Ecaeriss er meget lige som enhver anden fuldblodsskovelver. Hendes lemmer er lange og smidige, og hendes bevægelser virker ubesværede og yndefulde. Hun har fyldige former, og hendes hænder er stærke af alt det arbejde, hun har lavet gennem sit liv.
Som andre skovelvere er hendes hud lys og synes ikke at tage farve af solen, men hendes hår er mørkere end andres. Hvor hendes familie har en mørkere brunlige nuance, er Ecaeriss' sort som den tjære, hun kan fremmane med magi. Ligeledes synes hendes øjne sorte fra afstand, og man skal tæt på for at se, at de dog er en meget mørk brun.
Trækkene i hendes ansigt er lange og fine, understreget af de lange ører og aflange øjne. Hendes ansigt kan virke en smule fladtrykt på grund af hendes næsefacon, dette bliver især tydeligt, når man ser hende fra siden.
Ecaeris holder sit hår så langt, og det når ned til hendes knæhaser, hvis det hænger løst. Oftest har hun en del af det samlet, mens resten får lov til at hænge glat ned over hendes ryg.

Det foretrukne tøj er let, langt og flagrende. En luksus, hun ikke har smidt fra sig, siden hun forlod Elverly. Hun klæder sig fortrinsvist i sort, ofte uanstændigt nedringet eller opslidset. Ecaeriss går op i smukke smykker, og ses ofte i elviske designs.
Hun foretrækker at gå i bare tær, men i den kolde vinter må hun pakke sig ind i læder og pels ligesom de fleste andre.

Ecaeriss kan skabe tjære af organisk materiale og sende lidt af sin bevidsthed ind i den og derved få den til at gøre, hvad hun byder. Krybe hen ad en overflade, lægge sig som bandage på et sår, eller finde vej gennem en krop til en indre blødning, der skal stoppes. Temperaturen kan også ændres, så hun kan lægge kulde på en hævelse eller svitse et sår
Tjære er desinficerende, og derfor til stor hjælp i hendes helbreder-erhverv.

Men tjære laves ikke ud af ingenting. Når Ecaeriss skaber tjære, skal noget andet organisk gå til grunde. Det kan være alt fra et par blade og en afbrækket kvist, til hele træer eller andre væsner. Jo mere vilje og intelligens et væsen har, jo sværere er det dog at gøre, og det vil starte som et sår, der langsomt spreder sig, og offeret kan nå at trække sig væk. Ecaeriss skal være i direkte berøring med det, hun opløser.

Når Ecaeriss bruger denne evne, bliver alt i hendes øjne helt sort.

Styrker
• Selvtillid
• Forståelse af kroppens indre
• Kreativ brug af magiske evner

Svagheder
• Arrogance
• Hun står ikke stærkt i kamp mod grupper
• Socialt isoleret: Tror ikke på at andre vil hende det godt


Generel beskrivelse af personlighed

Engang var Ecaeriss blid og glad som andre elvere, omend noget socialt akavet og isoleret. Nu er hun kynisk anlagt, mere selvcentreret og uden tro på, at nogen vil hende det godt.
Hun har fundet glæde i at føle sig overlegen, om det så er i hvad der bliver sagt om hende eller om det er over for folk personligt. Den frygt, andre har for hende, får hende til at føle sig magtfuld, og hun nyder den følelse.
Hun bruger gerne sine feminine og elviske træk til at charmere sig til ting, hun ønsker. Føler hun sig truet, tøver hun ikke med at benytte sin ellers healende magi offensivt og sende kogende tjære ind i en fjendes øregange.

Ecaeriss er født og opvokset i Elverly, hvor hendes evner med tjære hurtigt blev bragt til sit fulde potetiale i helbrederhuset. Sideløbende blev hun trænet i kamp, så hun kunne tage sin del i at beskytte Elverly imod udefrakommende trusler. Hun var god at have med i kampsituationer, da hendes magi kunne hæmme blødninger hurtigt og det sikrede flere overlevende, når der var sårede på deres side af kampen.
Alt i alt havde Ecaeriss et godt liv med et tilfredsstillende arbejde, der reddede liv. Men hendes sociale kompetencer haltede bagefter. Hendes noget anderledes udseende, og især hendes helt sorte øjne, når hun brugte sin magi, skabte en distance til andre, der foretrak andet selskab. Ecaeriss fandt sig selv mestendels alene i sin fritid med kun et par få gode venner, og de fleste af dem var i hendes spejderpatrulje - og de så mest til hinanden, når de var på vagt eller opgaver sammen.

En dag løb hendes patrulje ind i en for stor styrke af Mørkets krigere, og de fik slået tre af Ecaeriss' venner ihjel og såret både hende og en anden dybt, før forstærkninger nåede frem. Mens kampen stadig stod på, fik Ecaeriss stabiliseret sine egne sår og krøb hen mod den anden sårede. Hun så, at han havde brug for øjeblikkelig hjælp for ikke at dø, men de var nået ud på en åben mark, og Ecaeriss vidste, at hun skulle bruge meget tjære for at lukke hans sår. Hun forsøgte at arbejde med de ting, de havde på sig: Læderrustningen, hendes egne bæltetasker, derefter hendes eget tøj, men det var ikke nok. Græsset omkring dem blev opløst, men heller ikke det gav hende nok at arbejde med, for hun have ikke tid til at berøre hver græstot.
Som hendes vens liv var ved at rinde ud, rakte hun ud mod det eneste, hun havde i nærheden at ofre. Sine andre venners lig. Med tårer trillende ned ad kinderne brugte hun deres kroppe til at redde sin kære vens liv.

Prisen, hun betalte, blev høj. Selvom hun bragte én sikkert hjem, var tre andre gået til, og end ikke deres kroppe kunne bringes hjem til at sørge over. Deres familier ønskede en erstatning, en straf for Ecaeriss' gerninger. Selvom hun ikke havde taget deres liv, følte de pårørende, at hun havde berøvet dem muligheden for at sige farvel og give deres kære en ordentlig begravelse.
Få støttede hende, og mens Rådet fandt ud af, hvad der skulle ske med hende, blev hun frataget retten til at arbejde. Det tog år. De gik en hård tid i møde, og der var vigtigere ting, der kom først i rækken. Kampe, der skulle udkæmpes. Alliancer, der skulle bygges.
Da dommen endelig kom, var deer gået 27 år. Ecaeriss havde været uden arbejde, og selvom hun havde forsøgt at hjælpe tilskadekomne, når hun var i nærheden, nægtede elverne at få hjælp fra hende. Det havde langsomt tærret på hende mentalt, som hun var blevet mere og mere isoleret og frygtet. Årerne havde ikke dulmet mindet om tabet hos de berørte, og rygter var begyndt at florere. Onde rygter, der fortalte, hvordan hun opløste smådyr, når hun skulle hjælpe andre, og derfor skulle man holde sig væk fra hende. De sorte øjne viser hendes ondskab...

100 års forvisning. Det blev hendes dom. De måtte slæbe hende skrigende ud af Elverly med tøj og hår i en sådan vildrede, at ingen var i tvivl om, at det var for alles bedste med en så hård dom.

Ecaeriss var alene. De første mange år vandrede hun hvileløst rundt i nærheden af Elverly i håbet om, at Isari ville skinne sit lys på hende og bringe hende tilbage til sin familie og sit nyttefulde hverv. Intet skete, og som årerne gik, mistede hun troen på, at verden var et godt og retfærdigt sted. Hun sank ned i en kynisk sindsstemning og trak sig væk fra sit gamle liv.
Efter de 100 år vendte hun tilbage til Elverly, men Rådet havde fået en ny stemme. Toorah Nattefrost. Denne elverkvinde troede ikke på, at Eca kunne lades tilbage ind i Elverly - og idømte hende yderligere 110 års forvisning. Ecaeriss var knust. Elverly var ikke længere hendes hjem.

Hun flyttede ind i en lille hytte i Medanien, tæt nok på en landsby til at kunne udøve sit helbrederhverv, men langt nok væk til at folk anså hende for at være en heks.
Her har hun boet i generationer, og selvom hun har udtjent sin straf, har hun ikke skyndt sig at vende hjem, sikker på, at elverne blot vil finde en ny undskyldning for at sende hende væk eller fratage hende arbejdet.

Til hendes held stopper hekse-merkatet ikke landsbyboerne fra at sende tilskadekomne i hendes retning, og hun tjener sin løn på at hjælpe med stort og småt. Det er tydeligt, at de der kommer til hende, er bange, men hun gør sit arbejde godt - så længe hun bliver betalt.