De havde ikke talt sammen siden den aften. Siden Renlys vrede havde sendt Helena i et stadie, der kunne havde kostet hende livet. Siden hun havde kaldt efter ham og indset at den tavse mand var mere end bare en figur i baggrunden. Stort set ligemeget hvor meget hendes tjenestepige havde prøvet, havde Helena i lang tid været utrøstelig. Bitter, vred og mest af alt sorgfyldt over, at hun stadig var fanget. Hun talte ikke i flere dage, kun få ord når hun blev spurgt om noget, og ellers forholdte hun sig i stilhed.

Skæbnen ville også at første dag hun var ude igen, denne gang med sin søn, der ivrigt ville vise sin mor en vej han overvejede at tage, så hun ham igen. På afstand, men hun havde genkendt ham, skræmmende hurtigt. Ronin havde været ivrig nok i sin fortælling om lysets krigere, om chancen for at bo på paladset, om livet som væbner og hvor meget han gerne ville, at han ikke havde set at hans mor var gået i stå midt på gangen, og først vendte tilbage til at høre nogenlunde efter, da han vendte sig med et begejstret udtryk. Hun havde svaret ham nogenlunde sammenhængende, og skyndt sig videre, ikke engang sikker på om han havde set hende, i det han stod næsten med ryggen til dem sammen med manden hun genkendte som sin egen nevø. Noget hun også skulle glemme! Hun måtte stoppe med at tænke, stoppe med at føle, og affinde sig med hvordan alting var og altid ville være. Men hendes sind nægtede at lystre.

Hun havde brug for at slippe væk, slippe væk fra bylivet og de omkringstående mure der fik hende til at føle sig fastklemt. Helena havde foretrukket at ride afsted alene, men det kom alligevel aldrig på tale, så hun havde fået en tavs vagt med sig, der holdte øje men på anden vis holdte sig i baggrunden, og heller ikke stillede spørgsmål til de blå anmærkninger efter et hårdt greb ved halsen, få denne gang, men tilstedeværende. Helena klappede den brune hoppe på halsen, inden hun fandt vejen ned, og førte den hen til den lille å der løb ved landevejen. Der var ikke megen liv denne formiddag på den lette snefyldte vej, men omgivelserne var rolige og blide, som vinden fra dagen før havde lagt sig igen. Man kunne næsten ikke ønske bedre vejr på denne årstid.

Hovedstaden. Dianthos. Aldric kunne se den i horisonten for enden af den vej, han gik på. Han var gået over en bakke og der var den. Synes havde fået hans fødder til at gå i stå og for et øjeblik stod han midt på vejen og stirrede. Selvom den var så langt væk, var han ikke i tvivl om, at det var en stor by. En bonde havde bedt ham flytte sig, så han kunne komme forbi med en kærre og det havde fået Aldric til at gå ud til siden. Han havde rejst så meget og endeligt var han her. Landets perle. Og han havde ikke lyst til at tage derhen. Han stod der længe og forsøgte at få sig selv til at gå, men til sidst gav han op på sig selv og gik af vejen. Der løb en bæk og han besluttede sig for at holde pause. Solen var knapt stået op, da han var begyndt dagens vandring.

Ved bækken satte sig sig i græsset og pakkede noget tørret kød ud, han havde fået for at heale en ældre dame et par dage før. De havde ikke haft så meget andet at tilbyde ham end lidt mad og det var også fint nok. Ind til videre manglede han ikke noget specielt, selvom han snart trængte til noget nyt tøj. Det han havde var ved at gå i stykker og var absolut ikke varmt nok til kulden, men så længe han holdt sig i bevægelse og havde sin kappe på, gik det lige. Han blev aldrig syg, måske kunne han ikke, hvilket var rart for ellers var han nok død af en lungebetændelse for længe siden. Hans evner virkede ikke på ham selv, så han ville ikke kunne redde sig selv.

Han havde fundet sig et lille hul at sidde i, så han ikke var så synlig fra vejen, men så han stadig kunne se hovedstaden, når han drejede hovedet. Langsomt begyndte han at spise kødet, mens han forsøgte at få styr på sine tanker og sit bankende hjerte. Han vidste ikke, hvorfor han pludseligt havde så meget modvilje mod hovedstaden, da han startede sin færd, havde det været hans mål. han havde selvfølgelig hørt om Healerhuset og mulighederne for at blive oplært og det var egentligt det, han gerne ville. Men efter at have hørt så mange historier om Kiles Orden og tilstandene i byen, var hans lyst faldet. Og han gjorde det jo meget godt, ude på vejen. Bragte hjælp og lindring til folk på sin vej, som han gerne ville. Men det var hårdt. Bare ved at se på sin hånd, kunne han se, hvor meget han havde tabt sig. Og som sagt var hans tøj slidt og hans støvler var begyndt at gå op i kanterne. En indtægt af en art, bare et tag over hovedet, ville være rart. Med et suk tyggede han den sidste bid. Så havde han heller ikke mere mad.

Helena havde gået i sine egne tanker, som hun fragtede hoppen hen til vandet, og havde i første omgang slet ikke bemærket om der skulle være andre tilstedeværende. Hendes vagt havde holdt sig ved vejen og dannet sig et overblik den vej, hvilket resulterede i at han ikke så den slidtklædte rejsende ved bækken. Helena opdagede ham først, ide hun satte sig på hug ikke ret langt ved bækken, for at sørge for at seletøjet ikke var i vejen for hesten da den begyndte at drikke. Han havde siddet en smule skjult, men som sådan ikke gemt sig for deres blikke, der et stykke væk.

Et øjeblik kiggede hun blot hen på ham, stivnet en smule i sin bevægelse, ved pludselig ikke at være alene i de naturlige omgivelser. Hun skævede tilbage over skulderen. Havde vagten overhovedet set ham? Eller havde han bedømt at der ikke var nogen fare? Med en langsom bevægelse kom Helena op at stå igen og lagde en hånd på hoppens varme pels, ikke at den ville bringe hende megen beskyttelse, men det var et levende varmblodet væsen hvis nærvær under alle omstændigheder fik hende til at tage hele situationen mere roligt.

"Goddag?" At hun talte, fik vagten til at reagere, en smule forvirret først, men derefter ved at komme en smule tættere på. Helena holdte ikke så meget øje med ham. Hun betragtede mere den fremmede, der så ud til at kunne bruge et varmt måltid mad og en god seng. For ikke at tale om noget mere varmt tøj. Det kunne umuligt være rart at gå rundt i denne her kulde i tøj der var så slidt.

Aldric var åbenbart faldet helt i staver med blikket mod byen og maden på vej ned i maven, for nok havde han hørt hestene på vejen, men han havde ikke opfanget, at de var stoppet så snart de var redet forbi ham. Og det var heller ikke rigtigt gået op for ham, at nogen var kommet ned til bækken, som græsset havde taget lyden af både hest og menneske og han havde hovedet drejet den anden vej. Måske var han alligevel lidt mere udmattet end han ville indrømme, siden det var kvinden, der først fik øje på ham.
Hendes stemme forskrækkede ham og han kom hurtigt på benene, nu synlig for vagten på vejen, der straks trak sit sværd. Med et let skræmt blik i sit ene øje så han op på manden, der dog straks så ud til at slappe en smule af ved synet af ham. Han så nok ikke så farlig ud, selvom halvdelen af hans hoved var pakket ind i en tørklæde, der dækkede for det ødelagte øjne. Det var ikke altid, at han havde det på, når han gik, men der havde været mange væsner på vejen de sidste par dage. Han var tydeligvis ung, den manglende vægt fik ham bare til at se endnu mindre farlig ud.

Så snart Aldric kunne konstatere, at manden ikke ville spidde ham med sit sværd med det samme, flyttede han blikket til kvinden. Både hendes udseende, hesten og vagten fortalte Aldric, at hun var adelig og han skyndte sig at opføre sig derefter. 
"Mylady, undskyld, jeg havde ikke... set Dem." Hans stemme bar præg af forskrækkelsen, men ikke mere end man kunne høre det gode i ham, trods en smule hæshed. Det var ikke stemmen, han havde brugt mest det sidste lange stykke tid, som han var mest alene. Hurtigt gled hans blik over hende, det stoppede kort ved mærkerne ved hendes hals, men han stirrede ikke og så hurtigt ned. Det var ikke første gang, at han var stødt på en kvinde med den slags mærker og han vidste godt, hvad de betød. 

Normalt ville han hurtigt have undskyldt, taget sin taske og være draget videre, især på grund af den bevæbnede mand, der sendte ham mistroiske blikke fra vejen af, men netop fordi han havde set mærkerne, tøvede han. Blev stående. Han rakte den ene hånd op og rettede lidt på tørklædet, inden han lidt uroligt flyttede på sig og rettede blikket mod hende igen. Der var intet over ham, der sagde fare, snarere tværtimod. Han åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af vagten.
"Oy, skal du ikke videre?" Manden viftede sigende med sit sværd og Aldric trak skuldrene lidt op og skyndte sig at gribe sin taske. Han ville gerne hjælpe kvinden, men vagten virkede ikke til at ville lade ham snakke med hende.

På mange måder, var det umådelig betryggende at have en vagt med sig, trods man kendte mandens tilgang til præcis den hun var. Han beskyttede hende, på hendes mands ordre, og ikke fordi han ville beskytte hende som person. Det krævede tilvænning at ligge sit liv i sådan en persons hænder, velvidende at han ikke var hendes vagt. Nok var han der udelukkende til at beskytte hende, men en tanke om at han også var til stede for at hun ikke stak af, havde været tilstedeværende siden hun var helt ung.
Helena smilede forsigtigt til den fremmede, der emmede af forskrækkelse over situationen. Hun kunne ikke fortænke ham. Hun selv tog en ekstra indånding, affindende sig med at han var der, og at han ikke så spor farlig ud. Mest på hans reaktion og undskyldende tone. "Jeg havde heller ikke set Dem. Ingen grund til at undskylde" besvarede hun ham med en rolig håndbevægelse. Hun havde virkelig ikke været ude på at forskrække ham.

Helena kiggede på ham, så at han tøvede, men vidste ikke hvorfor. Tørklædet der gemte halvdelen af hans ansigt lagde baggrund for hendes nysgerrighed selvom hun intet sagde. Hun ventede på hvad han ville sige, og var nær hoppet forskrækket over vagtens hårde tone. En handling der afslørede at pludselige lyde og bevægelser havde været grundlag for de mærker hun ikke selv havde bemærket var synlige. "Lad ham være! Vi ejer ikke vejen eller det omkringliggende, og du bedes afholde dig fra at opføre dig sådan!" hun kunne sætte den skrappe stemme op for undersåtter, selvom han ville viderefortælle hendes ulydighed. Dertil gjorde hun tydeligt brug af du formen for at han huskede hvem der arbejdede for hvem. "De har intet gjort forkert. Han vil ikke gøre Dem noget" hendes blik vendte sig tilbage til den fremmede, undskyldende. Bare fordi hun var adelig behøvede det ikke at betyde at man havde retten til at hæve sig over alle andre. Han havde intet gjort for at fortjene fjendskab.

Kvinden virkede flink, men vagten var tydeligvis ikke glad ved at have Aldric der, så han måtte hellere se af at komme videre. Han nåede dog ikke at svinge tasken på ryggen, inden kvinden hævede stemmen og råbte af vagten, hvilket fik Aldric til at stoppe op og se fra hende til ham og tilbage. Noget sagde ham, at vagten ikke var vant til så skarp en tone fra kvinden og bare det fik ham til at blive stående og ikke stikke af.
Men hun virkede ikke som en, der normalt blev skrap, hun virkede ganske flink, en følelse der kun blev forstærket, som hun talte til ham igen. Lidt usikkert blev han stående med tasken i hånden, men vagten forblev tavs, omend tydeligt utilfreds.

Aldric fugtede kort sin læber og tog så en dyb indånding. Kvinden virkede til at ville have ham til at blive og Aldric havde svært ved at få sig selv til at gå, når han vidste, at hun havde skader. Så nu blev han.
"Jeg vil nødig være til besvær, Mylady." Hans ene virksomme øje fór lidt rundt, indtil det fandt hvile på hendes ansigt. Trods det nok lidt nervøse udtryk hele hans krop angav, var der noget fast og bestemt i hans ene øje. En let ild, der ikke ville slukkes. Nogle ville måske kalde ham fanatisk, fordi han havde en sag, han brændte for, men man kunne også bare tage det som en stærk livsvilje og at han var en ung mand med et mål. Et mål om at heale alle han kunne komme til som bod for hans brors død. Og lige nu stod der en foran ham, som havde brug for hans evne.

Han tøvede kort og sænkede så blikket, for han vidste godt, at det han skulle til at sige, var over grænsen. Med dæmpet stemme snakkede han til hende.
"Jeg bemærkede, at De er kommet til skade." Han lavede en let bevægelse mod sig egen hals. "Jeg er healer. Hvis De tillader det, vil jeg gerne have lov til at heale Dem." Armen faldt ned langs hans side igen, håndfladen vendt op som for at vise, at han ikke havde onde intentioner. Med et let sænket hoved, skævede han til hendes ansigt. Der var noget åbent, ærligt og tydeligt godt over ham, som han stod der, i laset tøj, halvdelen af ansigtet dækket af tørklædet, uden våben og med et forsigtigt udtryk i ansigtet. Nu havde han spurgt. Hvordan hun og vagten ville reagere vidste han ikke, men nu havde han spurgt.

Det var ikke hendes vagt. Hun vidste det, og det generede hende nu, mere end det burde. Fordi det forhindrede så mange ting. Helena havde alle dage levet et liv nærmest bag lås og slå. Som egendom for en anden person. Om det havde været sin far eller sin mand, kom i sidste ende ud på et. Men hun tilhørte ikke denne vagt. Hun vidste, at han var en undersåt, selvom han arbejdede for Renly. Derfor tillod hun sig at blive skrap. Vise sin utilfredshed og ikke bare bukke hovedet. I sidste ende vidste hun også, at hvis det vidste sig at manden var farlig, ville det gå værst ud over hende selv. Nu eller senere, kom ud på et.

"Det er De ikke. Vi forstyrrede Dem, ikke omvendt" han havde befundet sig på stedet først. Siddet afslappet og muligvis spist, eller bare taget luft. Hun var ikke sikker på hvilken del, men forstyrret af deres tilstedeværelse var han blevet. Helena mødte hans blik, det ene øje hun kunne få lov at se, og på en eller anden måde, følte noget velkendt over det. At han skjule noget for andres blikke. Men han brændte for mere, hun genkendte det. Ikke fra sig selv denne gang, men fra Ronin.

En smule overrasket trak hun vejret ind, og hendes hånd lagde sig op imod sin egen hud på halsen, som han kort før havde udført en bevægelse mod sin egen hals. Hun så på ham, kun kort på gestusen havde foretog sig med hænderne for at vise at han ikke ønskede at angrebe, før hendes opmærksomhed var tilbage til hans øjne og ansigt. Undersøgende. Efter en lang pause, fjernede hun sin egen hånd, stadig med et varsomt og undrende blik på ham. "I orden" Vagten stirrede næsten bestyrtet på hende, men kom ikke med indvendinger trods han så en del sammenbidt ud og havde strammet grebet om sværdets skaft på ny. Helena så så vidt muligt roligt på ham, selvom hun ikke kunne undgå at være let skeptisk. Men hun havde en fornemmelse. Den del af hende som aflæste mennesker næsten ufejlbarligt, gav hende en fornemmelse om at han ikke ville gøre hende noget.

Til Aldrics overraskelse sagde kvinden ja til, at han kunne heale hende. Det sendte et stik af lettelse igennem ham, selvom han var meget bevidst om vagtens misbilligelse ved dette. Langsomt satte han tasken fra sig og kastede et blik på manden på hesten, inden han fugtede sine læber og trådte de få skridt over til kvinden. Han var meget lidt højere end hende og hans blik mødte hendes for et øjeblik. Nej, hun så ud til at være et godt menneske og han smilede lidt beroligende til hende.
”Jeg undskylder på forhold for mine kolde hænder.” Han havde kolde hænder, det var en kold dag og det havde ikke hjulpet at sidde stille for en tid. Han gned dem lidt i mod hinanden og rakte så op i mod hendes hals. Roligt og tydeligt, så vagten ikke skulle tro, at han ville hende ondt. Blidt lagde han hånden mod hendes hals og lod sin magi flyde ud i hendes krop. Lige nu turde han ikke øve sig på det, som elveren havde forsøgt at lære ham, så han gjorde bare som han plejede - lod magien arbejde af sig selv.

Skaderne på hendes hals var let healet, intet alvorligt. Magien flød ud i resten af hendes krop og tog alt, hvad der var vaskede gamle skader og sygdomme væk som havet vaskede fodspor af stranden. Han gjorde intet ud over at lade magien arbejde og sendte den negative energi fra skader og sygdomme tilbage i hans krop, hvilket man ville kunne se på hans øje, der kort virkede gråt i stedet for grønt. Men han havde betalt for sin evne ikke så mange dage i forvejen og kunne rumme det uden problemer.

Endeligt slap han hende igen og trådte tilbage, atter sænkende blikket en smule, efter at have kastet et blik mod vagten. Der var noget ved mandens udtryk, der fik Aldric til at vende rundt og gå op til vejen. Manden på hesten trak sværdet en smule op af skeden og hesten trippede nervøst under ham, men han gjorde intet for at forhindre Aldric i at række ud og tage ved hans bare hånd. Han mødte hans blik og de stod låst sammen for et øjeblik, mens Aldric også healede vagten. Et udtryk af lettelse gled over mandens ansigt, som hans mavesår lukkede sig, ligtornene blev væk og smerten forsvandt, og Aldric trak hånden til sig, inden han talte dæmpet til ham.
”Jeg håber ikke, at din Frue kommer i problemer for min hjælp.” Aldric fortsatte med at stirre på manden, der tøvende rystede på hovedet. Tilfreds vendte Aldric tilbage til sin taske og kvinden. Hans arbejde var gjort.

Helena kommenterede ikke på hans undskyldning om de kolde hænder, men forberedte sig i stedet. Hele situationen var mærkelig og blev ikke mindre mærkelig af rent faktisk at mærke hans hånd røre den ømme hud. Et øjeblik måtte hun bekæmpe lysten til at bakke - fortryde at havde ladet ham komme så tæt på sig. Hun var alt for vant til at kom nogen for tæt på hende, gjorde det mere skade end gavn. Men det var ikke den følelse der skød igennem som magien flød igennem. Uden selv at eje magiske egenskaber, var det altid en sjov og mærkværdig følelse der gik igennem kroppen på en. Denne gang føltes det en smule anderledes end de andre healere hun havde mødt igennem tiden.

Halsen healede hurtigt, så de blå mærker forsvandt fra den hvide hud, men det var mere end det som manden fjernede. Hendes ribben gennemgik et let ryk af at blive sat korrekt tilbage på plads, hvilket fik hende til at lave et ganske lille, næsten utydelig antræk i kroppen. Hun lukkede øjnende som følelsen fortsatte igennem hende, som undersøgte han hver eneste milimeter af hende, og rettede op på de mange skader Renly igennem tiden havde påført hende, men som aldrig var blevet taget hånd om.

Hun følte næsten ikke det var hendes egen krop hun stod i dag han slap hende. En smule forskrækket, lagde hun en hånd ind imod sine ribben, undrende over at de følte sig så meget anderledens. Faktisk følte hun sig så disorienteret for en stund, at hun ikke opdagede lige med det samme at manden gik forbi hende. Helena drejede sig et par sekunder senere, og så hvordan han tog vagtens hånd, og lettelsen der gled over vagtens træk. En lettelse hun selv lige nu bar over ansigtet. "Hvo.. hvordan.." Helena rømmede sig, en smule uvant over ikke at kunne få formuleret sig ordentligt "De har en utrolig evne." endte hun i stedet med at sige, stadig en smule overrasket over at han havde fundet frem til gamle skader, som andre healere ikke havde berørt. Måske fordi de fleste af dem havde været fokuseret på det akute og ikke, hvad end der kunne ligge bag de nye mærker.

Det var denne del, Aldric hadede. Taknemmeligheden og der, hvor han skulle forholde sig til det han gjorde. Men han fik alligevel et smil frem, som han samlede sin taske op og så på kvinden.
"Jeg er bare glad for at kunne hjælpe." Tasken fik han på igen, klar til at gå videre, og så alligevel ikke. Han så lidt undersøgende på hende, lidt mere sikker, nu han havde healet vagten også og han forhåbentligt ikke begyndte at hidse sig op. Hun så ikke glad ud. Hvilket han godt kunne forstå, han havde følt hver eneste af hendes gamle skader og der havde været nok at tage af. Hustruvold. Han så heldigvis ikke meget af det, men det skete og han ville altid ønske, at han kunne gøre noget ved det. Men det var ikke hans evne. Han kunne heale deres skader og lade dem leve lidt længere. Andet kunne han ikke gøre, selvom det var svært at leve med.

Han rettede lidt på tørklædet igen og flyttede lidt på sig, inden han endeligt fik sagt det, der lå ham på sinde.
"De burde gå til healer noget oftere. Ikke lade skaderne være." Nogle af de ting, som hans evne havde rettet op på, havde tydeligvis bare fået lov til at gå i sig selv, selvom de var slemme nok til at lade en healer se på det. Hans ene øje så alvorligt på hende, voksent og fast, trods hans stadig lette utryghed skabt af den bevæbnede vagt. I det mindste kunne han understrege vigtigheden af, at hun gik til healer. Gjorde sit eget liv bare den lille smule lettere, fordi hun ikke skulle gå rundt og døje med smerte og skavanker. Hun var adelig, at betale for en healer var ikke et problem, ikke som de fattige bønder, han havde mødt overalt på sin rejse. 

Til sidst flyttede han blikket en smule og et svagt, men oprigtigt smil dukkede op på hans ansigt, bare for ikke at gøre situationen mere akavet end den var i forvejen.
"Mit navn er Aldric." Om hun ville sige sit, var ikke sikkert, det betød heller ikke så meget for ham. Han var mentalt allerede på vej videre, ind i mod byen. Nu var han så tæt på, måske han bare skulle tage sig sammen og se den. Han kunne altid forlade den igen.

Det havde været en underlig oplevelse. En underlig, rar og samtidigmed grænseoverskrinde. At han havde set eller nok nærmere følt, alle de skader hun havde, og nemt kunne konkludere hvor de kom fra. Vagten var faldet til ro og så ud til at have accepteret den fremmedes tilstedeværelse. Han virkede også meget påvirket over situationen, men på en helt anden måde. Han virkede langt mere afslappet i sig selv.

Helena løftede overrasket sine øjenbryn og kiggede på ham. En direkte besked, uden omsvøb. Der lå selvfølgelig mere bag, nemlig det han vidste nu. Helena blinkede et par gange og kiggede til siden for en stund. Langsomt tog hun en dyb indånding og mødte hans blik igen med træthed i sine øjne. "Så ville jeg ikke kunne gøre andet" hendes stemme var lavmæl og et lille bitters smil kom frem på sine læber. Det var ikke hans problem, og fra et professionels synspunkt forstod hun godt hvorfor han sagde det. Både fordi hun havde pengene til det, det måtte være tydeligt for ham, og fordi hendes krop godt kunne have brug for det. Stædighed var en farlig ting at have så meget af som Helena efterhånden havde.

"Rart at møde Dem. Mit navn er Helena" hun havde altid levet med at blive tiltalt med diverse titler, men den seneste tid i Dianthos var det blevet mere normalt for hende at sige sit fornavn. Det virkede langt mindre formelt. "Er De på vej til healerhuset i Dianthos?" det ville give mening hvis han var, og når hun stilte spørgsmål fik hun også afledt opmærksomheden væk fra sit eget dysfunktionelle ægteskab og i stedet hen på den fremmede unge mand og hans gøremål.

Kvindens svar gjorde ham trist, men han godtog det. Hvad andet var der at gøre? Han håbede dog af hele sit hjerte, at hun en dag slap ud af det liv, hun havde. Men hvad var sandsynligheden for det? Han havde en fornemmelse af, at adelige havde det hårdere og mere fastlåst end de fattige bønder.
Tanker der var triste og tunge og som nok kunne ses på hans ansigt, da han, når han ikke tænkte over det, kunne være lidt af en åben bog. Men han sagde ikke mere til det, han havde nu gjort, hvad han kunne. Han var realistisk. Forhåbentligt fik hun en lidt lettere periode uden for mange fysiske skavanker.

Hans smil blev lidt større, da hun sagde sit navn og han bukkede let i overkroppen.
”Mig en glæde at møde Dem, Helena.” Han var ikke blevet opdraget i, hvordan man opførte sig for adelige, men lidt almindelig høflighed havde han da fået banket ind i hovedet af sin mor og præsterne i templet. Hendes spørgsmål fik dog et lidt usikkert udtryk på hans ansigt og han skævede tilbage mod byen spir.
”Jeg er ikke helt sikker,” svarede han ærligt. Var han på vej mod Helbredelseshuset? Med målet så tæt på, mærkede han tvivlen og usikkerheden vokse. Han flyttede kort blikket mod hende igen, inden han så ned.
”Det har været mit mål, men jeg hører, at Dianthos er overtaget af Kiles Orden. Og jeg overvejer at vende om igen.” Stadig ærlig, men uden at fortælle noget som helst over, hvorfor Kiles Orden eller kilepræster generelt ikke befandt ham godt. Han ville ikke i problemer. Det var stadig ikke gået op for ham, at templet i nord havde været styret af mænd, der ikke længere arbejdede for kile og præsterne, men havde sat deres egen agenda og han var stadig bange for, at alle med Kiles mærke hængende om halsen var efter ham.

At han vidste sine følelser, afslørede mere om ham end han nok selv havde i tankerne. At han direkte bekymrede sig om sine medmennesker, trods de egentlig var komplet fremmede for ham. At Helena stod i en situation hvor hun ikke kunne flygte væk fra det liv der resulterede i de mange indre og ydre skader, var tydelig. Og ikke noget der kunne gøres meget ved. Man måtte blot lærer at affinde sig med den skæbne der var blevet udleveret. Hun havde ikke kun sorg og smerte i sit liv, det ville havde givet hende en langt anderledes udstråling hvis det havde været sandheden.

"Overtaget er måske et stærkt ord." svarede hun roligt, men forstod hans bekymring. Helena begav sig sjældent ind på politiske områder - det var ikke ligefrem tilladt for hende at blande sig. Men man gjorde sig sine tanker, hvor skjulte de end var for familiens øre. "Om ikke andet, har jeg ingen præster set i helbredelseshuset" nu havde hun selvfølgelig ikke været der så ofte, men det kunne ikke undgåes at komme forbi når ens datter var meget rundt og meget gravid. "Har De rejst langt?" Det virkede spildt at vende om, hvis hans rejse havde været lang og kompliceret. Han så ikke ud til at have meget i forvejen, og direkte opgive sit mål kunne være ødelæggende. Helena havde ikke meget forstand på det, men ud fra at han var healer og en dygtig en, ville hun se det som et tab hvis helbredelseshuset ikke tog ham ind.

Aldric var glad for kvindens svar, det virkede roligt og nede på jorden. Aldric vidste, at Ordenen havde stor magt i hovedstaden, ja i hele landet. De udviste elvere og den vold, der havde fulgt efter. Men hvordan det mere praktisk foregik i Dianthos vidste han ikke, men det lød lidt til, at livet fortsatte som det skulle. Og hendes ord om, at der ikke var præster i Helbredelseshuset var trøstende. Opløftende. Men de ville jo nok komme forbi alligevel, hvilket han godt kunne mærke, at han havde det lidt svært ved.

Spørgsmålet om hans rejse fik ham til at tøve lidt, inden han nikkede.
”Ja. Jeg kommer oprindeligt nord for Azurien, men har rejst lidt rundt.” Lidt uroligt flyttede han på sig og kastede et blik mod vagten, inden han rettede på tasken igen. Han burde ikke have sagt, hvor han kom fra, men der var noget ved den ældre dame, der gjorde ham en smule tryg. Hun virkede flink og han tvivlede på, at hun alligevel have nogen som helst viden om, hvad der foregik i et bondesamfund så langt mod nord.

Lige nu gav hendes tilstedeværelse et problem, for han havde stadig ikke overbevist sig selv om, at han skulle fortsætte mod hovedstaden, men med hende og vagten der, kunne han ikke blive. Aldric var god til løs samtale, når det kom til healing og situationen omkring det, men han havde ikke ret meget øvelse i at skulle småsnakke med fremmede om løst og fast. Noget han forhåbentligt ville lære, hvis han blev tvunget til at være mere social i stedet for at rende rundt på landevejene alene. Der var ikke så meget andet for ham, end at forsøge at vende samtalen mod hende igen, så han ikke skulle svare på spørgsmål.
”Kommer De fra Dianthos?” Det var vel et dumt spørgsmål og han rettede lidt usikkert på sit tørklæde.

Helena var måske ikke den bedste at spørge når det kom til stykket. Hun forstod eller mere, vidste ikke hvordan den normale befolkning havde det i Dianthos. Ej heller hvordan deres normale liv fungerede. Hun var uvidende på det punkt, men kunne fortælle hvad hun havde set. Tingene virkede på mange måder normale, trods hun vidste der var udgangsforbud i de mørke timer. Nattens timer vel og mærket. Så meget havde hun bemærket, uden at ville nævne at hun vidste det af egen erfaring.

Helena smilede roligt. Han så også ud til at havde rejst rundt, i hvert fald langt. Han var ikke rig, han så ikke ud til at have våben. Hvordan han rejste rundt uden at blive angrebet var hende et under. Men hun hørte også mere om hvor farlig verden var, nok mest for at sikre at hun holdte sig hjemme. Men det gav en forhåbning om at verden måske ikke var lige så grusom som den nogle gange fremstod.

Spørgsmålet var ganske simpelt, ganske normalt for at føre løs samtale, men måden han flyttede nervøst på sit tørklæde, gav hende også en fornemmelse af usikkerhed. At han ikke følte sig helt tilpas med at skulle tale med fremmede. "Nej, jeg kommer også fra Azurien. En smule mod Nord, men jeg bor stadig indenfor grænsen." Ikke at hun kendte meget til landet, andet end der ofte var køligt i vejret, men ikke alt for mange problemer med at holde afgrøder i live. "Ikke at jeg har set meget af området" indrømmede hun med et let skuldertræk og blidt smil på læberne. "Er De okay?" hendes stemme blev lavmæld, ikke interesseret i at vagtens skulle lytte alt for meget med. Så længe han kunne høre noget almen løs snak engang imellem var han ikke så filans interesseret. Han var mere fokuseret på at kigge omkring eller være på vagt over for den healende fremmed.

Et sug gik igennem Aldrics mave som kvinden sagde, at hun kom fra Azurien. Men intet afslørede, at hun skulle kende til ham og det måtte han tage som det var. Selvom han godt vidste, at rygtet om ham nok var nået langt, kunne han ikke forestille sig, at det var nået så langt. Aldric var en ydmyg ung mand, der havde meget svært ved at forestille sig, at folk skulle vide, hvem han var. Men han var lidt paranoid, siden han vidste, at han nok var jagtet af de tre præster, der havde mistet deres guldgås. Hvor langt de ville gå i deres søgen, vidste han ikke. Han følte sig rimeligt tryg så langt syd på, men han kiggede sig stadig over skulderen og holdt sin fortid for sig selv.

Inden han kunne nå at finde på et neutralt svar, spurgte hun ham, om han var okay. Spørgsmålet overraskede ham, det var ikke så ofte nogen ofrede ham nogen opmærksomhed på den måde, de fleste var mere koncentrerede om hans evne. For et øjeblik stivnede han lidt, da han ikke vidste, hvordan han skulle reagere på spørgsmålet. Var han okay? Langt fra. Meget langt fra. Han forsøgte bare at begrave det indeni. Men hendes spørgsmål og venlige udseende stak til det og han kunne ikke forhindre sit ene gode øje i at blive blankt, ja faktisk fyldt med tårer, der dog ikke faldt nogle steder. Et svagt smil, oprigtigt, gled over hans læber, som han så på hende.

”Ikke rigtigt, det har været… nogle hårde år.” Han trak svagt på skuldrene, indikerende, at han ikke ville bebyrde hende med noget. Faktisk havde han ingen planer om at snakke om noget af det med hende alligevel, hun var fremmed og endda fra det område, hvor han kom fra. Selvom hun virkede venlig, kunne Aldric ikke stole på hende, ikke rigtigt, selvom han gerne ville. Der var noget over hende, noget trygt. Men han vidste, at det ikke var nok.

Helena så hvordan øjet, der for hende var synligt, blev blankt og tårene vokse frem. Selvom de ikke forlod ham for at falde, var hun ikke spor i tvivl om at han ikke havde det godt. Helena så på ham med blide bekymrede øjne og tiltede sit hovede ganske ganske let på skrå. At han skubbede det væk var vel egentlig ikek underligt, taget i betragtningen af at hun var ham komplet fremmed. Men det stak at vide, at han ikke havde det godt. At noget var galt, og hun ikke anede hverken himlen til råds om hvordan hun skulle hjælpe ham. Som han havde hjulpet hende.

"Det har det.. Er det derfor De rejser hertil? For at komme lidt væk fra det hele?" måske han havde mistet nogen som plagerne havde hærget landet. Han virkede som en sjæl der ønskede at hjælpe, men også en meget forsigtig og påpasselig person. Helena forventede ikke at han blindt ville stole på hende, for det kunne virke dumt. Han kunne ikke vide at Helena var oprigtig og ikke havde i sinde at gøre ham ondt. At leve sit liv som en vandre, med alle sine egendele i en taske, uden et fast hjem eller holdepunkt, kunne ikke være nemt. Hun kunne ikke forestille sig hvor hårdt det var, og var ikke sikker på hun nogensinde ville.

Hendes spørgsmål fik Aldric til at ryste let på hovedet.
”Nej, ikke rigtigt, jeg ønsker at få mulighed til at lære mere om min evne… om anatomi.” Han tøvede lidt og fortsatte så med en lidt dæmpet stemme. ”Der hvor jeg har boet de sidste seks år, har der ikke været meget hjælp at hente. Min evne har gjort, hvad den skulle, det var nok.” Smilet forsvandt langsomt som han snakkede og det grønne øjne søgte ned mod jorden i mellem dem. Nej, han havde ikke fået ret meget hjælp til at kontrollere sin evne eller lære mere om den. Den virkede jo, så hvorfor lægge mere arbejde i guldgåsen? Måske præsterne ikke havde vidst, hvordan de skulle hjælpe, Aldric vidste det ikke. Han vidste slet ikke noget, det havde været en stor løgn det hele.

Han flyttede lidt uroligt på sig og tog en dyb indånding, forsøgte at skubbe det hele væk. Hvorfor stod han her og fortalte ting til denne kvinde?
Ubevidst havde hun bare ramt noget i ham med sit bekymrede blik og milde udtryk. Han havde ikke set sin mor i nogle år, som de var holdt op med at komme og besøge ham. Og selvom han var voksen i alder, manglede der noget i hans opvækst og lige nu stod der en kvinde, som kunne tilbyde ham det, om end bare på afstand og med ord. Men han vidste også, stadig ubevidst, at han ikke kunne få det, han savnede. Hun var en fremmed og vagten på vejen var lige nu nok tavs, men der skulle nok ikke meget til for at få ham til at erindre sin opgave og jagte Aldric væk. Så derfor pakkede han det hele væk igen, tvang et svagt smil frem og så på hende igen. Han havde det fint.

Helena lyttede tavst til hans ord. Lod ham tale færdig før hun gjorde antræk til at kommentere på noget af det. Det lød ganske fornuftigt at ville lærer mere trods ens evne kunne klare mange ting af sig selv. Måske han var i stand til mere end bare det han kendte! Det var de fleste mennesker når det kom til stykket. "Jeg er ked af at høre at De ikke har fået muligheden for at lærer de sidste år. Men jeg tror De vil finde hvad De søger i Dianthos." svarede hun opmuntrende. Hun genkendte trækkende. Han lagde skjul på hvordan han dybest inde havde det, og kunne man fortænke den stakkels unge mand for det?

Helena var en fremmed kvinde, han havde mødt på vejen til sin destination, blev truet af hendes livvagt, og derefter healet dem begge. Hun var stadig forundret over hvad hans kræfter var i stand til. At hun ikke følte nogen smerte overhovedet i dette øjeblik.
Hun tog en dyb indånding og så stadig mildt mod ham. Så hvordan en mur byggede sig op og skjulte hans indre for hendes blik. En alt for let genkendelig mur der mindede for meget om hendes egen til at den ville gå ubemærket hen over hendes blik. "Jeg kender hende ikke personligt, men jeg har hørt godt om Healerhusets leder. Hun vil hjælpe Dem" hun kunne ikke spørge ham ud. Kalde ham på at han skjulte ting - for det var han i al ret til. Men det gjorde hende bedrøvet. Noget der kun svagt kunne skimtes i de blå øjne. Hun selv holdte sin maske ganske stabilt oppe dette øjeblik.

Kvindens ord om, at han nok ville finde, hvad han søgte og at lederen af Helbredelseshuset nok ville hjælpe, var dejligt beroligende. Han havde kun hørt godt om stedet, men det lød til, at hun faktisk havde mødt lederen og han tog derfor hendes ord som gode varer. Han håbede lederen ville være et godt menneske, han havde ikke tænkt sig at blive der, hvis han ikke kunne med hende. Han havde brugt for meget tid under væsner, der ikke havde hjertet på rette sted og det kunne han ikke gøre igen. Nej, hvis nogen skulle bestemme over ham, skulle det være nogen med nogenlunde samme syn på verden som ham - alle havde ret til at se en healer og få hjælp.

Faktisk opmuntrede hendes ord ham og han vidste pludseligt, at han skulle ind til Dianthos. Han ville se byen og møde denne kvinde, der styrede Helbredelseshuset, så kunne han tage sin beslutning derfra. Nu var han kommet så langt.
Han flyttede lidt på tasken på sin ryg og så mod byen, hvis spir stak op i mod himlen. Måske der ventede noget godt derinde. Hvem vidste? Hans blik vendte tilbage til kvinden og der var et lidt mere oprigtigt smil på hans ansigt.
”Det gør mig glad at høre. Måske jeg skulle prøve lykken.” Og med de ord var han egentligt klar til at gå, inden han ombestemte sig igen. Men kort bed han sig i læben og rettede på tørklædet om hovedet, inden han mødte hendes blik igen.
”Hvis jeg vælger at blive… håber jeg ikke at se Dem igen. At det ikke er nødvendigt for Dem at komme forbi.” Han mente det, men han vidste godt, at hans ord ingen betydning havde. Ingen af dem havde nogen kontrol over, hvor meget hun ville komme til skade. Det gjorde ondt, men han kunne ikke gøre mere end han havde.