Endelig tilbage på havet! Det tungtlastede handelsskib fløj over bølgerne og Éir kastede sig rundt på dækket - ikke fordi der var specielt travlt, han havde bare svært ved at stå stille. Himlen var blå, solen skinnede og den kølige vinterluft var kortvarrigt blevet banlyst til fordel for en frisk forårsbrise. Sikke en dag det var at være i live på! Hvordan de andre sømand formåede at holde sig stille, lænende op ad rælingen eller beskæftigede med terningespil i spredte klumpe rundt om på dækket, kunne han umuligt forstå.
Det massive skib var stedt ud fra storbyens tilstødende havn, med en last af blandede handelsvare, der skulle sælges overalt langs kysten. I et lykkestrejf havde de været et par kyndige hænder i underskud, og Éir havde overbevist dem om sin kunnen med nogle komplicerede knob og sin paratviden. Det hjalp sikkert også at han tog imod mindre hyre end de faste sømænd, men penge havde alligevel aldrig været den unge mands ting - de medførte bare en masse problemer, han helst ville være foruden. Netop nu var det en stille stund ombord, da skibet blot skulle holde støt kurs og havde fanget en sydgående havstrøm. Snart bevægede det sig igennem en bugt, og der ville der komme aktivitet på dækket igen, men efter det lå der nogle dages afslappende sejllads foran dem. Intet kunne gå galt, på så perfekt end dag. Intet.

En arm, med greb om et sværd, strakte sig op i vejeret og i kor hujede hele besætningen. Efter råbet, vendte besætningen tilbage til det de var i gang med. Armen tilhørte en næsten to meter høj kvindelig ork. Hun havde for mange år siden overtaget skibet, ved langsomt at stige i hierarkiet og til sidst dræbe den oprindelige kaptajn. De fejrede at de havde berøvet et skib, som havde en masse krystaller og diamanter, og nu kunne vende hjem og slappe af i et godt stykke tid, uden at skulle bekymre sig.
Hun bar en stor sort læderjakke, som sørgede for hendes hvide skjorte ikke blev våd, hvis det skulle hænde at vandet ville blive arrigt. Men pt var vejret ret så roligt, de fleste ville elske dette vejr, og det gjorde denne bemanding også. Nogle af dem var ved at vaske skuden og andre var i gang med at forberede både kanoner og slibe sværd. Man skulle altid være klar.
Dura, som var kaptajnens navn, valgte for en gangs skyld selv at kigge gennem kikkerten. Én båd. Hun fik et lumsk smil og prøvede at se nærmere på skibet. Handelsskib uden tivivl. Bemandingen virkede ikke så stor igen, så Dura valgte det enhver pirat ville vælge. At erobre skibet og tage alle deres skatte.
Hun gjorde kald til sin bemanding om at gøre sig klar, og at godt nok var turen vendt hjemad, men det betød ikke at de var færdige med at lave noget. Straks var der fuld gang i alt og ekstra højt tempo. De satte sejl og var på vej mod det andet skib. På toppen af hendes skib var hendes flag, som flagrede advarende.
Da de kom tættere kunne man hører der var uro på det andet skib. Om de var i gang med at gøre sig klar eller ved at skide grønne grise, kunne hun ikke finde ud af. En efter en svang hendes bemanding over på handelsskibet og med råb og skrig begyndte de at angribe. Dura overvejede situationen en smule, før hun valgte at hoppe med over på det andet skib. Med sig havde hun to pistoler og et sværd.

Éir kiggede op da klokken blev ringet i udkigsposten, klokken der signallerede at alle mand skulle på dækket. Pludseligt var der travlt omkring ham, som tidligere sovende eller afslappede sømænd væltede omkring. Drengen kunne nåede at høre flere halve rygter, før manden i udkigsposten brøllede i en stemme der krævede stilhed.
"PIRATER!" Hans arme hev panisk i rebet der gik til klokken. Skibets kaptajn stormede ud af døren til kabyssen, halvt påklædt. Selv fra sit udsigtpunkt i den anden ende af dækket, kunne Éir se at manden var berusset. Som kaptajnen begyndte at udbyde ordre til mandskabbet - og førstestyrmanden forsøgte at rette op på dem - satte skibets besætning til værk. Éir tøvede kun længe nok til at kigge udover rælingen, hvor man tydeligt kunne se et veludrustet skib nærme sig i større hastighed, end han regnede med at handelsskibet kunne præstere. Med en klump i halsen satte han igang med at arbejde for at få skibet til at sejle hurtigere.

Det var dog blot et spørgsmål om tid, før det fjendtlige skib lagde sig på siden af dem. For at gøre mere plads havde kaptajnen fjernet alle kanonerne på den eneste kanondæk, og i stedet hyrret en bande vagter man tydeligt kunne se ikke var kampvante nok til at måle sig med de hærdede pirater. Éir havde ingen kamptræning. I stedet kravlede han op i mastens rebning, og bad en empatisk bøn til Valeria om at besætningen af handelsskibet ville vinde kampen, selvom store dele så ud til at være klar til at kaste deres våben fra sig.