Saniya var ankommet til hovedstanden. Det var ikke tit hun befandt sig i storbyerne, faktisk var det kun fordi hun havde et ærinde der. Hun havde formået og finde vej til markedspladsen, og stod nu bare og kiggede på den. Den var større end forventet, og det virkede uoverskueligt at finde noget som helst, hvordan kunne folk leve sådan her? Eller, der var jo ikke noget galt med det, for hende var her bare for mange personer hvis hun skulle bo her.
En let brise vækkede hende fra hendes tanker og hun kiggede bestemt frem. Nååh, det hjalp ikke noget bare at stå og sumpe hen, der var en grund til hun var rejst hertil. Hun begyndte og gå igennem boderne, og hendes lange hår der var samlet i en fletning, svingede langsomt på hendes ryg. Som hun gik der kiggede hun på boderne, smykker, stof, kød, frugt, det virkede som om markedet havde alt undtagen det hun manglede. Men det kunne ikke passe, det var trods alt et stort marked.

En lille bod fangede hendes opmærksomhed, de solgte nogle små spænder der var formet som små sommerfugle. Hun stod og beundrede dem da ejeren af boden henvendte sig. Hun roste hende for hendes smukke arbejde, og ejeren rødmede og takkede mange gange. Hun endte da også med at købe en i nogle lilla nyancer som matchede de lilla detaljer der var på hendes jakke. Hun satte den i sit hår, og gik roligt videre.

Hun havde gået og ledt et par timer og endnu ikke fundet det hun ledte efter. Hun satte sig opgivende ned med et suk på en bænk. Hun kiggede på folkene der gik forbi, hvorfor skulle det her sted være så stort. Det kunne ikke passe, og hun SKULLE altså ha det med hjem i dag.
Imens hun sad og kiggede på folkene fangede en ung fyr hendes opmærksomhed. Han lignede en der kendte stedet, det var måden han bevægede sig på. Hun tog en rask beslutning og rejste sig og gik hen til ham. Han var jo nok en venlig person, det var i hvert fald sådan han så ud. Hans smil virkede så venligt og sympatisk. Hun nåede derhen og prikkede ham forsigtigt på skulderen. "Undskyld men. Jeg tænkte om de er vandt til at være her i byen, ser du jeg leder efter en bestemt bod, og ærligt så virker det hele en smule uoverskueligt lige nu. Hun lagde hovedet let på skrå og sendte ham et venligt smil "Måske jeg kunne være så flabet og spørge om hjælp til at finde vej?" Hun så roligt på den unge fyr, hvis hals var prydet med en flot tatovering.

Blaise havde den dag sat sig for at snyde en forretningsmand eller to. Det var godt vejr, hvilket betød markedspladsen ville være godt fyldt, hvilket videre betød, at bodejerne ville være en anelse stressede - det gjorde dem lettere at narre. Han trådte igennem mængden og forsøgte at få sin sorte kappes hætte til at sidde korrekt om skuldrene for at skjule sin halstatovering. Som oftest havde han trøjer eller jakker på, der dækkede den, men det hele var hængt til tørre fra gårdsdagens regnvejr og et uheldigt åbent vindue, så det måtte blot være sådan. Stirren eller ej - han kunne ikke sidde indenfor og kukkelure, indtil det blev tørt.

Mennesket blik gled rundt på boderne, men ulig de andre gæster, der havde valgt at bruge dagen på markedspladsen, kiggede han på ejerne i stedet for på tingene, der blev solgt. Det krævede øvelse sådan at kunne regne ud, hvem der var dum, og hvem der var klog, og skønt Blaise stadig ikke havde fundet tricket, havde han forbedret sig en del i det år, han nu havde boet i hovedstaden og havde skulle tage vare på sig selv. 
Og dér var hun. En ældre dame med kruset, rødt hår, der sad ud til alle sider. Havde netop overtaget boden for sin mand – det regnede Blaise da i hvert fald med, han var -, der skævede et øjeblik rundt på folk, inden han tog sin hat på og bevægede sig ud i mængden. Blaise bed sig i læben og kørte pandehåret tilbage, væk fra ansigtet, inden han bevægede sig frem til bodens front. Det lignede det, som man med et fint ord kaldte ’antikvitetsbod’ – et andet ord for ’skrammel’. 

”Er det skadefjer?” spurgte han brat og lod sine fingre glide henover nogle sorte fjer, der hang fra en drømmefanger. Den rødhårede kvinde hoppede forskrækket og blinkede et par gange, inden hun rystede på hovedet, ”nej, det- det er kragefjer. De siges at holde onde ånder væk.” 
Blaise hævede øjenbrynene og nikkede, som om han var meget interesseret i den ligegyldige åndesnak. Troede folk virkelig på sådan noget? Drømmefangere i sig selv var latterlige. Nogle snore og fjer kunne ikke holde mareridtene ude – intet kunne holde dem ude, de var en uundgåelig del af livet.

Han overvejede kort, om det var smart, at tale lidt mere med hende – blødgøre hende – men blev hurtigt enig med sig selv om, at det slet ikke var nødvendigt. Hun virkede ikke til at have nogen særlig erfaring med at sælge eller købe, og mere skulle der ikke til. Folk kunne bare lære at have talent indenfor det fag, de var i, ellers blev de snøret på den ene eller den anden måde – sådan var livet.
Blaise rakte ind under sin kappe for at hive noget frem men blev afbrudt af en prikken på skulderen. Drejede hovedet en halv omgang og lod blikket føres ned på kvinden foran sig. Typisk at blive afbrudt lige inden klimakset. Ikke at det var hendes skyld, men… jo, det var det alligevel lidt. Hun kunne vel se, at han havde travlt. 
”Jeg har travlt. Væk,” sagde han bare og viftede hende væk med hånden, inden han atter vendte ryggen til hende. 

Saniya kiggede på den unge fyr hun havde spurgt om hjælp. Hun reagerede ikke som normale andre ville over hans svar, nej faktisk undskyldte hun ham i sit hoved. Hun havde trods alt bare brast ind, og han var jo i gang med at handle. Hun havde været uhøflig. Hun skulle have ventet til hun kunne se han ikke var midt i noget. Så hun sendte ham bare et roligt smil. "Ohh undskyld, hvad tænkte jeg på. Kan jo se du er i fuld gang med at handle." Hun vendte sig derfor imod boden og begyndte at studere tingene.

Der var rigtig mange smukke ting, men et lille skrin fangede hendes opmærksomhed. Det så ud til at være skåret i træ, det lignede mest af alt Eg at dømme på farven. Udenpå havde det nogle smukke udskæringer, som mest af alt mindede hendes om elverne. Der sad en enkelt grøn sten i midten på låget, som de smukke udskæringer skar sig ud fra. Hun lod forsigtigt en finger kører henover udskæringerne, og fulgte dem roligt som de skar sig igennem træet. Den var vidunderlig. Hun åbnede den forsigtigt og til hendes overraskelse var den foret med et grønt stof. Den var nok alt for dyr til hun på nogen måde ville have råd til den, og ærligt vidste hun heller ikke hvad hun skulle bruge den til.

Hun lukkede låget og kiggede over på fyren igen. "Jeg tænkte at de måske kunne vise mig vej, når de er færdig med at handle med den rare dame? Jeg ville sætte stor pris på det." Hun ventede ikke på et svar før hun fortsatte. "Måske jeg så kunne gøre noget tilgengæld for dem for den venlighed de havde udvist mig." Hendes smil var mildt og hendes øjne kiggede roligt på ham. Hun kunne ikke se der skulle være noget galt i det, selvfølgelig ville han da hjælpe hende, og der var sikkert noget hun kunne gøre for at gengælde det. Det var da det mindste hun kunne gøre.