Nok var simpelthen nok.
Hun havde forståelse for at de var i undertal, ja selvfølgelig var de dét. Når dæmonerne valgte at sende plage efter plage imod dem. Især hovedstaden var blevet ramt hårdt, både af pesten og af folk der ikke kunne kontrollerer deres magier. Men derfor skulle det ikke betyde at hun fik børn ind som rekrutter! 
Med børn mente hun selvfølgelig små drenge som der knap nok kendte enden på de sværd hun gav dem. Flere af dem havde endda skadet sig selv ved bare at slå ud efter en trænings dukke. Dette var ikke jobbet hun havde skrevet sig selv op for, og det skulle hun nok forklare Kaptajnen i den pæneste måde overhoved. 

Men da Anann slyngede døren op ind til hans kontor, røg den tanke hurtigt ud af hendes hoved. Hun syede af raseri, ikke nok med disse grønskollinger hun havde fået tildelt, havde hun også fået flere og flere almindelige byvagter som at patruljerer gaderne. Nu skulle hun nok fortælle ham en ting eller to om hvad hun virkelig synes omkring hans måde at gøre tingene på.
,,Aethelwulff!'' hendes stemme var en lavmeld brølen, mens hun trådte ind i hans kontor.   

Aethelwulff havde haft travlt. Virkelig, virkelig travlt. Første plage havde taget en del af hans byvagt med sig til guderne, og den kaotiske plage havde skabt røre. Folk var urolige på gaderne, han fik op til flere henvendelser fra alt for unge knægte, der ville prøve lykken som byvagter og ikke nok af den rette alder og bygning. Det var ganske enkelt stressende, og den store halvkæmpe var ved at gå helt ud af sit gode sind. Han var vant til at slå på problemet til det forsvandt, ikke finde ud af papirarbejdet, og desværre var kaptajnens arbejde det; Papirarbejde. Han savnede at nikke et par skaller, og derfor havde han selv taget en del vagter oven i al arbejdet, selvom det egentlig var ret stressende også. Han sad nu ved sit arbejdsbord og gned sig i tindingerne ved en opstartende hovedpine, da en råbende stemme brød tavsheden og fik ham til at kigge langsomt op.

Det var Anann. Han sukkede lavt, næppe hørligt, og kiggede op på kvinden, der var trådt ind på hans meget sparsommeligt dekorerede kontor. Han var klædt afslappet i en hvid skjorte og nogle rusbukser, i naturlige brune farver. Saxkniven hang som sædvane i bæltet, men ellers var hans pålædning tydeligt taget på i et forsøg på at slappe lidt af. Han gjorde ikke ret meget i uniformen, når han under alle omstændigheder ikke tog imod klagende gæster på nuværende tidspunkt. Lige med undtagelse af sin egen stab. "Killarney, hvad bringer dig hid på dette tidspunkt?" ikke at det var midt om natten. Men eftermiddag var stadig ikke det bedste tidspunkt at dukke op på i kaptajnens øjne.

Okay, så skyggerne var ved at blive lange. Så hun kunne vel forstå hans forbavselse eller irritation over at blive forstyrret på denne tid. Men det fik hende ikke til at stoppe kedlen med at koge over.
Iført hendes læder rustning som afspejlede vagternes farve, bankede hun begge hænder på bordet foran ham og lægnede sig forover. Hun var ikke kendt som den brutale for ingen grund. Hun havde en kort lunte og dette skulle man ikke bruge lang tid på at finde ud af. Hendes lange hår faldt i dens fletning ned af den ene skulder mens munden kort snerpede sig sammen inden hun begyndte at tale.

,,Jeg skal fortælle dig hvad der kalder mig hid'' det var som om ordene forlod hendes strube i en lavmeld knurren. Hun havde mange ord omkring manden foran hende, jovist var han en utrolig dygtig kaptajn, men de vidste begge to han hellere ville være ude sammen med hende og vise rekrutterene hvordan det virkelig skulle gøres end at være lænket fast bag skrivebordet hele dagen. Måske irriterede det hende også bare at han var en blanding, og nok ville hun følge denne mand til enden, tage et sværd for ham. Men det betød stadig ikke at hun ikke brød sig om urent blod. 

,,De rekrutter du har sent til træning er jo ikke gamle nok til at stoppe med at væde deres senge hjemme hos mor!'' hun smed armene op i vejret og vente ryggen til ham inden hun vente tilbage igen med en finger peget imod ham ,,Den ene af dem lavet en kæmpe flænge i sit eget ben fordi han ikke kunne holde sit sværd, dette er ikke et velgørenhedscenter men en respekteret orden!''

Aethelwulff lod sin kollega tale ud. Rase ud nærmere sagt. Selvfølgelig var hun vred. Det var han også. Han havde mistet utallige mænd til pesten og nu endnu flere fordi de ikke kunne få lov til at bruge deres magiske kræfter ordentligt. Han havde selv bemærket det flere gange, og det irriterede og frustrerede ham grænseløst. Så meget at han havde lyst til at flække sit eget arbejdsbord på midten. Men han var kaptajnen, og han burde kunne holde sit store grødhoved koldt. Så det var også det, han kæmpede hårdt med i dette nøjagtige øjeblik, som Killarney satte ord på hans egne frustrationer. Han blev siddende til hun var færdig og rejste sig så op i sin fulde højde over for hende med et træt blik i hendes retning.

"Jeg ved, du er frustreret. Jeg ved det her er så uoptimalt som noget kan være. Jeg ved vi er en respekteret orden, det er undertegnede, der i første omgang gjorde den respekteret igen. Hvad vil du have, at jeg skal gøre? Trylle nogle stærke, kompetente krigere frem? De er alle døde af pesten, der er er næsten kun gamle folk og ungfolk tilbage. Jeg er ikke en gud, Killarney, jeg kan ikke gøre alt hvad der skal til. Vi halter, sådan er det bare. Jeg skal nok sørge for at de snothvalpe får deres træning og bliver fuldvoksne som os, hvis ikke, du ønsker det," han kiggede på hende, nærmest afventende efter at have forklaret hende situationen i en overraskende, rolig, brummende stemme.

Det var frusterende for hende hvor rolig han kunne være. Hun ville ønske at hun kunne beside det, at hun faktisk kunne tage en dyb indånding og sige - ja nu er det lort, men dagene bliver bedre. I et hårdt ryk hæv hun det som holde hendes hår på plads og det lange lokker faldt ned af ryggen. Fingre gled ind i det mens hun stønnede irritabelt. 
,,Det er ikke fordi jeg vil have dig til at overtage!'' protesterede hun, det fik hende til at se dårlig ud. Hun var bare, ja, ordet var sagt en milliard gange før. Frustreret, og det gjorde det ikke bedre for hende at hun var stormet ind her og lagt mere på hans tallerken eng godt var. ,,Hvordan kan du tage det så roligt!?'' udbrød hun så endelig, som var dette egentlig roden til hele hendes frustration. At bare kunne, se på hende og ikke råbe igen. Hvis hun havde været i hans sted havde hun bestemt ikke fundet sig i hendes opførelse. Atter var hun henne ved hans bord og selvom hun lagt fra kunne nå op til hans højde. Lod hun sig ikke gå på af det. 

Athelwulff fulgte Killarney med blikket. Hun var frustreret nok til at han næsten ikke behøvede være vred, men da hun spurgte ham hvordan han kunne tage det så roligt, slog hans blik kort lyn. Selvfølgelig var han ikke rolig, i virkeligheden var Aethelwulff virkelig stresset og frustreret, han var bare god til at holde styr på sig selv, men han havde ingen grund til at lægge 100% bånd på sig selv. Han slog en næve i bordet, der rystede under hans forfærdelige styrke. En mindre bule blev efterladt i bordet, og han skævede ned mod den, før hans blik endte på hende igen. "Hvordan jeg kan tage det så roligt?" spurgte han - igen ret roligt - før han gik rundt om bordet, så det ikke stod mellem dem. Nu var de ansigt til ansigt.
"Fordi det forventes af mig. Jeg er byvagtskaptajnen, Killarney. Og du er våbenmesteren. Vi kan ikke tabe ansigt, så vi kan lige så vel lære det før eller siden," han kørte en hånd gennem sit meget korte hår og gik lidt rundt i lokalet, tydeligt irriteret, før han vendte sig mod hende på ny. "Jeg forventer ikke at se en stenmaske når du står her, men jeg kan ikke gøre noget ved dit problem. Det er, som det nu engang er, til vor nye vagter er voksne og ansvarlige. Og det skal de nok blive. Jeg har ikke ført Byvagten fra druk og hor til disciplin og ære for at se det hele falde til grunde igen," hans forklaring var mere bestemt og mere hård, da han igen gik hen foran Killarney.
"Jeg kan gøre det med din hjælp, eller uden din hjælp, men jeg gør det. Om det så bliver det sidste jeg gør. Forstår vi hinanden?" igen var der det afventende blik, som var rettet mod hende.

Det var som alt vreden i hende sivede ud, hun stod blot roligt og betragtede ham. Ikke en gang da han slå hånden ned i bordet, fik hende til at rykke på sig. Ikke så meget som en skræmt mine, så der var mere under denne kølige og rolige bravur? Det var bare det hun havde haft brug for at se, eller det var i hvert fald den tanke som der fyldte hendes hoved i dette øjeblik. Tungen fugtede langsomt læberne, mens hendes arme lagde sig over kors. Hun lod ham tale færdig, afbrød ham ikke, eller gjorde nogen form for antydning at hun havde brug for at afbryde ham. Da han så endelig var færdig, lod hun blikket glide ned imod blankegulvet hun stod på, før hun vente rolige og stærke øjne imod ham. Hoved blev lagt på skrå, også bredte der sig et stort smil hen over hendes læber.

,,Ja, vi forstår hinanden’’ hun bukkede hoved for at vise sin respekt, og vente sig imod døren for at gå ud. ,,Hvis, kaptajnen kunne finde tid til det, tror jeg dog det ville hjælpe hvis han snart kunne dukke op til træningen. Tror hvalpene er ved at være lidt træt af mit sure ansigt.’’ Tænderne greb underlæben, og slap hurtigt igen ,,Måske vise dem, hvad der er i vente hvis de tager jobbet seriøst.’’

Det så ud til at Killarney forstod ham nu. Aethelwulff nikkede langsomt, mens hans vrede blev smidt om i baghovedet. Hans næver var stadig knyttet, men de blev langsomt løsnet lidt op. Han så efter hende og nikkede lidt mere stålsat da hun bøjede hovedet i respekt og kiggede efter hende. "Godt," lød hans meget simple svar. Ligetil.
"Måske dukker han op til én af de næste sessioner i denne uge. Der kan dog ikke svares for ham endnu, han har også andre pligter, der fylder en del," Aethelwulffs øjne var blevet milde igen, men han smilede ikke. Det var han for frustreret og træt til. Han satte sig tilbage bag sit skrivebord og trak en fjerpen op af sit blækhus, mens Killarney så ud til at ville forlade lokalet.
"Rekrutterne skal nok se hvad der er i vente hvis de viser sig værdige til deres arbejde," han begyndte stille og roligt at skrible ned på et stykke pergament. Endnu en anmodning om flere ressourcer.

//Out?