Det er efterhånden et par dage siden jeg kom hjem fra maskeballet, men jeg er stadig træt. Det havde været noget af en fest; dans og sang hele natten! Så efter et lykkeligt gensyn med Jacka, er dagene gået med at slappe af i skoven. Selvom at det ikke er fordi, at skoven er noget at råbe hurra for pt. Tørken har virkelig ødelagt meget. Træer og planter har svært ved, at overleve uden den livgivende regn.  
"Jacka!", råber jeg grinende, da det lille grønne væsen endnu engang stikker af fra mig, for at jagte et egern. Han stryger efter det op i et træ, men må - for tusinde gang - opgive jagten. Hans opgivende blik, da han besejret tuller tilbage til mig, får mig til at fnise helt hysterisk. "Åh Jacka altså, øvelse gør mester", siger jeg trøstende, da det lille, grønne væsen hopper op i mine arme; "Du indhenter det næste gang". Jeg planter et let kys på han snude, for derefter at sætte ham ned igen. 
Jacka hopper rundt omkring mig, og af ren glæde giver jeg mig til også at hoppe og springe afsted. Vi løber legende ned gennem en skovsti, som også bærer præg af tørken. Jorden er tør og planterne halvvisne. Det knaser under skoene ved hvert skridt. Sørgeligt - men ikke så sørgeligt, at det ødelægger glæden ved at te sig som tosset!

Det var efterhånden et par måneder siden at Llyr var taget afsted fra Dragonisdalen. Han havde sagt farvel til sin mor og bror og ellers bare begyndt at gå. Burke-familien havde tilbudt ham et af deres opdrættede dyr, men han kunne ikke få sig selv til at tage imod det, men valgte istedet for for at gå. Det var også nemmere når man kun havde sig selv at fragte på. Det og utallige notesbøger til at tage noterne om dyrerne og planterne han kom forbi. Han havde sin generelle notesbog, og så en der var dedikeret til planter, og en der var dedikeret til dyr. Men planterne var der ikke så mange af. Han havde tegnet nogle af dem, og skrevet et par noter, men med hvor døde de var blevet under tørken, der gjorde det det svært for Llyr faktisk at få noget ud af det. Det gjorde ham trist at se dem sammen.

Han var noget til Lindeskoven, han havde fået at vide at elvere boede her, hvilket var ganske interessant, og han ville elske at se hvordan de havde indrettet ser her i skoven, men lige nu havde han fået sat sig på hug, og studerede en Ikiro. Det var ikke noget der fandtes oppe i norden, hvilket havde fået Llyr draget til sig. Han havde stødt på flere, mens han var gået syd ad, men alligevel havde han ikke altid været lige heldig med at komme tæt nok på at studere den. Det var som om at hans held virkelig havde været dårligt på det seneste.
Han var så koncentreret at han ikke hørte nogen komme nærmere, før at Ikiroen løb væk, og Llyr måtte tage et dybt suk og rejse sig op. Så måtte han vel finde et andet væsen.

Jacka, det grønne dyr, spurter afsted, fra side til side - og engang imellem op i et træ og ned igen. Han giver den virkelig alt hvad han kan, på trods af den lidt buttede, bløde krop. Det fylder mit sind op med glæde og stolthed; tænk, at jeg kan kalde Jacka min ven. Åh, hvilken lykke!
Alt det her giver mig lyst til at danse igen; men man kan ikke bare bryde ud i dans uden musik, så i stedet giver jeg mig til, at nynne en munter melodi, imens jeg med lange skridt løber, halvt gade-drenge-hopper afsted langs med stien. Jeg betragter de gamle træer vi bevæger os forbi, og sender dem hver en kærlig tanke. Må skoven snart få det godt igen; jeg savner at se den stråle. Jeg savner at se alle blomsternes farver. 
Jeg opdager pludselig, at Jacka er stoppet og foran ham står en mand. Da det så også går op for mig, at Jacka oven i købet står og knurre af ham, giver jeg mig til at løbe afsted. "Jacka, nej!", råber jeg næsten panisk. Da jeg endelig når derover skynder jeg mig, at tage Jacka under armen. "Undskyld, undskyld, undskyld", ordene ryger ud ad min mund i en frygtelig fart og jeg ser på den fremmede mand med et endnu mere undskyldende blik. 

Llyr havde ikke i sin vildeste fantasi tænkt at han ville møde sådan et utrolig væsent. Et sekund står han bare og ærgrer sig over at Ikiroen forsvandt, og det næste står et grønt dyr og knurre af ham. Han knugede sin notesbog lidt tættere til sig og slår op på en ny side, og begynder ligeså roligt at skitsere dyret. Uden forbehold for at det kunne angribe ham, eller om der er andre. Han bliver dog hevet ud af det, da der pludselig står en elver foran ham, som har taget dyret op.
"Nej, nej. Du skal ikke undskylde. Det dyr... er jo pragtfuld," sagde han og hans øjne skinnede nærmest af nysgerrighed. "Jeg har aldrig set eller hørt om et lignende dyr. Hvilken art er det? Hvad spiser de? Er det et normalt kæledyr?" strømmede det ud med spørgsmål fra ham, og det gik kun op for ham et par sekunder senere at han ikke engang havde præsenteret sig. "Undskyld," udbrød han så og bukkede sig let for at anerkende at han havde glemt sine manerer. "Mit navn er Llyr. Jeg blev bare så betaget af dit dyr."

Med det fortsat undskyldende blik i øjnene, betragter jeg den fremmede foran mig. Han kan ikke være en elver, eller herfra. Jeg har aldrig set ham før. Han ligner et menneske, men alligevel ikke. Og hvad bruger han alle de bøger til? Mit hoved vipper let på skrå, og mit blik bliver nu mere nysgerrigt end undskyldende. Hans stemme lyder, og jeg kan ikke lade være med at fnise af hans ord. Ja, Jacka er i sandhed pragtfuld - men lige nu, med tænderne først og en højlydt knurren, er det utroligt at også den fremmede synes dét. 
Med den ene hånd holder jeg over Jacka's snude, imens jeg tysser svagt af ham. Langsomt begynder han at slappe af, og jeg kan fjerne hånden igen. Mit blik møder den fremmedes, da han stiller flere spørgsmål. "Jeg aner ikke hvad race han er, for mig er han jo bare Jacka. Jeg fandt ham som barn", siger jeg roligt og sætter Jacka ned på jorden igen. Det lille væsen betragter noget skeptisk den fremmede, men forholder sig ellers i ro ved min side. "Han spiser forskellige bær og insekter - og nej, ikke noget almindeligt kæledyr", fortæller jeg ivrigt. 
"Hej Llyr, det er bare helt okay! Jeg hedder Ruwen, men du kan kalde mig Ru", præsenterer jeg mig smilende. 

Llyr spurgte ikke engang om han måtte skrive alle dataerne ned, men han begyndte ihærdigt at skrive i sin bog. Så dyret spiste bær og insekter, og hun kendte ikke racen. Gad vide hvor man kunne finde flere af dem? Han havde ikke været så heldig på det seneste, men det kunne være at hans held vendte nu? Måske han ville støde på flere af disse væsner snart. Nu havde han da et mål at gå efter, i stedet for bare at studerer hvad han kom forbi.
"Det er hyggeligt at møde dig Ru," sagde han smilende. "Så fandt du ham her i skoven? Hvor lille var han? Er han udklækket af et æg eller er han født?" forsatte Llyr med at spørge, og det kunne godt være ret mærkeligt med den interesse han havde for dyret fremfor Ruwen. De fleste mennesker der mødte en elver, ville nok være mere fokuseret på elveren, men Llyr havde lidt glemt sine manerer, som dette pragtfulde væsen kiggede på ham.

Med store nysgerrige øjne betragter jeg manden, imens han med hurtige bevægelser skriver ned i sin notesbog. Ih, jeg gad godt at se, hvad der ellers står i de bøger. Måske, hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg få lov at se i dem senere.
Jeg smiler stort til ham, da han siger at det er hyggeligt at møde mig. I virkeligheden synes han nok, at det er hyggeligere at møde Jacka. Det er vildt, så fascineret han er. Jacka selv forbliver skeptisk ved min side. Han er ikke god til fremmede, men især ikke-elvere er han skeptisk overfor. Jeg har altid undret mig over det, måske det har noget med hans fortid at gøre.
Llyr stiller flere spørgsmål, og jeg svarer endnu engang ivrigt; "Ja, jeg fandt ham i udkanten af skoven - men jeg tror ikke at han kommer herfra". Jeg ser efter Jacka, da han stryger afsted efter endnu et egern. En let latter forlader mine læber. "Han var så lille, at han kunne ligge i én hånd, og jeg aner ikke om han kommer fra et æg - men jeg har ihvertfald ikke set andre af hans slags før". 
Det lille grønne væsen stryger igen-igen op i et træ, men selvom at han giver den alt hvad han kan, må han igen-igen se sig besejret. 

Llyr var lidt ked af det da Jacka smuttede væk, for så kunne han ikke tegne ham, men alligevel fulgte han dyret med øjnene. De var også interessant at se hvordan han interagerede omkring sig.
"Nej, det har jeg heller ikke. Han er meget fascinerende," sagde Llyr begejstret. Han burde virkelig være mere høflig omkring det her. Hvis han koncentrerede sig mere om Ruwen, ville han nok også kunne få mere at vide, men alligevel kunne han ikke engang overveje det her lige nu. At se et nyt dyr var virkelig noget af det edste han vidste.
"Hvordan kommunikere han med dig? Altså hvilke lyde kommer han med? Jeg lagde mærke til at han knurrede af mig?"

Jeg følger Jacka med blikket, da han kravler rundt i træet. Han har vidst ikke helt opgivet alligevel. Llyrs begejstring og fascination af mit noget anderledes kæledyr, får mig til at smile. "Det er længe siden jeg har mødt én, som synes han er så speciel - de andre elvere er vant til ham", siger jeg med en let latter. I starten havde de syntes, at han var en underlig én og slet ikke forstået hvorfor jeg havde taget ham med hjem. Men nu er han bare en del af hjemmet og en del af Elverly. 
Mit blik falder tilbage på Llyr, da han kommer med flere spørgsmål. Jeg ser kort på notesbogen; mon han skriver det hele ned? Jeg overvejer lidt, før jeg svarer. "Han bruger mange lyde, som forskellige piv, men han hyler også engang imellem - men det er faktisk første gang i lang tid jeg har hørt ham knurre rigtigt", siger jeg med en tænkende grimasse. "Han har også et enormt udtryksfuldt ansigt, noglegange kan man næsten se hvad han tænker!"

Llyr skrev virkelig alt ned. Man kunne godt tyde hvad det var han skrev, hvis man var god til at læse, men det var ikke ligefrem skønskrift, og da det var med kul, så kunne det godt gøre det sværere at læse. For ikke at nævne at hans hånd langsomt var blevet sort af kullet. Hans andre bøger var skrevet med blæk i stedet for, men kul var bare nemmere ude i felten.
"Det forstår jeg ikke. Han er jo helt igennem fantastisk. Et pragteksemplar! Jeg ville elske at studere ham nærmere!" sagde han begejstret. For selv i sin begejstring, så var han godt klar over at elvere ikke var de mest gæstfrie væsner. Han tvivlede ikke på at Ruwen boede i Elverly sammen med Jacka, men han ville så gerne følge Jacka. Se hvordan han levede, og hvordan han trives.

Igen kan jeg ikke helt lade være med at grine - både over mandens begejstring og Jacka's skepsis over for ham, da det lille, grønne dyr kommer luntende tilbage igen. Jeg sætter mig på hug, for at ae Jacka let over ryggen. "Han er nemlig et rigtigt pragteksemplar! Og det ved han også selv", et skævt smil er formet på mine læber, imens jeg betragter min lille ven.
Jeg ser op på Llyr igen, "For min skyld må du studerer ham alt det du vil", tøvende aer jeg Jacka over hovedet, "Men jeg tror ikke at de andre bliver så glade, hvis jeg ligefrem slæber dig med hjem til Elverly". 

Inaktiv