Hun havde tænkt over tingene. Og hun var kommet frem til, at hun var nødt til at konfrontere sin lillebror, hvad end Ezra og Karkhos mente det var en forfærdelig idé eller ej. Hun var så overbevist om, at hun kunne gå i dialog med Morpheus, at hun slet ikke tænkte over hvor store, og hvor slemme konsekvenserne kunne være. Men hun kunne ikke bare droppe det. Hun var nødt til at forsøge.
Dette betød dog også, at hun var nødt til at tage fat i ham et sted hvor Lord Ciprian ikke ville være til stede. Altså uden for deres hjem, og helst et sted hvor hun også kunne føle sig nogenlunde på hjemmebane. Det blev i Skumringsgyder, efter at hun havde listet sig rundt for at finde ud af hvor Morpheus normalt gik rundt. Hvorfor han så fik rundt her, vidste hun ikke helt, men det måtte hun finde ud af senere. Lige nu handlede det om at forsøge at tale noget fornuft i hendes lillebror.
 
Det var henad eftermiddagen, snart aften faktisk. Det betød også, at udgangsforbuddet var tættere på end hun kunne lide. Hun fulgte igen efter ham, men denne gang valgte hun at gøre sig synlig da han var på vej ind i en gyde, ved at følge med ind og derefter gøre opmærksom på sig selv. ”Morpheus. Vi er nødt til at tage en snak om alt dette,” lige på og simpelt. Fohåbentligt var det sådan, det fungerede bedst med ham?

Der var gået et par dage siden Karkhos havde ødelagt Morpheus' liv. Siden den ældre mand havde præsenteret en ung kvinde som hans søster og fortalt ham om hans mor og hvorfor han ikke havde haft hende i sit liv. Siden da havde Morpheus' verden virket tåget og fyldt med grimme følelser, der fik ham til at gå fra grædefærdig til så fyldt af raseri, at hans knoer var dækket i skrammer fra, når han havde måtte banke hænderne ind i væggene i sit værelse. Hvorfor havde manden fortælt alle sandhederne? Morpheus havde levet fint uden, han ville ikke vide, at han kunne have haft en mor i sit liv, at han havde en søster. At søsteren var den retmæssige arving. Nej, han ville hellere have levet i uvidenhed. Eller ville han? Hans syn på faderen var ved at ændre sig. Han var ikke længere et skræmmende massivt bjerg af vrede og kulde. Ikke længere. Han var blevet mindre i Morpheus' øjne. Mindre og svagere. 

Alting var et stort rod og han kunne ikke forholde sig stille. Så han gik. Travede Dianthos tynd i et forsøg på at komme af med noget af den indestængte vrede. Han havde været hjemme det meste af eftermiddagen, men det samme var hans far, så til sidst var han gået ud igen. At udgangsforbuddet var på vej var han ligeglad med, han var vant til at færdes i mørket og undgå byvagter og kilepræster. De skulle ikke bestemme over ham. Han bestemte selv, hvornår han ville færdes i byens gader. Og det var sjovere i mørket, det var en udfordring, samtidigt med, at han havde nemmere ved at finde ofre. Nogen at tæve. Han havde sådan en trang til at slå...

Derfor førte hans ben ham til Skumringskvarteret, et sted hvor ingen stillede spørgsmål, ingen havde lyst til at melde noget som helst til byvagten. De fleste, der rendte rundt efter mørkets frembrud var alligevel kriminelle sølle eksistenser, ingen var kede af fik, hvad de fortjente.
Morpheus havde ikke opdaget, at han blev forfulgt, eller også havde han ubevidst, for han drejede pludseligt ned af en meget smal gade, der nærmere var en åben gyde. Han ville egentligt have lagt sig på lur, men så langt nåede han ikke, før en stemme fik ham til at stoppe op og knytte hænderne. Hende. Han genkendte stemmen med det samme. Vreden kom væltende igennem ham som et surt opstød og han spændte så hårdt op i sin krop og sine hænder, at sidstnævnte begyndte at ryste synligt. Han tog en dyb indånding, inden han sagde noget.
"Snakke? Hvad er der at snakke om?" Han vendte sig brat i mod hende, uden at skjule foragten, hadet og vreden i sit ansigt. "Du har vredet hovedet om på den gamle mand og bildt ham ind, at du er min søster. Jeg har ikke nogen søster." Han vidste godt, at det var løgn. Hans far havde bekræftet, at han havde en storesøster og det ganske rigtigt kunne se ud som om, at kvinden foran ham lige nu, var hende.

Jocasta ville næsten ønske, at Morpheus ikke havde vendt sig rundt. Hadet der lyste ud af hele hans væsen. Øjnene, de rystende knyttede hænder. Det gjorde hende virkelig ked af det, for hun ønskede bare en bror, der ville holde af hende, en familie der holdt sammen ordentligt, og det gjorde Atillian-slægten bestemt ikke. Hun sukkede lavt over at han stadig benægtede hendes eksistens og tog sig let til hovedet, træt af, at det hele var sådan et stort rod. "Jeg står lige her. Og jeg går ingen vejne," forklarede hun træt mens hun gik lidt tættere på ham. Hun vidste det godt at det var at lege med ilden, men hun havde behov for at se sin bror ordentligt i øjnene. "Jeg har ikke vredet hovedet rundt på nogen. At din... Vores far.. Er et kæmpe narhoved er nok nærmere sandheden," hendes blik var fuldt af alvor. Hun ville bare så gerne, at Morpheus kunne se tingene fra hendes side, men det ville nok tage en god del arbejde, at komme frem dertil. Og hun vidste ærligt talt ikke om det var muligt, men hun var simpelthen nødt til at prøve, for hans skyld.

"Det er ham der har vredet hovedet rundt på dig. Han har været et svin, løjet, behandlet dig skidt. Karkhos har fortalt mig om det," hun valgte at forblive tavs derefter. Informationen måtte godt lige få lov til at synke ind hos Morpheus før hun gik videre med at sige andet til ham. Det kunne godt være, at det her gjorde ham mere vred, men det var bedre end hvis det havde været usagt i hendes optik. 

Vreden pulserede igennem ham som en frådende ild og for hver gang kvindemennesket åbnede munden blev det værre. Det var som om, at hvert eneste ord var en hån i mod ham. Som om hun blev ved med at tale ned til ham. Det var lige før, at han ikke kunne trække vejret, så hårdt spændt han op, mens han nedstirrede hende, som hun kaldte hans far for grimme ord. Karkhos havde fortalt hende alt? Den kniv, der sat i hjertet af ham fik et ekstra vrid og han sænkede blikket, for at stirre ned i jorden. Tavs, som han ikke havde ord til at svare med. Han havde kvalme. At han vidste, at hun havde ret var ikke det samme som at acceptere, at hun havde ret til at sige det til ham. Nej, hun havde langt fra ret til at tale sådan om hans far, lige meget hvor forfærdelig en mand han var. Morpheus havde altid set op til ham, forsøgt at blive som ham. Indtil for nyligt, hvor han fandt ud af, at han kunne være den, han selv var. Og det var meget bedre.

Åh, hvor ville han gerne lægge hænderne om hendes hals og klemme til. Se livet forsvinde fra hendes øjne og bagefter trampe hendes ansigt til ukendelighed. Gøre hende til det, hun var - ingen.
Hans lunger blev fyldt op med luft og han lod sig selv give slip. Hun var ingenting. Han ville behandle hende sådan.
"Du har ret. M... Vores far har løjet for mig. Han er en voldelig mand uden kærlighed i sit liv." Det var som om, at hans muskler slappedes og hans skuldre faldt ned, samtidigt med at hans knyttede næver åbnede sig. Langsomt løftede han hovedet igen og så på hende med vreden så godt skjult bag en maske af opgivelse, at den næsten ikke var til at spotte. 
"Det er bare svært at acceptere for mig, at jeg... har været ført bag lyset." Han begyndte langsomt at gå hen i mod hende. "Det er en stor omvæltning... at høre om mor... og finde ud af... at jeg... har en... søster." Hans stemme var dæmpet og virkede fuld af følelser, som han gik endnu tættere på hende. Som han sagde det sidste ord, mødte han hendes blik, det eneste sted, han ikke rigtigt kunne skjule hadet. 

Hurtigt greb han ud efter hende, greb hende i kraven og slyngede hende ind i den ene mur uden at slippe hende. En knyttet næve fandt frem til hendes mave, hårdt, inden han masede sig op af hende, så tæt, at hans næse næsten rørte hendes. Vreden, afskyen og hadet lyste ud af ham og havde han set sig selv i et spejl, ville han havde set sin far.
"Om du så er min søster af kød og blod betyder intet. Du er intet. Du får intet fra mig." Han hvæste hadefuldt ind i hendes ansigt. "Jeg vil få dig til at fortryde, at du overhovedet blev født." Og med de ord stak han hende en skalle.

Først var der hadet. Så virkede til at ordene sank ind? Hvad værre var, Jocasta troede på det, hun var fuldt og fast overbevidst om, at hun havde nået ind til sin bror, at han var klar på at tage det roligt og bare.. Tale om det. Stille og roligt, ingen raseri, det ville ikke blive lige som sidst hvor han var gået amok på en kvinde, og de kunne bare tale sammen som normale søskende gjorde det. Derfor bakkede hun ikke bagud da han gik tættere på, men så rent faktisk håbefuld ud, mens han så ud til at give ret hende ret i alt hvad hun havde sagt og faktisk fremviste en mere sårbar side af sig selv. Hun var måske naiv på det punkt, men det var jo stadig hendes bror, hun stod over for, så hun tillod sig at være det, tillod sig at have tiltro til at Morpheus ikke bare var en mand der havde mistet al godhed i sig. "Vi skal nok finde ud af en god løsning på alt det her," det var først da hun havde sagt ordene, at hun tog øjenkontakt til ham og da var det for sent, at hun opdagede hans løgn og hvordan hadet stadig lå og ulmede i ham.

Hun nåede ikke at undgå hans hænder. I stedet havde han fat i hende og hun var stensikker på, at lige gyldigt hvad hun gjorde for at slippe fri, ville det ikke være muligt. Han var stærk. Meget stærk, det blev med det samme bevist for hende, da hun blev slynget hårdt ind i muren og dernæst fik en knyttet næve hårdt ind i maven. Havde hun ikke mistet pusten ved at blive slået ind i væggen, så gjorde hun det i hvert fald nu som hun stod så tæt på Morpheus at hun kunne mærke hans åndedrag mod sit ansigt. Hun havde svært ved at få luft og var fuldstændig sikker på, at der ville komme et stort, fint blåt mærke hvor hans knytnæve havde ramt.
Men det værste var ikke slaget eller hvordan han holdt fat i hende. Det var det faktum, at hun havde troet på ham og at hun havde taget fejl. At hun i virkeligheden bare var naiv. Hun ønskede stadig at forsøge, hvor tabt en kamp det så end ville være, men før hun nåede at sige noget som helst til ham, ramlede hans pande sammen mod hendes næse der gav sig med et sygeligt knæk. Blod begyndte med det samme at løbe ud af næseborrene på hende og hun var i starten totalt forvirret over det, som hendes ben omgående gav efter. Det eneste der holdt hende oppe var Morpheus og der gik da heller ikke længe fra hendes forvirring og desorientering til at smerten dukkede op som et lyn fra en klar himmel og hun vendte det hvide ud af øjnene mens hun forsøgte forgæves at skubbe ham væk. "Morpheus.. Stop.. Vi.. Vi kan tale om det her!" hendes stemme druknede desværre lidt i blodet fra næsen, men hun forsøgte alligevel. Hun havde ikke lyst til at slås med ham.

Det var tilfredsstillende at høre hendes næse knække og han mærkede varmen glide igennem sig, som han så blodet. Fysisk var der noget, der ikke fungerede, men følelsen kunne han stadig mærke og som altid gjorde det ham endnu mere vred, at han ikke kunne udleve det.
Jocastas ben ville tydeligvis ikke holde hende oppe, men det var ikke det store problem for ham. Han var stærk, han var solid og han havde trænet hele sit liv. Hun var ingenting. Og han vidste allerede nu, at han nok havde frit slag med at slå på hende som han lystede. Gøre som han lystede. Mørket havde lagt sig over byen, folk holdt sig inden døre og medmindre en eller anden tilfældig byvagt skulle komme forbi, ville han have hende for sig selv. Og forventningen fik et smil frem på hans ansigt, bare for et øjeblik.

Hendes ord var utydelige og han trak hende lidt højere op, så hun var på højde med ham, for et øjeblik løftede han hende helt op fra jorden under dem. Hans ansigt var atter tæt på hendes, så han kunne fange hendes blik. Hans ansigt fortrak sig i en blanding mellem had og glæde over at have hende mellem sine hænder.
"Tale. Kære søster, der er intet at tale om." Derefter lod han hendes fødder ramme jorden, som han trådte et skridt tilbage og lod en næve ramme hendes ansigt. Og igen. Og igen. Han slog så hårdt han kunne, holdende hende oppe med den ene arm. Det gjorde ondt i hans hånd, når den stødte mod hendes knogler i ansigtet, men han var ligeglad. Han var også ligeglad med, at huden på hans knoer sprækkede og han ville være gul og blå dagen efter. Lige nu skulle hun have så mange slag, at hun ville ønske, at hun var død.

Hun kunne med det samme mærke den råstyrke han besad idet han løftede hende fra jorden og forklarede at der ikke var noget at tale om. Den måde han sagde det på fik hende til at tro på ham med det samme. De var nået forbi den verbale grænse og hun følte, at lige gyldigt hvad hun sagde fra nu af, ville det bestemt ikke hjælpe på hans vrede. Han så fuldstændig glemt ud i den. Som om at han ikke var i stand til at føle andet end det. Had, vrede, raseri. Hun forsøgte at gøre en smule modstand, indtil hendes fødder rørte jorden og Morpheus' knytnæve ramte hendes ansigt for anden gang. Det gjorde det ikke mindre ondt af. Det her var håbløst. Hendes strid mod hans greb blev langsomt mindre ivrigt for hvert slag der ramte hende i ansigtet og sendte stråler af smerte igennem det. Snart begyndte panikken at vælde op i hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og da hun hørte endnu et knæk - hvorfra i ansigtet vidste hun ikke - blev panikken voldsom nok til, at hendes evner gik amok.

Hun tog fat i den arm der holdt hende fast med begge sine hænder og smeltede dem begge ind igennem hendes egen skygge, til hendes anden verden. Den grå verden, der ingen skygger havde. Den var uhyggelig for personer der aldrig havde været herinde. Selv for Jocasta var dette ikke et godt sted at være, og hun mærkede det også omgående, fordi hun i forvejen havde lidt skader. Derfor gik det også meget hurtigt med at komme ud igen og i virkeligheden havde de kun været der et par sekunder. Men det var stadig nok til at gøre et indtryk på både hende og sikkert også Morpheus. Hendes striden imod var dog stadig ikke ovre, for hun forsøgte stadig ihærdigt - om end lidt mere svageligt - at komme ud af hans greb, mens det næste slag fik hende til at give et mindre støn fra sig over smerten.

Det var som altid en befrielse at slå. Bare lade musklerne arbejde og næverne ramme en krop. Efter nogle slag, hvor Jocasta svagt havde forsøgt at komme fri, greb hun pludseligt fat i ham og et svagt sug gik igennem hans krop som... som... som de pludseligt var et andet sted, et uhyggeligt sted, der fik alle hans små hår til at rejse sig. Og så var de tilbage. Han nåede knap nok at se, hvor de var. Farven nåede knap nok at forlade hans ansigt og det varede heller ikke mange sekunder, inden han havde samlet sig igen. En evne. Hun havde en evne. Skrækken fik bare vreden til at stige endnu mere og han slog hende igen, næsten mere hårdt en før.

Hårdt rykkede han hende ud fra muren og kastede hende mod jorden, hvor det første han gjorde var at losse til hende med en tung vinterstøvle. Og igen. Lysten til at slå hende ihjel voksede i ham for hvert øjeblik og der var ingen tilbageholdenhed i hans slag og spark. Der var ikke rigtigt noget mål i hans vold, ingen plan, så han gjorde blot det, der faldt ham naturligt. Antallet af væsner, der havde lidt under hans næver var stort og det kom helt naturligt til ham.

Han ville se mere blod, skabe mere smerte, så han sparkede hende igen, rullede hende rundt på maven og satte sig hen over hendes lænd. Han havde ikke sit sværd på sig i dag, men en kniv sad i bæltet og han trak den. Uden tøven pressede han spidsen igennem hendes tøj og ned i ryggen på hende, ikke alt for dybt, men dybt nok, og trak, så han skar en lang flænge i hendes tøj og i hendes kød, så der hurtigt blev vådt af blod. Han gentog det et par gange, lavede lange flænger i hendes ryg, fik hende til at bløde.

Slagene endnu mere voldsomme efter hun ved en fejl havde brugt sin evne. Snart var hun knap nok i stand til at stritte imod, samtidig begyndte svimmelheden at melde sig. Der kom et let blodsprøjt ved næste slag der ramte hendes ansigt, som hendes hoved nærmest fløj til siden og kort efter vendte hendes verden nærmest på hovedet i det hun blev kastet hårdt ned i jorden, hvor hun lige så pænt bare blev liggende og modtog et solidt spark fra en hård vinterstøvle. Det fik hende til at vende sig på siden og krumme sig sammen, men før hun overhovedet nåede at gå i fosterstilling ramte det næste spark og hun væltede, ikke særlig ceremonielt, tilbage om på ryggen med et gisp. Og det fik ikke Morpheus til at holde tilbage overhovedet da det næste spark tog kontakt med hendes meget ømme og forslåede krop.

Der var ingen modstand fra hende idet han vendte hende om på maven, andet end en anstrengt lyd idet hans tunge, stærke krop satte sig på hendes lille skrøbelige krop. En panikslagen tanke fór igennem hendes sind: Hun ville væk herfra. Væk fra ham. Hun var bange for sin egen lillebror. På den ene side var det ydmygende, på den anden side gav det fuldstændig mening, da smerterne strålede igennem hendes krop ved kontakten med en kniv der borede sig ned i hendes ryg, gentagne gange. Det var rædselsfuldt. Jocasta havde det rædselsfuldt. Tårer blandede sig ned blodet i hendes ansigt og endnu et par anstrengte støn forlod hendes læber, for det var ærligt talt ret svært at få luft under hans vægt. "Stop.." det startede ud som en hvisken, for hun følte virkelig, at hun havde fået nok. Hun var rædselslagen for at dø i den her mørke gyde, myrdet.. Nej, tæsket ihjel, af sin egen bror. "Stop.. V-vær sød.. At... Stoppe," det var både vanvittigt ydmygende at begynde at bede ham på denne måde, men også nødvendigt. Med mindre han selvfølgelig var totalt døv for hendes ord.

Morpheus havde været så fokuseret på blodet, at han næsten havde glemt, at det var hans søster, der lå under ham. Men da hendes svage stemme nåede ham, stoppede han. Stoppe. Hun ville have ham til at stoppe. Hans ansigt fortrak sig. Aldrig. Han ville se hende dø. Langsomt. Smertefuldt. At hun endnu ikke havde skreget, var en fornærmelse mod hans eksistens og det fik ham til at skubbe sig ned på hendes ben i stedet og hamre kniven ned i hendes lænd og vride rundt. Ikke direkte dødeligt, det burde det ikke være, men direkte ned i kødet og nerverne. Hurtigt trak han kniven ud igen og bankede den ned i kødet i den anden side også. Vred rundt. Hans overlæbe trak opad i et tilfredst, sadistisk udtryk. 

Hvad så nu? Mere smerte. Mee vold. Uden at rejse sig skubbede han hende rundt under sig, så hun lå på den ødelagte ryg. Kniven blev stukket i bæltet og næverne ramte hendes ansigt igen. Nu begge i en regelmæssig rytme for et øjeblik, inden han igen skubbede sig ned over hendes ben. Maven. Brysterne. Næverne slog hårdt, som slog han slet ikke på en person, men på den ting, han hadede allermest i sit liv. Og det var jo rigtigt. Hun var manifestationen af hans liv, af al hans smerte. Hadet til kvinder, farens vold, Karkhos' skuffede blik. Hans undskyldning. At han havde svigtet ham.

Hadet brændte som en glødende kugle i hans mave, overskyggede alt logik, al tænkning, han ville bare slå. Skade hende. Dræbe hende. Endeligt skubbede han sig op at sidde på hendes mave igen og denne gang lagde han hænderne om hendes hals. Klemte til. Hårdt. Hans ansigt forvredet i had og tårerne løbende fra hans øjne, som alting braste sammen inden i ham. Han hadede hende. Hun skulle dø! Musklerne i hans arme rystede efter de voldelige slag, men også som de blev spændt så hårdt de kunne, mens han klemte til. 
Lige som han kunne se, at hun begyndte at blive slap, ramte noget hans hoved og alt blev sort.

Lyden af klove mod brosten genlød i de små gader, som Ezra panisk løb igennem gaderne i Skumringskvarteret. Tænk at så lille en del af byen kunne være så uendeligt stor. Hans øjne gled igennem mørket, ind i hver eneste lille gyde. Ingenting. Hvor var hun?! Havde den gamle soldat taget fejl?!
Det hele var startet med, at Karkhos var blevet bleg som et lig og lignede en, der nær var besvimet. De havde siddet i kroen efter at have spist, ingen af dem klar over, hvor Jocasta var. Ezra var sprunget op for at gøre bare et eller andet, men så snart han havde nærmet sig, havde soldaten grebet ham i skjorten og set på ham med vilde øjne.
"Morpheus slår hende ihjel. Vi må finde dem." Der havde ikke været tid til forklaringer, Karkhos havde slæbt ham med ud i mørket og sagt et eller andet med en gyde og så var de splittet op i et forsøg på at finde Jocasta.

Ezras hjerte bankede hårdt i brystet af ham, som han løb af sted. Var den gamle mand blevet sindssyg? Hvordan kunne han vide... et skrig skar dæmpet igennem natten og Ezra stoppede op. Blev bleg. Joc. Det var Joc. Uden tøven satte han i løb igen, hurtigere, i den retning hvor han mente lyden var kommet fra. Han var nær løbet forbi den lille åbne gyde, men nåede lige at opfange en skikkelse... nej to. Han stoppede så brat, at han nær var gledet i sneen, men det lykkedes ham at blive stående. Synet der mødte ham sendte rædsel igennem ham. En bredskuldret ung mand sad ovenpå Jocasta med hænderne om hendes hals.

Ezra opdagede næsten ikke, at han bukkede sig ned og samlede et bræt fra en ødelagt kasse op, han var så skrækslagen over synet, så panikslagen. Men han tøvede ikke, som han hurtigt listede sig hen til manden, der var så optaget af at klemme livet ud af Ezras bedste ven. Og så hårdt hans spinkle, lille krop kunne klare det, svingede han brættet mod mandens hoved. Det knækkede, da det ramte og Ezra var i tvivl om det var nok. Men langsomt væltede den kraftige krop til siden og for et øjeblik stirrede Ezra bare chokeret på ham. Han havde lige slået en bevidstløs. Hele hans krop dirrede og han kunne høre sit blod bruse i sine ører.

 Hvad end det var, Morpheus ville gøre nu, vidste hun ikke, men da han flyttede sig ned ad mod hendes ben, frygtede hun faktisk lidt det værste. Og det blev også slemt. Kniven hamrede sig ind i hendes lænd og hendes skrig genlød gennem gyden. Det næste stik mod den anden side gav ikke lige så stor en genlyd i hendes krop. Hun var efterhånden ved at være udmattet og ude af stand til at gøre særlig meget imod ham, så da han vendte hende rundt og begyndte at tæske videre på hendes ansigt faldt hendes arme bare til jorden, slappe og ubrugelig. Det gjorde så.. Ondt! Et par halvkvalte host rystede sig vej gennem hende og øjnene flakkede træt og desorienteret rundt. Hun følte sig næsten bedøvet over den voldsomme smerte der bare sad over alt i hendes krop.

Snart lukkede Morpheus’ hænder sig om hendes hals og i starten panikkede hun totalt, vridende sig, men kræfterne var begyndt at slippe op og snart blev hendes kamp sløvet drastisk ned mens sorte pletter begyndte at danse for hendes blik. Det var nært slut, da Morpheus’ greb løste sig som han væltede sidelæns af hende og hun lå i starten bomstille før det rent faktisk gik op for hende at hun kunne få luft. Hostende formåede hun at vende sig om på siden mens blod rendte ud af hendes mundvige. Var det slut nu? Det måtte virkelig gerne være slut nu. I et forsøg på at finde hoved og hale i sin verden kiggede hun op og fik svagt øje på Ezra, hvortil tårer igen begyndte at falde ned af hendes blodige kinder. Hendes forsøg på at sige hans navn fejlede først miserabelt og blev i stedet til en halvkvalt lyd før hun endelig formåede at få bare lidt lyd over læberne. ”Ez.. Ezra?” det var meget svært at tale højt, så det var kun lige knapt højere end en hvisken. Det var bedre end ingenting.

Ezra stod som frosset til stedet for et øjeblik, som han ikke kunne fatte, hvad han lige havde gjort. Den sidste stump bræt faldt til jorden og han blev opmærksom på Joc, som hun begyndte at hoste. Hurtigt satte han sig på hug ved hendes side og rørte forsigtigt ved hendes skulder. Han kunne næsten ikke genkende hende, som hendes ansigt var hævet og blodigt. Banket til ukendelighed. Kvalmen lagde sig over Ezra, men han skubbede den væk. Lige nu var der brug for, at han var klar i hovedet.
"Shh, lad være med at snakke." Han ville tage ved hende, for at sørge for at hun blev liggende og hans ene hånd blev klistret. "Åh ved guderne, du bløder." Det var svært at vurdere, hvor meget, så han hev lidt i hende for at få udsyn til hendes ryg. Det fortrød han med det samme. Hun blødte meget. Det svage lys fik det til at glimte under hende, som brostenene var våde af den røde væske.

Panikken begyndte at hamre igennem ham igen. Han kunne ikke hjælpe hende. Han var ikke stærk nok til at flytte på hende og han kunne ikke heale noget. Tårerne dukkede op i hans øjne og han rørte beroligende ved hende igen.
"Det skal nok gå. Vi skal nok..." Han sank en klump. Han ville være nødt til at forlade hende. Hente hjælp. Hans blik gled over til den unge mand, som måtte være hendes bror. Han lå stille. Men hver længe? Nej, han kunne ikke lade hende være alene med ham. Karkhos. Han måtte have fat i den ældre soldat. Han måtte kunne gøre et eller andet.

Desperat fyldte han lungerne med luft og råbte så højt han kunne. Om det så hidkaldte Kilepræster, Byvagter eller nogen fra de nærmeste huse, han var ligeglad. Hjælp. Hun skulle have hjælp inden hun blødte ihjel.
"HJÆLP. Karkhos, hjælp!" En tåre trillede ned af hans kind og han råbte igen. Han måtte være i nærheden, han havde været så sikker på, at det var i Skumringskvarteret. Ved Aladrios, Karkhos, hjælp!

Det havde ramt ham hårdt og pludseligt. Normalt var det bare en fornemmelse i hans krop, men denne gang var der billeder med. Små hurtige glimt. Jocasta, der næsten ikke var til at genkende. Morpheus fortrukne ansigt. En gyde, tydeligvis i Skumringskvarteret med de små grimme huse. Og så var kroen tilbage, Ezra på vej i mod ham med et bekymret udtryk i ansigtet. For et sekund kunne han ikke andet end at se de to ansigter for sig, men til sidst fik han nærvær nok til at gribe fat i satyren og slæbe ham med. Stakkels Ezra, men det kunne han ikke tage sig af nu.

Kulden fik hans ånde til at fremstå som en hvid sky, som han tvang sin tunge krop til at løbe igennem gaderne, undersøgende hver gyde, hvert gemmested. De var der ikke. Han blev nødt til at finde dem, stoppe Morpheus inden han slog sin egen søster ihjel. Han frygtede, at det var for sent, at drengen han havde passet i så mange år, ville slå kvinden ihjel, som Karkhos på få dage havde knyttet sig til. Et stik i kroppen fik ham dog til at stoppe op. Morpheus. Han var i fare. Men det var det. Alarmklokkerne forstummede næsten og Karkhos kunne næsten ikke andet end at vakle lidt på stedet. Det værste var overstået. Noget var sket.
Han fortsatte fremad og pludseligt lød Ezras stemme igennem gaderne, kaldende hans navn. Tiggende om hjælp.

Han fandt dem kort efter, Jocasta og Morpheus på jorden, satyren med et desperat udtryk i ansigtet. Det var ikke godt. Han skyndte sig med lange skridt hen til Jocasta og kom ned på knæ for at se nærmere på hende i mørket. 
"Hvor slemt står det til?" Hans spørgsmål var rettet mod satyren, Jocasta, hvis hun var ved bevidsthed, og sig selv, som han straks begyndte at vurdere hendes skader. Dem som han kunne se. 

At have én der ikke slog, men i stedet bare var der for hende, var meget rart, men det ændrede stadig ikke på, at Jocasta var fuldstændig søndersmadret og at hun knap nok havde sansernes brug i orden længere fordi hun følte sig så bedøvet. Ezras stemme virkede meget fjern i det og hun burde nok have været besvimet for længst, men Jocasta var bange for at dø, så hun holdt sig kæmpende vågen. Det var meget hårdt, især med den besværede vejrtrækning, smerterne over det hele og følelsen af at være både meget kold og meget træt. Men hun havde godt fået fat i fra Ezra at hun helst ikke skulle snakke, så hun holdt sig tavs, hostende en gang imellem.

Indtil Karkhos også dukkede op, efter at Ezra havde råbt op i ren og skær panik. Han stillede et spørgsmål og Jocasta formåede kort at løfte hovedet, før det dumpede tilbage på brostenene. ”Slemt,” svarede hun ham, hæst og udmattet mens hun greb ud og tog fat i Ezras hånd. Hun tog ikke særlig godt fat og hendes hånd rystede også let. ”H-healer.. Jeg.. Har brug for en.. Healer,” det var sikkert nok det indlysende at sige, men Jocasta tænkte sig ikke ret meget om, og hun følte heller ikke overskuddet for at forklare omfanget af sine skader. Hun kendte jo ikke engang selv til, præcis hvor slemt det var. Kun at hun udelukkende var ved bevidsthed på grund af frygten for at dø.

Ezra kunne høre sin egen stemme runge mellem husene, men der var ingen, der svarede. Ikke nogen døre, der gik op eller lyden af løbende fødder. Han var alene sammen med Joc og den bevidstløse Morpheus. Uden at lægge mærke til det, knugede han den ene hånd om ærmet i hendes jakke, mens hans blik hvilede på hendes ansigt. Hvordan kunne en person gøre det her mod en anden person? Og så endda familie? Han snøftede kort ind, stadig på kanten til at bryde grædende sammen. Selvom han var på vej mod et bedre sted i sit indre, var dette mere end han lige kunne tage og som han sad der, var han sikker på, at hun ville dø inden hjælpen kom.

Men en skikkelse dukkede op og kom hen til dem. Karkhos. Lettelsen væltede igennem satyren, der på den korte tid var kommet til at kunne lide den ældre mand. Selvom han var tavs, men så var der så meget mere plads for Ezra til at snakke i.
Jocasta nåede at svare før ham og han tog hendes hånd, der næsten ikke havde styrken til at klemme om hans. Han så med store skrækslagne øjne på den ældre soldat.
"Hun bløder... slemt... på ryggen." Han viste sin blodige hånd frem som bevis. Havde det været en enkelt sår, havde han nok forsøgt at stoppe blødningen, men det han havde kunne se var bare et stort rod og der var ingen måde, hvorpå han kunne gøre noget.

Hans blik gled til den yngre mand, der ikke havde rørt på sig endnu.
"J-jeg slog ham ud. Han var ved at... kvæle hende." Hans blik gled tilbage til soldaten, næsten bange for om han ville blive vred, for Ezra havde opfanget, hvor meget Jocastas bror betød for ham. Men han havde ikke haft andre muligheder for at stoppe ham.

Karkhos' udtryk blev mørkere, som Jocasta forsøgte at snakke. En healer ville være en rigtigt god idé, men inden han kunne nå at samle hende op, snakkede satyren. Blødte. Karkhos løftede forsigtigt op i hende og kunne se, hvordan hendes tøj var flået. Et surt opstød af vrede og fortvivlelse løb igennem ham. At Morpheus kunne gøre sådan noget var ikke en overraskelse, men i mod sin egen søster... Karkhos bed hårdt sammen og begyndte at samle hende op, mens satyren gjorde opmærksom på Morpheus. Karkhos kastede et kort blik på sin gamle elev. Han ville overleve. Med hovedpine, uden tvivl. Lidt anstrengt kom han op af stå med Jocasta i sin favn, den ene arm under hendes ben og den anden under det øverste af hendes ryg. Hendes tøj var gennemblødt af blod og han vidste godt, at han lagde et pres på hendes sår, men han kunne ikke gøre andet.

Satyrens alt for store øjne, der var tydelige i mørket fik ham til at sige noget.
"Du gjorde det rigtige." Han begyndte at gå. "Helbredelseshuset." Mere var ikke nødvendigt at sige og han begyndte at gå så hurtigt som muligt. Der var langt, men ikke længere end det kunne lade sig gøre. Han var gået lige så langt med Helena, da hun havde haft brug for en healer. Så hurtigt det var forsvarligt igennem det frosne sjap på gaderne, bar han hende af sted, koncentreret om at holde sig på benene og bare bære hende, som hans muskler og ryg begyndte at brokke sig. Brænde. Men han stoppede ikke op, holdt ikke en pause, men gik.

Heldigvis var satyren ikke helt tabt bag en vogn og han lod til at holde øje med, om der skulle komme problemer forude. Karkhos var glad for, at han var der, selvom han tydeligvis ikke var forberedt på noget så voldeligt. Karkhos kunne heldigvis holde sig selv kørende på den erfaring han havde efter et liv med vold, blod og forfærdelige hændelser, ignorerende den forfærdelige frygt for, at han ikke kunne nå at få hende i sikre hænder, at hun ville dø i hans arme. Det var der ikke tid til at dvæle ved.

Efter hvad der føltes som en evighed, åbnede Ezra døren for ham ind til Helbredelseshuset og kaos opstod. En ung kvinde fik øje på ham og blodet og straks blev han ledt ind i et rum, hvor han kunne lægge Jocasta på et bord. Så snart vægten var af hans krop, valkede han og en anden kvinde skubbede ham hurtigt ned at sidde i en stol, mens de begyndte at undersøge Jocasta. Smerten bankede igennem ham og forpustet hvilede han kort sin pande mod sin ene rene og rystende håndryg. Han var blevet for gammel til at bære rundt på folk.
Med lukkede øjne fornemmede han, at satyren stillede sig ved hans side, men mest af alt lyttede han til kvindernes stemmer, som de fik tøjet skåret af Jocastas overkrop for at se på hendes skader. Han løftede kun kort blikket for at se på hende, se hendes skader, inden han sænkede blikket igen, både af respekt for hendes bare overkrop, men også fordi tanken om, at det var Morpheus, der havde gjort det ved hende, gav ham kvalme. Hans ene hånd og den ene jakkeærme var dækket i hendes blod. Hele hans krop rystede af udmattelse, men også af forfærdelse.

Det havde været en mildest talt hektisk dag. Smerten var vokset frem hurtigt, og alt for intenst til at nogen parter, hverken Helena eller Haileys ægtemand turde at lade hende klare den i hjemmet. Og retteligt. Ægtemanden var nærmest gået ud af sit gode skin, over hvor meget en kvinde kunne skrige i smerte når først en fødsel gik i gang, men selv Helena måtte tage en ekstra indånding som blodet aldrig rigtig stoppede med at strømme. Det eneste hun havde kunne gøre, igennem de mange timer allerede fra om formiddagen til nu, var at berolige. Holde en hånd, der ofte klemte godt til, tale i en beroligende stemme og ellers hjælpe hende igennem. Og igennem kom hun.

Det var aften da Helena endelig kunne læne sig tilbage, træt i krop og sind, som hun svagt kunne høre et barn pusle og pludre i sin mors favn. Hvor træt og bleg Hailey end var blevet i løbet af de mange timer, havde moderinstinktet slået til så snart barnet var i favnen. Hvilket også betød at hun ikke så andet. Helena selv tog den mulighed til at strække sine ben, og måske få en smule luft. Hun vidste at hun ikke ville blive savnet, så længe de var opslugte i deres nystartede familie.

Men det blik ikke til nogen afslappet tur. Hun var ikke nået langt væk fra rummet, da hendes øjne fangede noget velkendt. Den sortklædte skikkelse var så let genkendelig at hun stoppede op. "Oh nej" hendes stemme var ikke mere end en lavmælt hvisken, henvendt til sig selv. Han havde båret på nogen, men hun nåede ikke at se meget ide de var forsvundet ind af døren til et andet rum og healerne strømmede til. Hendes hjerte hamrede i brystet som hun gik derhen. Helena nåede til døråbningen da en mildt forskrækket lyd kom fra hende. Den ene hånd løftede sig instinktivt over munden, som hun stirrede på den kvindelige skikkelse, der var klistret ind i blod. Sit eget. Nok kunne Helena ikke genkende hende, men alt farve forlod hendes ansigt alligevel, og fik kroppen til let at skælve. Hun var ikke vant til at se blod, og slet ikke i den mængde. Desuden var dette anderledes, meget stærkt anderledens end hvad hun havde set tidligere på dagen.

Helenas øjne flyttede sig tvunget væk fra kvinden, som healerne arbejdede på at få healet sammen, og lod det finde hen til rummets andre tilstedeværende. Hendes øjne hvilede først på en satyr. Overraskelsen over at se sådan en race måtte vente til overskudet var til det. I stedet var hun langt mere fokuseret på hvor skrækslagende bange han så ud. Det moderlige instinkt tog over, som hun så bekymret og nænsomt imod ham, vidende at hans fokus lå udelukkende på den tilskadekommende. I stedet gled hendes blik videre, og medfølelsen blandet med hendes egen skræk, gjorde at vandet løb op i øjnende.
Forsigtigt, for ikke at forskrække ham, lagde hun en hånd på Karkhos rystende skulder. Hun havde så mange spørgsmål, men ingen stemme til at stille dem. Lige nu var der kun et spørgsmål der var vigtigt. Nemlig om kvinden, som Helena havde en bange anelse om var Jocasta, overlevede det her.

Et støn af smerte forlod Jocastas læber idet Karkhos forsigtigt løftede op i hende for at se hvor slemt det stod til. Hun vidste godt, at han var forsigtig, men ikke desto mindre var både hendes ryg og lænd ét stort smertehelvede. For ikke at tale om resten af kroppen. Men sårene føltes næsten værst og bare det at blive løftet op i gjorde hende vildt svimmel og desorienteret. Øjnene rullede rundt i hovedet på hende og mens han var godt i gang med at samle hende op gjorde det så ondt at hun ikke kunne andet end at vende det hvide ud af dem i ren og skær smerte. Og hvert enkelt skridt den ældre soldat tog, sendte jag op gennem hendes krop til hun til sidst var så udkørt - sikkert også af blodtab - at hun mistede bevidstheden. Hun var derfor desværre bare dødevægt i Karkhos' arme, til hun blev lagt på et bord og healerne begyndte at tilse hende.

De startede ud med at lægge hende på siden, så de kunne komme til sårene, men på det tidspunkt var hun så indsmurt i blod at de var nødt til at få noget af det vasket af, bare for at kunne finde rundt i de voldsomme skader hun havde pådraget sig.
De begyndte derefter med healingen af hendes krop da det var mest kritisk der. Det var godt nok til at hun så småt begyndte at komme til bevidstheden. Men hun var så tung i hovedet, der stadig var komplet smadret, at hun ikke var i stand til at gøre noget som helst, før de også havde vasket og healet denne del af hende. Til sidst var der kun små rifter her og der i hendes ansigt tilbage, samt en meget hvid kulør tilhørende en person der havde mistet farligt meget blod. Men så snart de havde begyndt at putte en skjorte på hendes overkrop, så hun kunne holde varmen, begyndte hun at komme noget mere til sig selv. Hun følte sig tung i hele kroppen, umådeligt træt, og så havde hun en hovedpine uden lige. Men det var næsten som at føle sig fuldstændig rask i forhold til hvad hun netop havde oplevet ved Morpheus' hænder.

Det tog stadig en smule tid for hende at komme ordentligt til sig selv, men da hun gjorde, begyndte hendes blik at søge rundt i lokalet efter nogen, hun kendte, bare en lille smule. Efter lidt tid faldt hendes blik på en skrækslagen Ezra og hendes instinkt for at hjælpe og beskytte andre slog omgående ind, som hun formåede at skabe øjenkontakt med ham. Hun følte lidt for tør i halsen til at kunne sige noget lige med det samme. Dog fik hun taget sig sammen og lukket en lyd ud. "Ezra.. Det er okay... Jeg er okay.." på trods af at hun følte sig noget afkræftet, var stemmen da i det mindste ikke helt væk. Hun rakte ud efter ham og én af healerne virkede til at have fattet hendes hentydning som hun lige så forsigtigt ledte satyren hen til hende. Derfra tøvede Jocasta ikke med at tage hans hånd, lidt mere stærkt end før mens hun forsøgte at sende ham et beroligende smil til trods for hvor træt og udkørt hun følte sig. Og det var ikke bare fysisk men også emotionelt. Hun var nær blevet dræbt. Af hendes egen bror. Hendes familie var ét stort kaos og hun sad i midten og forsøgte at rette op på det, men de ville ikke. Hverken hendes fader eller hendes bror. Det var fandme et værre rod, det her!

Alting havde været som i en tåge, fra da Karkhos havde sagt, at han havde gjort det rigtige, til at varmen slog i mod ham, da han åbnede døren ind til Helbredelseshuset. Han havde haft en tanke om, at han måtte holde øje med, at de kom sikkert frem, tale sig udenom byvagter og kilepræster, så Karkhos kunne komme så hurtigt frem som muligt. men de var ikke stødt på nogen problemer og snart var de inde i varmen og healerne begyndte at løbe omkring ham. 
Hans hoved var et stort rod og han stillede sig ved siden af den ældre soldat, der af en healer var blevet skubbet ned i en stol. Manden var bleg, smurt ind i blod og tydeligvis utroligt udmattet. Ezra ville have trøstet ham, hvis ikke det var fordi, at han selv var i chok og ikke kunne andet end at koncentrere sig om Jocasta og healernes arbejde med hende. Han flyttede ikke blikket, som de skar hendes tøj op, hverken da hun var nøgen eller de vendte hende, så der var fri udsyn til de dybe ridser i hendes ryg. Hans hænder blev hårdt knyttet og et kort ønske om, at han havde gjort mere end bare at slå Morpheus bevidstløs gled igennem ham, men forsvandt hurtigt igen.

Han registrerede, at der kom nogen hen og stillede sig på den anden side af Karkhos, men lagde ikke rigtigt mærke til det, som hans blik var stift rettet mod sin bedste ven. Han havde det så dårligt, at han knap lagde mærke til, da Joc faktisk virkede til at ville have ham hen til bordet og det var først, da en healer lagde en hånd på hans arm, at han blev nærværende nok til at gå derover. Hårdt knugede hans hendes hånd, som hun tog hans og hans øjne blev fyldt med tårer, som han så ned på hende. I live. Og til at genkende igen.
"Du må ikke gøre sådan noget. Du skræmmer livet af mig." Hans stemme var hæs og dæmpet og selvom han tydeligvis forsøgte med lidt humor, virkede det ikke rigtigt. Han var dybt seriøst, hun kunne ikke bare komme sådan til skade.