Tid: Tidlig aften
Vejr: Varmt og solrigt
Solen havde forlængst krydset det højeste punkt på horisonten og skyggerne var ved at blive lange. Om ikke så lang tid ville mørket komme snigende og med det kulden. En befrielse i den ellers stegende varme, der lå trykkende over det sandede land.
Zofrosts hjerte bankede hårdt, som han så ryggen af sin herre, Samael, forsvinde ud af en dør. De isblå øjne løb over omgivelserne og de bevæbnede mænd, der var i rummet. Fornemmelsen af lænkerne om hans håndled og ringen om hans hals var alt for bekendte, men selvom han havde været lænket så mange gange i sit tyveårige lange liv, var det ikke noget, han havde vænnet sig til. Dog forsøgte han ikke på at komme fri. Det ville være spild af energi. Og energi, det havde han brug for, for han var ikke i tvivl om, hvad der skulle ske. Hans blik faldt på den store port af træ, hvor han kunne høre stemmer, latter og larm bag. Han havde været i denne situation før. Mange gange. Om lidt ville porten åbne sig og han ville blive ført ud på en åben plads, omringet af en mur eller et hegn, hvor der var fyldt op med væsner bag, beskyttet fra volden, der skulle ske. En kamparena. Dræb eller dø.
Han flyttede lidt på sig og lænkerne klirrede. Manden til venstre for ham trådte et halvt skridt frem, men der skete ikke mere, som Zofrost bare sænkede hovedet en smule for at vise, at han ikke var ude på at starte slåskampen tidligere end nødvendigt.
Det var ikke det, der skulle til at ske, der havde hylet ham ud af den. Nej, det var hans herres ord, som måske godt kunne have være sagt på et andet tidspunkt. "Du skal vinde i dag. Det er din sidste kamp for mig, jeg agter at sælge dig, hvis en køber dukker op." Samaels kolde stemme havde udtalt det, som havde han lige sagt, at han ville sælge sin ubrugelige ko.
Sælges. Igen. De lidt knoglede hænder knyttedes og han sænkede blikket til sine fødder. Han havde intet andet end foragt og had tilovers for den mand, der var hans ejer i øjeblikket, men derfor gjorde det på en eller anden måde ondt alligevel. Som et slag i ansigtet med ordene om, at han var ubrugelig. Og samtidigt en svag skræk for, hvem han ville blive solgt til. Samael var nogenlunde beregnelig, selvom han var hård og uretfærdig. Hvem ville den næste ejer være?
En høj stemme ude fra arenaen fik ham til at skubbe tankerne fra sig.
"Og nu mine damer og herrer, fra et fremmed land langt væk, præsenterer vi nu halvdæmonen Zofrost, ejet af Samael. Kommer Zofrost levende herfra, ønsker Samael at oplyse, at halvdæmonen er til salg." Som ordene blev udtalt, kom to af vagterne hen til ham og en nøgle fik låsen på lænkerne til at klikke. Lettet kunne han mærke metallet forsvinde fra sin hud, dog meget opmærksom på den krumme sabel, der blev lagt mod hans ryg. Der blev ikke taget nogen chancer. En tredje mand skubbede porten op og aftensolen strålede ind i rummet og blændede ham for et øjeblik. En hånd skubbede ham fremad og han gik frem og ud i den åbne plads.
Det var en stor arena og der var mange væsner, der sad og kiggede ned på ham. Igen noget han havde prøvet før, men han hadede det, følte sig udsat, som en dyr der skulle vurderes. Og det var også lige netop, hvad han var. Tanken fik ham til at spænde op i kæben og knytte sine hænder.
Zofrost så ikke ud af meget. Alt for tynd med knoglerne stikkende frem, det lange slidte hår, der gik ham til midt på ryggen, bundet i en hestehale. De hvide ar tydelige på hans solbrændte hud. De slidte bukser, som det eneste stykke tøj, han havde på. Som menneske var det mest bemærkelsesværdige ved ham hans meget lyse blå øjne, som havde givet ham hans navn.
Reaktionen fra tilskuerne var heller ikke ligefrem positiv. Først blev der lidt stille og derefter spredte sig der en mumlen, der både var fyldt med latter og vantro. Zofrost var ligeglad, ingen af dem betød noget for ham. Men hans blik gled næsten desperat rundt og han fik endeligt øje på Samael, der sad i et forhøjet område sammen med nogle andre vigtigt udseende personer. De andre slaveejere. Hans ejer lavede en bevægelse med hånden og Zofrost trådte lidt længere ind i arenaen. Det var tid til at slås.
"Som modstander har vi i dag en speciel godbid til jer! Heon har taget sit præmiedyr med fra Norden. Bjergtrolden Nim!" En bølge gik igennem tilskuerne, som ordene lagde sig. Zofrost mærkede forvirringen og så rundt på væsnerne, der ligeledes så forvirrede ud. Hvad var en trold? Svaret kom til ham med det samme som der lød et brøl bag porten i den modsatte side af arenaen og porten blev slået op med et brag. Hvad der kom væltende ud var større og grimmere end noget, Zofrost nogensinde havde set i sit hjemland. En massiv klump af muskler, der næsten så ud som en sten. Han kunne mærke blodet forsvinde fra sit ansigt. Dette ville han ikke overleve. Desperat så han op på Samael, der var i gang med et hidsigt skænderi med en anden mand. Det var lige så Zofrost kunne se gnisterne fyge fra sin ejers hænder. Nej, han havde ikke sendt ham i døden, der måtte være sket en fejl. Men lige meget hvad, stod han nu her, foran et væsen hvis mage han aldrig havde set.
Hans blik faldt tilbage på det, der åbenbart var en trold, som slog sig på brystet og kastede sig mod den heldigvis solide mur, der omgav pladsen. Det gik op for ham, at trolden blødte fra hvad der kunne være stik fra spyd. Så de havde hidset den op, før de slap den fri. Men den blødte. Den kunne dø. Zofrost sank en klump og begyndte at bevæge sig frem i arenaen, først gående, men til sidst satte han i løb. Gispen lød fra tilskuerne som den sølle udseende halvdæmon gik til angreb på den massive trold. Men inden han nåede helt derhen, skiftede han skikkelse og hvad der før havde været et menneske, var nu et stort, sort dyr med lædret hud og skæl dækkende en del af kroppen. Hovedet mindede om en blanding mellem en panter og en ulv, de store ører lagt tilbage mod issen. Poterne havde store, massive klør, den femte større end de andre. Halen var strakt ud bag ham for balancen, som han sprang frem og kastede sig mod trolden, der kun langsomt fik øje på ham.
Krop stødte mod krop og hans klør og tænder begravede sig i troldens kød, hvilket fremprovokerede et brøl af smerte. Troldens kæmpe hånd greb ham i nakken og flåede ham af, som var han blot et insekt. Det var en kort flyvetur gennem luften, som han hårdt ramte jorden. Der var ikke tid til at komme sig, som troldens tunge skridt fik jorden til at ryste under ham. Hurtigt kom han på benene og kastede sig til siden, som troldens store næver hamrede ned i jorden, hvor han lige havde været. Hans kraftfulde bagben bragte ham op på troldens ryg, hvor han klappede kæberne sammen om dens nakke og igen borede kløerne godt ind i den seje hud. Her kunne trolden ikke nå ham og først måtte han hænge godt ved, som trolden som en hund forsøgte at ryste ham af. Hvad der virkede som et tanketomt væsen, viste sig dog at kunne tænke lidt og pludseligt kastede trolden sig baglæns i mod den massive mur. Zofrost nåede ikke at springe af og blev mast flad mellem mur og trold. For et øjeblik slap faldt han til jorden, groggy og uden luft. Igen greb trolden fast i ham og kastede ham af sted, denne gang ind midt i arenaen.
Hele hans krop værkede, noget i hans brystkasse føltes smertefuldt forkert og han følte ikke, at han kunne bevæge sig. Men hvis han ikke gjorde, ville han dø, for trolden var allerede på vej hen efter ham. Langsomt fik han benene ind under sig og kom svajende op at stå. Med et hop undgik han troldens fod og valgt i stedet at gå efter hans haser i en forsøg på at lægge det store væsen ned. Men smerten i brystkassen hæmmede hans bevægelser og det lykkedes alligevel trolden at sende sin store fod ind i siden af ham. Denne gang fandt han ikke styrken til at rejse sig igen efter den korte flyvetur, før trolden sparkede til ham igen og han hamrede hårdt ind i arenaens mur. Hans hoved slog hårdt i mod stenene og han registrerede ikke engang, at han faldt ned på den hårde jord, da hele verden for et øjeblik blev sort. Da han kom til sig selv var trolden ved at bukke sig ned over ham. Zofrost var ikke i tvivl om, at han ville dø inden for de næste øjeblikke. Men da han så op i troldens ansigt og deres blikke mødtes, så Zofrost et glimt af noget. Intelligens, og som to dyr fanget i en umulig situation, var der en kort forbindelse i mellem dem.
Trolden slog hårdt hånden i jorden ved siden af halvdæmonen, rettede sig brølende op og gik i stedet til angreb på den port, den var lukket ind af. Hvad der skete efter det, vidste Zofrost ikke. Verden forsvandt for ham.
Det næste han registrerede var en kølig hånd, der gled over hans ansigt og ene store øre. Sløvt åbnede han øjnene og så direkte op i Samaels brune øjne, der for én gangs skyld ikke var iskolde.
"Kan du skifte skikkelse?" Selv hans stemme var mere blød end den plejede. Zofrost orkede ikke rigtigt at svare, men skiftede blot tilbage til menneske, også selvom smerten skød igennem hans krop fra de brækkede knogler. Mange brækkede knogler. Hans brystkasse føltes som et stort flammehav af smerte og hans ene arm var uden tvivl ubrugelig. En svag lyd kom fra ham og han lukkede øjnene igen. Han ville ikke kunne komme på benene, de næste par timer, før hans krop var helet.
Til hans overraskelse gled Samaels kølige hænder rundt om hans krop og han samlede ham op og holdt ham næsten helt forsigtigt ind til sig, som han bar ham ud af arenaen. Den næsten kærlige behandling forvirrede halvdæmonen endnu mere, men det forsvandt i bevidstløshedens tåger, som hans hjerne gav op på at holde ham vågen med alle de smerter.
________________
Sted: Udenfor arenaen under et halvtag, noget der ligner en salgsbod uden varer
Tid: Omkring en time efter afslutningen på kampen
Vrede stemmer. Råbende stemmer. Som tågerne forsvandt fra Zofrosts hjerne, trængte stemmerne ind og begyndte at give mening. Hans omgivelser begyndte at gøre sig bemærket og det gik op for ham, at han lå på noget blødt, noget der føltes som et leje skabt af gamle sække på en bunke halm. Han var udenfor. Og hele hans krop smertede stadig, men knoglerne var ved at være helet. Så havde han været væk i mindst en god times tid. Hans hoved dunkede og de råbende stemmer gjorde det ikke bedre. Langsomt åbnede han øjnene og fik øje på Samael, der stod og skændtes med to mænd.
"En trold?! I lovede en fair kamp!" Samael var tydeligvis rasende og bare det, gav Zofrost lyst til at lukke øjnene og forsvinde igen. Den ene mand råbte vredt tilbage.
"Din slave tabte! Du skylder os de aftalte krystaller!"
"Hvis du ikke afleverer som aftalt, så fortryder du!" Den anden mand trak sin krumme sabel og pegede den truede mod Samael. Og selvom Zofrost vidste, at hans herre nok kunne forsvare sig selv, begyndte han at kæmpe sig op fra sit leje. Hans ene arm var stadig en smule slatten og smerterne fik ham til at stønne dæmpet, men han kom op - og formåede at skifte skikkelse. Samtalen mellem mændene var forsvundet fra hans opmærksomhed et øjeblik, men da han fik distraheret sig fra smerterne, havde begge mænd trykket deres sabler og gik truede frem mod Samael, der bakkede et par skridt, mens han trak den tynde klinge ud af sin stok.
Man skulle jo nok tro, at en død herre var en god herre i Zofrosts øjne, men han var engang blevet fortalt, at han ville dø, hvis hans herre døde. På grund af den magi, der bandt dem samme. Og da han, trods sit forfærdelige liv, ikke ønskede at dø, havde han altid forsvaret sine ejere fra farer, ofret sig selv for at beskytte dem. Og i dag var ingen undtagelse, som han huskede Samaels venlighed i mod ham i arenaen, og han sprang frem mod de to mænd, haltede og med smerterne lysende ud af øjnene, men også samme dyriske vildskab, som han havde vist i kampen mod trolden. Snerrende trådte han ind foran sin herre og hans skæl skiftede farve til rød, som de rejste sig og begyndte at rasle i mod hinanden.
De to mænd stoppede op og kastede et blik på hinanden, overraskede over at halvdæmonen i det hele taget stadig levede endnu. Et smil dukkede op på Samaels spidse ansigt.
"Han er villig til at dø for at beskytte mig. Er I villige til at dø for en omgang krystaller?"
For et øjeblik tøvede de to mænd, men lod så sablerne falde. Den ene pegede på Samael med en finger.
"Hvis ikke vi får vores krystaller, er du en død mand! Hører du!" En hurtig bevægelse fra Zofrost fik manden til at trække fingeren til sig og de to mænd vendte om og forsvandt hurtigt ned af gaden. Samael så efter dem og mumlede dæmpet.
"Jeg har ikke tænkt mig at blive så længe, I kan nå at forsøge." Herefter så han ned på Zofrost der vagtsomt så efter mændene, trods at han havde tydelige smerter ved at stå. Roligt lagde han en hånd på hovedet af det store dyr.
"Jeg er stolt af dig. Måske jeg forhaster mig ved at sælge dig."
Zofrost lagde ørerne ned ved hans ord. Hans indre eksploderede i forvirrede følelser over ordene, hans herre lige havde udtalt. Trætheden kom væltende og han satte sig tungt ned. Lige nu havde han det som om, at han kunne sove i en uge.
Krystallandet
