Baldwin ville havde ønsket, at det mest hektiske der var sket for ham de sidste 24 timer havde været, at han var dukket op på helbredshusets matrikel med en besvimet kvinde i sine arme. Han havde forsøgt på bedste vis at frembringe liv, men røgen havde været for tyk og stærk til at han kunne gøre noget. Han gav hende modvilligt op og blev stående i gange som healerne tog hende med sig. En ældre herre tilhørende healernes hus klappede ham roligt og trøstende på skulderen. "Hun skal nok klare sig" Baldwin lukkede øjnene og nikkede. Han havde svært ved at tro på det, men healerne vidste bedst. Han blev ved med at se hende springe ud fra højderne. Ud af den brændende bygning for at undgå de røde flammer som slikkede sig op af templets ydre og indre. Hun var ikke klædt i præsternes klæder, og lignede ikke en der hørte til der. Lige meget om hun så tilbad Zaladin, var det ikke en retfærdig måde at dø på. Hvem sagde at kvinden nogensinde havde gjort en anden sjæl fortræd?

Hvor meget han end ønskede at blive for at tjekke hendes fremskridt, havde han pligter at tage sig af. Krigere der søgte støtte til deres næste træk, byvagter han ønskede at takke for deres hjælp, og indbyggere der var vrede, forvirrede eller bange. Alt sammen ting han nu måtte tage stilling til, på baggrund af Kiles ordens gerninger. Blot den simple tanke, fik en vrede mod kiles ypperstepræst til at brænde dybt i hans indre.
Det var hen af eftermiddagstid da han vendte tilbage. Baldwins opgaver var ikke alle opfyldt, men det mest trykkende var ryddet af vejen eller afklaret på anden vis. Han gik målrettet forbi nogle healere og ind i den stue han havde set kvinden blive ført ind i. "Hvordan har hun det?" En ung kvinde stivnede fuldstændig ved synet af den noget attypiske general der stod foran hende med bekymring i blikket. "Hun er endnu ikke vågnet Sir, men der sker fremskridt" Baldwin mærkede lidt af den anspændte følelse forlade ham. "Tak" han gik forbi healerinden og nærmede sig sengen hvor kvinden stadig lå, dog var hendes hænder bundet ind for at stoppe blødningerne og hun var ikke længere tilsodet af røg og sod. Baldwin satte sig på en stol i nærheden og rørte forsigtigt ved hendes hånd med sin egen skællede. Han regnede ikke med at hun vågnede, men han havde hørt at folk kunne fornemme man var der for dem.

Ganske korrekt var det en tilstedeværelse der bragte Atheena tilbage til overfladen. Hun havde været langt væk i bevidstløshed et godt stykke tid, men nu var hun ved at vågne op. Meget langsomt, for hun havde trods alt indåndet alt for meget røg og faldet havde heller ikke været særlig meget på hendes side. Ganske vidst var hun landet i en persons arme, men det var stadig et hårdt faldt.
Hun åbnede øjnene, men lukkede dem meget hurtigt igen, fordi der overraskende nok var for lyst herinde. Kort efter åbnede hun dem lidt mere forsigtigt og tog sig til hovedet med et træt støn af smerte, især da hendes hænder tog kontakt med huden på hendes pande. De var bundet ind, men selv da gjorde det ondt. Hun var ekstremt træt og havde lettere ondt i brystkassen og hovedet, men det var egentlig værst af alt ved hænderne.

"Årh, Chance hader mig.." mumlede hun for sig selv, før det gik op for hende, at hun ikke var alene. En mand... Et halvdyr, sad ved siden af hende, og hun genkendte ham faktisk godt. Hun havde set udnævnelsen af ham. Lysets general. Med det samme gjorde hun lidt store øjne, for hvad i alverden lavede hun dog i hans tilstedeværelse?!
Der gik heller ikke længe før hun huskede på templet og præsterne og hun satte sig noget brat op, tung i hovedet og meget svimmel endnu. "Templet!" udbrød hun, lidt højt.

Baldwin sad roligt som kvinden begyndte at røre på sig, afventende at hun skulle komme til sig selv efter den voldsomme tur hun havde mødt for nu mange timer siden. Han så hvordan hun emmede af smerte som hun tog sig til hovedet og opdagede hvordan hendes hænder var indbundet for at beskytte dem. Han blinkede roligt og tog sig den tid det tog. Selvom det ville være en lodret løgn, ville han stadig opføre sig som havde han alt tid i verden. Så måtte han blot løbe hurtigere på et andet tidspunkt.

Et smil formede sig let frem, over hendes mumlende udtalelse. "Hun kunne havde gjort værre" svarede han med en rolig afslappet stemme. Nej det var ikke godt det kvinden var havnet i, men hun var stadig i live og ville ud fra hvad han selv kunne se, ikke lide af fysiske men efter hun var healet. Baldwin lagde roligt en hånd på hendes arm. "Ssh det er okay, tag det roligt" forsøgte han med en beroligende stemme og ro i de ravgule øjne. "Vi fik styr på branden, og takket været dig omkom ingen i ilden" tilføjede han, stadig med en ro i stemmen. Han ville ikke tvinge hende til at ligge sig igen, men han insinuerede at det ville være bedst for hende at ligge sig ned på puden igen og tage det med ro.

Det var lige før Atheena kunne give sig til at le over generalens udtalelse om Chance. Han kendte ikke til troldebollerne eller hvad hun ellers havde været udsat for de sidste par år, men hun bebrejdede ham det heller ikke. "Det... Det ku' han vel,"
Hans hånd på hendes arm fik hende til at se på ham igen. Hans tilstedeværelse var overraskende beroligende og med det ubehag der stadig sad og tærede på hendes udmattede krop, valgte hun langsomt at lægge sig ned igen. På den ene side var hun næsten stolt over at have reddet præsterne, Zaladin-tilbedere eller ej. På den anden side kunne hun stadig huske sine intentioner fra starten da hun i det hele taget var gået ind i templet, og stoltheden forsvandt med det samme, som hun kiggede væk, næsten skamfuldt. Hun var en tyv. Normalt stjal hun bare fra rigere folk, men hun var stadig en tyv, og det var en tyv der havde stået i et brændende tempel og reddet en præstinde ved at trække hende ned til udgangen. Det var en tyv der nær havde fået sig selv slået ihjel fordi hun ikke kunne bære at se en anden person dø. En tyv der ville have taget deres værdier, der nu sikkert ikke var værdifulde alligevel.

Hun havde et næsten koncentreret udtryk som tankerne myldrede rundt som små myrer i hendes stadig omtågede sind. "Takket være mig.... Hvis du.. De siger det... hr general," hun kunne ikke bære at fortælle ham det, hvad der havde fået hende til at gå derind. Samtidig følte hun en trang til at sige det, for hun ville ikke have hæder og ære for det, hun havde gjort. Hun skammede sig meget. Rigtig meget.

Hun var i live, og så kunne det godt være at Chance som det lød til kvinden nærede tillid til, havde sat hende på alverdens prøvelser, men kile havde ikke hentet hende hjem. En bitter tanke skød igennem Baldwin. Kiles Orden havde forsøgt at få hende sendt til dødsriget. Og jo mere han lyttede til hende, selvom det var sparsomme ord, var han overbevidst om at hun ikke tilhørte Zaladins tro. Det virkede ikke til at passe sammen.
Men hun virkede i konflikt. En skam der løb over hendes ansigtstræk som hun talte. En kvinde der ikke mente hun fortjente den tak der blev hende givet. Af en årsag stadig ukendt for Baldwin.
"Takket været dig, gik folk ikke ind for at lede efter overlevende, der ikke var til stede. Du kan have reddet flere liv på den måde" hun skulle ikke skamme sig over det at hun havde givet den viden videre til Baldwin som han greb hende. Han var faktisk imponeret over at det var lykkes hende at fortælle noget som helst i den tilstand hun havde været i. "Og bare kald mig Baldwin. Hr General virker alt for formelt lige nu" tilføjede han med et let smil og et glimt i øjet. "Må man spørge hvad du skammer dig over?" spurgte han venligt, og det var et spørgsmål. Sagde hun nej, blev det accepteret. Dette var ikke stedet at kaste med ordre og forlange komplet ærlighed. Det var en såret pige han sad overfor, ikke en soldat.

Det glædede hende i det mindste lidt at der ikke var gået flere folk ind for at kigge efter overlevende. At nogen kunne finde på at brænde et tempel ned forstod hun ikke. Det måtte vel være banditter? Det kunne ikke være andet end det. Endnu et stik i samvittigheden. Teknisk set var hun en bandit. Banditter tæskede folk og stjal deres værdier, men hun stjal jo også, så hun måtte vel være det samme? "Så... Så er det godt, at ingen døde," hun kiggede stadig ikke på ham. Hun kunne slet ikke bære det. Hun ænsede det lige nøjagtigt at han ville have hende til at kalde ham Baldwin og igen forstod hun ikke hvorfor denne venlighed blev hende givet. Hun fattede det ganske enkelt ikke. Som yngre var hun stukket af efter at hendes forældre havde glemt hende og Fabian i deres ynken over deres anden søn og barn, derefter var hun blevet taget og holdt til fange af en iskold vampyr. Brugt. Og da hun fandt Fabian var han blevet vred på hende for at være skredet. Ganske vidst var vreden ikke længe, men han havde stadig været vred og hun forstod ham. Hun havde været så pisse egoistisk dengang, og stadigvæk havde hun holdt sig fra sin familie af ren og skær rædsel for hvad vampyren kunne finde på at gøre ved dem.

Hun stivnede da Baldwin spurgte ind til hvad hun skammede sig over. Hvordan havde han gennemskuet det?! "Ikke noget," sagde hun nærmest sekundet efter hans spørgsmål, alt for hurtigt. En kæmpe stor fed løgn. Lige i hovedet på lysets general. En mand der havde bragt hende i sikkerhed. Dette var nok til at hendes øjne blev blanke og hun sukkede tungt. "Jeg... Jeg var ikke en præst derinde.. I templet.." hun tøvede lidt. Nej, hun var nødt til at sige det, Zaladin tage konsekvenserne! Hun kunne ikke bære at holde det inde. "J-jeg var der bare.. Fordi.. Fordi jeg ville.. Ta' deres ting.. De havde ikke brug for det, men... Men det har jeg.. Og mange af d-de andre f-fattige folk," som hun stammede ordene ud løb et par enkelte tårer ned ad hendes kinder. Det betød intet om hun kom til at skulle sone en straf. Det var ikke værre end at indrømme at hun var en tyv og at hun kun havde været i stand til at hjælpe, fordi hun ville stjæle. "Jeg ved godt, at hvis jeg ikke havde været der.. Så ville præstinden, der sad i chok ikke være kommet ud, og de andre ville være gået ind i templet for at se om der var flere overlevende.. Jeg ved det godt, men jeg var der kun fordi jeg er en tyv!"

Baldwin nikkede som svar. At hun stadig ikke ville møde hans blik kunne være af alverdens årsager. Hun havde brug for tid og rum til selv at bestemme hvornår hun ville tage den kontakt. Nok pressede han selv lidt ved at spørge hende ind til den skam han havde set i hendes blik og træk. Fordi han ikke kunne forstå hvad den udsprang af. Hvad kunne hun dog havde gjort i den situation hun kunne skamme sig over. En ridder og civil havde været inde i templet efter kvinden var kommet ud af vinduet, og kunne hurtigt bekræfte troværdigheden om at de andre var sluppet fri. Så skammen kunne ikke være at hun havde løjet. Det vidste han.

Han ventede tålmodigt ved hendes hurtige svar og kiggede blot på hende. En smule undersøgende, men efter blot ventende et par sekunder for at se om hun ville stå ved sin løgn eller uddybe den.
Baldwin fastholde et roligt udtryk og rolige øjne som hun begyndte tøvende at fortælle. At hun ikke havde været præst derinde, kunne stadig betyde at hun var tilhænger, men der skulle ikke megen hjerne til at regne ud af hun var ved at fortælle hun slet ikke burde havde været der. Baldwin gav hendes arm et ganske let blidt klem. Han lod orderne synke ind om hendes fortælling om hvorfor hun havde befundet sig i Zaladins temple. "Jeg vil ikke lyve for dig, og sige at det var okay det du havde til hensigt at gøre" startede han ud, stadig med ro i stemmen som han søgte hendes blik, men hun besluttede selv om hun ville holde det. "Men jeg tror på at du var i templet af en grund. Se det i stedet som din chance. Du hjalp en præstinde med at flygte. Du sørgede for ingen andre led en forfærdelig skæbne. Fordi det er den du er. Tyv er ikke din definition - det er en uheldig profession"

Atheena nikkede forstående da Baldwin fortalte at han ikke ville sige at det var i orden hvad hendes intentioner havde været. Hun forstod det godt, det var jo hele grunden til at hun skammede sig så meget.
Men da han fortalte at hun havde været derinde af en grund og at hun ikke var en tyv, men bare arbejdede som én, gik det op for hende, at han havde ret. Hun kunne jo være hvad som helst. Og hun var en tyv. Hun søgte langsomt hans blik og opdagede at han også havde søgt hendes, og flere tårer faldt fra hendes øjne. "Præcis. Jeg valgte at have den profession. Hvad gør det mig så til?" spurgte hun mens hun tørrede tårerne væk med sit ærme, næsten vredt. Hun kunne ikke lide at græde, og slet ikke foran fremmede. Desuden gjorde det kun at hun fik mere ondt i hovedet.

"Hvad sker der så nu Hr Gen.. Baldwin?" hun vidste godt at hun sagtens kunne være langt ude på dybt vand som det så ud lige nu. Hun havde indrømmet over for lysets general, at hun brugte sit liv på at stjæle med arme og ben. Hun sked hul i loven, men det var jo heller ikke det der havde givet hende dårlig samvittighed lige nu. Det var det faktum, at hun stjal fra en kirke og at det var dét, der var grunden til at hun havde været i stand til at hjælpe dem.
"Hvad vil De gøre med mig?"

Baldwin kunne ikke få sig selv til at slippe hendes arm der blidt lod en tommelfinger bevæge sig, selvom han inderst inde godt vidste det på flere planer måtte føles mærkeligt. En ting var at han havde skæl, der føltes anderledens end almen hud, på sine hænder. "Har du virkelig valgt det? og ikke været tvunget til det for at overleve?" spurgte han igen, ikke helt villig til at lade emnet ligge når hun stadig havde det dårligt over det.
Han ønskede ikke at hun skulle tro at stjæle og være tyv var noget han godkendte eller så på med ro i sinde. Nej, men han vidste også at mange var nødsaget til at ty til netop den profession for at overleve.

Baldwin tog en dyb indånding og kiggede på hende. "Give dig en advarsel. Jeg ved du var i templet på uhærderlige grundlag. Men din hjælp var alligevel nyttig for os." han rettede sig op i en mere ret stilling og så alvorligt på hende. "Jeg kan ikke tvinge dig til at ændre din livsstil, men jeg vil give dig chancen."

Baldwins spørgsmål kom lidt bag på Atheena. Hun tøvede lidt og hævede et øjenbryn mens hun så op på ham. Den del havde hun slet ikke tænkt over, men et eller andet sted var det lidt både og. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle bruge sit liv til, når hun ikke havde mulighed for at tage hjem til sin familie, men hun kunne vel sikkert gøre andet i sin hverdag? Hun begyndte at se lettere koncentreret ud mens hun tænkte hårdt over det, men endte med at sukke lavt over hovedpinen. "Altså... Det var lidt det, jeg kunne finde ud af, efter... Ehm.. Efter jeg tog hjemmefra," en kold hvislen gik ned ad hendes ryg som hun sagde det, og blev ubehagelig til mode. Hun gjorde det kun for at beskytte dem, men samtidig var hun rædselslagen bare ved tanken om at vampyren kunne komme tilbage efter sin mad.

At han bare ville give hende en advarsel fik hende til at lukke øjnene kort. At han bare sådan uden videre ville nøjes med at give hende en advarsel var stik imod al forventning, men som hun lod lettelsen synke ind gik det op for hende, at hun enten var nødt til at være fandens forsigtig fremover, eller rent faktisk lytte til hvad han sagde. Det lød jo fornuftigt, så hun ville prøve. Give det en enkelt chance. "Tak.. Men.. Hvad skal jeg så lave i stedet for? Jeg.. Kender ikke rigtig til at andre måder at få mad på bordet på.. Hvor starter jeg? Hvordan starter jeg?" Atheena var ganske vidst 21 år gammel, men hun var stadig ret ung og forstod sig ikke helt på den slags voksenting.

Baldwin nikkede roligt og tog notist af hendes reaktioner. hendes forivrring og tøven, samt da hun begyndte at tænke over sine ord. Hun havde nok ikke tænkt sådan på det det før, sådan havde han oplevet det før. Han havde mødt kriminelle af forskellige afskygninger i løbet af sit liv. Nogen gjorde det bevidst, andre af nød. "Er der ikke andet du er god til? Hvad gør at du tænker at stjæle er måden at få mad?" for det var højst sandsynligt det der var en nødvendighed. At få mad på bordet, og man gjorde hvad der skulle til for at få det. Han kendte hende ikke, men begyndte alligevel at få en klare og klare ide. At læse andre folk havde Baldwin aldrig haft problemer med - men han udvidste det også respekt, for folk kunne skjule deres indre godt og han ville ikke sige han kendte nogen når han vidste det var løgn.

Baldwin tog en dyb indånding og lagde hovedet på skrå. "Hvad du har et talent for kan altid bruges til noget lovlydigt. Det vil ikke være nemt - så absolut ikke. Men hvis jeg kan hjælpe dig, gør jeg det" svarede han ærligt. Han vidste ikke hvad hendes talenter var, men tyve havde en tendens til at vide hvad de gjorde - på den ene eller den anden måde. At stjæle var ikke en dans på roser. Det krævede snilde, stilhed og list. Samt en masse andre ting.

Atheenas frygt for vampyren fik hurtigt et visit til overfladen ved Baldwins spørgsmål. Hvorfor stjal hun for at overleve? Det hele bundede vel i frygten for at blive opdaget. Hun kunne sikkert sagtens få arbejde som bager, skrædder eller hvad end der nu var derude, men.. Så ville hun også være fastsat. Hun ville arbejde ét sted, og hun ville arbejde om dagen. Og hun ville blive et nemt mål for vampyren. Og det turde hun virkelig, virkelig ikke. ”Fordi… Det er den bedste måde at forblive skjult på,” indrømmede hun lettere uroligt. Men så gik det op for hende, at hun jo sad med Lysets General. Vampyren kunne sgu da ikke røre en så vigtig mand. Der var for mange andre Lysets Krigere her. Og generalen selv var sikkert også virkelig erfaren og stærk. 

”Der er én, som er efter mig.. Han ville nemt kunne finde mig, hvis jeg bare valgte et helt ”normalt” stykke arbejde, og…. Jeg vil ikke tilbage til det sted.. Aldrig,” det sted havde givet hende en så panisk frygt for små mørke rum, at bare tanken om dem gjorde hende fysisk syg. Allerede nu steg ubehaget inden i hende. ”Hr Gen… Baldwin.. Jeg tror ikke De kan hjælpe mig.. Der er så mange andre vigtigere ting derude end en lille tyv som jeg.. J-jeg klarer mig nok,” det havde hun i hvert fald gjort indtil nu, men hvor ville hun dog bare ønske at hun kunne få lov til at slappe af! Se sin familie, være sig selv igen!

Baldwin lyttede roligt, uden at tænke på at den tid han brugte her måtte senere blive struktureret ind i arbejde. Den tid den sorg. Han havde i forvejen en proppet arbejdsdag, og ingen kunne fortænke ham i at tage en pause bare engang imellem. Han nikkede som svar og kom men en let brummende lyd ”Javel ja.” han spurgte ikke nærmere ind til det, men ventede blot på at hun selv begyndte at snakke. Og det var ikke svært for ham at høre at hun var bange, ja direkte panisk lød det til i stemmen. Om det var den mand hun snakkede om eller noget af det han ville gøre der frembragte den tone, vidste han ikke, men han brød sig ikke om at høre det. Det påvirkede ham altid at vide, at nogen levede langt fra tryghed og ofte blev sat på alverdens prøvelser. ”Hvem er han?” spurgte han alvorligt. Hvem end der gik og jagtede unge kvinder eller andre folk for den sags skyld, skulle ikke gå ustraffet hen.
Baldwin tog en dyb indånding og så på hende med blide øjne. Øjne der havde form som rovdyrfuglen hans gener stammede fra, men ikke som en nådesløs dræber, ørnen ofte blev forbundet med. ”Vigtigere ting er efter hvad øjet ser, Frøken. Hvis du kan hjælpe mig med at finde denne mand du frygter, kan andre i din situation slippe for den skæbne du nu sidder i” det kunne godt være at det for mange virkede nyttesløst at hjælpe bare en person, når han kunne bruge sin tid på at hjælpe større befolkningstal. Men faktum var, at hun næppe var den eneste påvirket af denne mand, og kunne han stoppes ville det bringe mere lyksagelige konsekvenser med sig.

/afsluttet