Det var en kold og grå eftermiddag, da Juno bevægede sig igennem Skumringskvarteret og ned til den usle undskyldning af et hus, hvor hans forhandler opholdt sig.
Han havde taget dagen 'fri'. Sagt til en af de ældre børn i gruppen at han skulle holde øje med lortet imens han var væk. Og så havde han klædt sig i det mest afslappede tøj han havde - et par løse bukser og en løs sweater, der begge var blevet grå, deres oprindelige farve ukendt. Han havde en jakke over sit tøj, men den stod åben. Han kunne godt lide at føle det kolde vejr.
På vejen derhen havde han røget en cigaret, men han smed den fra sig, da han nåede sin destination og gik direkte ind i huset uden at banke på.

"Du ved hvad jeg vil have," sagde han køligt til forhandleren og smed sin jakke fra sig over en stol. Forhandleren sad ved et bord, men Juno skænkede ham ikke et eneste blik; han var langt mere optaget af at komme hen til en slidt madras på gulvet hvor han kunne falde om - så høj som muligt, helst. Han vidste at mange kunder foretrak at gøre det et mere privat sted, men Juno havde ligesom ikke et privat sted, og han ville heller ikke have at nogle af hans bandemedlemmer fandt ud af hvad han havde gang i, så den eneste mulighed han havde for at tage lortet var lige her og nu.

"Betaling først," brummede manden henne fra bordet af og dette provokerede Juno nok til at han trampede hen til ham, rakte ind over bordet og hev fat i mandens krave, indtil han stort set hang ind over det solide bord. "Du kender mig, for helvede. Jeg betaler, når jeg har krystallerne." Det handlede om at vide, hvad der virkede på hvem og trusler plejede at virke på ham her - desuden betalte Juno jo. Måske en uge eller en måned for sent, men i sidste ende fik han på en eller anden måde altid skrabet krystallerne til sig.

Man kunne mærke på vejret i hovedstaden, at det var ved at være blevet vinter. Remus var som sædvanligt iklædt sin sorte frakke med sølvspænderne og den høje krave, som han roligt gik igennem de smalle og krogede gader i skumringskvarteret. De små huse lå trykket godt sammen og lyset kunne se i de små glughuller, der ikke var skoddet til for kulden. Solen var gemt bag skyerne, men lyset fortalte, at den var på vej ned. Remus var ligeglad med udgangsforbuddet, som han endnu ikke var rendt ind i problemer med vagter eller kilepræster. Han var for god til at finde de små smutveje, når det var nødvendigt, som han var vokset op i dette kvarter. 
Ingen antastede ham, trods han lidt fine udseende i den flotte jakke. De fleste vidste, hvem han var, hvem hans bror var og ingen ville op at skændes med Sadikbrødrene. Faktisk ville de fleste ikke engang se på Remus, som rygtet gik på, at han kunne forbande en med blikket. Hvem der havde sat det i gang, vidste han ikke, men det var ikke sådan hans evne virkede. Det var hans hænder, de skulle være bange for. Hænderne, der kunne sende de blideste drømme eller de mest skrækindjagende mareridt ind i knolden på en.

Trods hans ligegyldighed overfor udgangsforbuddet, var han snart på vej hjem. Han havde brugt nogle timer på at besøge dem, som solgte deres drømmestof "Nox" eller "Drøm" som det også blev kaldt på gaden, og han var ved at have fået nok af mennesker. Remus brød sig ikke om at være social, det overlod han normalt til sin bror, men en gang i mellem var det nemmere for Remus selv at tage turen rundt. For at høre, hvordan det gik med kunderne. Var de tilfredse? Var væsken stærk nok? For stærk? Ikke at Remus var specielt kundeorienteret, men hvis kunderne ikke var tilfredse, stoppede de med at betale for de små flasker og brødrenes indtjening forsvandt. Og de havde ramt en guldgrube, ingen tvivl om det.

Lidt fremme af gaden så han en skikkelse bevæge sig ind i det lille hus, som Remus også havde retning mod. Sidste sted. En mand, der lånte sin stue ud til folk, der ikke havde andre steder at forsvinde ind i drømmene. Kort tøvede han. Skulle han forstyrre eller bare springe det sted over i dag? Men nysgerrigheden tog overhånd. Så han gjorde som en unge mand før ham og gik ind i det lille hus uden at banke på - tidsnok til at se knægten ty til trusler og vold på grund af manglende krystaller. Remus frøs kort, som vold var noget han for alt i verden gerne ville undgå, men siden de var to i mod drengen, så skulle det nok gå.
"Ingen betaling, ingen Nox. Hjalmar her holder sig blot til de regler, han har fået. Af mig." Et skarpt blik blev sendt mod sælgeren, der krympede sig under de stikkende gråblå øjne. Tydeligvis havde han ikke levet op til den regel, og det måtte de have en snak om senere. Blikket gled tilbage til drengen, koldt og hårdt.

Juno registrerede døren blive åbnet og lukket, men han var ligeglad - andre kunder kom og gik som det passede dem, og det betød ingenting for Juno hvad de så ham gøre. Han var garanteret ikke den første til at true stakkels Hjalmar.
Først da personen talte, skævede Juno irriteret hen imod ham. Remus Fucking Sadik, var den første tanke der gik igennem Junos hoved, imens han skar en grimasse. Af alle personer der kunne være kommet herind. Jeg ville fandme have foretrukket en byvagt.

"Hr. Sadik," hilste han med et skævt, selvtilfredst smil og et ryst på hovedet, imens han slap Hjalmars krave. I denne del af byen havde man bare at vide hvem Sadikbrødrene var, hvis man ville sit eget bedste, og Juno kendte oven i købet alle og enhver mand, om ikke andet så af navn. Det var hans opgave som leder af sin egen bande at vide hvem indflydelsesrige, såvel som ligegyldige mennesker var. Han skulle altid kende en vej ud eller hvor man kunne få en hjælpende hånd.
Dette var kun endnu vigtigere, når det drejede sig om dem, der lavede hans eneste coping mekanisme.
"Ved du hvem jeg er?" spurgte han og hans smil blev bredere, omend mere som rævs snu smil. Hans positur blev ligeledes mere selvsikker. Banden havde ikke været til i mere end et år eller to, og de gjorde sig mest i småkriminalitet, så de var næsten ikke værd at kende, medmindre man selv var i branchen. Men det var Sadikbrødrene vel også.

Der var ikke rigtigt nogen tvivl om, at teenageren vidste hvem han var. Og han var tydeligvis ikke tilfreds med, at en Sadik stod i rummet. Noget der godt kunne more Remus en smule, men det var ikke tiden til at være selvtilfreds over at være kendt. Lige nu var det vigtigere at få styr på situationen og sikre sig, at den unge mand ikke tyede til mere vold. Nok frygtede folk Remus for hans evner, men så skræmmende som hans evner kunne være, så lidt skræmmende var hans fysiske styrke og evner til at slås. Han var intellektuel og hans bror var voldelig. Noget deres moder havde fremelsket i begge drenge, deres stærke sider. Så Remus var fortabt, så snart nogen mente vold var løsningen. Dog havde han et par kort i ærmet, og selvom han ikke bar våben, var han ikke helt hjælpeløs.

Det følelsesløse blik gled over den tydeligvis selvsikre teenager og Remus følte med det samme en smule modvilje mod ham. Der var et eller anden ved hans holdning, som han ikke kunne lide. Som gav ham lyst til at brænde drengens hjerne af i skræksenarier. Bare for at lære ham lidt respekt. Men det kunne selvfølge også sagtens komme til at ske. 
Spørgsmålet om han vidste, hvem han var, fik ham kort til at lade blikket glide over ham igen. Nogen specielt? Hans hjerne sorterede ud i navne og beskrivelser og endeligt nåede han til noget, der passede. Der var dukket en lille bande op for ikke så lang tid siden. Selvfølgelig havde de holdt øje med dem, bare for at sikre sig, at de ikke bevægede sig ind på deres territorium. Men de havde ikke været et problem, siden de holdt sig til lommetyveri og Sadikbrødrene mest holdt sig til afpresning og nu også salg af Nox. Deres veje havde ikke krydset hinanden før og derfor havde Remus endnu ikke mødt drengen, der ledte børnene. Men han havde fået ham beskrevet.

"Du er Juno, hvis jeg ikke tager fejl." Hans tonefald var køligt, men roligt og fast. Intet afslørede hans indre uro over situationen. I stedet gik han et par skridt længere ind i rummet, et par faste og selvsikre skridt.
"Men det betyder ikke, at du kan få vores produkt uden at betale. Et jadestykke eller ingen Nox." Det var noget ham og Romulus havde sat fast. Ingen kunne løbe fra betalingen. Ingen krystaller, ingen drømme. 

Det kunne ses på Remus at han ikke selv havde set Juno før, men det gav ham et voldsomt adrenalinrus da manden alligevel vidste hvem han var. Så havde han alligevel udmærket sig lidt.
Juno var dog også udmærket godt klar over at hans ry, modsat Remus' ry, ikke fik mange til at frygte ham. Medlemmerne af hans bande var og blev børn. Nej, den respekt og frygt der var omkring Juno havde han selv gjort sig fortjent til - alene. Det var ham, der havde startet og endt slåskampe, ham, der stod bag deres planer, ham, der tog ansvaret for banden på sig og derfor ham, der var så stresset lige nu, at hans hænder rystede.

Junos position som leder gjorde åbenbart heller ikke det store indtryk på Remus; han tilbød ham i hvert fald ingen smagsprøver. Juno fulgte manden med blikket efterhånden som han trådte tættere på, og hans eget kropssprog blev ubevidst stivere. Han følte sig presset og han låste hårdt sine egne fast i hinanden for at stoppe dem fra at ryste.

"Remus, for helvede," bad han, hans stemme skælvende denne gang. Han var desperat. Det havde været en hård uge, en hård måned - to hårde år. "Vi må kunne finde ud af noget? Hør, jeg har ikke krystaller, men jeg har - jeg har fucking magt, jeg har venner, jeg har to gode ben og hænder, der må være - der må være et eller andet, ikk." Juno havde aldrig været god til at forhandle. Hans far havde forsøgt at lære ham det og derfor havde han instinktivt haft noget imod det. Men han gik ud fra at Remus var klog nok til at se, at der var en løsning et eller andet sted. Hvis Juno var tvunget til at gå, var der ingen af dem der fik noget ud af det.

Som drengen reagerede på Remus’ ord om, at han skulle betale, gik det op for ham, hvor desperat han var. De rystende hænder, blikket i de blå øjne, uroen. En junkie, der manglede sit fix. Et smil, der nok mest om alt mindede om en kats, der havde fundet ud af, at musen var fanget i et hjørne, dukkede op om de let fyldige læber, som han lyttede til hans ord. Så han ville gøre alt for få sit Nox?
Tankerne begyndte at løbe igennem Remus’ hoved. For og i mod, idéer og overvejelser. Jo, mon ikke, at han og Romulus kunne bruge denne dreng til noget. Remus havde nogle personlige behov, som kunne stilles, og børnene i den lille bande ville uden tvivl kunne være til nytte for de to mænd.

Han betragtede Juno lidt med det rovdyrsagtige blik, inden der kom bevægelse i den høje, tynde krop, som han stak en hånd i lommen og gik hen til bordet, hvor Hjalmar sad og fulgte med i samtalen med store øjne. Op af lommen trak han et jadestykke, som han lagde på bordet foran manden.
”Tag til Det Halve Svin. Sig til Telma at du skal have et værelse og Sadikbrødrene står for forplejning. Kom først tilbage i morgen over middag.” Manden nikkede hurtigt uden at turde at sige nej, selvom han blev smidt ud af sit eget hjem, rejste sig og hastede ud af døren, som han forsigtigt lukkede bag sig.

Remus vendte sig mod Juno igen og hans holdning var en smule mere afslappet, som han vidste, at han havde kontrollen. Selvom han nu var alene med drengen. Blikket gled over ham, sultent.
”Jeg tænker, at det er muligt at finde en løsning. Du har flere ting, jeg kan bruge. Og som betaling, kan du få drømme direkte fra kilden.” Om drengen vidste, at det var Remus, der var kilden, vidste han ikke. Nogen vidste det, nogen havde en mistanke, men de fleste vidste ikke præcist, hvad Remus kunne. Hverken han eller hans bror fortalte vidt og bredt om det, de hver i sær var i stand til. Noget de havde lært fra deres mor - hemmeligheder var vigtige.

Juno var selv et rovdyr og han brød sig ikke om måden Remus så på ham. En grib. En fandens ådselæder. Jeg er ikke død endnu, tænkte han, og hvis ikke han havde været så desperat ville han have startet en slåskamp med manden. Han var svagt klar over at det ville være en dum idé at kaste sig ud i en kamp imod en af de største bandeledere i klanen, men det havde ikke skulle stoppe ham. Heldigvis for dem begge havde Remus noget Juno skulle bruge.

Han fulgte alle Remus' bevægelser med blikket, og så skeptisk på ham, da han sendte Hjalmar af sted. Juno så, hvordan manden så på ham, og sammen med det han sagde, fik det Juno til at rejse børster igen; "hør her, jeg ved ikke hvad du har hørt om mig eller min familie, eller hvad du tror jeg laver, men jeg smider ikke tøjet for nogen som helst, ikke engang bandeledere," snerrede han og trådte truende et skridt tættere på Remus, selvom det betød at deres højdeforskel blev tydeligere. Juno var ligeglad - han vidste hvordan man slog fra sig.

"- jeg sælger heller ikke min gang. De' under min beskyttelse." For én der stillede en masse krav, var han utroligt fristet af Remus' tilbud. Noget renere- fuck, drømme direkte fra kilden, det lød for godt til at være sandt.

Den pludselige vrede fra Juno undrede først Remus, men det gik op for ham, hvad det gik ud på, da drengen åbnede munden. Et kort udtryk af afsky gled over det ellers meget følelsestomme ansigt og han lavede en afværgende bevægelse med hånden.
"Jeg har ingen interesse i din krop." Tonen i hans stemme indholdt lige så meget afsky som det korte udtryk, der var gledet over hans ansigt. Først og fremmest var han slet ikke interesseret i korporlig omgang og da slet ikke med unge drenge. Tanken kunne ligefrem gøre ham kvalm, men han skød det fra sig. I stedet var han opmærksom på Junos aggressive fremgang mod ham. Ind til videre lod Remus som om, at han var ligeglad, men han var klar til at skulle bruge sine egen små tricks for at forsvare sig.

Ind til da snakkede han videre. Ord var hans stærke side.
"Nej, det jeg havde i tankerne var, at din lille... bande... kunne stå til rådighed med at løbe bud mellem os og vores sælgere. Hvis de da er til at stole på. Nogen vil komme til at betale, hvis regnskabet ikke går op." Det sidste blev sagt med et iskoldt udtryk i de grå øjne. Hverken han eller Romulus lagde fingre imellem, ej heller når det galt børn, hvis de ikke fik de krystaller, der tilhørte dem.

Der var alligevel noget over drengens desperation der gjorde, at Remus følte sig sikker nok til at træde hen hen til ham, se ned i de vrede blå øjne og løfte hånden mod hans hoved. Han rørte ham ikke, med førte hånden ned langs hans hoved og kæbe.
"Hvad du kan betale mig, er noget helt andet. Det eneste du skal gøre er at sove. Lukke øjnene og tage til drømmeland. Lade mig pille drømmene ud af hovedet på dig." Han lavede et illustrerende bevægelse, som plukkede han hår fra hans hoved. "Du vil end ikke mærke det, andet end at du ikke drømmer i et par dage derefter."

Pludseligt brød han øjenkontakten og trådte væk fra ham, som havde han allerede sagt nej til Remus' pris for Nox. Det var en dyr pris for en smule af, hvad Remus kunne, men han kunne vælge at sige ja til det og ikke mangle drømmeenergien til at trøste sig med, eller sige nej og undvære så længe han ikke havde krystallerne til at betale med.
Og et eller andet sted havde hans eget hjerte sat farten lidt op, for tanken om at kunne have et fast sted at tage hen efter drømmeenergi gjorde Remus spændt.

Afskyen i Remus' stemme var det mest beroligende der var sket for Juno hele dagen. Enten var man til at gøre den slags med unge drenge, eller også følte man afsky ved det. Der var ikke noget midt imellem, ikke af hvad Juno havde oplevet, og han var taknemmelig for at se at Remus i det mindste hørte til den eneste side af sagen der var deres forbandede liv værd.

Juno rystede vedvarende på hovedet, da Remus foreslog en måde at bruge hans bande på. De var ikke til salg. Ikke for Junos eget forbrug. Han lagde sine arme over kors, da Remus blev ved med at tale. De fleste af børnene havde lange fingre - det var sådan de var overlevet. Det ville være svært, næsten umuligt, at få et regnskab til at gå op i sådan en aftale. Men Juno kendte også sine medlemmer; han vidste, hvem der kunne stoles på, og hvem der skulle stå for det, hvis det skulle køre rundt. Desuden var børn aldrig involveret i stoffer, vel? Hvilken byvagt ville mistænke dem? Det ville være perfekt, hvis de kunne få det op at køre.
Men Juno sagde intet. Ikke endnu.
Han lod Remus tale ud, men var klar til at bide hånden af ham, da han førte den for tæt på hans hoved. Rør mig og du mister din hånd, om du er til unge drenge eller ej, tænkte han og var klar til at trække sin lommekniv hvert sekund - den var ikke længere end et par centimeter og kunne knap nok dræbe nogen, men den kunne gøre fandens ondt at blive stukket ned af.

"Du vil have mine drømme?" spurgte han, da Remus afsluttede den sidste mulighed, og Juno slappede langsomt mere af. Junos egne drømme. Han havde godt bemærket hvordan Remus slog blikket væk og fjernede sig - han fik det til at se ud som om det var en dyr pris. Juno var ligeglad. "Dén mulighed tager vi. Tag mine drømme. De er dine," sagde han med djævelsk grin, der udviklede sig til at lyde mere lettet. Hans drømme var forbandede. De var lige så ofte mareridt som de var gode drømme. Desuden sov han så lidt, at selv hans gode drømme efterlod ham forvirret.

"Og hvis du har brug for nogen til at løbe bud... så kan jeg godt hjælpe dig. Men min bande skal kunne mærke indtjeningen. Mine drømme for dit nox, men mine bud for din betaling. I krystaller." Han ville gerne kunne tilføje noget om at han ikke blandede privatliv og lederskab, eller at hans bandes overlevelse var vigtigere end hans egen, men sandheden var at han ikke kunne holde tanken ud, om at de skulle se ham være svag. Så hellere give en kriminel fyr sine drømme end at indrømme overfor dem at han var afhængig. Dét kunne han ikke engang indrømme overfor sig selv.

Nå, det havde måske også været lidt for nemt at få drengen til at tilbyde både sin bande og sine drømme som betaling for Nox. Men han var dog interesseret i en aftale, hvad angik hans bande. Remus stod lidt med siden til ham og så frem for sig, mens han hurtigt overvejede det. Det ville være smart. De var begyndt at få en del sælgere rundt omkring i byen og det ville gøre distributionen noget nemmere, hvis man kunne få små unger til at løbe rundt med både Nox og penge. Det var helt sikkert noget, han ville vende med Romulus, men ikke noget han ville tage en beslutning om lige nu og her. Han og hans broder gjorde intet uden at være enige med den anden. I et så tæt bånd, som de havde, var beslutninger noget der skulle tages i fællesskab.

Et kort glimt af overraskelse gled over ham, men forsvandt hurtigt igen. Så Juno ville af med sine drømme? Underligt, at han så var afhængig af Nox, der ikke var andet end drømme. Drømme uden søvn endda. Men Nox bestod af positiv drømmeenergi, så måske drengen bare led meget af mareridt? Hvem vidste og ærligt talt var Remus ligeglad. Så længe han fik lov til at stille sin egen afhængighed, den rus han oplevede, når han brugte sin evne til at suge drømmeenergi ud af sovende folk. Det var svært at finde drømmeenergi, for det var svært at komme tæt på sovende væsner. At have en, der lod ham, ville være en lettelse. Normalt, når hans abstinenser begyndte, fandt Romulus nogen til ham, ofte ved vold, men det var ikke ufarligt.
Igen var der en snert af sult i hans blik og glimtet af et rovdyrssmil om hans læber. Med en lidt brat bevægelse vendte han sig mod ham.

"Dine drømme for mit Nox. Det er en aftale." Remus var ikke typen, der gjorde håndslag på noget, mest fordi han helst ville undgå at røre andre, og han gjorde heller ikke tegn til at ville forsegle denne aftale med den gestus.
"Måske jeg er interesseret i den anden aftale, men jeg skal snakke med min bror om det." Tonefaldet burde understrege, at så var der ikke mere at sige om det. I stedet lavede han en bevægelse mod madrassen på gulvet.
"Det vil være bedst, hvis du lægger dig." Remus kendte ikke denne drengs reaktion på Nox, og det som skulle ske nu, var kraftigere end den sølle opløsning i vandet i de små flasker. Om Juno kunne sidde eller stå, når hans sind blev overtaget af de realistiske drømme, som Remus kunne skabe i andre, ja, det vidste han ikke. 

"Det er en fucking aftale," gentog Juno med et smil der genspejlede Remus'. Han følte sig som den ene af to sultende ulve, der begge stod med blottede tænder, klar til at gå til angreb på den anden. Han gav det ikke nogen tanke, at han langt mere var en krave, der skræppede og pustede sig op, men i sidste endnu ikke ville kunne stille meget op udover at provokere eller stikke af.

"Fair nok." Om nogen forstod Juno vigtigheden i at diskutere den slags med resten af sin bande, ligegyldig hvor lille den bande var. "Så snakker jeg også med min flok."

Han skævede hen til madrassen, da Remus foreslog at han lagde sig ned, og gåsehud spredte sig på hans arme, selvom han fortsat havde sin store sweater på. Han ville aldrig nå det punkt, hvor han ville være komfortabel med at en mand bad ham om at lægge sig ned, men han tog alligevel sin jakke med, fra hvor han havde hængt den på en stoleryg, og smed den fra sig ved siden af madrassen, inden han selv smed sig der. Han skulle fandme have styr på sine ting, når Hjalmar ikke var her til at passe på dem for ham.

"Og hvad så? Skal jeg falde i søvn på kommando?" Juno stillede spørgsmålet med et skævt smil og støttede sig på sin albue, så han var lidt hævet op fra madrassen. Han kunne knap nok sove når det var meningen at han skulle - ikke engang når han var så udmattet at han var ved at besvime. Han havde brug for nogle drømme, nogle gode nogen, når nu hans egne blev afbrudt konstant.

Smilet på drengens ansigt mindede lidt for meget om det, Remus kunne mærke på sit eget. Det fik hurtigt hans eget til at forsvinde. Han brød sig ikke om drengen, men brød han sig nogensinde om nogen? Der var bare et eller andet alt for frisk provokerende, alt for selvsikkert over ham. Alt for frembrusende. Ikke noget Remus brød sig om, som han selv var en tænker. Men det var bare en dreng. Og ind til videre havde han ikke bevist, at han havde noget at have sin selvsikkerhed i ud over løse næver. Og dem kunne Remus nu godt håndtere. På den ene eller den anden måde.

Men han sagde ikke noget og betragtede bare Junos tøvende afgang til madrassen. Han forstod ham godt, måske ikke som man skulle tro, men at skulle overgive sig til en fremmed på den måde kunne umuligt være behageligt. Remus var ligeglad. Nød det endda en smule, den magt hans evne havde over folk. Afhængigheden. Hvad den kunne få folk til. Det var næsten bedre end ren frygt. Var bedre end. Frygt kunne alle skabe, men den hungren efter noget, kun han kunne fremmane, det var en magt, der var berusende!

Remus tog sin jakke af og hang den over ryglænet på den stol, Hjalmer havde siddet i, inden han gik hen til madrassen og satte sig på knæ ved hovedenden. Han skulle ikke sidde på det hårde gulv så længe.
"Nej. I dag giver jeg dig, hvad du behøver og så finder vi ud af det andet bagefter. Læg dig ned og slap af." Han ventede på, at Juno gjorde som han sagde, inden han lagde de slanke hænder på hver side af hans hoved. "Drøm godt." Det var ikke rigtigt fordi, at han var høflig, glimtet i hans øjne modsagde nemlig de venlige ord, men inden den anden ville kunne nå at fortryde, sendte Remus sin drømmeenergi ind i ham.

Remus ville ikke forsøge at styre, hvad drengen ville drømme. Han kendte ham ikke og anede ikke, hvad han ønskede at drømme om. Så drømmeenergien var fri og ren, klar til at samle op på det, der befandt sig i Junos sind.
Det fungerede på samme måde som Nox, bare kraftigere, som Remus lod mere af energien sive ind i drengens sind. Verden ville blive væk, han ville synke ind i en drømmeverden, der ville fungere som hans egne drømme, bare meget mere virkeligt. Med den dosis Remus gav ham, ville han miste fornemmelsen for omverden, kun leve i sin drøm. 

Så snart drengen var væk, rejste Remus sig igen og satte sig på den ensomme stol i rummet. Hvor længe Juno ville være væk var svært at sige, som hans egen indre styrke ville afgøre det, men nok det meste af natten. Remus burde gå hjem i seng, men Romulus var ikke hjemme til at være bekymret og han havde egentligt mest lyst til at blive og se drengens reaktion, når han vågnede igen. Så han forberedte sig på en lang, vågen nat, siddende i stolen og stirrende ud i luften. Kunne han gennemrode drengen lommer og se, om der var noget spændende? Sagtens, men han gjorde det ikke. Hvis de skulle have forretning sammen, var det vigtigt med bare en smule tillid.

Juno knyttede sin næver efterhånden som Remus kom tættere på, ubevidst klar til at forsvare sig selv hvis det blev nødvendigt. Han brød sig virkelig ikke om at have voksne i nærheden. De var alle sammen kontrollerende røvhuller, de fleste af dem farlige, og Remus lod ikke til at være en undtagelse.
Juno lagde sig også først helt ned på madrassen, da Remus lovede at give ham hvad han ville have. Den slags gaver, hvor prisen først skulle betales senere, var den bedste slags ifølge Juno, og det var den helt rigtige måde at få ham til at gøre som man ville.

Han lagde sig ned, rullede med skuldrene en enkelt gang og lukkede så øjnene, mere for at slippe for at se op på Remus end for at slappe af. Øjeblikket efter mærkede han rusen af drømmeenergi suse igennem ham. Han havde forsøgt at slappe af da Remus havde bedt ham om det, men det var ingenting i forhold til hvor afslappet og høj han omgående blev nu. Et halvt smil spredte sig over hans læber, inden han mistede bevidstheden.

Hans drømme var usammenhængende, men gode. Mars, Hector og Shireen var alle tre med i dem. I én havde han et bjerg af krystaller. I de fleste af hans drømme frembragt af nox havde han et bjerg af krystaller. Den frihed der fulgte med rigdom var én af de ting Juno virkelig længtes efter.


Da han vågnede var det stadig midt på natten - det havde stadig været tidligt, da han havde lagt sig på madrassen, og han havde været påvirket af Remus' evne i næsten 7 timer. Det gik ikke op for ham, hvor lyskilden kom fra, men der var lyst nok i rummet til at han kunne se loftet og i flere minutter lå Juno bare, med et skævt smil og et ufokuseret blik og så op i et loft, der blev mere og mere bekendt. Hvor mange gange har jeg været her nu? For mange, tænkte han, men kunne ikke tørre sit smørrede smil af læberne, ikke engang da han endelig kom nok til sig selv til at huske på at Remus muligvis var der med ham.

Han drejede hovedet og så over på stolen, hvor Remus sad, som en selvudråbt fyrste på sin trone. Juno havde lyst til at slå ham, men han holdt ikke op med at smile.

"'Fuck laver du stadig her? Ka' jeg hjælpe dig med noget?" Juno stillede spørgsmålene i en provokerende stemme, men med det samme skæve smil, som han havde haft siden Remus' evne først var begyndt at virke på ham, og han var helt afslappet imens han rejste sig op og hev sin sweater af og nåede helt til at hive ud i T-shirten under også, inden han kom på andre tanker. I stedet skubbede han bare en hånd op under den og kløede sig på brystkassen, stadig ikke helt vågen, men med en sund skepsis overfor Remus. 

Tiden gik. Remus stirrede bare tomt ud i luften, lod sine tanker flyde hvorhen de vil. Problemer, minder, ting der skulle holdes styr på. Man kunne ikke decideret sige, at han kedede sig, siden han var barn havde han været vant til at vente. Måske blundede han endda i nogle timer, siddende i den ubehagelige stol. Timerne forsvandt i hvert fald, og han blev først trukket ud af sine tanker, som der kom bevægelse på madrassen. Det havde uden tvivl været nogle gode drømme, drengen havde haft. Remus havde set nok af folk med både gode og dårlige drømme til, at han kunne fornemme det på folk.

Han blinkede en enkelt gang, som han selv kom tilbage til virkeligheden og rettede sig op med et lydløst suk. Blikket behøvede han ikke at flytte, det havde været rettet mod Juno det meste af tiden, dog uden rigtigt at se ham.
"Du tror vel ikke, at jeg agter at gå, før alt omkring min betaling er aftalt?" Remus' tonefald var en smule tørt og hans blik udtrykte næsten spørgsmålet, om han troede at han var idiot? Han så på ham, som han rejste sig og trak sin sweater af. Det fik Remus selv til langsomt at rejse sig, mest fordi han blev lavere end drengen, når han sad ned. Hans højde gav ham en dejlig følelse af at være mere magtfuld. Kontrol. Noget han havde et stort behov for.

"Jeg håber du nød dine drømme. Der vil hverken være Nox eller drømmeenergi til dig igen, hvis der ikke er betaling for det." Det var en trussel, men ikke aggressiv. De havde jo en aftale og det var blot for at minde ham om, at de mange timers drømmerier, han lige havde haft, ikke var gratis. Remus ville have, hvad der var hans. I dette tilfælde en sovende Juno, der kunne være kilde for drømmeenergi. En fast kilde. 
Remus' havde, siden han opdagede sin evne, haft et regelmæssigt behov for drømmeenergi, ikke bare for at være i besiddelse af det, men også fordi han var psykisk afhængig af det, lige som alle hans ofre. Efterhånden som han var blevet ældre og brugte sin evne mere, især efter Nox var blevet en ting, var hans behov steget. Han brugte det næsten hurtigere end han kunne skaffe det. At have et fast sted at komme efter det, ville være perfekt.

Juno trak på skuldrene af Remus' spørgsmål. Det lød teoretisk, men den slags var Juno for langt væk til at opfatte lige nu. Han vidste fandme ikke om Remus ville gå eller ej, inden betalingen var aftalt.

Da Remus rejste sig op, tog Juno også selv et truende skridt frem. Han var betydeligt lavere af de to, men det havde aldrig stoppet Juno før. Han tog imod alle slags slagsmål - både dem han vidste at han ville vinde, og dem han kunne risikere at tabe. Der var aldrig et slagsmål han vidste at han ville tabe. Han var optimist.

"Yeah, tak, de var sygt gode," svarede Juno afslappet ved det sidste Remus sagde, og trådte så et skridt tilbage igen, ved mindet om at de var forretningspartnere, ikke fjender.

"Jeg har problemer med at falde i søvn," fortalte Juno og rullede med skuldrene. "Men hvis vi ses her igen om 24 timer, så er jeg helt hundrede træt og klar til at sove. Eller, hvad, hvis du hellere vil ses hjemme hos dig er det også okay med mig, men for guds skyld, Remus, -" han holdt en kunstpause og brugte den på at rette en fold, der slet ikke havde været der, i Remus' skjorte. "Husk at jeg ikke er prostitueret, okay? Ingen fremmede mænd. Jeg fucking mener det." Han gav Remus' brystkasse et venskabeligt klap og vendte sig så om for at få alt sin sweater og jakke på igen.

Det blik Remus betragtede Juno med, kunne nok mest kategoriseres som når en kiggede på en hundelort på sin sko. Den truende adfærd fra drengen provokerede bare Remus, der var ingen frygt i for ham. Måske fordi han vidste, at Juno nu havde smagt den virkelige drømmeenergi og sikkert aldrig kunne finde på at gøre noget for at forhindre sig selv i at prøve igen. Afhængighed var en skøn ting - når den kom fra andre.
Vreden over drengens utaknemmelige opførsel begyndte at stige og det blev kun værre for hver gang han åbnede munden. Måden han talte på, ordene han brugte og arrogancen i mod Remus. Der var træt. Træt og i dårligt humør efter en nat i en stol i stedet for i sin seng.

Så da Juno rørte ved ham for imaginært at rette på hans skjorte, flød bægeret over. I samme øjeblik, at drengen vendte ryggen til ham, greb Remus fat i hans nakke med den ene hånd. Hårdt. Nok var han ikke Romulus, men lidt styrke havde han da. Hurtigt trådte han helt ind til ham og førte den anden hånd ind foran ham. Remus gik ikke med våben, for han var ikke den, der ville slås. Han vidste ikke, hvordan man brugte et sværd og syntes blod var rodet. Men han var ikke forsvarsløs, han havde en evne. Ikke en han brugte så ofte, da den kunne tære ret meget på ham, men i dette øjeblik var den passende.
Fra hånden dukkede der noget, der lignede flydende sort sand op. Det bevægede sig ud fra hans håndflade og tog roligt form som en kniv med meget præcise detaljer. Og selvom det næsten så blødt ud, ville spidsen, der blev trykket mod huden under Junos hage være hårdt og koldt som stål.

"Du burde lære noget respekt for dem, der er over dig, Juno. Du gør de forkerte folk vrede." Remus' stemme var dæmpet og en smule hvæsende, et bevis på, hvor arrig han egentligt var lige nu. Han trykkede kniven en smule hårdere i mod det bløde kød. "Du skal passe på med at gøre mig vred, knægt. Jeg kan få din lille bande af møgunger opløst på en dag, sendt jer alle til Rubinien, hvor jeg har hørt, at slavebørn er i høj kurs. Jeg ville ikke engang behøve at bruge min evne til at få dig til at leve i et mareridt resten af dit liv." Kniven i hans hånd smuldrede, blev til sand igen. Noget gled tilbage i Remus, resten faldt til gulvet, men forsvandt inden det rørte stenene. Med hånden på hans nakke, skubbede han drengen fra sig med et udtryk af afsky.

"Vi mødes her igen i morgen aften en halv time før solnedgang. Første gang. Næste gang mødes vi et andet sted. Sørg for at være her." Som anså han ikke Juno for farlig, greb han sin jakke for at sige, at de var færdige med hinanden for denne gang.

Hvis man spurgte Juno, synes han selv at han havde været udsat for en del, men at blive holdt med en kniv for halsen havde han ikke oplevet før, og han stod fuldkommen stille fra det øjeblik knivbladet blev trykket imod hans hals.
I sin jakkelomme havde han en lommekniv liggende, men jakken lå helt henne ved madrassen, og Juno gjorde ikke andet end at løfte sine tomme hænder i overgivelse. Det var heller ikke undsluppet hans opmærksomhed at Remus ikke brød sig om noget som helst han sagde, så han holdt sin kæft. Der var ingen der ville savne en bandeleder. Der var ingen i den her del af byen der ville savne en fyr som ham. Remus ville kunne slippe af sted med at myrde ham stort set uden konsekvenser, og Juno vidste det.

Hvad Remus truede med at gøre var dog meget mere skræmmende end mord. De møgunger var Junos møgunger. Ingen skulle nogensinde røre dem, og hvis Juno ikke kunne stoppe Remus med trusler, så var han nødt til at stoppe ham ved at samarbejde.

Juno væltede fremad, skubbet ud af balance, da Remus skubbede ham væk fra sig. Han vendte sig imod ham, begge hænder løftet, klar til at forsvare sig selv, indtil han hørte hvad Remus havde at sige.
"Jeg glæder mig allerede," svarede Juno, men den flirtende tone han havde haft i sinde kom ikke ud af hans mund - i stedet lød han en smule skræmt, præcis som han følte sig.

Han fulgte Remus med blikket, pludselig langt mere på vagt end han ellers havde været med ham, og ventede til han var ude af syne før han tog sit eget overtøj på og tog hjem.

Remus tog sin jakke, trak den på og spændte den omhyggeligt. Det gik ham ikke forbi, at Juno havde fundet noget frygt for ham og han nød det til fulde, mens han gav sig god tid, inden han bevægede sig ud i mørket. Der var ikke så langt hjem og han stødte kun på en enkelt byvagt, som han nemt undgik, da han kendte alle de små smutveje.
Hans tanker bevægede sig rundt om Juno og det de havde aftalt. Forhåbentligt blev et godt. Remus ville snakke med Romulus om idéen med at få børnebanden til at løbe bud. Det ville være smart, uden tvivl.
Samtidigt glædede han sig allerede til at skulle mødes med Juno om aftenen. Så han kunne få sin egen afhængighed stillet.