Byvagter og kiles orden var fanme noget Zaladin havde opfundet - og alligevel kunne hun ikke helt se sig sur på dæmonkongen. Det måtte være Isaris solbeskinnede røv der forsøgte at jagte hende ud af hovedstaden! Ja, det måtte være den vej det var. Naamah ahvde nu befundet sig i hovedstaden i en solid måned, og selvom hun hyggede sig på kroen var de alle begyndt at være ensformige. Det var lige før hun var nødt til at ty sig til gamle for at prøve en ny krop hver aften! Det var groteskt!
En smule arrigt vandrede hun ned af gaden. Mørkets frembrud forhindrede hende i at møde det potentiale hun virkelig gerne ville have sine lange bløde fingre i. Hun vislede irriteret som hun drejede om et hjørne. Bremserne blev slået i, som Naamah nær var gået direkte ind i en ret høj og bred kvinde i læderrustning. "Mørkets frembrud er nært, frøken" Naamah stirrede op på hende, irritabelt. "Tak for tippet" hun kantede sig forbi byvagten og stirrede koldt på kilepræstens hvide maske der udtryksløst fulgte hende. Tilbage til den samme kro endnu engang.

Skyggerne omkring hende blev længere i tagt med at solen forsvandt. Hun stoppede op midt på gaden for at kigge på kroens oplyste matte vinduer. Alle fibre i hendes krop skreg på at gå videre. At ignorere kroen. Finde en seng et andet sted, tage på opdagelse, om hun så skulle sove i brummen! Hun var ligeglad. Ikke på vilkår om hun ville derind igen - hun betvivlede også at Vidya ville blive bekymret. Vidya havde nok snuden i bøgerne stadig og Naamah kunne egentlig ikke være generet af den del. Så da mørket faldte på gik hun ind i en mørkere gyde. De intense grønne øjne lyste nærmest op i de mørke omgivelser som hun fornemmede at hun ikke længere var alene. Hun sagtnede farten roligt og kiggede sig over skulderen.

Se det havde været lidt tid siden at han faktisk havde været henne på dette sted her, eller ja generelt været omkring dette sted, som han faktisk godt kunne lide, han fandt det interessant og spændende. Der var noget særligt over hele stedet, og noget han godt kunne lide. Han havde næsten savnet at være herhenne, han havde vandret lidt rundt, med de gyselige gule øjne rundt omkring på omgivelserne, han studerede dem en smule, og studerede de folk der måtte være både, i nærheden af ham, men også bare her og der.  Alt det med kile præster, lyset, havde virkelig aldrig haft hans store interesse, enlig kunne han ikke være mere end ligeglad med det hele, for ham var mørket tilpas, og lige hans stil og smag. Dimitri var iklædt en skjorte lidt åben, nogle bukser der enlig godt kunne ligne de var slidte, dog var ikke det der betød noget, især ikke for ham. Hans hår strittede, og han gik lidt videre rundt, enlig havde han ikke noget specielt han skulle, så hvorfor ikke nye mørkets vidunder.
 
 

Dog fik han duften af noget, og måtte sætte tempoet lidt op, så pludselig stod han henne ved en gyde, en kvinde kunne han hurtig se foran sig, dog ikke helt så tæt, men med lidt afstand. Dimitri lod hans øjne hvile sig en smule på hende, gad vide hvem hun var, og hvad hun lavede herude, og hun havde åbenbart fundet sig en gyde at være i.  Hun var ikke grim bestemt ikke, men hun have også et eller andet over sig, der virkede spændende, dog ville Dimitri ikke gøre noget, selvom han hurtigt lige kunne snuppe sig en tår af hendes blod, det ville være fantastisk start på hans aften. Men han lod vær, selvfølgelig kunne det måske godt være det ville komme, men hun var sikkert et væsen som ham selv,  og hvis hun var betød det heller ingenting, fordi han var ligeglad, hvis han var tørstig og mente hendes blod ville være lækkert og forfriskende, så gik han efter det uden at tøve. 


Hans øjne gled ned ad hende, og han stilte sig så op ad en mur inde i gyden, han fik et skævt smil på læben, og havde ikke set denne kvinde her før, men det skulle han nok komme til, han skulle nok finde de svar han søgte, hvis han søgte noget..."Se det her er ikke noget man ser til hverdag"sagde han, og begravede en hånd nede i bukselommen. Nej det var ikke tit sådan noget her skete, og det var ikke så tit han havde set kvinder begive sig herhen til dette sted her, og endda ikke begivet sig hen mod gyderne der var her. Det var jo yderst interessant, det var ikke noget han havde oplevet før, men det fangede også bare mere hans interesse og opmærksomhed. 

Naamah var ikke blind for at kunne se at der stod en i mørket bag hende, i samme sekundt det rent faktisk var gået op for hende at det var en gyde hun havde bevæget sig ned af. Noget der burde rent naturligt havde bragt frygt til kvindens øjne, men i stedet blev hun bare irriteret igen på sin egen fejl. Hun vendte sig om med en hånd hvilende blidt på hoften, mens hun fandt frem til den talende skikkelse. Næseborene udvidede sig svagt som hun kunne lugte ham, lugte hvad han var. "Hvad helt præcis, kære? En kvinde der kan klare sig selv" drillede hun ham, med et skævt smil på læberne. "Sniger du dig altid ind på enlige kvinder i mørket, eller er jeg bare heldig?" Hun kunne ikke dy sig på nogen mulig måde. At være drillende var hendes natur, og den forførende undertone demrede konstant ved hendes melodiske stemme.

Naamah bevægede sig tættere på manden uden at vise nogen form for frygt, da puslen nede af gaden fik hende til at sukke dybt. Byvagter og kilepræster. Igen. "Skønt.. Bare super." Naamah vendte sig og begyndte at lade sin hænd glide af væggen søgende. Hun fandt det til sidst i form af en dør. Hun pressede håndtaget ned for at åbne op ind til et mørkt rum. "Skal du med eller har du udgangstilladelse?" ikke fordi, en vampyr kunne vel være ligeglad, og ud fra hans lugt var han heller ikke af den yngre slags hugtand. Hun ventede et par sekunder, gav ham tid til at vælge, inden hun selv forsvandt ind på den anden side i det ukendte, fuldstændig kold overfor at hun gik ind på privat egendom.

Da den pludselig dør i væggen kom frem ved at denne kvinde her havde kendt til det skjulte rum, blev han næsten imponeret over hende, se det havde han slet ikke set komme faktisk. Yderst spændende og interessant, han trådte tættere på hende, og kiggede ind mod væggen, hvor det skjulte rum pludselig kom til syne. Et mørkt rum, se det havde han slet ikke noget imod, faktisk så han meget fint i mørke, så det gjorde ikke ham noget. Det var ikke hver dag han så sådan noget, men en gang skulle vel være den første, som man sagde. "Tja en kvinde der kan passe på sig selv siger man da ikke nej til"svarede han så, og lod de gule øjne falde på hende, men han valgte så at gå med hende ind i det mørke rum. Det skulle bestemt ikke holde ham tilbage, nu skete der jo også endelig noget, og så slap han da også for at kigge på de forbandet kile præster, det var jo næsten som om de var overalt. Det irriterede ham, men han havde nu ingen grund til at slagte dem, end heller ikke snuppe en tår blod eller to fra dem.



Han lyttede så efter hendes spørgsmål, og kunne ikke undgå at blinke drilsk til hende, det var et glimrende spørgsmål, gjorde han altid det.. Tja han havde da for vane at lave nogle næsten storslået entre'er dog skete det til tider, at der kom noget i vejen, og det tit endte med blod her og der, måske nogle få lig spredt rundt omkring.. Men for Dimitri var det næsten standard, det skete jo så tit, han kunne undre sig over, hvornår skete der noget anderledes, noget nyt. "Måske er du blot meget heldig jo"svarede han så hende, mens han sendte hende et skævt smil. Derefter gik han blot lidt videre med hende, han undrede sig en smule over hvor de var på vej hen, eller hvad denne kvinde her havde i tankerne."Jeg havde aldrig gættet der ville være en skjult indgang til det rum her, men ser man det"sagde han næsten helt imponeret over det.



Hvem var hun enlig også, hun virkede enlig en anelse mystisk i hans øjne, men så igen han var selv mystisk, så det passede vel meget fint.. Dimitri lod de gule øjne spejde rundt i de omgivelser de var i, og generelt de omgivelser han lige kunne skimte og få øje på. Det her skulle nok blive sjovt, og spændende, det var han næsten mere end sikker på."Så jeg gætter på du ikke bringer mænd hertil så tit eller hvordan"sagde han og kiggede hen på hende, vendte enlig hele hans opmærksomhed på hende. Lod de gule næsten grusomme øjne hvile sig på hendes ansigt. 

Naamah smilede et skævt smil til det svar hun modtog. Ja, hun kunne passe på sig selv, bedre end han nok umildbart havde tænkt hun kunne. Ikke at hun var videre krigerisk anlagt, hun vidste hvordan man brugte et våben, men hun var hvad præsterne kaldte farlig på en helt anden måde. Lokkede mænd, selv de mægtigske adelsmænd i fordærv nemt som ingenting. Det morede hende faktisk at de hellere ville gå i krig end at synde en smule. Små mennesker.

"Det vil jeg tage som en kompliment." svarede hun drilsk tilbage med et glimt i de intense grønne øjne. Hun havde heller ikke udstrålingen af at kende til sådanne områder som disse. Hun bar pænt tøj uden at være for prængende, men stadig tøj der ville få de fleste til at gætte på at hun var af en finere slægt i hovedstaden. Præcis som hun ønskede det. Nok til at fange beboernes interesse uden at skræmme den væk med at tilhøjere end rigmand.

Naamah forsatte igennem den snævre gang til et rum der var mere åbent. Hun havde fundet dette tilflugssted da hun var i hovedstaden inden krigen brød ud. Hendes ekstra tilflugtssted der havde tilhørt en ganske charmerende bard der ofte havnede i problemer. Der havde ikke været nogen her længe, og hun gættede sig hurtigt frem til at plagerne måtte havde taget sig af ham. Hun tændte et lys i en lampe der hang i loftet og vendte sig med et skmmelt smil på læberne. "Kun de interessante." svarede hun hvorefter hendes evne automatisk slog sig til igen. Hun var sulten, næsten desperat efter nu en god uges tid hvor ingen var faldet i hendes interesse. Det var jo rent tortur. Hun lod tungen glide over sine læber. "Er du slet ikke nervøs over at du fulgte med en fremmed, ind i et skjult mørkt rum?"

”Er jeg glad for at du ville, komplimenter kan og burde man ikke klage over”sagde han og gav et lille nok fra sig. Derefter lyttede han blot til hende, bare for at høre hvad hun ville sige, og hvad hun mon tænkte på. Hun lignede jo en kvinde der kunne tænke mange ting,  og måske havde planer her og der, dog var Dimitri med på den værste, han var ikke bange af sig, hvorfor skulle han også være det.  Han fulgte blot med hende, det mørke rum de holdte sig i, var nu ikke noget han havde imod, enlig var det rart nok, og det var rart nok at komme lidt væk fra alle de folk som der havde været før de var gået herinde i rummet. Det var lidt interessant at denne kvinde her havde fundet rummet, og han havde slet ikke regnet med sådanne ting, dog fandt det hans interesse og det var meget spændende.
 

Dimitri kiggede på hende, og begravede hænderne længere ned i bukselommerne, mens han næsten havde en lyst til at grine af hende, ham bange der skulle meget mere til han blev ikke rigtigt bange... Der var mange der prøvede at gøre ham bange, men det havde aldrig lykkes, det var bare svært”Hvorfor skulle jeg være bange..Jeg ser ingen grund til at være det”svarede han, og lænte sig en smule hen imod hende”Desuden kunne jeg spørge dig om det samme”sagde han så, og lod de gule øjne hvile sig på hendes ansigt, og han havde det kække skæve smil, som han så tit fik gravet frem. 



Han var interesseret, nok endnu mere over at han aldrig havde set det her før, så det var lidt nyt for ham dog havde han det lidt sådan en gang skulle være den første jo. Så han var spændt, og stod blot og kiggede på hende, enlig var hun ikke grim, og han havde selv fået en lyst til et eller andet at drikke, og spise.. Så det skulle nok blive spændende at se hvor de ville ende hen, eller hvad de mon ville lave. 

Nej det burde man bestemt ikke. Komplimenter hang oftest set på træerne hvad hende angik. Ikke fordi hun ville pudse sin egen glorie, men den evne hun havde gjort at mænd og nogle kvinder knap kunne holde fingerne fra hende, hvis blot de fik et par dråber alkohol først og mistede deres sunde fornuft. Mange andre behøvede hun ikke engang bruge megen tid på før de var klar til at blive taget med hjem til en hurtig bid. ”Ligner jeg en der har grund til at være bange?” svarede hun udfordrende igen uden at flytte sig ud af flækken i det han lænede sig tættere på. Hun var ikke bange for nogen mand, og han ville heller ikke kunne vække frygt i hende selv hvis han prøvede. Hun havde for mange es i ærmerne til at lade sig mærke.

”Vil du gerne have at jeg er bange?” spurgte hun med hovedet på skrå og hænderne hvilende på hofterne. Hun så op på ham med et smil på læberne. Et mørkt rum, i en gyde hvor de var tæt på at blive opdaget af byvagter og kiles orden. Det kunne næsten ikke blive mere romantisk. Hun fnøs let gennem næsen af ham inden hun vendte hovedet bort og fortsatte længere ind i mørket. Der var en udgang her et sted, omkring enden af rummet. Den var kulsort og derfor svær at se, men om ikke andet skulle det nok lykkes.

"Det er aldrig til at vide, men jeg vil da ikke sige du har grund til at være bange for ligenu, men man kan jo heller ikke forudse ting"sagde han og sendte hende et bredt smil. Han valgte at gå lidt rundt i mørket, godt nok så han udmærket i mørket, det var ikke fordi det var svært for ham at se noget - hurra for at være vampyr med de gode sanser som det måtte bære. Dimitri var nu glad nok for at være vampyr, godt nok kunne det have sine ulemper men på en måde var han alligevel meget glad for at være det, han havde nok flest fordele end han faktisk have ulemper. Hans øjne studerede rundt i de omgivelser der nu måtte være herinde, og at de faktisk kun var de to, gjorde ham nu ingenting, han var nu heller ikke bange for hende, men derimod fandt hende interessant.


"Men hvis jeg må spørge havde du så nogle planer siden vi skulle herind"Spurgte han undrende, og kiggede rundt, før hans øjne faldt hen på hende. Øjnene hvilede sig på hendes, og han stod et øjeblik og bare kiggede på hende, aldrig havde han set en kvinde som hende før, det gjorde også at han bare fandt hende mere og mere interessant - desuden var det ikke så tit at han mødte kvinder der skilte sig ud fra mængden, nogle kvinder der turde være anderledes end andre.
"Kan du lide at være bange"spurgte han og valgte at stille sig med armene over kors, hvorefter han bare fandt et sted
i det mørke rum, hvor han kunne læne sig op ad.


Dimitri fjernede blikket fra hende, og måtte tænke sig lidt til hvad dette rum her var for noget, aldrig havde han oplevet sådan noget her før, så det vart lidt klart at han havde både nysgerrighed, men også en slags spænding indeni ham der fortalte ham at han ville vide mere om både hende, men også om hvor de enlig var på vej hen. Hvis denne kvinde havde planer om at de skulle et sted hen, eller måske havde denne kvinde ideer om at de skulle noget. 

Generelt var Naamah ikke bange for noget. Fangeskab måske. Sult var også pænt ubehageligt, men desideret bange? Nej det kunne man ikke ligefrem sige hun var ofte. Hun så faktisk ganske løst på farlige situationer. Følte sig udødelig på mange punkter, da hun bare kunne forlade den fysiske skal uden problemer. Hun havde det nemt på den front. Naamah kunne altid besætte en nu.
”Ja, undgå at blive fanget af de irriterende byvagter, der mener at nattetimerne er deres alene” svarede hun mens hun kiggede sig over skulderen. Hendes nattesyn var ikke dårligt, men hun var stadig begrænset af hvad kroppen kunne håndtere at se. Mørke var en af de ting der var svært at orientere sig i.

”Der er en hvis spænding indvolveret i at være bange. Men det sker ikke særlig ofte” svarede hun i det hun vendte sig og i stedet gik et par skridt baglæns i rummet inden hun stoppede. Der var en udgang til en anden side end den de kom ind i. ”Hvorfor fulgte du efter uden indvendinger?” hun lagde hovedet let på skrå og slog ganske naturligt sin charme til. Det lå i hendes natur at være charmerende og smirgerne. Flirtende ville nogen nok kalde det, og det kunne man heller ikke undgå at kalde det denne gang. Selvom hun lige havde mødt manden, var han stadig spændende. Om end det var naturligt at flirte med alt der havde en puls og en hvis aura af magt.

Rummet de befandt sig indeni, var faktisk ikke noget han havde noget imod, tværtimod var det hyggeligt, at være omgivet af mørke var noget han godt kunne lide. Alt med sol, varme var langt fra ham, jo koldere, lavere grader der var jo bedre var det for ham. Sådan havde han hvist også altid haft det, men det hørte sikkert med til det han var. Så gik han videre med hende,  og lyttede mens hun snakkede, han kunne ikke undgå at fnise af hendes ord, mest fordi han selv tænkte det måtte da være indlysende, hvorfor han var fulgt med. Men han var vel nød til at forklare hende det så"Tjo ser du det er ikke hvergang sådan noget her sker, det er ikke tit man støder på en køn kvinde der heller ikke løber skrigende væk"Sagde han og begravede hænderne ned i bukselommerne. 
Det ville da også være alt for kedeligt, hvis han bare skulle have stået og gloet, eller kedet sig ved bare at slentre rundt uden der skete noget. 

Dog på den anden side, ville Dimitri sikkert finde på noget at lave, han havde næsten altid en plan eller to, hvis ikke flere tusind planer, eller ideer. "Så byvagter er ikke lige noget for dig er det, det du siger"sagde han næsten flabet, og sendte hende et bredt smil, og fortsatte med at gå videre med hende. Rummet de var igang med at vandre videre ind, var begyndt at undre ham over hvor lang den var, hvor var de enlig på vej hen, var det et bestemt sted mon. Han fik et tænkende udtryk i de gule øjne, og kiggede rundt mens de slentrede afsted."Hvor er det vi er på vej hen, det er jo som om det her aldrig ender"sagde han næsten irriteret, og vendte sig hen imod hende. Han stoppede op, og skubbede hende pludselig ind mod muren ved siden af ham"Måske leder du os på afveje, eller måske har du planer om at føre et angreb ind mod mig"sagde han med ansigtet tæt mod hendes. 


De gule, grusomme øjne borede sig ind i hendes øjne, mens han stod og kiggede på hende, han begravede en hånd i hans bukselomme, hvoraf den anden hånd var slået ind mod muren, det skadede ham slet ikke, det var næsten som om han ingenting mærkede. Dimitri kiggede fortsat på hende, han havde fået et undrende udtryk på ansigtet, dog havde han ikke noget smil på sig, munden var neutralt som den kunne være."Hvad fik dig til at invitere mig med herind"spurgte han så med et kækt lille smil på læben, mens han trak ansigtet lidt tilbage. 

Naamah løftede ganske let et øjenbryn og kom med en lavmæld latter. Naturligvis, havde det noget at gøre med at en køn kvinde havde forbipasseret hans vej, og ikke udvist stor frygt ved første møde. Hun kunne godt se hvorfor pigerne ville løbe væk i forskrækkelse, specielt ved at møde ham i de mørke gader af Hovedstaden. Som om at udgangsforbudet ikke havde skræmt de fleste unge tøser fra vid og sans til at starte med. ”Byvagter? Nej, de blander sig for meget.” konstaterede hun med et kækt smil på læben.

Naamah fik ikke muligheden for svare på hans irriterede udtryk. Han følte sig tilsyneladende ikke begejstret for at befinde sig i skjulte gange der henlå i mørke og ukendthed. En let forskrækket lyd undslap hendes læber som hun pludseligt blev skubbet op imod den kolde stenmur og tilsyneladende holdte hende fast. Nogen gange kunne man undre sig over hvilke tanker der foregik i hankønsvæsner! ”Er man nu ikke lidt selvhøjtidelig” svarede hun flabet tilbage og kiggede bare på ham. Hun var stadig ikke bange for ham, trods det havde været en overraskelse at få slået luften ud af lungerne ved hårdt at ramme muren.

”Hvorfor ikke. Du er interessant, skræmmende og anderledens. Kan du fortænke mig i at vise interesse?” hun vendte spørgsmålet tilbage mod ham og kiggede ham i de gule øjne. ”Men hvis du gerne vil tilbage” Naamah gjorde en gestus med hånden tilbage i den retning de var kommet fra. ”Dit valg.”

Ham tilbage nej det var der ikke tid til ligenu, han havde ikke skænket det sådan rigtigt en tanke, desuden var dette sted de var lidt mere hyggeligt på sin helt egen underlig måde. Han trådte væk fra hende, og børstede hans tøj kort af, hvorefter han gik forbi hende men stoppede for at kigge på hende hen over den ene skulder, så sendte han hende et bredt smil, og et næsten underholdende blik, dt her var spændende uden tvivl"Jeg vil ikke tilbage før jeg har fundet ud af hvorfor du har tilbudt mig at være det her sted sammen med dig"svarede han så ærligt, og kiggede lidt på hende, før han vendte blikket væk fra hende. 

Hans øjne havde fanget nogle af omgivelserne der var herinde, hvor de var, det var ikke fordi der var så mange ting, men der var alligevel noget spændende over stedet. Det var vel også lidt mere hyggeligt end bare at gå rundt i skumringskvarteret, dog var selve det kvarter også hyggeligt og spændende, men at opleve noget andet var lidt mere hyggeligt og interessant"Selvhøjtidelig nej blot mig selv"svarede han kækt, og blinkede til hende mens han drejede sig en smule hen mod hende. Han ville ikke gå videre før at hun faktisk var med ham, og at hun gik med, selvfølgelig kunne han sagtens gå alene det var intet problem, men nu havde denne kvinde her inviteret ham med, så han ville næsten være alt for uhøflig ikke at følges med hende. 

"At være anderledes er en god ting, men desvære bringer det dig ingen vejne med smigrer"sagde han ærligt, og næsten koldt hvorefter han kiggede væk fra hende, ja i samme takt vendte han ryggen til hende. Hans øjne gled rundt, og han lagde en hånd på væggen ved ham, gad vide hvor lang det her sted var, ja gad vide hvor langt de faktisk skulle gå"Plejer du at bringe folk med sådanne steder her eller er jeg blot den første du lige ville prøve det trick på"sagde han uden at skænke hende et blik. Dimitri var dog ikke bange eller skræmt, han fandt det hele meget interessant og hyggeligt, det var jo første gang sådan noget her var sket for ham, så det skulle nok blive sjovt at se hvad der fortsat ville ske."Men interesse det fanger de fleste, så jeg kan ikke sige dig imod fordi jeg tit får at vide jeg fanger folk s interesse"sagde han og fjernede hans hånd fra væggen. 

Omskiftelig. Naamah var ikke helt sikker på hvor betryggende det var at hans humør på den måde kunne skifte fra voldelig til at være munter og let underholdt. Men det var vel også en spændende udvikling i sig selv. Hun kiggede efter ham som han begyndte at gå videre ned af den dunkle gang, der begyndte at omskifte sig til noget mere grotteagtig. Hun svarede han ikke just men sendte blot et tvetydigt smil.

Naamah skubbede sig væk fra væggen igen som hun meget voldsomt var blevet presset imod for ikke synderligt lang tid siden, og begyndte at følge med ned af igen. Nærmest fuldstændig upåvirket af den voldsomme behandling. Hun endte med at gå forbi ham og sende ham et sigende blik, på vejen, inden hun vendte det tilbage til at fokusere foran sig. Nå så smigrer virkede ikke. Sikke en skam.

"Det er begrænset hvor mange spændende personligheder jeg møder i skumringskvarteret disse dage. De fleste er for bange til at gå ud" der var noget let hån i hendes stemme. Bange. Oh små søde mennesker der altid holdte sig indendøre når det begyndte at blive lidt skræmmende. Små pus. Det betød de heller ikke oplevede noget som det her.
De nåede efterhånden til en trappe, som Naamah ret vant gik ned af, trods der var så mørkt at hendes øjne havde svært ved at vænne sig til det. for enden, en dør. Som hun skubbede op og gik ind af. "Det er ikke ligefrem fordi det er det mest spændende område, men det er bedre end at skulle døje med byvagter og kiles orden. De bringer bare problemer" lyden af vand var at høre på den anden side. En Å der løb under byen. Det perfekte sted for smulere og andre kriminelle.

/inaktiv