Arianne havde ikke længere styr på, hvor længe hun havde reddet øst på i håbet omkring, at nå frem til hovedstaden, hvilket var det ene sted, som hun havde fået at vide igennem hende opvækst var det sted man skulle søge hen, hvis der skulle sket noget med borgen og det kunne man rolig sige, at der var sket nu. Mens hun havde sidde på heste-ryggen så havde hendes tanker være alle andre steder end rigtig på, hvor hesten førte hende hen og det var kun når solen var gået ned, at hun stoppet af den for, at slå lejre for den pågældende nat inden, at den efterfølgende dag gentog rejsen fra den forgående dag.

Efter, at hun havde redde en hel dag så var hun nåede frem til det, som hun havde troede der var en stor sø og alligevel så var der noget, som sagde hende at dette ikke var en normal sø, som hun stod overfor. Hvad hun ikke vidste af så var det havet, som hun stod overfor og dette var forståeligt nok, da hun aldrig før havde set havet, hvilket var ligesom der var mange ting hun havde oplevet de sidste par dage, som hun aldrig havde oplevet før - Men hun havde tilbragt hele hendes liv bagved den nu nedbrændte præstindeborg i den vestlige del af landet.

Arianne valgte, at hoppe ned fra hesten og gå ud til vandkanten, hvor bølgerne slog ind omkring hendes bare fødder og faktisk så var hun stadig iklædt hendes natkjole, som hun havde haft læggede i sovesalen inden, at hun var blevet vækkede på grund af borgen havde være under angreb. Det eneste, som hun havde gjort hendes tøj var, at tage en hvid kappe udover den knælange, hvide natkjole og hendes hår havde ikke set en kam i alt den tid, som hun havde være på farten, hvilket er derfor hendes hår var letter filterede sammen.

Da hun gik henover sandet, som hun ikke kendte ordet på så var det meget underligt for hende, at gå på alt i mens hendes øjne gled udover vandet og hun trak hesten efter hende i et langt stykke reb. Men hun kunne ikke undgå med, at der opstod en følelse af være meget lille og hvad end hun måtte opnå i hendes liv ikke ville havde nogle betydning i forhold det uendelige vand, som hendes øjne gik henover. 

Der var sket så meget det sidste lange stykke tid. Kurren med Dæmonblodet, Xaphan der ikke kunne blive smittet. Folk der havde solgt deres sjæle for at blive rask, og nu denne her nye plage. Xaphan var ikke længere sikker på noget. Hans evner kunne ikke betros mere. De kunne gøre så meget skade på alle uden han selv ville have det. Nej eller jo... Eller.... Han havde længe haft tanken om at måtte flygte, og det blev han nød til nu! Han vidste at han måtte søge tilflugt et sted hvor han ikke kunne gøre skade. Det var måske ikke det smarteste at gøre for en som ham, når han nu var lysets ridder. Men hvad skulle han gøre? Han kunne ikke skade flere folk. Han havde derfor sagt til lysets dronning hans formodning om hans evne og hvor stor en skade han kunne gøre. Hun havde heldigvis forstået hvad det var han mente, og havde derfor accepteret hans mindre tilbagetrædelse, hvis han lovede at passe på ydergrænserne så godt han nu kunne. Han havde lovet dette højt og helligt, der efter var han taget væk fra paladset og væk fra hovedstaden. Så langt væk han kunne. Han anede faktisk ikke hvor langt væk han var kommet, men væk var han kommet.

Da hans vinger var begyndt at blive trætte have han søgt ned mod land, eller faktisk var det en strand. Han landede roligt med sine tær der rørte sandet først og der efter hele hans fod. Sikke en lettelse endelig at have noget imod sine fødder igen. Hvor langt havde han fløjet, et par dage? Han anede det ikke og var egentlig ret udmattet. Måske skulle han få noget at spise. Hans fingre gled ned langs hans ben og mærkede daggerten imod huden. Han var lige ved at trække den frem men fortrød. Hvorfor skulle han bruge den? Han kunne jo... Nej han skulle ikke bruge sine evner nu! Det kunne han ikke. Tænk på den fare der kunne komme. Når han først tænkte over det, så kunne han faktisk ødelægge omgivelserne af sin elektricitet. Et suk kom frem på hans læber da hans vinger endelig samlede sig og faldt ned så de kunne få lidt ro. 
Hans skridt virkede tunge og hans læber var tørre. Hans øjne flakkede lidt rundt for at se om der var nogle i nærheden. En enkelt kom ridende på en hest og det var ikke i langsom fart. Hans hånd kom gled op til sølvemblemet der sad på hans trøje. Måske hun var i fare? Hesten stoppede og han eller hun stod af. Hans fortsatte tunge skridt bevægede sig op imod hende men de bukkede under ham. Her sad han og kiggede ned i sandet og så op på... Hvad var det.. hende? Det var da en pige ikke? *Hvorfor har jeg overhovedet fået det åndssvage dæmon navn... Det er sikkert dem der står bag alligevel, hvorfor så ikke bare slå sig sammen med dem?* tænkte han mens han havde sit blik på pigen.

Hun var ikke sikker på, hvor hun var på vej hen, og alligevel var hendes færd med et formål. For måske vidste hun ikke, hvor hendes mål var – eller hvem hun ville møde på vejen – men hun var alligevel sikker, som hun bevægede sig gennem landskabet på ryggen af den enorme elefant, beklædt med guldstof.
Hun var ikke alene. Ved hendes side red de to vagter på hver deres elefant (skønt de var mindre end hendes og ikke beklædt med stof indlagt med guldtråde). Ingen af dem talte. Faktisk havde Kahina intet sagt siden hun havde fået synet i Hovedstaden. Synet af vandet, af en lys natkjole, af umage vinger og at – ja af hvad? Det sidste var hun ikke sikker på, hun vidste kun at det var meningen, at hun skulle tage af sted og søge mod det mål Shara havde givet hende.
Krystalhavet lå glimtende til højre for landevejen og lokkede med historier om havfruer og modige sømænd. Kahina lod sig ikke lokke. Født i Rubinien, og levet i ørkenen, var hun ikke specielt glad for vand. Søer var fine nok, men havet var ukendt og en smule skræmmende. Alt for stort til, at hun turde tro på det.
Alligevel blev hendes blik draget mod de blå dybder. Vand, det var stadig ikke lykkedes hende at finde en læremester i netop denne magi, og for nu havde hun lagt det på hylden. Med pesten og den løsslupne magi var der vigtigere ting at tænke på. Hun havde stadig planer om at finde en læremester og lære at beherske sin magi, men for nu måtte det vente.

En skygge faldt over karavanen og fik hende til at se op mod et flyvende væsen. Det var ikke en fugl, det var det alt for stort til, og ved synet af den flyvende skikkelse blev hun draget mod havet. Uden et ord fik hun elefanten til at trække til højre og ned mod vandet. Den sank en smule ned i det løse sand, men fortsatte fremefter. "Singna-gra-mihl." Kahinas blide stemme nåede den store elefant, der standsede i sandet og løftede den ene fod så præstinden kunne komme ned fra dyret og ned på sandet. "Le-vi misahn." Nomadestammens sprog var syngede og uforståeligt, for der ikke talte det. Det gjorde de to vagter dog, og begge stoppede op og sadlede af fra deres elefanter.

Kahina ænsede dem ikke, i stedet så hun mod det bevingede væsen der havde passeret dem, og som nu sad på stranden. Det var en mand med vinger; en engel. Men hvor en engels vinge normalt var hvide var disse vinger umage: en sort og en hvid. Vingerne fra hendes syn.
Hun tøvede ikke som hun begyndte at gå over mod det bevingede væsen. Den lange, blå kjole slæbte hen over sandet med en svag hvisken, men bortset fra det lavede hendes fødder ingen lyde. "Du er træt," sagde hun da hun nåede over til det bevingede væsen. "Hvis du er sulten og tørstig har vi mad." Hun slog ud mod elefanterne der, belæsset med oppakning, bar adskillige tasker med både mad og vand.


//Dice roll 1 for begge evner