"Så spørger vi Sakse, når han kommer hjem," sagde Liv med et smil og nikkede. Hun vendte sig mod Dag, der gerne ville vide, hvordan hun kom til at se ud, når hun skiftede, men Liv havde lidt svært ved at svare på det. Sejr havde altid haft sin egen vilje, og selvom hun måske havde planlagt et udseende, inden hun skiftede, var det ikke altid, at Sejr havde været enig, når skiftet var fuldført. Men hun kunne godt mærke et dybt behov for at fremstå ældre, mere truende, mere mørk. Sidst Sejr havde været ude, havde han været ung, smuk, glatbarberet og med langt hår, men det ville blive anderledes denne gang, det kunne hun mærke.
"Jeg tror, jeg får et flot skæg," sagde hun tænksomt.
"Et hvidt og gråt ét! Og store muskler, så jeg kan skræmme de slemme mænd væk. Jeg bliver en mand, ligesom jeres far, men større. Jeres far er så fin og smuk... Jeg bliver slet ikke lige så smuk som ham."
Liv faldt lidt hen i tanker, da hun kom til at tænke på mænd. Der var noget, hun måtte klare, før hun skiftede, og hun klappede kærligt Dag på det bløde hår, inden hun vendte sig mod Nat.
"Månestråle, vi må lige tale sammen," sagde hun og vinkede Cole over, så han kunne løfte Dag op og bære hende lidt væk. Det var ikke, fordi Dag ikke måtte høre, hvad Liv havde at sige, men Liv ville have hele Nats opmærksomhed, og det var svært, når Dag også var tilstede.
"Se på mig," sagde Liv blidt og løftede Nat op i sit skød, så hendes ansigt kun var få centimeter fra Nats.
"Hører du efter? Du er manden i huset nu, når jeg ikke er der. Du har én meget vigtig opgave, og det er at passe på din søster. Din far er der, men du kan kun stole på sig selv og Sakse til at passe på hende. Og damen, din far bor sammen med, må aldrig være alene med Dag, forstår du det? Du kan ikke stole på hende. Hun er ond, selvom hun måske virker sød, men hun gør slemme ting ved folk. Onde ting. Men jeres far valgte at bo sammen med hende i stedet for med jer og mig, og det er sådan, han vil have det. Du må sværge, at du altid vil passe på din søster. Hun er ikke lige så stærk og farlig som dig."
Liv talte blidt til Nat, mens hun strøg over hans hår og kind. Det føltes, som var det i går, at han havde været en lille, hjælpeløs baby, der lå ved hendes bryst nat og dag, og Liv ville nogle gange ønske, at det altid kunne være sådan. Hendes hånd gled ned over hans ryg, så hun kunne hive ham tættere mod sit bryst og kramme ham og kysse hans kind og skulder.
"Der må aldrig ske jer noget ondt," hviskede hun i Nats øre.
"Mor ville sætte ild til hele verden og brænde den til aske, hvis der skete noget med jer." 
Krystallandet
