Saga efterlod altid nogle af nordbyens mest besynderlige fodspor i sneen. Som en større rovfugl, hvilket til tider havde skabt panik hos nogle af de uvidende folk. Særligt sat op mod de almene af skovfuglenes lette spor stod hendes i klar kontrast til trods for deres lignende form, så hun var ikke en til at være bebrejdende. De nyfaldne fnug knasede og knirkede under hendes skridt og samlede sig med de resterende svage lyde fra en typisk idyllisk morgenstund. Solen var så småt begyndt at krybe sig frem, men himlen var både skyet og grå og sneen dalede pirrende langsom, så det hele virkede så dovent og dunkelt endnu.
Udgangsforbuddet, der endda havde strakt sig helt op til Norvik, gjorde tempeltjenesten om morgenen i vintertiderne besværlige. Der blev færre og færre dagstimer. Og der havde været flere nætter, hvor det var blevet nødvendigt at overnatte i templets sovegemakker for ikke at risikere at blive smidt i arresten på sin vej hjem.

”Hnng.” Sækken med fuglefrø var ikke bare stor men vejede også adskillige kilo, hvilket gjorde det nødvendigt for Saga at stoppe op for at sikre sig, at hun havde et vedvarende godt greb omkring den. Ligeledes stod hun med ryggen lænet en smule tilbage for at lade sækken ligge og hvile halvt ind mod hendes brystkasse, eftersom hun ikke have fingrene til at holde ordentligt fat. Dog fik hun det til at ligne en leg, og anstrengelsen var kun meget kort at se i hendes blege ansigt, inden hun begav sig videre mod den lille ydmyg have i et luntende tempo.

Til trods for at hun ikke viste meget anstrengelse, var det stadig en befrielse at kunne sætte sækken fra sig på jorden, og hendes tunge suk skabte en større sky af tåget dis. Kulden havde så småt allerede bidt sig nok i hendes kinder og næsetip, at de snart måtte nå samme røde farve som hendes hår. Heldigvis var den sølvgrå tempelkåbe varm om kroppen, og efter mere en to årtier i norden, var hun vant til de lave temperaturer.
Roligt fik hun fumlet ned at binde sækkens åbning op med hjælp fra sine tænder, da de bevingede arme ikke altid kunne gøre arbejde alene, når det kom til små knuder. Dog kunne hun sagtens kuple sine ’hænder’ nok til at samle en mængde af fuglefrøende op i dem og bringe dem til den nærmeste fodringsplatform, hvor et par af de kvidrende fugle straks søgte til for at spise godt af deres morgenmad. Nogle havde endda søgt mod selve sækken, som hun var nød til at vifte væk, før en ny portion frø blev samlet op.

Gulargh smaskede lavmældt. Gulargh smaskede altid i større eller mindre grad, afhængig af hans aktivitet, men altid lidt. Den lange og fede tunge pillede og søgte imellem tænderne efter rester af sidste måltid; en ung buk der var blevet skudt af jægere, men havde formået at stikke af fra dem. Det var en sjælden delikatesse for den robuste dæmon der sjældent havde farten til at nedjage sådan et dyr, men lækkert som det havde været, var sulten så småt begyndt at vende tilbage. Der var trods alt gået mindst to timer!

Hans nuværende krop var i ret fin stand, vejret taget i betragtning. Han havde fundet en stærk ung mand for omtrent en måned tilbage, og havde gjort godt brug af den store krop. Med tiden havde armene vokset sig lange, og fingrene havde groet lange sakse-lignende klør. Torso, og specielt hans ryg der nu bukkede let forover, havde svulmet op af muskler og fedt. Læggene spændte ved hvert et skridt, og hans fødder efterlod lange slæbende spor i den friske sne. Pragteksemplaret var som altid munden. Denne transformation havde han prøvet sig med et mere klassisk altædende bid. Lange fortænder til at rive og flå, samt flade kindtænder til at knase knogler, i en kæbe der åbnede sig til at kunne holde et helt menneskehoved i sit gab. Gulargh følte sig som det ultimative rovdyr.

Det havde han måske også været, hvis ikke han havde lugtet så kraftigt. Stanken fra hans evigt fordøjende, forrådnende, forfærdelige krop meldte hans ankomst vel før ham selv for de fleste dyr, og han havde kun rigtigt haft heldet med at overfalde mennesker, der var notoriske for deres ringe sanser.

Han bøvsede en knoglestump op. Normalt ville han have kastet sig over den igen på sekundet, men hans øjne havde fanget noget mere spændende. En skikkelse stod ved nogle træ-konstruktioner af en slags. Gulargh var usikker på hvad det var, men hvis det bevægede sig var det oftest lavet af kød, og det var godt nok til ham. Hans nøgne krop lagde sig ned på alle fire, og han begyndte en langsom lidt luntende kravlen imod væsenet i lysningen.

Havde det ikke været for fuglen, der pludselig lettede fra platformen, hvor Saga netop havde fyldt op med foderet, og fløj direkte mod hendes med paniske bask med vingerne, ville hun nok ikke have lagt mærke til, at noget ulmede omkring hende. Straks svang hun de bevingede arme om for at beskytte sit ansigt og nåede lige knap at bukke sig en smule sammen, så fuglen akkurat ikke kolliderede med hende. Desværre virkede det abrupte virvar ikke til at kun have påvirket det ene lille fjerkræ, for idé at hun forsigtigt begyndte at sænke sit forsvar, lettede alle de fjerbeklædte væsner i samme facon. Og selvom størstedelen slet ikke nærmede sig hende denne gang, krummede hun sig alligevel sammen igen med et lavmælt hvin.

Der sad en tydelig rynke mellem hendes bryn, da hun efter et par kort sekunder rettede sig op igen og lod armene falde tilbage på deres plads ned langs siden. Det gav ikke meget mening. De sorter af fugle der faktisk valgte at blive i det kolde når, når vinteren slog til, plejede ikke at være meget for at efterlade mad. Og da slet ikke hvis det gavmildt blev serveret til dem, så de ikke selv skulle bekymre sig om at finde noget. Men stadigvæk fugle. Utrolig opmærksomme og varige dyr. Så det var ikke fordi det kom fuldkommen bag på Saga. Det var mere, at hun selv ikke havde lagt mærke til den mindste ting, der kunne have skræmt dem væk. For skræmte det havde de uden tvivl virket, sådan som de havde skyndet sig bort og efterladt hende for sig for sig selv.
Forvirret søgte hun omkring sig for at se, om der var nogen eller noget til stedet, hvis ankomst sneen ikke havde afsløret for hende. Men nej. Hun var alene. Ingen fodspor end hende. Og ingen i den lille sidedør, der førte fra templet og ud i haven. Lyde omkring hende blev dog en smule højere uden at høre pip eller fuglesang fra højre til venstre. Og som det var relativt vindstille den morgen, opfangede hun noget puslende fra de tætte træer ved siden af hende. Hun tøvede ikke med at vende blikket i retningen og med hovedet på skrå anstrengte hun sine øjne ind imellem træerne. ”Hallo?” Det kunne være mange ting. Og hvis det var et dyr ville hendes ord ikke nå forståelse hos det, men forhåbentlig kaste det ud af koncentration, hvis det havde haft planer om at snige sig ind på hende.

((Personligt kan jeg godt lide at den første post har en god længde til at sætte scenen igang, men derefter foretrækker jeg at skrive lidt kortere posts for at holde handlingen kørende, specielt i en meget 'action' intens scene, ellers syntes jeg tempoet bliver skørt. Håber det fungere for dig!))

Gulargh stoppede bræt da væsenet han havde udset sig, tydeligvis havde hørt ham. Eller lugtet ham. Eller andet, det var også ligegyldigt, den snakkede i hvert fald, og nu var dæmonen nød til at vende sine muligheder i hovedet. Det gik ikke altid så stærkt. Midlertidigt havde hans kravlen ført ham hen bag nogle lave sne-dækkede buske, der glitrede let i morgensolen. De små skarpe øjne vandrede lidt rundt på scenen imens Gulargh overanstrengte sin hjerne. Byttet var ikke meget mere end 2-3 hop væk, hvilket var en overkommelig afstand, men ikke hvis den løb det øjeblik han sprang ud af busken. Var han den hurtigste? Måske, hans form var god, men flyve kunne han ikke.

Efter nogle sekunders overvejelse, besluttede han sig for at blive liggende omme bag busken. Måske ville den komme tættere på for at undersøge! Mundvandet var så småt ved at udvikle sig til en bæk, og en fin fordybning havde formet sig i sneen imellem hans hænder. Uden at tænke over det var han begyndt at gnave på en af kvistene på busken, i et simpelt forsøg på at distrahere sulten.

Der var blevet foruroligende stille i takt med at usikkerheden havde lagt sig hen over hende. Uden hendes frivilje var hendes hjerte begyndt at banke bare en lille smule hurtigere, hvilket automatisk resulterede i, at hendes brystkasse hævede og sank mere markant i samme rytme, at hendes vejrtrækninger var blevet tungere. Som forsøgte hun at berolige sig selv, men det gav den fuldt ud modsatte effekt. Hun anstrengte sine øjne endnu mere og lænede sig bevidst fremover for at kunne komme lidt tættere på, hvad end hun synes at skimme i stedet for at tage et skridt frem. Et skridt som hun alligevel endte med at tage. Et skridt hun fortrød det samme øjeblik, at hun så mere bevægelse. Der var nogen. Eller noget.
Straks havde hun sig forskrækket op og fik hurtigt trådt det enkle skridt tilbage igen. Saga var ikke nogen modig fugl. Og nok ting var sket ved templet til, at hun ikke gennemgik hver og en negativ mulighed i hovedet. Havde modstand-ekstremisterne vendt tilbage? Hun havde ellers troet at deres bønner var blevet hørt af guderne, og de havde højt sig væk for alvor. Hun sank en besværlig klump, og lagde mærke til, hvordan hendes blik stadig veg omkring ud i buskadset. Hun havde fuldkommen glemt hvor den sidste form for bevægelse var kommet fra ud af ophobende nervøsitet.

Men det kunne også meget vel være en i nød. Hun havde trods alt fået bildt sig selv ind, at hun havde set et glimt af hvad, der sagtens kunne være bar hud. Og hvis – hvem end det var – befandt sig nøgen ude i sneen og kulden, ville det ikke undre mig, at de ikke gik oprejst og proklamerede deres tilstedeværelse med højeste entusiasme. Så med den tanke tog hun skridtet frem igen. Og et mere. Forsigtigt, vel og mærket. Men hun gjorde sit bedste for ikke at bare vige tilbage. Der var alligevel ikke nogle til rådighed inde i templet, hvis hun havde gået der ind efter et par ekstra hænder. ”Hallo? Er der nogen? Jeg gør dig ikke noget.”

Kvisten på busken blev revet af og knækket over i ren spænding. Fugl var en endnu sjældnere fornøjelse for Gulargh og tanken om at slupre det magre kød af de spinkle knogler, var nok til at overvinde den smule fornuft han havde. De kraftige ben satte af og sendte ham i en grov buer ud og over busken, men lige nogle sekunder for tidligt. Hverken armene eller tålmodigheden var lang nok, og i stedet for at lande direkte på byttet, endte han en halv meter foran hende. Dog hurtigt kom han op på bagbene, sammenkrummet som en fjeder, klar på det næste spring. Det lille fede hoved på den groteskt proportioneret krop virrede vredt rundt, brølende og gurlende, klædt i en sky af savl og opvirvlet sne.

Ude i det åbne lys var han en blandet fornøjelse at se på. På en gang frygtindgydende og ynkelig. Den nøgne krop med den rynkede hud, hængende fra bulende muskler og spidse knogler som en gammel sæk omkring mursten, de små bitre og evigt sultne øjne.

Kløerne og tænderne plejede dog at fjerne enhver tvivl ganske hurtigt.

Opmærksomheden blev straks vendt mod lyden af en bristet kvist. Og hvor ville hun ønske, at hun ikke havde givet den lyd eller andre af de uforklarlige lyde eget eftertanke. For det kreatur der sprang frem fra sit skjul var noget ingen ønskede at støde på. Saga glemte fuldkommen at skrige. Hun tumlede blot forskrækket tilbage samtidig med, at hun fik drejet sin front mod bæstet, eller hvad end det var. Hun havde nær mistet fodfæstet fuldstændigt og endt i en langt større risiko for ikke at komme uskadt væk. Eller i live for den sags skyld.
Der var absolut ingen tvivl om, hvor skrækslagen hun var. De ellers så venlige brune øjne var spærret op til golfkugler, og hun stirrede stift på ham, som turde hun ikke tage blikket fra ham. Ikke engang fordi at hun var bange for, hvad der ville ske, hvis hun gjorde, men hun kunne ikke. Hun var frosset fast. Hun kunne ikke engang få sig selv til at løfte sine ’hænder’ op foran sig. At berolige væsnet tvivlede hun stærkt på ville fungere.

Halvt ubevidst blev hendes ene ben dog løftet og med ufattelig forsigtighed trådte hun tilbage. Væk fra bæstet. Stadigvæk uden at tage øjnene fra den. Hun havde aldrig set noget lignede. Det kunne umuligt være et dyr, for hvis hun virkelig kiggede efter, kunne hun stadig se træk fra en menneskelig krop. Men et alment menneske, kunne det umuligt være. Det lignede trods alt at den var ved at kaste sin hud som en slange. Hun ville have forsøgt sig med endnu et skridt, hvis ikke lyden af sneen, der knirkede under det første, da hun trådte ned, ikke have skræmt hende nok til at give hendes vejrtrækning et hik, sprang boblen om hende.
Saga tøvede nu ikke længere med at vende den deforme mand ryggen. Hun spildte så godt nok heller ikke tid med at skynde sig hen over havens grund. Hun løb så hurtigt som hendes mærkværdige fødder kunne tage hende. Kløerne rev små stumper af jord og sne op. I panik og forvirring var hun ikke hurtigere end et menneske. Og da slet ikke som hendes stor fjerbeklædte ’arme’ skabte vindmodstand. Hun faldt nærmest mod den lille sidedør ind til templets sikkerhed, men hun havde glemt det vigtigste: Hun ejede ikke hænder, der nemt kunne gribe om et håndtag.

Luften var tyk af forventning omkring dæmonen. Hans øjne var store og fastlåste på byttet der flygtede imod tempeldøren. Fugle-tingen havde tydeligvis ikke været nær så hurtig som Gulargh først havde frygtet, og siden hastværk var lastværk, var der jo ingen grund til at slide unødigt på værts-kroppen. Langsomt foldede han sig ud af sin krumme position, fordelte vægten på af fire og begyndte fremad i en rask, næsten spankulerende gang. Det primitive væsen havde endnu ikke helt registreret at det som Saga stod op af var en dør, og som det magelige rovdyr han var, besluttede han sig for at trænge dyret så meget op i en krog som muligt. I stedet for en direkte lige linje, placerede han sig imellem hende og den nærmeste udgang fra haven, og fulgte den vinkel tættere på.

Dæmonens gule øjne begyndte at vandre rundt omkring på hans kommende måltid. Halvdyr var en sær interesse for ham. Fascinationen for det formbare kød oversattes let til en interesse i blandingen af arvemateriale (selvom han ikke helt var kvik nok til at kunne ordet, forstod han konceptet intuitivt) og forekomsten af dyr og menneske i samme krop var enestående! Specielt på grund af smagen! Der kunne stå to halv-krabber lige ved siden af hinanden, og ingen af dem ville smage helt af krabbe ELLER menneske! Enestående!

Som tankerne for rundt i hans udviklende underbevidsthed, satte han tempoet op. Det lidt hoppende trav blev joggende, løbende, og snart var han i fuld sprint direkte imod Saga. Planter og jord blev revet op under hans lange klør og hans lange tunge var tæt på af hænge sidelæns ud af munden på ham, som en gal hund fra helvede. En meter fra hende satte han af fra jorden, klør og tænder først.