"Det var sgu da helt utroligt!" udbruddet var lidt højt. Her var en smule koldt, men det var nu mest af alt mørket inde i skoven, som aftenen var begyndt at snige sig ind over den, der var roden til hendes irriterede mine. Hun havde været ude for at finde mad tidligere, men nu var det faktisk en smule svært at finde tilbage til lejren, selv med hendes evne i at befærde sig i det vilde. Okay, måske var det også fordi hun tilfældigvis havde glemt at få lavet en fakkel. Men det var også fordi hun var så ekstatisk over at have fanget en hel hjort med et knivkast! Som hun gik, kom lyden af kamp dog og opfangede hendes ører, og fik hende til at stoppe op, rullende med øjne.

"Nej... Virkelig? Hvorfor kan folk ikke bare kramme hinanden.. Eller kysse hinanden! Eller... Eller.. Øv altså!" hun begyndte at gå mod lyden, for der var virkelig ikke andre steder at gå efter. Hun kom tættere og tættere på lyden, og fik med efter et stykke tid øje på en masse skikkelser, der var godt i gang med at forsøge at tæve én. Hvad end de var, så var de totalt i overtal, og det var bare slet ikke fair. Det var også her, at det gik op for hende, som hun havde lyst til at sætte ild til ting, at hun jo for helvede bare kunne have tændt en flamme og få lys derfra! Hun sukkede tungt. Nå. Her var hun så. Så kunne hun vel lige så godt hjælpe, bare lidt. Altså, ham der var alene mod de andre. "Hey, tøsedrenge! Hvorfor i alverden tæver I på ham der? Er I ikke lidt... Dumme?" hun foretrak til enhver tid at snakke sig ud af et problem, for hun vidste godt, at hun ikke ville komme ud af en kamp uden én eller anden skade. Men nu måtte hun vel bare se.

Tarkvin gik igennem denne mørke skov endnu en gang, hans søster var skredet uden at fortælle ham det, så han havde vel intet andet valg end at finde et sted her i skoven at overnatte indtil morgen, hvor han håbede at han ville kunne finde nogen folk som kunne vise ham vejen til hovedstaden, eller et eller andet sted hvor han kunne få et job. Som han gik igennem skoven kunne han høre en kvinde skrige efter hjælp lidt væk derfra. Tarkvin løb af sted hen mod det sted hvor han havde hørt skriget fra, og der så han 6 mænd som stod og var i gang med at rive tøjet af en hjælpeløs skrigende kvinde. ''Råb du bare på hjælp alt hvad du ved, der er sku' ikke nogen som hører dig her.'' Sagde en af mændene med så glat en skaldepande at man ville kunne se sit eget spejlbillede i det. Tarkvin tog sit sværd og sin Saxkniv frem og lod sit skjold blive på ryggen, og som han gik imod mændene sagde han med hævet stemme, ''Det skal du ikke være så sikker på din skallede gris''. I det den skallede mand vendte sig rundt fløj Saxkniven direkte ud af Tarkvins hånd og landede i mandens bryst hvor efter han faldt stønnede til jorden. Han var ikke død på stedet, men han ville hurtigt bløde ud uden hjælp. 

Tarkvin løb direkte mod mændene, en af dem slog ud efter ham med sit sværd som Tarkvin nemt fik parreret, de andre tog sig lige et par sekunder for at opfatte hvad der var sket. Tarkvin bukkede sig ned, drejede rundt, og mens han slog benene væk under manden som havde slået efter ham, så fik han fat i sin Saxkniv igen. Han rejste sig hurtigt op og stillede sig i kamp position. Hans blik gled over mændene som stod klar til at angribe, og han fik lige hurtigt øje på kvinden. Det var tydeligt at hendes øjne var fulde af skræk, men han kunne også set et let håb i dem. Manden som Tarkvin havde slået i jorden rejste sig igen op, hvorefter kampen for alvor gik i gang mod de fem mænd.

De så ikke ud til at stoppe bare ved at hun sagde noget, så Faye gik helt hen hvor kampen foregik og tog fat i en af dem bagfra. Ikke hård, bare en hånd på hans skulder. "Hey! Så lad ham dog være, din grimme abe!" som svar fik hun en knyttet næve lige i ansigtet. Hun væltede direkte på røven, chokeret og øm ved kæben. Så gik chokket over i vrede, da hun rejste sig igen. 
"Det var bare ikke i orden, det der," hendes stemme bar præg af vreden, og hun greb igen fat i ham. Hvorefter hun kastede ham flere meter væk, så let som ingenting. De andre vendte sig rundt, gloende forskrækket på hende, før de nu valgte at dele deres opmærksomhed mellem hende og manden de før havde været i angreb imod. Det eneste Faye havde var en lidt stor kniv, men det var også fint for hende. Hun trak den efter lidt tøven og stillede sig så hen ved siden af manden, som de før havde angrebet.

"Så må I gerne gå. I ligner lidt min bedstefars røvhul, der er træt af at skide," hendes kommentar var tør, men kort efter strammedes hendes greb om kniven. Hun ville hjælpe denne mand mod tyranner som dem, der havde slået på ham. Da hun hørte en klynken bag sig, kiggede hun sig hurtigt omkring og så en kvinde fyldt med blå mærker og iturevet tøj. De havde vel ikke... Havde de forsøgt DET? "Ad, fy for fanden, føj!" hendes vrede blik blev nu også fyldt med afsky.

Tarkvin så imponeret til som denne unge pige smed en af mændene flere meter væk, der var tydeligvis en form for magi indblandet i det, hvilket blot betød at hans chancer for at vinde denne kamp lige pludselig blev langt højere. Da hun stillede sig hen ved siden af ham studerede han hende hurtigt, hun så ud til at være lige omkring hans alder. Da han hørte hendes udbrud over at have set kvinden grinede han kort med et let smil på læberne, hun var gået ind i den her kamp uden overhovedet at vide hvad kampen var til for.
Tarkvins øjne rettes hurtigt mod denne kvinde, han sagde kort til hende ''dæk min ryg'', hvorefter hans øjne blev blodrøde og han vendte blikket tilbage mod to af mændene som stod lige foran ham. Han havde ikke haft lyst til at gå i bersærkergang før da han vidste at han blev for hensynsløs når han gjorde det, hvilket hurtigt ville kunne blive et problem hvis han blev omringet. Men nu var han ikke længere alene, så nu kunne han gå til den.

Tarkvin gik stille og rolig fremad mod de to mænd med et smil på læberne, hans blodrøde øjne nærmest lyste op og han kunne se skrækken i mændenes ansigtsudtryk. Som han gik fremad mod dem holdt han begge hænder ud til siderne som for at blotte sig, ventede, håbede på at en af dem ville tage chancen og slå ud efter ham, og det gjorde den ene. Den ene af mændene slog ud imod hans blottede brystkasse, men manden var ikke klar over hvad de røde øjne betød, han vidste ikke at Tarkvin var for hurtig for dem at ramme. Som manden slog ud imod Tarkvin, så fløj Tarkvins sværd direkte op og blokeret slaget, hvorefter hans Saxkniv kom flyvende i hans hånd og skar mandens arm op. Hurtigt efter angreb den anden mand, men endnu en gang var Tarkvins modstander for langsom. Tarkvin bukkede sig under det svingende sværd, tog et hurtigt skridt frem så han stod lige ved siden af manden, hvorefter han i en hurtigt bevægelse sparkede manden direkte ned i knæskallen. Manden faldt sammen med et forfærdeligt skrig af smerte, som hurtigt sluttede som hans hovede røg af. Den anden mand kom nu løbende mod Tarkvin med sit sværd i den anden hånd, den arm som Tarkvin havde skåret op hang bare slapt bag ham som var det blot noget der var syget fast til hans tøj. Tarkvin lavede en hurtig glidende bevægelse ind til siden hvorefter hans værd kom flyvende oppefra og ned, og som den ene havde mistet sit hoved, mistede denne mand sin ene raske hånd. Manden faldt endnu engang sammen i smertes skrig, men ligesom hans ven sluttede han hurtigt med at skrige som hans hjerte blev pentreret af det kolde stål som var Tarkvins sværd.

Faye havde dræbt før. Ikke mange gange, men hun havde gjort det. Det betød overlevelse. Disse mænd bar dog ikke mørkets uniformer, men til gengæld havde de forsøgt at gøre ting ved en kvinde. Utænkelige ting. Det var ulækkert, så da manden ved siden af hende bad hende om at holde hans ryg dækket, nikkede hun forstående, mens hun vendte sig, så hun havde de resterende to i øjesyn. Hun stirrede på dem som de kom tættere på. "En lille rolling som dig? Dig klarer vi hurtigt!" de var kommet sig over deres første chok og forsøgte at spille arrogante over for hende, og da én af dem stak ud efter hende, undveg hun ved at træde hurtigt til siden, dog stadig med front imod dem. Den anden var dog uden for hendes umiddelbare synsvidde så da han forsøgte at slå ud efter hende med sin økse, ramte den hendes arm, samtidig med at en af de andre mænd skreg højt. Heldigvis havde hun lige nøjagtig nået at træde væk, så det var blot et lidt dybt snitsår. Men det havde gjort ondt.

"En rolling som mig vil vende vrangen ud på to små voldtægtsmænd som jer," sagde hun koldt, som hendes øjne begyndte at lyse i den kraftige hvide farve. Anden gang mandens økse kom flyvende, greb hun skaftet på den og flåede den ud af hans hånd, kun for at knække den midt over og kaste den væk. I processen havde hun også smidt sin kniv på skovbunden. Hun greb fat i mandens krave og skubbede ham hårdt ind i den anden. De begge væltede meget hårdt til jorden, den ene bevidstløs. Men den anden tog den første mands sværd og slog nu igen ud efter hende. Hun svarede ved at dukke ind under slaget, og slå ham lige i brystkassen. Knaslyde fulgte, og manden fløj tre meter, landede på sin ryg med vidt opspilede øjne. Han var død, hjertet var knust i hans bryst. Ikke at det var noget, Faye kunne se, hun så blot at ingen af dem bevægede sig længere og som det skete, svandt lyset i hendes øjne ind og hun sukkede træt. "Okay, måske vendte jeg ikke vrangen ud på jer alligevel.. Det må I godt nok undskylde," sarkasmen dryppede af hendes stemme, mens hun vendte sig mod de andre.

Efter begge mænd var døde så vendte Tarkvin sig om og så på denne kvinde som havde hjulpet ham, da han så at hun havde taget sig af begge mænd nikkede han anerkendene til hende. Tarkvin vendte sig om og tørrede blodet af hans våben i de døde mænds tøj, mens talte han til Faye, ''imponerende præstation. Nu hvor du er færdig med dem, kunne du så ikke lige tage dig af staklen der ovre?'' Tarkvin lavede en kort hovedbevægelse mod den chokeret kvinde som lå på jorden, ''jeg tror hun ville fortrække hvis en kvinde tog sig af hende, nu hvor man overvejer omstændighederne.'' Tarkvin var udmærket klar over at når en kvinde var lige ved at være blevet voldtaget, så ville hun nok fortrække at være så langt væk fra mænd som overhovedet muligt. Efter Tarkvin havde smidt sin opbakning på jorden ved siden af sig, begyndte han at gå rundt og indsamlede mændenes pengepunge, da han stødte på hvor skaldepanden skulle være var han der ikke, Tarkvin kiggede hurtigt rundt og så at han var på vej løbende direkte efter Faye med en kniv i hånden. Tarkvin reagerede hurtigt med hans øjne endnu en gang blussede op i blodrød som han greb fat i sti skjold på jorden og tyrede det direkte efter manden. Skjoldet ramte ham i hovedet da han stadig kun var en meter væk fra Faye, hvorefter manden faldt pladask sammen med et blankt udtryk i øjnene. 

Tarkvin skyndte sig derover og skar struben op på manden, bare for at være på den sikre side. Han vendte sig mod Faye og spurgte i en tydeligvis bekymret stemme, ''er du okay?''. 

Normalt ville Faye aldrig lytte til en ordre som den, nordmanden kom med, men der var i det mindste logik bag hans ord, så hun var enig. Kvinden ville sikkert helst holde sig langt væk fra ham og alle de andre mænd omkring her, så hun forstod det godt.
"Tjah, det var nok en ret god idé, Vildmand," sagde hun med et skuldertræk mens hun gik hen mod kvinden. Hun var totalt optaget af, at gå stille og roligt mod kvinden, at hun slet ikke opfattede hvad der skete bag ved hende, ikke før et højt smæld lød og en mand faldt til jorden med et blankt udtryk i sine øjne. Hans hånd havde strejfet hendes arm i faldet og hun vendte sig brat, alarmeret, da det gik op for hende, at vildmanden havde tyret sit skjold.. Kastet det.. Lige i skrinet på ham. Det fik hende til at glo chokeret på det hele til vildmanden skyndte sig hen og skar halsen over på manden og stillede hende et spørgsmål der fik hendes blik til at ændre karakter til "vredt". 

"Øh.. Ser jeg okay ud? Jeg har et blåt mærke i fjæset og nogen har skåret min arm op, men jo, jeg er okay," sagde hun, dybt sarkastisk, før hendes vrede udtryk blev til et skævt smil. Hun klappede vildmanden på armen, venligt. "Han ramte mig ikke. Du havde for travlt med at kaste med dit gigantiske vildmandsskjold. Hold nu kæft, han fik det sgu lige i pandeskalden!" derefter fnes hun let, før hun vendte sig mod kvinden igen. Hun trådte forsigtigt frem til hende, mere alvorlig og med en overraskende varm udstråling i forhold til sit før noget umodne grin og humoristiske indslag.
"Hey.. Rolig, det er overstået nu.. Vi.. Øh, jeg gør dig ikke noget.. Jeg har ikke sådan en klam stiv pølse som de andre," hun kunne simpelthen ikke lade være, men overraskende nok fik det faktisk den stakkels kvinde til at se forbløffet ud, hvorefter et lille grin brød frem. Hun kravlede hen i Fayes arme, og selv var Faye et øjeblik helt forvirret, før hun kiggede op på vildmanden, akavet. "Hun er vidst okay nu, Vildmand.. Oh, forresten, jeg talte ikke om dig dér før.. Du ved.."

//Afsluttet grundet inaktivitet