Der er lang vej endnu

Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 08.02.2018 15:46
Sted: En dagsrejse til fods fra Hovedstaden
Tid: Omkring middag
Vejr: Koldt, men solrigt

Selvfølgelig skete det, lige som han nærmede sig Dianthos. Et lille uopmærksomt øjeblik, en sten og så kom smerten ellers væltende op igennem benet og han var tumlet om på jorden. Han havde vredet om på anklen. Med tårer i sit gode øje af smerte og vrede, han havde siddet midt på vejen og klemt om anklen, der sendte brændende spyd af smerte op igennem hans ben. Og han kunne ikke heale sig selv. Det var ligegyldigt, hvor stærke hans evner var, han kunne ikke bruge dem på sig selv. Ikke fordi, at han ikke ville, men det var som om, at hans evner slet ikke blev tændt, når han prøvede at rette dem mod sig selv. Så nu var han på røven.

Han blev siddende lidt og håbede på, at smerten forsvandt igen, hvilket den også lod til at gøre. Lige indtil han forsøgte at bevæge foden, så kom smerten tilbage. Forbandet til uheld. Men han kunne ikke blive siddende. Til sidst havde han taget tørklædet af fra om hovedet og bundet det så stramt så muligt om sin ankel i et forsøg på at stabilisere leddet, inden han efter et par forsøg var kommet på benene. Og så fortsatte turen, nu humpende og langsomt. Men han blev nødt til at komme fremad, for han vidste, at der var healere i hovedstaden. Hvor vidste han ikke, men det var trods alt der han var på vej hen i mod i forvejen. Healerhuset. For at se, hvad det var for noget og finde ud af, om de ville have ham. Hvis han overhovedet kunne holde Dianthos ud med kilepræster og mange væsner. Han havde aldrig været i så stor en by før.

Egenligt skulle han være ankommet for lang tid siden, men var endt med at fortsætte syd på, hvilket havde vist sig at være meget godt, som han havde reddet mere end et liv på sin tur. Men hans udseende viste også tegn på den lange tur, som hans tøj var slidt og han havde tabt sig. Han frøs det meste af tiden og var sjældent helt mæt, undtagen når han fik mad hos dem, han healede på sin tur. han havde ingen krystaller, som han nægtede at blive betalt med andet end mad og eventuelt tag over hovedet for natten. Ellers levede han af, hvad naturen kunne give ham. Og han var da også blevet bedre til at sætte snarer og finde de rigtige planter. Men det var vinter og det vrimlede ikke med friske planter eller vilde dyr. 
Utroligt nok var han ikke død af sygdom endnu, men selvom han ikke kunne heale sig selv, beskyttede hans evne ham åbenbart, for han havde været en smule snottet, men det var også det.

Men nu humpede han af sted så godt han kunne. Lige indtil han vred om igen og endte på jorden igen med et gisp af smerte.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 14.02.2018 19:17
At være synsk havde sine fordele, men så sandelig også sine ulemper havde Mitch endnu engang måtte sande den forgående dag, da han midt i en samtale var blevet afbrudt af et ganske uønsket glimt af en hvis rødhåret, ung dame sammen med en brunette skubbe en båd i vandet. Hvad Amy lavede ved havet, når hun burde være i borgen i Norden, det vidste han ikke, men noget godt kunne det på ingen måder betyde.
Det var da også derfor han havde forladt Dianthos med et løfte om snart at komme tilbage, for at flyve mod kysten og hans evigt problemfindende kvindelig bekendtskab. Kun Kile ville vide hvorfor hun var endt derude, men af egen kraft var det næppe.

Vinterluften bed koldt i huden hvor den ikke var dækket af klæde og skabte tågeskyer af hans ånde, som han fløj frem over det triste landskab. Sneen var endnu ikke kommet så langt sydpå som her, men der var spor af den i luften, så det var blot et spørgsmål om tid. Eller det håbede han. Et tvedelt håb for han vidste hvor hårdt det var for mange at komme igennem vinteren.
Hans blik hvilede let på vejen under ham, hvor hans skygge gled mørk og let truende over den tiltrampede jord, til det faldt på en skikkelse i vejkanten og blev på denne som han nærmede sig. En levende skikkelse og en i smerter, hvis stillingen var noget at bedømme efter.

Langsomt sænkede han farten og dalende mod jorden til han landede en ti meter fra skikkelsen - manden - og fortsatte fremefter til fods. Hans sorte vinger og tilsvarende mørke beklædning havde ofte en uheldig indvirkningen på det første indtryk folk fik af ham.
"Kiles fred i dette liv som det næste." Han stoppede et par meter fra den anden og lod blikket glide søgende over ham. "Noget hændt siden du sidder der?" Det kunne trods alt være flere ting der var årsag til det. Fra skade til middagshvil, hvor koldt det end måtte være for et menneske.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 15.02.2018 19:57
Smerten gav Aldric tårer i øjnene, sammen med tanken om, at han ikke ville klare den ind til byen, selvom der ikke var længere. Det gjorde forbistret ondt og han var ikke i tvivl om, at han havde forstuvet foden. Ikke at han havde prøvet det selv, men han havde healet flere af den slags skader. Det gjorde lige så ondt, som folk havde sagt, det gjorde. Han var så optaget af smerten, at han ikke opdagede, at der var nogen, der nærmede sig, ikke før en stemme lød igennem den kolde vinterluft. Han stivnede. Personen hilste ham med en hilsen for Kilepræster og havde han ikke følt sig dårlig før, gjorde han det nu. Langsomt hævede han blikket og så på manden med sit ene funktionelle, grønne øje, det andet mælkehvidt og stirrende dødt frem for ham.

En skræmmende skikkelse i sort og med vinger også i sort. Måske var det derfor, at han ikke havde opdaget ham, hvis han var fløjet dertil. Aldric kunne kun konkludere, at det enten var en engel eller et halvdyr, men han regnede med det første. For et øjeblik stirrede han bare, usikker, i smerte og en smule skræmt, inden han sank og fugtede sine læber. Så længe han holdt sig til nuet, burde han ikke komme i problemer.
”Jeg har vredet om og kan ikke rigtigt støtte på benet.” Hele hans krop var spændt op, både af smerte, men også ved den anden mands tilstedeværelse. Det burde ret hurtigt gå op for ham, at Aldric ikke ville kunne forsvare sig selv, både på grund af skaden, men også fordi han ikke havde nogen våben på sig. Og så så han lidt sølle ud, som han tydeligvis ikke havde fået nok at spise i et stykke tid og hans tøj næsten hang i laser.

Trods alt dette, trods usikkerheden og det, at han var lettere skræmt over mandens pludselige tilstedeværelse og hans Kile-hilsen, brændte der en ild i Aldrics øje, der viste, at han var klar til at slås for sig selv. Han nægtede at lægge sig ned at dø, hvilket nok var meget godt, for ellers ville han være taget direkte til Kile for lang tid siden.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 17.02.2018 17:40
Mitch mødte den unge mands blik, som denne ved hans ord vendte det op imod ham. Følelserne deri var ikke til at tage fejl af og fik ham endnu engang til at sukke indvendigt. Amy havde ret. Han blev nødt til at finde en anden farve og spæde tøjet op med. Det gik simpelthen ikke at han nær skræmte folk til døde hver gang han forsøgte at hjælpe dem. "Vil du tillade at jeg ser på det? Jeg er healer - vingerne til trods..." Han mødte trods den lille morsomhed mandens blik alvorligt. Skader var jo sådan set ikke til at spøge med, men nogen gange hjalp det alligevel at bløde stemningen lidt op.

Han to de sidste skridt hen til den siddende og sank ned på hug, mens vingerne kort spredte sig ud bag ham og om den, før de andet lod sig folde bag ham. Det var ikke så behageligt fordi de stødte mod jorden og måtte bukke sig lidt for at være der. Nok til at han var opmærksom på det, men ikke så meget det ville skade dem - så længe ingen kørte over dem med en vogn. "Jeg vil dig intet ond. Mit navn er Mitch." Han brugte aldrig andet end kaldenavnet og blev generelt forvirret når tiltalt med andet.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 18.02.2018 12:51
Aldric var ikke så meget bange for mandens udseende eller race, det var den forbandede hilsen for Kile, der havde størst betydning for den lette angst, der lå over hans krop. Men han forsøgte at forklare sig selv, at manden umuligt kunne vide, at Kilepræsterne i templet i nord var efter ham. Det var den tanke, han holdt fast i, hver gang han havde set en Kilepræst og som han lige nu klamrede sig til. At denne kiletilbeder ingen mulighed havde for at gætte, hvem han var og at han var jagtet af præsterne i templet i nord.
Da englen nævnte, at han var healer fik Aldric et lidt overrasket og samtidigt lettet udtryk i ansigtet. En healer. Faktisk var han aldrig selv blevet healet, det havde aldrig været en mulighed. Ikke at det havde været nødvendigt heller, ikke siden han flyttede ind på templet. Den smule, han var kommet til skade med siden han stak af, havde fået lov til at gro sammen selv og syg blev han aldrig, måske en bivirkning fra hans egne evner. Egentligt var han ikke sikker på, at nogen kunne heale ham, siden hans egne evner ikke virkede, men han sagde ikke noget. Det ville de vel finde ud af.

Manden kom nærmere og Aldric tog en dyb indånding for at berolige sig selv. Han ville hjælpe. Sagde han i hvert fald. Der var ikke andet for end at stole lidt på ham, for han var lige meget i problemer om han skulle videre med en skade eller om manden havde onde hensigter. 
"Mit navn er Aldric." Han bed sig kort i kæben og begyndte meget forsigtigt at hive sin støvle af. Det gjorde ondt og hans syn blev en smule sløret, som tårerne dukkede op igen på grund af smerten. Med et dæmpet gisp fik han den af og lagde den fra sig, så han kunne binde tørklædet op, der havde støttet lidt om anklen. Han var tavs, ikke helt klar over, hvad han skulle sige. Han havde ikke lyst til at afsløre sine egne healingsevner, ikke lige nu. Man kunne aldrig vide, hvordan folk ville reagere på det.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 18.02.2018 19:09
Den unge mand svarede ham til en start ikke. Sad bare på jorden og så på ham med et udtryk som forventede han det værste. Det var et udtryk Mitch egentlig var blevet mødt med en stor del af sit liv, men det betød ikke han fandt det behageligt. Før hans død havde han lejet sit sværd ud og det gav et hvis ry, der tittere end ofte løb i forvejen. Påklædningen og udtrykket havde trods alt været det samme dengang som nu. Efter døden havde vingerne kun forøget antallet af folk der mødte ham med frygt eller desideret rædsel. At nævne Kile gjorde heller ikke det store for ham der, men han var hendes engel på godt og ondt.

Knægten havde stadig ikke svaret, som han rykkede nærmere eller taget blikket fra ham. En stiltiende accept eller det håbede han for ellers ville det her hurtigt blive endnu mere akavet. Så nikkede han let som han fik et navn tilbage og rakte frem, kun for at lade hånden falde igen som den anden greb sig til støvlen. At få den af kunne Mitch se gjorde ondt, men afslørede også at den anden havde gjort et forsøg på noget. "Du har gået et stykke på den?" Han rakte frem som han sagde det og lukkede blidt en hnd om anklen og en om foden. Så lod han sin magi sprede sig ud. "Intet er brækket... Godt..." Hans magi stødte mod en anden healende kraft, men en som intet kunne gøre for den krop den boede i. Han så op fra foden og på den unge mand. "Det kommer til at føles lidt mærkeligt, måske gøre mere ondt for et øjeblik, men så vil den blive rask igen." Med det lod han sin magi strømme helbredende ind over foden og det nederste af benet.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 20.02.2018 18:12
Aldric bed sig let i læben.
"Jeg har forsøgt." Det gav et lille ryk i ham, som manden lagde sin hånd om anklen, ikke bare fordi, at det gjorde ondt, men også på grund af berøringen i sig selv. Aldric var normalt ikke så bange af sig, men han havde ondt og han var smertefuldt bevidst om, at manden tilbad Kile, og selvom han brugte sin logik i et forsøg på at skyde utrygheden i jorden, var han på ingen måde tryg ved manden. 
Følelsen af magien fik ham dog til at glemme det hele for et øjeblik, som han spærrede øjnene op i let overraskelse. Så det var sådan, det føltes. Måske. Det var ikke sikkert, at hans egen magi gav samme følelse, men det håbede han. Det føltes... rart. Indtil den deciderede healing begyndte, men smerten varede ikke ved længe og Aldric kunne nøjes med at skære ansigt. Nej, deres magi arbejdede ikke helt på samme måde, men det havde han egentligt heller ikke regnet med. Elverens havde også virket på en anden måde. Aldric evne var så kraftfuld, at ingen fik ondt, når han healede. 

Så snart han kunne mærke, at healingen havde gjort det, den skulle, trak han forsigtigt foden til sig og lod fingrene glide ned over anklen. Det var fantastisk. En god oplevelse at prøve at blive healet. Et let smil gled over hans ansigt og mildnede hans træk, fik ham til at ligne den attenårige han egentligt var. De fleste glemte hans unge alder, så snart de vidste, at han kunne heale. Eller når de så det grimme ar, der dækkede noget af hans ansigt, gik ned over det døde øje, der havde en tendens til at skræmme folk en smule. Han var heller ikke et barn mere, selvom han stadig på nogle punkter besad den samme uskyldighed. Han havde levet så beskyttet alle sine teenageår igennem.
Han løftede blikket til manden uden at løfte hovedet, så hans sorte, krøllede hår faldt ned for lidt af hans ansigt.
"Mange tak." Et lidt usikkert udtryk gled over hans ansigt. "Jeg kan ikke betale dig." Han ejede ikke en eneste krystal, som han selv nægtede at tage i mod penge for sin evne. Han fik for det meste mad eller et sted at sove i stedet. Han havde tjent for mange penge på andres vegne til, at han ville bede om flere på sine egne.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 22.02.2018 06:25
"Ikke meget andet at gøre herude på denne årstid." svarede Mitch dæmpet, som hans fokus samlede sig om anklen frem for dens ejer. Vinter fulgte altid sin del til Kile med frost og kulde. At sidde ude uden mulighed for at komme videre ved egen hjælp var det samme som at byde den velkommen. Han havde set nok af Norden til at vide, hvad der skete derefter.
Knægtens krop gjorde ikke modstand mod hans undersøgelse og vurdering af skaden. Først da han satte den aktivt ind på at heale skaden mødte han den og skulle kompensere for dens utidige indblanding. Han burde nok have en snak med knægten om det for det var en lidt anden form for kontrol der skulle til der. Det betød også at healingen gjorde ondt og ikke bare fjernede smerten. Han havde oplevet det før med folk der følte sig utrygge ved ham og havde magi selv.

Han slap anklen og lod atter blikket finde knægtens. Undersøgende og vurderende denne gang. At smerten var væk havde løsnet den andens sammenbidthed og mildnet hans træk. Knægt var bestemt den helt rigtige betegnelse for ham, men satte så også spørgsmål i gang om hvad han lavede alene på denne vej i disse tider.
Mitch nikkede let til anerkendelse af hans ord. En høflig ung mand i det mindste. "Jeg tager aldrig betaling for healing." Han havde måske lejet sit sværd ud og fået betaling for alskens forskellige job, men helbredelse havde altid været gratis - undtagen for et par helt specielt arrogante  mænd og der havde krystallerne gået til andre end ham selv bagefter. Lidt principper havde man vel.

Han rejste sig og rakte den anden hånden for at hjælpe ham op. "Lady Frost vil elske du bliver siddende." Selv var han ikke længere så påvirket af kuldens bid, men han huskede stadig dens fare. "Du er på vej til Dianthos?" Det var hvor vejen ledte trods alt, så intet dårligt bud.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 27.02.2018 15:26
At manden ikke tog betaling for sin healing, fik straks Aldric til at synes bedre om ham. Det var den rigtige måde, at gøre det på. Når man fik en gave som de healende kræfter var, burde man heller ikke tage penge for det. Aldric havde for det meste også næsten kun healet fattige og bønder, siden han var stukket af fra kiletemplet i nord. Om han ville kræve betaling fra de rige, havde han endnu ikke fundet ud af, men han tvivlede næsten. Han ville ikke have penge.

Manden rakte en hånd ned mod ham for at hjælpe ham op og Aldric trak hurtigt i støvlen og samlede sit tørklæde op, inden han lod sig trække op at stå. Han var stadig ikke tryg ved ham, men ind til videre havde han kun vist sig at være venlig, så han måtte vælge at tro en smule på ham.
Da han var oppe at stå, rettede han lidt på sin taske og uden at tænke nærmere over det, rakte han op og begyndte at binde tørklædet om sit hoved, så arret og øjet blev skjult. De var stadig tæt på byen og der var mange væsner på vejene. Han ville helst undgå at få for mange blikke.
”Tak fordi at du ville… heale mig.” Han nikkede til mandens spørgsmål og lod armene falde ned langs siden, da tørklædet sad som det skulle.
”Ja. Jeg… er på vej ind til Helbredelseshuset.” Hans tonefald var en smule tøvende, for han havde ikke helt besluttet sig endnu. Om han ville forsøge at blive lærling ved det sted eller om han bare ville se byen og så drage videre. Gøre som han havde gjort endnu, rejse rundt og heale, hvor der var brug for det. Men han var udmattet og egentligt ønskede han sig bare en rigtig seng at sove i og tre måltider om dagen. Det var dog ikke noget, han forventede. Han ville lige så gerne fortsætte med at rejse, han var bare ikke sikker på, at han kunne holde til det i længden.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 28.02.2018 19:11
Mitch beholdt hånden stukket frem uden antydning af utålmodighed. Den unge mand havde trods alt noget fodtøj at få på igen og et tørklæde at flytte til rette plads. Det var da også først derefter at det virkelig valg ville blive truffet. Denne gang til en hjælpende hånd blev accepteret og at han kunne stødte den anden i at komme op. Et lille tegn på faldende frygt og mistro, så meget som udtrykket i ansigtet var det.

"Så lidt." accepterede Mitch uden tøven, før end han måske en smule tørt tilføjede. "Det burde aldrig være et spørgsmål om at ville..." At det var for en del af de som havde fået helbredende evne var jo en så trist ting som hvor stor skade Kiles Orden havde gjort på alle syn på hans Gudinde. Det var dog ikke en ting at bringe op overfor en ung og allerede nervøs mand, der dårligt havde kunne få sig selv til at tage imod hans hjælp.

"For at lære det sidste eller finde arbejde?" spurgte han så interesseret. At den anden tøvede med at sige det kunne betyde så mange forskellige ting. Det kunne være historier der var vandret om Dianthos gennem de sidste år, almen uvilje mod at dele sit mål med en fremmed eller måske hvor ulogisk det kunne virke at en der havde brug for helbredelse var på vej til et centrum for lige det.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 02.03.2018 10:57
Et svagt smil fandt vej til Aldrics ansigt, som den anden pointerede, at det ikke burde handle om at ville. Selvom Aldric stadig havde forbehold for den mørke mand, der tilbad Kile, sagde de tørre ord mere om ham end hans favevalg til tøj.
"Nej, det burde det ikke." Nej, det handlede om at udnytte den gave, man havde fået, til noget godt. Som manden havde gjort det ved at hjælpe en tilfældig fremmed i nød. Aldric havde ikke mødt mange healere på sin tur, og han vidste ikke, om det var normalt ikke at ville bruge sin evne til dens fulde potentiale, men han havde ikke svært ved at forestille sig, at der var folk, der egoistisk gemte den væk for ikke at gå igennem besværet for at hjælpe.

Spørgsmålet der kom efter fik ham kort til at sænke blikket, inden han fugtede sine læber og langsomt trak på skuldrene. 
"Jeg håber lidt, at der er nogen, der vil lære mig om anatomi og... få styr på mine egne evner inden for healing." Han var lidt utilpas ved at sige det sidste, hvorfor kunne han ikke svare på. Måske bare lidt af det hele - at han afslørede, at han selv kunne heale, at han stadig havde haft brug for hjælp eller måske at han fortalte, at han ikke havde styr på sin evne. Den var kraftfuld, grænsende til det latterlige, men han havde ingen kontrol over den, ud over at han kunne starte den og derefter bare lade den arbejde. Elveren havde forsøgt at lære ham en måde at gøre det på, men det var svært og var ikke lykkedes ham endnu.

Han skævede lidt til manden, som han ikke helt kunne finde ud af, hvad han skulle tænke og tro om. Egentligt virkede han ganske flink og det var mest hans forhold til Kile, der fik Aldrics alarmer til at ringe. Men Aldric havde et stort hjerte og han havde svært ved at beholde et negativt syn på folk, hvis de ikke aktiv forstærkede det og man kunne nok også tydeligt se på ham, at hans tilbageholdenhed var på tilbagetog.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 02.03.2018 20:04
Mitch nikkede let, men lod ellers emnet falde. Han brugte sin helbredende evne når han mødte nogen der havde brug for det, men det var ikke noget han følte sig forpligtet til at rejse rundt for at gøre. Den var en del af ham, men ikke det eneste han var. Den gjorde dog en smule op for hvad han ellers havde brugt sit liv på og den balance i mellem liv og død holdt han stadig fast i.

Det var tydeligt han havde ramt en nerve med sit spørgsmål, så Mitch holdt roligt blikket hvilende på den unge mand, som denne sank lidt sammen ved siden af ham og vendte blikket mod jorden. Det var da også en indrømmelse der kom fra Aldric og en som forklarede lidt af udtrykket han gjorde. "Der er ingen skam i at vide der er mere at lære." svarede han så med et lille smil. Han havde selv fået en mere end grundig oplæring før han stak af hjemmefra, men selv derefter havde han konstant stødt i nye ting at lære om helbredelse og brugen af sin magi. Ikke mindst som den anden evne havde slutte sig til som hans første liv havde sluttet helt.

"De er vokset lidt fra din kontrol?" Det havde været en blandet fornemmelse af kontrol og ikke han havde fået som han havde skulle omgå den andens evne. "Jeg kan måske hjælpe dig, hvis du ikke har noget imod at jeg slår følge med dig tilbage til Dianthos." Han gav tilbuddet fra hjertet. Ikke at have kontrol og vide det var den værste fornemmelse når det kom til noget, der i den grad var en del af en og som kunne række ud på egen hånd og dræne ham uden hans vilje. Han havde selv den fornemmelse når et syn tog ham og det var ikke noget han ønskede andre fanget i, hvis de kunne hjælpes.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 09.03.2018 20:28
Mandens reaktion på Aldrics ord var heldigvis positive og Aldric rettede lidt på sin taske.
”Nej, det er der vel ikke.” Han havde meget at lære. Både om sin evne og biologi, men også generelt om livet selv. Trods at han efterhånden var trådt ind i de voksnes rækker, var der meget, han ikke vidste eller forstod. Og det vidste han godt. Han havde ikke noget i mod, når folk begyndte at forklare og lære fra sig. Han havde ikke lært meget om noget som helst i sin tid i templet. Det meste han vidste om at leve i en uretfærdig verden kom fra hans barndom, hvor han havde levet med sine fattige forældre og sin bror. Nogle ting havde han glemt, andre var han ret rusten til, men han havde overlevet. Endnu.

Han rystede let på hovedet ved spørgsmålet om sin evne og et svagt smil gled over hans ansigt.
”Det har aldrig været i min kontrol. Jeg kan tænde og til nøds slukke, resten klarer den selv.” Han vidste ikke, om det gav mening, men siden den anden også kunne heale, håbede han, at han forstod. Det var som at vælte en dæmning, når han først gav slip på sin healing.

Aldric tøvede ved mandens tilbud. Det lød oprigtigt, men var der noget bag? Man fik sjældent gratis hjælp i denne verden og for et øjeblik var Aldric ved at sige nej, men han var også bare ked og ked af ikke at kunne tro og stole på folk. Han ville gerne, han var et godt menneske og troede helst på det gode i folk, også selvom verden forsøgte at lære ham andet.
”Hvis du alligevel skal den vej?”
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 10.03.2018 13:56
Mitch sendte ham et noget overrasket blik ved den konstatering. Ingen kontrol. Det var ikke helt hvad han havde fornemmet, men det kunne jo være det var en ubevidst en af slagsen. En lidt skræmmende tanke at ingen havde forsøgt at lære Aldric det, men så igen. Folk havde det med ikke at tilbyde hjælp uden betaling eller bagtanker. "Har du forsøgt at kontrollere den? Forsøgt bevidst at tvinge den til at gøre noget eller ikke?" Han ville gerne vide hvor de stod, skønt han nu var helt sikker på at den unge mand skulle tale i meget kræftfulde vendinger for at Mitch ikke slog følge med ham til Helbredelseshuset.

"Ligenu virker det til at være den vej jeg skal." Han smilede let. Det var måske et lidt kryptisk svar, men hvad end Amy havde rodet sig ud i denne gang, så måtte hun klare sig selv til han havde fået Aldric hjulpet på rette kurs. En del af balancen mellem liv og død var også at hjælpe livet til at blive opretholdt og den unge mand talte for mere end sig selv i det regnskab.
"Hvor meget har du hørt om Dianthos? Hvad der foregår der?" Det ville nok være godt at forberede den anden på hvad de gik imod.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 12.03.2018 18:51
Manden virkede meget overrasket over, at Aldric ikke havde nogen kontrol over sin evne, hvilket næsten fik Aldric til at skamme sig igen. Men ingen havde nogensinde forsøgt at lære ham at styre den, for den virkede jo. Han healede hurtigt og kraftfuldt og så var folk omkring ham tilfredse. Han nikkede svagt som svar på mandens spørgsmål.
”Jeg har forsøgt. Men det er som at holde vand i sine hænder og forsøge ikke at lade det løbe mellem fingrene på en. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre.” Det var lykkedes lidt, bare en smule, men så snart han troede, at nu havde han fået bare lidt fat, væltede dæmningen og alting gik som det altid gjorde. Han oversvømmede den tilskadekomne med healende magi, hvilket krævede alt for meget af ham selv i forhold til, hvad det burde.

Aldric trak vejret ind for at sige, at han godt kunne finde vej selv, men havde en fornemmelse af, at manden ikke ville tage nej for et svar, så han pustede ud igen og begyndte så at følges med manden ad vejen mod Dianthos. Mandens spørgsmål fik Aldric til at rynke panden lidt.
”Jeg ved, at Kiles Orden har taget over. At der er udgangsforbud. Og at elvere og halvelvere brutalt blev smidt ud for ikke så længe siden. Jeg stødte på en gruppe af halvelvere, hvor flere havde brug for min hjælp.” Han skævede til Mitch, klar over at han måske trådte på usikker grund. Manden havde gjort sin tro til Kile klart, men om han var med Kiles Orden vidste Aldric ikke. Han håbede det ikke.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 14.03.2018 21:46
Mitch brummede lidt ved det beskrivende svar. Det var tydeligt den unge mand aldrig havde været tvunget til at lære kontrol, som han selv havde det så snart han havde udvist magiske evner, men han havde dog en hvis fornemmelse for det. Det kunne dog stadig nås at opnå kontrol, hvis han var villig og ikke lod facaden komme i vejen for det. "Hmm jeg har et par ideer vi kan starte med. I det mindste har du ikke en evne der har forsøgt at gøre livet surt for dig, så det hjælper lidt." Nogens magi slap fra dem med døden som følge. Han havde set flere brænde op af mangel på kontrol og en enkel brugende sin helbredende kræft til et punkt hvor hun selv mistede livet af det. En god grund til hvorfor han ønskede at hjælpe Aldric mod kontrol.

"Når du vil bruge den. Kalder du på den eller venter du på den kommer af sig selv?" Han var stadig i gang med at kortlægge, hvordan den anden tænkte og opfattede magien. Det var med til at forme måden at gribe og begrænse den på, så vigtigt for ham for at kunne vælge ord, den anden kunne opfange som hjælp og vejledning.
Et lille smil krusede derefter hans læber, som Aldric en smule modvilligt slog følge med ham. Den unge mand havde i det mindste også lært at nogle kampe var tabt på forhånd. Så nikkede han let, mens en skygge gled over hans træk. "Det har de ja. Deres seneste træk er at forsøge at fjerne al anden tilbedelse i Dianthos end den de leder. Et brud på balancen og på Kiles neutralitet. I helbredelseshuset vil du ikke kunne undgå at skulle frasige hvem end du ellers tro på fra tid til anden. Det er for vigtigt et sted til at Ordenen kan lade det ude af deres kontrol." Der kunne ikke være nogen tvivl om at hans loyalitet lå meget langt fra Kiles Orden til trods for hans tro på Kile. "Der findes andre som vil kunne undervise dig, hvis du har overskuddet til en lidt længere rejse...?" Og ikke lyst til at det skulle ske under Ordenens restriktioner, som kun kunne blive værre.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 01.04.2018 20:30
Mandens ord om, at Aldrics evne ikke gjorde livet surt for ham, fik ham et at smile et svagt, lidt bittert smil. Åh, han skulle bare vide. Men han sagde ikke noget, ingen grund til at fortælle om bagsiden ved evnen. Han havde oplevet at få nogle meget negative reaktioner på det at give døden videre, så han holdt det altid for sig selv. Medmindre nogen opdagede det, selvfølgelig, hvilket ofte gjorde det meget værre. Men han havde rimeligt styr på betalingen, så længe han ville indrømme, at den var der.

”Det er mest som om, at jeg giver slip. Til at starte med, kom den selv, men jeg healede stort set hver eneste person, jeg rørte ved, om det så bare var en rift. Jeg lærte at… holde den tilbage. Efter lidt tid.” Den første, han havde healet, var en ældre kvinde, som han havde blæst helt ren for hver eneste skavank. Uden at vide, at han havde evnen. Men han havde lært sig selv at holde den tilbage, som det havde været alt for hårdt ikke at kunne røre nogen. Hans blik faldt til jorden foran dem, som de gik. Det var både en velsignelse og en forbandelse at have fået evnen. Gudernes gave, sagde de. Han havde ikke bedt om den gave.

En rynke dukkede op i hans pande, som han lyttede til mandens fortælling om tilstanden i byens hovedstad. Det var tydeligt, at manden ikke brød sig om den måde, Kiles Orden gjorde tingene på og det beroligede Aldric. Det var alvorlige ord og Aldric bed sig let i læben. Han tilbad ikke nogen gud. Om han troede på dem, vidste han ikke helt, men han tilbad dem ikke. En bøn til Isari kunne forlade ham, men det føltes altid så fjollet og nyttestløst. Og igen dukkede spørgsmålet op. Ville han kunne helbrede folk fra Kiles Orden?
”Jeg vil gerne se Dianthos, gerne besøge Helbrederhuset. Og tage en beslutning derfra.” Et eller andet sted håbede han, at han kunne være med til at gøre en forskel. Men mest havde han hørt, at nogle af de dygtigste healere var at finde i hovedstaden og han vil gerne lære fra de bedste.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 06.04.2018 21:34
Mitch lod blikket glide ud til side som altid når han gik og lod det passere hen over det øde landskab. Ikke meget rørte sig derude og forståeligt nok, for hvem ønskede ærlig talt at bevæge sig rundt herude, hvis de havde andre muligheder. Det havde han, men fornemmelsen af truende fare trak ham stadig mod at lette og lede efter det lille glimt af rødt, der ville afsløre hans rødkælks tilstedeværelse. En fornemmelse han med nød skubbede ned, som han koncentrerede sig om knøsen ved hans side.

Som Aldric svarede skævede Mitch til ham, men forblev tavs en tid. Knægten havde altså kontrol og ikke. Et krampagtigt hold om magien uden tiltro til hvad den ville var næsten lige så farligt, hvis ikke farligere end ingen kontrol. Det krævede også bedre menneskeevner end han besad at hjælpe der. At han kunne var få Aldric sikkert frem til andre der kunne tage hånd om ham. Et lille skævt smil krusede da også bare hans læber. "Lyder nu som om du har lidt kontrol - bare ikke over kontrollen." En ubarmhjertig balancegang der havde drevet nok til vanvid til at han aldrig undervurderede faren ved den.

"Som du vil." Mitch nikkede let og fortsatte så alvorligt. "De vil være i stand til at hjælpe dig der - hvis du lader dem." Der var alid det tvivlsspørgsmål om folk ville hjælpes når det kom til stykket. Han vendte atter blikket fremad og lod den anden gå i egne tanker om det han havde fortalt om byen de var på vej imod. En byder snart var meget langt fra det han selv havde mødt da han var vandret der til ung og vred på en del af verdenen.
Aldric

Aldric

Healer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 175 cm

Zofrost 20.04.2018 20:14
Det gik lidt i stilhed efter, at Aldric havde svaret den fremmede. Det føltes ikke forkert. Deres skridt og en enkelt fugls fløjten var den eneste lyd ud over vindens raslen igennem græsset. Aldrics hjerte bankede stadig lidt insisterende, men han var langt fra så utryg som for et øjeblik siden. Manden havde ind til videre vist sig at være venlig og det måtte Aldric så stole på, at han var. Han havde hjulpet ham, trods hans forhutlede udseende, fortsatte med at hjælpe ham som han forsøgte at få styr på, hvordan evnen virkede.

Mandens svar fik Aldric til kort at rynke panden. Det var en underlig sætning, men på en eller anden måde var den rigtig. Han havde lidt kontrol, selvom han ingen kontrol havde. Ordene svarede han ikke på, men fortsatte bare tavst med at gå ved siden af manden.
Hvis han lod dem. Hvad skulle han ellers? Det var derfor, at han var på vej derhen. Han begyndte at glide ind i sine tanker og lod tavsheden ligge for en tid, mens han forsøgte at finde hoved og hale i det hele.

”Hvordan… hvordan håndterer du… al lidelsen?” Spørgsmålet kom lidt ud af den blå luft og Aldric så lidt usikker ud. ”De ting man ser… de ting, man ikke kan gøre noget ved… når det fysiske er et symptom på deres… liv.” Han var godt nok vokset op i en fattig landsby, hvor folk blev hurtigt nedslidt, men de seks år beskyttet i templet havde alligevel hvisket de minder ud. Og nu færdes han i blandt de fattige igen og han var… rystet. Så mange der hverken kunne eller ville passe bedre på sig selv, hvor det at heale folk var som at vaske skidtet af dem for at lade dem gå ud og rulle sig i mudderet igen. Det virksomme øje blev rettet mod manden ved hans side, spørgende.
- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Mitch

Mitch

Healer og Kiles Engel

Retmæssig Forvirret

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 189 cm

Grace 22.04.2018 20:42
Tavsheden strakte sig ud mellem dem efter Mitch sidste ord. Der havde også været lidt at tænke over for den anden, hvis han ikke var for sat i egen mening til at tænke. At tage i mod hjælp lød så enkelt når det blev sagt eller tænkt, men når det endelig kom til at have brug for den og skulle tage imod den kunne der komme så mange ting i vejen. Ikke kun stolthed som så mange blev ramt af, men også manglende tillid til den der forsøgte at hjælpe. Endnu en grund til han var uegnet til andet end helbrede kødelige sår. Det åndelige måtte andre håndtere.

Det blev da også knægten der brød stilheden. En tøvende og let afbrudt sætning, der delvist lød til at være en tanke sluppet ud af kontrol. Mitch drejede hovedet let og så på ham, men lod ham uddybe uden afbrydelser, før han lod spørgsmålet rigtig synke ind og vende. Så han overhoved folkets lidelse? Havde han nogensinde gjort det? Han havde han da først drog ud. Ung, oprørt og i krig med alt omkring ham havde han vandret fra norden og fået åbnet øjnene for verden væk fra købmandsgårdens trykke rammer. Han havde hjulpet, men havde han set deres lidelse eller kun deres behov for helbredelse her og nu? Han tvivlede.

Tøvende lod han blikket glide frem over vejen, før han lod det finde Aldric igen. "Jeg ser den sjældent." Han åbnede vingerne let, lod vinden glatte fjerene og lod dem så synke tilbage ned at hænge næsten rørende jorden. "Ikke fordi den ikke er der, men jeg lægger ikke mærke til den. Har nok aldrig gjort det." Det lød præcis så koldt som Kile kunne være overfor de levendes problemer og fik ham til at uddybe med en smule. "Måske lidt i starten, men jeg levede af at leje mit sværd ud fra jeg var ikke meget ældre end du ser ud til at være nu. Det ændrer ens syn på verden på godt og ondt. Jeg helbredte uden betaling, men fik den til gengæld for at tage andre liv. Beskytte andres liv." Det havde været for begge dele trods alt.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Mong, jack, Echo, Muri , Tatti, Lux , Lorgath
Lige nu: 7 | I dag: 12