Dagene i Elverly havde sneglet sig afsted, tørsten der havde indtaget det meste af riget havde også plaget Elverly. Elvere havde tørstet og få der ikke havde været i stand til at skaffe væske, var døde under plagen. Åbningen af dæmonernes rige havde ført til mere smerte og lidelse end Elverly længe havde måtte udholde. En situation, der havde presset Toorah til grænsen af et sammenbrud, da ansvaret lå og altid havde ligget utroligt tungt på hendes skuldre.
Situationen i Elverly havde været omskiftelig og dødelig, og enkelte steder var tvivlen blevet sået om den stolte leder, der gennem de sidste par århundrede havde holdt riget højt og gunstigt. Toorah selv havde måtte anskaffe sig en kraftig amulet der nær havde slået hende ihjel, for at få kontrol på sine magiske kræfter der var løbet løbsk, så det modsatte problem, intet magi at komme efter til at holde hendes folk i live, og nu dette.
Grunden til, at hun nu befandt sig her, i midten af Lindeskoven var ikke tilfældig. Den rødhårede elver kunne mærke det komme, en underlig fornemmelse der var startet som en summen i den inderste kerne, hendes chakra der var ved at fyldes. Nu sad hun her, på ryggen af den trofaste hest og skuede udover Krystallandets åbne arealer fra skovgrænsen. Himlens mørke havde fortættet sig, som et sug, eller en vejrtrækning der fyldte for meget i lungerne kunne hun mærke, hvordan magien strømmede gennem hendes krop. Hun gispede kort, lod hendes inderste opsuge den magiske kraft som næsten tog vejret fra hende. Selv hesten under hende, bevægede sig undrende. Hun rettede sig op, vendte de røde øjne op mod den sorte himmel, inden den første regndråbe lagde sig på hendes kind.

Elasha havde forladt sin trygge bolig for at udforske lidt af Lindeskoven. hun havde været så glad da hun opdagede hendes magi var kommet tilbage så hun kunne passe sin have ordenligt igen, men så kom mørket over himlen og haven så forfærdelig ud. Elasha valgte at gå roligt igennem skoven og kom til nogle små træer der virkelig så kedelige ud. hun havde pakket sig selv rigtig godt ind pga kulden. hun kom til et stort grantræ og kravlede op med buen på ryggen og pilene. hun kom op på en høj gren og så ud over verden. hendes grønne øjne kiggede rundt da hun fik øje på en hest igennem grenene og en rytter. 
rytteren virkede så bekendt og alligevel ikke her oppe fra. og så klodset som Elasha var kom hun så langt ud på grenen at den knirkede. og hun farede tilbage for ikke at falde ned. grantræet var tæt pakket og gjorde det svært at få øje på Elasha. hun så op på den mørke himlen og sukkede. da lidt regn kom ned fra himlen. hvor var det dejligt at være i lidt læ lige nu. så blev man ikke så våd. måske man bare skulle gå hjem. selv om der ikke var andre end hendes Morv der hjemme til at underholde hende. hun havde ikke rigtig nogle at snakke med eller nogle at tage sig af... men havde hun ikke nok i sig selv? hun var jo tit syg og kulden her hjalp ikke rigtigt på det. det var ikke rart når end imunforsvar var dårligt og kulden som regl tog liv der.

"Det er ikke pænt at snige sig sådan op på folk, uden at hilse!" Om det var alvor, eller ment i spøg, var ikke rigtigt til at sige med en som Toorah. Lederens karisma havde det med at drukne enhver form for humor, i hvert fald over for hold, som hun ikke omgænges til daglig. Der skulle mere end en almindeligt garvet spejder til at snige sig op på en som Toorah, der selv havde flere århundredes militær træning. Folk havde bare tendens til at glemme de tider, hvor hun havde rodet rundt i mudderet med småskræmmer over hele kroppen og i en uduelig rustning, der kun virkede, fordi det var træningsøvelser. Det krævede selvfølgelig også, at man var mere end blot et par hundrede år, for at erindre, at Toorah selv blot havde været en utrænet fodsoldat. 
Den rødhårede elver vendte sig langsomt på hestens ryg, og rettede øjnene op imod en af trækronerne, ganske sandt var de svært at se, hvem der befandt sig deroppe, men nogen var der, det var sikkert.
Regnen, som langsomt tog til, glædede hver lille del af Elverlederen, der igen ville have mulighed for at give sit folk vand.
"Grænsen vækker noget helt bestemt i folk, ikke sandt?"

Elasha sank en klumb da personen på hesten talte. "undskyld.... jeg kunne bare ikke se om der sad nogle på hesten" sagde hun stille og kunne pludselig høre regnen falde mere ned af træet end før. hun så mod hesten og rytteren og de skov grønne øjne kiggede ud over landet. hun trak vejret dybt og nød lyden af regnen. "grænsen... jo og hele verden virker så spændende. jeg ville ønske jeg kunne udforske den" sagde hun og smilte forsigtigt. hun tog fat om træstammen og begyndte at kravle ned. hun så ned på jordren som kom tættere og tættere på og til sidst stod hun da også på jorden i sit vinter tøj lavet af natur matrielle. hun så mod rytteren og fik øje på hvem det var og stivnede lidt. øh nej. det var hendes leder. hun skulle ha genkendt det røde hår. måske hun bare skulle forsvinde. hun ville dog ikke være uhøflig og forsvinde nu. 
Elasha vidste ikke helt om hun skulle sige noget eller ej. hun så mod grænsen og blev helt rolig igen. hun havde lyst til at udforske den verden man så. men hun kunne jo altid vis hun blev rask nok.

Et kort gab blev kvalt bag en varm hånd mens Rhovandír begav sig gennem skoven. Tørke eller ej skulle vogtningen af rænserne stadig overholdes, om end det kunne være temmeligt drøjt i heden. Men noget var undervejs, han kunne ligesom fornemme det, som lå det i heden der synes at have en anden karakteristika. I starten havde han knapt bemærket hvordan kulden havde gjort sit indtog, det var ikke rigtigt før han hævede blikket op mod himmelen og bemærkede det grålige mørke dække af skyer. 
Et lille smil gled hen over hans læber. På trods af den tiltagende kulde så han ligefrem frem til hans vagt ved grænsen. Skyer betød væde, fugt. Fugt som skoven og elverne i den grad havde brug for efterhånden. Mon det betød at plagen var ovre? Han havde lidt sine tvivl.
Roligt satte han i løb hen over det knastørre græs, bevægede sig op af bakken der markerede grænsen. De grønne øjne blev hævet op blandt træerne til han fik øje på den elver han skulle erstatte. Et kort afdæmpet fuglefløjt-lydende signal fulgt af en par fagter og elveren kom ned af træet for at lade Rhovandír overtage vagtposten. Dæmpet elvisk lød mellem de to inden den rødblonde nikkede. Det var betryggende at vide at lederen selv var ude og afsondre terrænet og grænserne.
I det samme nu som han nær havde klatret op på pladsen bemærkede han en fornemmelse han ikke havde følt i lang tid. Magien som lod til at komme i samme øjeblik kolde tunge regndråber skød ned gennem træernes kroner.  
Han kunne høre Toorahs stemme tale til nogen under skyllet. Hvilket af naturlig nysgerrighed fik ham til at nærme sig hende, følgende hendes blik fra himlen op mod trætoppene. 
Noget lyst bevægede sig deroppe lod det til. I al fald noget der ikke passede helt ind i resten, men han fornemmede ingen fare så observerede blot.. For nu. Mens han lod sig nyde det kolde gennemskyld og følelsen af magien der strømmede gennem ham, den omgivende naturs begær og glæde over vandet.
Han kunne lige forestille sig hvordan det indre Elverly ville forsøge at opsamle så meget vand som muligt for at slukke tørst og komme i tiltrængt bad. 

Bevægelsen lod til at sætte i mere bevægelse som en ung stemme lød gennem træernes kroner, gran og blade. Han betragtede hvordan hun kom ned, godt klædt i det mindste, men fornemmelsen af akavethed kunne han godt genkende mest fra sig selv, hvilket fik ham til at trække kort på smilebåndet. " Hvis du arbejder godt og bidrager til samfundet, kan jeg ikke se noget i vejen for at du ikke skulle kunne komme udenfor grænserne, måske med til nogle af Lysets Dronnings bal.. Eller hvad siger De Taurn Edhel? " En kort nikken og kort buk med hånden på hjertet blev givet imod Toorah idet han selv gav sig til kende, ikke at han havde gjort noget forsøg på at holde sig skjult.

Den store sorte hingst som Toorah sad på slog irriteret med hovedet da de første regndråber landede i den efterhånden støvede pels. Den var endnu ganske kort, på trods af årstiden, grundet hedebølgen, tørken og varmen, normalt var de fleste heste i Elverly på nuværende tidspunkt langhårrede og væsentligt mere buskede at se på. Toorah havde under normale omstændigheder galoperet tilbage til det inderste Elverly for et begynde at kommandere rundt og sørge for, at vandet blev opsamlet og brugt fornuftigt. Men dette var ordre, som allerede var udsendt, der havde i flere uger æret undtagelsestilstand i Elverly, alle vidste, at hvis de fandt vand, skulle det bringes tilbage til byen og bruges på det der nu var aller vigtigst og mest nødvendigt i øjeblikket, så pt. ville alle elvere allerede være ved en større vandopsamling. Måske var det ikke engang nødvendigt, himlen lovede mere end nogle timers regn.
"Alt på den anden side af grænsen er ikke meget værd i disse tider..." Toorah tiltede hovedet en kende til siden, det var hende et mirakel, at hun endnu ikke havde set røg fra den nærmeste menneskeby, deres verden var et kaos, ustruktureret af deres korte erfaring. "Menneskene mangler at være i stand til at strukturere sig i tider som disse, det er et kaos og en slagmark for overlevelse. Jeg er fascineret over, at vi ikke har haft flere der er kommet efter asyl!" De røde øjne spejdede udover landskabet endnu engang, som forventede hun, at det var nu masserne ville komme væltende. Sandheden var nok, at Toorah havde fået kridtet banen så groft op overfor menneskene, at de ikke turde. Ikke havde modet til at nærme sig elverenes territorium som tyve i natten, for at komme efter deres forråd.
"Men Rhovandir har ret, en dag, når der igen er faldet ro på landet, kan De tage afsted, hvis De har gjort Dem fortjent til det!" Toorah slavebandt ikke sine folk, men man skulle vide, at Elverly var et fællesskab som alle kæmpede for og ville man nyde Elverrigets goder, krævede det også, at man lagde sin del af arbejdet.
"De arbejder med planterne, ikke sandt?" Toorah vendte blikket imod Elasha, hun kunne ikke huske alle elvere i hendes sige, men hun havde da en nogenlunde idé om, hvor hun hvade set dem før. 

Elasha havde ikke fortalt særlig mange om sit imunforsvar og derfor vidste hun også hvor besværligt det var at komme for langt væk. Elasha smilte forsigtigt til lederen da hun talte nok var det ikke værd i disse tider men Elasha elskede at udforske. hun så mod grænsen og hendes øjne blev lidt triste. de døde træer og de mange øde områder gjorde ondt på en gartner. hun så mod personen der kom til syne og da lederen sagde at han havde ret og at man skulle være fortjent til det var hun ved at sige hun lavede mad og medicinske planter så hun burde ha fortjent det, men valgte at holde det inde. "jeg vil i hvert faldt gøre mit" hun så ned på græsset der så tørt og kedeligt ud stadig.
Elasha fik dog et lille chok da lederen kunne sige hvad hun arbejdede med. hvordan kunne hun huske det. de talte ikke meget sammen jo. "jo det gør jeg.  og afgrøder til mad." Elasha elskede sin have og passede den flittigt, og med hendes morv i huset kunne hun nemt finde flere medicinske planter. hun så mod den anden elver og trak vejret lidt dybt ind og da hun skulle puste det ud kom det ud i et hoste anfald. noget hun ikke havde håbet ville ske imens hun stod over for folk der ikke kendte til hendes imunforsvars lave forsvar.
*Måske jeg bare skulle være blevet hjemme igen. når for jeg et hoste anfaldt foran min leder og en vagt.* det var flovt og irreterende for Elasha som hostede så kraftigt at hun bøjede sig sammen.

Rhovandír nikkede alvorligt til hans leders snakken. Han havde nærmest forventet et væld af flygtende  mennesker eller mennesker der forsøgte at tømme deres kilder, som under hele tørken havde været under særlig skærpet overvågning. Men det havde været overraskende få der havde gjort forsøgene. 
Hans blik faldt tilbage på elverkvinden, mens han rettede sig op. Han havde set hende før, men kendte hende ikke af navn. Sådan var det typisk når man arbejdede indenfor hans felt. Så hun arbejdede med planter? Han gik ud fra det gjaldt afgrøderne, måske de lægelige planter også, hvilket fik ham til at overveje om hun mon var en af de stakkels tøser der havde været udsat for hans lærlings frække opmærksomhed. Hvilket da også næsten alt sammen blev bekræftet det næste øjeblik. 
Et bryn rynkedes som hun pludselig begyndte at hoste.
En hoste der umiddelbart ikke ville stoppe lod det til. Et par lange skridt blev taget over til hende, hjælpende hende over til en nærtstående træstub hvor hun kunne få bedre mulighed for at få vejret, mens en hånd forblev på hendes ryg mellem skulderbladene. Et halvbekymret blik gled over på Toorah og ud over det åbne golde landskab, inden hans fokus igen gled imod den hostende elverkvinde, mærkende den kolde regn tage til i styrke, så det rødblonde hår snart hang slasket omkring ham. Hvilken dag at få en vagt på. Måske det var kulden der gjorde udfaldet for hendes hosten..?

Den rødhårede leder skævede kort til Rhovandir, han havde udviklet sig meget henover årene, og i en ganske ung alder var han blevet en mægtig god spejder. Det kunne hans mester godt være stolt af. Hun rynkede kortvarigt panden, enlille næsten synelig smule, men undrende. Hun kunne faktisk ikke huske hvem der havde oplært ham i sin tid, men hans trofasthed, selv gennem disse hårde tider, var hjertevarmende. 
"Aha, og er De tilfreds med det?" Toorah var konstant på jagt efter forbedringer i samfundet, og som tingene havde været de sidste mange måneder skulle der ikke være noget at sætte en finger på hvis hun kunne undgå det. Toorah var godt klar over, at hun ikke kunne gøre alle tilfredse, men hun kunne gøre sit bedste, og tider som dette var umulige at håndtere uden at nogle ville ende i en dårlig situation.
Rhovandir var hurtigere end Toorah selv idet den lille elver begyndte at hoste, bare hun dog ikke var alvorligt syg, Elverly kunne snart ikke ligge under for mere sygdom, ikke efter pesten. 
"Måske er det bedst, at De kommer hjem I deres hytte. Dette vejr er ikke til at være ude i, slet ikke hvis man er småsløj!" Toorah steg langsomt ned fra hesten og klappede den roligt på flanken. Det var ikke godt at arbejde når man var syg, og slet ikke med fødevarene da "Rhovandir, måske De skulle følge hende hjem?" 

Elasha blev hjulpet over til en træstub ude i regnen og hånden der blidt lagde sig mellem hendes skuldreblade hjalp lidt og hun fik luft til sidst. hun rettede sig op og så mod lederen og manden der lige havde holdt på hende. hun sank en klumb og så nervøst op på lederen. "undskyld. jeg er okey nu. jeg er ikke rigtigt småsløj. jeg har.... det lige meget jeg er helt okey nu." hun smilte forsigtigt og lagde forsigtigt en hånd mod sin ømme bryst kasse efter hoste anfaldet. hun så mod Rhovandir og smilte venligt. "tusind tak for hjælpe" hun rejste sig op og så rundt på jorden. vis hun kunne havde hun gjordt alt fuld med liv igen. "jeg hørte godt Deres spørgsmål. og med min evne er det meget godt jeg er gartner. og jeg lader selvfølgelig vær med at arbejde når jeg er syg. men ja jeg er tilfreds. jeg kommer til læge hytten når jeg har masser af læge urter." hun bed sig i læben og håbede at Toorah var tilfreds med hende selv om hun ikke kendte til hendes lave imunforsvar.

Til alt held for Rhovandír bemærkede han ikke yderligere den lille rynke i lederens pande, hans fokus var mere på den hostende elver, mens den lod til at falde ned. Han gnubbede hende forsigtigt mellem skulderbladene.
" Selv en lille hosten kan gå hen og blive en slem infektion hvis man ikke passer på.. Især nu i det her vejr.. " Lød det formanende. Toorah havde ret, det var bedst hun kom hjem i ly og ro og fik hvilet sig. De havde mistet nok folk hvis man spurgte ham. Hans egen niece havde nær drattet ned tidligere på måneden. Nej der skulle bestemt ikke meget til. 
Han rettede sig op, seende imod Toorah. " Ikke for at gå imod Deres forespørgsel Taurn Edhel. Men De af alle, burde kende vagtskiftenes tider bedst af alle: Min vagt er lige startet. Jeg vil ikke bare kunne forlade min post, uanset hvor fredeligt der måtte se ud derude lige nu... Ikke medmindre De ville holde øje i tiden jeg hjælper.... " Han blinkede lidt med øjnene.. For hvad var det nu lige elverpigen hed? Han minedes ikke at have fået det af vide, hvilket fik ham til at gøre en finurlig gestus i den lyshåredes retning. Han kunne jo ikke bare stå og kalde hende for hosteelveren.. " .. Sikkert hjem.." Hvis der havde været flere fugle havde det nok ikke været det store problem, men tørken havde også gjort at fuglebestanden var blevet nedfældet en del, om end han dog havde forsøgt at give af det sparsomme vand til de fugle der var blevet nær ham.
Han følte sig ærligt en smule splittet som det stod lige nu.. 
At holde skansen eller følge Toorahs forespørgsel? 
Pligt eller authoritet?

Splittelsen fik ham til at vippe på fødderne; en vane det ellers havde lykkedes ham at få fordrevet de sidste par år.