Tid: Eftermiddag
Vejr: Sneen vælter ned
Sneen faldt tungt over Hovedstaden, lagde sig som et hvidt dække over alt. Gaderne blev hurtigt til et stort sjap som folk kæmpede sig igennem, men sneen bragte alligevel en anden stemning med sig. Alting blev så lyst, også selvom himlen var dækket af mørke skyer, der ikke synes at ville blive tomme for den hvide substans lige med det samme. Karkhos trampede forsigtigt igennem sjappet, der gjorde brostenene glatte. Han kendte vejen og kunne koncentrere sig om at gå. Om at tænke. Han havde en knude i maven og han kunne høre sit eget hjerte slå, ganske usædvanligt for den gamle soldat, der normalt ikke lod sig skræmme. Men dette var ikke en almindelig gåtur igennem Det Øvre Bydistrikt. Ved hans side gik en ung kvinde. De var på vej mod det lille hus, som han og hans elev Morpheus havde boet i, i et års tid. Karkhos havde ikke været der i flere dage og lige nu var det Morpheus og hans far, Lord Ciprian Atillian, der boede i huset.
Alting var gået galt og alting havde forandret sig. Karkhos havde en rynke i panden, som han stadig forsøgte at få tag på, hvor meget hans liv ville forandre sig inden for de næste par timer. Mere end det havde i forvejen.
Han havde fået et forhold til en ung kvinde, som lærermester, uden tilladelse. De havde holdt det hemmeligt, men alligevel havde Morpheus opdaget det og valgt at overfalde den unge kvinde. Karkhos’ evne havde reddet hende, som han afbrød Morpheus og gav ham en omgang bank. En uge senere var Lord Atillian kommet anstigende og havde givet Karkhos en ordre om at blive ved med at tjene Morpheus - bare uden løn i et halvt år. Og hvis han nogensinde så meget som så forkert på Morpheus, ville han ryge lige lukt i lænker og i fangekælderen hjemme på borgen.
De ord havde ødelagt ufatteligt meget for Karkhos, der trofast havde tjent familien hele hans liv. Hans familie havde i generationer tjent familien Atillian. Den ældre lord Atillians håndtering af det, der var sket, havde bare slået øjnene op for Karkhos, hvor lidt han betød, selvom han havde givet dem hele sit liv. Og det havde sendt ham ud i en eksistentiel krise. Det eneste, der havde forhindret ham i at glide ud, hvor han ikke længere kunne bunde, var synet af en velkendt ansigt. Jocasta. Morpheus søster. Hun stod pludseligt foran ham som sendt af guderne. Og en ny verden var åbnet op for den gamle soldat, en verden hvor han ikke var bundet til en voldelig, vred ung mand og alle hans ugerninger.
Han havde virkeligt forsøgt at overtale hende til ikke at konfrontere sin familie, men hun var ikke til at hugge eller stikke i. Møde dem, det ville hun, og gerne med så stort et rabalder som muligt. Dagene var gået og hun ændrede ikke mening, så Karkhos gav sig. Han ville introducere hende for hendes far og hendes bror, der intet vidste om hendes eksistens.
Turen dertil foregik i tavshed, som han ikke havde lyst til at snakke. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så nervøs. Selv ikke på vej i kamp, reagerede han sådan som ham gjorde nu. Men han gik rank og sikkert igennem sneen, klar over hvilket valgt han havde taget. Jocasta var ikke rig, hun var hjemløs og omrejsende. Hendes bedste ven var en optrædende satyr! Der ville ikke være løn, ikke et fast tag over hovedet og ikke samme sikkerhed. Han var for gammel til det pjat, men han ville hellere vågne op hver morgen med en stiv ryg end at tilbringe mere tid under samme tag som mændene i den adelige familie.
Trods at tanken var fast, gjorde den ond. Morpheus, den unge mand, der nærmest havde været en søn for ham i de sidste tyve år. Smerten ved at vide, at han ville miste ham, var stor og han havde fældet tårer over det, når han havde ligget i sin seng om aftenen. Men nej, han vidste, at han hellere ville ofre sit liv for den unge kvinde ved hans side. Hendes hjerte var godt.
Endeligt stoppede han op ude foran en dør, som han uden at banke gik ind af. En soldat kastede et forskrækket blik på ham, genkendte ham og bukkede med et mumlende ”Løjtnant”. Karkhos nikkede til ham.
”Brion. Er de begge hjemme?”
Soldaten så først lidt forvirret ud, men nikkede så og gjorde tegn til, at han kunne gå ind. Karkhos så på Jocasta.
”Det er nok bedst, hvis De bliver her et øjeblik.” Og derefter gik han med bankende hjerte ind i opholdsrummet, hvor både Ciprian og Morpheus befandt sig, den ældre lord siddende i en stol og den yngre stående ved ilden.
Krystallandet
