James var vågnet tidligt om morgen, han havde faktisk sovet nogen lunde, det var længe siden han havde sovet i noget blødt. Det var længe siden han overhovedet ikke havde skulle vende sig rundt for at holde øje med hvad der skete omkring ham.
Han sad uden for og kiggede ud over landskabet der nu var. Han smilte lidt for sig selv.

Familien havde været så sød ved ham, og de havde været så venlige at han slet ikke havde kunne stå for det. Han ville give noget igen om det så var gratis arbejdskræft! Han vidste at han ville gøre et eller andet spørgsmålet var bare hvad det var de ville have. James ville give noget igen lige meget hvad der så skete. Han foldede sine hænder og kiggede lidt ned på dem, han funderede lidt over hvad han skulle gøre for at være taknemlig for deres venlighed. Han smilte lidt for sig selv og kiggede lidt rundt.

Hans venlige smil kom frem på læben og han kiggede lidt omkring. Hvad skulle dagen så bruges på i dag? Skulle de tage til lægehuset for at finde bøger, eller skulle de finde på noget andet. Og med de mente han selvfølgelige Mira og ham. Altså hun var jo helt klart bevidst på at de skulle hjælpe hinanden og hun ville helt klart gerne hjælpe ham. Det var bare spørgsmålet om hvor langt de skulle gå for at finde en kur mod denne forbandelse. Han var dog ikke sikker på at der var nogen kur mod det. Måske var det bare sådan han skulle leve resten af sit liv, måske var det sådan her hans liv bare havde udformet sig.

Hans sad med solen mod sig og nød solens varme stråler falde ned på hans hud. Han nød at have en solens stråler imod sig, måske var det sidste gang han kunne nyde det. Han anede jo ikke om ham kunne tåle solen når nu han ville blive varulv. Han anede jo faktisk ingen ting.

Mira var som sædvanlig den sidste der var oppe. Hendes far tog nybagte boller ud af ovnen i det hun og Ull kom ud af værelset. Der var snart ikke mere i huset som Ull kunne vælte og ødelægge men det forhindrede ham ikke i at vælte en stol da han forsøgte at komme omkring spisebordet for at gå ud og besørge. Mira samlede den op uden at tænke mere over det og kikkede ind i stuen – til sin store overraskelse så hun ikke James på sofaen som hun havde forventet. ”Far hvor..” Hun nåede ikke længere før hendes far gav hende fire varme boller i hånden og pegede ud af vinduet. ”Uden for, men før du går – kan du nå omkring landsbyen og få fat i noget salt?” Mira nikkede og kyssede sin far på kinden før hun gik ud.

”God morgen” Hilste hun muntert før hun satte sig ned ved siden af James og rakte ham to boller. ”Sovet godt?” Spurgte hun nysgerrigt og Ull kom og lagde sig foran dem i solen. Han gabte dovent og strakte sig, lignede ikke specielt en der var færdig med at sove. ”Far vil gerne vi tager noget salt med hjem fra byen, men hvis vi alligevel skulle omkring healer huset så er det jo meget passende” Sagde hun før hun bed sammen om en af bollerne og dermed forhindrede sig selv i at sige mere.

James havde egentlig ikke opdaget at folket var vågnet, han kunne selvfølgelig lugte bollerne så nogen var jo vågen i huset, men om det var Mira eller hendes far var ikke til at vide. Han kiggede lidt rundt for at se hvad det var der blev væltet. Det kom fra huset så det måtte vel have været Ull der var vågnet. Han smilte dog da Ull kom gående ud og fik besørget sig. Han var stadig fascineret over Ull og den måde Ull var på. Så velopdragen men alligevel så tæt på Mira som det var muligt. Han kunne ikke andet end at smile for sig selv.
Han fik dog et mindre chok og hoppede lidt hvor han sad da Mira snakkede. Hans Audiokinse havde han ikke helt sat op til ørerne og han havde derfor ikke hørt Mira komme gående. Han vendte dog blikket op imod hende og smilte. "Godmorgen" han kiggede lidt på Ull og nikkede så til hendes næste kommentar. Han ville nødig være helt ærlig over for hende, når hun nu havde været så venlig. Dog kunne han ikke holde sig i skindet og sagde. "Eller jeg mener, jeg har da sovet nogenlunde. Det har været helt mærkeligt at sove blødt for en gangs skyld." kom det fra ham og rejste sig op. Han strakte sig i et kort øjeblik og knækkede derefter nakken. Hun virkede stadig træt, måske de skulle vente med at gå hvis det var? Men det var jo helt op til hende, han ville nødig presse på. "Det kan vi nok finde ud af mun ikke?" spurgte han lidt dumt og smilte fortsat til hende. Han vendte blikket mod Ull som havde lagt sig. Der var vidst ikke nogen af dem der var rigtig vågen endnu.

Hun nikkede da han talte og tyggede hurtigt den mundfuld hun havde i munden så hun kunne svare. ”Hvor har du ellers sovet?” Spurgte hun nysgerrigt. Selvom at han rejste sig forblev hun siddende mens at hun spiste sine boller. Hun gned sit ene øje da en af de rødbrune lokker fløj ind i det.

”Så… Hvad er din plan?” spurgte hun og så op på ham. Hun ville gerne vide om han havde besluttet noget over natten, det kunne være han egentlig havde droppet alle ideer om at finde en løsning, det kunne også være at han var nået frem til en eller anden løsning selv.

Da hun var færdig med at spise, børstede hun hænderne af for krummer og kom på benene. Da hun var oppe at stå børstede hun krummer af det af brystet hun kunne og så på ham. ”Vil du direkte til landsbyen og healer huset?” Spurgte hun der på og smilede bredt til ham.

Han kunne ikke lade vær med at smile, dog forsvandt smilet hurtigt fra hans læber da hun spurgte hvor han ellers havde sovet. Skulle han indrømme det eller skulle han lade vær? Han bed sig lidt i læben og kiggede væk fra hende. Han studerede Ull lidt inden han drejede hovedet over imod hende og så op på himlen hvor et suk undslap hans læber. "Sådan lidt rundt omkring, mest under åben himmel, ellers så lader eller der hvor jeg har kunne få husly. Hvilket ikke er så tit." han vendte bedrøvet blikket hen imod hende for at se hendes reaktion og bed sig i læben igen. Hvad skulle han sige til det? Det var jo sandheden og sandheden måtte frem når hun var så venlig imod ham. Han ville nødig lyve, det lå jo heller ikke rigtig til ham at lyve på den måde. Sandheden skulle frem og det kom man jo længst med, sådan tænkte han i hvert fald!

"Min plan?" han kiggede endelig på hende igen og bed sig fortsat i læben. Han tænkte sig lidt om, hvad mente hun egentlig? Nå ja hans plan om hvad de skulle! Ja hvad skulle de egentlig? Han havde været så træt i går at han faktisk ikke havde tænkt over hvad det var de skulle. Skulle de tage til healer huset og se på nogen bøger? Eller skulle de bare tage til byen for at shoppe lidt? Han vidste det faktisk ikke helt præcist. Han rystede lidt på hovedet. "Min plan er som den var i går." han ville hellere end gerne have hjælp, også selvom han ikke var så glad for at tage imod den. Han kiggede lidt på hende og sendte et smil.

"Lad os bare komme afsted, altså hvis du er klar?" kom det roligt fra ham og kiggede lidt på hende og så op imod himlen. Han puttede sine hænder i sine lommer og fastholdte sit blik på himlen som havde så godt vejr. Han lod sine øjen flakker rundt på himlen inden han vendte blikket mod Mira. "Du skal ikke presses hvis du ikke vil hjælpe." han vidst at det var et dumt spørgsmål, selvfølgelig ville hun hjælpe! Det var bare ham der ikke kunne tage imod den.

Hun stod lidt og så på ham og trak så på skuldrene. ”Okay, så var det vel en rar forandring” Sagde hun og smilede bredt til ham før hun så mod Ull og klappede på hoften for at få ham til at komme. Han luntede hen til hende og lagde snuden på hendes skulder og slikkede hende i øret. Hun grinede og gav ham et kram. Da James svarede på hendes spørgsmål om en plan vendte hun blikket mod ham igen.
Hun nikkede ved hans kommentar og så lidt frem for sig. ”Vi tager det når vi kommer til byen så” Medgav hun og smilede muntert.

Hun så lidt på Ull og lignede en der havde en mental samtale med ham – det var dog ikke tilfældet. Hun funderede bare over om hun skulle have noget med til ham og Ull forsøgte at finde ud af hvad der skulle ske. ”Nah det går nok” Sagde hun og greb en kæde fra døren og lagde den om nakken, så hun kunne altid tøjre ham hvis det blev nødvendigt. Hun vendte blikket mod James igen ”Ja lad os gå” Svarede hun med et friskt smil.

Hun var begyndt at gå da hun hørte James sidste kommentar, hun stoppede og vendte hovedet mod ham med et mildt smil på læben. ”Jeg vil gerne hjælpe – ingen bør være alene i en situation som din” Svarede hun. Hun så mod Ull der var luntet videre ned af vejen og hun satte i gang igen for at indhente ham.

James kiggede lidt på Mira og sendte hende et smil. Han nikkede kort tid efter. "Jeg kan kun give dig ret. det var helt underligt samtidig." et lille grin kom frem på hans læber og kiggede på hende og så på Ull som var kommet over til Mira. Han kunne ikke lade vær med at smile over dyret. Så velopdraget, og så rolig. Han var stadig fascineret af dyret og den måde de havde en kontakt på, det var helt utroligt. Gad vide om han nogen sinde ville få en kontakt til et andet menneske på den måde? Hvem vidste, Han var jo 35 så det var ikke engang sikkert at han kunne holde sig til at være kontakt med nogen på den måde.
"Ja lad os det" han nikkede lidt igen som forståelse for at de tog det som det kom. Man kunne jo aldrig vide hvad der ville ske når de engang kom til byen

James fulgte hendes gå gang hen til døren for at tage en kæde. Det var næsten synd at skulle spænde Ull fast til et sted mens de gik rundt i byen. Var han ikke opdraget nok til den slags. Eller var det bare for en sikkerheds skyld? Det måtte tiden jo vise. Han kiggede lidt på Ull som tydeligvis havde alt sin opmærksomhed på Mira. Han kunne ikke andet end at smile. Han strakte sig kort og lukkede øjne som de bevægede sig op imod solen for at mærke varmen i hele kroppen.
Han kom lidt til sig selv og nikkede så. "Ja jeg er klar" kom det roligt fra ham og smilte lidt.

Han fulgte efter Mira og kom op på siden af hende inden han sagde. "Du skal have så evig tak, på alle måder. Jeg vil personligt hjælpe med alt du og din familie har brug for. Bare sig til og jeg skal nok være der." han kiggede lidt på hende med et smil. Han mente hvad han sagde. Om det så var gratis arbejdskræft for at afhjælpe dem så ville han hellere end gerne gøre det.

Mira grinede lidt ved hans kommentar og nikkede. Hun kunne forstille sig at det var rart ikke at sove på jorden, og det gjorde hende glad at han havde haft en god oplevelse, selvom at det havde været underligt. Skørterne omkring Mira hvirvlede en del støv op på den lange landevej og Ull gik fra grøft til grøft med snuden i jorden. Den enorme ulv forlod sjældent Miras blik men hun fornemmede tydeligt hans ro og var derfor selv meget tilpas.

”Min familie kan altid bruge hjælp – som du kan se er vi ikke den største familie, og det er hårdt at få det hele til at køre rundt” Svarede hun tænksomt og vendte blikket mod ham med et skævt smil. ”Men du er ikke forpligtet til noget endnu.. Først skal vi finde ud af hvad der skal ske – og hvad du vil. Hvis du vil blive, så skal du nok hjælpe til med at tjene til føden. Hjælpe til på gården og sådan. Men så længe du bare er gæst skal du ikke gøre noget stort ud af det” Hun sendte ham et stort grin og vendte instinktivt blikket mod Ull da han stoppede op. Han havde færden af noget, hun kunne mærke de primale jagt instinkter og rømmede sig kort. Ull sendte hende et blik og forsatte så ned af vejen.

”Så.. Hvad vil du helst? Hvad gør vi hvis der ikke er en kur? Hvis healer huset ikke har et svar?” Hun så mod ham med hævede øjenbryn. De måtte tænke praktisk, det var farligt at have en forvandlet Varulv fri på en så lille gård. Skulle de til at grave en kælder ud, skulle de finde ud af om arresten havde en celle af sølv? Hun havde mange gode ideer men hun ville ikke fratage James hans frihed – så længe hans frihed ikke betød hendes families endeligt. 



//Min krea syntes ikke det var sjovt at lege - beklager ventetiden!

Alt ting kunne være underligt, det handlede vel egentlig bare om hvad man gjorde det til. Dog havde han det fint nok sådan som han havde det. Eller sådan næsten han var jo blevet bidt og han håbede at der var en kur. Selvom han tvivlede på det. Dog kunne man altid lade tvivlen komme en til gode som man sagde.

James ansigt lyste op da hun sagde de godt kunne bruge hjælp. ”Det vil virkeligt være mig en ære at hjælpe jer, når du nu hjælper mig. han vendte blikket imod hende og deres øjne mødtes, hendes skæve smil gjorde ham dog lidt bekymret for hvad der nu skulle ske. Dog fik han svaret kort tid efter. Et grin kom frem på hans læber og han vendte blikket lige frem imod landevejen. Han stoppede med at grine og han nikkede lidt for sig selv. ”Du har ganske ret, men når alt kommer til alt vil jeg ikke være en gæst mere. Jeg vil være en hjælpende hånd med det der nu skal gøres. Jeg vil være der så længe i kan holde mig ud.” kom det roligt fra ham. Han var bestemt i det han sagde men det behøvede hun jo ikke at få af vide. Det handlede bare om at han mente hvad det var han sagde. Han blinkede nogle gange med øjne og kiggede på Ull der traskede frem og tilbage til grøften. Han havde nær fået et chok da Mira rømmede sig da han havde været lidt i sine egne tanker.

Hendes ord fik ham helt ud af sine tanker og han trak lidt opgivende på skuldrende. Hvad skulle han så stille op? Det var ikke til at vide. Det var vel bare et spørgsmål om tid ikke? Måske han så skulle flygte op i bjergene, eller måske fandt de ud af en løsning. Et suk kom frem på hans læber. ”Jeg ved det ikke rigtigt, de må jo have et eller anden form for svar på noget. Dog tvivler jeg på at der er et svar et sted.” endnu et suk kom frem på hans læber og han lagde sine hænder i lommerne på bukserne. Han vendte blikket ned imod landevejen og sparkede til en sten.

//Du skal ikke beklage, denne gang er det mig der beklager mit fraværd! //

Hun smilede bredt og nikkede ved hans ord. ”Jamen jeg er sikker på Far tager imod al hjælp han kan få med kyshånd” Svarede hun før hun rømmede sig. ”Dog er der lige problemet med hvad vi så gør når du er… forvandlet, hvis ikke der er en kur naturligvis” Forsatte hun og skævede mod ham.
”Har du selv nogle forslag? Hvor lang tid er der til næste fuldmåne, hvad kan vi nå at gøre?” Hun havde mange spørgsmål og lige så mange forslag. Men problemet kom i at hun ikke have nogen ide om hvor stærke varulve kunne blive – kun at de ikke kunne tåle sølv. Men hvis de skulle til at lave et midlertidigt bur, hvor meget sølv kunne de så få fat i? Kunne varulve mon bøje jernstænger? De kunne måske handle sig til bure – skønt Mira sitrede bare ved tanken om hvad de før havde været brugt til.

”Ull…” Sagde hun da ulven havde bevæget sig lidt for langt væk. Den vendte tilbage mod dem med et varsomt blik mod manden ved Miras side, og skubbede let til Miras kind med sin snude før den gik i hendes tempo. Mira overvejede hvad mulighederne kunne være, og hvad de havde råd til. Det nemmeste ville være hvis der bare var en kur – men hun var ikke sikker på at hun var helt så heldig.
Turen til byen var ikke den længste, 20 minutters rask gang før hun måtte bede ulven blive siddende uden for by kanten – hun undrede sig over hvorfor de ikke kunne lide at have ham i byen, han gjorde jo ikke nogle noget? Men det forstod by folket ikke.

//Bare Ok - håber begge vores kreas får det bedre :)

Han var glad for hendes ord og de varmede, så måtte han jo gøre sig fortjent til at arbejde på gården i noget tid. Man vidste jo aldrig med ham om hvor længe han blev et sted. Måske skulle han slå sig ned et sted, måske skulle han finde ud af at finde kærligheden. Hvor meget han så ikke forstod sig på kærlighed."Det må man håbe." kom det fra ham og kiggede ned i jorden. Han kløede sig lidt i nakken mens han gik og tænkte. Han var lidt i sine egne tanker da hun snakkede. Han rystede på hovedet for at komme lidt til sig selv. Han hørte måske halvdelen af det hun havde sagt, hvad var hele sætningen? Han rømmede sig lidt for at tænke sig om. Han var ikke sikker på det var det rigtige han svarede på. "Jeg ved det ikke." hun havde jo sagt noget med forvandling og kur så måske var det dét helt rigtige at sige. Han måtte til at høre bedre efter i stedet for at gå i sine egne tanker! Det var jo sådan set ikke med vilje men han døjede bare med at gå i sine egne tanker til tider.
Hendes ord fik ham til at komme ud af sine tanker igen og han blinkede nogle gange med øjne. "Hmm..." kom det fra ham og tænkte sig lidt om. Hvad kunne der gøres? Han var ikke sikker, måske et hvert bur ville gøre noget godt, eller var løsningen bare at flygte langt væk? Det eneste han kunne komme på var at flygte. "Flygte måske..." startede han og kiggede op imod solen, han dækkede for øjne et kort øjeblik og kiggede så ned i jorden igen. ".. Der er vel en halv måned tilbage, så det skal gå stærkt." han var usikker i sin stemme, for han var bestemt ikke sikker på noget som helst lige nu. Måske var muligheden at flygte ikke så langt væk?

Øjne faldt på Ull og hvordan han bevægede sig, ville han bevæge sig på den måde også hvis han overlevede første forvandling? Ville han overhovedet blive sig selv igen? Hvad nu hvis han ændrede sin personlighed? Nej han kunne ikke tænke sådan, men alligevel kom tankerne og det var ikke nemt at holde styr på. Der var så mange tanker og spørgsmål han ville have besvaret. Ville han nogen sinde se sin søster igen?
Turen til byen havde faktisk været hurtig i forhold til hvad han troede den ville være. Han stoppede op ved by grænsen og kiggede på byen. Så var det altså nu, nu måtte de finde ud af om der var en kur eller ej.. Et kort suk kom frem på hans læber og han bevægede sig videre ind imod byen.

Mira så frem for sig og bed tænderne let sammen. Hun kunne bestemt ikke lide hans svar men kunne heller ikke bebrejde ham for det han sagde. Det var altid nemmere at flygte fra tingene – Sådan havde de fleste det. Men hun ville altid forsøge at kæmpe for at gøre det rigtige.
Hun stoppede op uden for en bygning med et skilt der indikerede at det var healer huset. ”Nu spørger vi.. Om ikke andet må de kunne fortælle os hvor stærke varulve bliver og hvordan man kan…” Hun stoppede og slog blikket ned. Tanken om at spærre James inde var svær at håndtere for hende, også selvom at der kun var mens der var fuldmåne.
Hun fugtede sine læber og trak vejret dybt mens hun så på døren foran sig. Hvad hvis der ikke var en kur? Hvad hvis han ville kunne bøje jernstænger som kornstrå? Hvad skulle de så gøre? De havde ikke penge til at bygge et sølv bur. De havde ikke tid til at udgrave en hel kælder. Tankerne var lidt for voldsomme og hun tog beslutsomt fast i dørhåndtaget og åbnede døren.

En markant lugt af urter ramte hendes næsebor da hun gik ind i den lille hytte og en kvinde så op da hun kom ind. Mira stoppede og afventede at James kom ind før hun smilede til kvinden og skævede til James. ”Fertilitets behandling?” Spurgte kvinden og Mira rødmede som en tomat. ”Nej nej nej” sagde hun hastigt og grinede lidt tøset. ”Nej vi har nogle spørgsmål vedrørende min vens… situation” Sagde hun og så mod James som for at finde ud af om han selv ville spørge eller om hun skulle føre ordet. 

Frygten sad i James. Han var sikker på at han kunne overleve denne forbandelse. Men alligevel sad der en tanke i ham om at han ikke ville overleve, men ville det være så slemt? Så fik han da fred i livet, om end han så ikke havde set sin søster i lang tid. Gad vide hvad hun gik og fortog sig. Havde hun stadig en hersker? Eller var hun fri som fuglen? Måske han skulle opsøge hende igen? Dog vidste han ikke hvad han skulle få ud af det. Det havde taget ham lang tid at finde hende i det hele taget. Han var heller ikke sikker på det ville være en god ide. Hvad skulle han egentlig sige til hende hvis han fandt hende? Et suk kom frem på hans læber som han gik og tænkte. Det var Mira's ord der fik ham ud af sit tankemylder. Hun gjorde ikke sin sætning færdig. Var hun bekymret for et eller andet eller vidste hun bare ikke hvad hun skulle sige? Han var ikke sikker. I stedet bed han sig lidt i læben og kiggede ned imod jorden. "Ja lad os spørge" Han var ikke sikker på det var en god ide, han havde jo hørt historier om hvor vidt varulve blev jagtet, og nu ville han sikkert selv blive en af dem.

Den lille hytte lå meget godt her hvor den lå, og James trådte beslutsomt ind i hytten. Han kiggede lidt rundt og blev helt befippet da der blev spurgt om fertilitets behandling. Han blev selv rød i hovedet, mindst lige så rød som sit hår. Han kløede sig lidt i nakken og kiggede væk fra Mira. Det var jo slet ikke derfor de var her. Det var jo noget helt andet. Han turde dårligt nok kigge på Mira og kvinden. James kiggede endelig på kvinden i hytten og rømmede sig lidt. "Jo sagen er den at jeg gerne ville vide noget om varulve, er der en kur. Hvad kan de, hvad skal der ske med dem der er blevet bidt. Ja egentlig alt hvad der er at vide om varulve." han kiggede lidt væk fra kvinden, han turde ikke se hendes ansigt, tænk nu hvis hun jagede dem ud. Eller hvad nu hvis hun blev bange? Han var ikke sikker på hvad der skulle ske nu. Han bed sig lidt i læben igen og kiggede op fra jorden af og mødte et ansigt der ikke så begejstret ud. Så nu blev de jaget ud eller sådan noget, han var næsten sikker på det ville ske.

Mira så ned på sine hænder mens Jamens talte og hun tænkte over hvordan situationen ville blive. Hun var god af hjertet, og ønskede brændende at hjælpe ham så meget som hun kunne. Men ønskede hun at udsætte sin familie for faren? Hun var i tvivl men nu måtte hun se hvad healeren fortalte.
Healeren så lidt forvirret ud og så lidt fra James til Mira mens hun forsøgte at regne ud hvad meningen med alt dette var. Hun så også lidt skræmt ud men ikke mere end at hun godt kunne fortælle. Hun henviste også til en del bøger som de kunne læse men skønt at Mira kunne læse og skrive gik det alligevel langsomt at komme igennem en hel bog.
Da dette også gik op for healeren, begyndte hun at fortælle generelt, hvad der var opdaget og hvad der skete. Mira rømmede sig efter et par minutter og Healeren stoppede sin talestrøm. ”Kan man gøre noget for at… Uskadeliggøre dem, i den periode?” Spurgte hun og Healeren så ret sammenbidt ud.

”Der er forskellige måder at opnå det…” Sagde hun men var tydeligvis ikke meget for at diskutere det emne meget. Dog fik de vristet ud af hende hvor stærke varulve var, og det gav Mira håb. De kunne ikke bøje jernbarre som halmstrå eller bide dem synder og sammen. Basalt kunne hun regne ud at alt hvad Ull ikke kunne komme ud af, kunne en varulv heller ikke komme ud af. Men det gav dem også nogle udfordringer og hun mindede sig selv om at spørge James hvad han ville. Hun ville ikke spærre ham inde mod hans vilje, men hun ønskede også at hjælpe ham hvis han tillod hende.

James kunne udmærket godt forstå hvis Mira ikke ville udsætte nogen for fare. Han ønskede heller ikke selv at bringe nogen i fare. Det lå ikke til ham, nej det var nemmere at forsvinde langt væk, måske til nordlandet. Der var som regl øde, og hvis han gik nu kunne han da nå der op inden næste fuldmåne, hvis han overlevede forvandlingen.
Han vendte blikket hen imod Mira og så usikkert på hende, hvor meget ville hun gå igennem for at hjælpe et andet menneske hun ikke engang kendte? Et svagt smil kunne anes på hans læber, dog lod han blikket gå hen på den noget forvirret healer. Det var måske forkert af dem at være gået her ind, de kunne blive jagtet fra nu af, tænk hvis hendes familie mistede gården?! De mange bøger der stod på hylden fik James til at ryste på hovedet. Hvordan skulle han nogen sinde komme igennem alle de bøger uden det ville tage uger?! Han var virkelig dårlig til at læse, og han kunne slet ikke skrive. Sådan gik det jo med folk når de altid havde været alene i den store hvide verden. Han havde lært at klare sig selv, og det var der aldrig kommet noget godt ud af.
Mira's stemme fik ham lidt ud af sine tanker og han tog fat i en bog for at bladre i den. Hvordan stavede man til varulv, og hvordan så ordet ud? Egentlig lignede alle sider det samme volapyk som han ikke engang kunne stave. Han lukkede bogen i og satte den på plads. Måske var det bedst hvis Mira læste i bøgerne.

Da healeren endelig fik fortalt hvordan man kunne 'uskadeliggøre' en varulv var det som om en sten faldt fra hans hjerte. Så var der måske håb forude. Selvom han frygtede at de ville blive jagtet fra nu af og måtte forlade hus og hjem. Det ville alt sammen være på hans skuldre, noget han ikke ville kunne bære i længden. Nej han kunne ikke bære det. Der måtte ikke ske flere ting der ødelagde det for andre. Der var allerede hans søster og Corrine der havde ødelagt noget i ham. Hvis der så også skulle ske noget med Mira. Nej han ville ikke kunne bære det. ”Tak, vi siger det videre.” kom det fra ham til healeren og bevægede sig mod døren. Han ville nødig gøre noget uforudset der gjorde at Mira kom i problemer. Det var bedre at lyve sig til tingene frem for at forælle sandheden. Han åbnede døren og den rene duft ramte hans næseborer. Han havde været længe i healer huset, og han havde ikke helt kunne lide lugten. Han trådte udenfor og ventede på Mira. Hvad skulle der så ske nu?

Mira lyttede til Healeren og pillede nervøst ved det grove skørt på sin kjole mens kvinden talte. Mira takkede og de forlod Healerhuset igen i stilhed. Mira stod lidt og indåndede den friske luft der var en markant forandring fra healerhusets atmosfære. Hun tyggede tænksomt på sin underlæbe og nikkede mod stedet hvor de havde efterladt Ull, og begyndte at gå. Hun hadede at være forlangt væk fra Ulven i længere tid og gå turen der over gav hende mulighed for at tænke over hvad der skulle ske nu.

Da Ull endelig var i syne prydede et smil Miras fyldige læber og hun så mod James. ”Fik du noget ud af det?” Spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet end kende på sned mens hun betragtede ham. Hun havde mange spørgsmål, men det vigtigste af dem var også det mest presserende. ”Har du taget en beslutning? Vil du rejse eller.. vil du blive?” Spurgte hun langsomt og rakte hånden ud da Ull var inden for armslængde. Ull puffede til hendes hånd med snuden og gabte stort.

Han var langt fra sikker på at det var det rigtige at gøre dette her. Han havde ikke forstået noget som helst af det som healeren havde sagt. Han havde ikke engang fundet ud af om han skulle blive eller om han skulle rejse. Han anede ingen ting. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv.
Da Mira dukkede op ved siden af ham bevægede han sig sammen med hende i dyb stilhed. Han tænkte lidt over hvad han skulle sige, og hvad han havde fået af vide. Men der var intet der gav mening.

Da de endelig kunne se Ull havde James ikke engang lagt mærke til det, han havde været dybt begravet i sine tanker og af at kigge ned i jorden. "Åh. Næh... Gjorde du?" han var stadig ikke helt sikker på hvad der var blevet sagt, og om han forstod det hele var stadig uklart. De kunne ikke bryde jernbarer, men ville de jernbarer være stærke nok alligevel? Det ville de jo det havde healeren sagt, men alligevel kørte der en nervøsitet i ham om det virkelig kunne passe. "Jeg vil ikke ødelægge noget for jer. I har jeres liv. Men samtidig tænker jeg måske at vi kunne give det et forsøg i en periode, bare for at se hvordan det går?" det lød måske lidt kringlet, men han mente hvad han sagde.

//Da James dør om lidt, er emnet desværre ikke relevant mere. Sorry <3 //