Sted: Elverly
Tid: Formiddag

Dette var risikabelt. Efter alt hvad Kiles orden havde gjort mod dem. Alt hvad Leoric beordrede landets krigere og vagter om at gøre for hans egen vindings skyld. Baldwin havde en sur smag i munden bare ved tanken. Han vidste elverne var vrede. Hvordan kunne de være andet. Han vidste at han ikke ville blive mødt med blide blikke. Baldwin havde ikke andet end forståelse for dette. Derfor gik han landets grænse i møde, med en ydmyghed og underdanighed der ikke hørte en General til. Ikke en General som folkesagn fortalte om. Den stærkeste kriger på banen, som kunne få enhver til at bade i sollys. Baldwin var ikke den mand. Han var ikke en højsnudet adelsmand der havde fået alting serveret. Han forstod mere end folk gav ham kredit for.

Han løftede sine hænder, fredfyldt som de to spejdere rettede deres ladte buer mod ham. Han lod dem konfiskere hans våben, udspørge ham hvad han ønskede i deres land. Han var næsten klar på at blive afvist. Sendt væk for hvad dronningens følge havde gjort. Men de tog ham med, men ikke uden at tage deres foranstaltninger. En magihæmmende krystal hang om hans hals, forhindrede ham i at kunne bruge sine skærpede sanser, og måtte leve med at se og høre som et normalt menneske. Hans kontakt til lyskrystallens kræft var afbrudt og han kom ind i elverly som en udmyg og ufarlig mand.

Baldwin håbede at hun ville se ham. Håbede af Daeralda ville lade ham tale sin sag, hvor skrøbelig og tåbelig den kunne virke. Elverne havde lidt. Mere end nogle andre folkeslag i hele landet. Og Baldwin havde intet kunne gøre. Ikke direkte. Ikke andet end dette. Hvis det var nok. Baldwin kunne ikke tage sig tid til at nyde sine omgivelser, eller møde andres blikke. Hans ørneøjne var rettet lige frem, som han blev fulgt af flere elvere. Ingen af dem med venlige blikke vendt i hans retning. Som havde han givet ordrene til Kiles Orden! Men som alt andet, bebrejdede han dem ikke. Han var ikke grunden til at denne landesorg var begyndt, men han havde heller intet fået gjort for at stoppe det. Ikke der kunne ses og føles på omkring dem. Guderne vidste han ikke havde stået passivt til, men det var ikke skaberne han skulle stå overfor denne gang.

"Gør hvad du finder bedst, Asilwen." svarede Daeralda fraværende den unge pige uden at tage blikket fra pergamentet hun var ved læse mere end hvad det krævede for at møde den andens blik i spejlet og give hende antydningen af et smil. Hun var stadig i natkjole og morgenkåbe til trods for at solen for længst havde forladt den lave del af himlen og meldt at dagen var godt i gang. Mest af alt fordi hendes kammerpiger først nu havde fået hende væk fra diverse ting hun selv fandt vigtigere at få ordnet fra morgenstunden end noget så basalt som at skifte fra ganske behageligt tøj til noget der ikke altid var det.

Hun vendte tilbage til rapporten hun sad med kun for at blive afbrudt igen - denne gang af en høflig banken på døren, før en kvindelig vagt trådte ind. "Lysende," Hun slog hånden for hjertet og bukkede let og fortsatte så som Daeralda gjorde tegn til at hun skulle tale. "Generalen for det såkaldte Lys er kommet og ønsker foretræde for Dem."
Daeralda lod rapporten synke helt ned i skødet ved dette. Hun huskede glimrende generalen fra mødet ved Løvfaldsfesten. Både det indtryk han selv havde gjort og det hans folk havde. Nu var han her så igen. Det sidste sted i Krystallandet han nok burde vælge at besøge efter Lysets sidste dekreter. Hvilket han næppe var i tvivl om. Det betød så også han måtte føle sin grund til komme overordentlig vigtig.
"Vis ham til Midnatssalen og lad ham vente på mig der." Hun vendte sig tilbage mod spejlet, som vagten bukkede og forsvandt for at efterleve ordren, og pigerne greb til fornyet hast med at få Daeralda præsentabel.

Midnatssalen var i toppen af det nordligste træ der udgjorde hjertet af Skovfortet. Det var en af de mindre sale som hovedsageligt blev brugt til møder eller præsentationer af tilrejsende betydeligheder. Gulvet og søjlerne der holdt kuplen oppe var af hvidt marmor, mens væggene og kuplen selv var fortryllet til at gengive nattehimlen over Lindeskoven. En enkelt lysende kugle hang som månen alene i alt mørket og spredte sit bløde og kølige lys i hele salen og holdt den lysere end hvad navnet insinuerede til.
Daeralda trådte ind fra åbningen i venstre side og stoppede op med blikket hvilende på Baldwin. Hun var klædt i en sort, fløjlskjole med symbolerne lys, liv og respekt broderet i sammenslyngede mønstre i guld langs kanten af ærmegabene og kjolens søm. Hendes hår var samlet i en krone og som hun stod i skyggen af en søjle henlå hendes person i et blødt lys. "De er en modig fugl, Baldwin." Hendes stemme var kølig, som hendes blik var det og med de få ord fortsatte hun ind midt i salen, hvor hun så afventende på ham.

Baldwin ytrede ikke flere ord end nødvendigt. Han bøjede hovedet af respekt for de elvere han mødte og svarede høfligt på deres spørgsmål. Han ville ønske at han kunne give dem svar på deres eget sprog, men det var ikke en egenskab han ejede. Han talte ikke elvernes sprog, men dem der kontaktede ham var også flinke nok til at tale det krystallisiankse sprog med ham. Han gjorde ingen indvendinger når nogen bad ham vente, eller fragtede ham andet steds hen. Sidst kom en kvinde tilbage. En kvinde der havde bragt nyheden til deres leder om at han var til stede og ønskede at tale med Daeralda. Han fulgte tavst med hende til Midnatssalen og ventede der.

I sin ventende tid, betragtede han omgivelserne. Det var ikke svært at se, at elverne ejede en stor gave for arkitektur og skønhed. Anderledens end dværgenes rige, der ligeledes havde bragt skønhed med sig, men bestemt ikke dårligere. Han drejede en smule om sig selv, mens han betragtede den lysende kuple der gav en udstråling som nattens himmel, før hans blik vendte tilbage ned og fandt frem til elverkvinden hvis blik allerede hvilede på ham. For et sekund stoppede han fuldstændig, og så bare på hende. Han huskede hende tydeligt fra løvfaldsfesten, men hendes træk langt mere alvorlige denne gang.

Efter de få sekunder bøjede han hovedet og bukkede for hende. Lod hendes ord ramme ind i hans følsomme øre, og lukkede øjnende som første svar, inden han rettede sig op igen. "Modig og dum" besvarede han hendes kølige stemme, med en mere rolig og sorgmodig af sin egen. "Jeg har været blind for længe"

Som hun stillede sig op foran Baldwin tog hun forandringerne i hans udtryk ind. Han havde også set undskyldende ud da hun først havde mødt ham til løvfaldsfesten, men det var gået af under deres første samtale. Da havde en af hans krigere udvist totalt mangel på forståelse og intellekt. Spørgsmålet var hvad havde fået udtrykket frem hos ham denne gang og i endnu tidligere grad for det var hele hans person der virkede undskyldende.

Daeralda nikkede let til svar på hans buk, men uden at tage blikket fra ham eller give ham mere end den mest sparsommelige respekt. Hun havde måske fået et godt indtryk af ham ved deres første møde, men siden da havde meget forandret sig og hans position gav ham en del at svare for. At det ikke var nemt for ham at være kommet her kunne hun også se, så det måtte være noget vigtigt han ville. For ham vigtigt under alle omstændigheder.

Han lagde da også overraskende ærligt ud og fik hende endda til at bløde en smule op. "Lidt af en indrømmelse for en af Deres race." Ørne var ikke ligefrem kendt for at overse ting, skønt de ikke altid så sammenhængene der ikke var fysiske. Hun havde nogle halvørne gennem sit liv og altid haft et godt indtryk af dem. Noget der fik hende til lidt mindre køligt at spørge. "Hvad så De ikke?"

Baldwin fik et svagt glimt hen over sine øjne ved nævnelsen af hans race. Han kendte ingen af sin egen art, men vidste hvordan man så på Ørne og deres evne til at se, høre og opdage. Men man hørte ikke alt omkring en, hvis man var fokuseret på en ting, og så ikke det der var omkring sit mål. Det havde han i hvert fald ikke gjort. "Jeg så ikke at min Dronning ikke er den hun engang var. Jeg så ikke at Leorics gerningerne kun var til hans eget formål før det var for sent." indrømmede han og man kunne næsten se hvordan fjerene nærmest mistede sin glans som de lagde sig ned og mistede noget af den naturlige puffhed der var over fugle generelt. "Jeg har fejlet ved ikke at reagere hurtigt nok. Som jeg befandt mig I Norden, har Kiles Orden startet en krig op. En krig mod Dem og Deres folk." han skulle have været der. han skulle havde forhindret det. Skulle havde sat en stopper for det vanvid! Hvis blot han havde været der, og ikke befundet sig så langt mod Nord. Et sted hvor han faktisk havde påbegyndt sin forrædderiske færd for at gå imod sin dronnings ord. Leoric var hendes talsmand, og Baldwin gik imod ham ved at kontakte de andre racer og folkefærd. Som nu.

Baldwin ønskede at sige mere, give en forklaring på at han havde været i Norden for at tale med Thanen, og for at danne sig et samarbejde med Nordens folkefærd der altid havde følt sig adskilt. Men han nåede det ikke før en stærk kræft slog luften ud af hans lunger og fik ham skælvende til at gå ned i knæ.

Mørket omsluttede ham, som han hørte hendes stemme kalde hans navn. Han hørte det som en svag hvisken først. En hvisken der havde mistet meget af sin kræft, men stadig holdte fast i livet. Mørket svandt bort til synet af hans dronning siddende alene, bundet i lænker. Han så ind i de stærke øjne, og han vidste allerede nu at dette ikke var den samme kvinde som han havde forsøgt at tale fornuft til for nu så mange måneder siden. Kendetegn for det nordelige område han lige havde forladt ramte hans nethinde. Templet hun var taget til, hvor det nu stod klart at hun aldrig var kommet tilbage fra. "Hjælp mig ud af disse lænker, og lad os endeligt stoppe de rædsler, landet udsættes for i mit fravær.."

Det var ikke mange sekunder han var væk, men det løb ham koldt ned af ryggen som rummet kom tilbage og omgivelserne nærmest varmede ham op igen efter følelsen af nordens kolde omgivelser. "Isanne.." at udtale dronningens navn var ikke noget man gjorde, men han var overrasket. Slået en smule omkuld. Han havde for en kort stund glemt hvor han var og hvorfor han var der, som han løftede blikket og så på Daeralda igen. "Jeg ved hvad der er sket"

Intet forandrede sig i Daeraldas kølige træk, som Baldwin reagerede svagt på hendes nævnelse af hans race, men uden at det kunne ses hvorfor. Hun kendte ham ikke godt nok til at gisne om det heller, så hun lod det flyde og koncentrerede sig hvad han svarede på hendes spørgsmål.
Han startede ikke lovende ud.
Det vurderende i hendes blik blev tydeligere som han talte og det var ikke til at tage fejl af at hun var ved at revurdere sin mening om ham. Han havde virket rimelig kompetent af et halvdyr at være, men hans manglende teft for at se op i rang så meget som ned, sænkede hendes mening om ham en del. Det var prisværdigt han havde fået åbnet øjnene nu, men det var på mange måder mange beslutninger og samtykkener for sent.
Måneder for sent.
Liv for sent.
"Den krig var i sin begyndelse allerede sidst du var her." Hendes stemme var stadig kølig og uden giv. At forlange adgang til Elverly og ikke acceptere deres tilstedeværelse var uønsket havde været den første dråbe. De havde forsvaret hvad altid havde været deres og det ville de blive ved med.
Hun betragtede ham atter undersøgende, før hun blidt fortsatte. "Hvad bringer dig virkelig her?" Hun tvivlede på det var for at undskylde sin stiltiende accept af hvad andrefik lov til at gøre i landet. Af åben jagt på hendes folk, præster og tilbedere der afveg fra Ordenens lære, på hvem endder turde sige Ordenen imod.

Han nåede ikke at svare hende, var tydeligt ved at skulle sig noget, som han vaklede og hans blik gled væk fra hende og ud i en sløret tåge.
Daeralda reagerede instinktivt og trådte frem, gribende som han lukkede øjnene og sank mod gulvet. Hun sænkede ham blidt ned at ligge forbløffet over hans ringe vægt og svagt bekymret over hvad han var ramt af. Et kald og en vagt åbnede døren ind til salen, en ordre og han var strøget af sted efter det hun havde bedt om. Selv sank hun ned at side på gulvet, holdende hans hoved på hendes skød og stille.
Så åbnede han øjnene igen uden at fokus fandt hende til en start eller at det han sagde gav mening for hende. "I sandhed hvad?" Hendes stemme var stadig blid, men nu uden køligheden i bunden af hendes blik. Hans næste ord gav så ikke meget mere mening. "Så fortæl mig det?"

Baldwin kunne på ingen måde fortænke hendes kølighed eller svar tilbage for den sags skyld, men han nåede ikke at give mere til hende. Give mere forklaring og udredning før det hele bare væltede ham. Han burde havde kæmpet imod. Noget dybt i hans sind var sikker på at han ikke skulle lade sig overvinde på den måde, og lade andre vise stykker af sind og tanker. Men så snart han så hende. Sin dronning. Kæmpede han ikke længere imod men lod synet overvinde sig.

Han åbnede ganske langsomt øjnende, dannede sig fokus af den lyshårede elverkvinde der så ned på ham. Hvor længe han havde været væk var nok nærmere sekunder, men han følte selv at han havde lagt i trance i længere tid. Ordene han havde fremsagt begyndte at komme tilbage til ham, og alt blev fokuseret. Hans øjne, hans træk og hans tanker. "Dronningen. Jeg ved hvor hun er." han rettede sig op fra hendes skød og tog sig til hovedet, men han blev siddende på gulvet. "Dronningen er i Norden, taget til fange af en dæmonisk kraft. Hun brugte sine kræfter på at sende mig en vision af sin tilstedeværelse. Hun kan ikke selv komme fri og jeg agter at hente hende hjem" det kunne der på ingen måde stilles spørgsmåltegn til, men han var ikke færdig. Dae skulle vide det hele - nok kendte de ikke hinanden godt, eller overhovedet tilnærmelsesvis ret meget, men hendes folk havde lidt. Mere end nogen anden. "Leoric er en dæmon, jeg ved ikke hvor stærk, men vil næppe tro han er ung eller svag. Han har fanget hende, formodentligt da hun var i Norden for at besøge Isaris tempel. Han har formået at danne en kopi, en forfalskning af hende, som besidder tronen og lader ham styre alt i hendes sted." Han så alvorligt på hende, lagde sine kort på bordet og lod hende tage de tanker og ord ind hun ville og hvor lang tid hun end behøvede. Men en ting var fast, Baldwin tog op efter hende. Med eller uden hjælp fra elverne.

Der gik ikke mange øjeblikke fra døren var gledet i bag vagten til Baldwin talte. Usammenhængende til en start, men det var vel hvad hun kunne forvente. Af samme grund havde hun holdt sin stemme blid og utruende. Han åbnede da også øjnene helt derefter. Klare gyldne og helt fokuserede. Som hun havde set dem i efteråret, men ikke tidligere i dag. Det fik hende til at hæve et øjenbryn let.

Det var også tydeligt, hvornår han helt var tilbage fra hvor end hans bevidsthed var sunket hen, for da løftede han sit hoved fra hendes skød og satte sig op. Måske lidt for hurtigt for han svajede let, men hun lod ham gøre som han ville og lod hænder blive liggende i skødet. Hun blev også siddende på gulvet og så bare afventende på ham. De fleste vidste hvor dronningen var.
Og dog.
Hans næste ord satte brikker i frit faldder ellers havde vaklet rundt på kanten og lod dem falde i et klarere mønster end de hidtil havde vist. Var Lyset dronning,den ene samlende kræft i landet over racer og andre tilhørsforhold fjernet fra hendes plads og....

Baldwins næste ord fik Daeralda til at rejse sig i en glidende bevægelse og vende ryggen til ham som hun vandrede mod døren. Hun åbnede den med et ryk, der tydeligt kom bag på vagterne og gav en kort ordre på elversproget. "Fik Valainistima og bring hende her. Sig det er af yderste vigtighed." Med det lod hun døren falde i igen og vendte tilbage til midten af gulvet, men uden at sætte sig. Hendes træk var tilbage i den faste og kølige maske, men denne gang var køligheden ikke vendt mod Baldwin, men mod det der var sket og det der var ved at ske.
Så lod hun atter blikket finde hans. "Jeg beklager min brathed, men vi har visse erfaringer med de væsner du mener er på spil igen og jeg vil gerne have dine ord... dit syn... bekræftet før vi taler videre. Det skulle ikke vare længe før Vala kommer og kan gøre dette."

Valainistima brød sig ikke om at blive forstyrret. Hverken når hun sad fordybet i skriftruller, når hun oplærte lærlinge, eller hun holdte fri. Den sidste del noget der sjældent skete. Men der var ganske få der kunne forstyrre hende hvert øjeblik af hendes arbejdsdag uden at det ville få nogen former for konsekvenser eller sure miner. En vagt var nået frem til hendes arkiver, hurtigt som havde han selve lederens slyngplanter til at jagte sig og meddelte at hun var ønsket. Øjeblikketligt og at det var af yderste vigtighed.

Vala lod det ikke blive sagt to gange før hun lagde bøgerne fra sig, og fulgte barfodet med den ungtudseendet kriger tilbage til fortet. Lysets General var til stedet. Det vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige til. Faktisk var hun rimelig neutral hvad hele dette angik, og kom kun med fakta fra sine arkiver til fordele og ulemper ved alliancen der lige nu var ikke eksisterende. Hun vendtede ikke på at blive kaldt ind, men gik ind af døren som vagten åbnede den og lod blikket i en nærmest doven bevægelse bevæge sig fra den faste og køligtudseende leder, hvis generelle følelsesregister skindte ud af hende som en kølig vind, til halvddyret hvis hoved og følelser var meget et virvar af flere ting. Ved udtalelsen at det var af yderste vigtighed, frafaldte al plig som var blevet forsøgt at oplærer den ældre kvindelige elver i, igennem årene, fuldstændig til jorden og hun læste alle tanker og meninger der var i rummet. Hvilket også resulterede i at hun tavst gik hen og stilte sig foran halvdyret uden at vente på en ordre. "Jeg vil læse dit sind, tanker og minder for at bekræfte din historie" hendes stemme var neutral, ikke venlig men heller ikke fjentlig.

Minderne genspillede sig, uden at hun fjernede blikket eller fortrak en mine. Hun grænskede dem, både følelserne, sammen med det syn der lige nu fyldte hans hukommelse. Det han tænkte allermest på i dette øjeblik. Hun lavede et let nik med hovedet da hun slap hans tanker igen og vendte sig mod Daeralda og talte i dennes hoved, uden at lade den anden høre hvad hun sagde. "Dronningen er fanget i kolde omgivelser.  I Nordens kulde af en dæmonisk kræft. Hun beder sin General befrie hende, og hjælpe hende til at ende denne mørke tid der hærger landet" imens hun talte overførte hun hvad hun selv havde set til Daeraldas hoved. Det af det hun kunne. Hun plejede ikke at overføre billeder, men det gik nogenlunde. Det var i hvert fald med til at bekræfte hendes ord.

Baldwin blev siddende på gulvet selv efter at Daeralda havde rejst sig. Han burde rejse sig og stå rank, men kroppen hørte ikke helt efter. Han følte sig klar i hovedet, men samtidigmed også umådelig træt på en gang. Lige nu ville han faktisk bare gerne blive siddende lidt endnu. Han løftede blikket op imod hende som elverkvinden vendte tilbage, så den fasthed og kølighed hun før havde præsenteret for ham, og ordene der fulgte efter. Han nikkede forstående. "Jeg har intet at skjule for hende eller Dem" svarede han og tog sig tiden det varede før den anden elverkvinde kom til at lade tankerne bide sig helt fast i hvad hans dronning havde vidst ham. Norden var hans nye mål og det skulle gå stærkt.

Baldwin rejste sig ved ankomsten af den anden elverkvinde. En tynd kvinde, med et drømmende udtryk der et øjeblik gjorde ham forvirret. De tyrkise øjne der vandrede over imod ham uden at hun ytrede et eneste år gjorde han en smule utilpas. Indtil lyden af en stemme gik ind i hans hoved, uden at kvinden bevægede sine læber. Baldwin åbnede næbet, lukkede det igen og nikkede. Forstod hvad hun ville, trods det overraskede ham at hun var så direkte og uden bekymring over at hun gik ind i et andet sind. Det var en smule ubehageligt, men han holdte sit ord. Han havde intet at skjule for hverken hende eller Daeralda.

Da hun slap hans sind igen, følte han sig lettet, men ansigtet og de gule øjne faldt hurtigt tilbage i alvorlige folder som han så afventende fra den ene til den anden. Lod dem klare hvad end der foregik. Ikke at han kunne høre den anden elverkvinde. Hun inddragede ikke ham i sin samtale med elverlederen. Måske ville han ikke bryde sig om hvad hun havde at fortælle. Hun havde en måde at være på der gjorde ham let ubehagelig til mode.

Daeralda forholdt sig tavs efter hun med et enkelt nik havde svaret Baldwin. I det mindste forstod Generalen nødvendigheden i en bekræftelse i det han havde fortalt og endnu mere af det han havde antydet. Hun ønskede ikke at handle på valgte ord fra en der havde en interesse i et bestemt udfald, men nævnelsen af dæmonerne havde bragt fortiden alt for tæt tilbage og der var mange ting i den hun ikke ønskede skulle gentage sig.

Der gik heldigvis ikke længe før døren til salen gled op og Månebarnet gled ind. Som skabt til salen de var i genskinnede hun lyset fra kuglen over dem og gav den endnu mere berettigelse i at blive set på som et afbillede af månen. Daeralda mødte den andens blik kort, læggende sagen frem uden ord eller blikke og nikkede så let. Ingen ord var nødvendige her og hun vidste af erfaringen hvilken effekt deres tavshed havde på andre.
Derefter lod hun blikket glide til Baldwin. Afventende og roligt, mens kaos herskede i hendes sind. Kunne hun tillade sig at håbe han havde taget fejl? At det ikke var den kendte fjende der var på spil igen?

Vala drejede sig mod hende og som deres blikke endnu engang mødtes måtte Daeralda lukke øjnene og bare se hvad den anden viste hende. "Så er det sandt. Vi står atter foran det svig og denne gang har de grebet endnu dybere i hjertet på landet..." Daeralda åbnede øjnene, men hendes blik var fjernt som hun løb de nye oplysninger igennem. Så talte hun igen, men denne gang højt og på Krystallinsk. "Vil du sammenkalde rådet? Til den første time efter månen er stået op." Det ville give hende og dem fem timer til at samle sig og til at forberede sig i. Tid de ville få brug for. I tankerne tilføjede hun. "Hvis du kan nå det må du gerne finde konsekvenserne af rådets tøven under dæmonkrigene frem og med. Jeg tror vi får brug for at mindes dem..."

Et dyb vejrtrækning senere og hun vendte blikket tilbage til Baldwin. "Vil du fortælle mig igen, hvad der fik åbnet dine øjne og hvad du har gjort siden da?" Køligheden fra starten af mødet var gledet tilbage for en glød af trist accept af hvad der var overgået dem alle.

Vala var tavs. Både af tankespind men også af hvad hun kunne ytre. Hun nikkede blot bekræftende til Daeralda over at det var en gentagelse af tidligere forfærdeligheder og sorte minder i deres fortid der krøb op til overfladen som et betændt sår. Denne gang med et solidt tag i hvad mangen antog som kernen af hele landet. Dronningen. Efter Valas mening ikke hendes dronning, men elverne havde også et andet syn på regenden end den laverestående og korttidssværmende menneskerace.

Vala blinkede et par gange uden megen følelse i hendes ellers neutrale udtryk som Daeralda opstilte sin forespørgsel. Naturligvis ville Valainistima ikke modsætte sig. Hun nikkede endnu engang, og sendte et blik til halvfuglen der stod tavst og betragtede dem. "Jeg skal gøre hvad jeg kan!" svarede hun sin leder, stadig med blikket på Baldwin, inden hun vendte rundt og forlod lokalet, med fokus på at opsøge de andre medlemmer af rådet så hurtigt som muligt, forklare situationen kort og det aftalte tidspunkt at mødes, inden hun ville begrave sig i oldgamle skrifter de næste mange timer. Forsøge at forberede sig så meget som muligt.

/Out

Baldwin så tavst til, som de to kvinder så ud til at kommunikere udenfor hans hørevide. Det var en smule ubehageligt, idet han ikke vidste hvad der foregik, men generelt hele den anden elvers udtråling var ubehagelig for ham. Uvant og svær at tage stilling til. Han anede intet om hende og kunne ikke læse hende, samtidigmed at tavsheden og at hun kun benyttede tankens kraft til at kommunikere var underligt for hans stakkels hoved. Men han stilte ingen spørgsmål eller forsøgte at tilegne sig den viden de delte med hinanden. Han havde ingen ret til det - han havde ikke megen ret her, og var her egentlig kun på Daeraldas nåde og villighed.

Baldwin gjorde kun antræk til at røre sig og vende tilbage til samtalen som Daeralda tiltalte ham direkte. Alvorligt, køligt og hvad han fornemmede som en smule nedslået. Forståeligt, taget hele sagen foran dem i betragtning. Baldwin tog en dyb indånding og holdte sine hænder foldet bag ryggen. "Jeg vidste noget var galt allerede som Leoric nedbrændte Zaladins tempel i Hovedstaden. Men med frygten i hovedstaden efter dæmonplagerne, virkede det næsten umuligt at tale fornuft. Det var først da forbudet om at være af en bestemt race - Jeres race - fik mig til at handle. Jeg rejste mod Norden for at tale med Deres folk, og nedtale revolutionen og i stedet for dem til at samarbejde med mig, efter at jeg tog til Dragorns rige." forklarede han til en start som han gentegnede sin rute mentalt med at tage ind til dværgene, tale sin sag, videre til Nordens folk og egentlig ligge sin første plan om at tage dronningen. "Vores første plan var at fjerne Dronningen fra Leorics varetrægt. Dronningen vi nu ved er falsk. Mens jeg var væk har Ordenens greb og gerninger eskaleret og for alvor krænket Dem og Deres folk. Oplysninger jeg har fået alt for sent og kort før min ankomst hertil. Jeg har ingen undskyldning eller bortforklaring der på nogen måde kan retfærdiggøre konsekvenserne af at være bortrejst" Han skulle være blevet tilbage. Sendt nogle betroede folk afsted i stedet, og forsøgt at bekæmpe Leoric fra hovedstaden. Men han havde tænkt, at det havde virket bedre at tage afsted selv. Vise sit ansigt for de folk han forsøgte at få støtte fra. Han var ikke sikker på om det havde været den rigtige beslutning, men det var den han havde taget.

Daeralda nikkede let og sendte den anden et taknemmeligt smil. Vala vidste hvad der stod på spil. Hun var som Elverlys Stemme vokset op i tiden efter elverfolket havde fundet sig nødsaget til at forlade deres ældgamle og storslåede hjem for en uvis fremtid i en ny skov. Den gang havde det blandt så meget andet været rådets stolthed og arrogance, der havde blændet dem for hvad der var ved at ske, så meget som den falske sikkerhed om Avanyas evige beskyttelse.
Den havde ikke vist sig nok.

Det var med tankerne formørket af fortiden, at hun så Vala gå og selv vendte sig tilbage mod Baldwin. Han havde taget Månebarnets optræden med prisværdig ro og accept, noget var sjældent for en der aldrig havde mødt den tavse elver før. Han virkede da også til at være helt indstillet på at give hende hvad end hun ønskede af oplysninger. Noget der kunne være et spil, men som hun lyttede til hans ord med meget få følelser vist, betragtede hun også hans udtryk.
Det var ingen tillært remse han kom med. Det var ikke noget han solgte på nogen måde, men kun beklagede kunne ske. Han havde haft en position af magt, men var blevet skubbet fra den af en opkobling fra sidelinien, der med svig havde sneget sig til menneskenes evigt skiftende støtte og brugt den til at underminere Generalens ord.
Det hjalp så ikke Baldwin havde været bortrejst i en længere periode.

"Det må have kostet en pris." Daeralda så undersøgende på ham, føret smil krusede hendes læber. Nordens folk havde altid ønsket sig fri af resten af Krystallandet og hun tvivlede ikke på de havde bragt dette ønske op igen.Hendes eget folk havde altid været frit. Elverly og Lindeskoven havde aldrig været under Lysets styre hvad end forskellige regenter skulle have bildt sig ind. Kun elvere kunne regere elvere.
"Men nu ved du Dronningen ikke er hvor du troede eller hvem du troede... så hvad ønsker du af os?" Hun skar ind til benet. Hans beklagelser gjorde ham ære, men bragte ikke de døde til live igen mere end det satte de slave-tagende elvere fri. Intet han kunne sige ville heller få hende til at sænke grænsebarrieren igen, før Kiles Orden var en blodig plet i historien.

Baldwin nikkede anerkendende. Det havde kostet en høj pris at være bortrejst. Hvad end han havde hjembragt i støtte fra Nord, havde været på bekostning af livet i den sydligere del af landet. Ikke kun elvernes liv var gået tabt. Menneskene ligeledes, omend deres liv næppe vægtede ligevægtigt i forhold til elvernes liv, for dennes leder. Noget Baldwin derfor ikke nævnet, men blot gav hende ret. Det havde kostet meget mere end det burde og at nå Leoric havde vidst sig at være mere og mere kompliceret, praktisk talt umuligt.

Han nikkede igen. De vidste at dronningen ikke længere var den dronning der oprindeligt var sat på pladsen. Det var ikke Isanne længere, men derimod en fremmed. Et skalkeskjul der blev brugt som majonetdukke for befolkningen. Han burde havde vidst det. Vidst det så snart han havde sat sine klør på balkonnen og talt med hende. En fremmed havde han mødt. Kun en skygge af sig selv. Oh hvor han bebrejdede sig selv for ikke at havde set klart og i stedet bilde sig ind at Leoric gjorde hende syg. "Jeg kan intet forlange af jer. Men ønsker støtte til at befri dronningen fra Leorics tilfangetagelse. Så snart hun er fri, vil jeg tage kampen op imod Leoric og hans orden fra Kile, og lade ham og alle sammensvorene stå til ansvar for deres handlinger mod mit, såvel som dit folk." Han vidste det måske virkede bagvendt. Det kunne storme ind og gå imod Kiles Orden nu, men for Baldwin var Dronningen en vigtig brik. "Folket har brug for at vide at den regent de har på tronen nu, ikke er den rigtige. Uden den rigtige Dronning vil det være umuligt for mig at bevise. Jeg har brug for oprøret for at fordrive den sidste gift spredt af Ordenens magt" Forklarede han uddybende, lod hende vide præcis hvad hans tanker havde været. Han skulle ikke risikere at føre Elvernes leder ind på ufærdiggjorte tanker, eller mørke områder hvor konsekvensen ikke var gennemtænkt. Han vidste at ved at tage dronningen først, kunne der nå at ske nye tiltag eller Leoric kunne få fingerne i oplysningerne, men det var den rigtige vej Baldwin så. Han håbede blot at Daeralda gjorde det samme.

Daeralda blev stående afventende og bare så på Baldwin. Hun havde skåret ind til benet for hvad hun forventede han var kommet for. Trods alt var han ikke den første fra det såkaldte Lysets styre der var kommet til Elverly indenfor de sidste måneder og hun tvivlede på han i bund og grund havde andet ønske end de forgående. At Elverne endnu engang skulle redde Lyset ud af de problemer de selv havde fået sig rodet ind i. Om ikke andet selv havde ladet vokse frem. Helt kunne hun vel ikke give dem skylden for alt de havde ravet til sig af problemer gennem tiderne, men lige det sidste her kunne hun og ville hun.
Alligevel fik hun den sang om ikke at kunne forlange noget, hvilket alle havde sagt, men ingen havde ment. Der kom da også et klart ønske bagefter. Et hun kunne forstå, men som hun til en start intet sagde til. I stedet holdt hun blot blikket på ham og lod ham tale ud.

Så nikkede hun let. "Det har jeres folk ja." Hun gav stadig ikke meget følelse fra sig, men virkede svagt fordybet i overvejelse. De havde måske meldt klart ud fra start hvor de stod som folk i forhold til Kiles Orden, men de havde holdt det til at beskytte deres skov, deres land, deres levevis. At opfylde generalens bøn ville være et brud deres vante handlevis i forhold til resten af Krystallandet, men sidst de havde tøvet med at gøre noget sådan... Hun forjog de gamle fortællinger og nikkede så igen.
"Vi ønsker ikke en gentagelse af dæmonernes svig som vi oplevede det for så mange år siden. Vi burde være blevet klogere. Vi burde have lært noget efter den gang." Hun holdt hans blik og lod tidens sorg over de liv der var gået tabt da, såvel som det seneste år ligget frit fremme. "Vi vil hjælpe jer med at befri jeres dronning og om nødvendigt hjælpe hende tilbage til livet. Hvad der derefter vil ske og hvor langt vi vil gå, vil Rådet og jeg diskutere imens."

Hun trak vejret dybt, kaldte ud på elversproget og fik en vagt til at komme til syne, før hun atter så på Baldwin. "For nu vil jeg tilbyde dig hvile og ro for natten som vores gæst." Hun gav ham et lille nik som afsked, ventede til han forlod salen med vagten og fulgte så efter med kursen mod rådsværelset. Det ville ikke blive et nemt møde der ventede.