Hele dagen havde Jaris overhørt rygtet, om at en af de unge piger skulle være flygtet fra hans gård. Selvfølgelig troede han ikke på det, og derfor havde han heller ikke gjort noget ved det. En hurtig søgning rundt på hele gården, havde hurtigt vist at rygtet var sandt, og han var væltet ud ad døren, hurtigere end han nogensinde havde formået før. Skulle den unge dame nå at komme for langt og plapre løs, om hvad der foregik på gården, kunne han komme i en del problemer og det kunne han bestemt ikke tillade. Jaris var heldigvis en atletisk mand og havde løbet det meste af vejen, i forhold til damen, der var gået. Det var alligevel en rimelig lang tur fra Rubinien og derfor var han efterhånden rimelig svedig, men solen var ved at gå ned og her var heldigvis ikke lige så varmt, som i den hede ørken. Grundet den overnaturlige hørelse, Jaris var i besiddelse af, havde han straks opfanget den tunge vejrtrækning der lød fra kvinden, som hun forsøgte at løbe men ikke havde kræfterne til det.

Jaris fulgte lyden og nærmede sig hastigt vandfaldet. Den unge kvinde havde sat sig ved kanten til vandet, for at holde en kort pause og få lidt vand i hovedet. Hun havde nok ikke regnet med at hun var blevet opdaget, da hun havde forladt gården og nok heller ikke, at hun var blevet indhentet så hurtigt. Men her kom Jaris direkte mod hende, som hun sad med ryggen til med hænderne i vandet. Inden hun nåede at reagere, havde han placeret sig på hug bag hende og lagt en arm om livet på hende, for at låse hende i den position. "Utroligt, at du kan være i så dårlig form, når man tænker på hvad du arbejder med," lo han, som han strammede grebet om hendes mave for at presse hende længere ind mod sig selv. Hun gjorde ikke meget modstand, for hun vidste udmærket godt at hun ikke havde en chance mod ham. Han havde godt observeret de tårer der gled ned af hendes kinder, men det rørte ham ikke. Måske det ville være nemmere bare at skaffe hende af vejen? Han rykkede hovedet tættere på hendes. "Èn forkert lyd og du kender konsekvensen," hviskede han i hendes øre. Han kunne ikke risikere at hun skreg op og tiltrak sig en masse unødig opmærksomhed, hvis der nu befandt sig nogle i nærheden.

Jonah kom langt omkring i Krystallandet, primært fordi han var på jagt efter Debora, han søster som han stadig ikke vidste om var levende eller død. Jonah havde et tungt hjerte og han var en mand der ikke så let gav op, selvom han efterhånden havde ledt en helt livstid, ihvertfald for et menneske.
Vandfaldet var et af de steder han nød at rejse hen når han havde brug for klare tanker. Han havde købt en hest for sin månedsløn og brugte den til sine rejser. Han var ikke nogen kanon rytter, men hesten var gammel og gjorde hvad Jonah sagde hvis han bare fik en tot græs og en gulerod til gengæld.

Han var ganske afslappet og gik lige nu i skovringen omkring vandfaldet, lyden af vandet var fantastisk. Jonah havde bundet den brune hest til et træ, så kunne den da altid stå og spise lidt græs eller noget i den stil. Jonah havde et utroligt retfærdighedsgen og ønskede altid at gøre hvad der var godt for mennesker.
Selvom han havde en dæmon i sin krop der nogengange ville ud om aftenen, så skadede den aldrig andre end ham selv. Den sad bare fast i hans hoved som en igle der ikke ville slippe.

Som han roligt kom ud af det lille tætbevoksede område, kunne han længere fremme se en mand og en kvinde, han kneb let øjnene sammen og stod og lyttede et øjeblik, imens han lagde en hånd på sin knivskede, bare i tilfælde af at manden viste sig at angribe.
"Undskyld, hvad foregår der her?" spurgte Jonah i en mørk og autoritær stemme som han nærmede sig de to. Han kiggede direkte på den unge mand, Jonah var ikke bange af sig. Nok fordi at han vidste han ikke kunne dø - og selv hvis han kunne dø, så ville han faktisk bare sætte pris på det.

Ikke en eneste lyd kom fra den unge kvinde, efter Jaris havde truet hende med et smil. Det var ikke fordi han nød at skulle miste en ansat på den måde, men hun ville tydeligvis ikke afbetale sin gæld uden problemer, så han havde vel intet valg. Det ville godt nok betyde at han ikke ville få sine krystaller, men hellere dét, end selv at ende i problemer til halsen. Men han var nødt til at tænke det ordentligt igennem. Han skulle ikke tage en forhastet beslutning, for at det så ville vise sig at være den forkerte. Derfor holdt han fast i kvinden lidt endnu, hvilede hagen mod hendes skulder. Han gjorde ikke meget af en indsats for at holde hende fanget, men hun vred sig en anelse i sit ubehag, så det lignede vel mere eller mindre et overfald. Specielt som tårerne gled ned af hendes røde kinder.

Den mørke stemme fik Jaris til at skæve mod manden den lød fra, ved at kigge sig halvt over skulderen. Han grinede lavt, for han kunne sagtens selv se hvordan det måtte se ud. Han lænede sig ind til kvinden igen. "Du slipper med en advarsel. Løb hjem. Lige så stille som du sneg dig ud," hviskede han i en drillende tone, men fordi hun kendte ham, var hun udmærket godt klar over at det skulle tages som en trussel. Han gav slip på hende, rejste sig og vendte sig mod manden. "Okay, jeg ved godt hvad det lignede..." Startede han i den mest alvorlige tone, han lige kunne fremmane, men der hvilede stadig et smil på hans læber. Kvinden rejste sig rystende og begyndte at gå derfra. Jaris vinkede lystigt efter hende. "... Men jeg sværger! Jeg rørte hende næsten ikke," fortsatte han i en let latter. Det var vidst rimelig tydeligt at se, at han løj, for han kunne ikke holde masken af alvor. Så hvis han kom i problemer over situationen, havde det i det mindste været hans egen skyld og ikke kvindens, siden han havde formået at få hende til at holde kæft.

Jonah var faktisk ganske autoritær. Han arbejdede trods alt som byvagt og han havde et kæmpe retfærdigheds gen! Han skulle have været far, han skulle have levet et liv sammen med sin kone. Et helt almindeligt liv, hvor han skulle blive gammel og dø som alt jo skulle være.
Men han havde været for svag da ulykkerne væltede indover ham, og det var endt med at koste ham livet. Hvilket havde gjort at han nu igen ikke kunne flygte fra det, han var en levende død, der blot måtte leve med den skæbne der var blevet ham givet.

Jonah lagde armene over kors, fuldkommen uden at være overbevist om noget som helst den unge mand måske skulle sige. Jonah beskyttede altid de svageste og kvinder var trods alt svagere. Det kunne da godt være det var en sexistisk holdning, men altså det var jo trods alt et faktum, der var jo en grund til at kvinder ikke gik i krig.
"Jeg er fuldkommen ligeglad med hvad det lignede..." sagde han: "Jeg er kun interesseret i hvad det er, og det ligner ikke et lykkeligt ægteskabeligt øjeblik" sagde han i en hård stemme og kiggede i mod den unge mand.

"Næsten ikke..." sagde han og fnøs, okay denne her mand var da helt tabt bag en vogn: "jeg tror hellere jeg må tage dig med til byen" sagde han i en hård stemme.
Der var nok en dommer der gerne ville se nærmere på ham, eller et par andre byvagter han kunne tage en sludder med. Han syntes det var latterligt, og han anede snart ikke hvad han skulle sige. Men ingen tvivl om at han ikke skulle ligge en hånd på en uskyldig kvinde.

Jaris forsøgte ihærdigt at holde et alvorligt udtryk i ansigtet, som han stod der og lyttede til den fremmede mands ord. Men lige meget hvor meget han lagde bag sit forsøg, så gik det ikke specielt godt. Han smilede stadig lidt for bredt, i forhold til hvad der var acceptabelt i sådan en situation. "Hvordan ved du, at hun ikke græd af glæde?" Spurgte han med et let nik, som om han egentlig var ret klog at høre på. Det var han ikke, men det gik ikke op for ham. Den autoritære stemme der lød fra manden og hans måde at fremstå på, gav Jaris en fornemmelse af hvad hans erhverv var. Hvis han ikke tog fejl, ville det betyde at han var nødt til, at få overtalt ham til at han faktisk ikke havde gjort noget forkert. Så var det bare spørgsmålet om han havde talent for den slags. Han lo kort over tanken, for selvfølgelig havde han ikke det.

Den sidste kommentar fra manden gav ham ret i sine anelser. Han var altså byvagt. Enten dét, eller også opførte han sig bare som byvagt, af en eller anden sær årsag. Han rystede let på hovedet. "Argh, jeg har nu aldrig været specielt glad for byen," svarede han, som om han havde et valg. Han stak en hånd i den ene bukselomme, som han begyndte at gå tættere på. "Hvad med at jeg tager dig med til Rubinien i stedet?" Foreslog han med et bøvet smil, mens han trak hånden op af lommen igen, med en meget mast skumfidus mellem fingrene. "Jeg kan byde dig på lidt maste søde ting?" Han så afventende på ham i kort tid, før han rettede blikket mod skumfidussen og straks forsvandt smilet. Den var ikke bare blevet mast, den var også fyldt med knust glas, der havde ligget i samme lomme. "Aw, jeg havde ellers glædet mig til at spise den.." Mumlede han skuffet. Han rystede kort på hovedet og lagde den maste skumfidus tilbage i lommen, som han gik hen, slyngede en arm om manden skuldre og lænede sig godt op ad ham. Så godt, at han med sikkerhed ville vælte, hvis manden ikke blev stående. "Hvis mit første tilbud lyder for kedeligt, har jeg en masse andet at byde dig," kommenterede han med et let hævet øjenbryn og en lystig undertone i stemmen.

Et dybtfølt suk kom fra Jonah, han orkede virkeligt ikke at skulle til at debatterer med møgunger denne aften, og han kunne mærke hvordan temprementet langsomt steg i ham. Han vidste godt han ikke måtte og ikke burde, han var jo vogter af godhed og blah blah blah men for at være ærlig så havde han nogengange lyst til bare at flippe ud.
Jonah sov ikke godt om natten, han havde mareridt og han følte han hver evig eneste dag skulle mindres om hvor dårligt et menneske han var, og nu skulle han så også stå overfor en eller anden snotunge der ikke kunne kende forskel på flirt og vold?

"Du er måske ikke i stand til at score ordenligt? Synd..." sagde Jonah og vidste godt at det var for at provokerer, men han var ikke bange af sig, han havde jo allerede fundet ud af ved mere end en lejlighed at han ikke bare sådan lige var at slå ihjel, det var som om han hele tiden endte tilbage ved starten.
For ja, Jonah havde skam prøvet at tage livet af sig selv når livet blev for hårdt, men det var lidt som om at det ikke var sådan tingene skulle ende ud, det var som om nogen bare ØNSKEDE at han levede, hvilket han selv fandt komplet latterligt, hvorfor tvinge folk til at være her?

Han kom med et kort smil: "Jeg tror du skal komme med noget stærkere end det der for at jeg bider på, men det lyder nu fristende" sagde han, Jonah havde bare et behov for action og ballade. Som om at livet ikke var eventyrligt nok hvis der ikke helt tiden var fart på.
Måske var det bare et trist forsøg på ikke at ende i en eller anden grøft og græde over hvor meget han hadede at være i live, og hvor meget han hadede sig selv.

Der viste sig en snert af et tilfreds udtryk i ansigtet på Jaris, som han hørte det dybe suk fra den fremmede. Det suk hørte han ofte. Det var det suk, der oftest betød, at der ikke var lang tid til at Jaris fik en blodig næse, eller noget blodigt andet. Det var til gengæld også det suk han nød, mere end han burde, for det var altid underholdende at irritere folk. Specielt når han ikke skulle bruge meget energi på det. Han kunne ikke holde en latter tilbage over hans ord. Han vidste, at det havde været for at være provokerende, men det havde den direkte modsatte effekt på ham. "Det plejer ikke at være noget problem, nogle kvinder spiller bare lidt for kostbarer," svarede han smilende. Teknisk set, var det ikke løgn. Kvinden han havde beordret til at tøffe hjem, havde bestemt ikke spillet kostbar. Hun havde været skræmt fra vid og sans, men havde en større gæld hos Jaris, som selvfølgelig skulle betales tilbage. Men det var ikke løgn, at andre kvinder spillede for kostbarer og at han egentlig ikke havde mange problemer, med at overtale dem til ting og sager.

Jaris lagde hovedet let på skrå, som han kort overvejede et svar til noget stærkere. Han rettede sig op igen, trak armen, der var lagt om skuldrene på manden, til sig igen og flyttede sig i stedet hen foran ham. "Noget stærkere?" Lød det eftertænktsom fra ham, som der bredte sig et endnu større smil over hans læber. "Hvis du siger det!" Noget stærkere kunne betyde mange ting og når man, som Jaris, ikke tænkte tingene igennem ret tit, så kunne det også betyde, at han mere eller mindre lige havde fået lov til at bruge 'stærkere' metoder, end bare ord. Specielt når han nu også mente, at det lød fristende. Derfor tøvede Jaris ikke et sekund, med at gribe fat mandens jakke, hive ham ind til sig og presse sine læber mod hans i et kys. Han forventede, som han altid gjorde, at blive ramt af en knytnæve kort efter, medmindre han nåede at blive stoppet før.

Jonah kom med et grin, han havde aldrig forgrebet sig på nogen, men han ville ikke ligefrem klassificerer sig selv som en ret god fyr. Han kunne godt lide alkohol, han elskede ikke at tænke og når han endeligt tænkte så gik det jo ofte helt galt.
Jonah havde bestemt oplevet meget lort i sit liv og han havde ikke lyst til at tænke på noget af det, derfor var det som oftest nemmere hvis man bare gemte det hele bag alkohol og kække kommentarer.
Nogen ville måske også tro at Jonah var god med tøserne, men faktisk så interesserede det ham ikke, han havde haft en kærlighed i sit liv, og nu hvor hun ikke eksisterede længere, så var den slags ikke noget han gjorde sig i.

"Såh, du vil måske fortælle mig historien om denne her?" spurgte Jonah og skuede til ham, Jonah var altid klar på en snak og var det ikke for hans lettere deprimerede sind og dårlige humør så havde han nok også gjort mere ud af situationen, på den anden side kunne han altid drikke sig stiv og give fyren et par på hovedet senere.
Det var ikke altid nemt ikke at vide hvad man ville, og mest af alt så ville Jonah jo bare gerne dø og afslutte det hele, men ikke engang dét kunne han åbenbart få lov til.

Jonah havde det mærkeligt over den tætte placering, men ignorerede det for nu. Han havde ikke så meget i mod berøring men han måtte da indrømme der var noget shady over denne fyr.
Som manden pludseligt greb fat og kyssede ham, skubbede Jonah ham hårdt væk og spyttede flere gange i mod jorden: "Ad for satan! undskyld mig, men hvad laver du?" sagde han og tørrede sine læber, det var da alligevel det klammeste han havde oplevet i lang tid.
"Er du fuldkommen idiot eller hvad?" spurgte han i en grov stemme.

Egentlig ville Jaris helst undgå at skulle fortælle for meget om situationen, men der var chancer for, at han ikke kom udenom det. Han behøvede vel heller ikke at gå i alt for mange detaljer. Han havde ikke ligefrem talent for at snige sig igennem den slags forklaringer, men han kunne vel give det et forsøg. Måske han var heldig, at den fremmede var mindre intelligent end ham selv, selvom han tvivlede. Jaris var ikke dum, men han tænkte sig sjældent om, før han sagde noget og det endte ofte galt for ham selv. Selvom det ikke var den mest standhaftige type der stod over for ham, så kunne han stadig fornemme en snert af autoritet, der hvilede over manden, hvilket ikke gjorde Jaris helt tilpas. Han var ikke den mest lovlydige krystalisianer.

Der var ikke tid til at komme med længere forklaringer endnu, for som altid var Jaris mere optaget af sin egen lyst. Specielt nu når han lige havde fået lov! Det var dog ikke meget af et kys der kom ud af det, for straks blev han skubbet til og øjeblikket efter, ramte Jaris jorden med et bump. Han brød ud i latter, som han lå der på ryggen og tog sig til maven. "Jeg tog det som en invitation," lo han, før han rettede blikket mod ham. I hans fortsættende latter, kom der et næsten overrasket udtryk i hans ansigt. "Det var et af de pænere kælenavne du valgte at bruge." Dermed hentydende til at det bestemt ikke var første gang, at han var blevet kaldt idiot. Han forventede næsten at få noget meget værre tilbage, måske endda en større reaktion også, end bare et hårdt skub. Jo, Jaris var endt på jorden, men han regnede med et slag.

Latteren var ved at aftage, som Jaris kom op at sidde, stadig med blikket rettet mod den utilfredse mand. Han sad kort og overvejede, hvordan han skulle starte en forklaring på hans opførsel med kvinden. "Sandheden er..." Startede han, tydeligvis med et udtryk i ansigtet der viste, at han ikke anede hvor fanden han skulle skubbe den start hen. ".. At..." Han kæmpede stadig, men han forsøgte at trække tiden så langt ud som muligt, bare for at få lidt ekstra tid til at tænke. Hvis han fortalte sandheden, kunne han ende med et lille stykke tid i arresten og det havde han ikke tid til. Løj han, ville der ikke gå længe, før han ville blive afsløret alligevel, for han var elendig til at lyve. Han tog en dyb indånding. ".. Hun var flygtet fra sit hjem, hvor hun ikke altid blev behandlet specielt godt. Jeg vil bare passe på hende," endte han med at sige. Det var teknisk set ikke løgn, men heller ikke den direkte sandhed. Det var jo aldrig Jaris, der havde gjort direkte skade på hende, men de mænd han havde fået hende til at være i selskab med.

Jonah følte sig mest af alt lidt forvirret lige nu, som om han battlede sit retfærdighedsgen i mod det gen i ham som bare var en rebel der kun gik op i druk og sjov, som om han havde glemt alt fornuft.
Han vidste at han ikke var en god fyr inderst inde, det var ihvertfald sådan han havde det med sig selv, som om han godt vidste at han ikke var noget specielt. Han følte at han var skyld i han havde mistet dem han havde elsket og alt virkede bare så dumt og latterligt lige nu.
Han sukkede som han prøvede at komme ud af sine egne tanker og kiggede så i mod fyren.

"Sidst jeg tjekkede passer man ikke rigtigt på kvinder ved at tvinge dem" sagde han og lagde armene over kors, imens han afventede en smule. Han vidste ikke helt hvordan han skulle. Han var ikke en fyr der lagde super meget i sig selv, han var ikke så stabil som han havde været engang men en del af ham var alligevel glad for at hans dag gik med et eller andet.

"Men jeg tror altså ikke at din lille dame vil giftes, hvis jeg har kigget rigtigt så er hun vidst lige stukket af" sagde han i et smil og pegede i den retning der var blevet løbet.

Han sukkede roligt for sig selv, og kiggede i mod den unge fyr, han anede ikke helt hvad han skulle stille op: "Men jeg tænker alligevel at du slipper med en advarsel" sagde han.
Han måtte ikke slå først, aldrig. Han måtte kun forsvare sig, men han var nok lidt ligeglad, han vidste ikke helt hvad han havde tænkt sig, egentligt ville han jo bare gerne dø, og måske hun ville straffe ham med døden hvis han ikke opførte sig ordenligt?
"En invitation? Du er sindsyg" sagde han.

Det store smil i morskab ændrede sig stille og roligt, til et lettere skummelt smil, som om Jaris havde ting at skjule. ”Sidst jeg tjekkede, har kvinder, der arbejder for mig, ikke ret til at sige mig imod,” kommenterede han, dermed afslørende at han ikke ligefrem havde gang i hvad man ville kalde normalt arbejde. For Jaris betød det også, at han mere eller mindre havde ret til at tvinge dem til hvad som helst. Det var trods alt ham der sørgede for daglige måltid og tag over deres hoveder. Der var ingen skjulte bagtanker bag smilet, mere tilfredsheden over at have den form for kontrol over sine ansatte. Han havde heller intet at skjule. Hvad der foregik på hans bordel, var jo ikke ulovligt, selvom mange havde en mening om, at det burde være.

Jaris kom endelig på benene igen, nu havde han vist siddet på den kolde jord længe nok. Han skævede kort i samme retning der blev peget, før han fik et næsten misfornøjet udtryk i ansigtet. ”Jeg går ikke ind for giftermål.” Han væmmedes næsten helt ved tanken. Den form for forpligtelse til en anden, var tæt på frastødende. ”Jeg fokuserer mere på… Lysten. Du ved…” Sagde han, som udtrykket i hans ansigt straks skiftede, til lettere perverst. ”Det behov enhver mand har, som du ikke lader til at få opfyldt ret ofte,” fortsatte han i en let latter, som hans blik langsomt gled ned over den fremmedes krop. Ikke at han overhovedet kunne vide det, men talentet for at tale før man tænker, var et af de største hos Jaris.

Blikket blev hurtigt rettet op igen i et let nik. At undgå en tur ind til byen og muligvis et par nætter i arresten, ville han selvfølgelig aldrig brokke sig over, for det havde han jo slet ikke tid til. Alligevel hvilede der en snert af et skuffet blik i de orange øjne. ”En advarsel…” Gentog han, med endnu et svagt nik, før han trådte et skridt tættere på den fremmede igen. Nærkontakt havde vist sig ikke at være den bedste idé, men Jaris var dum nok til ikke at tage ved lære af det første skub. ”Og her håbede jeg sådan på, at blive straffet, lige her,” lød det hviskende fra ham, som han lænede sig lidt længere ind mod ham. Måske det var en mindre god idé at prikke sådan til en, han stadig ikke var helt sikker på om var byvagt, men havde en stærk fornemmelse, men hellere bruge sin tid på det, end at skulle gå hjem. Alene. Han fnøs i morskab over konstateringen om, at han var sindssyg, men kommenterede det ikke. Han kunne ikke rigtig sige ham imod, for det var vel sandt.

//Inaktiv