Efter at have befundet sig i hovedstaden i nogle dage var det på tide at finde hjem igen. Selvom Elaina nød til at være der, nød at føle sig fri og shoppe. Turen primært formål var at finde nyt tøj, ikke at hun havde sønderligt behov for det, men hun følte for noget nyt og spændende, hvorimod hendes svigerinde Astra benyttede det på alkohol eller andet sjov, følte Elaina at kun var retfærdigt at hun også havde lov til at bruge lidt på noget nyt klædeligt tøj. Hun var trods alt hertuginde.

Hun befandt sig en karet og sad og læste i en lille bog som var en fantasy bog omkring en mand og drage på en større færd. Manden mindende ufattelig meget om Hektor og hans såkaldte bedrifter noget hun sjældent forstod. Elaina havde på rejsen hjem valgt at tage noget bekvemt tøj på. En lille balkjole, med et lille enkelt skørt, dertil var der gyldne og hvide blomster broderet på det lyse stof. Elaina havde dertil et ulveskind omkring sine arme, selvom det var højlys dag følte hun det alligevel køligt at sidde i kareten.

Selvom turen allerede havde følelses lang stoppede kareten, Elaina selv var helt væk i sin bog og bemærkede knap nok at de stoppede det var først da hun hørte slagsmål at hun blev bange. Hendes første tanke var at Vokunzun havde fundet hende, og prissatte at Hektor havde trænet disse vagter i flere år, det ville stå en chance mod ham, det måtte hun tro på. Da Elaina endelig tog sig mod til at se ud på slagsmålet var det ikke Vokunzun, men en masse banditter, de var overalt!

Elaina skyndte sig at rulle forhænget fra idet hun så at en bandit fik øje op hende. Hun krummede sig sammen som hun fornemmede sig at denne bandit kom tættere på kareten. Banditten var ikke alene da han åbnede døren til karet, nej han havde taget to andre med sig, hvor resten af banden stadig sloges imod hendes fire vagter. De tre bandit var middelalderen mænd, med lettere skæve tænder og generelt klamme. I frygt spurgte Elaina ”Hvad vil i mig?” hvortil den ene svarede ”Vi vil have dig” hvor til to af banditterne kravlede ind til hende, med den modstand hun nu kunne klare forsøgte Elaina at sparke sig fri fra deres klamme greb, men lige lidt virkede det til at virke. Den tredje bandit smilede lumsk og begyndte at åbne sine bukser. Elaina kunne allerede nu fornemme hvor dette ville ende og af hendes lungers kræft skreg hun, men ikke længe før en bandits hånd holdte hende for munden ”Hold kæft!” kommandere han samtidig. Banditten var ivrig, men han ønskede at se mere af hende og tog derfor sin kniv frem og skar hendes kjole op, nu var han som godt som klar til at tage hendes mødom.   

Det var som om at problemer altid fulgte i hælene på tyven, der burde have været anstandsdame, men hun tog det faktisk ikke så tungt. Hun var vant til at skulle tage sig af problemer, men hun var endnu mere vant til både at rode sin ind i dem, samt ud af dem bagefter, så da hun gik ned ad landevejen for sig selv, fløjtende på en lille, munter melodi, kunne hun både høre tumult, samt se det længere fremme, inde mellem træerne. Hun gik tættere på, nysgerrig efter hvad der foregik og fik øje på en karet samt op til flere vagter rundt om den. De var alle beskæftigede med banditter. Møgbeskidte banditter. 
Det var og blev aldrig sådan, Jocasta tyvestjal fra folk. Det værste hun kunne finde på, var at hoppe ned på kareten, snuppe hvad end hun kunne få fat i og derefter stikke af, så dette var vidst lige i overkanten. Hun besluttede sig for at blande sig uden om og skulle til at gå videre da et kvindeskrig fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at kigge mod kareten. Det kunne være et skrig af forskrækkelse - men det kunne også være et skrig af helt andre årsager.

Med et lavt suk, smeltede hun ned i de skygger, som hun i forvejen stod i. Hun dukkede op i karetens skygge og sneg sig til et blik ind ad vinduet, hvor tre banditter var godt i gang med at forulempe en adelig kvinde. En vred grimasse dukkede op i hendes ansigt, da hun så dette, og hun rakte hurtigt ind ad døren, tagende fat i bæltet på den første bandit. Hun trak ham ud af kareten, fordi han var uforberedt på dette, og han væltede omkuld med et forskrækket udbrud.
Selv lignede Jocasta vel ét eller andet sted også lidt en lyssky type: Hun havde mørkt tøj på og en hætte over sit hoved, så man ikke helt kunne se hendes ansigt og handsker på sine hænder, primært for at dække de mærkeligt udseende tattoveringer på hendes ene hånd.

"I er nogle ækle svin," mumlede hun tørt, som hun selv kravlede ind i kareten og sendte et behændigt spark lige op mellem benene på ham der var godt i gang med at tage sin bukser af. Han skreg i en lys tone der slet ikke burde være mulig for en mand som ham, og vendte sig rundt for at slå ud efter hende. Jocasta undgik med lethed det klodsede slag, dukkede sig og slog en knyttet næve ind i knæhasen på den tredje mand. Ham med kniven. Nu var hendes overraskelsesmoment dog ovre, og hun havde stadig ryggen til den mand som hun havde flået ud af kareten til at starte med. Han hævnede sig ved at tage fat i hende bagfra med en arm om hendes hals. Det var en uheldig position, og hun kunne se hvordan manden med de nu ømme nosser skulle til at stikke en kniv i hende. I samme sekund smeltede hun ned i skyggerne sammen med manden der holdt fast i hende. I hendes verden var han ikke så kæphøj og han skreg da verdenen selv gik til angreb på hans sjæl. Jocasta ønskede ikke at han skulle dø, så hun trak et knojern op af lommen, og smadrede sin knyttede hånd i hovedet på ham.

I den rigtige verden stod de to sidste banditter og så vildt forvirrede ud. Sekunder efter væltede én af dem, da Jocasta igen dukkede op med en nu bevidstløs bandit, som hun kastede i hovedet på ham. Det var et værre kaos og midt i det hele formåede hun stadig at få nærkontakt med den sidste bandits kniv, der havde sneget sig rundt om det hele og ind i hendes ubeskyttede side. Den ramte mellem to ribben og Jocasta bed sig selv i kinden over smerten mens hun slog ham i ansigtet. 
Da sejrshylet lød uden for kareten var der kun én bandit ved bevidsthed i kareten, og han stak hurtigt af, da han hørte hvordan vagterne uden for havde vundet. Med et anstrengt smil satte Jocaste sig ved siden af den adelige kvinde og der gik ikke længe før vagterne dukkede op i åbningen til kareten, årvågne som de rettede deres våben anklagende imod hende. Hun bebrejdede dem det sådan set ikke, de havde nok ikke set noget, men hun havde ikke lyst til at stikke af lige nu. Det havde hun slet ikke energien til.

Elaina forbedrede sig mentalt på at nu, nu ville hendes uskyld blive taget fra hende. Men som manden skulle til at få bukserne helt af, blev den ene bandit smidt ud af kareten. Selve slåskampen imellem den anden og banditter var tumult og lettere kaotisk Elaina selv havde svært ved at reagere eftersom hun ikke anede hvordan man egentlig skulle forsvare sig selv. På et tidspunkt i kampen følte hun sig lettere magtesløs i situationen, hvor ville hun ønske at hun var i bedre stand til at forsvare sig selv, det langt fra sidste gang hun befandt sig i en håbløs situation, og nok hellere ikke den sidste.

Endelig var banditterne kæmpet væk, og Elaina var lykkelig over den anden havde valgt at handle så vovet for at redde hendes liv. Elaina gengældte kvindens smil idet hun satte sig ved hendes side. Samtidig holdt hun rundt om livet på sig, kjolen var blevet revet op og hvis man så godt efter ville man kunne både se noget af hendes bryst men også mave. Hun skammede sig lidt og begyndte at rette på skindet så det kunne dække hendes bare hud. Idet vagten kom ind ”Denne kvinde reddede mit liv, jeg vil gerne med hendes tilladelse give hende en belønning på lennet” svarede hun fast til vagten, og derefter så hun lettere spørgende på kvinden. Det var trods alt hendes skyld at hendes uskyld stadig var intakt. Trods at alle vagterne havde klaret situationen udenfor kareten ville de nok ikke havde nået ind til hende i tide for at redde uskylden.  

Jocasta var på vej til at holde hænderne oppe i en opgivende gestus idet kvinden ved siden af hende fortalte vagterne at hun ville give en belønning tilbage på lenet i et fast tonefald. Hun sendte den adelige kvinde et anstrengt smil, og her gik det op for hende, hvordan kvindens kjole var flået op og selvom hun forsøgte at dække sig til, var der stadig bar hud synlig. Det måtte virkelig ikke være behageligt for hende, så Jocasta rakte op og spændte sit kappespænde op for at tage kappen af. Derefter rakte hun den mod kvinden, stadig med samme anstrengte smil over læberne. "Jeg ville ikke have noget imod at køre med jer i hvert fald," hun bifaldte ikke helt en belønning, for hun sådan set bare ageret menneskeligt. Enhver anden med bare et gran af menneskelighed i sig ville nok have gjort noget lignende. Måske ville en anden også have været mere heldig? Jocasta var i hvert fald ikke helt tilfreds da hun kiggede ned og så kniven der stadig sad i hendes krop. Og hvad gjorde hun?

Det værste man overhovedet kunne gøre, men Jocasta var jo heller ingen læge. Ganske vidst kendte hun til sin del af blod, men det var fra hendes blodmagi og ikke som nu, hvor hun trak kniven ud af sin egen krop og det med det samme begyndte at bløde, til hvilket hun bare kiggede overrasket ned på såret. "Nåh? Øh, det var ikke medberegnet.. Nåh, jamen kan min belønning så ikke være lidt lægehjælp?" det røg ud af munden på hende, på en lettere komisk måde, noget hun aldrig havde regnet med at hun ville sige på en sådan måde, men hun overraskede ofte sig selv alligevel. Hun fik hurtigt lagt en behandsket hånd over såret og lavede en mindre grimasse da det gjorde ondt, hvorefter hun lænede sig tilbage i kareten. "Hvem har jeg så æren af, at redde?"

Det så ikke ud til denne kvinde smilede ofte ud fra hendes smil, men for Elaina var det stadig et smil ligegyldigt hvor anstrengt det så var. Elaina var overrasket da kvinden tog kappen af for at lade hende låne den. Ikke nok med at hun havde reddet hende, hun ville også lade sig låne hendes tøj. Et lille smil kom frem på læben igen som hun tog imod kappen og fik den hurtigt viklet omkring sig. ”Det er jeg glad for” svarede hun med et lille smil, eftersom hun nærmest havde bestemt at det gjorde hun. Men hun regnede ikke med at det gjorde noget, som hun tænkte så hun på kvinden hun havde jo ikke rigtig nået at se hende an før nu, det også først nu at hun opdagede at kvinden havde en kniv i sig, hvorefter hun brød ud ”De har jo en kniv siddende i dig?!” hun lød forbavset og overrasket samtidig , især fordi hun ikke anede hvad hun skulle gøre. Elaina truer bestemt ikke at røre ved kniven, og som hun tænkte det trak hun det selv ud, bare sådan uden videre! Elaina var yderst chokeret ”Ja selvfølgelig!” udbrød og tilkaldte med det samme en af vagterne som havde mere forstand på lægehjælp end hun havde.

Vagten kom straks hen i kareten heldigvis for dem kunne han et trick eller to han så hen på kviden ”Må jeg?” vagten ønskede at placere sine hænder over såret for at heale det. Heldigt for dem havde denne vagt helbredende evner som nu ville redde hende, eller måske gøre tilværelsen bedre for hende. Elaina vidste ikke hvor meget blod der skulle til før en person ville forbløde, men det ville nok tage sin tid. Hun forsøgte at smile ved det næste kvinden spurgte om, men måske var det godt at de snakkede om noget andet end lige denne hændelse ”Elaina de’Lacour” svarede hun venligt og forsatte ”Hvem kan jeg takke for at redde mig?” 

Kvindens chokerede udbrud over kniven fik Jocasta til at smile barsk. Hun var ikke vant til at folk blev chokerede over den slags, faktisk var de fleste folk mere end gode til at tage sig af en sådan situation i de kredse, Jocasta befandt sig i. Men det var jo så heller ikke hver dag hun lige faldt over en karavane med en rig kvinde i en hestevogn. Det hørte ærligt talt sjældenheden til. "Jeg klarer mig, det var heldigvis bare en kniv," det kunne have været meget værre. Det kunne have været en økse eller et sværd. Våbnet kunne være fyldt med lort og andet ulækkert. Det var det heldigvis ikke, så hun talte sig sig til at være pishamrendes heldig.

Jocasta nikkede blot til vagtens spørgsmål og lod ham heale såret, der lukkede sig sammen stille og roligt, til hvilket Jocasta ikke kunne gøre andet end at sukke lettet. Hun lænede sig tilbage, meget mere afslappet og smilede til adelskvinden da hun præsenterede sig. Det var ikke hver dag man mødte sådan én, virkelig. "Mit navn er Jocasta.. Ehm... Bare Jocasta," der lå selvfølgelig noget under stemmelejet. Jocasta havde også et adeligt efternavn, men hun brugte det virkelig aldrig. Hun sendte et taknemmeligt smil til vagten. "Tak," sagde hun til ham, oprigtigt.

Godt nok havde Elaina været uheldig og været udsat for tortur, så havde hun alligevel ikke prøvet at bliver overfaldet på denne måde og det var nok også derfor at det var chokerende for hende at denne kvinde havde en kniv siddende i sig og var så afslappet om den. Elaina havde ikke vidst hvad hun skulle have gjort i sådan en situation hvis det var hende, der havde en kniv i siden. ”D-det kan da også være farligt” konstaterede hun lidt usikkert. Elaina tænkte at det var mere placeringen der var heldig end selve kniven.

Elaina slappede også mere af, da hun kunne se at kvinden blev mere rolig efter hendes sår var blevet healet op. Vagten forsvandt ud af kareten, som han blev færdig med at heale Jocastas sår, der ikke længe før kareten atter begyndte at bevæge sig. Elaina studsede kort over hendes stemmeleje, mon hun ikke ønskede at nævne sit efternavn, hun overvejet kort at spørge ind til dem. Men besluttede alligevel at det var en dårlig ide, for ellers havde hun jo nok sagt det i første omgang. Elaina folede sine hænder i skødet på sig selv og blev lidt usikker om hvad de skulle snakke om, det hele havde jo gået så hurtigt. Hun bed sig kort i læben og sagde ”Hvorfor valgte De at redde mig?” det var jo ikke ligefrem alle som ville forsøge at sætte sit eget liv på spil for andres og hun var lidt nysgerrig. 

Hele usikkerheden i den adelige kvindes væsen fik Jocasta til at se på hende med et forsikrende smil. ”Jeg klarer mig. Lad os ikke tale mere om den kniv. Jeg kan mærke, at det ikke er Deres favoriserede samtaleemne,” hun ville ikke sige det som det var: At kvinden var bange for emnet. Men hun havde intet problem med at lade det være kendt, at hun godt selv var klar over, at kvinden ikke syntes spor om dette. I stedet lod hun det ligge, siddende i stilhed, indtil adelskvinden stillede et nyt spørgsmål, der fik Jocasta til at vende sit varme blik mod hende. 

”Fordi ingen kvinde skal lide under en mands unødvendige og uvelkomne berøring,” svarede hun, måske en kende anelse kryptisk på spørgsmålet. Hun smilede derefter igen lidt til kvinden. ”Jeg ved hvordan jeg ville have haft det i Deres situation: Forfærdeligt. Så lige gyldigt hvor stor en forskel der så end er på os to. Eller i virkeligheden måske slet ikke? Så ville jeg have meget dårlig samvittighed hvis jeg bare havde ladet det ske.”

Elaina smilede blot, nej knive og vold var bestemt ikke hendes favorit emne, det havde allerede voldt hende stor smerte.

Som kvinden forklarede sig, lage hun nærmest hovedet lidt på skrå. Det var utroligt stort af kvinden og heltemodigt af hende. ”Det er virkelig stort af Dem” gad vide, hvis hun vidste hvilke følelser og den fangskab hun følte i sit ægteskab, om det galte det, det samme. Selvom Hektor aldrig havde rørt hende, var forholdet så, ja. ”Jeg er prissætter virkelig Deres hjælp ” svarede hun ydmygt og forsatte lettere lavmælt og flov ”Jeg ville ønske jeg kunne forsvare mig selv bedre” heldigvis skulle hendes træning snart i gang. Så kunne det være hun ville blive bedre til, at stå op for sig selv og forsvare sig selv.  

Jocasta lænte sig tilbage i vognen, glad for ikke at have et knivstik i siden længere. Det var også rart at rejse med vogn frem for til fods for én gangs skyld, især oven på strabadser som disse. Hun skævede let mod lady'en og smilede skævt. "Jo flere store gerninger man gør, des mere kigger guderne med nåde på én," for en person som hende, ville det nok være en overraskelse, at hun var oprigtig. Jocasta troede på guderne, specifikt Aladrios, hvilket mange var forvirrede eller forbløffede over, når hun fortalte dem det.

De lavmælte ord fik Joc til at se helt ordentligt på kvinden, denne gang alvorligt. "Hvis De ønsker det, kan jeg sagtens lære Dem et par tricks? Mine magiske evner er meget behjælpelige, men for kvinder som os handler det aldrig om råstyrke. Vi er bygget til at være hurtige frem for stærke. Jeg kan lære Dem det, hvis De ønsker?" at se en lady ønske at kunne forsvare sig selv var overbevisning nok. Det var i den grad en sjældenhed, sådan noget.

Elaina vendte sætningen i hendes hovedet og følte lidt om overhovedet gjorde nok for sin gud. Selv havde Elaina sin tro på Aladrios – at skabe ligevægt og retfærdighed. Noget hun nogle gange ville ønske at Hektor tog mere højtideligt, men Hektor troede bestemt ikke på Aladrios. Elaina valgte blot at nikke. Hun kunne kun håbe at når dagen kom hvor hun skulle forlade denne verden at Aladrios viste hende nåde.

Elaina så overrasket på hende ”Vil De virkelig?” hun holdt en kort pause og forsat ”Det ville være en utrolig stor hjælp, hvis De ville tage Dem tiden til det” selv hvis det blot var få tricks. Kunne det nogle gange være spørgsmålet om liv eller død. Elaina havde været for tæt på døden lidt for mange gange, syntes hun. Så at kunne forsvare sig selv, ville være utrolig rart! Så kunne hun måske også bedre slappe af, uden konstant at have vagter om sig.

Overraskelsen var tydelig i Elainas øjne og Jocasta kunne ikke lade være med at smile over det. Hun nikkede bare, gentagende. "Hvorfor ikke? Jeg har masser af tid," hun smilede skævt og lænede sig tilbage, en smule træt efter at være blevet brugt som nålepude. "De fleste ting jeg har lært er nemme at lære. Men det vigtige er, at det ikke er noget, normale krigere forventer. Det hjælper dem så heller ikke at jeg også kan magiske ting.." det sidste blev sagt lidt for hurtigt, for Jocasta var egentlig ikke meget for at tale om sine magiske egenskaber. Hun lukkede øjeblikkeligt munden omkring det og håbede at Elaina ikke lagde mærke til den pludselige, bratte stilhed der kort dukkede op.

"Men i hvert fald, kan jeg hjælpe Dem med at lære de ting jeg selv har lært. De kan øve selv derefter, bare De kender til det basale, har De ikke brug for min hjælp længere," det gik måske lidt for hurtigt med at dække op for hendes stilhed, men forhåbentlig var emnet spændende nok til at hun ikke opdagede det.

//Afsluttet grundet inaktivitet