En høj ranglet mand kom gående med sikre skridt ned af landevejen. Han trampede med stor overlegenhed hårdt i jorden mens han gik. Næsen i sky, hænderne i hver sin bukselomme. Felix' mine var ligeglad med hævet over alt og alle, alt var som det plejede.

Felix stoppede brat.. Så sig om, trak en hånd op af lommen og kløede sig på hagen... Var han gået den rigtige vej? Hvor var han overhovedet? Han bed tænderne sammen, og så sig over skuldren som for at sikre sig at ingen så ham med sine parrader nede, i den pinlige situation som han følte han nu stod i..

"Hele lortet ligner sku da også det samme?!" Snerrede han ud i luften og sparkede til en sten på vejen. Han så sig om endnu en gang og besluttede sig nu for at tage et hvil ved en klynge sten i vej-kanten. Et hvil der ligesåmeget var en undskyldning for hans elendige stedsans, så han eventuelt kunne orientere sig om hvor pokker han var i verdenen, han havde trodsalt været mere distræt fornyligt end normalt, måske var han ved at blive syg? Uanset hvad lignede det ham ikke at føle sig så svag og uoplagt som han gjorde lige nu.

Han lod sine hænder glide igennem sit brune hår og tog en dyb indånding, hvorefter han rettede sit blik imod solnedgangen. Han ville lyve hvis ikke han anerkendte hvor smukt det så ud.

Inde fra de tætte træer, kom Hauru gående med rolige skridt mod landevejen. Han var tæt på, tilgengæld stoppede han kort op i kanten og kiggede både til højre og venstre. Trods alt var det her han blev pint noget så grusomt for et dag siden, så han var nødt til at sikre sig, at personen der stod bag ikke lurede igen. Det gjorde hun ikke. I hvert fald ikke synligt, så Hauru tog chancen og trådte ud på stien. Han vendte snuden den ene vej og begyndte at gå.

Kort tid efter hørte han en stemme, et lille stykke derfra. Den lød velkendt, men han kunne ikke placere den i det fjerne. Et kort blik ud over landevejen afslørede en mand med ryggen til ham og Hauru tøvede ikke en sekund med at gå imod ham.
Det var først da han stod godt 10 meter fra Felix, at det gik op for ham at det var ham.

Hauru bevægede sig roligt mod Felix der sad i klyngen af sten og da han nåede helt tæt på ham, satte han sig på hug foran ham med et smil.
"Genopfrisk min hukommelse. Hvordan er det nu jeg kender dig igen?" Spurgte han drilsk. Der var ingen tvivl om at Hauru udmærket godt vidste hvem Felix var.

Felix lagde den ene hånd i nakken og prøvede at massere sin ømme nakke på egen hånd, dette gav en kortvarig lettelse men han vidste godt dette langt fra ville være permanent og at han nok ville være bedre sluppet med at betale sig fra sine smerter, dog ville sådanne en lille ting være et kæmpe skår i Felix stolthed, han behøvede ikke hjælp fra nogen andre end sig selv.

Han blev overrasket da den hvidhårede mand, Hauru, satte sig foran ham, og endnu mere overrasket over hans ord. Fornærmet endda. 'Hvordan kender jeg dig', hvad fanden bildte han sig ind?! Dette var langt fra første gang de havde mødtes og det ville nok heller ikke være den sidste.

"Hvad kommer det dig ved?!" Svarrede Felix irriteret. Måske en anelse sårret? Han havde da regnet med at han selv var mere husk-værdig end hvad Hauru lod vise. Han ville langt hellere lade som om han også selv havde glemt alt om Hauru, end at skulle tabe ansigt og anerkende at han måske ikke var verdens midtpunk.

Hauru lagde hovedet en anelse på skrå og kunne ikke lade være med at grine over Felix' reaktion.
"Aw, Felix. Som om jeg kunne glemme dig," sagde han, stadig grinende og gav Felix et par blide klap på hovedet.
Med alt det sjov Hauru havde haft med Felix i fortiden, kunne han da umuligt glemme ham.
Eller vent.. Det kunne han vel godt, eftersom han natten før havde glemt sin egen kone. Men det var jo en mindre detalje.

"Men du er nu stadig så sød når du er sur," sagde han med det samme charmerende smil han efterhånden var så kendt for. Han lænede sig en anelse ind over Felix.
"Har du slet ikke savnet mig?" Sagde han roligt, mens han rykkede sit ansigt tættere og tættere på Felix'.

Felix irritation blev ikke mindre, da Hauru viste sig at drille ham.. Dog kunne han mærke en smule stolthed, over at være husket efter så lang tid. 
Haurus nærvær gjorde altid at Felix følte sig mindre værd, mindre maskulin, mindre alt så ligeså meget Haurus joke irriterede ham, gjorde den ham også en anelse varm om hjertet. Han skar tænder og mumlede nogle skældsord, samt gentog Haurus ord omkring Felix værende sød, i en forvrænget hånende stemme. Det var det sidste han var?!

"Savnet?... Snarre lykønsket mig selv, over ikke at havde set dig!" Den brunhårede mand, var selv meget stolt af sit 'comeback' og smilede nu en anelse triumferende. 
Felix rykkede selv hovedet tættere på, da Hauru gjorde det samme i et forsøg på at syne mere alfahan end manden foran ham.

Havde Hauru vidst hvor meget han påvirkede Felix, ville han være meget tilfreds. Alle der kendte bare lidt til Hauru vidste, at han nød når han fik lov til at tage kontrollen. At han havde mistet selv samme kontrol over for Koda og var blevet tortureret et par dage forinden, var ikke en detalje han havde tænkt sig at dele med nogen. Han var bare glad for at han havde fuld kontrol over sin evne til at heale, ellers ville han stadig have diverse skader. Det var næsten lige før han blev lidt vred, bare af at tænke på det, men en enkelt dyb indånding klarede temperamentet. Han skulle ikke lade det sindssyge kvindemenneske påvirke ham, når hun ikke engang var her.

Han kunne ikke lade være med at grine svagt over de mumlende skældsord der lød fra Felix. Det var utrolig nemt at irritere Hauru selv, hvis man bare vidste hvilke knapper man skulle trykke på, men han havde nu altid haft det bedre, når han fik lov til at irritere andre. Det var morsomt, lige meget hvem det gik ud over.
"Felix dog. Havde mine følelser været til at såre, var det jo lige før det var lykkes for dig med den kommentar," lød det fra ham, mens et overlegen smil bredte sig på hans læber. Han havde lagt mærke til stoltheden hos Felix over hans comeback, men han gjorde selvfølgelig hvad han kunne for at nedlægge det igen. Han ville ikke give Felix en chance for at tage styringen, så lige så snart han rykkede sig tættere på, lagde Hauru en hånd mod hans brystkasse og skubbede til, mens han selv kravlede ind over ham og satte sig overskrævs på skødet af ham.
"Men det er okay, jeg ved du har savnet mig. Meget mere, end du gerne vil indrømme." Som altid, fik Hauru det til at lyde som om, at han var meget vigtigere end alle andre og at det var umuligt ikke at holde af ham. Han vidste at det ikke var sandt, men at være arrogant lå til hans natur, det ville være underligt hvis han ikke kom med den slags kommentarer.

Felix havde ikke overskud, eller måske havde han bare ikke evne, til at ramme Haurus ømme punkter.. endnu. Det var længe siden de to havde mødtes, og mennesker ændre sig jo. Det var slet ikke sikkert han kendte manden foran ham længere. Men indtil nu, virkede Hauru RET meget som sig selv. Lige så dum og selvsikker som Felix huskede ham.. For helvede det var sexet.

Hans brune øjne vendte sig imod himlen i en irriteret grimasse ved Haurus ord omkring ikke at blive sårret. Selvfølgelig blev han ikke det, typisk.. 
Haurus smil irriterede Felix intents, og han var lige ved at protestere og eventuelt endda angribe eller blive aggressiv overfor ham, dette blev dog afbrudt af et skub i brystet. Felix gispede forskrækket "Hvad fanden har du gang i?!" halv råbte han, knyttede sine hænder som ville han slå ud imod Hauru, men lod værre.. Istedet løftede han sin overkrop lidt op ved hjælp af sine albuer som støtte.
"Hvad skulle jeg dog havde savnet ved dig?" Svarede Felix med et skjult håb for, at Hauru ville gøre en demonstration af hvor sjovt de egentligt havde haft det før i tiden.

Hauru havde ikke ændret sig det mindste. Det gjorde han nok heller ikke foreløbig, der var alt for meget underholdning i at irritere folk. Desuden så lod det til at virke, da det som regel altid endte med at han fik sin vilje med dem, i form af nogle lystige behov der skulle dækkes. Hvorfor det virkede, anede han ikke. Han behandlede andre som det passede ham og alligevel fik han hvad han ville have, næsten hver gang. Godt nok var han gift og han var blevet givet nogle regler at leve efter. Allerede det han gjorde nu, var at bryde en af de regler, men hans viv behøvede ikke at vide noget. Hvis hun gjorde, ville han blive straffet. Hun havde den perfekte evne til at tvinge ham i gulvet og det var frustrerende. Det var måske derfor han nu havde et behov for at bestemme over Felix.

Han lo lettere hånligt over Felix's udbrud i forskrækkelse og han skævede kort mod de knyttede hænder. Han var forberedt på at tage et slag, han regnede ikke med at han ville ramme hårdt nok til at han ville flytte sig alligevel. Ikke fordi han ikke kunne, for det kunne han sikkert godt, men Hauru var overbevist om at Felix ikke havde meget imod, hvad han gjorde, ellers havde han nok flyttet sig fra starten.
"Hvad jeg har gang i? Jeg troede det var tydeligt," svarede han med et smil, som han placerede en hånd mod jorden ved siden af Felix, for at holde sig selv oppe. Den anden hånd var stadig lagt mod hans brystkasse. Han hævede let det ene øjenbryn over hans næste kommentar. At det var ønsket, at han skulle demonstrere deres tidligere møder vidste han ikke, men han fik muligheden for at gøre som det passede ham og det var mere end i orden.
"Det håber jeg da ikke du har glemt, men hvis du har brug for at for genopfrisket hukommelsen..." Han stoppede sætningen, der var vel ingen grund til at afslutte den, da det ikke kunne komme bag på Felix at han hellere end gerne ville gentage, hvad de havde lavet i fortiden. Hånden der lå mod hans bryst lod han glide op mod hans hals, hvor han tog fat. Ja, han havde stadig en ting med at stoppe folk i at trække vejret, måske det var noget han havde fået efter han blev forvandlet til vampyr, men han kunne ikke huske noget af det. Han strammede grebet om hans hals en smule og så lænede han sig ind over ham og lod deres læber mødes i et lettere grådigt kys.

Felix nåede ikke at svare Hauru, eller også valgte han bare at lade være, uanset forblev han tavs til den hvidhårede mands læber mødte hans.
Han gengældte det grådige kys, men fik med et den fikse idé at bide Hauru i underlæben. Hårdt, men ikke hårdt nok til at smerten ville være overvældende. En form for magtspil fra Felix side.
"Åh, Nu husker jeg, man glemmer aldrig så dårlig en kysser" fnyste han med et svagt grin. Hvis Felix ikke mente Hauru var en god nok kysse-partne, havde han aldrig ladet ham eller kysset ham igen, og mon ikke at Hauru også vidste det.
Felix løftede sin hånd, og lod den glide igennem Haurus lyse lokker.
"Du er ved at blive gammel..." Tilføjede han henkastet, som kommentar på farven Haurus hår egentligt altid havde været, men en eller anden fornærmelse skulle han jo komme på, hvor dum den end var

Hauru var ikke forberedt på biddet i læben og et kort gisp lød fra ham. Han trak sig dog ikke, da smerten var mere end velkommen. Han lo let over hans kommentar, som han udmærket var klar over at det ikke var oprigtigt. ”Jamen du skal da bare sige til, hvis jeg skal stoppe,” sagde han, velvidende at det højst sandsynligt ikke ville ske. Og skulle han alligevel bede ham om at stoppe, var chancen for at han ville lytte, ikke specielt stor. Han havde haft en dårlig vane med at falde over gamle bekendtskaber, de fleste af dem dårlige, så nu når han endelig var i selskab med en han nød at være sammen med, skulle det da udnyttes. ”Jeg har været gammel i mange år,” svarede han roligt, før han sendte ham et lusket blik. ”Men du kan stadig ikke sige nej, til at være sammen med mig.” Han var alt for selvsikker, måske mere end han burde være, men det var vel ingen hemmelighed efterhånden, at han var utrolig arrogant. Han flyttede roligt hånden fra hans hals længere ned, og lod så hånden glide op under hans bluse. Han lod let fingrene glide op ad hans mave, for samtidig at hive blusen med op. Han rykkede hovedet helt tæt på hans. ”Fortæl mig hvad du vil have, jeg skal gøre,” hviskede han ind i hans øre. Det var langt fra en nødvendighed, mere en tilfredshed i at få ham til at indrømme, at han gerne ville have at det skulle ske.

//Afsluttes grundet inaktivitet