Det havde været en lang dag i skoven. Faye var blevet træt, og gad egentlig ikke til, at gøre andet end at lægge sig ned da aftenstimerne faldt på. Efter at have været oppe at diskutere med en tilfældig bonde, hvor det nær var endt med et mindre slagsmål, var hun stadig lidt småsur, så hun tænkte sig slet ikke om, selvom hun var mere end bare lidt vant til at leve i det vilde, så da hun smed sig på jorden i en større lysning for at sove, var det uden nogle intentioner om at lave et bål eller trække sit tæppe frem. Det var bare ned på jorden med sin taske som hovedpude, surmulende, talende vredt for sig selv. Hun havde egentlig bare regnet med at tage sig et hvil, men til sidst var hun faldet i søvn, midt i det hele, overraskende nok uden at fryse eller noget som helst.

Men da hun vågnede op, var det faktisk ret koldt. Ret så skide koldt! Og hun lå mærkeligt. Som var hun halvt oppe i luften, og halvt i hænderne på ét eller andet med kløer. Da hun åbnede øjnene og kiggede sig omkring, fik hun øje på himmel. Og himmel. Og lidt mere himmel?! Hun spærrede øjnene op, forskrækket og rodede lidt rundt, før hun tabte en kvist som hun havde haft i hånden mens hun var faldt i søvn og den faldt ned i dybet. "Hva'? Vent, hvad?! Vent.. Nej.. Nej, det sker bare ikke det her!" hun så op og fik øje på noget der lignede vinger og en stor, pelset mave og krøb forskrækket sammen, pillende rundt ved hvad fanden det så end var, der havde hende i sine hænder. Kløer. KLØER?! Et forskrækket hvin forlod hende og hun rodede lidt rundt igen, til det dyr - eller hvad end det nu var - lavede en underlig lyd, der mest af alt kunne minde om. Noget.. Noget hun ikke havde hørt før. Da stivnede hun, og blev liggende sådan, stiv som et bræt med tasken i sine hænder, krammet ind til sig.

De fløj længe. Faye frøs af helvede til, men det var jo ikke ligefrem fordi det mærkelig dyr sagde noget til det, eller forstod hvad end hun sagde. Til sidst blev der lyst i horisonten, og hun kunne virkelig se, hvor langt de var oppe. Bare synet alene fik den ellers søvndrukne pige til at krumme sig lidt mere sammen i kløerne på dyret. "Der er meget langt ned, det ved du godt ikke? Hvis du taber mig, så.... Så dør jeg.. Øh, det var verdens værste trussel, lige meget! Ej, altså!" dyret lavede den mærkelige lyd igen. "Okay! Okay, jeg holder min kæft!"

Snart var de ved et bjerg hvor der var flere af de mærkelige dyr og dyret der bar hende, lavede et styrtdyk derned, til Fayes store "begejstring". "Nej, nej, nej, nej! Neeej, ret op! VI DØR, aaargh! Jeg sværger, jeg pisser snart i bukserne!" okay, det var måske alligevel lidt at overdrive, for Faye havde haft adskillige nærdødsoplevelser før i sit korte liv, men det her var stadig RÆDSELSFULDT!

Den landede og gav derefter slip på Faye der dumpede ned i hvad der mest af alt mindede om hø. Hun var hurtigt på benene, og derefter hurtigt på røven igen, forskrækket og svimmel. Og stivbenet. Og iskold. Og så endnu mere forskrækket da flere af de skræmmende dyr begyndte at glo på hende. "Lad nu VÆR med at glo sådan, jeg er ikke årets store gabestoksattraktion! Okay, vær sød ikke at spise mig, vil I?" blot for at understrege sin skræk tog hun tasken over sit hoved, meget hurtigt, mens hun forsøgte at gemme sig under den.

Gwen havde haft en ret god nats søvn. Lelay havde vækket hende ganske kort nogle timer forinden fordi han skulle op tidligt. En tur til hovedstaden var på hans dagsorden og for at nå derind og have en hel dag skulle han afsted før fanden selv fik sko på. Han stod op, kyssede Gwen farvel og fløj derefter ud i horisonten på Oridan, tæt forfulgt af Timus, der bare var med for motionens skyld. Gwen var faldet i søvn hurtigt derefter, fordi solen ikke var helt oppe endnu, men nu, et par timer senere, var hun klar til at gribe dagen.
Hun steg ud af sengen og strakte sig højt, iført sine små natshorts og en lille tynd nattrøje. Det var som regel ikke hende at komme tidligt op, men i dag kunne det måske være sjovt at prøve. Gwen gik på lette fødder ud af sove værelset og ud i køkkenet hvor hun satte vand til at koge til te. I dag ville blive en dag i bøgernes og griffe-nussningens tegn! I dag-
Hendes tanker blev afbrudt af Timus´ velkendte kalden ovre fra vinduet. Gwen smilede til sin kæreste grif og gik derover for at sige hej til ham.
Men inden hun nåede hele vejen derover hørte hun endnu et skrig, men dette var ikke fra en grif.
”Vær sød ikke at spise mig, vil i?”
Gwen rynkede brynene og så tilbage på Timus der slog med hovedet imod rede-området. Det var et blødt areal med hø, hvor Gwen og Lelay holdt unger og de få griffe der kunne blive syge.
”Timus?”
Griffen prustede.
”Hvad var det?”
Gwen lagde en hånd på griffens hoved og mærkede efter. Hun kunne ikke mærke noget drilleri og han føltes ikke som om han var ude på ballade, hun kunne bare mærke godhed og et beskytterinstinkt der var en ny, men kærkommen overraskelse.
”Timus, vis mig hvad du har lavet.” bad hun kærligt og Timus slog igen med hovedet inden han begyndte at gå. Gwen fulgte efter og lod hendes sutskoklædte fødder trække igennem det morgenduggede græs.
Da hun kom til høet så hun ikke meget ud over det sædvantlige. De unge griffe tumlede rundt tre styks imens de gned deres babydun af hinanden, en ældre grif lå dovent og kiggede op på Gwen, og den lille nye grif og dens mor lå og kiggede på en byld der var blevet smidt i hjørnet…
Gwen stoppede op og pegede. Timus nikkede med hovedet, noget Gwen havde lært ham for længe siden. Med undrende øjne skubbede hun blidt til morgriffen og satte sig på hug imellem hende og Timus. Babygriffen kiggede bare rundt på Gwen, sin mor og den rystende bold.
Et menneske? Havde Timus taget nogen med?
”Hey, er du okay?” Gwen rakte en hånd frem for blidt at skubbe til bylden, der nu viste sig at være en taske.
”Jeg gør dig ikke noget… Det gør de i øvrigt heller ikke…”

Gwen smilede venligt og kærligt idet hun så pigen der gemte sig væk. Over hendes skulder kunne hun mærke Timus åndedræt.

De gjorde intet. Der var i hvert fald ikke noget, der havde bidt i tasken endnu. Endnu. Hun forblev under den, rædselslagen over de mange underlige dyr der var over det hele omkring hende, til noget puffede til hendes taske, til hvilket hun gav et ryk af forskrækkelse, til en stemme brød lyden af dyr. Et menneske? Hun kiggede hurtigt op fra under tasken, men det første hun fik øje på var det store dyr der stirrede ned på hende, så med det samme tog hun tasken tilbage igen, oven på hovedet. Vent. Der var nogen, der havde sagt noget. Og en skikkelse. Tøvende tog hun tasken væk igen og stirrede kort forvirret og tavs på kvinden der stod dér, med dyrets ånde i nakken. Gjorde dyrene virkelig ikke noget? Langsomt fjernede rædslen sig fra hendes sind, erstattet af forvirring, og derefter gnavenhed. "Ja ja.. Jep, jeg har det helt fint," mumlede hun, sarkastisk, før hun langsomt trak sig ud af høet, stadig lettere forvirret.

"Goddag, mit navn er Faye, og jeg er verdens uheldigste menneske, tildækket af uheld. Jeg kommer fra Uheldsland, hvis du kender det. Der er de også uheldige, med uheld på.." hendes sarkasme kendte ingen grænser og efter at være kommet sig over chokket, satte hun sig oven på høet med et stort lettelsens suk. "Åh, for helvede, jeg troede jeg skulle dø!" udbrød hun med en halvsur mine. Det var nu mest flyveturen hun mente, og hun kiggede op på dyret der nærmest så misfornøjet ud. "Ja, du ved godt, hvem jeg taler til, dig. Dig der syntes det var sjovt at kidnappe folk i skoven og flyve rundt med dem indtil de er ved at pisse i bukserne!" snart blev vreden dog bare erstattet af træthed. "Så... Så, nu er jeg ikke forskrækket mere, nu kan vi vidst godt... Øh... Tale? Hvem er du? Og hvad laver jeg i den her høstak mellem en masse dyr som godt kan lide at flyve med folk?"

Gwen betragtede pigen lidt inden hun svarede. Hun var ikke ret stor, men var mindst en teenager, hvilket også kunne høres på hendes måde at tale på. Gwen smilede og huskede kort tilbage til dengang hun selv var teenager. Gode tider, anderledes tanker. Nok lignede hun en almindelig 24 årig, men tiden var godt nok gået siden da.
”Nårh,” sagde hun så, med endnu et af hendes venlige smil. ”Faye, jeg forstår godt din forvirring, det er en lidt spøjs situation du er endt i. Lad os starte nemt ud: Jeg hedder Gwendalyn, men mine venner kalder mig Gwen.”
Den unge elver satte sig bedre til rette og tog en hånd op for at nusse Timus over hovedet. Timus lagde sig derefter også og lod sit hoved hvile under Gwens slanke hånd der bevægede sig frem og tilbage.
”Du er i ”Reden”, et sted hvor min kæreste og jeg opdrætter griffe. Jeg lover dig at de alle er fredelige dyr. Timus her,” Gwen kiggede kort op på sin grif og smilede. ”Er griffen der bar dig hertil. Jeg lover dig at det ikke er normal opførsel for ham, men der er med garanti en grund, han ville ikke bare samle dig op uden årsag. Var du i fare? Alene? Er du såret?”
Gwens øjne fik et bekymret udtryk i dem, som når en mor beder sine børn om at komme ind når det er koldt at lege udenfor. Timus sagde en lav prustelyd og Gwen læste kort på hans følelser. Igen kunne hun mærke beskyttertrangen. Måske havde hun været alene? Det måtte være sket om natten til tidlig morgen, ellers ville det ikke hænge sammen.
Gwen anså igen Faye og rejste sig så op. Hun børstede lidt hø af sig og smilede så til Lilja, grifungens mor. Den store grif prustede og gav sig så til at nusse sin nye unges fjer, for at den ville lade Faye være. Timus rejste sig også.
”Hvad siger du til at vi snakker i min stue frem for der hvor griffene gerne skal kunne sove og amme?”
Gwen rakte en hånd frem.
”Hvis du er sulten kan jeg godt blande noget op til dig.”

Måden kvinden talte på gjorde Faye lidt mere forvirret. Hun virkede så voksen og ansvarlig, det var helt overraskende at høre på. Normalt hørte hun folk kalde hende for rolling og ofte behandlede folk hende også som et lille barn, på en yderst negativ manér. Men hende her virkede faktisk ret flink. "Jamen, så... Så hej Gwen," sagde hun, lettere forvirret mens hun skævede mod dyret der så ud til at være under hendes "kommando". Ikke at Faye brød sig om det ord, men det var vel næsten det, det var. Kontrol? Eller hvad?
Så de var griffe? De dyr? Det forklarede vel en del, bare ikke lige den del hvor at én af dem havde kidnappet hende, tilsyneladende uden nogen tydelig årsag, andet end ved de spørgsmål, som Gwen stillede, der fik hende til at huske på at hun bare havde lagt sig i en lysning uden noget at dække sig til med eller noget lejrbål.

"Jeg faldt i søvn i en lysning.. Altså.. Måske var det derfor? Det ved jeg ikke, jeg er ikke en grif.. Jeg kidnapper ikke folk og flyver rundt med dem så langt oppe i luften at de er ved at pisse i bukserne af skræk," som Gwen spurgte om de ikke skulle gå ind i hendes stue, rejste Faye sig og nikkede. Hun ville hellere end gerne væk fra griffene.
"Ærligt talt, så tror jeg du kan læse tanker.. Jeg er sgu så sulten, jeg ku' æde en ko!" hun stoppede lidt op, men begyndte derefter hurtigt at bevæge sig mod hvad der bedst måtte være hendes hus?

Gwen grinede lidt og begyndte så at gå, stadig fulgt af Timus. Hans hale svajede fredeligt efter ham imens han fulgte elverkvinden. Gwen lyttede lidt mere til det den unge pige sagde.
Hun nikkede lidt og så så på hende med et venligt og indforstået smil. ”Hvis du havde lagt dig til i en skov, alene, så var det nok derfor Timus samlede dig op. Han har troet at du var skadet eller trist fordi du har sovet `væk fra din flok´. Du er heller ikke et særlig stort menneske, så han har nok set på dig, sådan som han ville gøre med resten af ungerne, han er vant til at være omkring: Nogen der ikke bør være alene, og slet ikke i en skov.”
Timus reagerede på sit navn og fnøs kærligt inden han kiggede på Faye. Gwens hjerte blev varmt og hun smilede. Det var ret sødt hvordan han havde set pigen og havde valgt at gøre noget han troede ville være en hjælp.
”I Timus hoved er du ligesom en hvalp der er blevet væk fra sin mor, han tog dig med hertil fordi han ved at her er han og de andre griffe, navnlig ungerne, sikre, så han ville gerne hjælpe dig.”
Da de nåede hoveddøren gik Gwen ind, tæt fulgt af Timus. Han gik lige ind og krøllede sig sammen ved siden af en sofa hvor der var bredt et tæppe ud til ham. Han lignede lidt en stor hund der egentlig passede meget fint ind. Efter han havde lagt sig kom en lille hvid hund løbende. Den hoppede glad omkring Timus indtil den lagde sig og puttede op ad det store dyr, der virkede ganske vant til dette.
”Jeg håber ikke at det gør dig noget at han er her.” sagde Gwen til Faye. ”Han skal nok blive der. Du må gerne sidde ned, så ser jeg hvad jeg har af mad.”
Gwen pegede imod spisebordet og gik så i gang. Med at kigge i spisekammeret. Der var lidt kartofler, nogle ærter, en radise eller to… Gwen tog grøntsagerne, samt en luns kaninkød fra i går og lagde det over bålet der altid var i gang. Vandet hun havde sat over var stadig varmt, så imens maden varmede hældte hun det varme vand over nogle teblade og gik så over til Faye. Hun rakte pigen koppen med te og satte sig overfor hende. Det var nok lidt at tage ind, så hun ville give hende et øjeblik.

Griffen fulgte med. Hvorfor fulgte den med? Den virkede underlig, hvorfor fulgte den sådan efter dem? Faye var et øjeblik dybt forvirret over kreaturet, indtil Gwen forklarede dets handlinger, alt i mens de kom inden for. At dyret havde set hende som en hvalp, en ude væk fra sin flok gav sgu egentlig god mening. Hun havde ingen flok, altså i dyretermer. Det eneste familie hun havde var en mormor der havde fortalt hende en gang for længe siden at hun også havde en morfar derude et eller andet sted, men at han nok ikke ville have noget med hende at gøre. Hun havde ingen flok overhovedet, og nej, hun burde nok ikke have lagt sig til at sove midt ude i en skov mutters alene. Men det havde hun gjort de sidste fire år, og hun havde levet igennem det. Alene. Men hun havde klaret sig.
"Jeg tror jeg forstår det nu," sagde hun meget fladt, uden rigtig at sætte nogen følelse i sine ord.

At Gwen netop skulle sige ordet mor, gjorde det ikke bedre, så da de kom ind i hendes hus, var Faye unaturligt stille for en person som hende. I stedet for at sige noget, observerede hun dyrene. Hunden der kom spurtende hen til griffen og endte med at putte op af den. Som en familie ville gøre det. Som hun selv ville have gjort det med sin bror. Først drille lidt, så lægge sig op af ham og tale om alt og intet med ham. Hendes blik blev helt og holdent tomt mens hun stod der, og Gwen talte, hvorefter hun forlod Faye til de to dyr. Uden at vide, hvad hun havde gang i, gik Faye hen til griffen og hunden og satte sig ned ved siden af dem. Hendes ellers normalt meget hårde, vejrbidte, men ungdommelige og nært konstant provokerende ansigtsudtryk smeltede nærmest, erstattet af følsomhed og et udtryk der sagde at hun havde brug for nærvær. Efter fire års isolation fra andre, var det dog meget svært for Faye at indrømme dette i ord.

"Hvordan kunne du vide, at jeg ingen flok havde?" spurgte hun griffen. Som om at den ville forstå hende, hvis hun stillede lige præcis det spørgsmål. I næsten samme sekund kunne hun, ud af øjenkrogen, se en kop der blev rakt ud mod hende, og hun tog imod den, lettere akavet, fuldstændig ligeglad med, at den var varm hvor hun holdt den. Varme havde nærmest ingen effekt på hende. "Øhm.. Ehm, tak," med det samme rømmede hun sig, meget akavet til mode over, at Gwen absolut lige skulle være dukket op som hun stillede det spørgsmål. I stedet for, at se på kvinden, var hendes blik på griffen og hunden, der havde lagt sig hen over hendes venstre ben på nuværende tidspunkt. En sær varm fornemmelse havde sneget sig ind på hende og lysten til at tage hunden op og kramme den ind til sig, var stadigt stigende. I stedet rakte hun forsigtigt sin hånd frem mod hunden, der omgående begyndte at slikke hendes fingre alt i mens den lovrede glad med sin lillebitte hale.

//Afsluttet grundet inaktivitet