Da Sofie forlod sit hjem ved Azuriens kyst havde hun aldrig troet verden holdt.. så meget. Hvad det var viste hun stadig ikke helt, men det var også svært at finde hoved og hale i alt der var sket. Rejsen til Dianthos havde været svære end forventet, og Kiles Orden havde været endnu en uforudset udfording. Hvordan havde hun ikke hørt om dem inden?! Havde de virkelig boet så langt ude på landet at nyhederne ikke var nået derud, eller havde hendes bedsteforældre virkelig troet så lidt om hende at de havde skjult det for hende, som om hun var en eller anden lille snotunge? Hun var ikke noget barn, men en voksen pige på 14!!

Tingene var dog blevet noget lysere som hun var nået til hovedstaden, og havde mødt Rofus.

Rofus... hun forstod stadig ikke hvorfor han betød så meget for hende, eller hvorfor hun havde tilbudt at hjælpe ham med hans sindsyge projekt. Men det gjorde hun, og det havde hun, og hun fortrød det ikke et sekund!

Sofie hankede en smule op i sin taske og kørte en behandsket hånd igennem håret. Mørket var ved at falde på, og hun skulle til at finde et sted at slå lejer. Hun havde regnet med at nå til en kro, men det havde ikke været tilfældet. Måske hun skulle være stoppet på den hun havde mødt for to timer siden? Naaah.
Det var heller ikke så slemt at sove udenfor! Faktisk nød Sofie det ganske meget, altså når det ikke var for mange nætter i streg, og det ikke var alt for koldt.

Sofie fandt til sidst en lille sø, hvor hun slog sig ned ved breden. Hun havde ikke noget brænde til et bål, men natten var mild for årstiden, og hendes kappe var tyk og hun havde medbragt et ekstra tæppe i tilfælde af nattefrost. Efter at have sat sin lille lejer op, krøb hun ned til vandkanten. Her trak hun sjalet af sit hoved, og lod det svage lys fra hendes hår oplyse hendes reflektion i vandet. Lortehår.. men det var praktisk en gang i mellem når det var overskyet vel.. Hun samlede hænderne i vandoverfladen og fyldte dem, inden hun bukkede hoved ned, og vaskede sit ansigt i det kolde, klare vand.

For første gang i, had hun havde talt sig frem til at være 32 dage, befandt Miaplacidus Le Arimh ikke længere bag Dianthos’ højre mur, hvilket meget muligt var mere end længe nok. Tilbage i Lazura var hun blevet så vant til at begive sig udenfor byens areal til trods for hvad den muskuløse mand havde sagt til hende om, at gøre netop det. Men siden hendes ankomst til landets enorme hovedstad, havde hun været fyldt ud med ting at undersøge der. Og de uendelig mange timer, hun havde tilbragt indendørs omgivet af utallige bøger, havde ligeledes spillet en rolle.
Hvordan det havde lykkedes hende at bare vandre hen ad den tilfældige landevej uden nogen yderligere form for fornemmelse af tid og sted, var dog en lidt anden sag. Dagslyset var falmet, men det eneste hun havde fokusere på, var hvor smuk den sene eftermiddag blev af den lave sol. Og kulden blev for det meste holdt på afstand af den tykke mørke kappe, der dækkede hendes krop som et telt. Hætten var skam også trykket op over hovedet for at vinden ikke bed alt for meget i hendes røde kinder og næsetip.

Det var den meget, meget svage lyd af plaskende vand, der endte med at trække den unge stjerne væk fra selve vejen, der nok var hendes eneste livslinje til at vende tilbage til hovedstaden og dens manglende natteliv. Hendes glød skinnede godt nok kun fra hendes bare hud, men lys sneg sig stadigvæk frem fra under kappen og skabte en form for oplysning ved hendes fødder. Styrken havde hun bevidst hævet i takt med at, det var begyndt at blive mørkere. For selvom hun kunne så udmærket i mørket, så gav det hende en vis tryghed.
Hendes skridt var nær lydløse med undtagelse af de få tørre kviste, som hun af og til trådte hen over. Men de var minimale grundet den fugtige vinterperiode. Hun foretrak nu alligevel terrænet i Azurien, hvor små skarpe sten eller grene kunne spidde op igennem hendes fine og bløde læderfutter. Hendes blik scannede fra side til side, mens hun roligt begav sig længere væk fra landevejen. Der gik dog ikke længe før, at hun stoppede og i stedet så mere direkte mod det større vandhul, hvor solens sidste trådte kastede en smule genskær. Først som hun kom tættere på, at hun lagde mærke til skikkelsen, der sad foroverbøjet ved søen, hvilket hun trak endnu mere i hende som en usynlig kraft.

”Er det ikke umådeligt koldt, det vand?” Mia havde ikke gjort sig særlig meget til kende, før hun havde åbnet sin mund i nærheden af pigen. Hun havde godt nok stoppet op med en vis afstand for ikke at skræmme hende eller risikere at blive offer for et forskrækket slag af en slags. Forsigtigt lænede hun hovedet en tand på skrå og så næsten gennemborende nysgerrigt mod pigen. Lyste hun?

Sofie tørrede det værste vand af sit ansigt igen, og gyste en smule da en vind passerede og gjorde hende opmærksom på de dråber hun havde misset. Hun tog endnu en håndfuld vand og drak denne gang dybt  Hurtigt tørrede hun hænderne af i bukserne, og tog sine handsker på igen, inden hun gnubbede sin brystkasse lidt. Ved Kiles frosne røv det var koldt!

"Er det ikke umådeligt koldt, det vand?"

Ordrene kom nærmest som et ekko af hendes egne tanker, og Sofie spærrede øjene vidt op. Hvad i?! Der gik et sekund før hendes hjerne fik lagt to og to sammen, og indset at stemmen kom bagfra, og ikke fra hendes eget spejlbillede i søens vand.
Sofie vendt sig rundt så hurtigt hun næsten mistede balancen, men nåde lige at sætte en hånd på bredden, og forhindre sig selv i at falde pladask i vandet. "Hvad i! Hvem pokker er du?!" forlangte hun at få af vide, men faldt hurtigt ned igen. Kvinden.. pigen? Virkede ikke farlig, bare.. virkelig stille. Og hvad var der med den intense stirren?!
Sofie rettede sig en smule op "Har din mor ik' lært dig man ikke må snige sig ind på fremmed på den måde?" spurgte hun så mindre anklagende, mens Sofies eget blik løb op og ned af kvinden. Vent et øjeblik.. lyste hun under kappen?!

”Pas på!” udbrød hun, tydeligt bekymret, ved de alt for velkendte tegn for overbalance. Hastigt havde hun gjort klar til at løbe det sidste stykke hen mod den fremmede pige for at gøre sit, så hun ikke skulle ende i vandet, men Mia nåede ikke meget længere end at tage et skridt frem med kun sin ene fod eller end at få rakt sin ene hånd frem fra kappens dække og hen mod, hvad hun antog for at være et ungt menneske, før faren heldigvis fløj lige forbi næsen. Og straks skyllede lettelsen stærkt ind over stjernen, som hendes skuldre nærmest faldt helt sammen som en utæt ballon. Kun for at straks blive sendt et level op igen, da skældende ord blev smidt i hendes retning.

Mia løftede hovedet med tæt på samme reaktionsfart. Og for et kort øjeblik projekterede hun mild forskrækkelse. Og usikkerhed. Dog ikke direkte skam. Det eneste der ville kunne sætte det ekstra prik over i’et, ville have været, hvis hun også havde smidt hænderne op som en ekstra forsikring. ”Det var ikke min mening at forskrække dig.” ytrede hun sig med det samme. ”Jeg havde bare ikke forventet at ende med at støde på nogen herude.” Der var trods alt koldt. Og var der noget hun havde lært, så var det at det ikke kun var hende der kunne mærke det når kulden bed.
Atter slappede pigen af, og det samme gjorde Mia inden længe. Og som hun endelig kunne tage hende i bedre øjesyn, var det svært ikke at blive forundret. Det korte hår, der godt nok havde en anden farve. De blå øjne, selvom de ikke var en så abnormal klar farve som hendes. Og det ovale og ungdommelige - næsten barnlige - ansigt. Hun kunne ikke komme uden om, hvordan det føltes som at stå overfor sit eget spejlbillede. Og gløden, der kun lige var at skimme omkring hendes hals, hjalp bestemt til.

Mia havde ubevidst ignoreret både det ene og det andet spørgsmål i forvirringen og forskrækkelsen, som var opstået. Det afholdte hende nu ikke fra at være den der nærmede sig pigen. Hun fik med de samme rolige men målrettede skridt og stoppede først med en klart forkortet afstand, hvor hun endelig fjernede den dybe hætte i tilfælde af, at det ville få hende til at se mere truende ud, hvis hun ikke gjorde.
”Det er ikke for at være uhøflig, men.. er dit navn Avior Cair?”

Pigens - Sofies besluttede sig for det var en pige, både ud fra hendes ord og fordi det virkede mindre farligt - reaktion fik Sofie til at være mindre på vagt. Hun virkede ærligt bare som en rejsende der måske ikke helt havde styr på hvad hun lavede, lidt som Sofie selv.
"Det- det er mig der undskylder" Sofie kom en smule skyldtynget på benene og børstede sine knæ af "Jeg hørte dig selv ikke komme, og, ja, jeg havde heller ikke rigtig regnet med at møde andre herude" hun kløede sig lidt i håret. Pigens milde fremtoning smittede hurtigt af på Sofie, der egentligt ikke havde noget imod selskabet, nu hun viste det ikke var en eller andet der var ude på ballade.. sandsynligvis.

Da pigen sænkede sin hætte kunne Sofie ikke andet end at stirre. Hun havde måske troet det var hendes eget spejlbillede der snakkede før, men det her var sku da vanvittigt! Og hun lyste også!! Det kom tydeligvis ikke fra hendes hår, men stadig! Det tog flere, lange sekunder før Sofie fangede sig selv i at stirre, og begyndte at stirre lidt mindre indgående.
Et øjenbryn løftede sig ved spørgsmålet "Nej, mit navn er Sofie.. Hvem er Avior? Og.. det her er måske et mærkeligt spørgsmål, men hedder din far tilfældigvis Tangri og er havfolk?" hun viste sandsynligheden nok var forsvindende lille, men på den anden side viste hun heller intet om sin far, så hun kunne vel, i teorien, sagtens have en halv-søster!

Mia fremviste straks overraskelse. Ikke over at hun havde taget fejl eller pigens korrekte navn, men i stedet over, at Sofie ikke var klar over hvem Avior var. Det havde indtil videre ikke være unormalt for hende at kunne præsentere sig med sit fulde givne navn og blive genkendt - om lige netop dét i sidste ende var en god eller dårlig ting, var hun så småt begyndt at undre sig over. Men selvom at det bestemt heller ikke var unormalt at støde på folk, der ikke havde den astronomiske viden, kunne det ikke undgå at komme bare lidt bag på hende.
”Hvis du kender til stjernebilledet Veirr, burde du også kende til Avior Cair.” svarede Mia endelig tilbage efter at overraskelsen havde forsvundet. Roligt lænede hun sit hoved tilbage for at se mod himlen, der til hendes skuffelse stadig var oplyst af de sene solstråler, så stjernehimlen var ikke til at se. ”Han har dog været forsvundet fra himlen, så da jeg så dig lyse op, troede jeg, at du måske var ham.” I en fart så hun så ned på Sofie igen med et næsten skræmt udtryk i ansigtet. ”Ikke at jeg troede du var en dreng! Jeg tænkte bare at selvom I gav ham det mandlige køn, kunne han have taget kvindelig form.” forsikrede hun hende panisk. Og hun følte ikke nødvendigvis, at hun gjorde situationen bedre.

Heldigvis var hun ikke den eneste der havde et besynderligt spørgsmål klar på tungen, så da lidt af de samme ord blev sendt tilbage, greb Mia hurtigt muligheden for at skifte emne. Og hendes udstråling ændrede sig ligeledes der til. Hendes mundvige løftede sig begge op for at danne det første varme smil, inden hun rystede på hovedet uden så meget som at tænke over et svar: ”Jeg kan desværre ikke prale af at have eller haft forældre. Jeg blev ikke født lige som jer jordiske væsner. Det tætteste jeg har på, hvad I kalder for en ’far’ er en mand ved navn Reynald. Og han er menneske.” forklarede hun, stadig med en smule flovhed i kinderne i form af en svag rødmen. Bevidst dæmpede hendes glød sig også. Bare et par niveauer for ikke at fremstå alt for meget som en lugte på to ben.

Sofie lagde hoved en anelse på skrå, tænksomt "Deeet siger mig ikke lige noget" hun trak på skuldrene "Men jeg kender heller ikke så meget til stjernebilleder.. hvertfald ikke med de navne". Sofies mor havde da lært hende om en håndfuld, som var uundværlige når man navigerede til søs, men hun havde ikke brugt de akademiske navne for dem, og et par stykker af dem var hun ret sikker på moderen selv havde fundet på.
Sofie kunne ikke lade være med at grine lidt da pigen prøvede at forklare sig ud af at have troet hun var en dreng "Det gør ik' noget, virkelig!" det var sku ikke første gang det var sket! Det var dog første gang efter hendes hår var begyndt at lyse.. det fik hende åbenbart til at se mere piget ud?

Sofie skar en lille grimasse, på trods af pigens smil lød det rimelig forfærdeligt. "Hold da op.. du får det til at lyde som om du faldt ned fra himmelen!" kommenterede hun med et lidt akavet smil. Men måske.. alt den snak om stjerner, lyset...
"Vent, ER du faldet ned fra himmelen?!" spurgte hun så pludseligt, uden helt at tro det. Sofie stoppede det dog hurtigt igen, ved at holde en hånd op inden pigen kunne svare. "Lad os lige prøve det her igen.."

Sofie smilede "Hej, jeg er Sofie! Jeg er halvt havfolk, halvt menneske, men det eneste jeg ved om min far er hans navn, og min mor er aldrig hjemme. Hyggeligt at møde dig!" hun vinkede lidt med et lille grin, men rakte ikke hånden frem for at give et håndtryk.

Et svar var allerede godt på vej ud af hendes mund, da hun ellers blev stoppet noget brat, da halvmennesket tog sit spørgsmål til sig igen kort tid efter, det var blevet spurgt. Det havde kommet helt bag på Mia, der hurtigt havde blokeret sin strube,  forseglet sine læber og trukket sit ansigt tilbage af overraskelse. Hun ønskede trods alt ikke at gøre noget forket, så hun havde automatisk adlydt med det samme uden nogen indvendinger.

Mia så lidt undrende til, da Sofie løftede en hånd op og blot vinkede. Godt nok kunne hun ikke sætte sig helt præcist ind i de jordiskes skikke endnu, men hvis hun ikke havde forstået helt forkert, så var det at vinke som regel en gestus man brugte i tilfælde af, at den anden part var på afstand. Og ikke lige foran dem. Dog løftede hun sin ene hånd, så kortvarigt på den, inden hun tog det i sig og vinkede tilbage i takt med at rette blikket mod den lysende piges glade ansigt, inden Mia pludselig stirrede mere undersøgende på sit spejlbillede.
”Havfolk?! Det er de væsner der lever under vandet overflade, er det ikke?” Forundringen farvede straks hendes udstråling, og hun havde ubevidst lænet sig en smule tættere på Sofie. ”Jeg har aldrig set en af jer før. Hverken på afstand eller tæt på.” Smilet voksede. ”Ser alle havfolk ud som dig? Eller ligner du så meget et menneske på grund af dine ge-..” Hun blev nød til at stoppe sig selv. Og hurtigt havde hun sippet sine læber sammen og trak sig roligt tilbage.
”Åh, undskyld. Jeg fik slet ikke præsenteret mig selv. Jeg kaldes Miaplacidus le Arimh. Mia for kort.” Hun løftede da en strakt pegefinger op foran sin læber og tilføjede et blidt smil. ”Og for at svare dit tidligere spørgsmål: Jeg er oprindeligt fra jeres himmel. En stjerne.”

Sofie fik et overrasket udtryk da pigen pludselig trådte nærmere og flyttede den ene fod en anelse bagud, armene en anelse oppe. Hun kunne ikke lade pigen komme for tæt på, eller røre hende. "Normalt ja, men jeg er kun halvt havfolk" fik hun sagt, inden pigen fortsatte, lige så ernergisk som Sofie selv havde været før. Da pigen selv indså det, kunne Sofie ikke andet end at le varmt. De var lige slemme!

"En stjerne?! Waoh! Jeg viste ikke engang stjerne kunne falde ned sådan" sagde hun forbløffet. Hun huskede hendes bedstemor engang, efter hendes hår var begyndt at lyse, havde kommenteret hun ligende en engle. Fornøjet tænkte Sofie hun nu kunne rette hende. Hun lignede ikke en engle - men en stjerne. Det var faktisk lidt sejere!

"Og jeg ved faktisk ikke rigtig hvordan andre havfolk ser ud" indrømmede hun "Jeg har aldrig mødt en.. Men jeg tror ikke de ser sådan her ud" grinede hun "Jeg har en anden form, en mere.. skællet form, med hale i stedet for ben, som jeg har fra min far!" det var hvert fald det hun havde antaget.

”Jeg har før blevet fortalt historier om stjerner, der gik i blandt mennesker for mange år siden efter at have faldet fra deres plads i himlen. Men den gang havde jeg aldrig troet, at jeg en dag selv ville vågne op hernede.” forklarede hun, badet i Sofie’s forbløffelse, hvilket både var varmende og underlig på same tid. Hun tvivlede på, at hun en skønne dag ville blive vant til folks reaktioner. Der var så mange forskellige af slagsen! Fascinerede, glædesfyldte, skeptiske. Fanatiske. Hun kiggede kortvarigt op mod himlen, hvor mørket så småt var ved at vinde over de sidste stråler fra solen. ”Men jeg føler, at jeg ikke er den eneste, der er faldet denne gang.”

Straks så hun tilbage på Sofie. ”Det gør os to.” sagde hun med et naivt smil. ”Jeg har kunne overvære mange ting oppe fra. Dog aldrig hvad der gemmer sig i jeres have.” Som gik det først op for hende lige der og nu, løftede hun hænderne op til en dybe hætte og fjernede den endelig, så hun ikke længere stod helt så skjult, til trods for at hendes glæd gjorde det svært at dække hendes ansigt fuldkommen i skygger. Hun rystede per automatik sit kort hår ud, så det falder både bedre og mere behageligt. Hendes hoved lagde sig da atter på skrå med det spørgende udtryk tilbage i hendes ansigt.
”Lyser dit hår ligeledes sådan op i din sekundære form?” Hun så åbenlyst mod halvmenneskets lysende lokker. ”Jeg har læst om havkreaturer, der bruger lys til at lokke føde til sig. Måske dine gener fra din far ikke kun har givet dig en hale.”

"Det.. er ret vildt. At en stjerne kan falde ned altså" den del var Sofie stadig noget forundret over "Men du tror så ham Avior Clair også er faldet ned samtiddig med dig, men du har ikke kunne finde ham?" spurgte hun med let rynkede bryn "Ville han også.. lyse, ligesom dig?" det var rimelig mærkeligt at hun lyste sådan, men det var Sofie måske ikke den bedste til at dømme folk for. Men hun lyste i det mindste kun fra håret!

Sofie grinede en smule og gengældte Mias smil "Jeg tror bare min mor var bange for jeg skulle stikke af til søs ligesom hun gjorde som barn, så jeg har aldrig rigtig været ved havet" hun kløede sig lidt i håret og trak på skuldrene. Hvis Mia var faldet ned fra himmelen kendte hun nok ikke noget til pirater heller, så Sofie var ikke så nervøs for at nævne sin mor.

Da Mia spurgte ind til Sofies anden form og håret, spærrede hun øjnene lidt op. Det var en vinkle hun ikke lige havde tænkt over "Ehm.. det er jeg ret sikker på det ikke er! Jeg har slet ikke hår når jeg er en havfrue og mit hår har altså kun været sådan her de sidste to år"

Mia rystede let på hovedet. ”Vi faldt ikke samtidigt. Jeg har kunne se Avior Cair klart på himlen, siden jeg landede her, men for nyligt… For nyligt har jeg ikke kunne se ham der oppe længere.” Bekymring begydte så småt at sprede sig i hendes ansigt, mens flere ting gik op for hende. ”Sirenen står uden hjerter.” mumlede hun sagte, nok mest i form af talte tanker frem for en konstatering dirigeret mod Sofie. Hun sukkede tungt og lukkede sine øjne i i et kortøjeblik for at samle sig bedre sammen, inden hun atter kunne se den unge hybrid i øjnene med et forsikrende smil, der kun voksede videre muntert. ”Hvis solen ikke havde været fremme, ville jeg kunne have vist dig, hvor-…”

Døsigheden ramte hende som en karet med en panikslagen og forskrækket hingst spændt for og stjal brat ord fra hendes mund og stemme fra hendes hals, inden hun kunne nå at tale videre, som havde hun undertrykt den alt forlænge. Manglen på søvn var en af de ting, hun endnu ikke kunne registrere rent mentalt. Hun følte sjældent snige sig ind på hende, som den gjorde ved det almene folk, hvor sætninger som jeg har brug for en lur eller jeg er ved at blive træt blev sagt. Hun kendte selvfølgelig til, hvor vigtigt det var at sove, og hun gjorde det skam også hver nat. For det meste. Nætterne var også de eneste, hvor hun kunne betragte stjernehimlen, og det var ikke unormalt for hende at sidde i vinduet på kroen og se mod sit hjem indtil solen stod op igen.

Mia startede med at svaje lidt. Hendes øjne var umådeligt tung. Og inden længe var de lukket i endnu en gang. Slapt begyndte hendes krop at falde længere og længere forover frem mod Sofie, hvorpå hendes knæ gav efter, og hun kollapsede mere eller mindre ind i armene på pigen, hvis ikke hun havde nået at flytte sig.
Hun afgav stadig den samme mængde glød, men hver og en muskel i stjernens ansigt var fuldkomment afslappet og gjorde det fredfyldt. Hun trak stadigvæk vejret. Helt fint faktisk. Vejrtrækningerne var bare lidt tungere.

Sofies øjne blev en anelse større da hun nævnte stjernetegnet som Vildsvinet. Den kendte hun! Det var et af de stjernetegn hendes mor havde vist hende engang, og hjertet især blev vist brugt af søfarende til at navigere efter.. så vidt hun huskede. Sofie nåde dog ikke at tænke meget mere over det, før Mia pludselig blev stille. Sofie lagde hoved en smule på skrå "Mia?" spurgte hun bekymret, men nåde knap at tale færdig, før hun begyndte at svaje.

Sofie flyttede sig hurtigt, men i stedet for at trække sig væk og af vejen, trådte hun hurtigt tættere på den anden pige, og greb hende. Hun tænkte ikke på sine evne, eller den fare hun potentielt satte dem begge i, men greb hende uden tøven eller tanke. Sofie gryntede en smule under Mias vægt, for selvom Mia ikke var stor, var Sofie heller ikke synderlig stærk.
Sofie lagde Mia ned så forsigtigt som hun kunne, på sit sovetæppe "Mia, er du okay?" Sofie bed sig i læben og prøvede at mærke Mias pande, men kunne intet fornemme gennem handsken. Lort!
Sofie trak handsken af og bed tænderne sammen, mens hun gaaanske forsigtigt lagde en finger på Mias pande... ingenting?
Sofie åndede lettet op og lagde bagsiden af hånden mod Mias pande for at mærke om hun var syg.
Det var en underlig lettelse der flød igennem Sofie. Mia havde ikke nogen magiske evner, eller også virkede Sofies egen bare ikke på stjernen. Hun kunne faktisk røre hende uden fare!

Mia var ganske rigtig varmere end hvad der var normalt for mennesker, men hvad Sofie ville kunne mærke, da hun lagde en hånd på hendes pande, var ikke feberhede. I stedet ville det i stedet føltes som, når hud mildt var blevet opvarmet af varmen fra et ildsted i natlig kølighed.
Men hverken lyden af halvmenneskets stemme eller den lette berøring – eller det at blive flyttet rundt på – vækkede stjernen. Hun var gået ud som et lys! Faldet ind i en dyb søvn, som man, hvis man kendte til hendes omstændigheder, nok hurtigt ville forstå, at hun ikke ville vågne op fra lige foreløbig. Hendes krop havde lukket helt ned. Og hendes hjerne var sat på minimal aktivitet. Dog var dette stadie ikke farligt for hende. Ikke i sig selv. Det eneste der kunne beskrives som farligt, ville være, hvis det skete i situation, hvor hun var alene eller var for tæt på en kløft eller vandstrøm.

Drømmer var heller ikke noget, hun var velsignet med. Ikke af hvad hun vidste af i hvert fald. Hun havde af og til hørt afsnit om byfolkenes unge møer tale i iver om deres drømme, men Mia havde endnu ikke oplevet noget lignende. Hendes sovende nætter havde altid bare været rolige og energigenopbyggende… og tomme. Det var ikke nogen undtagelse denne gang, så hendes ansigt forblev fredfyldt. Øjenlågene var lukket afslappet i, og hendes mund stod let åben, som hendes hoved slapt drejede til den ene side, efter at være blevet lagt ned.
Hendes brystkasse hævede og sank som den skulle, forhåbentligt nok til at indikere, at hun var okay og ikke lå på dødens rend eller var svævet ind i bevidstløshed, som det nok nemt kunne antages. Hendes glød forblev en konstant. Den slukkede ikke nødvendigvis, når hun ikke var vågen. Det eneste der ikke var en normalitet, var hvordan hånden tættest på Sofie havde fået et umådeligt blidt tag i pigens nærmeste beklædning. Bare mellem tommel- og pegefingeren. Ufatteligt let.

Sofie trak lidt overrasket hånden til sig da hun mærkede hvor varm hun alligevel var, til trods for nattens kulde. Det var.. uventet! Mia lod dog ikke til at være syg eller i fare - faktisk lod hun blot til at være faldet i en meget brat men rolig søvn. Forsigtigt lagde Sofie Mias hoved i sit skød, og lagde sit tæppe over den anden pige, bare for en sikkerheds skyld, og trak dernæst sit sjal om sig selv. Det hele var besværliggjort af Mias svage greb i Sofies ærme.
Med et svagt suk trak Sofie ærmet til sig, og lagde i stedet sin hånd i Mias, og gav den et blidt klem. Bare så hun viste hun ikke var alene.
"Du er sku en sær en" mumlede Sofie lavmælt til sig selv. Hun holdt sine stemme lav og tone mild som hun langsomt fortsatte, lige så meget for at lade Mia vide hun ikke var alene, som for at gøre det mindre mærkeligt at holde hende i hånden, og havde hendes hoved på sit skød.
"Jeg havde ikke forventet at støde på nogen der var længere væk hjemmefra end mig.. Det må være svært... sådan ikke at kunne vende hjem" Sofie trak lidt distræt sin halskæde frem fra under skjorten. Det muslingeformede smykke var på størrelse med en håndflade, og havde en prop i toppen "Jeg tror hvert fald jeg ville få hjemve.. sådan lidt hvert fald. Men det er nok anderledes for dig.." hun knugede lidt om smykket "Ikke at jeg har tænkt mig at tage hjem, ikke på vildkår! Jeg er glad for jeg skred.. og jeg har mødt så mange fantastiske personer... især én" Sofie rødmere bare ved tanken, og stak halskæden indenfor blusen igen med sin frie hånd. Det var jo ikke fordig hendes mor kunne høre hende igennem halskæden eller sådan noget... men hellere være sikker!
"Han.. hedder Rofus og.. han.. han er ret dejlig" mumlede hun og pillede lidt ved sig hår "og han sagde jeg havde en pæn sjæl" tilføjede hun med en piget hvisken.