Inden længe ville ridder og krigere af lyset blive sendt ud i landet for at nedlægge orklejre, som truede landets sikkerhed sammen med mørket, som pønser på at hærve disse orker til deres hær til en eventuelt kommende krig mod selvsamme lys. Nao var selvfølgelig en af de riddere som havde meldt sig under lysets faner, det var hans pligt og han ofrede gerne sit liv for freden i landet, selvom han næppe ville kunne sørge for fred og heller ikke hans liv, men han var klar til at dø, hvis det skulle ende sådan. Det var også længe siden at han havde luftet sit sværd, med mindre man snakkede om træning, så han kunne godt savne det, selvom det løb brutalt på den måde, men inderst inde så nød han faktisk at hugge fjenderne ned.
Når det nu var sådan at de inden længe ville tage af sted, så følte han at en af de (måske) sidste aftner skulle bruges på kroen og drikke til at ikke kunne gå mere, eventuelt med nogle af de andre kammerater som han havde i hæren og så de folk som nu ville fejre dem inden de ville tage af sted, sådan nogle var der altid og det var rart at have den opbakning fra folket og at de satte pris på de ting som krigerne gjorde for landet.

Kroen var fuld af fulde og glade mennesker, som drak og sang så man dårligt nok kunne holde ud af været indendørs, men sådan var det altid inde på kroen, folk nød dette sted og det gjorde Nao bestemt også, og han var sikker på at han ville møde nogen han kendte. Nu var han jo kommet der så længe, at han kendte ansigterne derinde, også fordi at han havde stoppet nogle i et slagsmål eller sådan i den stil, men denne aften var han i civil og var ikke tvunget af et arbejde, men selvfølgelig måtte han jo slå til hvis nogen var ude på at slås.
Nao hilste på bartenderne som nok var en af de person som han kendte bedst herinde. ”Har du et glas mjød til mig?” lød det fra ham som han nærmede sig baren og kiggede på bartenderen bag disken, ”Det ville være noget nyt hvis jeg ikke havde, ville det ikke?” lød det fra bartenderne, som tydeligvis prøvede at komme med en sjov kommentar, hvorefter han vendte sig om for at tappe et krus og rakte det til Nao, som glædeligt tog imod og tog den første store slurk. ”Der er godt proppet i aften, hva?”`han kiggede ud over det store rum og smilede lidt for sig selv og vendte fokus tilbage til bartenderen, som nikkede enigt.

Der havde været kaos i hendes liv den sidste tid. Intet var helt som det skulle være. Hun havde opsøgt sine forældre i Rubinien efter plagernes rassen. Med rette havde Angelica været bekymret for deres velbefindende og været lykkelig da hun så sin mor og bror i live. Desværre var hendes far blevet offer for et løbsk magiangreb. Noget hun havde begrædt i flere måneder hvor hun ikke forlod cirkusset hun var vokset op i. Mange var forsvundet, som hun havde kendt. Folk hun havde haft hos sig siden barnsben, havde forladt verdenen. Det gjorde ondt, på en helt anden måde end hun havde troet. Det var ikke retfærdigt.
Angelica overvejede at blive, men hjertet er og bliver en ukyelig skabning der gør præcis hvad der passer den. Men selv hjertet var i tvivl. Månederne hvor tørken havde frarøvet enhver fra almen ret til at leve et frit liv, havde hun brugt i Naos hjem. Han havde vidst en åbenhjertethed hun aldrig før havde mødt udenfor cirkusfolkenes midte - og de vidste ikke den venlighed overfor udefrakommende som han havde gjort. Og alligevel var hun taget afsted for at finde sin familie. En familie hun først forlod, som hendes bror påtog sig familieforsørger rollen for seriøst og hårdt. Han ville havde Angelica giftet væk. Noget der havde fået kvinden til at flygte over stok og sten.

Alt dette rumlede rundt i hendes hoved som hun kom ned af trappen. Hun havde siddet det meste af dagen på værelset på kroen og stirret ud af vinduet. Muligheden for at tjene penge var alligevel først ved aftenstid - og selv det var sparsommeligt efter udgangsforbudet. Hun tog en dyb indånding mens hun flettede det lange rødbrune hår i en fletning, alt imens hun stadig bevægede sig ned af trappen. Angelica så rundt i rummet, næsten forventende ikke at se noget genkendeligt, men der var han. Sad ved baren. Ubevidst sprang hendes hjerte et slag over og læberne blødte op i et blidt smil. Hun stod ubevægelig for foden af trappen et par sekunder, inden hun nærmede sig. Hun kørte blidt hånden over hans hår, mens hun lænede sig ind mod barkanten. "Du er blevet korthåret" De brune øjne fandt frem til hans mens hun smilede. Angelica var virkelig glad for at se ham igen.

Der var mange fulde og snaksagelig mennesker som ville i kontakt med Nao og han havde da også selv afsluttet sig første krus som samtalerne gled afsted og han havde for nyligt anskaffet sig den næste, betalt af en af stamkunderne på kroen, en af de snaksagelig som stadigvæk sad på stolen ved siden af ham. Nao havde intet imod at snakke om sit job som ridder hos lyset, det var jo et emne som fandt mange mennesker spændende og folk ville gerne vide mere omkring jobbet, der var selvfølgelig en masse ting som man ikke sådan kunne plabre løs om eftersom meget af det var hemmeligt.
”Altså vores missioner jo hemmelige, så dette kan jeg ikke sidde og snakke om, sammen med dig.” han trak på skulderne og kiggede på den fulde mand, ”Men ellers er jobbet jo meget stille og roligt, til tider. Vi skal jo sørge for at sådan nogle som jer kan være sikre i byen og ikke kommer op at slås” Den fulde mand kastede et grin fra sig, eftersom han godt viste at Nao vidste at han var en person som af og til kom op at slås.

Han havde slet ikke opdaget at nogen kom hen og rodede i hans hår, før han vendte sig om og så at det var Angelica. Han kunne ikke lade være med at smile stort over synet af hende, for det var ved at være længe siden at han havde set hende. Hun havde forladt hans hjem i søgen efter hendes forældre i Rubinien, så der var faktisk mange spørgsmål som han havde at stille hende efter hendes rejse, nu var hun jo hvert fald tilbage og han måtte indrømme overfor sig selv at han havde savnet hende frygteligt meget, han havde haft det rigtig godt med hende.
”Angelica” det var en stor lykke han havde i stemmen, han rejste sig op og lagde armene omkring hende og kyssede hende på kinden, ”Kan du lide? Du er lige så smuk som da du forlod mig. Du har været savnet i stor stil” han vendte sig om for at få et krus til hende og tog imod det, og førte hende derefter med ned bagi lokalet, hvor de kunne sidde lidt mere alene og snakke, for det havde han lidt brug for og ikke med en drukkenbolt, men med en han kendte og en person som havde en bestemt plads i hans hjerte. Han satte sig overfor hende og smilede roligt, ”Hvordan går det? Hvordan var din rejse?” som sagt så var der rigtig mange spørgsmål.

Angelica overhørte emnet som der blev talt om med nogle af de andre gæster på kroen. Hun kendte dem ikke, men de vidste hvem Nao var, det kunne man høre. Venligsindet og glade for hans tilstedeværelse. Nao måtte være en vellidt mand i Hovedstaden, så meget havde Angelica i hvert fald observeret. Hvilket ikke kom spor bag på hende.
Hun lyste endnu mere op som han vendte sig og begravede sig ind i hans kram. Varmt og trygt var følelsen der skyllede over hende ved omfavnelsen, der gav hende ro i kroppen igen. Hvordan kunne et andet menneske føle så hjemmeligt. Måske var det fordi det netop var hvad han havde været i de lange tørkemåneder. Hjemmet hun blev hos og var tryg ved.
Angelica kørte hånden gennem hans hår igen og førte den bagefter ned på hans kind og skæg - skæget var også nykommet. "Det klæder dig rigtig godt, Nao" svarede hun varmt "Jeg har også savnet dig" hvilket var fuldstændig oprigtigt. Det havde hun.

Angelica fulgte med ham til et mere afsidigt sted af kroen. Skamkunder faldte tilbage i deres egen snak efter at havde kigget efter dem som de forsvandt. Angelica kunne ikke undgå at tænke at hun havde forstyrret ham i at holde samtale med sine venner, men siden han gjorde intiativ til at de skulle snakke under mere private forhold, kunne hun ikke helt få dårlig samvittighed.
Angelica trak vejret ind, men måtte vente et par sekunder før noget kom ud. Faktisk sank hun en klump først og rømmede sig. "Min far er død" det burde havde slået hende hårdere end det gjorde, men hun havde altid været mest sammen med sin mor. Det betød selvfølgelig ikke, at hun ikke var ked af det. "Men min mor og storebror har det begge godt - min bror tager sit ansvar som familiesn overhovedet øhm.. lidt for alvorligt" tilføjede hun med et smil der aldrig blev helt oprigtigt. Orderne hun gav ham gav i hvert fald et billede af hvordan hendes rejse havde været og hvilken situation hun følelsesmæssigt sad i. Faktisk gjorde det godt endelig at få det sagt til nogen der rent faktisk havde interesse i hendes ve og vel, og ikke sukkede dybt og sagde at det jo alt sammen var for hendes eget bedste at hendes bror var som han nu engang er.

At de nu kunne sidde sammen, som før hun tog afsted, afsidiges og i måske lidt roligere omgivelser, selvom det stadigvæk var en meget støjfuld kro, men han prøvede at lukke det ude. At sidde her og kigge på hende og kunne fører en samtale og samle historien fra da de skiltes, det var rart. Han kunne godt mærke på hende at det var et eller andet som trykkede hende og noget hun havde brug for at komme af med, men han var måske ikke helt klar til den nyhed som han havde forventet af hende, for det var sørgelige nyheder hun bragte ham. Selvom han ikke havde mødt hendes far, så vidste han at begge hendes forældre betød meget for hende, eftersom Angel havde fortalt meget om dem begge, og de var grunden til at hun havde forladt ham og hans hjem da de tog afsked med hinanden. ”Det gør mig meget ondt, at du har mistet ham, Angel” han håbede at hans ord og den omsorg som han viste hende kunne hjælpe hende, og hun vidste at han var en person som tog hende alvorligt og ville hjælpe hende igennem denne tid, ”Men det er glædeligt at hører at resten af familien har det godt, efter omstændighederne. Men hvad med dig selv, Angel?” Det var selvfølgelig ikke nemt at komme sig over sådan en ting, men på et tidspunkt skulle hun videre, men lige nu skulle hun vidst bare have alt den tid som hun havde brug for.

Han tog en slurk og kiggede over på hende med et lille smil, ”Hvordan for alvorligt?” spurgte han nysgerrigt ind til hende, det kunne jo være grunden til at hun nu søgte tilbage hertil, men hvad levede hun af her? Der var mange ting som kunne fører folk ud i sådanne situationer, men oftest var det nok mest for at hjælpe og holde familien sammen, selvom det måske nogen gange kunne skade mere end det ville gavne, så Angel havde nok truffet det hun følte var det rigtige valg, det ville hvert fald være svært for Nao at sætte spørgsmålstegn ved noget af det, han var hvert fald bare ked af al hvad der var hændt hende. ”Bor du her på kroen, nu hvor du er vendt tilbage til Hovedstaden?” det var både for at vide hvor han kunne finde hende, men samtidig også et spørgsmål om hun kunne overleve og have et sted at sove her i byen.

Angelica smilede et sørgmodigt men varmt smil til ham over hans ord. Hun valgte at række hånden frem for at tage fat i hans. Det hjalp med varmen. Hun havde ikke regnet med at han ville opnå at have sådan en positiv effekt på hende bare med sit nærvær, men mange ting var for alvor først gået op for hende som hun var rejst.
"Jeg klare mig som altid - verden er ikke så skidt at der ikke er noget godt i den" svarede hun med et smil på læben. Angelica havde i mange år været vant til at klare sig selv, og selvom der skete noget negativt var det ikke sikkert at det var sådan det blev ved med at være. Hun havde mistet sin far, og hendes bror havde overtaget styrringen på bedste måde han formåede. Positivt set var hun stadig fri - i hvert fald lidt endnu hvis han ikke fik fat i hende igen.

Angelica tog selv en slurk af sin øl og lod den skummende væske blødgøre hendes gane en smule før hun tog sig mod til at få det ud. Det kunne vel ikke skade at fortælle ham det? Hvem skulle hun ellers betro sig til. "Han vil sikre min fremtid. Uden min far, er jeg ikke længere under hans beskyttelse.. En ung kvinde som mig, skal derfor klargøres til ægteskab.." svarede hun uden at kunne fjerne blikket fra sit krus og dens indhold. det vendte sig i maven af hende. "Han vil gifte mig væk til en anden fra cirkusset." hendes stemme var stille. Det var en tydelig forklaring på hvorfor hun var tilbage i hovedstaden. Hvorfor hun stak af i stedet for at passe sin mor der var knust i hjertesorg over at have mistet sin mand. Hun kunne ikke. Når man blev giftet væk på den måde, var kvinden intet værd i ægteskabet. Hun skulle holde kæft og føde unger - det var sådan det fungerede.
Angelica nikkede til hans næste spørgsmål. "Så længe jeg kan. Udgangsforbudet gør pengeindtjening besværligt. Der er ikke mange der gider starte et spil op når de alligevel snart skal vende snuden hjemad" hun kiggede op fra sit krus igen med et skævt smil på læberne. Det var ikke den mest heldige situation hun stod i, men selv nu var hun overbevidst om at tingene kunne være have været værre.

Han smilede roligt som hun lod hånden glide hen ad bordet for at tage fat i hans. Det var længe siden at han havde følt den hånd mod sin, men han havde faktisk savnet det lidt, for hun var en pige han havde kær og der var tydeligvis sket meget i begge deres liv siden de sidste havde mødtes, så det var rart at kunne catche op med det hele. ”Det kan du have ret i” sagde han smilende, ”Der er altid noget positivt at finde, men det er selvfølgelig svære i sådan en periode, men det er godt at høre at du er okay” Nao vidste godt at hun nok skulle klare sig, det havde hun gjort før og ville gøre igen, hun var en stærk kvinde. Han kunne ikke selv sige at være i samme situation, hans forældre leve stadigvæk, af hvad han vidste, et eller andet sted, ærligtalt så var det længe siden han sidste havde snakket med dem, hvilket måske også var for dårlig, for på et eller andet tidspunkt ville deres liv ende.

Han gjorde det sammen som hende smagte lidt på det halv tomme krus og kiggede over på hende, og ventede på at hun ville komme med det hun nu havde om sin bror, men han kunne godt se at det var et ømt punkt, så et eller andet måtte han havde gjort forkert, i hendes øjne. Som hun fortalte kunne han godt se hvad der havde lagt i gære, noget som var normalt i denne tid, men måske ikke gjorde det bedste for kvinden, og Nao kunne faktisk godt forstå at det ikke var noget som hun ville tage en del af. Kvinden var tit undertrykt i sådanne ægteskaber, og det var Angelica ikke en som passede ret godt ind under. ”Så du stak af? Jeg forstår dig godt, det ville heller ikke være et ægteskab som var dig værdigt” Hun var bedre end det, og hans bror ville bestemt ikke kunne se det.
Det var ingen hemmelig hed at Angels erhverv var helt lovligt og det var også sådan han var kommet til at møde hende, da han dengang reddede hende, men Nao så igennem fingre med det, fordi at det ikke var det værste man kunne gøre og så var hun jo speciel for ham. ”Ja, udgangsforbuddet har gjort meget ved Hovedstaden, så det er selvfølgelig beklageligt – Men du vil altid klare dig” grinede han lidt efterfølgende, ”Men sig til hvis du mangler noget”

Angelica smilede. Hun havde altid klaret sig, og det havde hun ikke tænkt sig skulle ændre sig lige forløbigt. Men det var stadig svært at få det helt præcist ud. Hun ville helst bare altid kunne se at hun havde det fantastisk, at alt var fint og der var ingen bekymringer tilbage i hele verden der angik hende - og det var også sådan en udstråling hun havde når hun smilede det smil hun lige nu havde på læberne. Det let kække med en selsikkerhed der skinte igennem.

Hendes øjne flakkede og blev slået ned ved orderne. At hun stak af. Hun brød sig ikke om det - det fik hende til at lyde som en kujon selvom hun vidste det ikke var hans hensigt. "Men.. i realiteten.. hvis jeg ikke snart kommer hjem, så frasiger jeg mig min familie. Jeg vil ikke være velkommen mere." nok var hun omrejsende og elskede sin frihed, men at direkte blive afskåret fra sin familie og rødder. Hun ville ikke kunne søge tilflugt der igen, ikke engang cirkusset. De havde andre familienormer i Rubinien. Det havde hun efterhånden erfaret på sine omrejser. Nok var arrangerede ægteskaber normalt, men at frasige sig dme havde forskellige konsekvenser alt efter hvor man kom fra.
Angelica smilede "Tak - men hvad er der foregået siden jeg rejste? Det er som at komme tilbage til en helt anden hovedstaden" det havde været forvirrende. At blive tjekket af maskeklædte folk som hun ankom, og måtte styrte ind på kroen igen som hun blev forsøgt anholdt i mørket. Nej, det var helt forkert.

At blive frasiget sin familie var nok ikke noget hun ønskede, men Nao kunne sagtens forstå at hun ej heller ønskede at blive giftet væk til en person som ikke ville sige hende noget, og det var også noget som hun selv skulle vælge. Hun skulle selv vælge den person som hun ville bruge resten af sit liv med. ”Det er et hårdt valg. Det ville måske være et ærgerligt træk at tage, at miste familien har jo bestemt aldrig været din hensigt” sagde han roligt, og prøvede at forstå hende bedst muligt, ”Er det deres ultimatum?” Han håbede at hun kunne træffe det rigtige valg for det var nok hende der skulle gøre det og prøve at snakke hendes bror til fornuft, hvis dette var muligt, nu kendte han ham ikke og kunne derfor ikke sige hvilken person han var, men det virkede som om at de to ikke var helt ens i deres forståelse for hinanden.

Hun vendte på en måde samtalen, nok for at komme væk fra det mere personlige område og vendte samtalen mod Hovedstaden. Det var nok en anderledes og ændret Hovedstad som hun var kommet tilbage til for meget havde forandret sig efter krigene, pesten og mørkets indtrængen og det sidste var Kile præsterne og adgangsforbuddet. ”Man må sige at der er sket rigtig meget siden du forlod stedet” sagde han roligt og drak ud af sig krus, ”Der kom jo plagerne og før det var der krigen, men det er du jo velvidende om. Men det sidste er jo udgangsforbuddet som er kommet efter at Kile præsterne kom til byen og blev angrebet, og som du selv ved så har det jo gjort rigtig meget ved byen” Nao vidste ikke helt selv hvor han stod, eller det gjorde han for kile præsterne var jo kommet for at blive og hjælpe, men udgangsforbuddet gjorde rigtig meget ved byen og der var mange som smuttede ud og blev anholdt, hvilket var spild af resourcer, måske.
Men .. sagde han roligt og begyndte på noget nyt, ”Lysets riddere og krigere tager afsted på mission, her en af de kommende dage og hvem ved om dette bliver min sidste opgave? Orker har samlet sig i forskellige lejre og skal udryddes inden de bliver hærvet til mørket” Det kunne nemt blive hans sidste aften på kroen og ikke mindst hans sidste mission, men regnede selvfølgelig ikke med det.

"Jeg ved ikke om det er dem begge der holder fast på det, men min mor følger traditionerne. Miguel er overhovedet af familien og modsætter jeg mig, frasiger jeg mig goderne" svarede hun med en dyb indånding. "Men hellere det end at blive gift med en mand der ikke holder af mig" som måske ville bruge hende mere som en genstand. Selvfølgelig frygtede hun det værste, for hun tvivlede på at hendes bror havde argumentationens gave i orden til at kunne anskaffe hende hvad man ville kalde en god og ærlig mand. Mest fordi, selv gode og ærlige mænd i Rubinien blev ikke tvangsgift med en de ikke kendte.

Angelica drak af øllet i krusset mens Nao talte. Hun havde allered emødt et par af de forhindringer, og selvom hun ikke havde været i hovedstaden som mørket var faldet på over landet, var hun ikke i tvivl om at det havde taget hårdt på dem ligeledes. "Jeg troede ikke at Kile havde mange tilbedere.." nej hun forstod egentlig ikke helt hvad der foregik, men hun havde også holdt sig meget mere i baggrunden.
Angelica kiggede forvirret på ham, med store øjne da han nævnte sidste opgave. Hun var ret sikker på at han ikke mente at han trak sig tilbage fra hæren efter dette - men hun var selvfølgelig ikke sikkert. "S-sidste? Hvorfor sidste" hun spurgte alligevel tydeligt bekymret. Hun var glad for at hæren gjorde noget ved den stigende population af orker der hærgede landet, men tanken om at han ikke kom hjem igen fik hendes mave til at snore sig sammen.

Nao kunne godt forstå begge sider af sagen, for traditioner var noget som var højt værdsat her i landet og det var en vigtig ting, så det var klart at hendes mor fulgte traditionerne, men samtidig så kunne han også godt forstå hendes side, for hun var ikke det værd. Hun var mere værd end bare at blive givet væk til en tilfældig som ikke ville have de samme følelser som en anden mand ville have, det var lige før at Nao ville have flere følelser for hende, end en tilfældig cirkus artist ville have. ”Jeg kan virkelig godt se begge sider af sagen, fordi at traditioner er så vigtige for nogle mennesker, men du fortjener så meget mere end at blive givet væk” Det ville han have svært ved at se, ”Men ja, hvis det er valget, så er det svært og begge sider vil have efterfølger, som måske ikke vil behage en” Det var et valg hun skulle tage med sig selv, eller få hendes bror til at skifte mening på en eller anden måde.

Altså ærligt så havde Nao ikke så stor forståelse over hvorfor Kile præsterne var i byen, men altså nu var de her og han lod dem bare være som de nu var, for alt andet ville jo bare skabe problemer for ham, men han følte ikke havde de havde brug for den hjælp som de kom med, hvis man kunne kalde det hjælp, for det havde måske bare ført flere forbud med sig, ”Det tror jeg ærligt heller ikke at de har, men jeg har egentligt ikke så meget styr på hvad de render og laver de præster, men ja” sagde han roligt og kiggede over på hende. Han havde stadigvæk hendes hånd i hans, som han roligt aede den som hun så lidt overrasket ud over hans ord, man vidste jo aldrig hvad en krig bragte med sig, ”Altså man ved aldrig hvad en krig bringer med sig, Angel” sagde han roligt og kiggede på hendes hånd, ”Det kunne sagtens blive mit sidste slag, det kan hvert et slag man deltager i, man ved aldrig hvornår man fejler og man må ende livet på slagmarken” Han bankede tre gange i bordet som et tegn på at dette bestemt ikke var noget han håbede, for han var jo ingen dårlig kriger.

Angelica tog en dyb indånding og nikkede. Hun kunne også godt selv se det, men med hendes trang til frihed, i hvert fald frihed fra sin familie og deres evige regler gjorde det svært at acceptere de traditioner. Hun var jo i bunden ikke imod konceptet at blive gift. Overhovedet ikke, men hun ville ikke giftes med én som ikke holdte af hende. Som ikke værdsatte hende, og som kun så hende som sin personlige egendom. Tanken fik det til at gyse. "Jeg er ikke sikker på at jeg vil tilgive mig selv hvis jeg tog tilbage" svarede hun med et sørgsmodigt smil på læben, hun fik ændret til et skævt en af slagsen.

Angelica sad med et eftertænksomt udtryk. Kile havde altid været en finurlig gud i hendes øjne. mange afskyede hende for præcis det hun stod for, men alle havnede der i sidste ende. Og hun gjorde jo intet ondt andet end at kalde folk hjem. Kiles orden havde hun dog hørt en del ting om, og hun var ikke helt sikker på om hun skulle tro dem, være skræmt eller hvad hun skulle foretage sig omkring det.
Det var jo logisk. Man vidste aldrig hvad en krig bragte med sig, og et slag kunne nemt være ens sidste. Men tanken om at det var hans sidste gjorde knuden i maven mere ubærlig end før. Hun smilede blidt til ham, stadig med bekymringen og frygten i sine øjne. "Jeg ved godt du intet kan love men... Lov mig du ikke dør.." Hun sagde det med et smil, et varmt smil, men hun mente det. Hun vidste han ikke kunne love det, men tanken om at han ikke længere var der. At han forsvandt fra hendes og alle andres liv gjorde ondt. Egoistisk set fokuserede hun jo mest på den smerte hun selv personligt ville føle. Men hans familie og venner ligeledes. Mange holdte af ham, det kunne hun se da hun trodte ned af trappen. Det ville bringe stor sorg med sig hvis han faldte i kampen.

”Nej, så kan jeg godt se det” Nao bedte om et nyt krus da en kvindelig tjener kom forbi, eftersom hans eget havde stået tomt lidt længe, ”Du bliver nød til at træffe et valg som du selv kan være glad for” Der var ikke så meget Nao kunne sige eller gøre, for det var op til hende selv selvfølgelig, men han vidste dog at hun var en person som nød sin frihed og nød at rejse rundt og gøre det som hun gjorde, og det ville hun måske få svært ved hvis hun skulle tvinges ind i et gifte mål, med en person som måske ikke forstod hende eller elskede hende på en oprigtig måde, så det var selvfølgelig op til hende selv, men det ville være et svært valg.

Han smilede roligt som hun selv kom med det søde smil som han kendte så godt og havde nydt så meget. Han vidste godt at hun holdte af ham, og det var gengældt på samme måde, for hun havde en speciel plads hos ham, de havde trods alt brugt meget tid sammen og hun havde boet i hans hjem i noget tid, så han kendte hende ret godt. ”Du ved at jeg vil gøre mit bedste, jeg regner ikke med at ende mine dage nu” sagde han roligt og lod hånden ae hendes lidt mere, ”Det ville også være kedeligt at skulle forlade dig” han smilede lidt mere og kiggede roligt på hende, han vidste at de ord måske ville ramme hende på en god måde, og gøre hende glad, det var hvert fald det han håbede og regnede med. ”Men du kender mig jo, jeg burde være en habil nok krigere til at kunne nedslagte et par orker” grinede han roligt, han var ikke en person som ville sidde her og være trist over den mulige kommende skæbne, som nok ikke ville komme, men så hellere nyde aftenen og natten med hende, hvilket han bestemt havde regnet med og mon ikke han kunne få hende ind i samme tanke gang, hun havde jo været med på ideen før.

Tjenerinden kom ned med kruset og han takkede hende og gav hende en mønt og kiggede derefter over på Angel, ”Nu ved jeg godt at jeg lige har bestilt mere øl, men hvad siger du til at videre fører samtalen i lidt mere private omgivelser?” hun måtte have et værelse her på kroen, efter som hun var kommet oppe fra da hun havde set ham og mon ikke de kunne snakke videre der, han håbede.

Angelica vidste godt at han havde ret, men det gjorde det stadig ikke nemmere at ligge talene sammen i sit hoved. På den ene side mistede hun sin familie, som man efter tradition stod til ville vanære hvis man frasagde sig ægteskabet der blev tilbudt, men på den anden side hvis hun gik med til det. Lod sin bror bestemme hvad hun skulle med sit liv, mistede hun sin frihed. Angelica kunne være heldig og få en rar ægtemand der behandlede hende godt, men kendte hun Miguel ret, ville det være en kammerat som han skyldte en tjeneste. Angelica fik en let bitter streg over sin læber, som hun gemte bag krusset.

Angelica smilede og mærkede trods alting stadig at den lyserøde streg kunne krybe over hendes kinder ved hans ord. "Det er du bestemt. De orker har ikke en chance" hun var stadig bekymret, det nagede stadig indeni at vide at det måske var sidstegang hun så ham - men som Nao selv sagde. Han var en habil kriger og havde set mange flere kampe end Angelica nok kunne tælle på to hænder. Men, skulle uheldet være ude at han ikke kom tilbage, ville hun ikke spilde den sidste aften hun havde med ham.

"Det vil jeg ikke have noget imod" svarede hun med et glimt i øjet. Hun havde trods alt et værelse her, hvor praktisk det end var bygget i stedet for hyggeligt, men det gav mere private omgivelser - noget hun håbede de også fik brug for. Hun rejste sig efter at have tømt sit eget ølkrus og lod det stå på bordet. "Kom med" smilet der bar sig på hendes læber havde en forventning om at det ikke kun var samtale de skulle føre, omend hun virkelig nød at snakke med ham og gerne gjorde det i flere timer endnu. Angelica satte kursen mod trappen igen, op til det lille værelse der ikke bestod af særligmeget mere end en enkelt stol, en seng, en komode og et vindue der vidst ikke var blevet gjort rent længe. Det var i hvert fald ikke skabt til at kigge ud af.

/inaktiv