I årtier havde generalen måtte leve med sin forbandelse, i årtier havde han måtte gennemgå samme forvandling en gang vær måned og trods dette, trods tiden havde gået sin gang, følte han den stadig. Smerten, den gruefulde smerte. Trods det hele var overstået, blot for denne periode selvfølgelig, følte han hver eneste muskel i hans krop beklage sig noget så voldsomt.
Hvilestedet han havde fundet sig var til hans store held, stedet hvor han var ankommet aftenen forinden. Våbene, hans beklædning, rejsetasken - alt var hvor han havde placeret det. Under en kvalkved, hvis busks rødfarvede bær fint udsmykkede de grønne blade den nu engang bar. Han selv opholde sig ganske tæt på; han havde kun lige følt solstrålerne fra den tidlige morgensol, så måtte han flytte sig fra sit hvilested få meter derfra. Kravlende imod busken ganske nøgen (en ganske vis beslutning, taget hans forvandlings konsekvenser i betragtning) placerede han sig ved busken, netop så hans ansigt lige var dækket af dens skygger. Liggende med maven imod skovens bløde grund, besluttede han sig atter for at lade sindet vandre væk fra virkeligheden omkring ham. Han trængte til søvn, ro fra smerten der prægede både hans tanker og krop.
Han var dybt nok inde i skovens bryn; ingen bevægede sig ude så tideligt på dagen - det var en risiko han (på daværende tidspunkt) valgte at tage.
Judah mærkede sin krop afgive en sidste krampetrækning, også var han væk. Forsvundet fra den verden der omringede ham, og han var bevæget sig ind i en helt anden: drømmeverdenen.

Det var spændende hvilken forskel der var sket i skoven på så kort tid. Den havde været så mørk, kold og tillukket i århundreder! Kentauerne havde heller ikke været særlig nemme at komme i nærheden af, og Borgen valgte hun at helt klare årsager at holde snuden langt væk fra. Men alt det var væk. Lyset var kommet tilbage. Hvad det så end måtte betyde i længden. Mest af alt betød det at skovens dyr og væsner hoppede mere livligt frem og tog imod fremmede langt mindre skeptisk end før.
Naamah havde været i skoven i et par dage, ikke noget nogen sagde meget til, med hendes ganske for nyligt erhvervede elverøre og spinkle men yndige elskerkrop. Det lange brune hår gled glat og blødt ned af hendes bare ryg, der kun lige over lænden var dækket af en kjole. Med bare fødder gik hun over skovbunden, længere ind med en lysning i sigte. Mossen var behagelig, blød og rar at betræde og gav hende et smil på læben som solens stråler gled ned over hende.

Faktisk havde dæmonkvinden regnet med at der ikke ville være andet end et par egern der pilede afsted og fugle der fløj i kronerne. Der tog hun fejl. Glædeligt fejl!
Naamah stoppede op i lysningen med et overrasket blik, der hurtigt blev erstattet af et let løftet øjenbryn og et noget interesseret udtryk. Det var ikke noget dårligt syn at få om morgenen. En veludrustet herre der valgte at tage en måske lidt ubekvemt lur ved en rødbladet busk. Oh ja, og så uden et trævl på kroppen.
Naamah tog en dyb indånding, fik ivren i hendes evne på køl, og gik i forsigtige skridt tættere på ham, satte sig på knæ ved hans sidde og lade forsigtigt en blød hånd på hans skulder. "Er du okay?" de stærke grønne øjne blev bløde og velkommende, som hun ventede på en reaktion, såfremt han overhovedet vågnede op.

Dæmonens nærvær ænsede generalen slet ikke. Hendes person, blokerende for solen og dermed bringende mørke til den lille lysning i skoven, frembragte ingen form for reaktion hos den stilliggende skikkelse. Den eneste bevægelse der fandtes hos ham, var vejrtrækning - noget det blotte øje næsten ikke kunne ane. Det og så øjnene der bevægede sig sagte under de bløde øjenlåg. Han drømte, dette var ganske tydeligt for dem der befandt sig indenfor Judahs personssfære.
Det var ikke hendes berøring der gjorde udfaldet, men hendes stemme. Hendes spørgen efter ham fik ham til at åbne øjnene ganske forsigtigt. Han havde ikke hørt hendes spørgsmål, hvilket også begrundede hvorfor han ikke svarede hende. I takt med at han kom mere og mere til sig selv, som synet langsomt genfandt sig i hans øjne, fandt han atter sig selv fuldkommen. Havde det ikke været for de stive legemsdele der formede generalens krop, havde han sprunget op i vildfarelse. Måske endda trukket våben.
De regnskysfarvede øjne blinkede ikke blot en gang, men mange, mange gange da de fandt den kvindelige skikkelse ved sin side. De granskede hende, søgte hendes øjne en enkelt gang, men herefter hånden der fint havde placeret sig imod hans solbrændte skuldre. To kontraster i sandhed; blødhed og hårdhed opstillet imod hinanden i det fineste billede.
Hvad kunne han konstatere efter at have betragtet hendes skikkelse i mindre end nogle få sekunder: en elver. Uden våben. Han var sikker for nu, var han ikke?
Judah forsøgte at trække sine ben til sig, fortsat ganske stum, men stoppede i sin handling da smerten i hans knæ var ganske overvældende.
<"Undskyld?">
Forsøgte han sig til sidst med, med en stemme mindst lige så træt som hans krop. Hun havde talt, måtte han konstatere. Han havde hørt et blidt tonefald i det fjerne - det eneste han behøvede var en gentagelse. Netop hvad han søgte, med det ene ord han havde udstødt.

Det var da egentlig en underlig ting, at finde en nøgen mand midt ude i en skov på denne måde. Han så ikke ud til at være kommet det man kalder voldsomt til skade. Faktisk så han egentlig meget fredelig ud som han lå der, men nu var der selvfølgelig også flere grunde til at hun spurgte ind til ham.
Et spørgsmål der tydeligvis ikke helt blev modtaget at dømme efter de trætte øjnes syn på hende. Faktisk virkede han en del fraværende. Naamah satte hovedet let på skrå med et bekymret blik, og havde på intet tidspunkt fjernet sin hånd, der stadig lå blidt på hans skylder.

Naamah smilede blidt til ham, og rettede hovedet op fra den skrå tilstand igen og gentog sine ord. "Er du okay?" blidt og roligt, som havde hun al tid i verden til rådighed. Dæmonkvinden begyndte skjult at overveje hvilke scenarier der kunne havde bragt ham i denne tilstand. Det var altid spændende at havde opdigtet en eller flere historier op omkring en person, og dermed senere enten få dem bekræftet eller afkræftet. Lige nu så han bare mest af alt træt og udkørt ud, som havde det været en hård nat ud over alle grænser.

Bekvemt var ikke et ord der tilfaldt generalen i netop dette øjeblik - faktisk overhovedet ikke. Hans nøgenhed var for ham ingen glæde (modsat skikkelsen overfor ham) - han bar ikke engang nogle neutral følelser overfor sin egen krop, og kom nok aldrig i nærheden af følelsen af selvtilfredshed for sig selv. Betragtede han sig selv som skrækkelig? Det var ikke hvad det handlede om. Den fysiske krop han bar nu, dækket over hvad der gemte sig langt inde bag den nøgne hud, var blot et dække. Et dække, men også et tydeligt bevis på (for kendere af varulveracen nok især) hvad han var, og hvad han var blevet skabt til. Han slidhed talte nok en hel del for sig selv, sammen med arrene der prægede hans krop. Men måske var han heldig? Måske så de grønne øjne, øjnene der betragtede ham ganske tydeligt, ikke hvad han så.
Han turde ikke tildele sig selv det held - ikke endnu.
"Ja,"
Han rømmede sig, nikkende ganske vagt imod elveren ved sin side. Han satte albuerne i den bløde grund under sig, trækkende sig selv en anelse op. Han måtte slippe hendes øjne for en stund, for at se imod mosset der fortsat omfavnede huden af hans der stødte imod den.
"Ja jeg - jeg har det fint."
Han forsøgte at finde de grønne øjne igen, med et blik noget lignende et undskyldende et. En mild rosa farve prægede generalens ører, som han rakte den enkelte af sine hænder fremad imod rejsetasken.
"Jeg troede ikke at elverfolket holde til i disse skove?"
Han udstødte et smertefuldt grin, lavt og ganske dybt.
"Jeg tog tydeligvis fejl."

Dæmonkvinden lagde ikke meget i race, når man var kommet forbi dæmonstadiet. Derefter var det et spørgsmål om styrke, udstråling og charme. Ikke nødvendigvis samtidig. Hans arrede krop fortalte om hårde tider og i Naamahs sind, styrke til at overleve. Gode tegn. Mere lagde hun helt ærligt ikke i det, for det interesserede hende ikke.
Naamah smilede blidt, som hun fjernede sin hånd for ikke at være i vejen når han trak sig op. En anstrængelse som plagede hans ømme muskler og krop - det måtte havde været en hård nat.

Naamah påtog sig den uskyldige rolle ganske hurtigt og smilede et genert smil, som hun begyndte at pille blidt ved sit hår og skubbe det om bag øret. Det generte smil gled over i bekymring som smerten ramlede over ham i det lave grin. Hun bed sig let i læben, men hun så en del mere uskyldig ud end man nogensinde havde troet hun kunne komme til. "Nej, jeg.. Elverfolket holder normalvis ikke til her nej.. Jeg øhm er taget på en udflugt alene." det var ikke helt løgn jo.
"Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe? Du ser og lyder ikke til at have det særlig godt."

/afsluttet/dead