Der havde været mange dage i træk at det hvide væsen måtte løbe for livet, med mennesker i hælene i et forsøg på at få en steg til middag. Eller hvad de nu ville kategorisere væsnet for at være, men åbenbart mente de at det betød der var billig aftensmad. I dag havde ikke været meget anderledes. Det hvide dyr pilede afsted over gårdspladsen, kravlede desperat op af udtørrede planter der dækkede murene og flygtede så langt væk fra andres øjne som muligt. Indtil hun til sidst sad i et lille firkantet vindue og hev efter vejret.
De sorte øjne spejdede bag sig, håbende at hun ikke længere var forfulgt. Folk løb sjældent ind i paladsets område uden at havde et ærinde. Hvilket talte dybt til dyrets fordel.
Dyret var egentlig ikke bare et hvilket som helst. Det var Ella, fanget i denne form af dæmonskikkelse i nu flere måneder. Det værste var ikke at være fanget som den hvide hårbold. Det værste var at hun havde svært ved at få noget at spise. Hun kunne ikke længere mærke om folk var syge eller hvor hun kunne få mad. Det gjorde hende restløs og ikke mindst. SULTEN! Hun havde overlevet på det hun nu engang kunne finde, og et par måneder uden mad var ikke en tragedie for Ella. Men det var ikke rart. Men nu virkede det da til at hun endelig kunne slappe lidt af igen, uden chance for at ende som andres aftensmad, og hun tog sig tiden til at undersøge hvor hun egentlig var havnet.
Det lignende en stald. Opdelt stald, for at være mere præcis. Der var rimelig dunkelt og skygge, men slet ikke køligt som man kunne håbe. Der var lummert og hestene var en smule utrygge i deres båse over den svedende varme. De glædede sig nok til natten for alvor nåede over himmelen, i stedet for denne lumre aften. Måske hun skulle blive? Ella hoppede ned fra vindueskarmen og satte sig på en låge indtil en tom bås, mens hun kiggede roligt og undersøgende rundt. Nysgerrig og meget katteagtigt.