Udseende

Dæmoner har to forskellige former:

Den Fysiske Form

Dette er dæmonens fysiske skikkelse. Den har samme kropsbygning og størrelse som et menneske, men nogle gange har den dæmoniske træk. Det kan være hudfarven, skæl, hale, lysende øjne, horn eller endda vinger. (Hvis sidstnævnte er til stede, kan karakteren flyve uden at skulle bruge en magisk evne på det.)

Måden dæmonen opnår sin fysiske form på, afhænger af typen af dæmon:

Besætteren er ikke i stand til selv at danne en fysisk krop. Den fødes i åndeform og er derefter nødt til at finde en krop, den kan besætte. Når dæmonen overtager den nye krop dræbes indehaveren af den gamle krop og dæmonen tager fuld kontrol. Kroppens fysiske levetid vil blive forlænget af dæmonens indtagelse af kroppen, men den vil med tiden blive nedslidt, og dæmonen skal finde en ny krop. Når dæmonen forlader den besatte krop vil den lynhurtigt gå i forrådnelse eller blive reduceret til aske.

Dæmonen af kød og blod fødes derimod i en fysisk krop, og har ikke et behov for at besætte andre kroppe. Hvis kroppen bliver tilintetgjort vil dæmonen blive tvunget over i sin åndeform. Nogle dæmoner kan herefter i løbet af et par måneder til et par år udvikle en ny, fysisk krop, mens andre bliver til besættere og kan almindeligvis ikke længere danne sin egen krop.

Dæmoner i menneskeform behøves ikke indtage føde, men de føler sig ofte svagere, hvis de ikke gør det over en længere periode.

Åndeformen

Når en dæmon ikke har sin fysiske krop er den tvunget over i sin åndeform. Åndenformen fremstår som en dæmonisk skygge og kan være svær at se med det blotte øje. Fysiske angreb har ingen indvirkning på åndeformen, men dæmonen i åndeform kan heller ikke selv fysisk nå andre væsner. Den er reduceret til sin magi, og er i denne tilstand selv meget sårbar over for magiske angreb. Hvis åndeformen destrueres med magi, ophører dæmonen med at eksistere.

For mange dæmoner kan det fysiske køn ændres med en ny krop, og deres åndeform er ikke altid strikst mandlig eller kvindelig.

Det er enkelte gange lykkedes andre skabninger at indespærre en dæmons åndeform i en fysisk genstand.

Historie

Dæmoner er en af de ældste racer i Krystallandet, men de har altid været i konflikt med mennesker, dværge, elvere og alfer. Dæmoner har ofte været magtbegærlige og set de andre racer som værende svagere: de andre racer har frygtet dæmonerne og forsøgt at bekrige dem. 2000 år før Krystallandets tidsregning skabte dæmonerne deres eget rige i Krystallandet: Kzar Mora. Her levede de i et par årtusinder, hvor de voksede sig mere og mere magtfuldte og de andre racer begyndte for alvor at frygte dem. I År 6 udbrød der åben krig mellem dæmoner og krystalisianere: dæmonkrigene.

Den største slægt af dæmoner, bestod af De Syv Dødssynder og deres børn. Titlen som Dødssynd går i arv, men det siges, at de første Dødssynder blev skabt gennem de andre racers følelser af hovmod, grådighed, begær, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Der findes også andre slægter og klaner af dæmoner, der ikke beslægtet med dødssynderne. Nogle af disse deltog i dæmonkrigene, andre forsøgte at holde sig uden for stridighederne.

De fleste af dæmonerne ønskede at overtage al magt i Krystallandet og slavebinde de svagere racer, men deres planer blev ødelagt, da det lykkedes menneskene at lukke portene til riget Kzar Mora og spærre størstedelen af dæmonerne inde her. De følgende århundreder inden for rigets mure var plaget af kaos, mistillid og interne magtkampe. Den engang mægtige dæmonby Aztaroth begyndte langsomt at forfalde, da De Syv Dødssynder ikke længere holdt magten i riget. Stridighederne sluttede med, at tre ærkedæmoner fra magtfulde slægter overtog lederskabet, men mange var faldet og racens magt var for evigt svækket. De dæmoner, der var tilbage i resten af landet blev i en årrække jaget - herefter blev der sluttet fred, selvom man siden da altid har omgået dæmonracen med en vis frygt. Det er siden indespærrelsen lykkedes et par enkelte dæmoner i deres åndeform at komme uden for Kzar Moras grænser, og i 2016 blev portene igen åbnet, da Mørkets Herre brød forseglingen på porten.

2000 år var gået, og dæmonernes magt var på dette tidspunkt kun en brøkdel af, hvad den engang havde været. En del dæmoner valgte frivilligt at slutte sig til Mørkets Hær - andre begyndte at planlægge, hvordan dæmonriget kunne genopbygges og noget af racens magt genvindes.

Relevante dele fra tidslinjen:

• 2000 f.kt. Dæmonerne skaber deres eget rige, Kzar Mora.
• 500 f.kt. Dæmoner invaderer dele af Rubinien og overtager den Ørkenelviske by Mydth'Ethil.
• År 2 Dæmonerne i Kzar Mora og Rubinien er blevet særdeles magtfulde og udgør nu en væsentlig trussel for resten af Krystallandet. De omkringliggende lande begynder at frygte en invasion.
• År 6 Konflikten kulminerer i krig mellem dæmoner og de andre racer: dæmonkrigene.
• År 16 Dæmonkrigene afsluttes. Dæmonriget Kzar Mora bliver med magi afskåret fra omverden og en stor mængde dæmoner indespærres.
• År 20-30 Der drives jagt på de dæmoner, som ikke blev indespærret i Kzar Mora.
• År 62 Jagten på dæmoner ophører, da mennesker og dæmoner endelig indgår en skrøbelig fredspagt.
• År 600 En dæmon ved navn Zethos erklæres lederen af Mørkets Magter i Amazonitskovene og Mørket opstår som fraktion. Det viser sig at Zethos i århundreder har brugt sin magi til at få indflydelse over skovens beboere.
• År 2016 Det gamle Dæmonrige Kzar Mora åbnes og invaderes af Mørkets Styrker. Gammel dæmonisk magi sender 4 plager ud over landet, den ene efter den anden: pest, som kun dæmonracen er immun over for, kaos, hvor magien går amok, tørke, hvor magien ophører med at virke og mørke, hvor dagslyset forsvinder.

Slaveforholdet

En anden race end en dæmon kan opnå kontrol over en dæmon ved at kunne dennes fulde navn. For dette gælder følgende regler:

• Relationen mellem dæmon og herre begynder ved at herren enten hidkalder dæmonen i en tilkaldelsescirkel eller højt siger dæmonens navn foran dæmonen.
• Har man kontrol over en dæmon, SKAL dæmonen adlyde direkte ordrer fra sin herre, hvis ordren er mulig for dæmonen at udføre (Bortset fra at røbe navne på andre dæmoner.). Dæmonen er heller ikke på nogen måde i stand til at gøre skade på sin herre.
• Hvis en person lærer dæmonens navn, mens dæmonen allerede er kontrolleret af en anden, kan den nye person ikke udnytte sit kendskab til selv at få kontrol over dæmonen.
• Kontrollen over en dæmon ophører kun, når ejeren af dæmonen enten dør eller frigiver dæmonen fra sin tjeneste.
• Hvis man vælger at frigive en dæmon, forsvinder dæmonens navn fra ens hukommelse.
• En ejer af en dæmon kan hidkalde denne, ved at tegne en dæmonisk hidkaldelsescirkel og skrive dæmonens navn i cirken. (Dette er typisk noget, man skal studere sig frem til eller få at vide af sin dæmon)

Kultur

Selv om mange dæmoner træner deres våbenfærdigheder, har det altid været magi, der med racens overlegne magiske kræfter, har været dens styrke i forhold til Krystallandets andre racer. Hele dæmonkulturen er derfor også gennemsyret af magi - lige fra bygningerne i deres byer, som er rejst og udformet med magisk kraft, til manipulation af deres egne fysiske kroppe og afkom. Som årene siden racens oprindelse er gået, er magien i landet langsomt svundet, og da dæmonracen ikke længere har de enorme, magiske ressourcer, som de havde en gang, er nogle dæmoner derfor nærmest desperate efter at få fat i gamle dæmoniske artefakter - enten skjult i Kzar Mora eller taget af mennesker.

I modsætning til elverracen, som sjældent formerer sig i forhold til deres lange levetid, har dæmonslægterne altid forsøgt at få så meget afkom, som muligt. Nogle dæmoner foretrækker at fokusere på at få stærkt afkom, som kan være med at til at styrke slægten og derved dæmonens magt. Andre dæmoner fokuserer på at få så meget afkom som muligt, og lader det svagere afkom med den lavere intelligens fungere som hjernevaskede soldater eller tjenere. Dæmonerne har heller ikke holdt sig tilbage fra at magisk manipulere med graviditeten undervejs.

En attraktiv fader til en hundæmons afkom, vil være en magtfuld dæmon inden for den samme eller en anden magtfuld slægt. Indavl er ikke ualmindeligt blandt dæmoner, der ikke lider af de negative effekter, som mennesker oplever ved dette. Halvdæmonisk afkom tolereres, men tillades ikke at få magt i dæmonsamfundet.

Alder har en stor betydning i dæmonsamfundet. Jo yngre en dæmon er, jo svagere og lettere at manipulere, er den. Yngre dæmoner trænes og diciplineres af slægten, og blandt mange af de store slægter har de yngre dæmoner været opfordret til at vise deres styrke, ved at destruere krop og sjæl på nogle af deres rivaliserende søskende. Når en dæmon har rundet et årtusinde, har den vist, at den er langt stærkere end de, som er faldet i dens vej. Dæmoner som er rundet fire årtusinder betegnes som Ærkedæmoner.

De mest kendte, magtfulde dæmonslægter, er De Syv Dødssynder. Titlen som Dødssynd går i arv: oftest ved at den nuværende indehaver af titlen dør eller frivilligt giver den videre. Dog kan det også være muligt for de blodsbeslægtede til titelhaveren at tage titlen med magt, hvis den nuværende dødssynd er blevet for svækket i sin magt. Siden dæmonrigets fald er både dødssynderne, men også andre dæmonslægter, blevet kraftigt svækket, og er ikke længere så magtfulde, som de tidligere har været. Mange har været tvunget til at skjule sig i menneskesamfundet, tagende skikkelser, der kan skjule deres dæmoniske natur. Andre er blevet slavebundet gennem deres sande navn.

Dæmonernes tendens til at magisk manipulere deres omgivelser og fysiske skikkelser, har ikke kun været begrænset til deres egen race. Flere af Krystallandets andre racer, er opstået på grund af dæmonisk magi - heriblandt orker, trolde og senest Mørkelvere. Formålet med disse racer har for dæmonerne været at skabe soldater og slaver, til brug for dæmonerne i deres krige og underlæggelse af resten af landet.

Dæmoner har deres eget sprog, dæmonisk, som stammer fra de ældste tider i Krystallandet. Det er nedarvet, og dæmonerne har i mange generationer lært sproget videre til deres børn. Kun de med dæmonisk blod i årerne er i stand til at udtale de vanskelige ord i sproget. Det er muligt for skriftlærde af andre racer at studere skrifttegnene i sproget, men det kan tage mange årtier blot at begynde at forstå dem.

Forhold til andre racer

Den race, der har været mest i strid med de andre, er uden tvivl Dæmonerne. Deres naturlige behov for at herske og underlægge sig andre har ført til adskillige krige, og især mennesker, elvere og dværge har gjort oprør mod dæmonerne.

Racer, der ofte hælder til den onde side, eller som selv har været jaget af Lyset, har dog ofte vist sig at være nyttige allierede for dæmoner - heriblandt orker, vampyrer og mørkelvere.