Når det omhandlede en elvers sikkerhed kunne Askfay ikke lade være med at involvere sig, så da hun fra en af sine spejdere hørte om en ungelver, der havde slået lejr omkring hundred meter fra grænsen til Lindeskoven, satte hun sig straks for at finde ud af hvem det var og hvorfor de var der. Hvem de var, var relativt nemt at finde ud af. Der var altid nogen, der kendte nogen, og et ansigt blev sjældent glemt. Hvorfor denne ungelver, Ithilwen, valgte at opholde sig udenfor Elverly i stedet for indenfor, besluttede Askfay sig hurtigt for ville være nemmere at spørge hende om selv.

Det var en lun efterårsdag og selvom Askfay havde taget et par brune, formsyede handsker på, havde hun kun en vest ud over sin rullekravesweater. I sin venstre hånd holdt hun sin bue, men følte ingen fare på færde. Da hun nåede indenfor synsvidde af lejren sænkede hun oven i købet begge hænder, så hun ville fremstå så lidt truende som muligt.

"Ithilwen Tuimadhiel," kaldte hun ud, forsigtig med ikke at snige sig op og forskrække en elver, der allerede måtte være på vagt, hvis hun nægtede at slutte sig til Elverly på trods af den korte afstand der var dertil. "Mit navn er Askfay Elïaen, jeg kommer fra Elverly."
Askfay introducerede sig selv højlydt i retning af lejren, imens hun varsomt trådte tættere på den. Hun ville nyde at tryne ungelveren, hvis hun vågede at overfalde hende, men hun ville stadig foretrække hvis Ithilwen bare trådte frem fra hvorend hun var henne og hilste.

Ithilwen var faktisk ikke sikker på hvor lang tid der var gået siden hun sidst havde sat sine fødder indenfor Elverlys grænser. Faktisk var der mange ting der var tåget efter pesten havde overtaget hendes krop og ladet elveren kæmpe for livet i lange måneder. Det var også nær gået galt. Elveren havde været tæt på at smage dødeligheden, og hun var mærket for det. Mere ydmyg, mere observant og helt bestemt også mere paranoid. Hvilket også var grunden til at hendes lejr lå et godt stykke fra grænsen til hendes tidligere hjem. Hun håbede stadig på at kunne blive lukket ind, få lov at blive en del af samfundet igen, men hun var ikke sikker på om hun var velkommen. De tanker havde afholdt hende fra at gå hen til kanten og afvente en spejder ville tage hende ind. Hun følte sig som en fremmed, til trods for at hun havde boet i denne skov så meget af sit liv. Hele sit liv faktisk.

Ithilwen så hun kom, før stemmen kaldte. Ikke at hun på afstand kunne se hvem denne elver var, men noget i holdningen og udtrykket bekræftede hende i at det måtte være vigtigt. En af højere status som Ithilwen var fascineret over nærmede sig alene. Måske det var af god grund, for så vidste de at Ithilwen ikke ville dem ondt, eller også fandt de hende som en nem trussel at få fjernet. Paranoiaen slog til, og medførte at Ithilwen sad i skjul. Buen var trukket og pilen lagt, men strengen var ikke spændt. Hun tog en dyb indånding, lukkede sine øjne, velvidende at den anden elver uden tvivl havde hørt den dybe vejrtrækning før hun trådte frem fra sit skjul, stadig buen hvilende ned langs siden uden at være spændt, men kunne hurtigt ændre sig. Ikke at hun ønskede at være fjendtlig, men hun ville gerne overleve.

Ithilwen så varsomt på Askfay, men hilste hende alligevel på deres eget sprog, tydeligt høflig i sine udtalelser. Hvilket bar præg af at hun havde en ide om hvem denne kvinde var, uden at havde haft kontakt til hende i mange år. Faktisk aldrig ført en personlig samtale med hende før, for at være mere præcis. "Velkommen til min midlertidige lejr, Askfay Eliáen." stemmen var varsom, men stadig ikke spor fjendtlig. Hun ønskede ikke kamp med sine artsfæller. "Er De ude på at skade mig?" en ting der var kommet som følge af at være ude i den farlige verden alene, hun var blevet langt mere direkte og konsekvent.

Askfay hørte Ithilwens vejrtrækning, men reagerede ikke på det, andet end at vende blikket i retning af lyden. Hun havde ikke lyst til at vende hele sin krop imod hende, det ville kun være endnu mere truende. Af erfaring vidste Askfay hvordan elvere, der havde været væk for længe, kunne blive påvirket negativt af det. De blev mere paranoide, mere utrygge, hurtigere til at fare op og forsvare sig selv - og ikke uden grund. Verden havde vel lært dem, at det blev de nødt til, hvis de ville overleve.

Det var beroligende at høre Ithilwen hilse og at høre, at hun ikke havde glemt sine manerer eller sit sprog. Ingen af dem Askfay havde snakket med havde været sikre på hvor længe Ithilwen havde været væk, men det var så længe siden at Askfay dengang ikke havde været andet end en velanset kriger - ikke i sit eget hoved, i hvert fald. Alligevel kunne hun mærke på Ithilwen, at hun vidste hvem hun var nu.

"Har du gjort noget, der gør at du fortjener at blive skadet?" spurgte Askfay med et hævet øjenbryn, men skyndte sig at tale videre, inden Ithilwen kunne sige noget - hun ville helst ikke vide det, hvis den unge elver havde gjort noget uheldigt ude i verden. Hvad der skete uden for Elverly var ikke noget Askfay gad blande sig i, og hun var ligeglad med hvilke regler Ithilwen muligvis havde brudt derude. Der var også bedre at være uvidende, hvis der kom andre og krævede at Ithilwen blev stillet til ansvar. Så kunne Askfay ikke beskyldes for at have holdt hånden over hende.

"Jeg er her kun for at bringe dig hjem. Jeg hører at du er en dygtig kriger. Vi kunne godt bruge dine hjælp." Så tæt på var det tydeligt at se, hvor ung Ithilwen virkelig var og det bragte et helt moderligt instinkt op i Askfay, der fik lyst til at hive hende ind i sine arme og love at beskytte hende.

Det var nok det sidste spørgsmål hun havde lyst til at svare på når det kom til stykket. Hvilket man nok kunne ane ud fra den lette trækning der kom i hendes øjne som hun for et ganske kort sekund lod det flakke. Nej, hun havde egentlig ikke brudt nogle love, så at sige. Hun havde måske bare ikke opført sig hensigtsmæssigt i forhold til hvad der var anset indenfor Elverlys grænser. Men det var efterhånden ved at være fortid. Hun kunne ikke slippe alt, men hun var nødt til at tænke sig om. Et menneskes liv, var hurtigt forbi, hvorimod hun ville leve videre. Hun var ikke sikker på hun kunne håndtere den smerte. Heldigvis var der ingen mulighed for at give et svar tilbage. Det virkede ikke til at være hvad Askfay havde i tankerne med sit besøg. Noget som Ithilwen kun kunne prise sig lykkelig for. Hun slap buen med den ene hånd og lod pilen falde tilbage ned i kokken igen, der hang ved hoften. Der var ingen grund til at fremstå fjendtlig, ikke som hun lyttede til de ord Askfay havde at sige.

Ithilwens øjne udvidste at hun var glad, men også bekymret. Sorgfuld på en måde der endnu engang vidste hvor ung hun måtte være. Ung og naiv, trods hun efterhånden havde overlevet en god portion af livets prøvelser. Men sindet var ikke blevet helt modent endnu. Det var stadig nysgerrigt, men nu også nervøs og flakkende. ”Jeg vil gerne hjem” svarede hun, fuldstændig ærligt, men hun trak den også. For hun turde ikke give sig selv lov. ”Men jeg var bange for ikke at være velkommen, efter min færd.” ingen grund til at gå omkring grøden. Det var der ingen parter der fik noget ud af. Om det så betød hun var nødt til at forklare sig yderligere.

Det var nemt at læse på Ithilwens udtryk, at hun ikke havde lyst til at besvare Askfays spørgsmål, men det pirrede ikke Askfays nysgerrighed at vide at den unge elver havde noget at skjule. Tværtimod. Ithilwens hemmeligheder var hendes egne og så længe hun virkelig var en god kriger, var det det eneste Askfay gik op i.

Askfay nikkede, forstående og tilfreds med at Ithilwen traf den rigtige beslutning, da hun sagde at hun gerne ville hjem. Man skulle være vanvittig for ikke at ville hjem til Elverly.

"Elverly er dit hjem," svarede Askfay, med tryk på at Ithilwen altid ville være velkommen. "Har du brug for hjælp med at pakke dine ting?" Det tænke hun ikke at Ithilwen havde, så hun spurgte hovedsaligt af høflighed og for at understrege at hun ikke forlod hende før hun kom med hende.
"Og - Ithilwen. Før eller senere vil du få brug for at snakke med nogen om, hvor du har været og hvad du har lavet. Du kan fortælle det til mig nu, eller jeg kan henvise dig til én, der er god til at lytte og snakke om den slags." Askfay havde været der selv og hun kunne se udtrykket af tab på Ithilwens ansigt lige så tydeligt som havde hun selv følt det. Hun vidste ikke hvilken slags tab, men den var der, og det gav god mening med at ungelveren var vendt hjem nu.

Der var gået århundrede før Askfay selv havde kunnet bare forsøge at tale om sit eget tab, og hun havde heller ikke været god til at få sagt meget, men bare det at vide, at der var én der ville lytte, hvis hun blev klar til at tale, havde hjulpet hende helt uendeligt, og hvis Ithilwen tillod det, ville Askfay anbefale hende at tale med Melarue. Den livsglade elver havde et optimistisk livssyn, der smittede af på alle omkring hende. 

Det var bekræftende at høre. At Elverly stadig ville byde hende velkommen. Hun trak stadig en smule på det, men som Askfay virkede til at være rimelig opsat på at Ithilwen skulle med tilbage, måtte hun vel bare tage en dyb indånding og indfinde sig. Det var jo slet ikke fordi hun ikke ville hjem. Tværtimod, men det var svært at føle hun måtte. Hun rystede let på hovedet. "Nej tak." svarede hun ærligt. Det var ikke fordi der var særlig meget at pakke ned. Det meste var i forvejen i en taske, hun bare skulle tage over skulderen og de sidste gløder skulle slukkes.

Ithilwen løftede blikket og kiggede på Askfay. Hun skjulte ikke at sorgen var at finde i hendes blik, men hun åbnede ikke munden. I stedet kiggede hun væk, samlede tasken op og lod den glide over sin skulder. "Jeg klare mig, ellers tak" svarede hun, afvisende for at snakke om hvad der plagede hende. Hun havde resten af livet til at glemme ham. Det ville ikke være noget hun behøvede at føre lange samtaler om. Det var i hvert fald hendes mentale tilstand lige nu.
"Hvordan er det stået til I Elverly?" det var jo ikke fordi der var gået lang tid i elvernes levetid, men der kunne mange ting på de næsten to år der var gået siden hun havde været der sidst.

Askfay tvivlede ikke et øjeblik på at Ithilwen nok skulle klare sig, men hun ville gerne have at elveren havde det godt. Krigere der ikke tumlede med for meget privat, klarede sig generelt bedre i træning, men hun besluttede sig for at lade emnet ligge. Hvis Ithilwen ombestemte sig, vidste hun i hvert fald hvem hun kunne komme til.

"Kiles Orden har været forbi. Vi har stoppet dem flere gange," svarede hun køligt, som betød deres død ikke noget som helst for hende, og efter at have kigget over Ithilwen for at tjekke at hun havde alting, ledte hun vejen tilbage mod Elverly. "Elvere fra Hovedstaden er på vej hertil, efter at Kiles Orden har nægtet dem at blive boende i Hovedstaden, efter deres venner her mødte konsekvenser for deres handlinger." Hun skubbede blidt en gren til side og fortsatte igennem en underskov der så fuldstændig ubetrådt ud, på trods af at hun var kommet herhen af samme vej.
"Toorah er draget til Frosthjem og har overladt ledelsen af Elverly til Daeralda, der har samlet elverrådet igen."
Askfay tvivlede på at Ithilwen havde spurgt for at få hele den politiske opdatering, men nu fik hun den alligevel. Der var ingen grund til at hun skulle føle at hun havde været længe væk, når hun vendte hjem.

At spørge om hjælp var ikke noget hun nogensinde i sit liv havde været god til. I en alt for ung alder havde hun sat sig i hovedet at hun ville klare sig selv. Hendes mor blev slået ihjel og faren havde været forvirret og fyldt med sorg til han selv gik fra denne verden. hun havde ikke haft mange andre end sig selv. Sådan følte hun, trods hun godt vidste det var løgn. Jævnalderne, krigerne og de ældre. De havde været der for hende, tilbudt at lytte. Men hun havde sagt nej. Flygtet fra det hele. Måske var det stolthed i virkeligheden.

Ithilwen fik lov til at tænke på nuet som Askfay talte. Kiles orden var en voksende kraft i landet, havde hun set. noget der startede ud med et ædelt formål som hun kunne forstå, men det virkede til at havde taget overhånd. "Og blodblandede?" hvorfor spurgte hun.. halvblods og det derunder havde aldrig haft en plads i Elverly. Men hun spurgte alligevel. Rygten var nået hende at dem med elverblod skulle forlade hovedstaden med øjeblikkelig virkning.

Ithilwen rynkede brynende og kiggede spørgende på Askfay. "Daeralda?" hun huskede svagt at navnet var blevet nævnt, men det var en af dem i dvale. Det syntes hun at huske, men alligevel var hun stærkt i tvivl. Hun kendte ikke den anden og var da også forvirret over at Toorah havde opgivet sin post.

Askfay lod blikket glide op og ned ad Ithilwen, da hun spurgte til de blodblandede. Det var intet nyt at de yngre elvere så mindre strengt på halvelvere, men de skulle nok komme til fornuft, når de blev ældre. At Ithilwen sagde sådan fik dog Askfay til at tænke en ekstra gang over hvem elveren havde brugt sin tid væk med. Mennesker, sikkert, tænkte hun med misbilligelse, men lod ikke sine følelser vise sig.
"De hører ikke til her," svarede hun køligt. Det var sandheden og selvom de endnu ikke havde taget det op i elverrådet, så tvivlede Askfay ikke på at Daeralda ville forbyde dem adgang - som det altid havde været.

"Daeralda Yára har i mange år været i dvale, men er for nylig vågnet op igen. Hun leder Elverly med værdighed." Askfay havde altid respekteret Toorah også, men hun havde fået en helt ny følelse af loyalitet når det kom til Daeralda og det var første gang hendes stemme afslørede følelse - beundring. 

Det var uden tvivl kommet af hendes tid væk fra Elverlys trygge rammer, at elvere af mindre rene blodsammensætninger også havde en vigtighed. Hun havde spenderet tid med mennesker, på både godt og ondt, og havde mærket konsekvensen af sin egen udødelighed overfor disse. Dermed også blevet klogere. Ithilwen bøjede hovedet i accept af den kølige beslutning og gjorde ingen tegn til at indblande sig. Hun accepterede at lederne havde taget dette valg, for det var deres at tage, og hende at følge ordren der blev givet.

Ithilwen lyttede til de nye ord om denne leder der var kommet til. Ithilwen havde kendt til Toorah det meste af sin sparsomt voksne liv, men det generede hende ikke at posten var givet videre. Askfay talte også om den anden med en varme og beundring som kun kunne få ungelveren til at smile ganske let. "Det glæder mig." svarede hun ærligt, men stadig sparsomt med ord. Ithilwen havde stadig et par ting at gennemtænke før hun ville lade stemmen og ordene løbe af med sig. Det hjalp nok så snart hun trådte indenfor Elverlys grænser.

Askfay skævede til Ithilwen da hun svarede hende og i flere minutter lod hun tavsheden regere imellem dem. Askfay havde intet imod stilhed, og da hun brød den, var det kun fordi hun tænkte at Ithilwen ville have godt af at få så meget information som muligt inden de ankom til Elverly om få minutter.

"Elverrådet eksisterede også under Toorah, men hun opløste det for længe siden - sandsynligvis inden du blev født. Det består af Vinterens, Forårets, Sommerens, Efterårets, Dagens, Nattens og Elverlys Stemme. Daeralda er som Elverlys leder også Elverlys Stemme. Som Efterårets Stemme er jeg ansvarlig for Elverlys forsvar." Hun slog sigende blikket over på Ithilwen og holdt en pause inden hun tilføjede; "og dermed for dig, hvis du er interesseret i en position som kriger i Elverly."
Elverly formede sig foran dem, og en ny bekymring slog sig ned hos Askfay; "har du et sted at bo? Hvis du mangler, har jeg et ledigt værelse." Hun vidste godt, at hun ikke virkede som den sjoveste elver at bo sammen med - hun havde allerede ladet Ithilwen se, hvor hård og kold hun var, men et værelse var et værelse, og det var meget muligt at Ithilwen ikke havde lyst til at bo hos slægtninge.

Stilheden mellem dem virkede ikke til at genere Ithilwen, hvis tanker i forvejen løb i høj spænding. Der var mange ting at tage i mente. At vende hjem til det hjem hun altid havde kendt og elskede højt, men samtidigmed vide at enten det eller hun, måske endda begge, havde ændret sig. Hun kiggede roligt til siden, som Askfay begyndte at forklare hvad Elverrådet egentlig var. Ithilwen havde hørt om det før i sit liv, men siden det ikke havde eksisteret de sidste mange år, lyttede hun med interesse.

"Jeg er interesseret i at vende tilbage som Kriger til Elverly" svarede hun den ældre elver og rådsmedlem som ville stå for netop det område Ithilwen altid havde tilhørt. Først som spejder, og derefter mere fokuseret på egentlig kamp. Noget hun selvfølgelig håbede at kunne blive ved med.
Ithilwen kiggede en smule overrasket til siden. Hun havde egentlig ikke tænkt så meget over det, for hun havde jo sin bror, trods de ikke snakkede synderligt godt sammen. Noget hun faktisk ville finde mere akavet end at flytte ind i Askfays ledige værelse, nu hun rent faktisk fik chancen havde hun faktisk svært ved at sige nej til tilbudet. "Tak, det vil jeg gerne" hun smilede til den anden, et lille smil, men et taknemmeligt et. Hvor hård og Kold Askfay end kunne fremstå og være, var det ikke noget Ithilwen frygtede at være i nærheden af. Hun ville nok ærligt påstå at hun havde prøvet værre!

Askfay var overrasket over at opdage, at hun blev glad for at Ithilwen takkede ja. Hun smilede blidt tilbage til den unge elver. 

"I det tilfælde, så lad os få dine ting hjem til mig først. Så kan du hilse på venner og familie, eller hvad du har lyst til efter at have set dit nye værelse."

Hun ledte vejen hjem til sig selv. Huset hun boede i var for stort til én person, men Askfay havde boet her med Bïrkwai. Efter hendes død havde hun ikke nænnet at flytte, heller ikke selvom der var mange triste minder i hjemmet.
Hun ledte Ithilwen til gæsteværelset og trådte først selv ind på det, hvor hun lagde armene over kors, overvejende. Der var en seng, et klædeskab og et natbord, men stort set ikke andet. "Hvis du har brug for mere... så tager du det bare fra et af de andre værelser. Her er jo plads nok. På mit arbejdsværelse står der et ekstra skrivebord, du er velkommen til at tage herind."

Skrivebordet havde været Bïrkwais. På mange måder emmede huset af hendes hustrus genfærd. "Køkken, badeværelse, stue - du benytter dem som du lyster. Jeg er sjældent hjemme alligevel. Jeg foretrækker arbejde." Askfay skævede til Ithilwen for at kunne vurdere om hun var tilfreds med værelset.

Der var noget over det blide smil der fik Ithilwen til at slappe af. Hun var stadig anspændt over at vende tilbage, men det føltes alligevel ikke helt og aldeles forkert. Det føltes faktisk slet ikke forkert, det var frygten for afvisning der sprang rundt i hendes mave. Men hun gengældte den andens smil roligt. ”Tak” hun havde ikke regnet med at blive budt indenfor på den måde, men var taknemmelig. Noget man kunne aflæse i den unge elvers blå øjne, nemt som ingenting.

Ithilwen gik i stilhed til de var fremme. Hendes blik havde vandret over det velkendte, der alligevel føltes så langt væk i hendes hukommelse. Så meget var sket på den korte årrække der slet ikke burde havde haft den effekt på hendes lange uddødelige liv. Måske tiden blandt menneskene havde svækket hendes tidssans. Som de ankom til værelset, kiggede Ithilwen undersøgende rundt. Der var en aura af en andens tilstedeværelse, og Ithilwen fik en let tanke angående hvorfor Askfay måske havde tilbudt. Måske en af grundene i hvert fald. Men hun var ikke sikker, og havde heller ikke tænkt sig at lade tanken vokse, men derimod bare falde hen. ”Det vil jeg nok foretrække” svarede hun ærligt med smil på læben. Hun virkede nu langt mindre anspændt som hun var indenfor i hjemme rammer selvom det ikke var hendes eget hjem. Ikke endnu.

Hun nikkede som svar og lod sin rygtaske langsomt glide ned af armen og lande på gulvet, ganske blidt. Der var ingen grund til at kaste med tingene. Hun var i hvert fald ikke utilfreds med sine nye omgivelser. Faktisk var det langt bedre end hun måske havde forestillet sig. ”Tak Askfay. Jeg er virkelig taknemmelig for at du tilbyder mig denne hjælp”

Askfay nikkede anerkendende, da Ithilwen tog imod hendes tilbud om et skrivebord eller andre møbler. Hun gik ud fra at Ithilwen ville bede om hjælp, hvis hun skulle flytte noget stort.

"Det er ingenting," svarede hun da den unge elver havde takket hende. "Jeg er bare glad for at du er hjemme igen." Hun sagde det med et blidt smil i Ithilwens retning. Hun havde aldrig mødt elveren før, men hun følte et beskytterinstinkt overfor de fleste elvere og særligt dem af dem, der var krigere.

"Gæster er velkomne når som helst, men jeg vil gerne advares først, hvis muligt," tilføjede hun. Når hun blev nervøs vendte hun som regel tilbage til arbejdsrelaterede emner. Hun gik hen til døren, men stoppede op i dørkammen. "Jeg er sikker på at din familie gerne vil se dig. Lad dem ikke vente for længe. Og jeg glæder mig til at se dig til træning i morgen tidlig, sammen med de andre krigere."
Uden at vente på svar gik hun, og overlod Ithilwen til at pakke ud eller finde sin familie.

Hjælp ville hun have behov for når det kom til at flytte møbler, men det hele var nyt og ukendt stadig. Hun havde trods alt brug for lige at falde til ro inden hun begyndte at indrette sig. I det der nu ville være hendes nye hjem. Det var stadig en underlig følelse. "Tak. Det er jeg også" svarede hun med et mildt lille smil på læben. Man kom sig ikke over at der var sorg involveret i at hun var kommet tilbage, men der var også glæde at spore. Der var jo en grund til at hun var kommet til skade.

Ithilwen nikkede som hun forstod og anerkendte hvad den anden elver fortalte. "Tak for hjælpen" nåede hun at svare inden Askfay forsvandt igen. Nævnelsen af familie havde bragt en underlig følelse ned i maven. Hun havde kun sin bror tilbage, og de havde aldrig haft et godt forhold.
Hun løftede sin skuldertaske op og satte den på sengen og stod derefter og stirrede ud af vinduet. Men hun burde gøre det, og det var hvad der var forventet. Noget hun havde tænkt sig at opretholde efter tiden hvor hvad der var forventet ikke var en stor del.
Ithilwen gik derfor væk fra Askfays hus, der nu også dannede ramme for hendes eget hjem, og fortsatte mod de hus hun huskede var hjem for hendes bror. Nærmest modvillig.