Aron havde haft det mærkeligt, siden han havde haft den nærdødsoplevelse, Jezebel havde stået for. Det var, som om et mærke havde taget bolig i hans sind, og han kunne ikke ryste det af sig. Aron havde altid haft sine mørke sider, men det var værre nu. Han flakkede om på må og få, mest af alt bange for, at han ville støde ind i den farlige kvinde og hendes døde tjenere igen. Han kiggede sig konstant over skulderen, og han var som regel så udmattet ved aftenstid, at han måtte drikke for at få lidt pause fra de mange uhyggelige minder, der svømmede rundt i hovedet på ham. Aron, der aldrig glemte en eneste ting, kunne huske præcis, hvordan de kolde hænder havde følt omkring ham, samt smerten fra Jezebels dolk, der punkterede hans vinge.

Det havde været en slem aften; Aron havde ikke kontaktet Cedrik igen, som han ellers havde lovet, og nu sad han her på et snusket værtshus og gloede dumt ned i et tomme glas. Han bestilte endnu et glas, og da han to timer senere styrtede mod brostenen, var han lykkelig over, at han for én gangs skyld ikke kunne huske, hvordan han var endt her. Det regnede. Gaden var tom og stille, og Aron så sig selv falde, så hvordan de hårde sten kom tættere og tættere. På en eller anden måde fik han vendt sig i luften, så han kunne stirre op mod nattehimmelen i stedet for. Ah ja, det var bedre! Hele hans krop føltes varm og afslappet. Han håbede bare, at det ikke ville gøre ondt. Det gjorde det heldigvis ikke. Aron kunne måske godt have ønsket sig en lidt mere værdig død, end at snuble over sine egne fødder på toppen af en krotrappe og være for fuld til at bruge sine vinger, men det vidste han heldigvis ikke noget om.

I stedet lå han bare der ved siden af trappen med sin lærredstaske i favnen. Det lignede rent, han sov, som han lå dér, og der var da også flere, der passerede alfen, da solen begyndte at stå op, som gik ud fra, at han blot var ved at sove en ordentlig brandert ud.

Cedrik havde egentlig haft andre planer, men da han hørte nogle rejsende snakkende om en langhåret alf med en bog, der drak som en ork. Var han simpelthen nødt til at se om det var hans ven han havde mødt i Balzera, de havde egentlig snakket om at tage ud og se dalene sammen, men Aron havde takket nej i sidste øjeblik. 

Aftenen var faldet på da Cedrik ankom til landsbyen, Han ledte og ledte, men alfen var som forvundet ned i jorden. Folkene på kroen havde i sandhed set ham, da alle kunne nikke genkendende til beskrivelsen af alfen med bogen. Men til hans frygt malede de et billede af hans ven der var faldet i et mørk hul, den glæde og gå på mod han huskede om sin ven, var der ingen der havde set. Nej de beskrev en alf der kiggede sig over skulderen, i tide og utide. En alf der var for udmattet så snart solen var gået ned, til at gøre andet end at drikke sig sig søvn.

Han ledte og ledte gennem hele natten men der var ingen spor af hans ven! Folkene på kroen sagde at han havde forladt den tidligere, men lige meget hvor meget han ledte kunne Cedrik ikke finde alfen. 
Fortvivlet satte han sig op af kroen. Det var jo nok godt at han ikke kunne finde ham! han var sikkert bare taget videre til en anden landsby! Miaaaaaav, kom det fra en kat der havde fundet sig et bytte større end den selv. Var det..?
Før katten nåede at sige en anden lyd, sejlede den igennem luften af kraften fra det los Cedrik havde givet den. "Aron, Aron sover du!?!" peb halvdyret fortvivlet.  Det lignede at Aron bare sov, men han havde en nagende fornemmelse om at det ikke var sådan. Intet svar kom, heller ikke efter et enkelt rusk, der hurtigt blev til flere. Men lige lidt hjalp det. 

Dryp, dryp... dryp. 
Faldt den ene tårer efter den anden, ned på den livløse alf. Det kunne ikke passe.. "Åh Aron... Dit fjols! Hvorfor bad du ikke bare om hjælp! Jeg ville have gjort mit bedste for at hjælpe dig!" kom det grådkvalt som tårene trillede ned af kinderne. "Je-jeg skal nok få dig hjem min ven. Men jeg kender en der nok skal få færdig gjort din bog... bare rolig" Med et blidt men bestemt skub fra Helga fik Cedrik samlet sig. Det var tid til at begynde den sidste rejse sammen med sin ven. 

// NPC: Le, datter af Liv //

"Græder du for din ven?" spurgte Le forsigtigt og lagde en blid hånd på rævens skulder. Hun var blevet tiltrukket af den store sorg, ræven følte. "Det viser blot, hvor meget du holder af ham."

Den lyse pige var som kommet ud af ingenting. Hendes hvide hår hang løst over hendes tynde skuldre, og på hendes spinkle ryg sad to enorme, kridhvide vinger pænt foldet. Hun en simpel hvid kjole i løst, let stof, der flagerede let omkring hende i aftenbrisen. Hendes øjne var lyseblå og lyste næsten i halvmørket. Hendes ansigt var rundt og mildt og uden spor af nogen former ondskab eller ondsindede tanker.

Hun smilede forsigtigt og kløede ræven bag øret, mens hun lænede sig over den døde alf i hans favn. Hendes lange, hvide hår faldt over alfens krop, og Le lod sine fingerspidser glide over det kolde ansigt. Det lignede, at hun langsomt trak en usynlig tråd ud fra alfens ansigt, men så dukkede en lille, lysende kugle op. Den kom svævende op mellem alfens læber og hang der i luften under Les hånd. 

"Nu får han fred," hviskede hun blidt og roligt, og hun gav rævens skulder et varmt klem, inden hun roligt trådte et skridt tilbage og forsvandt ud i ingenting. 

Cedrik viste ikke om han skulle grine eller græde, en engel var kommet for at guide hans vens sjæl til kiles rige! Der var så meget han ville have spurgt hende om, hvem var hun? hvordan forgik det? Hvorfor skulle han dø nu? Men hun var forsvundet så hurtigt som hun var ankommet, og det eneste han havde nået at grådkvalt fremstamme var et simpelt "Tak" 
Endnu engang var Cedrik alene, men denne gang med et svagt smil på læberne, i det mindst viste han nu at Aron ikke var alene længere.