"Jeg har ikke taget den!" Råbte hun tilbage over skuldren, som hun løb ned af gaden så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Det var simpelthen bare typisk! Af alle de gange hun rent faktisk havde været en lille tyv og taget fra den anden, så var det når det ikke var hende, at hun blev opdaget! Det var fanme uretfærdigt! Og det værste var, at hun havde fået øjenkontakt med den lille lømmel der viftede med smykket foran næsen på sig selv, før han var stukket af og efterladt Maya i fedtefadet. "Ved Zaladin du har, din horeunge!!" hans stemme tordnede og man skulle næsten tro at han forsøgte at indfange sig alles opmærksomhed.

Men man lærte hurtigt at i det skumle kvarter, fik gadebørnene ikke megen opmærksomhed. De måtte "lege" som de nu ville, så længe det ikke gik ud over de voksne. Med hård vejrtrækning og let kriller igennem halsen af at hive efter vejret mens hun fortsat løb, rundede hun et hjørne og kom op imod en smal rute op af den store bymur. Bare lidt længere. Bare lidt. SMOK!

Maya tabte pusten som den større dreng havde taget en anden rute. En smutvej, og hun var løbet direkte ind i ham, faldte på halen og så nu op på ham med et forvirret udtryk. "Det var ikke mig!" Desperat forsøgte hun at skubbe sig selv væk, men blev taget i benet og trukket tilbage. I processen løftede hun de flammende hænder - nogte han desværre havde forberedt sig på. Hvorfor fanden skulle han nu også vide hun havde den evne. Nådesløst blev hendes håndled slået ned i brostenene, så flammerne gik ud og vejrtrækning blev et problem som hun fik et knæ i maven og blev holdt fast. "Du kan ikke snyde mig den her gang, møgunge! Gi' mig så den halskæde!" Maya spruttede og vred sig. "Det var ikke engang din til at starte med! Desuden, det var Jimmy! Jeg har den ikke!" drengen troede tydeligvis ikke på hende.

Nu skete det. Han stak af. Døren gled i bag ham med et dæmpet klik og hans øjne gled igennem det svagt oplyste mørke. Alle sov. Undtagen de der dumme Kilepræster og byvagterne, der forsøgte at opretholde udgangsforbuddet. Det var med hjertet i halsen, at han trak sin rygsæk bedre på plads på ryggen og derefter uden tøven gik ud i natten.
Dagen før havde han været til ridderturnering. Ud over en slåskamp med en tyvetøs var der ikke sket det helt store. Indtil han var gået ned til boderne og havde fundet et halvdyr, en flot rævedame, der kunne finde folk. Ronin havde givet alt, han havde af værdi for at betale damen for at finde manden, der havde dræbt hans far og kidnappet hans mor. Ikke at han søgte hævn for mordet, nej han ville bare have sin mor. Han savnede hende og håbede, at hun var uskadt. Han ville ikke tænke ”i live”, nej hun levede, hun havde bare af at være uskadt også.

Egentligt ville han have været taget af sted aftenen før, men hans søster havde pylret om ham efter slåskampen og han havde egentligt også været ret træt efter dagen tilbragt ved ridderturneringen… så han var faldet i søvn. Det var nok godt nok, han havde i stedet brugt dagen i dag på at rapse til at fylde en taske med ting, han skulle bruge. Mad især. Han vidste sådan nogenlunde godt, hvordan man skulle klare sig ude i verden, i hvert fald hvad det angik ting, man skulle have med. Så han var fornuftigt klædt på med en god kappe, et par kraftige støvler og tøj, der var praktisk og ikke skreg adelig, som meget af hans tøj gjorde. På tasken var der bundet et tæppe og han havde med, så han kunne lave bål og mad. I hans bælte hang hans mors kidnappers kniv og hans eget korte sværd, der passede til en dreng på hans størrelse.

Forsigtigt og opmærksom bevægede han sig igennem gaderne. Han vidste, hvor porten var, men da han kom derhen, stod der for mange vagter til, at han ville kunne komme ud. Med en ed, han ville have fået en over nakken af sin far, stirrede han surt på porten. Hvordan skulle han så komme ud af byen?!
Men der skulle mere til at slå ham ud, så han drejede af og gik langs muren. Der måtte da være en vej ud? Hans tur kunne ikke allerede ende her, vel?!

Husenes tilstand viste, at han var på vej ind i et mere skummelt kvarter, men det var slet ikke rigtigt noget, han lagde mærke til, optaget af at holde øje med bymuren for en vej ud. Et råb længere fremme fik ham dog til at stoppe op. Et vredt råb fra noget der lød som en ung mand. Lidt tøvende blev Ronin stående. Han ville helst ikke blandes ind i noget lige nu. En piget skikkelse dukkede op i løb hen i mod, hvor Ronin stod, men hun blev brat stoppet af en stor dreng, der dukkede op ud af ingenting. Let måbende så han, hvordan pigen fik ild og hænderne, hvilket dog straks blev håndteret af den store dreng, der samtidigt smækkede et knæ i maven på hende.

Uden at tænke over det, løb han fra sin skjul i mørket frem og gav den store dreng et hårdt skub, så han væltede af pigen.
”Hvad med at slå på nogen på din egen størrelse!” Han råbte det, men dæmpet, der var ingen grund til at få de voksnes opmærksomhed. Hurtigt var drengen på benene og det gik op for Ronin, at han var både noget ældre og noget større. Som i at han rakte et par hoveder over lave Ronin. Han var dog noget mere spinkelt bygget end den yngre Argyris. Trods mørket kunne han godt se, at den store dreng var vred. Lidt afskrækket bakkede Ronin et skridt, men knyttede så sine hænder. Han bakkede ikke ned fra en slåskamp, bare fordi modstanderen var større! Så var det bare med, om drengen ville slås.

Det var befriende. Hun kunne trække luft ned i maven igen, og den var ikke længere bebyrdet med et læst af en dreng hvis knæ boerede sig ned i maven. Hun krøllede sig sammen næsten instinktivt med en klagelyd, da hun blev sluppet fri, uden egentlig at skænke mange tanker til hvorfor han havde flyttet sig så pludseligt, og egentlig også ret tydeligt var blevet fjernet med magt. Hun var bare begejstret for at være fri.
En smule skeptisk drejede hun hovedet op og skævede til knægten der råbte. Han lød ung, faktisk yngre end hun havde tænkt, og her i det dunkle lys var det endda sværere at se. han så ikke ligefrem lille ud! I det mindste, virkede det til at han var på Mayas side. I hvert fald lidt endnu. Hun tog imod den hjælp hun kunne få.

Den anden derimod, var gal. Han skøjtede rundt for at genfinde balancen efter at være blevet værfet af på den mest uhøflige maner. "Hvad fanden blander du dig nu for?!" lavmældt råb, begge parter så ud til at vide, at de ikke skulle råbe for højt og tiltrække sig uønsket opmærksomhed. Den større knægt rettede sig op i fulde højde, skævede til Maya der stadig var på jorden, men dog havde fået rettet sig op til at sidde fremfor at ligge fladt på ryggen, inden han knække fingrene på begge hænder mod hinanden. "Hvis det skal være på den måde. Så ordner jeg bare dig først" Maya skulle ikke til at ligge sig imellem! Hun ville knække som en kvist mellem de to bredde drenge, men hun kunne heller ikke stikke af. Eller jo, men hun bildte sig selv ind at maven ikke helt kunne holde til dig. "Hold nu op! Ingen af os har gjort noget, bare.. lad være!" men nej! knægten ville ikke høre efter, og som Maya kiggede over på den anden, gik et lys op for hende, trods dunkeltheden. Hun havde fanme set det ansigt før, og det havde ikke ligefrem været venligsindet dengang.

Ronin kunne høre blodet pumpe i sine ører, men han var ikke direkte bange. Hvis der var noget han kunne, så var det at kæmpe! Da det så ud til, at den ældre dreng besluttede sig for at slås med ham, skyndte Ronin at flå sin oppakning og sende den lidt ud til siden. Det så ikke ud til, at den anden var bevæbnet med noget som et sværd, så med en hurtig bevægelse hev han sværdbæltet op og smed det over til sin oppakning. Hvor meget ære, der ville være i denne kamp vidste han ikke, men han ville ikke bruge våben mod en uden. Det var forkert! Det var næverne, der skulle tale.

"Bare kom an!" Han knyttede sine hænder og holdt dem op som han havde lært det. På den ene side ville han ikke slås, men samtidigt brændte det i ham for at ramle sammen med den anden dreng, så han trådte et par skridt frem. Invitationen virkede og den mødtes på midten. Det var ret tydeligt, at den anden var vant til gadekamp, hans tilgang var noget anderledes end Ronin. Han sprang frem og slog ud efter hans hoved, hvilket han med nød undgik for selv at sende en næve mod hans mave. Han nåede at snitte, men den anden var hurtigere og flyttede sig til siden, skubbede til Ronins arm og snart havde han en arm rundt om halsen på ham. Det forskrækkede ham, men han fandt hurtigt fatningen og sendte en hård albue i maven på den højere dreng. Han slap og de tumlede fra hinanden. Uden at tage en pause vendte Ronin rundt og kastede sig mod hans mave med al sin vægt bag, hvilket sendte dem i jorden med Ronin øverst. Han fik et par slag ind, inden den anden skubbede ham af. De rodede lidt rundt, den ene øverst, snart den anden. 

Det gik egentligt ret godt, hvis Ronin skulle sige det selv, men pludseligt kunne han ikke trække vejret. Han var endt på maven med ansigtet mast i jorden og den ældre drengs knæ i ryggen, begge to. Han var for tung. Lungerne kunne ikke hive ilt ned. Panisk begyndte han at vride sig, men drengen lo bare af ham. Det gik stærkt med at begynde at føle sig svimmel og sorte pletter begyndte at vise sig. Han slog i jorden som tegn på overgivelse, men intet skete. Og pludseligt gjorde han det eneste, han kunne - han skiftede skikkelse til bjørn i håb om at forskrække den anden nok til, at han flyttede sig.
Og det virkede. Med et gisp trak den store bjørneunge luft ned i lungerne og lidt ustabilt kom han på benene. Hurtigt vendte han sig i mod drengen, der så skræmt ud. Meget, faktisk. Det gik op for Ronin, at drengen nok var født og opvokset i byen. Havde han overhovedet set en bjørn før?

Han trak vejret dybt ned i lungerne og med et nogenlunde skræmmende brøl rejste han sig på sine bagben, viste sine tænder og svingede ud med de store poter med det skræmmende klør. Drengen blev endnu mere bleg, kom med en skræmt lyd og pludseligt tog han benene på nakken. Ronin valgte at komme ned på alle fire og tage et par spring efter ham med en knurren, bare for at være sikker på, at han ikke komme tilbage med det samme.
Langsomt tøffede han tilbage til sin oppakning og satte sig med lukkede øjne. Det var sværere at skifte tilbage, især når han var så oprevet som nu. Men efter et par dybe vejrtrækninger kunne han magien slå til og han blev til sig selv uden pels. Det første han gjorde var at skære ansigt og tage sig til næsen, der havde fået et slag, men den var heldigvis ikke brækket. Den blødte bare.

Hvorfor skete det her? Hvorfor skulle han nu til det?! Havde han da absolut ingen forstand på hvordan gadelivet fungerede! Maya havde på en gang lyst til at give ham verdens største slag i baghovedet for at være så komplet dum og fyldt med irrationel stolthed og ære! Men.. Men han hjalp hende også! hun kunne så absolut ikke klare ham alene, ligemeget hvor meget hun havde tænkt sig at prøve. Og nu når det store brød af en tyran var optaget, jamen så kunne hun... vel bare stikke af.

Det krævede ingenting. Hun skulle bare op og stå! Sådan! Intet problem. Og nu.. Løbe.. Løbe væk. Væk fra problemerne. Stikke af og leve sit liv videre, vidende at hun var sluppet ud af endnu en kattepine. Dette var ikke hendes problem! Det var deres kamp og hun havde desuden ingenting gjort! Argumenterne forsøgte desperat at få hendes hoved til at indse at hun bare skulle gå. Overlade denne noget heftige slåskamp til det det var. To drenge der fik aggressioner ud. Men hun nåede ikke andet end at gå nogle skridt, trippe med foden og vende sig igen for at kigge på dem. Hun hadede virkelig intet at kunne gøre! Hun havde ikke lyst til at blande sig! Men.. Oh! for helvede da også.

Kampen vendte sig til en helt anden, da det så ud til at rigmandsknægten hun genkendte fra et knap så heldigt møde tidligere, lå nederst. Hvis hun skulle blande sig var det nu. Hvis hun skulle løbe. Var det fanme nu! Maya skar ansigt. Oh ved Zaladin også!
Men hun nåede faktisk ikke at blande sig, før hun måtte stå måbende og glo på en bjørneskikkelse, der fik udlignet og hurtigt vendt kampen til sin egen fordel og sendt det forskrækkede bymenneske ned af gaden i høj fart. Maya blev stående med åben mund og gloede på bjørneungen. Hun havde set bjørne før, men ikke ligefrem syntes at det var en god ide at komme nærmere disse væsner.

Det tog lidt tid at falde ned igen og forstå hvad der var foregået. At han havde skiftet skikkelse. To gange. Maya rystede hovedet og rømmede sig. "Okay, oppakning, op, nu!" praktisk! Hun skulle tænke praktisk. Hun nærmest smed det han havde lagt fra sig på jorden op i hans favn, holdte et par af tingene selv, tog hans hånd og tvang ham i løb. Det påstyr måtte havde tiltrukket bare et par uvenlige øjne! Og med stedet de befandt sig, ville det mest venligsindet at blive mødt af her, en byvagt! Ikke på vilkår!

Ronin blev siddende på jorden og ømmede sig. Han var ikke uvant med at få tæv, langt fra, men det gjorde det nu ikke mindre ondt af. Han ville få nogle gode blå mærker. Han håbede lidt, at han ikke fik et blåt øje, selvom han havde fået en lige højre. Under kampens hede havde han nær glemt pigen og det var først, da hun snakkede til ham, at han løftede blikket og så på hende. Åh nej, ikke hende! Havde han lige reddet tyvetøsen?! Han så overrasket på hende og reagerede ikke rigtigt før, at hans oppakning landede i skødet på ham og hendes hånd lukkedes sig om hans, trak ham på benene og hev ham med i løb. Forvirret fulgte han med, selvom han havde problemer med at holde i oppakningen med en enkelt hånd, men det faldt ham ikke lige ind at slippe hendes, nu hun havde taget hans.

Hvorfor løb de sådan? Var der nogen efter dem? Hans forvirrede hjerne kom frem til, at drengen måske kunne tage venner med tilbage og så var han enig i, at det nok var en god idé at komme hurtigt væk. Men oppakningen var ved at glide fra ham og til sidst stoppede han lidt brat op og fik hende til at stoppe også, nu han stadig havde ved hendes hånd.
”Vent nu lige lidt!” Han skar ansigt, slap hendes hånd og tog sig til siden, ikke på grund af sidestik, men fordi det gjorde ondt efter et slag. ”Lad mig i det mindste få min taske ordentligt på…” hans blik ramte det, hun havde taget under armen. Hans sværd og tæppet fra tasken. Hurtigt rakte han ud og flåede det fra hende.

Han fik først spændt bæltet om livet og foldede så tæppet ordentligt sammen, så han kunne binde det på tasken igen. Mens han gjorde det, skævede han mod pigen. Flere forskellige tanker rodede rundt i hans hoved. Han havde lige vist sig som bjørn for første gang nogensinde og han havde ingen anelse om, hvordan han skulle forholde sig til det. Hvordan holdt hun sig til det? Og samtidigt forsøgte han at se lidt nærmere på hende i halvmørket, der var oplyst af en fakkel ikke så langt derfra. Det krøllede hår kunne han huske, men han havde ikke set så nøje på hende dagen før. Han havde bare været vred. Han burde vel være vred endnu, eller? Han vidste det ikke rigtigt, hun havde jo lige taget ham i hånden og måske reddet ham fra at komme i knibe, selvom hun kunne være løbet væk. Så lige nu var hun god nok? Han rettede sig op og svang tasken på ryggen.
”Kom du noget til?” Hun så ikke sådan ud, men han måtte lige spørge.

Det var ikke ligefrem fordi hun havde kræfterne til at trække ham med hvis hun ville. Så da han satte bremserne i, måtte Maya også stoppe op, med et noget misfornøjet udtryk. Hun knurrede irriteret, gav sig til at trippe på stedet, men løb trods alt ikke fra ham. Der var visse regler. Og han havde trods alt lige reddet hendet røv godt og grundigt! At han var blevet til en bamsebjørn i processen.. Det måtte hun lige tage stilling til senere. En smule forskrækket slap hun det hun havde i armene som han flåede det til sig. "Slap sgu da af!" hvæste hun arrigt af ham. Nok var hun gadebarn, men hun havde sgu da ikke tænkt sig at tage hans ting fra ham! Ikke lige nu. Ikke efter det her. Måske en anden gang.

Utålmodigt fortsatte hun med at trippe, mens hendes blik vandrede rundt. Overvågende og ekstrem opmærksom. Havde det været muligt for hende, var ørene begyndt at dreje sig efter lyde, så opmærksom holdte hun sig lige nu. Der var de sædvanlige lyde af den større gade, men ellers var der rimelig tyst denne aften. Forbudet mod at være ude galte selvfølgelig stadig. Maya drejede sit hovede tilbage imod knægten da han spurgte ind til hende, og rystede hurtigt på hovedet. "Ikke mere end sædvanligt. Min næse gør dog stadig ondt" En lille spydig bemærkning kunne hun ikke undgå at give. Men det var ikke så vigtigt lige nu. "Kom" hun rakte ikke ud efter ham denne gang, men begyndte at gå længere ned af de små krogede gader, fulgte muren, og tilstrækkelig med sving og afbræk senere følte hun sig langt nok væk til at stoppe. "Hvad laver du ude nu?" spurgte hun, tydeligt vidende at han stadig tilhørte en højere klasse, og dermed nok ikke fik lov til at gå ud på samme måde som hun gjorde. Desuden, det var mærkeligt. Han lignede en der var klar til at rejse. Men hvorfor rejste han alene? Havde han ikke livvagter eller sådan noget gøgl?

Hendes næse gjorde stadig ondt. Han skar ansigt af hende, men mest fordi hun peb over det endnu. Hun havde fortjent det! Men han sagde ikke noget og samlede bare sin rygsæk op og svingede den på ryggen, da hun bad ham følge med. Hvilket han gjorde uden tøven. Han var uden tvivl faret vild, han anede i hvert fald ikke, hvor han var henne i den store by, men det vidste hun tydeligvis. Og det virkede ikke til, at hun havde planer om at føre ham i flere problemer, så han sluttede bare op ved siden af hende og fulgtes med hende igennem gader. Ruten hun tog hjalp ikke på hans fornemmelse af at være faret vild, der var alt for mange sving og smutveje. Opmærksomt så han sig omkring som de gik, mest for at holde øje med byvagter eller Kilepræster, men også drengen han havde sloges med. Men de stødte ikke på nogen og endeligt stoppede pigen op.

Hendes spørgsmål var direkte og overraskende og han tøvede kort, inden han svarede. Ærligt. Der var ingen grund til at lyve.
”Jeg er på vej ud for at finde min mor. Hun er blevet kidnappet af manden, der slog min far ihjel.” Det gav stadig et stik i ham ved at sige, at hans far var død, men han havde en fornemmelse af, at det ikke gjorde så ondt, som det burde gøre. Han var meget mere bekymret for sin mor. Men hun var i live! Det havde rævedamen set! Så Ronin var noget mere fyldt med håb og beslutsomhed end dagen før. Det var næsten ved at blive et eventyr for den unge dreng.
”Men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af byen, der er vagter overalt.” Han kneb øjnene lidt sammen og så overvejende på pigen. ”Ved du det? Kender du en vej ud?” Han håbede virkeligt, at hun gjorde! Han kunne ikke bare gå hjem igen. Han måtte finde sin mor!

Han skulle på ingen mulig måde sige højt at hun peb. Han vidste ikke hvad det ville betyde for alvor at have noget at klynke over. Men der var ingen grund til at brænde sammen over noget han måske, eller måske ikke tænkte i sin tavse tilstand som han fulgte med hende. Glædeligt, på et eller andet plan fulgte han efter. Naivt tænke hun først, men det sørgede for at hun i hvert fald ikke havnede i nye problemer hvis hun skulle trække et stædigt æsel efter sig. Maya tvivlede også stærkt på at hun ville ligge så mange kræfter i at føre ham væk hvis han gjorde for megen modstand.

Maya kiggede på ham, hun var ikke skeptisk eller med et udtryk der afslørede hun ikke troede på ham. Nej, hun kiggede undersøgende på ham, mere nysgerrig end tvivlende. "Jeg troede kun sådan noget skete i de gamle kællingers eventyr" kommenterede hun brummende og tog derefter en tung, lydt indånding ved hans næste ord. Det havde hun allerede gættet. Han måtte behøve en vej ud hvis det var hans mål at finde sin kidnappede mor. Hvor rart det måtte være rent faktisk at have forældre at bekymre sig om, og omvendt.

Overvejende skar hun en grimasse, som overvejede hun om det virkelig kunne være det værd at hjælpe ham. Men der var noget over den måde han så på hende. Håbefuld og nærmest uskyldig, der gjorde det svært at sige nej. Lidt som en hundehvalp. Maya gav i hvert fald op. "Ja.. jeg kender en vej ud.. Der er ikke vagter særlig ofte, for mange af dem kender slet ikke til den, og dem der gør er ofte lyssky nok til ikke at afsløre dens lokation" hun gjorde et lille kast med hovedet, mens hun holdte armene over kors, lidt træt af at hun faktisk lod sig overtale til det. "kom" hun satte i bevægelse, ned af flere gader, men begyndte denne gang at gå en smule tilbage af hvor de var kommet til, i stedet for den rute der faktisk ville havde smuglet ham tilbage til de højrøvedes kvarter. Hun kom garenteret til at fortryde det.

Maya kiggede om hjørner de fleste steder, mere for at orientere sig at der ikke var banditter fremfor vagter til stede. Ingen af delene var fordelagtige, men vagterne slog sjældent, og var nemmere at løbe fra. Efter lidt tid, nåede de den høje ydermur, der indtil videre virkede ganske intakt, men Maya fulgte den i halvmørket uden tøven, i et roligt tempo. Her dristede hun sig til lavmælt at hviske. "Hvorfor skulle han kidnappe hende? Jeg mener. Hvis han dræbte din far.. hvorfor så ikke også din mor?" det lød ikke til at lønsum var blevet opkrævet, ikke når han selv ville ud og lede efter hende. Andre grunde kunne han ikke komme i tanke om. Desuden, hvis hun var mor til ham, kunne hun næppe var en ung prinsesse der var penge i at gifte væk, som nogen af krogæsterne før havde snakket groft om - selvfølgelig efter de havde haft hende med i høet.

Det så ikke ud til, at hun troede, at han løj, hvilket han var meget taknemmelig for. Han vidste ikke, hvordan han skulle bevise, at det var sket. Han rynkede lidt på næsen, da hun snakkede eventyr, men svarede ikke. Det var ikke et eventyr, det var hans liv og der var intet eventyrligt over det. Selvom han var lidt spændt på at skulle rejse alene ud i jagten på sin mor og sin fars morder.
Spændt ventede han på, om hun kendte en vej ud fra byen, der gik udenom vagterne. Han havde en fornemmelse af, at hun gjorde og ganske rigtigt bekræftede hun det med sine ord. Han lyste helt op, det var muligt! Han havde nær givet hende en bjørnekrammer, men holdt sig selv tilbage, han regnede ikke med, at hun ville bryde sig om det.

"Jeg vidste det!" Han kunne ikke skjule sin begejstring, al vrede mod hende var glemt. Han hev op i tasken og fulgte med hende ned igennem de små gader. Tilbage? Han var ikke helt sikker, men regnede med, at hun vidste, hvor hun var. Havde han vidst, at hun havde overvejet at tage ham tilbage til Den Øvre Bydel, var han blevet meget såret. Nu havde han jo lige reddet hende for en omgang bank, så burde hun også være meget taknemmelig og hjælpe ham!
Han fulgte tavst med hende, hjalp hende med at holde øje, men der virkede meget fredeligt i mørket. Sikkert udgangsforbuddet, der gjorde sit.

Som de begyndte at følge bymuren, gik han op ved siden af hende. Det var så spændende at snige sig rundt og han havde virkeligt lyst til at tage hendes hånd. Hun havde jo taget hans tidligere, så det kunne vel ikke være så glat? Lidt diskret skævede han til hende i mørket, så på hendes ansigt og krøller. Lidt nuttet var hun, men han vidste godt, at det ikke var noget, han skulle sige højt. Og han holdt sin hånd til sig selv.
Hendes spørgsmål fik ham til at rynke panden og hans hjerte satte farten lidt op.
"Jeg ved det ikke..." Han sank en klump, som gråden pludseligt pressede sig på. Lidt irriteret gned han sig i det ene øje for at stoppe tårerne.
"Men jeg bliver nødt til at finde hende." Hans stemme var bestemt og han havde ikke tænkt sig at diskutere det. Han savnede sin mor og ville finde hende. Basta.

Hans begejstring fik Maya til svagt at løfte på smilebåndet. Hun afholdte sig fra at ryste på hovedet af ham. Han kunne jo ikke gøre for at han ikke var vant til at befinde sig dette sted - var hun stadig møg jaloux over hans opvækst, trods han forsøgte at male det som værende mindre glorificerende end hun så for sit indre? Oh ja, hun ville hjertens gerne bytte liv med ham uden en ekstra tanke. Uretfærdigt nok, var det ikke noget hun kunne gøre, men i stedet blot tage sig til takke med hvad der foregik nu. Maya fik i hvert fald sagt til sig selv, at det ikke kunne skade at vise ham vejen. Han havde godt nok slået hende og nær taget hendes eneste egendom fra hende - men igen, han havde så reddet hende for en umådelig omgang tæsk for intet mindre end et øjeblik siden. Maya forsøgte at gøre det op i tjenester og begivenheder, men det var en smule besværligt at finde ud af lige nu, så hun fulgte bare instinktet. Han lød jo taknemmelig.

Maya gik noget tid, før hun skævede tilbage til knægten, opfangende at han havde kigget imod hende. En smule forvirret drejede hun blikket tilbage til hvad der var foran sig, undrende over hvorfor han ikke kiggede på omgivelserne i stedet. Det var ikke sådan vanvittig ubehageligt, men det var underligt!
Maya brummede, svaret på hans ord der ikke helt be eller afkræftede hendes tanker om morens tilstand. Var hun stadig i live? Han havde jo ikke snakket om løsesum og det var hvad der forvirrede hende mest. Var hun overhovedet i live. Selvfølgelig kunne Maya være ligeglad, men hun var trods alt ikke hjerteløs! "Men.. Pas nu alligevel på, ikk" kom der lavmældt, som om hun faktisk ikke helt ville sige det, men hvem end han ledte efter der havde hende, lød som en alt andet end rar fyr. Han kunne slå ihjel! Det kunne man ikke bare lige løbe om hjørner med.

Maya begyndte at sænke farten, gik en smule ned i knæ og lyttede op af bymuren, mens hun skævede opefter. Kiggende efter om der var vagter på patrulje deroppe dette øjeblik, og lyttende efter om hun kunne høre ekkoet. Da hun efter lidt tid var tilfredsstillet med stilheden, kravlede hun længere frem og stak hånden ind i en mørk afkrog, ikke til at se denne dunkle aften. Koncentreret bevægede hun rundt, til hun ramte hvad hun søgte, skubbede en brædde fri, og gav sig til at skubbe den større sten, en smule besværet. "Sig lige hvis du kan se nogen på muren" stemmen var en smule anstrengt fra den fysiske udfordring, men det var ikke noget hun ikke kunne klare. Hun skulle bare være sikker på at ingen af vagterne hørte noget. Det ville være farligt.

Til Ronin lettelse snakkede hun ikke videre om hans mor. Han var selv så forvirret over det hele, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre, ud over at finde sin mor og finde ud af, hvad der var sket på den måde. De gik et langt stykke, Ronin så tavs som han kunne være, selvom han normalt gerne ville snakke, men de skulle tydeligvis snige sig af sted, så det gjorde han. Helt dum var han ikke, selvom han ikke var vant til at skulle færdes i al hemmelighed i en så stor by.
Hendes stemme brød dæmpet stilheden og han kunne ikke lade være med at smile lidt. Så hun bekymrede sig alligevel lidt om ham?
”Jeg er mere hårdfør end jeg ser ud.” Der var ungdommelig selvsikkerhed og en smule stolthed i hans stemme. Han skulle nok klare sig!

Pigen begyndte at kigge opefter og Ronin gjorde det samme. Der var vel vagter på muren lige som om dagen. Ikke at han kunne se nogen nu, hvilket nok også var godt nok. De dumme vagter skulle ikke forhindre ham i at komme ud af byen!
Han så på hende, da hun kravlede frem og stak armen ind i et hul. Hans hjerte satte farten lidt op. Det var hans vej ud. Tavst nikkede han og så op mod toppen af muren, opmærksom, men der var stadig ingen. Et par gange skævede han hurtigt til hende og havde nær tilbudt sin hjælp, men lod være. Det var nok bedst at lade hende gøre det selv. For et øjeblik mindedes han sin mors stædighed, den var noget mere subtil end pigens, men uden tvivl lige så stærk.

Noget bevægede sig i mærket og han lagde en hånd på hendes ryg, mens han maste sig endnu mere ind i mod muren.
”Der kommer nogen,” hviskede han så lavt som muligt. Intenst stirrede han på vagtens skygge, der bevægede sig hen over dem og forsvandt længere henne igen. Ronin havde været så anspændt, at han havde holdt vejret og han pustede lettet ud. De var ikke blevet opdaget. Han gav hendes ryg et par blide klap, inden han trak hånden til sig, bare for at sige, at faren var ovre.

Maya kunne denne gang ikke dy sig fra at himle let med øjnende. Men det skete ikke uden et kækt skævt smil på læben og et sigende blik til siden. "Du slår i hvert fald hårdt" det havde hun selv mærket! Hendes næse var stadig øm, men han havde alligevel ikke givet hende den værste omgang tæsk i hendes liv. Men derfor kunne hun stadig ikke lade være med at prikke bare en smule med ham. Så længe hun holdte den muntre tone og det glimt i øjet var der intet at være bange for at hun tog pludselig hævn. Nej, det var når hun var direkte alvorlig og gnaven man skulle tage afstand.

Hånden på ryggen fik hende til at stoppe instinktivt med at bevæge sig, inden hans ord overhovedet forlod hans læber. Hun bevægede sig ikke så meget som en milimeter, men sad stille som en kanin fange i en lyskegle, men uden det paniske udtryk. Hun ventede. Afventede at de ikke længere skulle frygte at blive opdaget. Det var en nervepirrende situation, og Maya selv havde holdt vejret nede i lungerne så længe der var fare for at de kunne høres, og sukkede som faren drev over. Hun svarede ikke noget til hans ord, men gav sig blot i kast igen. Et par lette skrattende lyde af sten mod sten, som hun skubbede gav ganske let genlyd, men bragte ingen problemer med sig. Ikke lige nu. Udgangen var nu stor nok til at klemme ind. "Kom" Maya krummede sig sammen, lavede en bevægelse med hånden om at han skulle følge efter, inden hun kravlede ind i hullet. "Der kan være huller i de stablede sten, men bare tag rolige skridt, så vælter du ikke" lavmæld hvisken, men det var bedre at tage den chance at blive hørt af det, end chancen hvis nogen væltede herinde i tunnelen. Det larmede alligevel meget mere.

Endeligt virkede det til, at det var muligt at komme ud. Han så hende forsvinde ind i hullet, der ikke var ret stort. Han tøvede lidt, med hev så resolut sin taske af og skubbede den ind først, så der også var plads til ham. Det var muligt at gå meget sammenkrøben, en voksen måtte uden tvivl kravle. Han nikkede til hendes ord, inden det gik op for ham, at hun ikke kunne se det i det tykke mørke, der var i hullet.
”Jeg skal nok være forsigtig.” Han hviskede lige så lavt som hende, inden han med tasken i favnen begyndte at følge efter hende ind i mørket.

Jorden var ujævn under hans fødder og hans slæbte dem mere end han gik for at være sikker på ikke at træde dumt og vælte eller vrikke om. Han huskede muren som tyk, men ikke så tyk som den føltes nu, da de gik igennem dem. Hans hjerte bankede hårdt, men han var ikke bange. Bare spændt. Anspændt. Bare de ikke blev fanget! Han var så tæt på at kunne rejse fra byen og få mulighed for at finde sin mor! Han sank en klump og tvang sig selv til at koncentrere sig om de sidste skridt mod friheden.
Skeden til hans sværd skrabede let mod siden af tunnelen og han forsøgte at lade være med at tænke på, hvor lidt plads, der var omkring dem og hvor mange kilo sten, der var over dem.

Han kunne ikke se noget foran sig, ikke før hun flyttede lidt på sig og en tynd stribe af nattelys afslørede sig selv. De måtte være fremme ved stenen, der skjulte den anden indgang! Lettelsen havde nær fået ham til at sukke højt, men han stoppede sig selv. Igen grund til at vise, hvor utryg han egentligt var i mørket. Med så lidt plads. Han havde vel bare lidt værdighed!
Egentligt gik han rundt med en lyst til at kramme hende, for hun udsatte sig selv for fare for at hjælpe ham og han vidste ikke, hvordan han ellers skulle udtrykke sin taknemmelighed. Men lige nu måtte han vente til de kom ud herfra. Hvilket han håbede de snart gjorde.

Det var ikke uendelig mængder gange at Maya havde benyttet denne vej. Men hendes fødder var vant til det ujævne brostensterræn og ofte var hun i løbende hastighed når hun bevægede sig over det. Hun gik ikke stærkt, men hun var vant til det. Hun tog rolige skridt, og brugte en hånd til at følge den knoklede sidevæg. Ikke at der var plads til at være oprejst, men hun var ikke særlig stor til at starte med. At krumme sammen var dog nødvendigt. Da de var noget et stykke ind, var det som om at alle lyde blev fordoblet, samtidigmed at alt udenfor dem var som fuldstændig forsvundet. Hendes øre opfangede alt for klart noget der skrabede op af muren, og når hendes fødder ramte småsten og den lette lyd af skrab af fødder bag hende der nåede hende engang imellem. Det bekræftede hende dog i at han gik forsigtigt.

Det krævede at hun følte sig frem da de endelig nåede enden. Famlende efter stykket hvor hun kunne skubbe den til side uden alt for mange problemer. Man kunne høre hun moslede en smule, men snart kom der mere lys ind, og hullet var stort nok til at Maya kunne stikke hovedet og noget af overkroppen ud. Maya skævede til siderne, inden hun kiggede opefter. Ingen fandt på at kigge direkte ned, men det var bedre at være hundrede procent sikker end pludselig at have en pil i skulderen. Så snart hun havde set sig tilfreds, trådte hun tilbage, pressede stenen det sidste stykke og trådte derefter ud i den friske natteluft og gav den anden mulighed for at komme ud. "Så langt så godt. Jeg vil ikke råde dig at tage den her vej tilbage ind. Vagterne på muren er meget skeptiske omkring folk der nærmer sig muren" ikke at hun regnede med at han som sådan havde tænkt sig at gå ud til marken og tilbage igen. Han havde trods alt et gøremål. Maya gav sig til en smule usikkert at klø sig på sin arm. "Oh og hold dig fra den store landevej her om natten.. Den er fyldt med røvere.." hviskede hun lavmælt med en let krølle på læben der ikke var et smil, men mere en grimasse.

Det føltes som en evighed i mørket, men snart fik Maya skubbet en sten til side og nattens lys faldt ind i tunnelen. Lidt lettet fulgte Ronin efter hende ud i friheden, ikke helt glad ved at indrømme, at han havde følt, at han var ved at blive mast, men han kunne ikke forhindre sig selv i at tage en dybt indånding. Ah, luft! Ikke at han nåede at rette ryggen mere end en smule, før hun var ved at forklare ham, hvad han ikke skulle gøre. Og gøre. Han betragtede hende i månens lys. Det store krøllede hår, det spinkle ansigt. Hun var nu egentligt ret nuttet - men han vidste bedre end at sige det, hun slog altså også en proper næve og han havde ikke brug for mere næseblod lige nu!
"Bare rolig, hvis jeg kommer tilbage, tager jeg en af portene." Hvis han kom tilbage. Han vidste ikke, hvad der ventede forude, men han håbede da, at han ville se Dianthos igen. Drømmen om at blive kriger for Lyset hang stadig i ham.

"Og jeg skal nok holde mig fra vejene om natten." Han smilede lidt og så ud over området, der var mørkt, men alligevel oplys i et svagt hvidt lys fra nattens stjerner og månen. Eventyr. Det kriblede i ham for at komme videre, komme ud og opleve noget! Men vigtigst af alt - finde sin mor! Han savnede hende!
Ronin vendte blikket mod pigen igen og smilede lidt mere.
"Pas nu på dig selv, jeg er der ikke til at frelse dig næste gang!" Tonen var drillende, men venlig. Han mente det skam. Hun skulle passe på sig selv!

Lidt tøvende bed han sig i læben, inden han hurtigt trådte helt ind til hende.
"Tak." Han hviskede det nær hendes øre, inden han placerede et blidt, men fast kys på hendes bløde kind. Hurtigt trådte han væk, så hun ikke kunne nå at slå ham, og han ventede rundt og begyndte at trave væk. Efter nogle skridt drejede han overkroppen, vinkede tilbage til hende og satte så i løb, så han kunne nå væk inden der kom flere byvagter. Så! NU skulle han finde sin mor! Oppe nord på! Spændingen gled igennem ham, men han kunne ikke helt slippe Maya med tankerne. Ikke helt.

// Out

Maya nikkede alvorligt, faktisk glad for at han forstod. At han tog hendes ord alvorligt trods hende unge alder. Hun havde befundet sig herude hele sit liv, og havde en fornøden erfaring. Noget i hende havde trods alt ikke lyst til at han kom til skade. Ikke at hun ville indrømme det, men bare at tanken havde været der var for nu nok.
Maya himlede med øjnene af og kom med et let fnys. “Ja ja. Sørg nu lige for at holde dig selv i live først” svarede hun tilbage af samme drillende tone, og selvom venlighed ikke var hvad hun gjorde mest i, var der ikke noget ondt at spore i hendes stemme.

Maya så afventende på ham med armene over kors. Måske det alligevel var for stor en mundfuld at tage ud i natten alene? Det var ikke strejfet hende at andre tanker kunne gå rundt i hovedet på ham. Med en let halvkvalt forskrækket lyd trak hun sig tilbage til at stå med ryggen mod muren. Det vil sige at hun kunne bakke et halv skridt.
Hun var lamslået. Stivnet fuldstændig på stedet mens hun gloede efter ham med store øjne og let åben mund. Hvad i. Hvad var der lige foregået? Hun blinkede et par gange og rystede på hovedet uden helt at kunne ryste følelsen af sig. Den var ikke ubehagelig. Men den var ny og mærkelig. Tossede dreng. Hvor mange tøser havde han ikke gjort det ved? Et halvt skævt smil kom frem på hendes læber mens hun så efter ham løbe af sted. Hun selv vågnede en smule tilbage til den barske virkelighed og kravlede tilbage ind i hullet i muren. Tilbage til de mørke gader hvor hun ville efterfølge ønsket om at holde sig ude af problemer. I hvert fald for i aften.