Det var sjældent at Juno kom til tiden, men Remus havde sat sig i respekt hos ham og desuden var han vanvittigt træt. Han havde ikke sovet i hvad der føltes som en evighed og han længtes efter en varm seng. Remus kunne ikke komme hurtigt nok.

Han sad i en stol hjemme hos Hjalmar, overfor manden der så nervøs ud. Juno kunne ikke bebrejde ham, det var sikkert rimelig nedren at få bossen på besøg i tide og utide.

"Det er dårligt for forretningen," mumlede han, og gned en hånd over sit tykke skæg.

Juno, der sad så afslappet lænet tilbage at han lå mere i stolen end sad på den, trak blot på skuldrene og lagde en arm over ryglænet. "Det var ikke mig, der besluttede hvor vi skulle mødes," svarede han, selvom sandheden var, at det var ham der havde foreslået det.

Han sad i en grå, forvasket T-shirt og jeans, hans sweater og jakke lagt over stolens ryglæn. Randerne under hans øjne var helt mørkeblå og hans lyse hår fik det til at se ud som om han lige var stået op. 

Det var ikke engang et døgn siden, at han sidste havde sagt farvel til børnebandens leder, Juno, i selvsamme hus som han var på vej hen til nu. Han havde ikke sovet, efter han kom hjem og det havde været en lang dag. Heldigvis rimeligt begivenhedsløs, for Remus ville nok have bidt hovedet af nogen, hvis han var blevet presset. Både på grund af træthed, men også fordi, at han ikke kunne vente til om aftenen og sin aftale med Juno. Om det var fordi, at han vidste, at han havde drømmeenergi i sigte eller om det alligevel var ved at være den tid, så havde han kunne føle behovet for det. Som et let summen i hele kroppen, en let hovedpine og en irritabilitet, der ikke kun kom fra trætheden. Romulus havde bemærket det, men Remus havde sin egen løsning. Han skulle bare vente.

Og nu var ventetiden slut. Han drejede ned af den smalle gade og åbnede døren ind til det lille sørgelige hus, den slags hus hele Skumringskvarteret var fyldt op med. Inde i rummet sad Hjalmar og Juno på hver deres stol - Hjalmar så ud til at have lyst til at kvæle nogen, eller synke ned i gulvet, en blanding af begge, og Juno udstrålede samme irriterende selvtillid som altid. Hvilket fik Remus til at tage en langsom vejrtrækning igennem næsen for ikke at hidse sig op. Det ville ikke gøre noget godt, lige nu. Roligt gik han ind og lavede et enkelt nik bagud mod døren, mens hans blik hvilede på Hjalmar. Manden rejste sig med et suk og gik mod døren. I det han gik forbi ham, lagde Remus en hånd på hans arm og en krystal skiftede hånd. 

Efter døren var blevet lukket bag ham, koncentrerede Remus sig om Juno. Han havde ikke været i tvivl om, at drengen ville komme, selvom frygten havde siddet lidt i ham. Dette var en mulighed og han ville nødigt se den gå spildt, bare fordi han havde skræmt ham væk natten før.
"Jeg håber, at du er træt." Det ville i hvert fald være upraktisk at skulle vente på, at han faldt i søvn, hvis han ikke var træt.

Junos blik røg hen til døren så snart den åbnede sig, og det gled op og ned ad Remus, imens han hurtigt bedømte situationen. Han ville gerne stole på ham, men det betød trods alt at han skulle stole på en person der for ikke engang et døgn siden havde holdt en kniv imod hans strube.

Han blev siddende på stolen uden at røre sig, udover et enkelt anerkendende nik i Remus' retning, indtil Remus sendte Hjalmar ud og Juno åndede lettet op. Han havde gjort sig sine egne tanker om Hjalmars tilstedeværelse - han havde mødt Hjalmar flere gange før, handlet med ham og snakket med ham og truet ham, og han tænkte at han kendte ham, men han stolede ikke på ham. Han stolede slet ikke på at han ville hjælpe ham, hvis Remus pludselig fik lyst til at myrde ham i søvne. Så han var lettet da Remus overholdt deres aftale og sendte ham væk. Des færre mænd der var i nærheden af én når man sov, des mere trygt kunne man sove. Det var kun logisk - alligevel gjorde Juno sit for at skjule sin lettelse. Remus måtte ikke kunne se at han frygtede noget som helst.

"Jeg' fucking udmattet," svarede Juno og gled kun længere ned i stolen, imens han gestikulerede over sine øjne, hvorunder hans sorte rander var helt tydelige og mørke. 

"Men du, inden jeg lægger mig - jeg har snakket med banden. De vil gerne have jobbet, hvis du stadig vil gi' det til os. Har du snakket med brormand?"

Selvom drengen skjulte det godt, kunne Remus godt fornemme, at han var bedre tilpas uden Hjalmar til stede. Remus ville nu heller ikke have ham der, han var blot en brik i et spil, en lille ubetydelig brik, der ikke skulle blandes for meget ind i det, som Remus havde gang i. Det var lige før, at han allerede vidste for meget, men Remus tvivlede på, at han nogensinde ville finde modet til at sladre om Sadikbrødrene.
Junos svar hørte godt sammen med hans udseende, han så træt ud. Godt. Remus’ tålmodighed var ikke den bedste den dag, han ville have Juno til at sove, så han kunne få, hvad han kom efter og derefter gå hjem i seng selv. I dag havde han ikke et behov for at vente på, at Juno vågnede op igen.

”Jeg har snakket med Romulus og vi er blevet enige om, at vi godt kunne lave en aftale med dig og din… bande.” Han trak lidt på det sidste ord. Bande. Børn. De var en flok små unger, ikke en bande. Roligt gik han længere ind i rummet, mens han begyndte at tage sin jakke af. Der var ingen grund til at beholde den på lige nu, Juno skulle først sove. Hvem vidste, hvor længe det ville tage.
”Vi kunne godt bruge nogen til at bringe Nox rundt til vores sælgere. Børn er hurtige og usynlige. Vi vil betale et ravstykke for hver tur, dine unger tager.” Hans blik mødte Junos. ”Men jeg behøver vel ikke at understrege, at hvis noget af vores produkt ikke når frem, skal I ikke bare betale for varens pris, men vores reaktion bliver ikke behagelig. Alder er ingen forhindring. Forstår du?”

Trods truslen, virkede Remus meget afslappet, som han lagde sin jakke over ryggen på samme stol som sidst. Det var ikke som om, at han ventede på et svar, for han havde en fornemmelse af, at Juno forstod. Efter sidste møde.
En smule henslængt satte han sig i stolen og lavede en bevægelse mod madrassen inden han samlede sine hænder foran sig.
”Nå? Jeg lægger mig ikke sammen med dig.” Dagens irritation skinnede lidt i gennem, som han næsten snerrede det sidste. Han havde travlt. Han ville have drømmeenergi.

Juno tog ikke ting som Remus' tøven inden han sagde ordet 'bande' så tungt. Han var vant til ikke at blive taget seriøst. Han var vant til at skulle kæmpe for sin respekt og for at få det ham og hans arbejdskraft var værd. Med det sagt, så var et ravstykke per tur en udmærket start. De kunne altid forhandle sig frem til en ny pris hvis samarbejdet gik godt.

Han ville gerne have forklaret for Remus at han kendte sin bandes medlemmer og at han vidste præcis hvem der kunne stoles på og at han havde fuldstændig styr på alting. Alting. Men Remus gav ham ikke tid og desuden virkede han som om han stolede på dem, så Juno behøvede vist ikke at sige noget.

"Du kan lige fucking vove på at prøve," snerrede Juno straks instinktivt tilbage, alle hans forsvarsmekanismer udløst. At skulle lægge sig på en madras med en voksen mand, der så utålmodigt på var ubehageligt bekendt, også selvom han var noget ældre nu end han havde været dengang. Et øjeblik følte han sig som et lille barn igen.

Han slog blikket væk fra Remus, og hev hastigt sit tøj af, smidt i en bunke, indtil han stod i en T-shirt og et bar boksere.
Han ignorerede meget bevidst Remus, imens han lagde sig på madrassen, et tyndt tæppe hevet op omkring sig og begravede sit ansigt i sin sweater, som han brugte som pude. Hans hjerte slog hurtigt i brystet på ham, men efter et par dybe indåndinger faldt han til ro igen. Det hjalp også at Remus holdt sig på afstand. Han var også så udmattet at han ikke kunne kæmpe imod da søvnen overtog ham.

Det gav et ryk i Remus, da Juno havde næsvisheden at snerre af ham. Som sagt var han ikke tålmodig i dag lysten til at give Juno en lærestreg væltede ind over ham. Hvis ikke det var fordi, at han havde brug for hans drømmenergi, havde han sendt ham direkte ind i en omgang mareridt. Den unge mand var ikke svær at læse, Remus havde allerede gættet sig til mere end én ting, drengen frygtede. Og sikke mareridt, der kunne komme ud af det. Men nej, han havde brug for Juno på sin gode side, både med drømmeenergi, men også med den lille gruppe af børn. Så Remus opførte sig ordentligt. Og var tavs.

Med et ligegyldigt og utålmodigt blik så han Juno smide noget af sit tøj. Hvorfor vidste Remus ikke, men hvis han følte sig bedre tilpas sådan, så skulle han være velkommen. Han havde ikke planer om at røre andet end hans hoved.
For at gøre det lidt lettere for ham at sove, drejede han sig lidt og så ud i luften i stedet. Tiden gik. Drengens vejrtrækning gik fra anspændt til blød og endeligt var Remus sikker på, at han var faldet i søvn. Forsigtigt rejste han sig og gik stille over for at knæle ved ham og lægge sine hænder mod hans hoved. Med en rolig vejrtrækning fokuserede han på sin magi og sekunder efter kom fortjenesten. Drømmeenergien væltede ind i ham og et svagt støn af nydelse forlod ham. Fornemmelsen var fantastisk, bedre end klimaks under sex, bedre end vand når man tørstede. Og mængden af energi i Juno var imponerende, det var som atr åbne sluserne i en dæmning. Hvis han havde problemer med mareridt, var det ikke en overraskelse.

Han sugede alt det til sig, som han kunne. Tømte Juno helt. Den dreng ville ikke kunne drømme den næste uges tid, om han så ville. Da der ikke var mere, slap Remus ham med en dyb vejrtrækning. Alting føltes rart. Han følte sig stærk og klar på alting. Stille rejste han sig og så ned på Juno med et svagt smil om sine læber. Jo, det skulle nok blive godt. De skulle nok få brug for hinanden fremover.
Stadig så forsigtigt som muligt tog han sin jakke og trak den på, inden han forlod det lille hus og bevægede sig hjemad. I seng. Trods det boost, han lige havde fået, var han stadig mærket af forrige nats mangel på søvn. Ikke at han sov meget til hverdag, men træt var han. Træt og tilfreds, som havde han spist noget lækkert. Og det havde han også.

Da Juno vågnede var det med en følelse af tomhed, som om han manglede noget. Han satte sig op på den slidte madras og lod hænderne glide ned af, som om han søgte efter en pung der under ingen omstændigheder var der. Det tog ham et øjeblik at huske hvad der var sket i går - han var stadig lidt omtåget. Da han kom i tanke om det, strøg han begge hænder igennem sit blonde hår med et lettet suk. Han var okay. Remus havde holdt sit løfte og var skredet. Hjalmar var heller ikke kommet tilbage endnu, heldigvis.

Han skyndte sig i tøjet og skred så, så hurtigt som muligt.