. Killian elskede at få ham til at rødme og han elskede hans reaktion ved at blive rørt på maven. En reaktion der kaldte på mere, men Killian ville ikke presse ham. Han måtte selv sige, hvad han ville have. Om det var det rigtige at gøre, vidste Killian ikke helt, for måske Juno hellere ville have ham til at vise ham, hvordan, men når drengen ikke ville røres ved, var det svært at vide, hvad han måtte og ikke måtte, hvad han kunne uden at ødelægge noget. Nej, nu ville han lade Juno pille alt det han ville og så måtte han jo sige til, hvis de skulle gøre det anderledes.

Han så forventningsfuldt på ham, mens han overvejede, hvad han skulle gøre. Han kunne ikke forhindre sine mavemuskler i at trække sig lidt sammen, da Juno fingre snittede hans maveskind, da han begyndte at hive op i hans trøje. En god start. Så snart trøjen ikke kunne komme videre, spændte Killian op i maven og trak sig selv op at sidde, så Juno kunne hive den over hovedet på ham. Luften i stalden var kølig og hans varme hud trak sig lidt sammen, da luften rørte den, hvilket resulterede i en mild omgang gåsehud. Måske også lidt af forventning om, hvad Juno ville gøre ved ham. Røre ved ham. 

Bevægelsen havde ført ham tæt på Juno og han betragtede kort de blå øjne, inden han ikke kunne lade være og lænede sig lidt længere frem for at kysse ham. Hans hænder hang i luften, bare så Juno kunne se, at han ikke ville bryde sit løfte, men så snart hans læber rørte Junos, mistede han koncentrationen for et øjeblik og den ene hånd fandt frem til hans lyse hår. Blidt strøg han fingrene igennem det og kærtegnede huden lige bag hans øre, inden han med et længselsfuldt suk lagde sig ned i høet igen. Han slikkede sine læber for at få hele smagen af Junos' med. Hans blik gled over ham og han ville virkeligt gerne gengælde tjenesten med at tage noget tøj af, men hans hænder faldt til ro i høet igen. 

Hans overkrop var blottet for Juno til at se og røre. Huden var overraskende lys, han tog ikke så meget i mod farve, pyntet med et par mørke modermærker og nogle få små ar. Juno sad sådan, at han ikke kunne se det store ar, der stak op over buksekanten på den højre hofte, men det skulle han nok få at se på et tidspunkt. Hvis de fortsatte sådan her. Musklerne lå lige under huden på ham, men trods at han var ganske stærk og meget slank, virkede han næsten blød at se på.
Åh, bare Juno ville røre ved ham. Han ville så gerne mærke hans hænder på sin krop. De grønne øjne gled tilbage til Junos blå og man skulle næsten tro, at han forsøgte at sende ham budskabet om længslen igennem blikket.

Idet Killian satte sig op, gled Juno automatisk længere ned at sidde. Friktionen imellem dem var nok til at få Juno til at gispe efter vejret. Han havde ikke gjort noget for sin egen nydelses skyld siden sin sidste dag hos Vargas, og han forstod godt, hvorfor Hector ikke havde presset på. Ingen ville presse på, når de havde set deres bedste ven blive udnyttet dag efter dag. Juno havde heller ikke vidst, at han havde savnet det. Ikke før nu, hvor hele hans krop brændte, og han stønnede, blot Killians skridt strejfede imod hans, når han bevægede sig under ham.

Han så den ældre fyr an med et ufokuseret blik, og holdt også sine øjne halvt åbne, da deres læber mødtes. Juno, utålmodig efter mere, skubbede Killians mund åben med sin tunge, og så snart han så Killians hænder, slappede han også lidt mere af, hvilket kun betød at han giv sig selv friere tøjler. Han gned hele sin krop imod Killians, og pressede sig kun hårdere op imod ham, da han endelig følte hans hænder i sit hår. Han lagde sine arme om ham og borede sine fingre ind i hans ryg, desperat efter at få ham endnu tættere på.
Han følte sig varm og svedig under sit tøj, og mest af alt var hans bukser ubehagelige, og havde Killian ikke lagt sig ned igen, ville Juno måske være begyndt at tage noget af det af. Som det var, fik han i stedet en tiltrængt mulighed for at få vejret, og han så stakåndet ned på den ældre fyr, der altid så ud til at have et glimt i øjet. Juno smilede ned til ham og strøg en hånd igennem sit hår. Det kunne godt være at han var hård, rødmede og ikke vidste hvad han skulle stille op med den flotte, halvnøgne fyr under sig, men i det mindste sad hans hår som det skulle.

Han vidste med det samme, hvad det betød når Killian så på ham som han gjorde. Han havde set samme længsel før, men han havde aldrig ladet nogen vente. Han nød den magt det gav ham, at Killian ventede på ham.
Han trak vejret skælvende ind og rullede med hofterne over den krølhårede fyr, velvidende hvordan det ville føles for den hårde ting han sad på, og hvor svært det ville være for Killian at overholde sit løfte om ikke at røre ham. Han rullede med hofterne igen og varme strømmede også igennem ham denne gang. Det var ulideligt at beholde sin trøje på, men Juno kunne heller ikke få sig selv til at tage den af. I stedet lænede han sig ind over Killian, greb fat om begge hans hænder og samlede dem over hans hoved, så han kunne lægge en arm og hånd over dem, for at holde dem nede i høet. Det var ikke noget, der ville virke, hvis Killian gjorde noget som helst for at komme fri, men det var også kun ment som en påmindelse om, at Juno ikke ville have dem andre steder. Det var også en slags hjælp, for Killian, hvis han syntes det var svært at holde dem væk. Nu var Junos vægt over dem, og han ville næppe glemme den, selvom han sagtens kunne hive en eller begge hænder ud. 

Juno havde ikke brudt deres øjenkontakt under noget af det, men gjorde det nu, da han skubbede sit ansigt ind mod Killians hals og forsigtigt bed og kyssede i den bløde hud dér, samtidig med at hans frie hånd gled undersøgende over Killians varme, bløde overkrop. Hans skridt var fortsat presset godt ned over Killians, hvor han gned dem langsomt over hinanden. Han ville gerne komme, her og nu, men han havde ikke glemt at han var på arbejde, og han havde intet skiftetøj, så han var splittet imellem at vide, at det var dumt at gnubbe sin erektion op af den lækre, søde fyr under sig, og at virkelig gerne ville det - og at vide, at Killian også gerne ville det.