Få øjeblikke efter at Mei havde sat sine fødder på fast grund, begyndte regnen at sile ned.
Vejret var køligt, men langt fra lige så isnende koldt som det havde været langt ude på havet - hvor hun havde tilbragt de sidste atten måneder.
Dette var medvirkende til at denne regn ikke irriterede hende - nej, hun lukkede blot øjnene og vendte ansigtet op imod de mørke skyer, mens hun trak den tykke, mørkegrønne kappe tættere omkring sin spinkle krop.

Det friske regnvand løb ned ad hendes gyldne hud og ind i hendes lange, sorte hår som var både filtret og halvfedtet efter den enormt lange rejse, hvor vaskning foregik med iskold havvand og inden sæbe.

På trods af det lige nu lettere pistne udseende, var hun en smuk kvinde med høje kindben og brune, mandelformede øjne som var ganske let på skrå.
Hendes hud virkede fejlfri med undtagelse af de lettere mørke rander under øjnene, og som hun begyndte at gå hen over pladsen ved havnen, var det tydeligt hvor elegant og let på tå hun helt naturligt kunne bevæge sig.

Mei åbnede atter øjnene og så efter hvor hun gik.
Hun hilste ikke på nogen, holdt sig en smule på afstand - for hvem vidste hvad folk her ville mene om en kvinde som hende?
Hvem vidste hvor i verden hun var havnet efter den lange rejse, som hun så ufrivilligt var draget ud på?

De fleste her virkede store i forhold til hende. Og mange med lyst eller rødt hår og skæg - og bleg hud.
Mei havde aldrig set mennesker som disse før. Hvis de da overhovedet var mennesker, og selv for hende virkede det hele en smule intimiderende.

Også deres påklædning var markant anderledes end der, hvor hun kom fra... og deres våben... og huse... ja alting!

Mei fortsatte med at gå. Hun fulgte vejen, mens hun nysgerrigt vendte og drejede hovedet for at tage alle de nye ting til sig, for at se så meget omkring hende som overhovedet muligt.
Enhver lille detalje kunne jo i sidste ende betyde forskellen mellem liv... og død.

Regn var noget Adhémar al den tid han huskede havde sat pris på. Fra sin barndom fordi det betød, at temperaturen var over frysepunktet og fra sit voksne liv fordi regnen dæmpede de fleste lyde og derfor gjorde det lettere for ham at bevæge sig ubemærket rundt når det var nødvendigt. Desuden fulgtes regn af tykke skyer, der forhindrede solen i at skinne igennem og som en mand, der prissatte skyggerne mere end noget andet, så var det kun godt, at lyset blev dæmpet. Til trods for de gode sider ved, at vandet væltede ned fra himlen, kunne han dog ikke undgå at blive en smule irriteret over, hvor hurtigt han kunne blive helt gennemblødt. Der var endnu et godt stykke vej til kroen han havde lejet sig ind på og så længe han havde en stakkels adelsmands broche i lommen, havde han altså ikke tænkt sig at søge ly et tilfældigt sted.

Som han drejede om et hjørne var han tæt på at ramle ind i en kvindelig skikkelse, der så ud til at have travlt med at se sig omkring. Naturligvis kunne han også bare selv have set sig bedre for og det var da kun heldigt, at han nåede at stoppe og tage et hurtigt skridt til siden for at undgå karambolage. "Jeg tror De kunne finde bedre vejr at betragte byen i," kommenterede han ganske muntert, trods irritationen over de våde klæder. Intet af hvad han bar var lavet til at holde regnvand ude og lige nu sad det meste af hans tøj klæbende ind til hans krop, hvilket bestemt kun hjalp til at få ham til at ligne en druknet mus. For sin egen rest af forfængeligheds skyld, strøg han dog håret væk fra ansigtet og gav sig så endelig til at kaste et mere granskende blik på kvinden. Helt bestemt havde han ikke set hende før, men det sagde ikke så meget. 

Hun så ham slet ikke før det var for sent, hvilket ikke lignede hende overhovedet. Hun plejede at være årvågen og helt klar over de personer, som måtte befinde sig omkring hende... men okay, efter halvandet år på havet kun i selskab med sørgmodige sømænd- og kvinder, var hendes sanser nok ikke helt så skarpe som de havde været før.

Bestemt noget hun måtte se at få rettet op på.

Manden, som var klædt i lige så mærkeligt tøj som alle andre hun havde set - om end mindre praktisk til vejret - nåede dog at reagere før de stødte sammen.

Da han talte, ringede alle klokker i hendes sind - hun kendte jo dette sprog! Hun havde studeret det!
Lettelsen varmede lidt, for dette betød at hun kunne kommunikere langt nemmere med folk i det her land, end hvis det havde været helt ukendt.

Dog... "...betragte?" lød det fra hende med nysgerrig stemme og undren i blikket, mens hun vendte sig om imod ham for at møde hans blik.
Hendes accent var tydelig, og især ved den hårde 'r'-lyd i ordet, som var ret svært for hende at udtale.
"Det ord kender... jeg ikke." sagde hun så, med en kort tænkepause før 'jeg'.

Det her sprog var svært... 

Hun sendte ham et lille smil, som for at sige 'jeg sproger ikke så godt, men jeg kan da det meste!'

Kortvarigt skævede Adhémar en smule op mod himlen, hvilket dog kun bekræftede ham i, at regnen nok ikke ville stoppe inden for de næste mange øjeblikke. Med en lille grimasse trak han så lidt til siden igen, for i det mindste at stå en smule i læ af et af byens huse. Opmærksomheden holdt han dog mod den fremmede, da han ingen intentioner havde om at blive snydt så let. Tiltroen til fremmede var for ham ikke eksisterende. Han stolede vel ikke engang på folk han havde kendt i adskillige år. 

Hendes reaktion overraskede ham og han måtte rynke brynene en smule. Accenten han hørte fra hende afslørede, at hun ikke var lokal og det vækkede en nysgerrighed i ham, som tillod ham ikke at forhaste sig og skynde sig indendøre. "Iagtage," rettede han det så til, selvom han ikke var sikker på det ville være en hjælp. "Se Dem omkring," tilføjede han for en sikkerheds skyld. Det måtte da give hende en idé om hvad han mente. 

"Hvor kommer De fra?" Den høflige tiltale holdt ved selvom hun var fremmed. Det var jo aldrig til at vide hvornår man stødte på folk af højtstående slægter - om de så var fra egnen eller ej. Han havde ikke umiddelbart stiftet bekendtskab med mennesker, der lød til ikke at mestre det krystalianske sprog og så vidt han kunne se og fornemme var det da et menneske han stod og snakkede med. 

'Iagttage' havde hun læst og udtalt før, men det lå langt tilbage så hendes udtale af ordet ville have været katastrofal.
Hun smilede lidt da han lavede en grimasse og flyttede sig i læ for det våde vejr.
"Kan du ikke regn li'?" spurgte hun og vendte igen ansigtet mod himlen for at nyde regnens venlige kærtegn - åh det var skønt lige nu. Især fordi det var som om vejret bød hende velkommen til dette mærkelige land.

"Jeg har ik' før set huse som dem her. Her er så mange ny' ting." sagde hun og vendte igen blikket imod ham.

Hans spørgsmål om hvor hun kom fra, fik hende til at tænke på om disse mennesker mon havde et navn for hendes hjemland, som lå en halv verden væk... 
Hun huskede det ikke, og selvom han nok ikke fik meget ud af det, valgte hun at give ham det navn som hun selv kendte:
"Jinguò. Et land langt væk. Her er Kerystal-landet, ik'?"

Hun var næsten sikker på grund af sproget... det her måtte være Krystallandet, som kun ganske få bøger berettede om i Jinguò - og de, som faktisk benævnte det, talte om et oprørsk land plaget af krig, dæmoner og grådighed.
Meget, meget anderledes end der hvor hun kom fra... 

Hvis dette virkelig var dét sted, skulle hendes nye liv nok blive yderst interessant...

"Jeg har såmænd intet i mod regn. Ikke som sådan." Han kunne nu godt forstå hvorfor hun spurgte. Ihvertfald så hun ud til at nyde regnen noget mere end han gjorde, men umiddelbart var hun vidst også bedre klædt på til det. Hvem var i grunden ikke det i øjeblikket? Det havde ikke været hans plan at skulle gå tværs gennem byen i silende regn, men det var altså kommet tidligere end han havde regnet med og han havde altså aldrig været god til helt at forudse den slags. Måske han bare var for doven til at læse himlen eller hvad diverse vise folk nu kaldte det. "Jeg har bare fået lidt rigeligt vand i dag," forklarede han i stedet med en trækken på den ene skulder og et smil trækkende i mundvigen.

Som den fremmede fortalte om hvorfor hun kiggede sådan omkring, kunne han ikke undgå at rynke brynene i en spørgende mine. Selv havde han aldrig været uden for Krystallandet og han havde ærligt talt svært ved at forstå, hvordan man kunne undgå at have set noget så simpelt som huse før. "Er her virkelig så anderledes?" Det måtte der jo være, når hun sagde som hun gjorde.

At hun fortalte hvor hun kom fra hjalp ham ikke det mindste. Han var bestemt ikke lærd i noget, der gik uden for Krystallandets grænser. "De befinder Dem i Krystallandets hovedstad, ja." Han kunne ikke undgå at finde hendes accent interessant, selvom han nu ikke helt ville lade sig selv forblænde af det. Jinguò. Han vidste ikke engang hvad det ville sige eller i hvilken retning det lå.

"Regn er godt." sagde hun mens hun rakte den ene hånd ud med håndfladen op, for at betragte hvordan regndråberne landede blidt på hendes hud.
"Regn er liv... Lóng's velsi'nelse... "
Mei smilede til ham og lod hånden glide tilbage ind under den mørkegrønne kappe.

Om her virkelig var så anderledes...? Åh ja, han havde ingen idé om hvor store forskellene var.
"Huse er... kantede. Anderledes." sagde hun og pegede på det nærmeste stenhus, som havde både skorsten og pladetag.
I hendes hjemland var de meget anderledes, både faconmæssigt og i deres brugbarhed.
Men at forklare det lige her og nu, ville være pænt udfordrende...

"Og våben... og... eh..." hun gestikulerede ned ad sig selv et øjeblik, men fik så øje på en rustningsklædt soldat, som surmulende gik sin runde.
Hun pegede på ham og smilede.
"Mave... plade? Tøj?"

I dette øjeblik følte hun sig som et barn... ret så irriterende, men hvad kunne hun gøre? Hun kendte ikke ordet for rustning.

Aha, så det var altså Krystallandet.
Eller... 'Kerystal-landet', som hun udtalte det.
Det gjorde det lidt nemmere!

"Måske en kro? Du er våd." sagde hun, i mangel på ordet 'gennemblødt' eller 'stående druknedød'.

Navnet Lóng sagde ham ikke umiddelbart noget, men når det var et navn, der blev sat sammen med ordet velsignelse valgte Adhémar at ignorere sin uvidenhed. Han havde så rigeligt i at blive tvunget til at tage stilling til spirituelle krystalianere i tide og utide, han behøvede ikke også stifte bekendtskab med andres guder. I stedet for at kommentere på det smilede han da også bare og måtte igen trække lidt på skuldrene. Regn var en gave, når det var brugbart. Lige nu var det mest i vejen.

Tålmodigt lyttede han og så i de retninger hun pegede. Først mod et hus og øjeblikket efter mod en soldat. Han kunne ikke undgå at blive en smule mere på vagt mens soldaten passerede, men det var ikke noget han lod være alt for tydeligt. "Han bærer en rustning," forklarede han i en næsten helt spørgende tone, da han ikke var helt sikker på om det var det hun hentydede til. "Bruger I ikke rustninger, hvor De kommer fra?" Tanken om at han næppe behøvede den høflige tiltale havde efterhånden slået ham, men nu så han ikke rigtigt grunden til at ændre på det. Mest af alt fordi han ikke helt gad håndtere yderligere forvirring, hvis det skulle opstå. "Hvad gør soldater, hvis der bliver trukket et våben imod dem?" Hvor ville hans liv dog være lettere, hvis soldater gik rundt uden den slags. 

"Jeg er faktisk på vej mod en kro, jeg har bare stadig et stykke vej derhen." Ærgrelsen kunne unægteligt høres i hans stemme. Om den fremmede forstod ham var han ikke helt klar over, da han trods alt ikke talte hverken langsommere eller tydeligere end han plejede. "De burde også finde et sted at komme i ly for regnen, selvom det er en velsignelse." Alverdens religiøsitet kunne altså ikke forsvare, at man skulle ende med at blive syg af at bruge for lang tid i regnen.

Hun havde egentlig heller ikke regnet med at han ville genkende ordet 'lóng'. Som hun huskede det fra undervisningen, tilbad Krystallandet's folk ikke de samme guder som hendes folk.
Pyt.

Hun nikkede da han sagde ordet 'rustning'. Hun havde skam læst ordet før, men lige det med at huske et så specielt, fremmed ord... og så var der jo også den modbydelige 'r'-lyd.
Mei rystede på hovedet ad hans spørgsmål.
Jovist brugte de da rustninger i hendes hjemland, men ikke af denne tunge, kluntede type.

"Læder... bambus... og tynde plader i lag. Lameller, tror jeg." sagde hun, og følte sig rimeligt sikker på ordet.

Da han sagde at han var på vej imod en kro, nikkede hun igen.
"Jeg medkommer." fejlede hun, men på relativt forståelig vis.
En kro ville bestemt gøre godt. En chance for at spise, måske vaske sig og få noget hvile... det var en meget velkommen tanke.

"Led vejen." sagde hun så, og gjorde tegn til at han bare skulle føre an.

"Lameller, ja." Med den beskrivelse hun kom med gav det ihvertfald mening, selvom Adhémar nu ikke fandt det specielt brugbart med en rustning uden metal. Selvfølgelig var der da sikkert visse fordele og selv bar han jo ikke ligefrem den slags, fordi han fandt det for tungt og larmende, men han forstod godt hvorfor soldater bar det og særligt i krigssituationer. "Rustninger af læder kan De sagtens finde her. Det er bare typisk noget mere... landligt og," han måtte tænke lidt for at finde det rette ord at beskrive det med, "fattigt," endte han op med, selvom det egentlig ikke var helt rammende. Det var nok bare opvæksten, der trods alt sad i ham og gjorde ham en smule snobbet på det punkt. Skulle man bære en rustning skulle den skinne - så simpelt var det i hans hoved.

"Kommer med," rettede han hende, dog med et smil og faktisk ganske tilfreds med udsigten til selskab på vejen, selvom det ikke var sådan han oprindeligt havde forestillet sin aften. Han havde trods alt værdifulde tyvekoster på sig, ihvertfald den ene broche, som han virkelig ville være ked af skulle forsvinde for ham. I det mindste var han opmærksom og det ville da kun være noget den udlændingen skulle komme til at fortryde, hvis hun stjal det fra ham. "Javel, javel," grinede han og gjorde et lidt selvironisk buk for hende, inden han så måtte trække sig væk fra husmuren og længere ud i regnen for at føre an. "Der er mange kroer i byen," forklarede han fremfor at lade stilhed overtage, "men jeg har allerede et værelse på en af dem, så den er jeg nødt til at tage tilbage til." Han kunne jo også lige så godt på forhånd forklare hvorfor han havde i sinde at passere andre åbne steder og krostuer.

Fattigt...? Det var hun nu ikke helt enig med ham i. Hun havde selv en smule læderpanser pakket ned i sin taske, som hun slæbte rundt med inde under kappen, og det havde tjent hende ganske godt!
Måske blev læderrustninger lavet på en anderledes måde her i Krystallandet...

Hun nikkede en anelse forlegent da han rettede hende. Det gik nu ellers ganske godt med sproget, taget i betragtning hvor anderledes det var fra hendes modersmål.

"Favorit kro?" spurgte hun mens de gik.
"Eller bare mindst penge." tilføjede hun så med et lille smil.
Man måtte spare hvor man kunne! Og selv havde hun ikke lyst til at betale alt for meget for et værelse og lidt mad - og hun anede heller ikke hvor meget guld var værd her i landet.

Mei fulgte efter ham med nærmest elegante, lette skridt. Ikke hvad man ville forvente af én med hendes evner og levevej...
Men okay, man skal aldrig skue hunden på hårene!

"Huske kappe næste gang." sagde hun en smule drillende.
Havde han ikke lært at tyde vejret...?

Det var sådan set ikke hans mening at gøre hende forlegen, men det var tydeligvis bare ikke helt muligt for ham bare at lade talefejlene gå ubemærkede hen. Han undskyldte sig for sig selv med, at han gjorde den fremmede en tjeneste, selvom han egentlig godt vidste, at det bare var fordi han nu engang var en smule arrogant. Bare fordi han ikke bar sit fine slægtsnavn, så var det trods alt stadig en del af ham. Også selvom familien nok ikke engang vidste han stadig eksisterede. Den del af familien der levede vel at mærke - de fleste havde han aldrig set.

Han rynkede på næsen over idéen om, at han ville vælge en kro fordi den var billig. "Lad os bare kalde den min favorit," lød det dog muntert fra ham øjeblikket efter. Det handlede i højere grad om, at han kendte kroen godt og vidste hvad han kunne gøre for ikke at ende i problemer der. Det ville være synd at sige, at han stolede på kroejeren, men han stolede i det mindste på, at der ikke var nogen, der kunne købe hans loyalitet og det var godt nok for Adhémar.

Et kort øjeblik så han vurderende på den fremmede, da hun kom med sine drillende ord. Det gjorde ham dog ikke noget og det fornærmede blik han sendte hende var både overspillet og fulgt af et smil, der afslørede at det ikke var seriøst. "Jeg har aldrig været glad for kapper og håbede på jeg ville nå tilbage inden regnen," forklarede han ganske roligt. Kapper var noget han fandt enormt kluntet når han havde en opgave for øje, men det var ikke noget han behøvede uddybe. Slet ikke over for en fremmed. "Hvordan kom De hertil? Med skib?" Han kunne ikke rigtigt forestille sig hvordan hun ellers kunne være kommet til Krystallandet.

Forlegenheden kom af Mei's egen stolthed, som var så hård som jern på trods af de ting hun havde været igennem.
Dette gjorde dog også at det var hurtigt glemt - og hun havde jo også lært noget af det, ikke?

Hun nikkede tilfreds med hans svar på, hvorvidt kroen var billig eller hans favorit.
Nok havde hun tilbragt alt, alt for lang tid i en luset kabine på et luset skib - men et enormt ringe kroværelse ville stadig være for meget lige nu.

"Kapper er gode," sagde hun og prøvede herefter et mere rammende ord: "Peraktisk? De er varme og stopper regn."
Og skjuler våben... og tasker... og hvad man nu ellers kunne finde på...

"Ja, med skib. Et år og næsten seks måned. Måneder." sagde hun og kastede et blik over skulderen, ned mod havnen.
De hvide sejl fra skivet kunne stadig ses over hustagene, og hun glædede sig til at lægge det bag sig.
"Jeg tror ikke der er andre måder."

Naturligvis anede hun ikke hvordan situationen her ville være fremover - eller hvad denne mands sande intentioner var, for den sags skyld.
Men ligegyldigt hvad, var det i sidste ende en ny chance...

"De fleste vil nok finde dem praktiske ja," valgte Adhémar at svare hende, også for lige at understrege ordet hun lød til at have lidt svært ved at udtale. Han havde opfanget at det var lyden af r'et der umiddelbart bragte problemer, men det var nu ikke noget han havde tænkt sig at tage nøje hensyn til. I det mindste kunne han da holde sig fra direkte at påpege det og i stedet bare hjælpe hende ved at gentage ordene. "Kapper sidder fast i kroge og døre, hvis man ikke er opmærksom." Det var heldigvis aldrig noget han selv havde oplevet, men han kunne ikke slippe tanken om, at det kunne ske og så kunne han bedre lide friheden ved ikke at bære den slags. Han var afhængig af at være diskret og hurtig - kapper kom for let i vejen.

Ved den næste fejl rettede hun sig selv, hvilket fik Adhémar til at nikke anerkendende. Korvarigt fjernede han dog blikket fra hende for at se i retning af en byvagt, der passerede dem. Så snart vagten var væk var Adhémars fulde opmærksomhed tilbage ved den fremmede. "Det lyder virkelig som en lang rejse." Så lang tid kunne han slet ikke forestille sig at være på havet, men nu havde han så heller aldrig sejlet. "Denne vej," bekendtgjorde han og drejede ned ad en sidegade. Hvor han dog glædede sig til at komme væk fra regnen lige nu. "Hvad er dine planer så nu? Hvis du har nogle." Måske det var noget han kunne have en fordel i at vide.

"Måske... men de beskytter mod blive syg." sagde hun. Hellere sidde fast i et hjørne i halvandet sekund, end at ende med lungebetændelse fordi man er skødesløs.
Eller... sådan så hun i det mindste på det.

Han var en spøjs fætter, denne fremmede, blege mand med det lange hår. Han kunne tydeligt ikke lide vagter, og han var lettere fanatisk omkring frihed - det var ihvertfald den 'profil' hun havde lavet på ham indtil videre.

Mei blev automatisk en smule på vagt da de drejede ned ad en sidegade, men det var knap nok synligt på hende, og da der intet skete, slappede hun af igen.

"Helt utrolig lang... forfærdelig." sagde hun kort om rejsen. Det var én ting, som hun var glad for var overstået.

Hun kiggede lidt på ham da han spurgte ind til endes planer, og bestemte sig for at det ikke kunne skade at snakke med ham om sådan noget.
Så længe hun afholdt sig fra at nævne den formue, hun havde i sin taske, som fortsat var skjult under tasken.

"Arbejde for penge, rejse rundt. Jeg er... hvad kalder i det... " hun tænkte lidt over sammensætningen af ord, og kom ret hurtigt frem til det, som det måtte være:
"Dusørjagter."

Stædigheden omkring kappers gode egenskaber fik Adhémar til at smile en smule grinende. Det var sådanne ord han mindedes at have hørt ældre mennesker sige til ham, da han selv var barn, men det var nu ikke noget han havde et nostalgisk forhold til. Nu var det ikke ligefrem fordi hans barndom på noget tidspunkt havde været specielt mindeværdig. Ihvertfald ville han helst ikke tænke tilbage på det, da det bare gjorde ham vred. "Heldigvis bliver jeg ikke ret ofte syg," forsikrede han hende med et enkelt nik, for at understrege ordene. Måske var det held, måske var det fordi han nu engang var hærdet af at have levet mange år på gaden, men det var ikke tit han blev ramt af sygdom. Selvfølgelig havde han også den fordel at han kunne betale sig fra at blive tilset af dygtige folk, skulle han endelig have brug for det.

"Var havet imod jer?" Var det ikke sådan man sagde det? Han var ikke ligefrem vant til at snakke om søfart og i virkeligheden var det heller ikke noget, der interesserede ham det mindste. Det var mere det at have selskab, der virkede tiltalende for ham lige nu og så kunne han trods alt godt lide at høre andre snakke. Han satte farten ned som de nærmede sig kroen og lod den fremmede forklare inden han gjorde et nik mod indgangen. Et smil bredte sig på hans læber over svaret. "Javel! Det må da så sandeligt give anledning til et spændende liv her." Dusørjagter. En nærmest hel barnlig udgave af ordet. Han kunne dog ikke helt tillade sig at dømme den fremmede for det. Hvad der til gengæld virkelig tiltalte ham var selve erhvervet hun snakkede om. Det var jo på samme vis han havde skabt sig de formuer han havde skjult rundt omkring. Nu kunne han bare ikke gå ud fra, at hun, som han selv, havde planer om at jagte dusører på ganske uærlig vis. 

Han åbnede døren og holdt den da også for hende, selvom det nu ikke var altid der var meget klassisk høflighed tilbage i ham. "Jeg kan ikke sige dig om der endnu er værelser ledige, men de servere en udsøgt vin." Af gode grunde vidste han jo ikke helt hvad hendes plan om at besøge en kro gik ud på. Selv havde han allerede travlt med at nyde varmen fra krostuen og så ellers bare være glad for ikke længere at stå ude i regnen.

(Afsluttet fordi den er gammel og inaktiv)