En af de små bare
Kl. 01.30

Jonah havde fået fri allerede lidt i ti, han var gået hjem, havde vasket sig og lagt sig i den lille halmseng. Han kunne ikke sove, tankerne bevægede sig med hundrede af kilometer i timen og han kunne mærke hvordan mørket langsomt var begyndt at snige sig ind på ham. Det skete alt for ofte, og han vidste endnu ikke hvordan han skulle håndterer verden.
Når tankerne blev for mange, når han indre dæmoner kom frem i hans sind, søgte han gamle vaner. Alkohol og andre ting der kunne påvirke ham, det var alt han havde brug for, sådan kunne han bedst få dagen til at hænge sammen.

Jonah havde da få venner, men han havde ikke ligefrem en ton af venner han kunne gå til og støtte sig ved. Han havde nok bare brug for at få tankerne andre steder hen og det hjalp ham når han ikke behøvede at være sig selv. Jonah var lige nu på sin anden øl, så det var jo ikke ligefrem fordi han var fuldkommen væk på alkohol, men han kunne få lov at sidde i et hjørne af kroen.
Helt nede i enden, alene, han kunne høre andre gæster men sansede dem nærmest ikke, han kiggede blot ned i bordet imens de mørke øjne hele tiden bevægede sig som læste han direkte fra linjerne i bordet. Men der var intet, kun alt hvad han tænkte som han forsøgte at stoppe og drukne.

Jonah havde ikke haft nogen lette år, han havde engang troet at selvmord ville være vejen. Ingen Gud ville vel redde en mand der selv ønskede at dø?
Men pludseligt mange år efter hans død var han kommet tilbage til Krystallandet, og han var nu fanget et sted han ikke ønskede at være. Kunne han tage sit liv igen havde han gjort det, men desværre virkede det ikke som en af de muligheder Isari gav når hun satte en mand tilbage til livet.

James havde været i byen længe. Han havde søgt efter svar på sin forbandelse han havde fået, men det var endnu ikke lykkes ham at finde nogle svar. Der var ingen svar til denne varulveforbandelse og han skulle finde sig i det, men det skete ikke. Det var for meget at tænke over og svarene i hans hoved lå lige rundt om hjørnet om man ønskede det eller ej. Han havde været i det nærmeste healerhus det meste af dagen for at afsøge sine muligheder for forbandelsen. Men der havde ikke været noget svar. Der havde ikke engang været noget svar på hvordan og hvorledes man kunne slippe for forbandelsen. Han sukkede som han bevægede sig rundt i gaderne. Hans humør var ikke på toppen og han anede ikke hvad han skulle stille op. Folk var allerede gået i seng eller var på vej ud i byen. Han vendte blikket op imod himlen det var skyfrit og månen stod højt på himlen. Det var endnu ikke fuldmåne, hvilket han var taknemlig for. Ellers havde han slet ikke været en del af byen lige nu.

Han bevægede sig ind på den nærmeste kro og roede lidt rundt i sin bukselomme for at finde ud af hvor mange genstande han kunne tillade sig at købe. Han kunne da købe lidt.
Varmen fra kroen ramte ham i hovedet og det betød bare at det var dejligt at være her frem for udenfor. Han kunne måske bestille et værelse når han nu var i gang med at være her? Nej verden var stor og han kunne lige så godt spare sine krystaller så meget han nu kunne. Han vendte blikket lidt rundt for at se om der var nogen han kendte, lige nu kunne han ikke se nogen så han bevægede sig helt op til kroens bar og bestilte en øl. Det var da en start på aften, eller natten var det jo. Det var jo ikke fordi han skulle op til noget dagen efter. Der var jo ikke noget arbejde til ham lige forløbig så hvorfor ikke bare nyde de få krystaller han havde? Han lagde hovedet lidt på skrå og vendte sig om for at kigge rundt, måske der var et bord ledigt et eller andet sted i stedet for at stå her i baren?

Det var ikke altid let at have en mørk side, og til tider følte Jonah sig mere eller mindre skør. Han var ikke altid en mand af mange ord, men han havde faktisk en ganske venlig sjæl når hans mørke side ikke havde overvundet ham.
Måske det også var derfor han søgte dette område, fordi at han havde brug for et sted hvor han matchede stemningen. Han havde ikke lyst til at sidde midt på markedspladsen og se skide sur ud.
For sandheden var jo at Jonah ikke var sur og ej heller rigtigt forstod at snakke med nogen, han havde bare brug for at huske sig selv på at der var mere i livet end lige nu.
Ikke at man kunne sige at han kunne gøre så meget ved det, selv hvis han ikke ønskede at leve mere.

Det var ikke fordi at Jonah ligefrem ønskede at snakke med nogen denne aften, faktisk så vandrede tankerne altid tilbage til Debora, hans elskede tvillingesøster som han ville betale alt for at se bare en enkelt gang eller om ikke andet få svar på hvad der var sket med hende.
Han ønskede for hende at hun fik en mand, fik et langt liv og nogen børn. Levede lykkeligt og døde som en gammel kone. Han håbede sådan, og han vidste snart ikke om han turde få sandheden at vide.

Han kiggede kort op, som han fik øje på en velkendt skikkelse. I et langt øjeblik sagde han ingenting, som tænkte hans hjerne langsomt og som var han blokeret for ord.
Hvad skulle han overhovedet sige? Pludseligt virkede "Goddag" bare så ufatteligt overfaldisk.
"Jamen dog... James Lavaron" sagde han i en rolig stemme og lod et skævt smil komme frem på hans læber som han langsomt lænede sig tilbage på stolen og lod de mørke øjne falde i mod den unge mand.

James blev faktisk noget overrasket over hele hans navn blev sagt. Han vendte sig imod stemmen og bevægede sig der ned af. Han kunne ikke se hvem det var lige med det samme men lige pludselig kom det til ham. "Jonah Madeline" kom det fra ham da han kom der ned. Han satte sig ned foran ham uden overhovedet at spørge om det var okey at sætte sig ned. Han lænede sig lidt frem og tog kruset i den en hånd. Han satte kruset for munden og tog en slurk af det inden han satte kruset ned igen. Hans blik gik lidt frem og tilbage imellem menneskerne der sad inde på kroen for til sidst at falde på Jonah. "Hvad bringer dig her ind? Lidt druk igen?" spurgte han og kiggede ned på kruset som Jonah sad med. Det kunne godt være at det bare var en druktur, men kendte James Jonah nok til at det ikke bare var en druk tur? Måske havde Jonah ændret sig lidt på de år de ikke havde set hinanden? Man kunne aldrig vide...

Han bed sig lidt i underlæben og vendte blikket lidt rundt for at se på menneskerne igen for til sidst at lande på Jonah. Det kunne jo være at der skulle noget andet til for at få hans tanker et andet sted. Måske det var på tide at tale om gamle dage, eller måske skulle de bare snakke for at snakke?

Jonah var altid frisk på en god snak, en øl - en rolig aften. Især når han forsøgte at slippe væk fra sit mørke sind, så var der intet bedre end når nogen kom og forstyrrede ham.
Jonah kunne jo sagtens sidde og klynke over hvor hårdt et liv han havde - eller havde haft. Men han vidste at alle folk havde deres at slås med og der var jo nærmest ikke et væsen på denne jord der ikke havde problemer på den ene eller den anden måde. De havde alle deres ting at slås med og Jonah vidste at når han bare fandt ud af hvad der var sket med Debora, så kunne han bedre fokuserer på de ting som Isari måske ønskede han gjorde med sit nye liv.

Han havde ikke mange venner, han brugte meget tid på sit arbejde og han brugte meget tid på at mærke sig selv, nok fordi han ikke helt kunne finde ud af hvad han egentligt mærkede eller hvordan han havde det i sig selv.
"Det er godt nok længe siden du gamle" sagde Jonah og lænede sig tilbage på træstolen hvilket fik den til at knirke. Jonah tog en tår mere af sin øl.
Han var ikke fuld, hen var højest en smule beruset. Generelt så var det ikke fordi han ønskede at kravle hele vejen hjem, men det var da sket fra tid til anden når nætterne havde været rigtigt slemme.

"Ja lidt druk kan man vel altid finde vej til, efter en lang dag på arbejde... hvad bringer dig herned?" spurgte Jonah. Han delte ikke sine inderste tanker med nogen.
Han var en meget privat mand og han havde levet i ensomhed i mange år, men det var efterhånden næsten umuligt at bo i dette land uden at kende nogen. Egentligt var Jonah også ganske social, han kunne bare ikke holde til at komme tæt på nogen længere.

Alle havde deres at slås med det kunne James kun skrive under på. Ikke nok med at han var blevet varulv, så havde han også ødelagt et menneskes liv. Corrine havde været så uskyldig at det gjorde helt ondt på ham at tænke på hende. Han havde ødelagt hende ved en eliksir der ikke var meningen, men hun var da blevet normal. Eller sådan nogen lunde normal igen. Hun havde dog fået vinger og lignede en fugl nu. Hvilket havde været en bivirkning på eliksiren. Han bed sig lidt i læben som han kiggede på Jonah med et mindre trist udstyk i hovedet. Han blinkede dog nogle gange med øjne for at komme til sig selv. Han tog en tår af sin øl og rettede blikket ned imod bordet.

Han nikkede lidt til Jonah's svar og kiggede lidt rundt for at se om der var andre han kunne genkende, men det var der ikke. Hans blik gik derfor tilbage på Jonah og sendte ham et smil. "Tja hvad er det nu. et par år eller mere?" han var faktisk ikke sikker på hvor lang tid siden det var de havde set hinanden sidst. Måske Jonah kendte svaret på det? Det var jo ikke lige frem fordi han selv havde styr på noget som helst lige i øjeblikket.

Et grin kom over hans læber og han kunne faktisk kun give Jonah ret, ikke at James havde ret meget arbejde at tage sig til. Dog var der arbejde en gang i mellem og det tog han da glædeligt imod. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede lidt på Jonah. "Så det er lidt for mange fyraftens øl huh?" kom det fra ham med et mindre grin på læben. Han kendte det godt, men det var ikke altid så smart at fylde i hovedet når man skulle noget dagen efter.

Jonah talte ikke med folk, og man kunne jo nok debatterer om det gjorde ham bedre eller værre. Han vidste jo godt at de kloge sagde han skulle snakke med folk, men det var rart svært når man ikke havde lyst.
Folk skulle jo ikke belemres med de problemer han kæmpede med og desuden så kunne det jo være folk ville ende med at bruge det i mod ham. Han var ikke interesseret i at komme i ballade med nogen, og han var endnu mindre interesseret i at folk skulle komme tæt på livet af ham så de kunne bruge det i mod ham.

"Ja det er jo nærmest ikke til at holde styr på, tiden og livet løber jo afsted" sagde Jonah i et skævt smil og forsøgte at slå alle de negative tanker væk.
Det var ikke altid så let sagt som gjort, men når der var andre mennesker i nærheden så havde han lidt lettere ved at være sig selv og glemme noget af alt det han bøvlede med.

"For mange? der er da ikke noget der hedder for mange øl! Men lige nu er jeg ganske fin.." sagde ha i et smil: "Du skal ikke lige have nogen med?" spurgte han.
Ingen tvivl om at JOnah godt kunne bruge lidt selskab, sidde og snakke om gamle dage - ja og nye dage da også, og måske bare få en god sludder så han kunne glemme lidt af verden.
Desuden så havde han jo arbejde igen i morgen, hvilket var fint. Så havde han da i det mindste noget at tage sig til.

Hvorfor skulle man også altid tale med folk om ens problemer? James gjorde det aldrig selv og han forventede bestemt heller ikke at andre gjorde det. Han lagde hovedet lidt på skrå og tænkte videre. Hvad var der med ham og altid have problemer? Han havde næsten kun rodet sig ind i problemer det sidste halve til hele år. Det var der ikke noget nyt i. Han vendte blikket lidt ned imod sit krus og tog en tår af øllen.

"Det gør den, mere end du aner." det sidste sagde han mere stille men stadig til at Jonah kunne høre det. Det var jo ikke fordi han ikke ville snakke om det, men var der nogen grund til at snakke om det? Han rystede lidt på hovedet af sig selv og drejede kruset lidt rundt på bordet så noget af øllen blev spildt. Han gjorde dog ikke noget videre ved det, han var egentlig ret lige glad. Han var faktisk begyndt at være lige glad med ret med efterhånden. Hvorfor tage sig af så mange ting, det skabte jo kun flere problemer end hvad godt var.

James løftede det ene øjenbryn og kiggede på Jonah, der var for mange øl og det vidste Jonah godt, spørgsmålet var vel bare om han havde glemt hvad det ville sige? "Og den vil du have jeg skal tro på?" spurgte han og kiggede lidt på ham. Han vendte blikket ned imod sit krus og så op på Jonah da han spurgte om han skulle have noget med. Han rystede lidt på hovedet som svar og sagde. "Jeg har endnu ellers tak" han sendte Jonah et smil. Han var stadig en pæn mand og det havde James egentlig altid synes men der lå ikke mere i det end det. Eller gjorde der? Han var ikke sikker men han var ikke sikker på ret meget lige i øjeblikket.

Jonah kom med et tørt grin, han vidste godt at han ikke altid var den store positive festabe, faktisk så følte han at han levede i en depressiv tilstand det meste af tiden, men altså en øl og et sødt smil fra en tøs kunne jo altid få ham i bedre humør, og trods alt så var aftenen jo altså ikke slut endnu.
"Åh jeg aner det skam, livet siver ud imellem mine hænder som var det sand jeg prøvede at holde på" sagde han i et grin, det var jo fint at lave jokes om livet når man nu åbenbart ikke kunne få lov til at slippe for det alligevel. Jonah syntes han havde pint sig selv rigeligt i dette her liv, men han kunne skam godt fornemme at Gudinderne havde andre planer for ham, også kunne man jo ikke stille andet op end at følge dem.

"Kom nu, en enkelt lille øl. Så kan vi sidde her og snakke lidt... Lade som om vi er bedste venner... Jeg skal da også lige høre hvordan det går dig, arbejde og det hele?" sagde Jonah.
Okay han havde måske allerede fået en øl eller to for meget, men han havde ikke brug for mere end at komme i godt humør, og lige nu var han glad for at bruge tiden med en ven.
Jonah måtte jo nok indrømme han ikke havde ret mange venner, men det var jo nok især fordi han faktisk ikke rigtigt brød sig om mennesker, siden hans elskede ikke længere levede, så var det bare gået rigtigt ned af bakke for ham.

James kunne ikke lade vær med at smile til Jonah han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede ned i sit krus som han tog en tår af. Der var ikke noget bedre end at sidde her og drikke lidt, måske han kunne komme på andre tanker og blive lidt glad bare for et øjeblik. Han vendte blikket ned imod bordet og et suk kom frem på hans læber. ”Ja hvis bare det var så nemt som at holde på noget sand. Livet er dog meget mere skrøbeligt, og kan blive ødelagt på ingen tid.” han vendte sig lidt bort fra Jonah og endnu et suk undslap hans læber.

Jonah pressede på og det var måske en god ting at gøre en gang i mellem. ”Så skidt da, men jeg fortæller kun noget hvis du for en gangs skyld åbner munden også.” han sendte ham et smil og vidste ikke helt om det ville komme på tale, men gjorde det så kunne han for en gangs skyld for lidt mere at vide omkring Jonah. Måske hvad han gik og fortog sig i øjeblikket, ud over at være en drukkenbolt. Han trak dog lidt på skuldrende og tyggede lidt videre på Jonah's ord. Det kunne nu være meget rart at have en bedste ven for engang skyld. En som han kunne fortælle alt til, en som ikke ville bakke væk hvis det kom så vidt.

//Inaktivt//