Fir var blevet i Croix palæet indtil efter Richards begravelse. Som havde været en smuk begivenhed - hun havde selv stået for det meste af forberedelserne og hun havde elsket hvert sekund af det. Det var utroligt hvad hun kunne gøre, når hun ikke havde et bæst til at ånde sig i nakken konstant.
Hun var også blevet et par dage efter dét - én af hendes veninder havde haft brug for at komme væk fra sin mand og Fir havde haft brug for ikke at blive overvåget med mistænksomhed af tjenestefolket hele tiden. Desuden ville hun ikke virke desperat.

Der var gået næsten en måned siden Richards mord, da hun havde fået samlet det meste af værdi i hjemmet til at kunne være i en lille oppakningen. Hun havde ikke gjort sig den umage at sælge palæet. Hun ville gerne have et sted at tage tilbage til, hvis Zane ikke var, hvor han havde lovet at være.

Hun havde pakket en hest med det bedste af hendes tøj, smykker og sko, og med så mange af hende og Richards værdier som hun kunne få med. Hvad hun gjorde nu, gjorde hun muligvis for kærlighed, men hun ville aldrig opgive rigdom for kærlighed. Helt vanvittig var hun endnu ikke blevet, selvom det gjorde ondt på hende at indrømme at Zane fik hende til at føle noget, hun aldrig havde følt før. Hun kunne ikke lade være med at se det som en svaghed.

Hun satte sig selv op på sin anden hest, og uden anden afsked end en besked til tjenestefolket om at holde alting pænt, drog hun af sted.


Mørket var faldet på da hun ankom. Huset var næsten familiært for hende, på trods af at hun kun havde boet der en enkelt nat, og hun sprang af sin hest uden at sætte nogen af dem i stalden, for at løbe direkte op til døren og banke insisterende på den. Hendes hjerte galopperede i brystet på hende, og imens hun ventede i spænding, overvejede hun om hun skulle slå sit hår løst - sidst havde han sagt, at hun så sød ud med håret løst. De vidste godt begge to at hun ikke var sød, men ville han gerne have at hun så sådan ud?
I stedet løsnede hun den øverste knap i sin kjole, der havde knapperne på brystet denne gang, i stedet for på ryggen. Dét var også for Zanes skyld, og hun følte sig helt dum over alt det hun var villig til at gøre for ham, på trods af at hun havde ladet ham vente næsten en måned.

For en mørkelver var en måned ingen tid. Blot en dråbe i havet, grundet deres utrolige levealder... og alligevel var dette en af de længste måneder nogensinde.
Tænk at han havde tilladt sig selv at føle noget for en anden person... og så tilmed en dæmon! Han havde jo altid hadet dæmoner, og med flere gode grunde.

Den største og vigtigste var nok, at de ikke kunne stoles på.

Det havde han jo så gjort alligevel, og selvom en yngre Zane måske ville have forbandet ham for det, følte han faktisk ingen fortrydelse.
Denne dæmon var noget andet.

Måske.

Zane havde holdt lav profil denne måned. Normalt var han frygtløs grænsende til det uforsigtige, men efter at have myrdet Richard Croix, var det nødvendigt at være en anelse påpasselig.
Hans race var jo ikke just velset.

Så da nogen pludselig bankede på døren, trak han hurtigt en kniv, gemte den i ærmet på sin sorte skjorte, og gik roligt ud til døren.
Han åbnede den, parat til at forsvare sig - men så trak han på smilebådet og slappede af i skuldrene igen.
"Fir." sagde han og stak kniven i bæltet.
"Godt at se dig."

Fir gav lige præcis Zane nok tid til at fjerne sin kniv og hilse på hende, inden hun lagde sine hænder mod hans kinder og lænede sig ind i et kys. Det var helt overvældende for hende, hvor meget hun havde trængt til at se ham. Pludselig var en hel måned, hvor hun havde bekymret sig for hans liv og hans helbred og hans følelser for hende til meget lang tid.

Hendes hjerte galopperede i brystet på hende og hun trykkede sig desperat tættere ind til ham, uden overhovedet at gøre mine til hverken at træde indenfor eller give slip på hans læber.

"Jeg må være vanvittig," hviskede hun ind imod hans læber. "Jeg burde ikke forlade mit hjem for at være her. Slet ikke med en mand der er så farlig som du er." Langsomt åbnede hun sine øjne og så op på ham, som hun trak sig ud af kysset igen, for at se om han ville give hende ret og sende hende hjem. Ikke at hun ville lade ham, selv hvis han forsøgte. Hun var villig til at kæmpe for dét hun vidste at hun ville have, og det var Zane.

"Helt og aldeles sindssyg..." svarede han imod hendes læber.
Og det samme var han.
For hun var en dæmon! Den ene race han aldrig nogensinde havde kunnet stole på.

Og alligevel stod de nu her - sammen.

Han havde ikke tænkt sig at afvise hende i døren, og han var helt klar over at han ikke kunne sende hende hjem. Hun ville ganske enkelt nægte at høre efter.

Og skulle han være helt ærlig, så var Zane nysgerrig ad helvede til - hvad var det der fik dem til at reagere sådan her i nærheden af hinanden?
Noget der havde startet som en kidnapning og en forsmag på hans sadistiske tendens, havde udviklet sig til et planlagt mord, samt en uforklarlig tiltrækning.

Svaret var sikkert langt mere simpelt end han ville indrømme lige nu.

Han sagde ikke mere i dette øjeblik, men trådte til siden så hun kunne komme indenfor.
Dette øjeblik, de kommende timer... ville blive interessante.

Fir løsrev sig med nogen modvilje fra Zane og trådte indenfor, da han trådte til siden. Huset var præcis som hun huskede det, og det faldt hende ind, at hvis han var efterlyst, var det ikke sikkert at de kunne blive her. Det liv hun skulle til at forestille sig, at de kunne have sammen, ville ikke foregå i dette hus.

"Jeg.. var i mørkets hær, engang," fortalte hun ham, og vendte sig imod ham, efter at være gået længere ind i huset. "Jeg ved godt at jeg ikke er meget værd nu. Den her krop er ikke meget værd. Den er svag og uøvet med våben, men jeg var dygtig engang og jeg kan blive det igen. Hvis det er nødvendigt."

Hun havde startet ud med at fortælle ham det, for at tilbyde sin hjælp, fordi han var eftersøgt og hun selv havde holdt sig væk fra for meget negativ opmærksomhed, men det gik op for hende at han også kunne forstå det som en trussel og det havde hun det fint med - han skulle vide, at han ikke ville kunne slippe af sted med at gøre hende noget. 

Det var ikke nødvendigt for Zane at opfatte hendes ord som en trussel - han var fuldt ud klar over at hun var i stand til at forsvare sig, og at hun ville forsvare sg imod ham hvis det blev nødvendigt.
Hun ville højst sandsynigt tabe - igen - men Zane ville ikke komme ud af det uden knubs.

Og det var da også en af de ting han kunne lide ved hende.

"Fir, som Mørkets Kriger..." sagde han og gik langsomt hen imod hende, mens han så tænksom ud.
"Du er langt mere værd end du tror - det er sjældent at nogen har formået at såre mig. Du har en ild i dig, og den er ved Zaladin da hidsig, hvis man tænder for den. Du har ikke brug for hverken stærke muskler eller voldsomme våben. Der er andre måder at kæmpe på."

Han stoppede op foran hende og rakte en hhånd frem, for at tage hende blidt om hagen og se hende direkte i øjnene.
"Desuden kan jeg nu godt lide at du er lidt... blød."
Han var helt sikker på at hun forstod hvad han mente.

Fir så varsomt på Zane, som han langsomt bevægede sig tættere på hende. Han mindede mest af alt om et rovdyr, der havde fået øje på sit bytte, men Fir var intet uvidende dådyr, og dét afslørede Zane at han allerede vidste, da han talte igen.

På trods af den facade af hårdhed, og den fremtid som kriger, som hun prøvede at vise ham, smeltede hun nærmest foran ham, da han greb hende under hagen og så hende i øjnene. Hun forstod præcis hvad han mente, og hun åbnede også den næste af knapperne foran på sin kjole, for at lade ham komme tættere på at mærke det. Han havde reddet hende og selvom hun aldrig havde troet at det ville komme dertil, ville hun nu gøre hvad som helst for ham. Fordi hun skyldte ham og endnu værre, fordi hun kunne lide ham.

"Og jeg kan godt lide at du er hård," svarede hun, uden at tænke over hvor tydeligt det i hendes stemme var, at hun var fuldstændig forgabt i ham, og hun lod en hånd stryge over hans hårde mavemuskler. 

Det var sjovt, syntes han, hvordan de var startet ud med at han havde kidnappet hende, de havde endda haft en lille kamp hvor hun viste sin fuck-dig attitude, og hun havde fået en lille forsmag på hans lille, sadistiske lyst...

Og nu stod de så her og stirrede hinanden i øjnene, som to teenagere forgabt i hinanden.

Ganske vidst var de ikke teenagere, men koldblodige dræbere som havde slået en adelsmand ihjel - og sikkert mange, mange andre.
Han var farlig, hun var farlig... og måske var det noget af tiltrækningen.

Zane smilede da hun løsnede en knap.
Han var fristet til at flå resten af knapperne op, skabe sig fuld adgang til den del af hendes krop, han favoriserede... men han gjorde det ikke.

Det her var ikke kun hans leg, det var også hendes.

Så i stedet, førte han drillende den ene hånd hen over hendes mave, og begyndte langsomt at gå rundt om hende i en bue - som et rovdyr der havde udset sig et lækkert bytte.

Firs blik fulgte med Zanes bevægelser. Hun var fuldstændig mesmoriseret af alting han gjorde og selv hvis hun havde prøvet, ville hun ikke kunne tage blikket fra ham.

Tålmodig havde hun dog aldrig været, og da han ikke selv gjorde mere end at kigge på hende, fjernede hun igen sin hånd fra ham, for i stedet at fortsætte med at knappe sin kjole op - knap for knap, indtil hendes bare mave blev afsløret. Herfra kunne hun nemt hive kjolen af sine skuldre og lade den falde ned på gulvet, men hun lod den blive siddende lidt endnu. Det var hendes mave han ville se, og hvis han ville se mere, kunne han selv skubbe den af hendes skuldre.

Hun havde intet korsæt på - lidt kendte hun jo til hans smag, og hun vædede sin underlæbe med tungen, inden hun så op på ham under sine lange, mørke øjenvipper, med et udfordrende blik i øjnene. Hvis han ville have hende, måtte han tage hende. 

Han smilede mystisk da hun knappede kjolen yderigere op, og afslørede den del af hendes krop som hans... anderledes sind fandt allermest uimodståelig.
Nu skulle det vise sig om hun virkelig kunne gøre det her.
Om hun kunne give sig til ham på den måde han krævede - ja, om hun kunne tåle hans lettere sindssyge lyst...

Zane holdt op med at cirkle omkring hende, og trådte helt hen til hende mens han så ind i de mørke øjne - endnu en del af hende, som han efterhånden ret godt kunne lide.

Han elskede det udfordrende blik hun gav ham, og efter at have lade to fingre glide blidt op over hendes bare mave, knyttede han næven og lagde den roligt imod hende, lige over navlen.
"Kan du tage det...?" spurgte han - ikke at det nogensinde havde betydet noget før...

Fir vidste, hvad der var på vej. Havde vidst det, siden det øjeblik hun havde forberedt sig på at rejse tilbage til Zane. Hun burde have forberedt sig fra dét øjeblik af. Alligevel trak hun skælvende vejret ind, da hun mærkede Zanes knytnæve over sin navle.

"Jeg kan tage alt, du gør mod mig," svarede hun, uden at afsløre nogen form for nervøsitet. Hun havde accepteret at det her var en del af pakken, hvis man ville have Zane, og der var ikke nogen eller noget hun hellere ville have. Hun havde drømt om ham hver dag siden hun sidst havde set ham, og hun havde ikke tænkt ham at opgive ham nu.

Han var ret vild med hendes reaktiion på dette... det skælvende åndedræt... og de ord, som han havde håbet, men ikke forventet, at høre.

"Virkelig...?" kom det roligt fra ham, mens han så ind i hendes kønne øjne.
Det skulle komme an på en prøve...

På drillende vis førte han knytnæven langsomt op og ned ad hendes mave, så han kun lige strejfede hendes perfekte hud - mens han rakte op med den anden hånd, og skubbede kjolen af hendes spinkle skuldre.
Først den ene... så den anden.

"Skal vi finde ud af hvor langt du kan gå?" spurgte han med en advarende tone, som hintede om at det ikke bare betød et enkelt, let puf i maven.
Sagde hun ja, havde han tænkt sig at tage det til grænsen - og måske en anelse over.

Fir skulle vide hvad der ventede hende, hvis hun ville det her.
Og på et tidspunkt, tænkte han, burde han forklare denne særprægede lyst for hende...

Hans spørgsmål fik hende til at hæve begge øjenbryn. Ja, virkelig. På trods af hendes bløde hud, var hun som person hårdhudet. Når hun sagde at hun kunne tage det, så mente hun det.

En varme spredte sig i hendes krop og farvede hendes kinder en svag lyserød, da han skubbede hendes kjole af hende. Det var gjort med sådan en ømhed, at hun næsten ikke kunne forestille sig at han om lidt ville bringe hende smerte.

Hun slog blikket ned, for at følge bevægelsen af hans hånd, og så op på ham igennem tykke, mørke øjenvipper da han talte til hende. Hun havde ikke tænkt sig at gøre det nemt for ham, og imens han talte, førte hun en hånd op til sit bryst, hvor hun dovent kærtegnede brystvorten. Han havde sine lyster og hun havde sine egne.

"Kom an, tiger," udfordrede hun ham og sænkede sin hånd, for at blotte sin mave og faste bryster for ham.

Der var hun igen, den bidske Fir. Også selv om det blot var et par hævede øjenbryn.
Hun vidste hvad hun ville, og sagde hun noget... ja så mente hun det. Det var meget tydeligt.

Zane smilede let over den glød der dukkede op i hendes kinder, da han nænsomt skubbede kjolen af hende.
Nuanceret, det var hun...

Han fulgte hendes bevægelse med blikket, som hun dovent kærtegnede sin ene brystvorte, og da hun så sænkede armen og sagde de udfordrende ord, vidste han at det var tid at begynde.
Han hævede blikket og mødte hendes eget.
Det fik hende næsten til at se sårbar ud at hun kiggede på ham på den måde...

"Så gerne." sagde han, som han lod to fingre glide op over hendes mave, op til det ene bryst, hvor de blidt og drillende strøg hen over den selvsamme brystvorte, som hun havde rørt.

Så trak han  langsomt hånden til sig og knyttede den, så hun kunne se det... og så kom det første slag;

Målet var midten af hendes bare mave, lige over navlen.
Slaget var ikke rigtig hårdt, men hvis hun undlod at spænde, ville hans næve nu alligevel nå et stykke ind.
Uanset hvad, ville hun bestemt kunne mærke det - blid start eller ej.

Fir trak skælvende vejret ind ved Zanes berøring. Det var det her hun ville have og hun havde håbet at hendes nøgne krop ville få ham på andre tanker, men der gik kun et øjeblik før hun opdagede, at hun havde taget fejl. Instinktivt spændte hun sine mavemuskler, da hun så slaget komme, men hun havde aldrig trænet sin krop i dette hylster, og hendes modstand gjorde ikke megen forskel - hun endte med at bøje sig forover i smerte og gispe efter vejret.

Der var ingen tvivl om at Zane var en tiltrækkende mand, der havde hjulpet hende af med en mand mange gange værre end ham selv, og Fir følte sig i gæld til ham, men hun var også temperamentsfuld og efter blot ét slag, kunne hun mærke det blusse op.

"Det er nok!" sagde hun og lagde en hånd over hans, så hun kunne skubbe den væk. Hun så på ham med et hårdt blik, usikker på om han ville tillade hendes selskab, når hun ikke bøjede sig for hendes regler. Hvis han smed hende ud, ville det ikke engang være det værste scenarie. 

For Zane var dette perfekt... hendes krop var ikke trænet, og hun var derfor blød og sårbar - der var intet at stå imod med, og han elskede følelsen!
Det var decideret perfekt.

...lige indtil hun overraskede ham med sine ord og handlinger.

Han betragtede hende lidt mens hun kom sig efter slaget.
"Nok...? Hmmm..."
Han var knap nok begyndt, men det så ud til at hun bestemt ikke nød det.

"Jeg troede du kunne gå meget længere." sagde han så, og sendte hende et lille smil.
"Er det for meget for dig?"
Han nævnte ingen konsekvenser eller noget som helst... lige nu var han blot nysgerrig.