Sted: En kro langs den gamle landevej
Tid: Tidlig aften
Vejr: Lidt regn, men ikke så koldt.

Så snart han havde fået øje på kroen, havde han vidst, at det var dér, han skulle spendere natten. Det småregnede og han var træt af at gå. Det var ikke lykkedes ham at anskaffe sig en hest denne gang, men måske hesten havde én stående, som de kunne undvære. Det måtte han se på senere, nu stod den på ædelse, øl og hvad end han ellers kunne skrabe sammen i kroen. Han havde en smule krystaller i lommen, som han altid havde efter en eh, ja, en død. Nok til mad og drikke og måske en seng, medmindre han lagde sig ud stalden i sin kommende, planlagte brandert. Det var hårdt at dø og trangen til øl var altid større de første par dage efter. Øl og søvn, men søvnen skulle nok komme, når han ikke kunne stå på sine ben mere.

Der var ikke mange folk i kroen. Måske var der nogen at hænge ud med, måske ikke. Det måtte han vente at se. Med en hånd tørrede han vandet af sit hår og gik op til baren, hvor han bestilte noget mad. Godt med mad. Han var dødsulten. Maden forsvandt hurtigt og til sidst endte han alligevel ved et bord med et par soldatertyper, der godt kunne grine af hans dårlige jokes. Øllet flød frit og fuldskaben kom snigende ind over ham. Latteren blev lidt højere og jokesene en smule grovere, som tiden gik. Dét her var hvad han gjorde bedst, morede sig og drak sig under bordet.

Som han sad der og havde det så godt, blev døren skubbet op og en kæmpe kleppert af en mand efterfulgt af to almindelige mænd kom ind. Randall var ved at hoste sin øl op igen, da han fik øje på manden. Åh pis. Var han endt i det her område? Hans blik løb rundt, men der var for langt til både den ene og den anden udgang. Og som han var ved at overveje at tage benene på nakken, lød der en stemme igennem kroen.
"Randal Kraglin! Dit røvhul! Jeg har ventet længe på hævn!" Manden trak sit sværd og trampede igennem kroen i mod Randall, der rejste sig så hurtigt, at stolen væltede bag ham.
"Brage, kan vi ikke snakke om det i stedet for alt det vold, jeg sidder lige og hygger mig." Trods sine ord, trak han sit mindre ethåndssværd, klar til at forsvare sig. Manden svarede ikke, men gik i stedet til angreb, skubbende folk, stole og borde til side på sin vej igennem kroen. De to andre mænd fulgte efter, men virkede dog mest til at fungere som backup. Den store mand svingede sit sværd og Randall parerede.
"Åbenbart ikke," mumlede han og gjorde sig klar til at få tæv, for nok var han en god fægter, men manden var enorm og mindst lige så dygtig, det vidste Randall da.

Hun havde siddet her det meste af eftermiddagen. Ikke for at drikke øl, bare for at slappe af og for at planlægge hvad hendes næste stykke arbejde skulle gå ud på. Så da soldaterne dukkede op, var hun egentlig ret ligeglad, det samme da en enlig mand også dukkede op hen på den tidlige aften. Hun vedblev blot sin lidt gnavne stirren ud i luften mens hun sad med et enkelt krus øl. Det var stadig den bedste drikkelse man kunne få på kroerne, men det betød ikke at hun havde i sinde at drikke sig fuld i det, da det havde en tendens til at gøre hende mindre tilregnelig for sig selv og for andre. Desuden brød hun sig ikke specielt meget om andre fulde mænd, så selvom soldaternes og den enlige mands grove jokes var en smule sjove at lytte på som aftenen skred af sted, så gjorde hun intet for at blande sig og lyttede bare tavs til deres snak.

Indtil døren gik op med et smæk og en mand nævnte et navn, som Faye godt kunne huske. Hun vidste godt, at det skulle have været hendes morfar, men at han var skredet fra alle mulige obligationer overhovedet. Derfor havde hun egentlig også som sådan intet tilovers for ham og blev bare siddende som den store mand og Randall diskuterede og det til sidst endte i en voldsom fægtekamp mellem dem. Det blev hurtigt lettere kaotisk og Fayes hånd strejfede den skovhuggerøkse, som Ferghus havde givet hende lov til at beholde, før hun helt alvorligt overvejede at skride fra krostuen, op til sit værelse. Men før hun rejste sig, fløj en flaske hen i siden af hendes hoved, klirrende ud over det hele. Hun tog sig med det samme til hovedet med et vredt udbrud før hun rejste sig, surt. Nu måtte de fandme da stoppe! Hun hev omgående øksen frem og gik i et fast tempo om bag én af kleppertens mænd. Resolut hamrede hun den stumpe side af øksen ned i hovedet på manden, der væltede slap omkuld. "Din store abe! Vi er andre herinde der gerne vil have fred, så hvad med at du tager dine abe-venner og din abe-røv og skrider?" klepperten blev kun mere vred af dette, men samtidig lyste Fayes øjne også op, som hendes styrke begyndte at gro.

Kampen udfoldede sig, Randall fægtede med manden, dukkede sig fra en flaske, der kom flyvende og som ramte et tilfældigt pigebarn, der sad ved et bord. Det fik åbenbart tøsen til at hidse sig op, for pludsleigt sprang hun op og slog en af de andre mænd ud. Randall havde ikke tid til at tage sig af det, som han undgik borde og stole, som han bakkede væk fra den store mand, vildt fægtende. Han havde virkeligt pisset ham af, og vreden var åbenbart ikke blevet mindre med tiden. Bare fordi han havde et for nært forhold med sin datter. 

Tøsebarnet begyndte at råbe og klepperten stoppede i sin fremgang mod Randall, hvilket for et splitsekund gav ham en pause. Brage lavede en fejl og vendte ryggen halvt mod Randall, der straks greb muligheden og huggede sit sværd ned i mandens ben. Han kunne slå ham ihjel, men mængden af mennesker var ikke ligefrem ideelt, så såret måtte være nok. Manden brølede af smerte og Randy sluttede af med at banke sværdets knob ned i baghovedet af ham. Effektivt, han blev slået ud. Den sidste mand så på sine bevidstløse kammerater og pigebarnet og Randall. Han løftede sine hænder for at sige, at han ikke ville være med mere, og bakkede så hen mod døren, hvor han forsvandt ud i mørket.

Randall lod blikket løbe rundt i kroen og konstaterede, at det nok også var en god idé, at han smuttede. Mon Brage havde været til hest? Der burde stå et par ekstra heste et sted og han ville elske at ride af sted på idiotens hest. Med et mistroisk blik rundt, om der var nogen som kunne finde på at forhindre ham i at gå, begyndte han at gå mod hoveddøren.
"Det var sjov nok for i aften, tak for i dag." Han gik forbi pigebarnet, men så ikke nærmere på hende. Han havde ikke tænkt sig at takke hende. Hun kunne bare blande sig udenom. Så han gik udenom og fortsatte hen i mod døren for at gå ud og kigge efter en hest.

Faye var stadig vred selvom kampen var meget hurtigt overstået. Hun havde igen ondt i hovedet, specielt omkring tindingen, hvor et mindre glasskår fra flasken der havde ramt, nu sad fast i huden på hende. Hun snerrede surt over det, stadig med let lysende øjnene, mens manden så ud til, bare at gå videre. Men han var Randall Kraglin?! Og nu ignorerede han hende bare?! Alting kulminerede meget hurtigt, og Faye fulgte derfor uden tøven efter Randall, uden for kroen, hvor det ud til at at han ledte efter et eller andet. Hvad var hun sådan set ligeglad med. Hun havde ikke tænkt sig, bare at lade manden gå. Han havde en forklaring nu, især nu hvor han bare havde ignoreret at hun havde hjulpet hans lede røv. Hun gik hurtigt om foran ham og skubbede hårdt til ham. Måske lidt for hårdt for en kvinde på hendes størrelse, men hendes superstyrke var stadig aktiv, så selvfølgelig var hun meget stærk lige nu.

"Du kan godt vente lidt!" sagde hun surt, mens hun krydsede armene og stillede sig i vejen for ham. Øksen var tilbage, hængende i bæltet. "Så det er takken for at jeg gav en hånd, hva'? Jeg tror jeg vil beholde mit normale navn så, Kraglin er sgu ikke det værd!" udtrykte hun sig gnavent, før hun, for at understrege sin vrede, skubbede til Randall endnu en gang.

Randall bevægede sig ud i regnen. At han ikke havde betalt for mad eller øl rørte ham ikke, de måtte kræve krystallerne af idioten, der lå og blødte inde på gulvet. Med et suk slog han kraven op og så sig om efter nogle heste. Ganske rigtigt, to heste stod bundet lidt fra hoveddøren. Men inden han nåede at gå hen til dem, før tøsen fra kroen dukkede op, gik ind foran ham og skubbede til ham. Hårdt. Det fik ham til at bakke et par skridt for at holde balancen.
"Hey, slap lige af." Han så irriteret på pigebarnet, der lagde armene over kors og så ganske provokerende ud. Hvad ville hun? Have tak? Hvis det kunne få hende til at gå væk. Hun var for ung til at han var interesseret i hende. Lige på grænsen godt nok, men lige ung nok. Og arrig.

Ordene der kom ud af munden på hende, gav først ikke mening for Randall. Beholde hendes eget navn? Hvorfor ved Zaladins behårede nosser skulle hun kalde sig selv Kraglin? Han stirrede lidt på hende, mens den tanke tog en tur rundt i den stadig lettere beruset hjerneskal. Det rørte ham ikke rigtigt, at hun skubbede til ham igen, han trådte et skridt tilbage for balancens skyld Et støn kom over hans læber, da det gik op for ham, hvad hun mente.
"Eh, jeg ved ikke, hvem du er, eller hvad din mor har bildt dig ind, men jeg er ikke din far." Han løftede afværgende hænderne og gjorde tegn til at gå. Han skulle ikke blandes ind noget som helst med faderskab.

Randall var ikke dum. Han vidste godt, at når han knaldede alt, der kunne gå på to ben og havde bryster, så risikerede han, at der kom børn ud af det. Ved Zaladin, han havde nok en del horeunger derude, andet bildte han sig ikke ind, men han var heldigvis ikke klar over, hvor mange. Eller havde kendskab til nogen. Det ville sætte ham i en moralsk knibe, for han var ikke interesseret i at være far. Overhovedet. Hvordan skulle han kunne være det? Men alligevel var der et eller andet i ham, der følte et vist ansvar. Bare en smule. Så nej, han ville helst ikke vide noget. Intet.

Vreden skyllede kort ind over Faye idet manden bad hende om at slappe af. Det gjorde de sgu altid. "Slap af, rolling", "fald nu ned, lille unge", "Dumme tøs, nu har jeg mudder på skoene, slap så af!". Hver gang var det lidt hen i retning af det samme, folk afbrød hende og antog at hun bare fandt sig i det. Men det gjorde hun fandme ikke! Hun stirrede ham lige i øjnene, trodsigt, mens hun lod ham selv regne ud hvad hun havde ment med sine ord. At hun var i familie med ham. Men han havde regnet forkert ud. Han var åbenbart hendes morfar, selvom han lignede én på tredive, og bare det faktum at han havde nerverne til at nævne ordet "far" i hendes nærvær, når han ikke selv havde været der for hendes mor var nok til at hun blev endnu mere vred. I stedet for at lyse op, blev hendes øjne kort en flammende grøn farve, før hun faldt til ro igen. Hvor fanden skulle han vide det fra, at hun havde mistet begge sine forældre og sin bror?

"Selvfølgelig kan du ikke være min far," sagde hun tvært. "Min far døde for fire år siden.. Men du er min mors far," igen sagt i en sur tone, mens hun igen krydsede armene foran brystet. Hvad han ville bruge det til, vidste hun ikke. Hun forventede absolut intet af ham, faktisk ville hun helst bare have at han lod hende om at leve sit liv sådan som hun ville det.
"Så må du om hvad du vil med det," sagde hun lidt mere neutralt i sit toneleje.

Selvom Randall havde besluttet sig for at stikke af sår hurtigt som muligt, inden tøsen begyndte at kræve faderlige egenskaber af ham, stoppede han alligevel midt i en bevægelse, da rollingens øjne for et kort øjeblik lyste op i en grønlig farve. Hvad i alverden? Han burde stadig stikke af, men blev stående som hun snakkede videre. Puh. Han var ikke hendes far. Det var altid noget! Det rørte ham ikke, at hun sagde, at hendes far var død. Hvorfor skulle det? Alle døde på et eller andet tidspunkt, forhåbentligt også ham selv en dag, selvom han var begyndt at tvivle, alle mistede nogen og verden var ikke et smukt sted. Og han havde ikke ondt af andre, når det var dem, det gik ud over.

Men de ord var skarpt forfulgt af ord om, at han var hendes mors far. Morfar? Skulle han være tøsens morfar? Han skulle lige til at le, for det var en absurd tanke. Bedsteforældre var jo gamle. Men det slog ham, at han teknisk set var over 60 år gammel. Han var ved at have mistet overblikket, men deromkring. Hvad var pigebarnet? 15? Ingen problemer med at han kunne være hendes mors far. Ved Zaladin han var ved at være gammel. Det gav ham for et kort øjeblik en dårlig smag i munden, men han skød tankerne væk. Det måtte øllen tage sig af senere, hvis han faldt over en ny kro. Havde han bare af at gøre. Pludseligt trængte han virkeligt til at drikke sig til bevidstløshed.

"Mors far? Hvor gammel tror du lige, jeg er?" Hans udbrud virkede en smule fornærmet, men hans blik var spekulativt og han var egentligt nysgerrig. Hvem i alverden havde han fået en unge med? som nu havde fået sin egen unge. 
"Hvad hedder... hed din mormor så?" Sandsynligheden for, at han ville kunne huske hende var usandsynligt lille, han fik sjældent navnet på de piger, han kneppede, og hvis han gjorde, havde han glemt det dagen efter. Men han blev da lige nødt til at spørge.

Faye enhver anden dag have grint af mandens spørgsmål, for han var tydeligvis gammel, uden at se gammel ud. Han var sikkert fuld af støv indvendigt! Men hun var for sur til at grine af ham, så i stedet kiggede hun bare tvært tilbage på ham ved hans spørgsmål. "Ja, det ved jeg sgu da ikke. Men tydeligvis gammel nok til at være min morfar," svarede hun igen. Hun overvejede faktisk kort at gå sin vej, være pigesur og lade Randall sejle i sin egen sø, men hun blev stående, af underlige grunde. Grunde hun ikke helt selv forstod endnu.

Og nu spurgte han også om hendes navn? At han havde nerverne... Faye sukkede dybt i et forsøg på at være mindre syrlig. "Glacies Irae Zagan.. Det er hendes navn. Hun er stadig i live, men jeg har ikke talt med hende længe.. Hvilket du så tydeligvis heller ikke har," selv når hun forsøgte at lade være, kom den lidt bitre bemærkning alligevel ud af hende. Hun blev dog stadig stående, selvom hun virkelig havde lyst til at skride herfra, lige nu og her.

Hvis rollingen havde gjort grin med hans alder, eller ham i det hele taget, ville han bare have leet med hende og givet hende ret. Han gav ikke en skid for sig selv og tog sjældent sig selv seriøs. Det var verden sgu for kedelige til i forvejen. Hvis man ikke kunne grine af sig selv, så var man ved guderne røvkedelig og en stivstikker. Og Randall var ingen af delene.
Tøsen så stadig sur ud, hvilket gjorde Randall en smule irriteret, hvis hun var så utilfreds, så kunne hun da bare lade være med at snakke med ham. Det havde han ikke bedt om, havde havde været på vej hen for at stjæle en hest, ikke?

Glacies Irae Zagan. For et øjeblik blev det speklulative udtryk i Randalls øjne dybere og han fik en rynke i panden. Det navn... det sagde ham et eller andet. Hvilket ikke var så godt. Glacies... et eller andet sløret minde om nogle usædvanligt kønne øjne og en god røv dukkede op og pludseligt kunne han godt huske, hvem hun var. Randall kom vidt omkring, hyggede sig med mange forskellige kvinder af forskellige racer. Men det vrimlede ikke ligefrem med dæmoner. Og Glacies, ja, hun havde været en hel historie for sig selv. En af de der piger, han kom tilbage til så længe de havde lyst til at se ham. Hvorfor var han stoppet med at besøge hende? Åh, jo, han var kommet i klemme ude i piratbyen og da han endeligt kom tilbage til Glacies del af verden, var hun flyttet. Og han havde trukket på skuldrene og fundet en anden. Gad vide, om hun var smuttet, fordi hun var blevet med rogn? Hvem vidste.

Hans ene hånd røg i vejret og knipsede.
"Glacies. Åh ja, hende glemmer man ikke sådan lige. Smuk lille sag. Noget vild, men hvad kan man ellers forvente af en iskold og dog hed dæmon?" Et smil dukkede op på hans ansigt og han blinkede til pigebarnet uden at tænke over, at han stod og snakkede om hendes mormor. Selvom han stod og lavede lidt sjov med det, havde han fået en lidt tung klump i maven. Pis. Så kunne ungen her godt være hans barnebarn. Ved Zaladin, det var lidt noget lort. Og som han tænkte det, besluttede han sig for, at selvom hun skulle være hans kød og blod, havde han ikke noget ansvar for hende. Han havde aldrig haft planer om at skulle skabe sig en familie og for ham var kød og blod ikke specielt vigtigt. Hans egen familie havde han ikke set siden... ja, han tog af sted til krig? Om de vidste, at han overlevede det eller ej, var han ikke klar over. Og han var ligeglad.

Mens Randall stod og tænkte, kæftede Faye noget pludseligt op. Han skulle ikke tro, at han kunne lege hendes far, nu hvor han kendte til historien! "Forresten, kan jeg godt ta' ansvar for mig selv! Jeg behøves ikke nogen til at fortælle mig ret og uret, okay?" men Randall svarede ikke, og han så dybt optaget ud med sine tanker. Irriterende. Faye ventede utålmodigt på at han opfangede det, og idet han knipsede, skævede hun irriteret mod hans hånd, som var den en flue. Måden han derefter begyndte at tale om hendes mormor på, fik hende dog til at stoppe brat op med at være vred. Først var afsky i hendes blik over at han dog kunne sige sådan noget om hendes mormor, derefter chok over det.

"Du ved godt, at du står om taler om min mormor lige nu, ikke? Jeg ville bare lige nævne det.." hun var på vej til at brokke sig mere, havde også intentioner om at gå sin vej bagefter, da hun kom i tanker om det sidste af Randalls sætning. Mormor var en dæmon?! "Sagde du lige at hun var en dæmon?" hun ville hellere end gerne kalde ham for en løgner, men det var virkelig tydeligt, at han ikke havde løjet over for hende. Og andre ting sørgede for, at overbevise hende. Så var hun selv dæmonisk? Alene dét var skræmmende, for inderst inde vidste Faye sgu godt, at Randall nok havde ret. Alt pegede imod den retning.
"Randall... Hvis du lyver lige nu... Jeg sværger, jeg pander dig én på skrinet.."

Heldigvis nævnte tøsen selv, at hun ikke havde brug for ham i sit liv. Perfekt! Så havde han ikke noget at bekymre sig om! Hans blik gled tilbage mod hestene, men hun var åbenbart ikke færdig med at tale. 
"Selvfølgelig ved jeg det, men babyer bliver jo kun skabt på én måde, ikke, det ved du vel?" Han så lidt overbærende på hende, selvom han godt vidste, at det ikke var det hun mente. Men hvis hun ikke var voksen nok til at høre om, hvad han og hendes mormor havde lavet, så skulle hun slet ikke prøve at finde ud af, hvem han var. Det ville være noget af en fejltagelse.

Han blev afbrudt af rollingen, der så ud som om, at hun havde slugt et eller andet, der smagte meget grimt.
"Selvfølgelig, nok er jeg en gammel tudse, men Glacies har jeg ikke glemt og en dæmon, det var den gamle tøs da." Han fik et næsten drømmende udtryk i ansigtet, som han huskede tilbage på deres hyggestunder. Den pige havde været noget for sig. Flere minder kom frem, jo mere han tænkte over det, men hans tankestrøm blev afbrudt af pigebarnet - igen. Var hun ikke snart færdig med at irritere ham.
Det gik op for ham, at hun ikke havde nogen anelse om, at hun åbenbart var en del dæmon. Nå, det var måske en familiehemmelighed.

Han sukkede højlydt og lagde en arm om hendes skuldre, ikke for at være faderlig, men fordi det var sådan han var.
"Hør, lille blomst, jeg er skidehamrende ligeglad med, om du er mit kød og blod eller ej, jeg er ligeglad med, hvilken kvinde, der påstår jeg har avlet en unge med hende, jeg er ligeglad med den påståede unge og dennes unger. Du har intet bevis for, at jeg skulle være din morfar eller Glacies din mormor. Når jeg siger, at Glacies er en dæmon, så gider jeg ikke brug energi på at lyve. Og jeg har en fornemmelse for, at du ved jeg har ret. Så nu stjæler jeg den hest der og finder mig et andet sted at drikke mig en kæp i øret og vi ser aldrig hinanden igen. Lyder det som en god løsning, hm?" Han klappede hende på skulderen og slap hende igen, for at gå hen til den våde hest, der stod og småsov. Ved Zaladin, det kunne ikke gå stærkt nok med at komme væk derfra.

Fayes ansigtsudtryk blev mere og mere irriteret, des mere Randall talte. Han måtte virkelig tro at hun var en lille rolling. At hun ikke havde brugt de sidste fire år på at blive voksen uretfærdigt hurtigt. Og det frustrerede hende, af en eller anden grund, for normalt havde hun intet imod at blive kaldt rolling, og gjorde det endda selv en gang imellem. Men lige nu føltes det som nedgørelse, og hun kunne slet ikke snuppe det. "Ja, de bliver presset ud af en skrigende kvinde efter hun har haft pikken langt oppe i sig? Nej... Vent... Var det meningen at jeg skulle sige det pænt? Bruge den med blomsterne og bierne?" spurgte hun, provokerende, og vredt. Hans drømmende udtryk og måden han fortalte om hendes mormor på fik Faye til at himle med øjnene, men det var først da Randall lagde sin arm om hendes skuldre, at Faye rigtigt stivnede. Hun ønskede ikke hans nærhed. Han havde pisset hende af, grusomt.

Og hans ord hjalp ikke en tøddel på det, for han sagde egentlig bare hvad hun havde sagt før i en længere sætning, som ville han skære det ud i pap for hende. "Hvad var det, du ikke hørte lige før? Lød mit snak bare som fuglepippen, eller er du døv?" spurgte hun, næsten chokeret, som han gav slip og begyndte at gå mod hesten. Hun fulgte efter ham. Han skulle ikke have det sidste ord. Da hendes fod stødte ind i en tilfælde spand på vejen, sparkede hun så hårdt til den, at træet gav efter og den gik i stykker. Træ fløj rundt over alt. "Jeg har IKKE BRUG for din forståelse! Jeg har ikke BRUG for dig! Jeg er ikke en blomst, som du bare tror, du tale ned," Hun greb hårdt fat i hans arm, klemte kort til. Ikke nok til at brække noget, men nok til at der sikkert ville komme et blåt mærke. "Du bestemmer ikke hvordan skæbnen hænger sammen. Hvis jeg ser dig igen, så vil du vide det. Jeg ville pisse på om du har lyst til det eller ej, så rend og hop. Skrid med din skide hest," igen gav Faye slip. Noget sagde hende, at broen var brændt, men hun havde behov for at komme af med sin vrede. Det var typisk. Hun fandt lidt af den familie, som hun havde tilbage og personen var ligeglad. Hun vidste hvor mormor var, men hun havde løjet, alle disse år. Hun var kvart dæmon. Mor havde også løjet. Sikkert også far. De havde alle sammen løjet Faye, lige ind i ansigtet, og det gjorde hende rasende. Da kroejeren kom ud og begyndte at skælde ud, stirrede Faye mod ham. "BLAND DIG UDENOM!" råbte hun, så højt hun overhovedet kunne. Kroejeren gik chokeret ind igen. 

Sikke nogle ord, der kom ud af den bette tøs. Selv Randall var imponeret - for et splitsekund, inden han vendte tilbage til at være ligeglad. Han havde ikke tænkt sig at diskutere med pigebarnet, han havde andre ting at lave. Så han viftede bare let med den ene hånd, som hun hidsede sig mere og mere op. For hans skyld kunne få en hjerneblødning, ingen alarm. Dog kiggede han sig over skulderen, da hun sparkede til et eller andet, der gik i stykker. Ved Zaladin, der var et temperament i den tøs. Inden han fik set sig om, havde hun grebet fat i hans arm og klemte til. Hårdt. Unaturligt hårdt. En trækning løb over hans ansigt og hans anden hånd søgte sværdet ved hans side, dog uden at trække det. Det var nok en god idé ikke at gøre situationen værre ved at finde skarpe genstande frem. Eller ved at sige et eller andet alt for smart.
”Så siger vi det,” mumlede han og slap sværdet igen og gned sin arm, som hun slap ham igen.

Mens hun råbte af kroejeren, fik Randall bundet hesten fri og svunget sig op på ryggen af den. Tøsens råben gjorde den en smule nervøs, men Randall havde ikke problemer med at styre den.
”Du burde få et knald. Og noget sprut. Med al det arrighed.” Det var det bedste råd han kunne komme op med, så han lavede en vinkende bevægelse og satte hesten i galop i retning mod den næste kro på vejen. Lige nu var det en rigtig god idé at komme væk herfra inden nogen besluttede sig for, at han skulle miste hovedet. Og ved Zaladin og dødsrigets porte. Han trængte til at drikke sig under bordet.

Efter at kroejeren var forsvundet inden for, havde Randall sat sig på én af hestene og sad nu dér og rådgav hende med alle de ting, som hun ikke ønskede at gøre. Fuldskab betød klodsethed og pinlighed, hun havde ikke planer om, at få et knald heller, for sådan noget gjorde hun sig ikke i. Og at høre sin egen morfar give sådan nogle råd var nok til at få en decideret hovedpine af. Hun tog sig til panden med et højt suk over læberne. Hun gad ham ikke. Hvis han skulle være sådan, så var hun bedre tjent helt uden sådan én. "Rend mig," svarede hun vredt. Kort efter satte hans hest i galop, væk herfra. Selv tog Faye sin taske over skulderen og skred også derfra med en vred grimasse.