Dagene i Kzar Mora havde været lange og kolde. Verden udenfor var begyndt bare at være i enkelte glimt som Ouro kun kunne se en gang i måneden når hans "talenter" blev brugt. Kench... Luko... Begge var blevet blot navne i vinden som han ikke kunne huske betydningen af. De var ikke hans venner hvis han huskede rigtigt. De var begge noget andet. Dog var det ligegyldigt nu.
Ouros celle blev åbnet og ind kom en mand iklædt det sædvanlige. En læder maske for at gemme deres ansigt, en sort rustning og en pisk i den ene hånd. Den anden løsnede Ouros keder og førte ham afsted. Mandens lugt kunne Ouro genkende fra en enkelt gang før. Det var ikke Völund, men en eller anden anden. En af Ouros Venner, hvis man skulle tro på hvad han blev fortalt hver dag siden knækket.

Han blev ført fra Kzar Mora og en uges rejse efter dukkede en landsby op i Ouros synsfelt. Han havde haft en sæk over hovedet som altid, og kun kæderne omkring hans arme, torso og hals fortalte ham hvor han var på vej hen. Men det undrede ikke Ouro at han kunne se den lille landsby foran sig. Han blev normalt bare brugt som et våben mod hans "Venners" fjender og byen der så ud til at leve i fin harmoni. En ting hans venner ikke gad.
Et klik hørte Ouro som kæderne raslede af ham og pisken rørte hans arrede ryg. Arrene var alle nye og plejede ellers aldrig at være der efter han havde healet, men Mørkets Krigere havde "ødelagt" ham inderst inde.

"Hvor ma-?" Ouro hørte lyden af pisken igen og vidste godt det var hans egen skyld. Han skulle ikke stille spørgsmål og satte derefter bare afsted alligevel mod byen. Kun tre mænd var omkring Ouro da han tog afsted, men byen ville Ouro tage sig af for dem før de ville rejse hjemad igen eller videre.

Byen gjorde intet før lyden af de første skrig begynde. Ouro var ikke engang fremme endnu, men kvinderne kunne høres som han skød afsted over jorden for at dræbe dem, en for en. Ouros klør fandt hurtigt sit hjem i deres bryst, hans tænder i deres nakke. Nogle mænd begynde at gøre sig klar til at kæmpe, men uden ordentligt træning i kamp var de intet mod ham. Syv, tallet af døde allerede. Flere ville nok komme. Men Ouro rejste sig pludseligt op i sin fulde højde. "Hvor du hen?" Ouro havde det underligt som han stod der, han mærkede et spyd i sin side, men tog sig ikke af de som hans øjne søgte efter hvem han talte til.

Der var ingen grund til at hun var her i første omgang, andet end at hun havde været på gennemrejse. Hun sad på i krostuen i en meget lille, lortelandsby, for at spise sin aftensmad, før hun havde i sinde at tørne ind for natten, da en mand bragede ind i kroen, panisk. Han råbte op, usammenhængende ord om et eller andet monster, til Faye rejste sig og gik hen for at tage lidt hårdt fat i kraven på ham. "Så giv dog lige mening, hva'?!" sagde hun hårdt. Manden stoppede op og så hende. Huskede på eventyreren der bare var på gennemrejse. "Hør, du må hjælpe os! Jeg giver dig alle mine krystaller, bare hjælp, ved Isari, hjælp os!" Faye sukkede let ved hans ord og ruskede ham derefter let, for at se på ham, afventende. "D-der er et monster i byen. Den har allerede dræbt en masse, og Sten ville tage sig af den, men... Men jeg tror ikke engang at hans spyd kan klare arbejdet!" endnu et dybt suk forlod hendes læber. Hun var ingen kriger, men disse landsbyboere havde ingen magi, hvilket hun til modsætning besad fint af.

Hun fattede sin skovhuggerøkse og gik uden for, hvor hun nærmest kunne høre og lugte hvorfra problemet var. Folks døende lyde. Faye var vant til død. Og samtidig var hun ikke vant til det. Det var som om, at hun gik i en mørk tunnel hver gang hun så en person dø. Alt andet blev lige meget og hun var fanget i sit eget, forskruede hoved. Ingen 17-årig pige burde stå med en økse i hånden og være ligeglad med masser af døde lig omkring sig. Og det vidste hun godt.
Hun gik hen over adskillige kroppe, før hendes syn fandt frem til monsteret. En slange? Eller et menneske. Men også en slange? Et øjeblik så hun forvirret på skabningen, til hun fik øje på manden med spyddet. "Hey! Sten! Løb, for helvede! Få alle de andre væk herfra!" råbte hun hårdt af manden, der først stivnede, før han bare gav slip på spyddet der stadig sad i skabningens krop og løb sin vej. Han måtte have fået sin bid af, at lege helt og ville nu ikke længere.
"Øh... Slange.. Dimse... Et eller andet, øh.. Kan du ikke lige lade være med at dræbe folk et kort øjeblik? Nej... Vent, hvad er det?" hun fik efter lidt tid øje på mørkets symbol på hans bryst, og hadet vældede med det samme op i hende. Mørket. Mørket var lige her! Fayes øjne begyndte omgående at lyse kraftigt op som hun tog de sidste par skridt hen til slangemanden og tog fat om hans hals med et jerngreb. "Hvem har sendt dig, og hvor er de?!"

Ouros øjne borede sig fast i en kvinde der kom direkte mod ham og fortalte en eller anden sten på jorden den skulle gå væk. Manden ved siden af Ouro var også en del mere skræmt end resten som hans spyd nu manglede et hoved og var ætset væk til intet andet end det pure ingenting. Dog tænkte Ouro slet ikke på ham men damen som talte til ham. Han havde selv prøvet at finde hende lige før og bragte så sit hoved til hendes højde uforventende at hendes jerngreb hurtigt satte sig om hans hals. Han ville inderligt gerne slå hende for at få hans hals fri. Men hun virkede ikke som de andre til at bare ville dræbe ham for måden han så ud. Og hendes spørgsmål gjorde det også klart hun vist nok ikke var sur på Ouro hvis han ikke tog særligt fejl.
"Vennerne?" Ouro slog med kvinden med sin hale for at få sin hals tilbage i friheden. "Vennerne på bakken har Ouro sendt. By er ond de har sagt." Ouros sætning struktur var endnu engang på spil.

En lyd fra en dame ikke langt fra ham fik hans ene øje til igen at blive rødt som han kort langede ud mod lyden med sin ene hånd, men øjet blev igen gult som han vende sig mod kvinden med hænderne. Han ville gøre lige tale med hende. Hun virkede som "Ven".
"På Ouro, du sur?" Ouro kørte sin hånd over den arret brystkasse hvor Mørkets Symbol var blevet brændt ind i hans hud. Han forstod ikke selv hvordan, for sår som det forsvandt normalt bare når folk var god mod ham. Men det her virkede bare underligt og grimt. Men vennerne sagde jo det stod for deres bånd af venskab. Så hvorfor virkede det som om at synet af det gjorde den søde dame sur? Han ville jo bare gerne vise sin venskabelighed frem til verden som de gjorde på deres rustninger.

Slangemandedimsen så ud til at være forvirret? Faye forstod det heller ikke helt til at begynde med som hun stirrede på hans ansigt, vredt, men også forvirret, til han forklarede sig med en ordsammensætning så dum, at hun øjeblikkeligt indså, at han nok var dum. Hun ventede et stykke tid med at give slip på ham og da hans øjne blev røde og hans arme bevægede sig, kunne hun se piskemærker. De havde brugt ham. Det var sygeligt klamt, så klamt at hun omgående fik en rigtig grim smag i munden. Faktisk var hun sikker på at hun lige havde været tæt på at kaste op og hun blev også ret bleg som et resultat af det. "Woah.. Woah, de er ikke venner! Ingen har gjort noget galt i den her landsby!" hun skævede mod de døde folk og gav slip på slangemanden, for derefter at kigge op mod bakkerne som han tydeligt havde nævnt. Hun kunne ikke se nogen deroppe. Men de var der helt sikkert, hvis han lige havde sagt at de var der.

"Jeg er... Øh, nej, jeg er ikke sur på dig.. Ouro?" langsomt flyttedes hendes blik sig til ham, næsten undersøgende. Hvordan i alverden var han endt som deres slave? Det var direkte modbydeligt. Faye hadede dem. Mørkets krigere.
"De har skadet dig. Sådan noget gør venner ikke.. Enten så følger du med derop til de bakker eller bliver her, jeg er ligeglad. Jeg skal have en snak med dine "venner", og måske skade dem som de har skadet dig, okay?"

"Ikke venner?" sagde han som Faye forklarede hun ikke var sur på ham og fortsatte over i sin tale om at skade dem. Han stod bare der lidt og tænkte over det. Han havde hørt fra sine "venner" at hvis man ikke var venner så var man fjender. Og fjender skulle Ouro fjerne så Ven Völund ikke kom til skade. Ellers ville han have det dårligt og det ville være Ouros skyld så.
Han snogede sig efter sine ord hurtigt frem foran Fay og satte sine hænder som stop foran hende. "Vi ikke "ikke venner" skade. Så skader Ven Völund sig og Ouro ked bliver." Ouro trak på hvert ord han lige hurtigt kunne for at prøve at forklare situationen. Han forstod ikke selv han var såret eller at de ikke var venner. For det var hvad de jo havde fortalt ham i månedvis. Hver dag, i det mørke rum.

"Vi snakke dem. De snakke os. Ouro-" Ouros ordbog indeholdt ikke et ord for glæde, så han førte bare to fingre op til sine mundviger og trak dem så op for at vise det. Han havde ikke fået lært ord der passede til følelser, for han havde kun hørt om to. Kærlighed, som Vennerne sagde var noget pjat og alt man havde brug for var "Noget af hendes fisse" eller " Noget af hans skaft". Ikke at Ouro forstod nogle af delene og den anden følelse han kende var Sorg. For den følte han hver gang Völund var sur på ham. For ven Völund er jo ven.
Dog sagde Ven-Damen jo noget andet, så hvem havde ret? Ouro måtte ikke diskutere med vennerne, så han måtte nok hellere ikke spørge hende om det her. Han satte sine hænder ned og nikkede spørgende for at se om hun bare ville tale med dem. Dog ville Ouros talen også nok inkludere en smule mere end bare talen.

Det gik hurtigt, Ouro snogede sig om foran hende, med sit ringe ordbrug og forsøgte at overbevise hende om, at hun ikke måtte skade hans "venner". Det var så sygt, at hun igen havde lyst til at kaste op. I stedet stod hun bare bomstille og ventede på at han blev færdig med at tale. I stedet for at sige tingene som de var, gik det op for Faye, at det nok var nødvendigt med en lille hvid løgn her. Hun ville ikke både slås mod deres slave, risikere at dræbe og så dræbe dem. Hellere ville hun sørge for slavens sikkerhed. Han var lige så langt ude på dybt vand som hun havde været, og var der noget, Faye havde lært, så var det, at man hjalp dem der var i samme situation som én selv. Hun tøvede lidt, før hun stak øksen tilbage i bæltet og holdt hænderne oppe i en civiliseret gestus.

"Hvis de skader dig, så bliver jeg sur.. Men okay.. Okay, vi snakker med dem," at sige ordene, "snakke med dem", om mørkets krigere gav hende så meget kvalme at hun et øjeblik måtte holde sig for munden. Hun hadede at hun ikke bare kunne få lov til at kyle dem alle sammen af helvede til. Hun trådte et enkelt skridt frem og trådte på en kniv, der snittede hendes støvle let, og efterlod et lillebitte sår i hendes fod. Ingen overraskelse. Hun havde lige været voldelig over for Ouro, så selvfølgelig var forbandelsen der til at påminde hende om, at det var rigtig dumt at slås. Med en gnaven lyd over læberne begyndte hun at gå i et raskt tempo mod bakkerne.

Ouro blev glad og smilede som han hørte hun bare ville tale med dem og begynde at lede hende på til hvor Mørkets Krigere stod ventende på deres våben skulle vende tilbage med de uskyldige "Fjenders" blod på dets hænder. Men blod var der ikke særligt meget af men han havde da bragt en eller anden tilbage og det kunne Ouro allerede der se de ikke var glade for. "Hvad har du slæbt med tilbage dit forbandede kreatur?" Ouro forstod ikke ordet, så han var ligeglad men sagde så "Ven." et ord der kort fik alle tre krigere til at stoppe i alle bevægelser. Ordet blev kun brugt af Ouro direkte til andre, om andre, når han mente han var klar til at dræbe for dem. Så i sammenhængen her var alle tre krigere hurtigt klar til kampen der nok snart ville stå.

Ouro så dem gribe til deres våben og kædeholderen stod også allerede klar med pisken som han en enkelt gang slog mod jorden så Ouro skælvede og krøllede sig sammen. For piskens smæld betød Völund var sur. Og sure Völund var lig med dumme Ouro.
"Ven tale kun." sagde han så mens frygt kunne høres i hans stemme. Hans øjne lukkede han sammen som han håbede på at ikke se pisken igen. For den bragte kun dårligdom med sig.
Kun ved lyden af kamp ville Ouro reagere, og han vidste godt vis side han ville stå på. For den ene 'kalde' på ham. Den anden tvang ham til sig. Noget han ikke var alt for glad for.

Bare lyden af deres stemmer fik Fayes øjne til at lyse kraftigt op og vreden inden i hende til at stige til så høje mængder at hendes hænder blev varme. Ilden opstod ikke endnu, men den var faretruende tæt på, som krigerne talte dybt nedladende til Ouro. Det var så ulækkert! Hvor vovede de?! Faye havde lyst til at kaste op. Og samtidig tage dem og smadre dem så hårdt sammen at de ikke kunne frigøre sig fra hinanden. Det var virkelig, virkelig klamt! Synet af Ouro der trak sig sammen, bange, gjorde hende kun mere vred. Vred på Ouros vejne. Det her var ikke i orden!

"Ja. Jeg er kommet. For at tale. I slipper Ouro fri nu," hun talte gennem sammenbidte tænder. "I er monstre. I er onde, grimme folk, der har dræbt flere folk end I kan tælle på to hænder, LAD VÆR med at lyv, jeg ved jeg har ret!" hun trådte langsomt ind foran Ouro, beskyttende. De skulle ikke få lov til at røre ham på denne måde igen, hun fandt sig bare ikke i det! Én af krigerne stillede sig arrogant op. "Men vi er hans venner. Er vi ikke Ouro? Hende dér, hun er helt sikkert "Ven Völunds" fjende," det var tydeligt på krigerens ord at han talte hånende. "Dræb hende," kommanderede krigeren. Omgående brød Fayes hænder i brand. Grøn, aggressiv ild slikkede sig op af hendes hænder og hun løb direkte ind i manden der havde talt, med skulderen først. "Dit klamme lille lortesvin af en svans!" råbte hun af ham. Han var fløjet, og landet godt seks meter væk og nu stod Faye mellem de to andre krigere, klar til kaos.

Hvorfor gjorde hun det? Ouro så forvirret op fra hans kugle tilstand og så mod Faye der stod foran som et skjold for ham mod dem. Men så kom ordene. Ordren til at dræbe hende og som de fulgte så han til som hun begynde den kamp Vennerne selv havde lagt op til. Ouro ville helst ikke dræbe nogle af dem. De var jo alle sammen venner, men venner kunne jo ikke slås. Så det handlede jo bare om hvem der faktisk var den rigtige ven. For Faye var den der startede kampen, men de startede ordren. Forvirring var hvad tilstand Ouro var fanget i.

"Ouro Venner slås ik'. De hjælper. Ven-Dame hjælper. Andre er "ikke-venner" har han høresel" Ouro igen med sin fantastiske ordstilling fik regnet noget ud. De tre mænd var ikke venner. For Faye var ven. De var fjender så. For Faye virkede ikke glad, de virkede ikke glade. Men Ouro var ikke sur. Han satte sine hænder til sine øre og begynde bare at gentagende sige "Nej, venner ikke lyver-folk, venner Völunds onde?" han gentog det igen og igen som han så på Faye og han ønskede næsten bare de andre ville forsvinde i vinden. At de ville... Dø?

Faye skævede tilbage mod Ouro der forsøgte at regne ting ud. Han var stadig lige så tung i hovedet som til at begynde med, men i det mindste så det da lidt ud til at hun i det mindste havde fået ham til at tvivle en smule på "Völunds venner". Så det var da ikke helt skidt, var det? Det var først da hun ud af øjenkrogen så én af krigerne slå ud efter hende med sit sværd, at hun reagerede instinktivt, ved at trække skovhuggerøksen og derefter parérede slaget. Sværdet mødte en klippe. Sådan måtte det vel føles for krigeren, for sværdet hoppede nærmest fra økseskaftet og krigeren var ved at vælte. Faye kiggede imod ham, vredt, og begyndte at gå imod ham, totalt blind for den anden bag sig.

En økse der snittede hendes skulderblad var dog nok til at hun brat vendte sig, tog fat i den anden krigers økse og rev den ud af hænderne på ham. Derefter slog hun ham. Lige i ansigtet, lige efter at hun havde kylet øksen langt pokker i vold. Krigerens ansigt begyndte med det samme at bløde kraftigt og han lagde sig på jorden. Blod løb fra Fayes skulder, men hun tog sig ikke af det. I stedet gik hun tilbage til krigeren med sværdet. Han så ud til at sidde på hug, pivende, men da hun kom tæt på, tacklede han hende i jorden, hårdt. Hun var overrasket og havde fået overbalance. Et slag fra hans metaldækkede handske ramte hende lige i hovedet, men hun var ikke selv færdig endnu. I stedet for at pive over smerten, førte hun sine hænder op og klaskede dem hårdt ind på begge krigerens ører. Slaget var hårdt nok til at begge mandens trommehinder sprang. Han skreg i vildskab og hun brugte tiden til at nikke ham en hård skalle, der fik ham til at besvime og glide ned at ligge ved siden af hende. Han var irrelevant. Faye rejste sig langsomt og rystede let på hovedet. Blodstrint kunne ses, fordi slaget fra metalhandsken havde revet hul på hendes tinding. Men hun var ligeglad. Det kunne ses på senere. Hun gik snublende hen til Ouro. "Ouro? Hey, Ouro! Er du okay?" Hun lagde hurtigt en hånd på Ouros skulder og rystede ham mildt, nu hvor lyset i hende øjne var forsvundet, fordi hun ikke længere var sur.

Ouro så bare til under kampen. Han ville så gerne have trådt ind og redet dem, men han kunne ikke får sig selv til det. Han ville ikke skade nogle af dem, og hellere ikke damen. Så som hun sloges mod dem måtte han slås med sine egne dæmoner indeni. Tankerne der gik som en strøm om hvordan Völund nok ville dræbe ham af vrede når han så ham igen. Men Ouro ville alligevel ikke kunne finde hen til ham... For det var jo hvad sækken over Ouros hoved altid havde været til. At sikre sig at våbnet ikke kunne skifte ejer.
Ouros øjne bliv våde så det kunne ses, men han var stadig ikke i stand til at græde grundet hans ekstra hinde. Han så dog dybt ind i Fayes øjne. "Ou-ou-ouro okay. Ouro ik-ik skadet." hans lettere blodskudte øje så ud til at blive naturligt gult igen som han forstod nogle ting igen. Han forstod ikke helt hvad "Ven" betød endnu. Da ordet stadig for ham kunne betyde både "person man er glad for" og "hersker". To meget forskellige ting for alle andre end Ouro.

"Hvorfor? Kæmpe ikke skulle. Vi Venner ikke dem?" Ouros spørgsmål kunne virke til at komme ud af intet. Men han måtte forstå. Lidt som Kench engang havde gjort. Hun forklarede ham altid ting, ord, følelser, titler. Alt for han kunne leve. Det samme med Luko. Men alligevel. Selvom han kunne huske de ting, så virkede han stadig ikke til faktisk at kunne huske dem. Bare hvad de gjorde.

Ouro så ud til at kunne have grædt, hvis det havde været muligt for ham, og bare at se hans følsomme ansigt var nok til at Faye også følte sig lidt fanget i momentet. Dog græd hun ikke selv det mindste. Hun var en hård negl. Græd meget, meget sjældent.
"Godt," hun åndede lettet op og satte sig helt ned på røven ved siden af Ouro for at slappe lidt mere af. Hun var lidt træt. men det kunne være meget værre. Det der irriterede hende mest var hovedet.

"Jeg kæmpede fordi de ikke var dine venner. Venner skader ikke hinanden, Ouro. De har hinandens ryg, lige meget hvad. Venner beskytter hinanden og prøver ikke på at bestemme," forklarede hun, som talte hun til et barn for at lære det hvad en ven var. Uden at være klar over det, havde hun næsten sin fars tone i sin stemme som hun forklarede det for Ouro.
"Og nu er de væk. Dem der løj og sagde at de var dine venner, når de i virkeligheden var dine slavemestre,"

Ouro lyttede som han sad? der og bare sad. Han forstod ord, han var faktisk virkelig god til den del af kommunikation. Men at bruge ord var han skam ikke den skarpeste kniv i skuffen... Faktisk var han nok mere bare en bøjet ske der var lagt i den forkerte sokkeskuffe for at være ærgerlig. "Så Ouro ven hvem?" ouro så stadig trist ud som hans øjne fulgte Faye til at sidde på jorden. Hun så ikke ud til at have det helt så godt, eller måske havde hun det fantastisk. Ouro havde mødt folk der altid havde det bedst lige efter en kamp. Men sådan nogle folk havde damen jo sagt ikke var venner men noget andet...

"Slavemester?" Det ene ord Ouro ikke forstod af hendes. Ouro havde aldrig hørt om slaver, fanger, eller dem der herskede over dem. Han havde hørt om folk der blev brugt som våben, ridder, krigere og tjenere. Men slaver var et ukendt koncept. At man kunne sælge andres liv eller tage det fra dem og give dem et nyt uden deres samtykke. Alle de ting var så langt ude på lars tyndskids mark at han forhåbentligt aldrig igen ville støde ind i sådan noget igen.
"Så Venner ikke Ting man bruge? En Ven er Skjold?" Ouro måtte være sikker på han hørte rigtigt. For havde hans øre ikke bedraget ham, så var Faye jo den rigtige ven han havde. Så var Völund jo Fjende.... Skulle han så finde hjem til hans tidligere herre og slavemester og fjerne hans liv fra ligningen eller bare være fri nu hvor han endeligt kunne?

Det tog noget tid for Faye at finde ud af hvad Ouro mente med mere eller mindre alt det han sagde. Hans sprogbrug var virkelig ringe, og Faye forstod ham ikke så godt. Hun koncentrerede sig hårdt om drengens ord. "Øh.. Altså.. Vi kan godt være venner, hvis du vil det?" sagde hun forvirret, før Ouro sagde mere. Dog så det ud til at han havde mere på hjerte. Han virkede dybt forvirret, hvilket ikke overraskede Faye, for de havde tydeligvis manipuleret ham. "En mester er en person der bestemmer. Og en slave er den der lytter og gør hvad mesteren siger, selv hvis det gør ondt på slaven eller slavens venner. For slaven må ikke sige nej til mesteren. Hvilket er forkert," Faye vidste virkelig ikke hvordan hun ellers skulle forklare det. "Slaver og slavemestre er begge forkerte ting," understregede hun hurtigt.

"Årh... Jeg føler mig som en 50 årig gammel skinke," mumlede hun kort efter, træt som hun kiggede på Ouros triste ansigt. "Et skjold er en ting. En ven er en person, du holder af. Én som du kan lide," det var virkelig mærkeligt at lære denne Ouro de her ting. Hun var forvirret, for hun var ikke klar over hvordan de havde hjernevasket Ouro, eller hvor langt ude han egentlig var. Hvor længe ville det mon tage at få ham overbevist om, at det var sådan her verden hang sammen?

"Ven. Ikke Skinke." Svarede Ouro til den stille mumlen. Han så mod Faye og snoede så sin krop sammen til en diskform som han placerede overkroppen på. Sådan blev han en del mindre end kvinden der stod foran ham, men sådanne sociale normer betød intet for ham. "Ouro lær. Ven er..." han vidste ikke hvordan han med ord skulle forklarer det, men prikkede til sin brystkasse med pegefingeren.
Han kunne mærke sit hjerte banke roligt afsted i brystkassen, bag hud og knogle. Før havde han følt den rytme helt tæt på, men han vidste inderst inde det var forkert.

"Völund... Ikke... Völund ven? Nej?" At kalde Faye en ven, satte nu spørgsmål ved om Völund så stadig kunne være hans ven. For trods alt havde han jo skadet ham. Han havde været bag alt der var sket. Så hvis han ikke var en ven var der kun et at gøre.
Frustrationen kunne ses på Ouro som han spurgte. Det ville være underligt at skulle skifte verdens udsyn så hurtigt. Hvordan ville det kunne passe at hele hans verden - Völund - var ond, en fjende, blot en slaveherre...

Det lød til at Ouro gerne ville være venner. Og at han ikke mente at hun var en skinke. Faye fnes let over det og  rystede let hovedet hovedet. Det var lidt sjovt. Bare lidt. Det så ud til at det tog en del tænken for Ouro at finde frem til hvad han egentlig mente omkring det hele, og mens valgte Faye at tjekke såret i tindingen. Ved berøring kom smerte og hun så kort dobbelt. Det havde vidst været et ret hårdt slag. Hun skjulte et træt gab bag sin hånd og skævede mod Ouro.

"Völund er ikke en ven," svarede hun roligt og simpelt, før hun valgte at lægge sig helt ned. Jep, lige der, blandt alle de døde Mørkets Krigere. Det var nemlig verdens bedste idé, tydeligvis. Men Faye var træt og en smule skidt tilpas, så det var altså nu engang dét, hun gjorde. I distancen kunne landsbyens mennesker høres. Hvad de snakkede om var ikke til at vide, men de lød ikke spor glade. "Av for fanden.." Først da hun rettede sig lidt, bemærkede hun øksehugget i sit skulderblad. Det var stadig ikke lige så slemt som hovedet. Men det udkørte hende og gjorde hende pisse træt. "Ouro? Det er nok ikke en god idé at blive her.. Landsfolkene er kede af det," det var så også en af de sidste fornuftige bemærkninger, hun følte for at diske ud med. Hun var bare så træt.

//Afsluttet grundet inaktivitet