Det kriblede så meget i hele kroppen. Rystede faktisk, og man kunne se det på den spinkle menneskeoverkrop, mens de stærke muskler i hestens underkrop spændte op. Hun var bange. Ronja vidste ikke engang hvad der gemte sig derude i træerne, og selvom Estebans tilværelse som ulv virkede beskyttende, ville flugtdyrets indstinkt ikke give slip. "J-jeg er ked af det" kom der grådkvalt fra hende, som hendes ben begyndte at trippe og stemmen knækkede over. Hun kæmpede mod hele sin eksistens i at blive, og til sidst var det for meget. Til sidst vandt den store krops ivrighed til at løbe og Ronja stak af. Løb gennem krat, over forrædderiske rødder i skovbunden, og hun stoppede ikke. Tårene løb ned af kinderne som hun piskede igennem skoven, med kursen hjem til sumpen.