Efter en alt for lang tur til fods, havde Hauru endelig været forbi sin hytte for at hente noget mere passende tøj. Det var åbenbart ikke set specielt godt på, når man som kvinde rendte rundt i bukser og ingen bluse. Nu havde hun fundet en af sine gamle hvide skjorter, som selvfølgelig var alt for stor. Den passede fint da hun var mand, men kroppen var blevet mindre og højden havde hun også mistet lidt af, så nu blev skjorten brugt som kjole. Inde under havde hun et par tætsiddende, meget korte sorte shorts på, som man ikke kunne se på grund af skjorten og hun havde taget en af sine gamle knive med, som sad i buksekanten. De alt for korte shorts havde hun haft liggende fra et af sine tidligere ofre. Det var da heldigt at hun var dårlig til at rydde op efter sig. Desværre havde hun ikke kunne finde nogle sko der passede, så hun gik stadig på barer tær.

Hauru havde forsøgt at få styr på det lange hvide hår, ved at sætte det op med bånd, men det var selvfølgelig ikke lykkedes hende, så det var fortsat løst. Hun havde brugt det meste af sin dag på at fjerne hår fra ansigtet, hvilket havde været ekstremt irriterende. Nu forstod hun da hvorfor mange kvinder var sure. Det var da frustrerende at fjerne hår fra ansigtet tyve gange på en dag. Som altid, havde dette været et af de steder hun altid havde nydt at være, fordi der var så stille. Det var ikke mange der vandrede rundt i disse skove, specielt ikke om natten. Det var heller ikke unormalt at finde hende siddende op af et træ, med bukkede ben og armene hvilende på knæene. Egentlig en lidt mandig måde at sidde på, men det havde nu heller aldrig været et talent for hende at samle benene, heller ikke som mand, så hun sad stadig på samme måde.

Koda var træt, heller ikke fysisk, men mere i sit sind. Alt havde blot været små irriterende hele natten. Først var hun blevet brændt af a en herre der ellers skulle købe en mindre statue Koda havde måtte næsten lade livet for. Derefter havde byvagterne været efter hende for at være ude om natten så hun måtte flygte ud af byen og komme langt væk, og den irriterende sult hun altid prøvede at skubbe til side og kun spise når det blev krævet voksede kun i hende.
Alt! Var bare imod hende her til aften, og Koda ville blot finde sig et ly for dagen til når den egnet kom, der måtte være en mordhule et sted i den her forbenede skov hun var endt ud i.
Koda var klædt i en mørk sommerkjole der gik ned til hendes knæ, og på armene havde hun et par sorte handsker der gik op til albuerne. Hendes hår var sat pænt op og man kunne tydeligt se hun havde gjort lidt ud af sig selv. Men det havde kun været for den aftale der så ikke var blevet til noget.

Koda var måske i frustration ikke helt opmærksom på sine omgivelser, og da hun gik ind i en gren der han lidt lav og fik en rift på kinden udbrød Koda højt og fusteret "Så fri mig dog!"
Nu måtte denne nat godt tag og slutte.

Det frustrerende udråd fra Koda, fik Hauru til at give et spjæt fra sig i forskrækkelse. Det var efterhånden blevet en vane at få et chok hver gang Koda kom i nærheden og hun gav sig med det samme til at snuse efter om Deavás var med. Det var han heldigvis ikke. Så kunne det måske være at hun kunne undgå at blive tortureret denne gang? Vent.. Koda vidste jo ikke hvad der var sket med Hauru. Det kunne da muligvis være en fordel.

Som Hauru vendte blikket mod Koda og så grunden til hendes udråb, kunne hun nu alligevel ikke lade være med at grine som hun fik rejst sig. De slags ting gik som regel ud over hende selv, så det var da rart endelig at se nogle andre gøre det.
"Gjorde det ondt?" Lo hun, som hun roligt bevægede sig tættere på hende. Det var mere end tydeligt at hun morede sig gevaldigt på Kodas bekostning, hvilket måske ikke var det bedste førstehåndsindtryk at give. Hvem hun var, havde hun ikke tænkt sig at afslører. Ikke medmindre hun mistede temperamentet ligesom hun gjorde over for Deavás.

Først skulle Koda loge fatte der var nogle, så skulle det lige ind og vende hvad der var blevet sagt som Koda rettede blikket imod kvindfplket der var kommet med en yderst hånlig kommentar. Gud lige hvad der manglede, et tøsebsrn der nød at se andre komme til skade. Det var slet ikke sådan et møde Koda var fejlet op til lige nu.
"Ja tak" mumlede Koda irriteret, men gik så blot videre. Hun magtede ikke selskab loge nu, og slet ikke når det var den type.
Hvad var der også med folkmkg skulle håne sig på andres belastninger, det var slet ikke venligt.
Koda ville blot bare gerne være i fred og havde ikke mere at sige til kvinden som helst blot gerne måtte forsvinde tilbage hvor hun var kommet fra. Desudennhvem brugte en herre skjorte som kjole? Kun billige skøer som lp i seng med alle de mødte, se sådan en havde Koda slet ikke tid til, hunnhavde bestemt nok med en enkelt af sådan en type i sit liv.

Hauru var efterhånden vant til at få nogle bestemte reaktioner fra Koda, lige så snart de stødte ind i hinanden, men det var selvfølgelig svært at få samme slags opmærksomhed når hun ikke anede hvem hun var. Det irriterede hende en smule, så i stedet for at lade hende være, satte hun farten op og flyttede sig ind foran hende med et drilsk blik i øjnene. Selvfølgelig lagde Hauru selv mærke til at Koda lige var et par centimeter højere end hende, hvilket også irriterede hende, når hun selv var vant til at være tyve centimeter højere.

For at være lige så nærgående som altid, løftede hun den ene hånd og lod en finger glide ned over Kodas hals og fortsatte lidt længere ned. Mentaliteten hos Hauru havde bestemt ikke ændret sig, så selvfølgelig forsøgte hun at rage på hende.
"Går du allerede?" Spurgte hun med hovedet lagt let på skrå og blikket i hendes øjne ændrede sig til det charmerende hun altid havde været så god til at frembringe. Hun vidste godt at de sædvanlige tricks måske ikke ville virke, specielt ikke når Koda ikke var i det bedste humør, men at irritere hende lidt var også rimelige tilfredsstillende.

Koda måtte blinke et par gange som tøsebsrnet valgte at stille sig i vejen for hende, hvad fanden tænkte tøsebarnet lige hun havde gang I? Og det blev bestemtmikke bedre af at tøsebsrnet begyndte at køre sine fingre ned af Kodas hals. Med en tvær snerren sagde Koda iskoldt z"hvad tror du lige du har gang i pigebarn" Som Koda talte greb hun fat i pigebarnet hånd og fjernede det fra sin krop.
Hvem i sit gode sind ville tænke det var okay nok st røre ved andre de lige havde mødt. Måske en meget fuld mand ville opføre sig sådan her, men en kvinde over for en kvinde. Det var helt unaturligt og det burde være nok til kvinden foran Koda blot burde få en på hovedet.

Dog magtede Koda ikke en konflikt som sådan så hun skubbede kvindens hånd fra sig, gik forbi mig gav et puf med skulderen som hun passerede kvinden. Koda havde bare ikke tid til det her pjat.
"Forsvind fra mit åsyn" sagde Koda blot som hun gik forbi mig håbede kvinden fattede en hentydning.

Hauru kunne ikke lade være med at undslippe et grin over den reaktion hun fik på sine tilnærmelser og hun gjorde ingen modstand da Koda fjernede hendes hånd. At skubbe rundt med folk som hun plejede var ikke så nemt længere, da musklerne ikke var de samme som da hun var mand, men hun var stille og roligt i gang med at finde ud af hvilke andre metoder der kunne bruges.

Som Koda passerede Hauru og igen var på vej væk fra hende, fik hun hurtigt bevæget sig ind foran hende igen. Et slag var forventet, men det gjorde hende intet. På et eller andet tidspunkt skulle hun nok fortælle hvem hun var, men indtil videre var det lidt for morsomt at irritere Koda.
"Aw, kom nu. Jeg er sikker på at jeg vil kunne få dig i bedre humør igen," sagde hun med et blik i øjnene der ikke var til at tage fejl af. Det var mere end tydeligt hvad hun havde i tankerne, men hvis man vidste hvem hun var, kunne det umuligt komme bag på nogen. Godt nok havde hun mistet en bestemt del mellem benene, hvilket hun havde brugt lang tid på at sørge over, men hun var endelig ved at komme over chokket.

Koda var allerede dybt irriteret på kvinde mennesket der gik i vejen en gang, men nu gjorde hun det lige frem igen, sig mig stod der et skiltmpå ryggen af Koda hvor på der stod man skulle irritere hende denne dag. Nej det gjorde der sjovt nok ikke, og denne kvinde foran hende kunne snart skride af helvedes til.
Koda drejede blotmuden om kvinden endnu engang og gjorde alt drikke at ty til vold over for en vildt fremmede trods hvor meget hun åbenbart tiggede om det. Sig mig havde den kvinde været sådan opstemt hele dagen? For stakkels første mandfolk hun fandt så, eller åbenbart kvindfolk nu hvor det gik ud over Koda. Trods Koda havde kigget med en kvinde en gang, var det ikke noget hun ellers var interesseret i gentog sig lige foreløbig, så den her kvinde måtte gerne gå langt væk.

"Kære, forsvind" sagde Koda blot iskoldt og ville bare så gerne være alene.

Omkring nu ville Hauru normalt enten have fået lidt af hvad hun ville have, eller også havde hun fået en på siden af hovedet og det var gået op for hende at hvis hun ville have nogen form for opmærksomhed fra Koda, var hun nødt til at fortælle hende hvorfor hun var så nærgående. Hun var vant til at få en vis form for behandling fra Koda og at hun ikke fik det denne gang, var begyndt at gå hende på. I det mindste fik hun et 'kære' fra hende. Godt nok ikke ment på samme måde som normalt, men det var vel noget.

Hauru sukkede tungt, da hun gik uden om hende igen. Hun vendte sig rundt for at følge hende med blikket, som hun endnu engang fjernede en tot hår fra ansigtet. Hun undlod at følge efter hende, indtil hun havde set hendes reaktion på det næste hun ville sige.
"Du plejer slet ikke at være så besværlig, Koda," sagde hun som hun lagde armene over kors. Hun afventede hendes reaktion. Hun havde ikke afsløret andet end at hun kendte Koda ved navn, men om det ville gå op for hende at det var Hauru, vidste hun ikke.

Koda stoppede kort op over hendes navn bldv nævnt kg kiggede sig kort over skulderen. Lidt tænktsomt betragtede hun kvinden kg vidste ikke rigtigt hvor det skulle havde været de havde mødtes før. Selvfølgelig var Koda kendt i nogle kredse for sit arbejde, en kunde måske? Lige meget hvem det var, så hjælp det ikke at kvinde mennesket ikke engang ville minde Koda om hvem hun var.
Sukkede vendte Koda sig endelig om og spurte så "Og hvem er Du?"
Hvis kvinden begyndte på flere julelege eller blev for nærgående så var Koda blot klar på at gå igen, så forhåbentlig der kom et ordentligt svar for kvinden.

Der var da noget over kvinde mennesket der virkede mindre bekendt, men det var dog ikke noget Koda kunne sætte en finger på lige ud fra det hun så. Måske var det blot hendes person? Nej sådan et irritende kvinde menneske ville Koda havde husket og blot valgt ikke at skulle omgås.
Okay lidt nysgerihed var vækket i Koda, hun var lige nød til at finde ud af hvem kvinden var

Hauru gik et par skridt tættere på Koda, som hun vendte sig mod hende. Hun kunne selvfølgelig vælge at præsentere sig pænt med navn, men det ville ikke være helt så underholdende. Desuden havde Hauru aldrig været god til at oplyse folk om sit navn, lige meget hvilken situation hun stod i. Hvorfor, anede hun ikke. Det havde bare ikke været vigtigt for hende at folk vidste hvem hun var.

”Du plejede at kalde mig din mand, men jeg kan godt se at det måske ikke ville være passende længere,” svarede hun med et let hævet øjenbryn. Hendes øjne havde ikke ændret sig, udover at øjenvipperne nok var blevet lidt længere, men havde man set Hauru komme med sit charmerende blik før, var det ikke til at tage fejl af nu. Hun var mere end klar på at få samme reaktion fra Koda som hun havde fået fra alle andre. – En latter der ikke ville stoppe.

Koda måtte blinke et par gange, som dåkvindfolket introducerede sig selv. Hendes mand? Var Det? Gud ja alle brikker faldt roligt på plads for hvordan det irriterende kvinde mindede om Hauru, det var ham, eller hende, eller hvad var der sket. Koda så blot lidt forvirret på Hauru, som det lignede hun forventede en eller anden kæmpe reaktion.
Der var måske blot lidt karma der havde indhentet Hauru nu for en gangs skyld, så lidt komisk var det vel. Men der kom intet latter udbrud ud af Koda som blot stod og overvejede situationen.
Hauru var jo blevet til sin egen drømme kvinde, en billig trunte der kastede sig for fødderne af hvem som helst. Så ja det var vel godt for ham.

Koda træk på skulderne vendte sig om igen og begyndte at gå og sagde "Sidst jeg vidste af det havde min mand ikke bryster eller langt hår..." mere tid havde hun faktisk ikke tænkt sig at bruge på dette. Trods dette just ikke stod i familie traditionerne, så stod der en kvinde foran hende, og Koda var gift med en mand, eller to mænd, men det var en anden detalje.
Så ergo Hauru kunne sejle sin egen sø, og endda få fred for Koda en rum tid. Dog overvejede Koda kraftigt at finde Deavas og lige give ham et lille hint at Hauru måske var lidt mere modtagelig over for det mandelige køn nu.

At der næsten ingen reaktion kom fra Koda gjorde hende bestemt intet, da det egentlig var forfriskende ikke at få en irriterende kommentar tilbage. Men selvfølgelig irriterede det hende alt for meget at hun endnu engang var på vej væk. Hun gik med hastige skridt efter hende for at gribe ud efter hendes håndled og hive hende tilbage.

”Kom nu, Koda. Hvorfor så sur? Jeg har ikke engang brudt nogle af dine regler denne gang,” sagde hun med et lille grin. Det afslørede vel egentlig også at hun havde brudt dem masser af gange før, men med Kodas humør ville hun vel ikke lægge mærke til den detalje.

Okay, Hauru var officielt ved at gå Koda på nerverne. Koda brød sig ikke om i at blive forhindret i at gå videre vedatblive grebet i sit håndled og hevrt rundt.
De rolige kølige øjne Skoda besad hvilede blot på Hauru og kunne næsten slå ihjel hvis de fik lov. Hvorfor skulle Hauru være så irriterende lige nu Koda hun var jo ikke i humør til det her lige nu.

"Du har ingen regler st bryde... Jeg gav min Mand! regler... Og igen.. Det er du ikke" sagde Koda koldt og havde ikke brug for et irriterende kvinde menneske i sit liv, eller ja Hauru var jo vampyr. Men det ændrede ikke sagde at 1 Hauru havde garrenteret været nysgeri på sin nye krop, og 2 Koda havde ingen forpligtelser over for en kvinde, som Hauru så var nu.
Med et hårdt ryk, hev Koda sin arm til sig og ville entelig blot videre, men blev lidt stående da hun var sikker på Hauru blot ville gå i vejen igen, så Hauru måtte have noget på hjertet, eller et ønske om smerte.

Hauru var klar over at hun fik irriteret Koda mere end normalt, men det gjorde hende intet. Tværtimod var det egentlig meget morsomt. Det havde aldrig været en dårlig ting at gå folk på nerverne og hun havde et talent for det. Denne gang var Koda i forvejen ikke i specielt godt humør, hvilket kun gjorde det nemmere at irritere hende, så hvorfor ikke blive ved? Alligevel fik hendes svar Hauru til at grinet let. Ingen regler? Hvilket ville sige ingen straf, lige meget hvad hun gjorde mod andre. Det var da lige før det gjorde hendes liv som kvinde meget lettere, end det var som mand.

Egentlig havde hun ikke været nysgerrig på sin egen krop, til gengæld havde Deavás taget godt for sig, hvilket hun ikke selv havde været helt tilfreds med, lige meget hvor godt det havde været.
”Du har ret, jeg er ikke din mand. Betyder det at du ikke er sur på mig over voldtægten længere?” Lo hun hånligt. Hun ville stadig ikke selv have kaldt det en voldtægt. Koda bad stadig selv om det. Der var ingen tvivl om at Hauru bestemt ikke havde ændret mentalitet, selvom udseendet havde taget en gevaldig drejning. Idet Koda hev sin arm til sig, lagde hun i stedet hånden mod hendes skulder og hev til, for at få hende til at miste balance nok til at falde bagover. Det var ikke nødvendigt at have noget på hjerte, udover et ønske om igen at have kontrollen over et eller andet. Hun havde ikke haft mulighed for at tage kontrollen over Deavás, men måske hun kunne lade det gå ud over Koda i stedet.

//Lukkes grundet inaktivitet (Rydder lidt op i tråde for tiden, håber det er okay <3)