Sted: Hovedstaden, Øvre Bydel
Tid: Formiddag
Vejr: Overskyet og blæsende

Vejret var en rimeligt god manifestation på det sorte humør, der havde hængt over Karkhos de sidste dage. De mørke skyer fór hen over himlen, som vinden ruskede i hovedstadens huse og beboere. Karkhos bevægede sig med modvillige skridt hjemad, som han havde brugt morgenen og noget af formiddagen ved byvagterne, hvor han havde trænet og forsøgt at få nogle af de vrede og negative følelser ud af kroppen. Men det var ikke rigtigt lykkedes og efter at have knækket stav nummer to, var der en, der forsigtigt havde foreslået ham, at det måske var en god idé at stoppe med at slå løs på byvagter og træningsdukker, inden nogen kom til skade.
Så nu var han på vej hjem, det sidste sted han havde lyst til at være. Morpheus havde nægtet at forlade det lille hus og Karkhos brugte så meget tid som muligt væk derfra. Som hans støvler i en langsom rytme ramte brostenene under ham, gled hans tanker hen til det, der var sket, ikke bare nogle dage før, men det sidste halve års tid.

Det hele var startet en dag på træningspladsen, hvor han havde mødt en glædespige ved navn April. Hun måtte selvfølgelig ikke være der, men han havde straks spottet hendes interesse for hans træning. Måske var det af kedsomhed, måske fordi Morpheus ikke længere havde lyst til at være hans elev, men han havde tilbudt hende noget undervisning og hun havde sagt ja. Det havde udviklet sig til meget mere end et par timers træning, som de havde fundet ud af, at de kunne lide hinandens selskab. Træningen fortsatte, han tog hende med ud af byen på ture og de brugte gerne nogle timer på at spise aftensmad sammen og lytte til hinandens historier. Deres forhold blev tæt, nogle ville måske påstå, at det mindede om far og datter. Men let var det ikke, de havde gjort alt for at holde det hemmeligt, for Karkhos var ikke i tvivl om, at Morpheus ikke ville tage det pænt. Og han havde haft ret.
En aften, hvor April og han havde trænet og derefter spist, var han taget hjem fra den lille kro. Som han kom hjem til et tomt hus, var hans advarende emne eksploderet så hårdt, at han nær var væltet omkuld. De gamle ben havde hurtigt båret ham tilbage mod kroen. Men for sent. Morpheus sad ovenpå April med en glødende kniv i hånden, placeret over hendes øjne. Karkhos havde flået den yngre mand af hende, set, hvad han havde gjort ved hende, og alt derefter var tåget i hans hukommelse. Men han fandt sig selv siddende på drengen, med blodige hænder, blod fra sprækkede knoer og blod fra sin elevs ansigt. Det gik op for ham, hvad han havde gjort. Drengen, som han næsten havde set som en søn, stirrede skrækslagent op på ham med øjne, der allerede var ved at lukke efter slag, og han vidste, at han havde ødelagt alt. Men sorgen druknede i vrede og bekymring. Så han havde rejst sig og vendt ham ryggen for at tage sig af den unge, uskyldige kvinde.

Og siden da var dagene gået. Karkhos havde ikke helt styr på, hvor mange, alting gled ud i et, som hans indre var et stort kaos. Huden på hans hænder var ikke helet endnu og han havde forstuvet noget i den ene hånd, men smerten kom ham godt, den var virkelig, til at tage og føle på.
Den ældre soldat løftede blikket og det gik op for ham, at han stod foran døren til deres hjem. Med et dæmpet suk åbnede han døren og gik ind. Overrasket stoppede han op i døren ind til stuen. Foran den tændte pejs stod en velkendt skikkelse, han ikke havde forventet at se. Morpheus sad henslængt på en bænk ved den ene væg. Manden vendte sig i mod ham og Karkhos lod blikket glide over den ældre mands træk. Ligheden med den yngre mand i rummet var slående.
”Karkhos. Kom ind.” Stemmen var fast og tydeligvis vant til at spy ordrer ud. Karkhos gik tøvende et par skridt længere ind i stuen.
”Lord Atillian.” Af vane bukkede han for sin Herre, dog en smule tøvende. At den ældre Lord Atillian var her, kunne ikke tyde godt. Han rettede sig op og så tavst afventende på manden, der kun var nogle få år ældre end ham.
”Jeg fik en besked om, at der var problemer her i hovedstaden. Jeg kom hertil så hurtigt som muligt. Og om jeg ikke blev budt velkommen af en søn, der så sådan ud.” Han lavede en bevægelse med hånden mod sin søn, der havde nægtet at se en healer, så hans ansigt bar stadig tydelige præg af den omgang bank, Karkhos havde givet ham. Hverken Karkhos eller Morpheus sagde noget, ingen af dem så på hinanden. På den ene side skammede Karkhos sig frygteligt over det, han havde gjort, på den anden side var det en handling, der havde luret under overfladen i mange år og han var stadig vred. Vred over at Morpheus absolut ville ødelægge noget så godt og smukt som den unge kvinde. Ødelægge den største glæde, Karkhos havde haft i mange, mange år.
Stilheden lå over stuen et øjeblik, kun afbrudt af knald fra træet i pejsen. Lord Atillians blik lå tungt på Karkhos, der stod rankt og afventede dommen over sine handlinger. Endeligt bevægede den adelige mand sig.
”Morpheus har fortalt det hele. At du tog en elev til dig. En pige, der endda ikke var af adelig byrd. Trænede hende uden at have fået lov.” Den kraftige mand gik hen i mod Karkhos som han talte og stoppede op foran ham. De var ca. lige høje og de to par øjne mødtes. Vreden lå og ulmede i den andens blik og Karkhos tvang sig selv til at fastholde øjenkontakten.
”Alt det kunne måske endda have gået, men du lagde en hånd på min søn. Jeg overlod ham i dine hænder med forventning om, at du ville beskytte ham med dit liv og så prygler du ham som en gal hund.” Vreden var som syre i hans stemme og Karkhos sank en klump, inden han åbnede munden. Dumt, men han kunne ikke lade være, som hans egen vrede boblede i maven af ham.
”Han slog hende, han gjorde hende blind, en uskyldig ung kvinde, der ikke havde fortjent…”
”NOK! Jeg vil ikke høre mere. Jeg kender udmærket til min søns mange fejl, men det godtgør ikke, at du bryder din ed om at passe på ham!” Det virkede næsten til, at den ældre Lord Atillian ville slå Karkhos, men han vendte i stedet rundt på hælen og gik tilbage til sin plads foran ilden. Denne gang holdt den ældre soldat klogelig sin mund. Hans arbejdsgiver vendt sig i mod ham, kold i blikket. Åh, det kolde blik Karkhos aldrig havde kunnet med.
”Jeg burde fritage dig fra tjeneste, fratage dig al hæder og ære, smide dig på porten som en hund. Men det ville være for let en straf.” Det kolde blik gled kort over sønnen, inden det fandt tilbage til Karkhos. ”Nej, jeg vil tage seks måneders løn. Give dig en advarsel om, at hvis der nogensinde sker Morpheus noget igen, ryger du i fangekælderen, hvor du aldrig vil se dagens lys igen og tigge om at ende dine lidelser. Men du fortsætter som Morpheus’ læremester og livvagt. Måske den omgang du har givet ham, kan lære ham at opføre sig som en adelig og ikke som et laverestående udyr.” Hans tonefald sagde, at det emne var uddebatteret. Uden at tage sig af de to andres reaktioner greb han en dyr, foret kappe, der havde ligget henslængt over ryggen på en stol.
”Da det nu er i orden, tager jeg op til paladset. Jeg har forretning at se til, nu jeg er her.” Og med de ord gik han ud af stuen og man kunne høre hoveddøren smække. Kvalmen havde sneget sig ind over Karkhos og han kunne mærke, at blodet havde forladt hans ansigt, som han for et øjeblik stirrede tomt ud i luften. Hele hans indre var i kaos. Han burde være taknemmelig, han havde stadig et job, et sted at bo. Han var fri, selvom det absolut ikke føltes sådan i det øjeblik. Men samtidigt var han chokeret over herrens ord om fangekælderen. Fratagelse af ære. Han havde arbejdet for Atillian-familien hele sit liv, først den ældre Atillians far, han selv og nu sønnen. Hans egen slægt havde været under Atillian i flere generationer. Der var mange bedrifter tilknyttet Ruadons navn og nu havde den ældre Lord truet med at tage det fra ham. En stemme trak ham ud af de forfærdelige tanker.
”Jeg… vidste ikke…” Morpheus’ stemme var sært ydmyg, som han så på sin læremester. Karkhos rynkede panden, mærkede vreden boble op igen, nærmest eksplodere og han kunne ikke holde den tilbage.
”Din far har altid været en hård mand. Hvad havde du regnet med? Et rap over fingrene og det var det?” Han tog en dyb indånding, inden han fortsatte. ”Det er nok bedst, at jeg er så meget ude som muligt, tror du ikke? Ingen af os kan alligevel holde ud at være i rum sammen.” Inden han ikke kunne holde lysten til at kaste med møblerne tilbage, vendte han om og forlod Morpheus alene tilbage. Han havde brug for at tænke. Være alene. Så han hentede sin hest i stalden og red ud af byens porte for at finde den fred, han havde brug for. Noget der viste sig umuligt at finde, som hele hans verden var blevet rystet i sin grundvold.